| |
Match 11,201 til 11,250 fra 11,335
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 11201 |
Vicomte de Châteaudun | Craon, Guillaume II de (I1436)
|
| 11202 |
Vicomte de Châteaudun | Craon, Guillaume I de (I1224)
|
| 11203 |
Vicomte de Thouars, 19 | Thouars, Aimery de (I240)
|
| 11204 |
Vicomtesse de Beaumont | Chamaillart, Marie (I1605)
|
| 11205 |
Vidame d'Amiens | Pecquigny, Renault de (I654)
|
| 11206 |
Viet til "venstre hånd".
Viet til "højre hånd" 4 april 1721 ved en ceremoni på Københavns Slot. | Familie: Frederik 4, Konge af Danmark / Dronning Anna Sophia Reventlow (F32177)
|
| 11207 |
Vilhelm August Hansen (24. oktober 1743 – 20. maj 1796) var en dansk kollegiedeputeret og godsejer.
Hans fader, generalkrigskommissær Stephen Hansen, ejede godset Frydendal på Sjælland. Sønnen, der var født 24. oktober 1743 og 1764 blev student, tilkøbte sig denne ejendom ved skiftet efter faderens død.
Gård og gods var dengang meget forfaldne; men den unge Hansen satte stor kraft og dygtighed ind på at bringe alt på fode. Mens det kun var alt for almindeligt, at godsejerne hensynsløst brugte bøndernes hoveri for at få deres hovedgårdes marker bragt i god stand, så Hansen, at på bøndernes velstand beroede i virkeligheden også hans eget tarv, og endnu mere drev det varme hjerte, han havde for bondestanden, ham til at gøre, hvad han kunne, for at hjælpe sine fæstere og husmænd. Han istandsatte eller opbyggede gårde for dem, hjalp dem med at rejse stengærder og skænkede dem pile til hegn og frugttræer til deres haver. Hans husmænd fik hver 3 tønder land imod at svare enten 3 Rdl. eller 16 arbejdsdage årlig, gårdmændene støttede han til at komme ud af fællesskabet, og han havde gerne gjort dem til arvefæstere og ladet deres hoveri blive afløst, hvis de ikke selv havde ment, at de vovede alt for meget derved.
Opmærksomheden blev efterhånden henledt på denne dygtige og humane godsejer, han spillede en vigtig rolle i Landhusholdningsselskabet, og han var i tiden fra 1782-87 en af dette selskabs 3 præsidenter. Også var han kommet ind på handelsvejen og gik der fra over på embedsbanen. Allerede 1769 blev han adjungeret faderen, og det følgende år succederede han denne som «Kjøbmand for Negotien» (*c: administrator for handelen) på Færøerne. 1781 fik han sæde i den da oprettede direktion for den islandske, færøske, finmarkske og grønlandske handel, og 1784 udnævntes han til deputeret i Rentekammeret.
Han var af den slags mænd, som Christian Ditlev Frederik Reventlow netop ønskede at få ansat der. Sammen med Reventlow var han da også medlem af den kommission, der i 1785 og følgende år gennemførte det vigtige omdannelsesværk på Frederiksborg og Kronborg Amter, der var forløberen for landboreformerne og beskreves af ham i et 1790 udgivet skrift.
Mest gjorde han sig dog fortjent som medlem af den store Landbokommission (1786). Man må nævne ham som den mest fremragende i denne næst Reventlow og Christian Colbjørnsen. Han udtalte sit standpunkt ved her at ytre: "Jeg kjendte aldrig større glæde, end om det var muligt, om jeg ved mine ringe Raad kunde befordre mine Medbrødres, den agtværdige Bondestands, Lyksalighed." Det er hans ære, at han i kommissionen først fremsatte tanken om at afløse stavnsbåndet mod blot at forpligte de udskrivningspligtige til at opholde sig i visse større distrikter (amter eller regimentsdistrikter), og det var ham, der foreslog en kort overgangstid, 10-12 år, inden dette ulige lettere bånd kunne afløse det tunge stavnsbånd. Både når man tænker på hans virksomhed som godsejer og på hans deltagelse i Landbokommissionen, vil man finde, at der var god grund til, at han ved sin død, 20. maj 1796, blev mindet som den højt fortjente mand. 1769 var han blevet kancelliråd, 1774 justitsråd, 1779 etatsråd og 1789 konferensråd.
