Margrethe Rantzau

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: VII. Linjen til Rantzau-Schöneweide

Notater:

Kilde:
DAA 1930 p51

Familie/Ægtefælle/Partner: Enevold Parsberg. Enevold blev født cirka 1640; døde den 4 dec. 1680. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Ove Thott. Ove (søn af Tage Ottesen Thott og Karen Gyldenstierne) blev født den 7 feb. 1626 i Skabersjö, Malmöhus Len, Sverige; døde den 25 sep. 1666. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Krapperup Asdal Og Bollerup
• Family Line: VII. Linjen til Rantzau-Schöneweide

Notater:

Rantzau, Frederik, 1590-1645, til Krapperup og Asdal, Søn af den ovfr. nævnte Frands R. (d. 1612), er født paa Silkeborg 4. Febr. 1590. 8 Aar gammel blev han sendt til Opdragelse hos sin Bedstefader, den gamle Statholder Henrik R., og blev efter hans snart paafølgende Død paa Breitenburg i Holsten hos Farbroderen Gert R., indtil han 1604 gik til Adelskollegiet i Tübingen, der fra 1606 til Frankrig og 1609 til Italien, hvor han 1610 studerede i Padua. Hjemkommen tjente han i Kalmarkrigen som Kornet i Gert Rantzaus Livkompagni, men den urolige Rejselyst, der fandtes hos ikke faa af Slægten, bragte ham paa ny til Udlandet. 1613 fulgte han Jacob Ulfeldt til Spanien, og der fra foretog han en Tur over Italien til Tyrkiet, Palæstina og Ægypten. 1615 var han atter hjemme og blev da Hofjunker hos Christian IV, 1617 tillige Kammerjunker hos den udvalgte Prins Christian.

Ved sit Giftermaal i. Maj 1621 med Margrethe Podebusk, Datter af Claus P. og Sophie Ulfstand, forlod han Hoffet og blev det følgende Aar Lensmand over Arnsberg paa Øsel. Denne Stilling hindrede ham dog ikke i at deltage i Christian IV’s Krig i Tyskland; han var under denne Krigskommissær, blev fangen i Slaget ved Lutter am Barenberg 1626, men løskjøbte sig Aaret efter. Imidlertid var hans Hustru død paa Øsel, og han giftede sig anden Gang 5. Febr. 1632, med Ide Skeel, Datter af den afdøde Rigsraad Otte S. og Birgitte Lindenov. Med hende fik han Herregaarden Asdal i Vendsyssel og var fra 1639 flere Gange befuldmægtiget paa Stændermøderne for den jyske Adel; dog opholdt han sig mest, særlig efter at han 1634 havde opgivet det øselske Len, paa sin fra hans første Hustru arvede Gaard Krapperup i Skaane.

Det var ogsaa i denne Landsdel, at han i sine sidste Dage kom til at spille en militær Rolle 1644, først ved Forsvaret af Landskrone Slot, siden som Fører for Rigsmarsken Anders Billes Livregiment. I Efteraaret 1644 blev dette imidlertid sendt til Fyn, og her døde han 13. Jan. 1645 i Middelfart. Hans Enke overlevede ham til 1684. Han roses for sin Gavmildhed mod Kirker og Hospitaler.

H. Mikkelsen, Ligpræd. ov. F. R. (1647). Worm, Lex. ov. lærde Mænd.

J. A. Fridericia.

Frederik blev gift med Ide Ottesdatter Skeel den 5 feb. 1632 i Viborg, Nørlyng Herred, Viborg Amt, Danmark . Ide (datter af Otte Skeel og Birgitte Lindenov) blev født cirka 1610; døde i 1684 i Eskildstrup, Ringsted, Danmark; blev begravet den 30 jul. 1684 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Rantzau, Schöneweide, Redingstorf samt Ziesendorf I Mecklenborg og Brobygård
• Family Line: Linjen til Rantzau-Schöneweide

Notater:

Frants Henriksen Rantzau til Søholm (28. august 1555 på Segeberg – 21. februar 1612 på Skellinge Hede) var en holstensk adelmand og godsejer.

Han var den ældste af statholder Henrik Rantzaus mange sønner. Medens han uddannede sig i Løwen, gjorde han også tjeneste hos prins Philip Vilhelm af Oranien, Vilhelm den Tavses ældste søn, men faldt under de opståede uroligheder i spansk fangenskab. Det lykkedes dog Henrik Rantzau at få sønnen fri, hvorpå denne drog til Frankrig. Efter sin hjemkomst blev han 1577 hofjunker hos Frederik II, der 1578 sendte ham til Rusland. Da han 1584 forlod hoffet, forlenedes han, der var yndet af kongen, med Korsør, som han 1587 ombyttede med Kalundborg; derefter var han lensmand på Silkeborg 1588-1611 og på Tranekær 1611-12. 1590 var han i enkedronningens følge, da hun ledsagede svigersønnen hertug Henrik Julius og hans unge hustru til Braunschweig. Skønt Frants Rantzau var til års, da Kalmarkrigen udbrød, deltog han i den og ofrede sit liv. Han faldt 21. februar 1612 i træfningen på Skellinge Hede. Han blev begravet i Magleby Kirke.

4. oktober 1584 havde han holdt bryllup med Anne Rosenkrantz (1564-1618), datter af Erik Rosenkrantz til Kærstrup og Helvig Hardenberg. Hun fødte ham en stor børneflok (sønnerne Frederik og Henrik bl.a.) og bragte ham betydelig rigdom, således Søholm i Stevns Herred og gods i Norge. Selv ejede han Rantzau og Redingsdorf, begge i Holsten. 1602 skrives han til Ziesendorf i Mecklenburg. I Roskilde havde han et kanonikat.

Beskæftigelse:
i Prins Philip Vilhelm af Oraniens tjeneste, i spansk fangenskab, 1577 Hofjunker

Død:
Faldt i slaget ved Skellinge Hede, Halland i Kalmarkrigen.
se: https://da.wikipedia.org/wiki/Slaget_p%C3%A5_Skillingehed

________________

Efter slaget på Skjellinge Hede d. 21/2 1612 fandtes Frantz Rantzau liggende, viklet ind i sin fane, død.
(efterskrift på Fanebærer befalingen)

Frantz blev gift med Anne Rosenkrantz den 4 okt. 1584 i Svendborg, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark. Anne (datter af Erik Rosenkrantz og Helvig Jacobsdatter Hardenberg) blev født den 21 jun. 1566 i Sandviken Ved Bergen, Norge; døde den 18 okt. 1618; blev begravet den 2 nov. 1618 i Magleby Kirke, Klippinge, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Søholm Gods, Magleby, Stevns, Danmark
• Family Line: III. Arreskov-linjen

Notater:

Kilde:
DAA 1985 p706 6e

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Lensmand

Otte blev gift med Birgitte Lindenov den 13 okt. 1605 i Aalborghus, Aalborg, Danmark. Birgitte (datter af Hans Johansen Lindenov og Margrethe Ottesdatter Rosenkrantz) blev født den 7 feb. 1582 i Hindsgavl, Middelfart, Vends Herred, Odense Amt, Danmark; døde den 29 nov. 1648 i Bangsbo Herregaard, Frederikshavn, Danmark; blev begravet den 21 dec. 1648 i Vor Frue kirke, Aalborg, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: 1634, Bangsbo Herregaard, Frederikshavn, Danmark; 1634-1648

Notater:

Beskæftigelse:
1634-35 Lensmand på Ålborg hus efter ægtefællen Otto Skeel

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Linjen Breitenburg
• Ordner: 3 maj 1580; Ridder af Elefanten

Notater:

Rantzau, Henrik, 1526—98, Statholder i Slesvig og Holsten, er født paa Steinburg i Holsten 11. Marts 1526; hans Forældre vare den berømte Hofmester i Hertugdømmerne Johan R. og Anna Walstorp.

