|
1797 - 1850 (53 år)
-
Navn |
Joseph Karl Reventlow-Criminil |
Fødsel |
9 feb. 1797 |
Hamburg, Tyskland |
Køn |
Mand |
Død |
17 jun. 1850 |
Begravelse |
Catharinenkirche, Westensee, Slesvig-Holsten, Tyskland |
|
Gravsten Reventlow-Criminil Westensee |
Notater |
Reventlow-Criminil, Joseph Carl Greve, 1797-1850, Kancellipræsident.
Faderen, François Valentin Marquis le Merchier de Criminil, Godsejer i Artois, Oberst i den franske Hær og Staldmester hos Grevinden af Provence (den senere franske Konge Ludvig XVIII's Gemalinde), emigrerede 1791 og bosatte sig i Nærheden af Hamborg, hvor han 1796 ægtede Caroline Komtesse Schimmelmann fra Ahrensburg. Deres ældste Søn, Joseph Carl, fødtes 9. Febr. 1797 og kom allerede 1808 tilligemed sin yngre Broder, ovfr. nævnte Heinrich Anna, paa Grund af Faderens vedvarende Svagelighed (han døde 12. Febr. 1823) til Emkendorf, hvor de begge antoges i Sønners Sted og senere formelig adopteredes af Grev Frederik Reventlow og Christine Juliane Frederikke f. Komtesse Schimmelmann, deres Bedstefaders Søster.
Ved Patent af 20. Sept. 1815 optoges begge Brødrene i den danske Grevestand under Navnet Reventlow-Criminil. Paa Emkendorf, som i de Aar var et Samlingssted for mange ved Aand og Kundskaber fremragende Mænd, nøde Brødrene en udmærket Opdragelse. Fra 1815 studerede de begge Retsvidenskab i Gøttingen, senere i Kiel, og efter at have taget Embedsexamen ved Overretten i Glückstadt foretog Grev Josephen længere Rejse til Frankrig og Italien, paa hvilken han 1820 ægtede Enken efter den 12. Sept. 1818 afdøde Baron Friedrich Blome til Salzau, Charlotte Juliane f. Rigsgrevinde Piaten zu Hallermund (f.8. Sept. 1778 + 19. Nov. 1857). I nogle Aar var han nu Avskultant ved Overretten i Slesvig, blev 1826 Hofjægermester og 11. Nov. 1829 Amtmand over Rensborg Amt; Aaret i Forvejen havde han arvet det nærliggende Emkendorf. 1834 blev han Kammerherre, 1842 Kommandør af Danebrog.
Da Grev Otto Moltke kort efter Prinsen af Noers Udnævnelse til Statholder i Slesvig og Holsten af Misfornøjelse dermed nedlagde Posten som Præsident for det slesvig-holsten-lauenborgske Kancelli, blevR.-C., der allerede som Amtmand havde nydt Christian VIII's særlige Fortrolighed, 4. April 1842 hans Eftermand paa Prinsen af Noers Forslag og 28. Juni s. A. Storkors af Danebrog. Han havde ved sin ivrige Deltagelse i de 3 foregaaende Stændersamlinger som godsejervalgt Medlem og Vicepræsident lagt en ikke ringe Dygtighed og et sundt Blik for Tidens Krav for Dagen. I Stænderne udtalte han sig bl. a. for Regeringskollegiernes Afløsning med Ministre, for større Hurtighed i Rettergang og Forvaltning, for Selvst de holstenske Stænder, ved disses Sammentræden i 1842 (7. Juli) blev kongelig Kommissarius. Denne Stændersamling i Itzeho forløb forholdsvis rolig, men R.-C. røbede alt den Gang sit slesvig-holstenske Sindelag ved at søge at overtale Christian VIII til at samtykke i de slesvigske og deholstenske Stænders Forening og til at oprette et Militærakademi i Rensborg, hvorpaa Kongen dog ikke vilde gaa ind af Frygt for at faa to Slags Officerer, tyske og danske. Ogsaa i de slesvigske Stænder, som sammen traadte 12. Okt. 1842, blev R.-C. kgl. Kommissarius. Faa Dage efter forberedte han Kongen paa, at der i Stænderne vilde fremkomme Forslag om Slesvigs Optagelse i det tyske Forbund, og uagtet Kongen indtrængende anmodede ham om at forhindre det, kom Forslaget dog frem, hemmelig og uden Kongens Vidende støttet af Hertugen af Augustenborg og Prinsen af Noer. Hvad enten nu R.-C. i Smug holdt til med de slesvig-holstenske Ledere i Stænderne, eller han ingen virkelig Magt havde over dem, blev deres Optræden mere og mere udæskende. Og da deres dansk-fjendtlige Forslag kulminerede i Andragendet om at stryge Ordene paa slesvigske Fartøjer, var det, at P. H. Lorenzen talte Dansk i Mødet 12. Nov. 1842.