Kilde: Wikipedia
___________________ | Hansen, Vilhelm August (I18934)
|
| 11208 |
Vilhelm baron Wedell-Wedellsborg (26. april 1873 i Hjørring – 3. september 1946 på Juelsberg) var en dansk officer og kammerherre, bror til Karl Wedell-Wedellsborg
Han var søn af kammerherre, baron Vilhelm Wedell-Wedellsborg og hustru, blev sekondløjtnant i fodfolket 1894, premierløjtnant samme år og kaptajn 1909. Dernæst blev han kompagnichef i Den Kongelige Livgarde og fra 1921 chef for 21. bataljon, for 24. bataljon 1924 og for 1. Livgardebataljon fra 1926. Fra 1926 til 1934 var han chef for Livgarden. Han var militærattaché ved det danske gesandtskab i Paris 1918-19 og blev oberst 1927. 1928 blev han formand for Motorordonnanskorpsets bestyrelse.
Han var kammerjunker, Kommandør af Dannebrog og Dannebrogsmand og bar en række udenlandske ordener.
4. maj 1900 ægtede han Louise baronesse Wedell-Wedellsborg (29. marts 1869 på Overdrevsgården – 29. juli 1932 i København), datter af baron Gustav Wedell-Wedellsborg. | Wedell-Wedellsborg, Vilhelm Baron (I14698)
|
| 11209 |
Vilhelm Marselis lensbaron Güldencrone (født Marselis) (14. august 1645 i Amsterdam – 1683) var en dansk godsejer, bror til bl.a. Constantin Marselis og stamfader til slægten Güldencrone. Sønnen Christian Güldencrone efterfulgte ham som lensbaron.
Vilhelm Marselis var en søn af den danske konges faktor i Amsterdam Gabriel Marselis og Isabeau van der Straaten; 1661 findes han at have studeret på universitetet i Leiden; snart må han imidlertid have forladt sit fædreland og taget ophold i Danmark, hvortil så mange bånd bandt hans slægt, og hvor hans fader samme år var blevet adlet. Allerede 1662 synes han at have erhvervet de jyske godser Skumstrup, Østergård og Moesgård, hvilke han købte af Mogens Friis; det førstnævnte gods erigeredes 1673 for Marselis til baroniet Wilhelmsborg, og samtidig optoges han i friherrestanden med navnet Güldencrone. Han arvede desuden Skarsholm ved Jyderup.[1]
Han døde allerede 1683 (datoen kendes ikke, men hans død nævnes i et brev dateret 26. maj), efterladende en enke, Regitze Sophie Vind (1660-1692), datter af gehejmeråd Holger Vind til Harrested; hun bestyrede godserne under sine børns mindreårighed og oprettede et hospital i Mårslet. I 1682 lod han og hans hustru opsætte en altertavle i Mårslet Kirke med deres våbener. Altertavlen findes i dag i Den Gamle By i Aarhus. 1686 ægtede hun baron Jens Juel til Juellinge. Det vides ikke, hvor han er begravet.
Der findes et portrætmaleri af Vilhelm Güldencrone (ukendt maler).
| Marselis, Wilhelm Christian (I6590)
|
| 11210 |
Vilhelm Peter Christian Bruun de Neergaard (11. juni 1846 på Svenstrup – 16. august 1912 i København) var en dansk godsejer.
Neergaard var søn af Joachim Bruun de Neergaard til fideikommisgodset Svenstrup. Han blev 1864 student fra Roskilde Katedralskole, 1870 cand.polit., og 1874 blev han forpagter af Stubberupgård under Svenstrup og samme år kammerjunker. Faderen havde ingen andre sønner, og Vilhelm Bruun de Neergaard havde ingen sønner overhovedet. Derfor blev det Neergaards svoger, baron Joachim Wedell-Wedellsborg, som overtog Svenstrup 1893, og som samtidig ændrede navn til Wedell-Neergaard.