Kun 12 Aar gammel sendtes han 1538 af sin Fader til Universitetet i Wittenberg, immatrikuleredes der under Melanchthons Rektorat og deltog i Sammenkomsterne ved Luthers Bord. Ikke mange Aar efter var det, at Johan R. 1545 brød med Christian III og tog Tjeneste hos Hertug Adolf af Gottorp. Med denne fulgte baade Fader og Søn 1548 til Kejser Carl V’s Hof i Brüssel; her modtog H. R. de første stærke Indtryk, politiske, kunstneriske og litterære, fra den store Verden, og her knyttede han Bekjendtskaber med fornemme Stormænd. I adskillige Aar ledsagede han Kejseren og var med ved Belejringen af Metz 1552. Endelig opgav han 1553 Hoflivet og ægtede 23. Okt. 1554 Christina v. Halle (f. 11. Febr. 1533), Datter af den brunsvigske Adelsmand Frantz v. H. Ægteskabet skaffede ham en Familiefejde med Greverne af Hoya, der først bilagdes 1558, men bragte ham fremfor alt en meget stor Rigdom, i Godser og Penge. Fra dette Øjeblik havde han en sikker social og økonomisk Stilling, der støttedes ved Faderens forsigtige Raad; 1565 arvede han denne, og hans praktiske finansielle Sans vidste at udnytte det vundne Grundlag.

Rimeligvis har han 1554 kunnet vælge mellem kongelig og gottorpsk Tjeneste; han foretrak den første, og herved blev hans egen og hans Efterkommeres Fremtid afgjort. I det nævnte Aar blev han Amtmand paa Segeberg og kongelig Raad, og 1. Marts 1556 udnævntes han desuden til Kongens Statholder i Hertugdømmerne. Den første større politiske Sag, i hvilken han fik Lejlighed til at blande sig, blev Forsøget paa at udsone Kongefamilien med det lothringske Fyrstehus; til dette Øjemeds Opnaaelse var han fra 1557 og lige til 1565 atter og atter ivrig for et Ægteskab mellem Frederik II og Prinsesse Renata af Lothringen, Christian II’s Datterdatter; i 1559 rejste han endog i den Anledning paa Kongens Befaling til Nederlandene og forhandlede derom med sin gamle Bekjendt fra Opholdet i Brüssel, Greven af Arenberg, Flere Gange i Mellemtiden ansaa han dog Sagen for haabløs eller uheldig og anbefalede da andre Ægteskaber, saaledes 1558 med Elisabeth af England og 1561 med Maria Stuart; med den sidste Plan forbandt han endda fantastiske Tanker om, at Kongen kunde vinde Kejserkronen gjennem Frankrigs Hjælp. Alt dette blev dog til intet; derimod fik han 1559 Lejlighed til at gjøre Frederik II en virkelig og betydningsfuld Tjeneste. Da han kom under Vejr med, at Hertug Adolf af Gottorp paatænkte en Erobring paa egen Haand af Ditmarsken, satte han Kongen i Kundskab derom og blev derefter Hovedmanden for den Overenskomst, hvorved denne Plan forpurredes, og baade Kongen og Hertug Hans bleve Meddeltagere i Krigen og i Ditmarskens Undertvingelse; han var selv med i Felttoget som Krigskommissær og en af Krigsraaderne hos sin Fader, spillede dog næppe nogen større militær Rolle, men var Kongens befuldmægtigede ved Delingen 1560 af det erobrede Land og fik Tilsynet med den kongelige Part og med Ordningen af den forandrede Retsforfatning. 1561 repræsenterede han Frederik II ved Vilhelm af Oraniens pragtfulde Bryllup i Dresden med Kurfyrst Morits af Sachsens Datter Anna.

Imidlertid nærmede den nordiske Syvaarskrig sig. Det er bekjendt, at Frederik II fremtvang den imod det danske Rigsraads Vilje, og en Beretning gaar ud paa, at han derimod fandt Støtte hos de holstenske Raader. H. R.s Holdning i dette Spørgsmaal er dog hidtil ikke opklaret. Han fik imidlertid betydelige Opgaver i Anledning af Krigen, besørgede Troppehvervinger, forhandlede med Hamborg og Nabofyrster om Nevtralitet, opkrævede Krigsskatter i Hertugdømmerne og varetog disses Krigsforfatning, særlig under Faren 1565 for Angreb fra Wilhelm v. Grumbach; mærkes kan det ogsaa, at han (1562) havde anbefalet sin Slægtning Daniel Rantzau til Tjeneste hos Kongen. Ved Siden deraf betroedes der ham ansvarsfulde diplomatiske Ærender; saaledes var han 1564 og 1567 en af Afsendingerne til de mislykkede Fredsmøder, henholdsvis i Rostock og Stralsund. Vigtigst var det dog, at han 1570, efter først at have været tilstede i Heidelberg ved Brylluppet mellem Kurfyrst Johan Casimir af Pfalz og Kurfyrst August af Sachsens Datter Elisabeth, gik til det Møde i Stettin, der efter lange Forhandlinger i Dec. bragte Freden til Veje mellem de nordiske Riger.

Ogsaa i anden Henseende havde Krigen imidlertid spillet sin Rolle for H. R. Han var den formuende Mand, der kunde forstrække Kongen med store Summer eller gaa i Borgen for Laan hos andre. Derved opnaaede han betydelige Pantelen. I Hertugdømmerne fik han saaledes paa denne Maade 1564 sit Amt Segeberg til Pant og 1567 Flensborg Amt; i Kongeriget forskreves der ham 1564, Aaret før hans Faders Død, alle de Len, som denne besad (især store Dele af Laaland), 1566 Holme Kloster, og efter Freden, 1571, Salling Herred, begge paa Fyn. Efterhaanden indløste dog Kronen de fleste af disse Panter, især 1574; dog fik han fornyet Lensbrev paa Segeberg, og endnu 1582 skyldte Kongen ham en betydelig Sum. Men særlig Betydning fik det, at han 1568 havde tilkjøbt sig til Ejendom det nævnte Holme Kloster; han viste sin Interesse for Godset ved at omdøbe det til Rantzausholm, og herved havde hans Slægt faaet en vigtig Grundbesiddelse, som en Tid lang i høj Grad bidrog til at knytte den til Kongeriget. Senere paafulgte flere af hans Sønners Ægteskaber med danske Adelsdamer.

Ogsaa efter Freden i Stettin benyttedes han til diplomatiske Sendelser, der angik Danmark og Norge, saaledes 1577 til Emden for at forhandle med engelske Afsendinger om Sejladsen paa Nordhavet. Han var desuden ved sine talrige Forbindelser i Udlandet i Stand til at holde sin Konge bekjendt med Verdensbegivenhederne igjennem stadige Indberetninger. Men mest optoges dog hans offentlige Virksomhed af Forholdene i Hertugdømmerne. I Spidsen for Landraaderne ledede han Fællesregeringen, naar denne efter den I 1563 trufne Ordning tilfaldt Kongen, og repræsenterede ham i hans Fraværelse paa Landdagene-, han havde Del i Udgivelsen af den slesvig-holstenske Landret 1573, og i øvrigt interesserede han sig for Landenes økonomiske Opkomst, begunstiget, som denne var, af Freds-perioden. I den store Strid med Gottorp om Slesvigs Lensforhold har han uden Tvivl, tro mod sin Konge, med Kraft bekæmpet Gottorps Paastande og medvirket til den endelige Overenskomst i Odense 1580, hvorved Hertugerne modtoge Slesvig til Len af Danmarks Krone; selv repræsenterede han ved denne Lejlighed Kongen i dennes Egenskab af Hertug og benaadedes med Elefantordenen. Det næste Aar bragte han paa et Møde i Flensborg Forlig til Veje om Arven efter Hertug Hans den ældre.