R.-C. gjorde intet for at beskytte Lorenzen hverken imod den Vold, Stænderne øvede mod det danske Sprog, eller mod den personlige Overlast, hvormed man truede ham, men raadede privat Kongen til at desavouere Lorenzen. Dette lykkedes ham ved Broderens, Udenrigsministerens, Hjælp kun til Dels, og Christian VIII fik allerede den Gang en Formodning om, at R.-C.s Troskab var af tvivlsom Beskaffenhed.
Da han saaledes i det Svar, han efter Kongens Befaling gav Stænderne paa deres Adresse, og hvori Kongen vilde have hævdet , egenmægtig udelod Ordene , paadrog han sig en alvorlig Irettesættelse af Kongen. Faa Maaneder efter var han atter nær ved at falde i Unaade. I et Statsraad havde Kongen ytret Betænkeligheder ved at tiltræde den af R.-C. som Kancellipræsident tilraadede Oprettelse af en Filialaf den tyske Gustav-Adolf-Forening i Slesvig, fordi saadant kunde opfattes som en Anerkjendelse -- fra Regeringens Side af, at Slesvig var en Del af Tyskland. R.-C. følte sig dybt krænket over KongensMistanke og forlangte 3. April 1843 sin Afsked, fordi han troede at have mistet Kongens Tillid, men Kongen befalede ham at blive. I 1844 var R.-C. atter kgl. Kommissarius baade i Itzeho og i Slesvig Stænder, men heller ikke i dette Aar evnede han at standse Slesvig-Holstenerne i deres statsopløsende Færd -- eller vilde maaske ikke. Da Christian VIII 8. Juli 1846 havde udstedt det aabne Brev om Arvefølgen, indsaa R.-C., at det var ude med hans Magt og Indflydelse og skrev 17. Avg. fra Itzeho, hvor Stænderne, i hvilke han for tredje Gang havde været kgl. Kommissarius, lige vare sluttede, til Kongen, at han bad sig fritaget for at blive kgl. Kommissarius ved Stænderne i Slesvig, og indgav tillige sin Demission som Kancellipræsident, i det han ingen Indflydelse besad mere i Landet, hvorfor hans Tjeneste var overflødig, ligesom han indsaa, at der nu vilde udkræves en Række Forholdsregler, hvilke han ikke vilde kunne bifalde. Kongen gjorde
Forsøg paa at formaa ham til at blive, men da han gjentog sin Demission, modtog Kongen den og udnævnte ham til Overpræsident i Altona. Ved Oprørets Udbrud i 1848 anerkjendte han den provisoriske Regering og modtog fra Altanen paa Raadhuset i Altona de indrykkende preussiske Tropper med en Velkomsttale, men havde dog intet imod, at hans eneste Søn, Carl Adelbert Felix Greve R.-C. (f. 9. Avg. 1821),den Gang Attaché ved Gesandtskabet i London (senere
hannoveransk Diplomat), forblev i dansk Tjeneste. Indtil sin Død, som indtraf pludselig 17. Juni 1850 paa Emkendorf, holdt han sig helt tilbage fra det offentlige Liv.
H. R. Hiort-Lorenzen.
|
Person-ID |
I11458 |
Reventlow | Efterkommer efter Henning Reventlow |
Sidst ændret |
4 mar. 2024 |
Far |
Greve Friedrich (Fritz) Reventlow, f. 31 jan. 1755, Altenhof, Slesvig-Holsten, Tyskland d. 26 sep. 1828, Emkendorf, Slesvig-Holsten, Tyskland (Alder 73 år) |
Tilknytning |
Adopteret |
Mor |
Komtesse Friederikke Juliane (Julie) Schimmelmann, f. 16 feb. 1763, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark d. 27 dec. 1816, Emkendorf, Slesvig-Holsten, Tyskland (Alder 53 år) |
Tilknytning |
Adopteret |
Ægteskab |
16 aug. 1779 |
Ahrensburg, Slesvig-Holsten, Tyskland |
Notater |
- Fritz og Julie Reventlow (f. Schimmelmann) adopterede ved kgl. Bevilling af 21 Sept. 1815 Greverne Joseph og Heinrich Anna Criminil med Navnet Reventlow-Criminil. Begge var børn af Francois Marquis le Mercier de Criminil og Caroline Schimmelmann, der var datter af Julie Reventlows broder, Frederik Schimmelmann.
|
Portrætter |
| Julia og Fritz Reventlow Tegning af Giuseppe Anselmo Pellici
Emkendorf (Kreis Rendsburg-Eckernförde)
Kilde: http://www.bildindex.de/bilder/t/mi04597g01 |
Familie-ID |
F32146 |
Gruppeskema | Familietavle |
-
Begivenhedskort |
|
| Fødsel - 9 feb. 1797 - Hamburg, Tyskland |
|
| Begravelse - - Catharinenkirche, Westensee, Slesvig-Holsten, Tyskland |
|
|
|