Vilhelm Bruun de Neergaard ejede selv godset Stensbygård (Vrangsgård) fra 1897 til 1906. Han var også medbesidder af Det Zeuthen-Neergaardske Fideikommis og af Det Bruun-Neergaardske Fideikommis. 1886 blev han hofjægermester, 1889 kammerherre, 26. maj 1892 Ridder af Dannebrog og 3. juni 1903 Dannebrogsmand. Fra 1875 var han formand for Borup Sogneråd, fra 1878 medlem af Borup-Kimmerslev Sogneråd, 1881 formand for samme, fra 1881 medlem af Roskilde Amtsråd og fra 1892 meddirektør i Sparekassen for Ringsted og Omegn. | Bruun de Neergaard, Vilhelm Peter Christian (I13549)
|
| 11211 |
ville 1568 tjene i krigen mod Sverige | Viffert, Christen Maltesen (I4051)
|
| 11212 |
Villum Berregaard (2. januar 1717 på Antvorskov Slot – 1. december 1769 i København) var en dansk godsejer, gehejmeråd, amtmand og højesteretsassessor. Han var far til Frederik Berregaard (til Kølbygård).
Han var en søn af konferensråd og amtmand Christian Berregaard til Kølbygård, Borreby, Eskilstrup m.v. og Jytte f. Worm, blev 1736 hofjunker og tilforordnet i Kammerkollegiet, 1739 justitsråd, 1741 amtmand i Korsør og Antvorskov Amter, 1745 etatsråd, 1749 konferensråd, samme år kammerherre, 1751 deputeret i Admiralitets- og Kommissariatskollegiet, 1753 tilforordnet i Højesteret, 1759 direktør for «de fattiges Væsen», fik 1761 ordenen l'union parfaite, blev 1763 deputeret i Økonomi- og Kommercekollegiet, samme år Ridder af Dannebrog, 1767 1. kommissarius i Ekstraskattekommissionen, samme år gehejmeråd og 1769 justitiarius i Højesteret, men døde 1. december samme år. Han var medlem af Kommissionen til Lovens Revision og af Kommissionen til Landvæsenets Forbedring indtil 1757.
Berregaard opførte 1766 Kølbygårds nu nedrevne hovedbygning.
Han blev 27. november 1749 i Slagelse gift med Beata Antonia Augusta rigsgrevinde af Reuss-Lobenstein (6. april 1723 i Halle – 19. november 1797 i Slagelse), en datter af grev Henrik XXIII af Reuss-Lobenstein (1680-1723) og rigsfriherreinde Beate Henriette von Söhlenthal (1696-1757). Svigermoderen overtog godsejerne efter hans død.
Han er begravet i Thisted Kirke. | Berregaard, Villum de (I9215)
|
| 11213 |
Vincents Steensen, til Steensgård, 1.5.1592-17.2.1659, landsdommer.
Født på Steensgård, død sst., begravet i Snøde k. 1607–16 studerede S. ved udenlandske universiteter, immatrikuleret 1608 i Marburg, 1610 i Heidelberg og 1611 (-14) i Leiden, var derefter et år i kancelliet og 1617–23 kammerjunker hos de unge prinser.
Fra 1627 var han land- og krigskommissær på Langeland og blev 1638 tillige landsdommer sst. Han var den stedlige organisator af øens forsvarsvæsen, og under krigen 1643–45 ledede han Rudkøbings befæstning. Under den anden svenskekrig 1658–60 ledede han sammen med oberst J. Körber og oberstløjtnant Bernebach øens forsvar og deltog personlig i spidsen for forsvarsstyrken i afvisningen af gentagne, med stedse voksende styrker førte anfald vinteren 1658–59. 17.2.1659 førte den svenske rigsadmiral og feltmarskal K. G. Wrangel personlig et stort anlagt, af krigsskibe beskyttet angreb mod øen og forsøgte landgang på østsiden ud for Steensgård. S. var i embedsforretninger i Rudkøbing og fik ilbud om angrebet; han hastede hjem, og uden at gå ind i huset bevæbnede han sig, fik en frisk hest og skyndte sig til landgangsstedet hvor han sammen med Bernebach førte soldatesken og bønderkompagnierne til angreb, selv med pistol i hånden. Herunder blev han truffet af et kardæskskud; blødende af 20 sår sank han af hesten idet han opfordrede sine kampfæller til fortsat angreb. Han blev lagt på en vogn og ført op til sin gård hvor han døde samme aften.