Hvad H. R.s personlige Forhold til Frederik II angaar, tillade de hidtil fremdragne Kilder ikke nogen aldeles bestemt Dom i det enkelte. Det er sikkert, at han gjentagne Gange har mødt Afslag paa sine Henvendelser til Kongen, som da han 1560 forgjæves virkede for en Udsoning med Peder Oxe og 1579 for Tilgivelse til Rigsraaden Jacob Ulfeldt. Ogsaa ligefremme Rivninger spores; 1565 hedder det endog, at han en Tid var i Kongens Unaade paa Grund af den holstenske Adelsmand Hans Blomes Angivelser, og 1570 forbød Kongen ham i en ret irriteret Tone at forherlige den afdøde Daniel Rantzau paa en Maade, der kunde stille Kongen selv i Skygge. Om H. R.s egentlige politiske Indflydelse hos Frederik II vides hidtil saa godt som intet. Men som Helhed er der dog Grund til at antage, at Forholdet har været godt, og at Kongen med rette i ham har skattet en trofast Raadgiver, om end vel næppe en fremragende Statsmand. Og saa meget er vist, at H. R. selv har set hen til Frederik II’s Regeringsaar som sin stolteste Tid og, som vi senere skulle se, har ønsket at hædre Kongen paa enhver Maade. Nogen større Modsætning imellem dem havde han ikke øjnet, og Indskriften paa Breitenburg: «Kongens Held Landets Lykke», havde ikke været Mundsvejr.

Da kom Frederik II’s Død i April 1588, og med denne Begivenhed begyndte et nyt Afsnit i H. R.s Liv, i høj Grad forskjelligt fra det foregaaende, rigt paa Kampe, paa Skuffelser og Bitterhed. Uden at man kan sigte ham for Brud med sin Fortid, blev han en Modstander af Kongemagten, repræsenteret, som den var først af Enkedronning Sophie, senere af den unge Kong Christian IV.

Allerede i Juni 1588 kom Modsætningen frem, da Enkedronningen ønskede, at Formynderstyrelsen i Hertugdømmerne under Christian IV’s Mindreaarighed skulde overdrages en eller flere tyske Fyrster, og antydede en kommende Deling af de kongelige Amter mellem hendes 3 Sønner. Det første var H. R. en Modstander af som urimeligt og som truende Ridderskabets Friheder; i Delingen saa han en Fare for Svækkelse af Hertugdømmernes Magt, paa lignende Maade som hans Fader havde gjort det 1544. Det lykkedes ham dog foreløbig at afværge disse Planer, og et Øjeblik mødtes han med Sophie i Tanken om at benytte Raadernes og Landdagens Modstand mod de gottorpske Planer om Arvelighed til at udelukke den unge Hertug Philip fra Fællesregeringen og gjøre Christian IV til eneregerende. Udsigten hertil svandt dog hurtig, og lige saa hurtig udviklede der sig et bittert Fjendskab mellem H. R. og Enkedronningen, der overtog Formynderstyrelsen i Hertugdømmerne. Uden at gaa i Enkeltheder med Stridens Gang skal det fremhæves, at en af dens første Aarsager sikkert var Sophies nære Forbindelse med Amtmanden i Haderslev Hans Blome (II, 425), en Mand, hvis. Fader havde været Johan Rantzaus Fjende, og som selv allerede i Treserne havde angrebet H. R. Herved blandedes dennes stolte Slægtfølelse ind i Sagerne; 2 Partier skilte det slesvig-holstenske Ridderskab, det Blomeske og Rantzauske, og selvfølgelig var H. R, Leder for det sidste. Og nu var Blome netop tillige i Strid med det danske Regeringsraad; denne Omstændighed i Forening med Regeringsraadets Brud med Enkedronningen knyttede det og H. R. sammen i et, dog mest tilsyneladende, aristokratisk Forbund, og herved skabtes der paa den anden Side et Vaaben for Sophies juridiske Raadgivere, der ønskede at hæve Fyrstemagten og kue Ridderskabet. Hertil kom, at hun traadte i et venskabeligt Forhold til Hertug Johan Adolf af Gottorp og ogsaa derved stødte an mod H. R.s politiske Tilbøjeligheder. Fra 1591 var Striden en Kjendsgjerning, og 1593 naaede den sin højeste Bitterhed. Faa Landretsdagen i Slesvig By i Marts s. A. tørnede H. R. og hans Søn Gert voldsomt sammen baade med Blome og med Johan Adolf. Den gamle Statholder fik et heftigt nervøst Anfald og sprængte Retsforhandlingerne ved at rejse bort med det kongelige Signet, der skulde bruges under Aktstykkerne. Sophie svarede med at affordre ham Regnskabsaflæggelse for hans Amt og ved at tilstille ham en Skrivelse, der i Skarphed og Trusler overskred alle Grænser. Men H. R. gav ikke tabt, og hans Kampmiddel blev i Forbindelse med det danske Rigsraad at faa Formynderstyrelsen frataget Sophie og Christian IV erklæret myndig; han vilde herved ikke alene ydmyge hende, men navnlig forebygge, hvad der efterhaanden var blevet Stridens egentlige Kjærne, hendes Planer om Delingen af de kongelige Amter. Sejeren blev foreløbig hans; i Sept. 1593 overtog den unge Konge Styrelsen i Hertugdømmerne, og samtidig blev Blome afsat fra sit Embede som Amtmand i Haderslev, og denne Post overdroges til H. R.s Søn Gert. Men hans personlige Sejer blev ikke langvarig; fra Sommeren 1595 viste det sig, at hans Indflydelse var i Aftagende hos Christian IV, der under Regeringsraadets begyndende Opløsning nærmede sig sin Moder og mødtes med hende i Ønsket om Forsoning. Vel kunde H. R. regne sig det til Ære, at Tanken om Hertugdømmernes Deling døde hen, men i de Retssager med Hans Blome, som vare voxede frem af Striden, maatte han føle Kongens Uvilje. Og Forholdet bedredes langt fra, da Christian IV 1596 blev Danmarks virkelige Hersker og netop nu ønskede at vise Aristokratiet sin Myndighed, for saa vidt altsaa optog sin Moders Politik. De strænge Advarselsskrivelser og Trusler om kongelig Unaade, som han i Juni 1597 udstedte til flere af Ridderskabet i Anledning af deres Smædeskrifter mod hverandre, vare ogsaa rettede til H. R. Og næppe har det været helt frivilligt, naar denne i disse Aar ved sine Sønner lod udtale Ønsket om at fratræde sine Embeder. I alt Fald greb Kongen det; 24. Jan. 1598 underrettede han ham om, at han gik ind derpaa, og affordrede ham Statholderskabet og Segeberg Amt. Den 72aarige Mands Dage vare nu ogsaa snart talte; han døde 31. Dec. 1598. Hans Bisættelse fandt Sted i den af ham selv ombyggede og udstyrede Familiebegravelse i St. Laurentius-Kirken i Itzeho. Kisten og Indskriften ventede paa ham; selv havde han ladet dem lave; kun Pladsen til hans Dødsdag i Indskriften stod tom.

Hans politiske Liv var endt som et Nederlag, og med dyb Sorg havde han maattet se sin talrige Børneflok tyndes ud ved hyppige Dødsfald. Endnu kunde han ikke vide, at hans 2 Sønner snart skulde opnaa de højeste Embeder i Kongeriget og Hertugdømmerne. Men utvivlsomt har han med Stolthed set tilbage paa sit Livs Gjerning. Bortset fra hans politiske Virksomhed havde han været en Kulturbringer. Forudsætningen for, at han var bleven dette, var 2 Ting: hans materielle Midler og hans aandelige Sans.

Allerede ovfr. er omtalt Kilderne til hans Rigdom: Giftermaalet, Arven efter Faderen og hans økonomiske Indsigt. Ved sin Død ejede han 18 adelige Godser. Af disse skulle nævnes Breitenburg og Mehlbek, som han havde arvet fra Faderen, Wandsbek, Wellingsbüttel og Rantzau, som han havde tilkjøbt sig, alle i Holsten, Drakenburg og Rinteln i det brunsvigske, en Arv fra Svigerfaderen, foruden Ejendomme i Slesvig og Lauenborg og endelig Rantzausholm . hertil kom bl. a. en paladsagtig Gaard i Lybek. Paa sine Godser indførte han Stordrift med Nedlæggelser af Bønder-gaarde og Hoveri, men ogsaa med Skovdrift og Havebrug og med Anlæg af alle mulige Smaafabrikker, som Olje-, Papir-, Sav-, Bore-, Kobber- og Krudtmøller. Ved Siden heraf drev han en udstrakt Pengeforretning; baade Philip II af Spanien og Antwerpen havde han til Skyldnere, med den nævnte By førte han en langvarig og bitter Strid om Gjældens Betaling. Ved alt dette fik han Midler til at blive Hertugdømmernes første grand Seigneur. Men den kulturelle Side heraf skabtes ved et bestemt Aandspræg hos ham.

Kun i ringere Grad havde han modtaget dette Aandspræg fra sit Ophold som ganske ung i Wittenberg. Theologi kom aldrig til at høre til hans væsentlige Interesser, endnu mindre de kirkelige Stridigheder, som han endog saa ret overlegent paa, i den Grad, at den katholske Reaktion haabede paa ham som Tilhænger. Utvivlsomt var han dog protestantisk troende, tvivlede ikke heller paa Djævelens Indgriben i det daglige Liv; men et Hovedpunkt i hans metafysiske Forestillinger var Overbevisningen om Stjærnernes Herredømme over Menneskene; de vare Midler for Skæbnen og Gud til at paavirke alt lavere. Derfor var han en ivrig Tilhænger af Stjærnetydningen, udgav Lærebøger i Astrologi og nedskrev i elegant udstyrede Bøger Samlinger af Horoskoper. Med sit stærke fantastiske Sving troede han naturligvis ogsaa paa Drømme og Varsler og spaaede nok saa dristig om Verdensbegivenheder, hvilket indbragte ham Drillerier fra Frederik II, naar det slog fejl. Men sin astrologiske Tro delte han for øvrigt med hele det Kulturstandpunkt, som stærkest havde paavirket ham.

Sine dybeste Indtryk havde han nemlig, som ovfr. antydet, modtaget fra sit Ophold ved Carl V’s Hof og særlig i de senere spanske Nederlande. Her havde en Forening af den romanske Renæssance og den germanske Humanisme slaaet ham i Møde. Netop da var jo Italien Forbilledet for nederlandsk Kunst, Sværmeriet for i alt Fald Ydersiderne af det antike Liv havde bredt sig her op, den latinske Digtekunst og den latinske Brevstil stode som den fornemme og lærde Verdens Stolthed, og her havde han vel ogsaa hørt om det Medicæiske Mæcenatdømme i Florents og var desuden et beundrende Øjenvidne til den anstandsfulde spanske Grandezza. Han kom hjem fyldt med Tanker om midt mellem en Adel, der kun lidet besad Sans for Kunst og Litteratur, at bringe Renæssancen og Humanismen ind i sin nordlige Egn, men tillige at knytte den fremfor alt til sin Person. Der er Grund til kort at dvæle ved de forskjellige Omraader af hans Virksomhed i denne Henseende.

Først hans Bygninger. Han ombyggede Breitenburg og Mehlbek, og han opførte helt nye Borge paa Wandsbek (af ham kaldet Wandsburg) og Rantzau. Breitenburg og Rantzau betegne her 2 Stadier, den første, der til Dels stammede fra hans Fader, minder om Frederik II’s Frederiksborg, den anden, som helt var hans eget Værk (1592-95), om Christian IV’s ved sit langt luftigere, yndefuldere Anlæg. Men i alle sine Bygninger satte han sin Stolthed i at opkalde Rummene med de antike Navne, og de forsynedes med Indskrifter, til Dels af klassiske Forfattere og yngre Latinister, til Dels af religiøst-moralsk Indhold. Hertil kom saa Vidnesbyrd om Renæssancens stærke Trang til at forherlige Personligheder. Han fyldte sine Borge med Statuer og Malerier af mythologiske, antike og moderne Helte; han hædrede sin Storheds Skabere, den yngre oldenborgske Kongeslægt, hvem han viede en Pyramide i Nærheden af Itzeho, og særlig Frederik II, for hvem han efter hans Død opførte en anden Pyramide ved Segeberg med en Obelisk ved Siden, bygget med den som Forbillede, der af Kejser August førtes til Rom. Han havde Malerier af Kongens vigtigste Krigsbegivenheder paa Segeberg Slot og lod dem stikke i Kobber. Dette sidste skulde dog fuldt saa meget tjene til Forherligelse af hans egen Slægt, der havde deltaget i disse Kampe; Søjlen paa Mehlbek for hans Hustru, talrige Epitafier og Billeder vare andre Vidnesbyrd om denne Bestræbelse. Men alle Vegne prangede hans eget Navn med Paalæg til hans Efterkommere om at værne om deres Stamfaders Gjerninger, og han lod udgive Bøger med Beskrivelser af sine Bygninger. Til Udsmykningen af sine Borge stod han i Forbindelse med Medicæeren Storhertug Ferdinand af Toskana, fra hvem han fik Marmor, Alabaster og kunstfærdige Sager, og hvem han sendte nordiske Varer.

Denne Forbindelse var dog kun en enkelt Side af et helt Forhold, der opfyldte ham fuldt saa meget som hans Bygningsvæsen og hans Kunstsamlinger, nemlig den latinske Brevvexling med Fyrster, Stormænd og lærde, hvortil knyttede sig Mæcenatstillingen for de sidste. Nordtyske Hertuger vare hans Korrespondenter lige saa vel som Kardinal Granvella og nederlandske og danske Adelsmænd; men navnlig var der en utvivlsomt gjensidig Bestræbelse efter Forbindelse mellem ham og Videnskabsmænd og latinske Digtere. Blandt de første indtager Tyge Brahe Hæderspladsen; de havde gjort Bekjendtskab med hinanden 1564 i Rostock og stode siden i Venskabsforhold, og det var H. R., som 1597 efter Tyge Brahes Bortrejse fra Danmark skænkede ham det første Asyl (paa Wandsburg). Af andre Videnskabsmænd skulle nævnes Niels Hemmingsen, Historikerne Chytræus og Lindeberg, Medicineren Heurnius og især Filologen Justus Lipsius; af Digterne Tidens anseteste, men nu ganske glemte, de lavrbærkronede Melissus, Frengel og Lauterbach. Forholdet imellem de fleste af disse og ham beroede paa en vis Gjensidighed, de trængte til H. R. som Mæcen, han til deres Lovprisninger i deres Dedikationer og ikke mindst i deres latinske Epistler. Thi disse vare den Gang ikke en Form for privat Samkvem, de vare en Art Litteratur, og en hel Række af dem, de saakaldte Trøstebreve i Anledning af hans Børns Dødsfald, lod han udgive med sine egne Svar, endog i flere Oplag.