| Steensen, Vincents (I5868)
|
| 11214 |
Vinhandler | Edinger, Johan Vilhelm (I6109)
|
| 11215 |
Vinhandler | Funch, Johan (I24861)
|
| 11216 |
Vinhandler og rådmand i København | Lehn, Johan (I16889)
|
| 11217 |
Vinhandler, Købmand i København | Edinger, Wilhelm (I8113)
|
| 11218 |
Vinkældermester | Michelbecker, Gysbert Wigant (I6854)
|
| 11219 |
Virk. Sekondløjtnant | Eyben, Joachim Werner von (I10408)
|
| 11220 |
von Wernfeldt - har taget landsdelen Holstens navn som sit slægtsnavn
| Holsten, Arent Wernfeld von (I3774)
|
| 11221 |
Væbner | Frese, Wendt (I1964)
|
| 11222 |
væbner | Kaas, Jens (I1606)
|
| 11223 |
væbner for hertugerne af Holsten | Ahlefeldt, Benedict von (I1725)
|
| 11224 |
Værktøjsmager | Gertsen, Hans-Adolph (I15557)
|
| 11225 |
Væver | Andersen, Jens Christian (I18094)
|
| 11226 |
Vådeskud under en jagt på Lindholm ved Gavnø | Brahe, Jørgen Henriksen (I8197)
|
| 11227 |
Walcha Primary School | Brown, Josh William Macarthur (I15756)
|
| 11228 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Brown, Zanna Bridget Macarthur (I22430)
|
| 11229 |
WALDERSEE, Mary, Countess, born in New York city, 3 October, 1837. She is the daughter of David Lee, a New York merchant, who left his widow and five children a large fortune. The second daughter, Blanche, married Augustus Charles Murray, a commander in the British navy, and the third, Josephine, married Baron August von Waechter, ambassador of the king of Wurtemberg to the French court.
The baroness sent for her youngest sister, Mary, to live with her in Paris, where she met and married Prince Frederick of Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg-Noer, who had been driven into exile by the Austro-Prussian army in 1864. Miss Lee, however, not wishing to be trammelled by the exacting etiquette that attaches to high rank, induced the prince to renounce his rights and titles as a member of the royal house of Danmark. He subsequently accepted from the emperor of Austria the title of Prince of Nör, the name of his principal estate. The prince died shortly after his marriage whileon a visit to the Holy Land, 2 July, 1865, and the princess then returned to Paris, where she resided with the Baroness Waechter until the beginning of the Franco-Prussian war, when she accompanied the latter to Wurtemberg. In 1871 she married Count von Waldersee, the successor of Field-Marshal von Moltke, and lived with him for some time at Hanover. There she soon became widely known through herinterest in local charities. Since she has resided in Berlin she has been equally zealous in good works. She was for years the friend of Emperor Frederick William, of Tyskland, and of the Empress Victoria.
| Lee, Mary Esther (I22872)
|
| 11230 |
Was ferryowner and innkeeper at Snoghøj | Nielsen, Niels (I5311)
|
| 11231 |
was killed fighting for the cause of Bonnie Prince Charlie, his children fled to France and Danmark.
Killed at the Battle of Culloden.
He was the Private Secretary to the John Hay, 4th Marquess of Tweeddale, who was the Chief Secretary of state for Scotland for Bonny Prince Charlie from 1742-1746, served as the Quartermaster at the Battle of Culloden and went to Rome with the Prince afterwards.