For en stor Del skyldtes den centrale Stilling, H. R. indtog i den litterære Verden, naturligvis hans Penge, men nok saa meget dog hans mærkelige Bogsamling. Ved Siden af Breitenburgs Hovedfløje laa en Bygning, i hvilken oven over et Kapel Bibliotheket var opstillet. Det var smukt ordnet og skal have talt 6300 Bind; iblandt disse vare ogsaa talrige højst værdifulde Haandskrifter, deriblandt af Adam af Bremens Kirkehistorie og af Albert af Stades Krønnike; disse lod han udgive lige saa vel som forskjellige andre, hvoriblandt klassiske Forfattere. Uden Karrighed laante han ogsaa Bøger ud. H. R. havde paalagt sine Efterkommere Bibliothekets Udelelighed; han kunde have sparet det; thi ved de Wallensteinske Troppers Erobring af Breitenburg 1627 blev det splittet og for største Delen ødelagt. Trods forskjellige Bidrag til dette Spørgsmaal trænger dog Restens Skæbne til nøjere Undersøgelser.

H. R. var end videre selv Forfatter. Han udgav Bøger om Astrologi, om Sundhedspleje, om Krigsvæsen; uden Tvivl har hans Stab af Litterater dog hjulpet ham. Mere personlig tilhøre rimeligvis andre Værker ham, der vise delvis andre af hans Interesser end dem, vi hidtil have dvælet ved. Fortrinsvis tænkes herved paa hans Mindeskrift over Faderen (under Psevdonymet «Coroneus»), hans Historie af Ditmarskerkrigen (under Psevdonymet «Cilicius Cimber») og hans Beskrivelse af den cimbriske Halvø (først udgivet 1739 af Westphalen efter et Haandskrift). Nøje sammenknyttede ere i dem alle Slægtstoltheden og Kjærligheden til hans Land. De førstnævnte ere historisk-geografiske Kildeskrifter om vigtige Begivenheder og Forhold i Hertugdømmerne, men navnlig en Lovprisning af hans Fader, til Dels af ham selv. Beskrivelsen af den cimbriske Halvø medtager ogsaa Nørrejylland, og Kongerigets geografiske og politiske Forhold laa ogsaa saa meget inden for hans litterære Interesser, at han satte sig i Forbindelse med Huitfeldt, med Vedel og med Niels Kaas for at faa Oplysninger og Tegninger af Byer, navnlig til Hjælp for den bekjendte Geograf Mercator, af hvis Atlas han ogsaa var Medarbejder. Dog var det kun Hertugdømmerne, han ansaa for sit Fædreland, deres Beskrivelser optage største Delen af det nævnte Værk, og det er Kundskaben til dem, han fortrinsvis vil udbrede i Verden. Skriftet har sit Værd ved de statistiske Angivelser om Samtiden, men det er ved Siden heraf stærkt fantastisk i sin antikiserende Stræben. En stor Del af det anvendes til at prise Cimbrerne, som han naturligvis opfatter som Stamfædre til Hertugdømmernes senere Beboere. Ved at forherlige dem vil han forherlige sin egen Samtid. Men ogsaa denne har sin umiddelbare Storhed, især dens Ridderskab, som han lod andre Bøger fortælle nærmere om, og da først og fremmest den Rantzauske Slægt med dens talrige Godser. Og som Hovedet for denne Slægt staar han selv, han, der paa én Gang var Kongens Statholder og Cimbriens Fører (produx Cimbriæ).

Sikkert var ogsaa H. R. en højst forfængelig Mand. Til sine Tider falder der et forsonende Stænk af Naivitet over denne Forfængelighed, men rent utroligt er det, hvad han har ladet sig byde af det vamleste Smigreri af sine Litteraters Penne og Munde; uden Tvivl have de fordærvet ham i denne Henseende. Han var tillige en heftig Mand trods sin Anstand, ikke uden Grund fik han talrige Fjender. Heller ikke var han en sand overlegen Aand, og det fortjener at fremhæves, at hans Kunstsamlinger næppe have talt Værker af virkelig Rang. Men der var med alt dette noget sjælden storslaaet over ham, højt rager han derved op i sin Samtid, og Hertugdømmernes Kultur skylder ham overordentlig meget. I national-sproglig Henseende har han trængt Plattysken tilbage for Højtysk, i politisk har han fremmet Forbindelsen mellem Slesvig og Holsten ved sin kraftige Overbevisning om deres Samhørighed og ved paa én Gang at være dens aristokratiske, personlige og litterære Udtryk. Skjønt han fuldt ud anerkjendte Slesvigs Lensforhold til Danmarks Krone, har han dog bidraget til den Løsningsproces, hvorved Hertugdømmet skiltes fra Riget, men bevidst har han aldrig villet skade Danmark.

Macropeus, Immortalitas H. R. (Hamb. 1599).
Lindeberg, Hypotyposis arcium (Hamb. 1591).
Frobenius, Epistolæ consolatoriæ (Francof. 1593).
Moller, Cimbria lit.
Danske Mag. I, 193 ff. 353 ff.
Zeitschr. d. Gesellsch. f. Schlesw.-Holst.-Lauenb. Gesch. VIII, 331 ff.
X, 199 ff. XI, 69 ff. XVIII, 131 ff. XXI, 307 ff. XXII, 239 ff.
Allg. Deutsche Biographie XXVII. Lund,
Christ. IV’s Skib p. Skanderborg Sø.

J. A. Fridericia.

Beskæftigelse:
Statholder

Henrik blev gift med Christina von Halle cirka 1554 i Segeberg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Christina (datter af Frans Halle og Christina Ramel) blev født den 23 mar. 1535 i Drakenburg, Tyskland; døde den 26 jul. 1603 i Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet den 26 jul. 1603 i Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: III. Arreskov-linjen
• Ejendom: 1558, Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark
• Ejendom: 1573, Valdemars slot (tidl Kærstrup), Taasinge, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark

Notater:

Rosenkrantz, Erik Ottesen, 1519-75, til Valsøgaard, Arreskov, Kjærstrup, Rigsraad, var Søn af Otte Holgersen R. (død 1525) og saaledes Broder til de bekjendte Rigsraader Holger og Jørgen R.

Efter Forældrenes tidlige Død blev han opdragen hos sin Morfader, Jesper Ganz til Putlitz i Brandenborg. O. 18 Aar gammel vendte han tilbage til Danmark. En Tid lang synes han at have holdt Hus paa Brødrenes Fælleseje Næsbyholm. Arvedelingen mellem Brødrene fandt Sted 1547, og E. R. tilfaldt den umaadelige norske Arv, der regnedes til 1/24 af al Norges skyldsatte Jord foruden store Ejendomme paa Færøerne og Shetlandsøerne. Aaret efter (1548) opholdt E. R. sig en Tid i Norge og kom allerede da i Strid med det lybske Kontor i Bergen om Grunden til et Par af de store Kjøbmandsgaarde paa Bryggen, som havde tilhørt hans norske Forfædre. Allerede da skrev han til Kongen, at hvis denne ikke traadte kraftig op mod Kontoret og dets Vilkaarlighed, "saa er denne Landsende, saa vidt de overfare, fordærvet og eders Naades Landret og skrevne Lov forkrænket og fortrykt, thi de agte hverken Dom eller Ret".

O. 1551 var E. R. kommet i Besiddelse af Valsøgaard ved Ringsted, der tidligere havde tilhørt Fru Anne Meinstrup og dennes Datter Fru Sophie Holgersdatter Rosenkrantz, E. R.s Faster. I Aarene 1554 og 1555 var han Staldmester hos Christian III og blev o. 1555 Hofmarskal ved den unge Hertug Frederik (II)s lystige Hof paa Malmøhus, indtil han 1557 forlenedes med Varberg Fæstning. Det følgende Aar (1558) holdt han Bryllup med den 18aarige Helvig Hardenberg (f. 28. Marts 1540), Datter af Jacob H. til Sandholt, Arreskov m. m. (VII, 98) og Sophie Lykke. Ved dette Giftermaal kom E. R. i Besiddelse af Arreskov, hvor han strax begyndte Opførelsen af den store Hovedbygning, der dog først fuldendtes 1573.

Da Frederik II besteg Tronen, udsaa han strax E. R. til en stor og vigtig Post, Lensmandsstillingen paa Bergenhus. Her havde Christoffer Valkendorf med stor Kraft modsat sig de tyske Kjøbmænds Overgreb og søgt at bringe dem i et undersaatligt Forhold til den norske Krone; men dette havde selvfølgelig medført Klager fra lybsk Side; i Juni Maaned 1559 var Christoffer Valkendorf derfor blevet kaldt ned til Kjøbenhavn og ønskede vistnok nu selv at blive forflyttet. E. R. havde allerede tidligere ytret lignende Tanker, som Christoffer Valkendorf havde begyndt at gjennemføre. Dertil kom, at hans store Godser, der for største Delen laa i det nordenfjældske, knyttede ham til Norge. Han følte sig dog med langt stærkere Baand knyttet til Danmark; Landet selv kunde han ikke fordrage, skriver han til Kongen. Denne tillod ham da foreløbig at beholde Varberg sammen med Bergenhus og udnævnte ham samtidig til Rigsraad. Desuden fritog Kongen ham "indtil videre" for alle kongl. Afgifter af hans store norske Godser, en Ret, som Kongen dog 1562 tog tilbage, da det var en mærkelig stor Sum, som Kronen derved aarlig maatte give Afkald paa, mod at R. til Gjengjæld forlenedes med Lyse Kloster ved Bergen afgiftsfrit.

At forene Stillingen som Befalingsmand paa 2 saa fjærnt fra hinanden liggende Hovedfæstninger som Varberg og Bergenhus lod sig dog i Længden ikke gjøre. Efter R.s Opfordring fritoges han da for Varberg, og et nyt Lensbrev udstedtes 9. Marts 1560 for R. paa de kongl. Slotte Bergenhus og Vardøhus, Lyse Kloster, Søndfjord Len, Sønderhordeland, Ryfylke, Sogn, Jæderen, Dalerne, Helgeland, Tromsø og Nordhordeland, alt som kongl. Regnskabslen mod et aarligt Vederlag af kun 100 Dlr. (400 Kr., næppe 2000 Kr. efter Pengenes nuværende Værdi) samt Klæder og Penge til de fornødne Svendes Underhold. Vilkaarene vare saaledes knappe, men Magten desto større. Med Undtagelse af Throndhjem Len havde R. omtrent hele Vestkysten af Norge lige til Nordkap i sin Magt og Norges vigtigste Fæstning i sin Haand.

31. Juli 1560 ankom R. til Bergen, og i de 8 Aar, han var Lensmand her, skulde han komme til at indskrive sit Navn i Norges og Danmarks Historie som en værdig Efterfølger af Christoffer Valkendorf. Denne havde allerede knækket de tyske Haandvær-keres Særstilling i Bergen og tvunget dem til enten at anerkjende den norske Krones Højhed ligesom andre af Landets Indbyggere eller at forlade Landet; derved havde han allerede rokket ved det tyske Handelskontors Særstilling; desuden havde han tvunget de tyske Præster, der ikke vilde anerkjende den norske Kirkeforfatning, til at forlade Landet. Nu tog R. strax fat paa selve Kontorets paastaaede Ret til Grunden paa Tyskebryggen, hvor Kontoret havde sine store Handelsgaarde, og hævdede Kronens eller de private norske Ejeres Ret dertil.

Han satte Grundleje paa Grundene paa Bryggen og paalagde Kontoret at yde Ledingsskat, Tiende og lignende Afgifter deraf ligesom af andre Grunde i Byen; ligeledes maatte Kontoret opgive sin Ret til de Kirker i Byen, som det i Tidernes Løb havde tilegnet sig. Det hjalp intet, at de tyske Kjøbmænd beraabte sig paa deres Privilegier; en nedsat Ret kom til det Resultat, at alt dette netop ikke havde Hjemmel i de oprindelige Privilegier. Alle Klager til Kongen og til Lybek hjalp intet. Kongen og R. stode fast; til sidst (1562) tog R. en stor Del af Grundene ("Drægs-Almindingen") i Besiddelse for Kronen. Vel medførte Syvaarskrigens Udbrud, under hvilken Lybek var Danmarks Forbundsfælle, at man traadte mindre skarpt op i Bergen; men i alt væsentligt var inden Syvaarskrigens Udbrud Værket fuldført: det tyske Kontor var trængt tilbage fra sin egenmægtige Stilling som en Stat i Kommunen; det var blevet den norske Krones Undersaat, der maatte lystre Lands Lov og Ret og deltage i de almindelige Afgifter, saa at Bergens øvrige Handelsstand kunde gaa en roligere Udvikling i Møde.

Ogsaa fra Enehandelen paa Nordlandene var Kontoret trængt tilbage, i det Bergens egne Indbyggere fik Ret til at deltage i denne Handel. Handelsforholdene i Nordlandene havde R. stadig sin Opmærksomhed henvendt paa; da Englænderne netop i disse Aar begyndte Handelen paa Rusland, foreslog han, at der skulde afkræves dem Told ved Vardøhus, en Tanke, som dog først senere gjennemførtes. Ogsaa i mange andre Henseender viste E. R. sig som en særdeles virksom Lensmand. Han var i det hele taget den af de 3 Brødre, som da samtidig vare Medlemmer af Danmarks Riges Raad, der havde det videste Blik og det kraftigste Initiativ; i den Henseende nærmer han sig til Mænd som Christoffer Valkendorf og Peder Oxe. Selv med Tanken om Gjenopdagelsen af Grønland syslede han.

Efter Paalæg fra Regeringen havde han strax taget fat paa Opbygningen af det mægtige Taarn paa Bergenhus, der endnu den Dag i Dag pranger med Rosenkrantzernes og Hardenbergernes Vaaben som et tydeligt Vidnesbyrd om det falske i Traditionen, naar dette Taarn endnu af og til kaldes Valkendorfs. Taarn; denne havde bevislig ikke haft det mindste med Taarnets Opførelse at gjøre; Traditionen har jo i det hele taget tillagt Valkendorf Fortjenesten for alt i Bergen, skjønt en Del først blev udført af E. R. Ogsaa et andet synligt Minde om sig har E. R. efterladt sig i Bergen, det store Hus, han opførte i Strandgade ("Muren"), midt paa den efter ham opkaldte Rosenkrantz-Alminding ("Muralmindingen"). Men han var en myndig Lensherre og kom ved flere af sine Foranstaltninger af og til i Strid ikke blot med det tyske Kontor, men ogsaa med Borgmestre og Raad og med sin gejstlige Medhjælper Biskoppen, der maatte finde sig i, at Kapitelsgodset blev fordelt paa flere Hænder end tidligere, hvorved flere Præbender tillagdes Slotsskrivere og andre til E. R., nærmere knyttede Personer.