There is some confusion here. Firstly, was William Brown part of the ‘Broun’ family who were noblemen in Scotland as some websites claim, and second which Marquess of Tweeddale supported the Jacobites? because John Hay the 4th Marquess of Tweedale was in London at this time and didn’t support the Jacobites… But perhaps that’s because it was John Hay of Restalrig, the younger brother of Thomas Hay (the grandfather of the 5th Marquess of Tweeddale) who fought with the Prince and was his quartermaster... | Brown, William (I8492)
|
| 11232 |
Weipart Ludolf Hieronymus Wigand v. D., † 10. April 1845 als hannöverscher Generallieutenant der Cavallerie zu Verden. Geboren 28. Febr. 1781, diente er seit 1794 in der Armee, seit 1803 in der Kings German Legion; als Rittmeister im 3. leichten Dragoner- (später Husaren-) Regiment nahm er 1807–8 Theil an der Expedition nach Rügen, gegen Kopenhagen und nach Gothenburg, darauf nach Portugal, wo er 1808 und 1809 den berühmten Rückzug nach Corunna nach der ruhmreichen Schlacht bei Talavera, in denen beiden das Regiment sich auszeichnete, mitmachte. 1810 zwangen ihn Familienverhältnisse zur Rückkehr nach Deutschland. Am 25. (13.) März 1813 bekam er und Drost Christian v. Zesterfleth von Tettenborn den Auftrag, in Bremen-Verden ein Corps unter hannöverschem Feldzeichen zu errichten, nachdem ein von D. versuchtes Landsturm-Aufgebot vor dem anrückenden Morand zerstoben war. Er errichtete die Bremen-Verdener Husaren, mit deren einer Schwadron er das Gefecht bei der Göhrde (in der sog. russisch-deutschen Legion) mitmachte; ebenso den Krieg von 1815. Im Frieden hat er sich um das Sattel-Modell der hannöverschen Cavallerie später verdient gemacht. | Decken, Weipart Ludolf Hieronymus Wigand von der (I21944)
|
| 11233 |
Wendt, Carl, 1731-1815, Gehejmekonferensraad, var født 12. Okt. 1731 i Sorau i Nedre Lausitz.
Hans Fader Christian W. var født i Itzehoe, havde studeret ved Kjøbenhavns Universitet og derefter tjent Prins
Carl som Pagehofmester paa Vemmetofte, hvor han tog virksom Del i Oprettelsen af gode Skoler, havde derefter
beklædt Stillingen som Sekretær ved Missionskollegiet og Inspektør ved Waisenhuset, indtil han 1723 forlod
Landet og blev Præst i Kassel, senere Superintendent i Sorau. Han var gift med Marie Margrethe Lichtenberg.
Carl Wendt besøgte Skolen i sin Fødeby, blev 1749 dimitteret til Universitetet i Halle, hvor han 1752
promoverede som Dr. med. Aaret efter kom han paa Opfordring af C. A. Plessen til Kjøbenhavn, hvor han begyndte
at praktisere. Efter sin Fader havde han arvet pædagogiske Interesser og blev 1755 Hovmester for Chr. Ludvig
Plessens Sønner, først i deres Hjem, senere fra 1757 ved Sorø Akademi, og rejste med dem til Genf, hvor den
yngre af Brødrene døde. Med den overlevende, senere Gehejmekonferensraad Chr. Ludv. v. Scheel-Plessen (XIII,
164) gik han 1760 til Gøttingen, Aaret efter til Leiden og Utrecht.
I Foraaret 1764 vendte han efter en længere Rejse med sin Elev tilbage til Kjøbenhavn, hvor han kort efter
overtog et nyt Hverv som Hovmester for Brødrene C. D. F. og J. L. Reventlow, der i 3 Aar studerede i Sorø,
indtil han 1766 ledsagede dem til Leipzig. I Foraaret 1769 fulgte han dem til Schweits og Aaret efter til
Paris og England. Overalt søgte han med sine mangesidige Interesser at vække deres Sans for almennyttige
Foretagender, Landboforholdene, Skoleundervisningen, Fabriks- og Industrilivet, og det tør vel siges, hvad
ogsaa begge Brødrene hele deres Liv taknemmelig erkjendte, at disse af Danmark saa højt fortjente Mænd for en
væsentlig Del skylde hans indgribende Paavirkning deres Aandsretning og Tankesæt.