Under Syvaarskrigen viste E. R. en meget stor Virksomhed. Han opbød Leding baade af Borgerskabet og Landbefolkningen, dog ikke uden Modstand ved flere Lejligheder fra Landbefolkningens Side, hvilken han dog ved Fasthed og Klogskab fik dæmpet. Han begyndte selv at bygge Skibe og fik Borgerne i Bergen og Indbyggerne nordenfjælds til at udruste Galejer og Skyttebaade, hvilket derpaa ogsaa paabødes det søndentjældske. E. R. var saaledes i Færd med at gjenoprette den gamle Ordning af Skibsudrustningen i de norske Skibreder. Begyndelsen var dermed gjort til Dannelsen af en national norsk Flaade, der kunde være blevet af Betydning for Fremtiden, hvis man senere havde udviklet Institutionen videre. Da Svenskerne i 1564 besatte Hærjedalen og Jæmteland, der fra erobrede hele Thrøndelagen og truede med et Angreb paa Bergenhus, udrustede E. R. hurtig en Expedition, der under Anførsel af Erik Munk tilbageerobrede Thrøndelagen og saaledes reddede Norge fra en stor Fare. Et senere i Aarene 1565 og 1566 paatænkt Indfald i Sverige fra det nordenfjældske blev vel ikke til noget paa Grund af den uheldige Krigsførelse fra dansk Side; men da Svenskerne 1567 angrebe det søndenfjældske, udrustede E. R. atter hurtig en Expedition for at komme Lensmanden paa Akershus, Christen Munk, til Undsætning og bidrog ikke lidet til, at Svenskerne bleve fordrevne.

Den haarde Ledingspligt og de Skatter, som E. R. havde maattet paal ned til Kongen for at søge Lempelser i Ledingspligten. E. R. maatte føje sig herefter. Under hans Ophold i Danmark bestemtes da, at en kongl. Kommission skulde sendes til Norge for at søge at ordne Forholdene og holde Retterting rundt om i hele Landet. I Avg. 1567 kom E. R. tilbage til Bergen og fik kort efter en mærkelig Gjæst, Jarlen af Bothwell, der efter sin Flugt fra Skotland var bleven opsnappet ved Norges Kyst og beskyldtes for Fribytteri. Han holdtes tilbage i Bergen af E. R. under et Slags Fangenskab og sendtes der fra til Danmark, for at den danske Regering kunde tage Bestemmelse om hans Skæbne.

E. R. havde længe længtes tilbage til Danmark, til sine store danske Godser, til Slægt og Venner. Vel førte han et lille Hof i Bergen, især i de første Aar; men i Modsætning til de store Hof- og Adelsfester i Danmark var der dog noget smaaligt i dette Selskab: de indfødte norske Smaaadelsmænd, Biskoppen og Gejstligheden, Borgmestre og Raadmænd, eller de "kontorske", især efter at R. var kommet paa Kant med adskillige af dem. I Slutningen af Febr. 1568 kom den store kongl. Kommission (deriblandt Christoffer Valkendorf); de Foranstaltninger, der toges, have næppe vd Hustru og Børn.

E. R.s historiske Mission var dermed endt. Ved sin Tilbagekomst til Danmark blev han Stiftslensmand i Odense (1568-72). Ogsaa i denne Stilling viste han Virkelyst, men hans største Betydning var endt. Han var i disse Aar stærkt optaget af sine store Byggeforetagender paa Arreskov; 1573 foretog han et stort Mageskifte med Kronen, hvorved han mod at afstaa Valsø og betale 30000 Dlr. (i Værdi o. 500.000 Kr.) kom i Besiddelse af Kjærstrup (Valdemars Slot) og hele Taasinge, i det ikke blot Fæstegodset tilfaldt ham, men ogsaa Kronens Herlighed over 160 jordegne Bønder. -- I Begyndelsen af 1575 blev han atter Stiftslensmand paa Odense Gaard og var i den følgende Tid optaget af at omdanne St. Hans Kloster til kongeligt Slot, da Odensegaard (den gamle Bispe gaard) havde vist sig utilstrækkelig til Ophold for Kongen, naar han kom til Odense, men døde kort efter, 8. Nov. 1575, kun 56 Aar gammel.

Fru Helvig Hardenberg var da kun 35 Aar. Da Børnene vare umyndige, fik hun Styrelsen af det umaadelige Gods baade i Danmark og i Norge med dets Bilande; selv kom hun ved Pantsættelse, Kjøb eller Arv i Besiddelse af Hindemae og Erholm i Fyn og af Søholm i Stævns Herred. Hun var saaledes utvivlsomt Landets rigeste Adelskvinde og var i høj Gunst ved Hove. Hvor hun følte sine Adelsrettigheder krænkede, og i sin Godsstyrelse viste hun sig ofte adelsstolt og hovmodig; dog kunde hun, ligesom Manden, midt under Adelshovmodet ved mange Lejligheder, især under Opholdet i Norge, vise sig som en brav og godhjærtet Kvinde, navnlig mod Folk af ringere Stand. Hun døde i Odense 17. Juli 1599 59 Aar gammel. "Det statelige norske Fyrstegods" splittedes derpaa efterhaanden paa mange Hænder.

Beskæftigelse:
Rigsråd

Beskæftigelse:
Godsejer, Rigsraadsmedlem (1559-1575)

Kilde:
DAA 1985 705 1a

Erik blev gift med Helvig Jacobsdatter Hardenberg den 31 okt. 1558 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Helvig (datter af Jacob Eriksen Hardenberg og Sophie Pedersdatter Lykke) blev født den 7 maj 1540 i Hvedholm, Sallinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; døde den 14 jul. 1599 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark; blev begravet den 23 aug. 1599 i Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark . [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Arreskov, Øster Hæsinge, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark

Notater:

BESIDDELSER: Arreskov

Erhvervede ved køb Søholm, Erholm og Hindemae. Var sin tids rigeste frue i Danmark

Beskæftigelse:
Godsejer

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Rigsråd

Notater:

Skeel, Christen, 1543-95, til Fussingø, Rigsraad, var Søn af Albert S. (d. 1568), efter hvem han som eneste Søn arvede Hegnet, Fussingø og Hammelmose. Desuden ejede han Ulstrup, som han selv af en stor Del fra Kronen tilforhandlet Gods havde oprettet til Hovedgaard og 1590 forsynede med den statelige Hovedbygning.

C. S. blev født 23. Juni 1543, gik først i Skole i Aalborg og kom derefter i Huset hos den bekjendte Theolog Niels Hemmingsen i Kjøbenhavn, hvorpaa hans Undervisning afsluttedes ved et Ophold i Hamborg. Han tjente saa udenlands, først hos en Greve af Lippe, saa 3 Aar hos Hertug Vilhelm af Lyneborg; men 1565 var han hjemkommen, sagtens i Anledning af Krigen, i hvilken han deltog, bl. a. under Frands Banners Fane i det berømte Slag ved Svarteraa, i hvilket han blev saaret. 1566 var han Hofsinde. Alt 1565 havde han overtaget Smerupgaard fra Faderen; dette Pant havde hans Forfædre uafbrudt haft siden 1506. 1569 erholdt han desuden Bøvling Len, som han 1588 ombyttede med Aakjær. Desuden havde han Sønderlyng Herred i Forlening fra 1592.

C. S., der siden 1581 havde siddet i Rigens Raad, døde 26. Avg. 1595 paa Aakjær. Han havde 8. Okt. 1570 paa Helsingborg Slot ægtet den da 19aarige Margrethe Ottesdatter Brahe, Søster til den store Astronom. Hun døde 10. Marts 1614 og prises for sin usædvanlige Godgjørenhed.

Kilde: Dansk Biografisk Leksikon
___________



Rigsråd Christen Skeel (1543-1595).
Han var den eneste søn til Albret Skeel til ”Hegnet, Hammelmose og Fussingø” og gift med Margrethe Brahe, Tycho Brahes søster. Han er den egentlige grundlægger af Ulstrup, i det han satte sig det mål at gøre den til en hovedgård.

12 marts 1579 overdrog kronen under Frederik II, ved et ”mageskifte”, bl.a. 3 gårde i Ulstrup by.

Ved et senere mageskifte erhvervede Christen Skeel yderligere 13 gårde, de fleste i Langå. Af disse tidligere krongodser blev Ulstrup gård og gods oprettet og da det andet mageskifte var kommet i orden, begyndte han at bygge en gård omkring 1590.

Christen Skeel har ikke brugt Ulstrup som fast bopæl. Han boede mest på Fussingø og opholdt sig også meget på Aakær, hvor han, efter lang tids sygdom, døde 26. aug. 1595.
Efter hans død bosatte sig enken, Margrethe Brahe, på Ulstrup. Hun levede 19 år som enke og døde 1614 på Aakjær. Christen Skeel og Margrethe Brahes yngste søn, Jørgen Skeel, tiltrådte gården efter moderens død.

En rest af denne Christen Skeels gård er den lave nordfløj i Ulstrups nuværende borggård. Den er bygget i et stokværk og har sin egen portgennemkørsel. På nordfløjen ses jernbogstaverne: CS MB IS (Christen Skeel. Margrethe Brahe. Iørgen Skeel )

Kilde: Ulstrup slot http://www.ulstrupslot.dk/Historie/1579-1595

Begravelse:
http://www.gravstenogepitafier.dk/aalum2.htm

Christen blev gift med Margrethe Ottesdatter Brahe den 7 nov. 1570 i Helsingborg Slot, Helsingborg, Sverige. Margrethe (datter af Otto Brahe og Beate Clausdatter Bille) blev født cirka 1551 i Knudstrup, Kågeröd, Skåne, Sverige; døde den 10 mar. 1614 i Aakjær, Falling, Odder, Danmark; blev begravet den 24 mar. 1614 i Aalum Kirke, Sønderlyng Herred, Viborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Angaaende Margrethe Brahes Liv og Levned kan her anføres, at hun er født paa sin Fædrenegaard Knudstrup i Skaane i Aaret 1551, blev 7 Aar gammel sat i Gudumkloster (Skodborg Herred, Trap II. 733) for der at optugtes. Hun levede 19 Aar som Enke, idet hun, som anført, døde den 10de Marts 1614 paa Aakjær Kl 9 Morgen ganske pludselig, medens hun var beskeftiget med at oplukke et Skrin; hun blev d 24de Marts bisat i St. Mortens Kirke i Randers, men senere begravet i Aaulm Kirke. I øvrigt havde hun, da hun mærkede alder og Svagelighed gjorde sig gjældende, ladet forfærdige sin Ligkiste og andet til hendes Jordefærd Henhørende. Som Enke gjorde hun meget Godt imod Trængende. Saaledes opdrog hun flere unge Mennesker og ligeledes en Deel fattige Børn; hun lod daglig Almisse uddele paa sin Gaard Ulstrup, hvor hun boede, gav aarlig 10 Par Klædninger til fattige Skolebørn i Viborg m. m.

Ved Fundas af 29de Januar 1614 gav hun 400 Rdl. Til Viborg Latinskole og 200 Rdl. Til denne Byes Fattige.

Ligeledes skjænkede hun 200 Rdl. Til Skolen i Randers og 2oo Rdl. Til Byens Fattige, hvorom oprettedes Fundas af hendes Sønner d. 24de Januar 1617.

I Aaret 1607 skal der være holdt Skifte efter Christen Skeel, men det egentlige Skifte af Eiendommene foregik først efter Magrethe Brahes Død og afholdtes i aaret 1614. Gl. Estrup’s Archiv. En Broderlod var 213 Tbr. Htk.-Albert fik Fusingø Otto Hammelmose og Jørgen Ulstrup og Hegnet Ogsaaa Gods i Sjælland, Lolland og Skaane samt andetsteds i Jylland gik i Arv. – Fra 1614 haves også et Brev fra Knud Brahe til Engelsholm, at, om han døde uden Børn, Skulde hans Søstersønner, Albert, Otto og Jørgen Skeel arve deres Moders Lod, hvilket maa antages at være skeet, da Knud Brahe (f. 24de Aug. 1555, d. 3die Febr. 1615) døde barnløs.

Kilde: http://skeel.info/getperson.php?personID=I0338&tree=ks

Begravelse:
se http://www.gravstenogepitafier.dk/aalum2.htm

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Dronninglund Slot, (Før: Hundslund Kloster), Dronninglund Herred, Hjørring amt, Danmark

Notater:

Hans Johansen Lindenov (1542 – 23. maj 1596 på Fyn), dansk lensmand på Hindsgavl. Han ejede Hundslund, Gavnø og Borgeby i Skåne.

Han var søn af Hans Johansen Lindenov og Rigborg Tinhuus.

Han var i årene 1560-61 hofjunker, deltog senere i Den Nordiske Syvårskrig og tjente under den jyske fane i slaget ved Svarterå 1565, hvor han blev såret. Fra 1569-73 var han lensmand på Silkeborg og senere, fra 1574 til sin død, lensmand på Hindsgavl; som lensmand deltog han i undersøgelserne imod Eiler Brockenhuus.

Ofte blev han beordret at følge kongen udenlands, kongelige rejseplaner, der som oftest ikke blev til alvor; dog var han 1580 i kongens følge til hertug Hans den ældres begravelse, og i 1590 ledsagede han enkedronning Sophie til Braunschweig.

Han var en meget velstående mand, hvis navn er knyttet til adskillige hovedgårde; hans gods blev anslået til omkring 8000 tdr. hartkorn. I 1579 tilbyttede han sig Ormstrup (senere også Friisholt) fra Kronen, men afstod året efter igen denne gård sammen med Østergård (Houlbjerg Herred) til kongen som vederlag for Hundslund Kloster. I 1584 handlede han på ny med Kronen, idet han købte Gavnø, men solgte sin slægts gamle stamsæde Fovslet. I 1589 købte han endvidere Borgeby (eller Borreby) i Skåne.

Hans enke, Margrethe Ottesdatter Rosenkrantz (1552 – 27. januar 1635), lod i sin sorg over hans død fængsle den bartskær fra Odense, under hvis hånd manden var død, og bartskæren måtte bede om kongens hjælp for at blive sat fri.

Med hustruen fik han følgende børn:

1573 Hans Johansen Lindenov, Fovslet Vejle Amt
1575 Otte Hansen Lindenov, Fovslet Vejle Amt
1577 Rigborg Hansdatter Lindenov, Helsingborg i Skåne
1579 Holger Lindenov
1581 Birgitte Hansdatter Lindenov, Hindsgavl Gods,
1583 Laurids Hansen Lindenov Hindsgavl Gods,
1589 Sophie Hansdatter Lindenov, Hindsgavl Gods.



Titel:
Rigsråd

Hans blev gift med Margrethe Ottesdatter Rosenkrantz. Margrethe (datter af Otte Rosenkrantz og Ide Mogensdatter Gøye) blev født den 22 feb. 1552 i Næsbyholm, Glumsø, Danmark; døde den 27 jan. 1635 i Hundslund, Odder, Danmark; blev begravet i Dronninglund Kirke, (Før: Hundslund Kloster), Dronninglund Herred, Hjørring amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: I. Hevringholm-linjen

Notater:

Kilde:
DAA 1985 p697 134d