Hjemvendt i Nov. 1770 gik Brødrene atter i Sommeren det følgende Aar med W. til Norge og Sverige for at
studere Bjærgværksdrift. W. blev derefter nøje knyttet til den Reventlowske Familie, boede i deres Hus og
vedblev, især efter Faderens Død 1775, at være deres trofaste Raadgiver, til hvem de henvendte sig i alle
vigtige Livsspørgsmaal. Han havde ogsaa alle deres Stifmoders, Grevinde Charlotte Amalie Reventlows (XIV, 32)
Sager under Hænder og boede under Tag med hende, især efter 1781, da han erhvervede Gaarden Hummeltofte ved
Frederiksdal, hvor hun ogsaa døde 1792. Samtiden sluttede af det nøje Forhold, der bestod mellem begge – hun
var kun 4 Aar ældre end han – at de havde indgaaet et hemmeligt Ægteskab, som af Hensyn til Standsforskjellen
aldrig blev deklareret. Sikkert er det, at W. af hele Familien opfattedes som den, der stod hende nærmest, og
til ham rettede alle deres Kondolence ved hendes Død. Han indgik ej heller senere noget Ægteskab.
Mærkelig nok er det hverken som Læge, hans egentlige Livsgjerning, eller i sin Virksomhed som Ungdomslærer,
skjønt han var «en Mentor efter Fénélons Ideal», at W. har erhvervet sig et Navn i Danmarks indre Historie.
Betroet med Ordningen af Familien Reventlows Pengesager og Forvaltningen af Dronning Anna Sophies Stiftelses
Midler fik W. Lejlighed til at vise sin fremragende finansielle Dygtighed.
1775 blev W. Medlem af Direktionen for den almindelige Plejeanstalt, i hvilken han udfoldede en særdeles
fortjenstfuld Virksomhed. Den ældre Schimmelmann skaffede ham 1781, da han fratraadte denne Post, Udnævnelse
til Kommissær ved den oktroierede Bank, Aaret efter blev han Sekretær i Bankens Overdirektion. Efter
Bernstorffs Tilbagekaldelse blev W. i Juni 1784 Deputeret i Finanskollegiet og Medlem af Direktionen for
Bankkontoret samt af den overordentlige Finanskassekommission.
I Finanssager var han baade C. D. F. Reventlows og E. Schimmelmanns højre Haand, og i Folkemunde hed det, at
Wendt regerede Reventlow, denne atter Kronprinsen gjennem Bernstorff, saa at det egentlig var W., der styrede
Landet. Han havde Del i Schimmelmanns Omordning af Finansstyrelsen og Oprettelse af et nyt Finanskollegium,
arbejdede fra 1787 i den s. A. nedsatte Finanskommission og var især virksom ved Indretningen af
Speciesbankerne i Altona og Kjøbenhavn (1791), af hvis Direktion han blev Medlem. Fra 1788 refererede han
Finanskollegiets Forestillinger i Gehejmestatsraadet. 1787 blev han Medlem af den til Fattigvæsenets Ordning
nedsatte Kommission og fik 1799 Sæde i Direktionen for Depositokassen.
W., der 1777 havde faaet Titel af Justitsraad, blev 1781 Etats- og 1789 Konferensraad og fik 1804 det hvide
Baand. 1801 fik han Løfte om Stempelpapirforvalterembedet. I Avg. 1807 fulgte han med Kongen til Rensborg,
hvor han fortrinsvis havde Opsynet med den kongl. Kasse, og gik med denne i Juni Aaret efter som første Medlem
af den midlertidige Kasseadministration (1808-10) til Kiel. 1810 vendte han tilbage til Kjøbenhavn og sendtes
i Omslaget 1812 til Kiel for at danne en Kreditforening mellem Godsejerne i Hertugdømmerne og som kongl.
Kommissær indtil videre at indtræde som Medlem af dens Direktion. Skjønt W., i øvrigt med urette, blev anset
som medvirkende ved Udstedelsen af den særlig i Holsten forhadte Forordning af 5. Jan. 1813, som han i sine
Breve loyalt søger at forsvare, skjønt han inderst misbilligede dens Fremkomst, lykkedes det ham ved den
velgjørende og betydelige Indflydelse, hans Person udøvede, og den Tillid, han nød, at afværge meget ondt og
berolige de oprørte Gemytter.
Udnævnt til Gehejmekonferensraad 1812 blev han i Dec. 1813 Overpræsident i Kiel efter at have nedlagt sit
Embede som Finansdeputeret. I sin nye Stilling var han Medlem af den for Holsten nedsatte provisoriske
Forvaltningskommission. Han afgik ved Døden i Kiel 6. Avg. 1815.
W. maa betegnes som en af de smukkeste Skikkelser, den yngre Bernstorffs Æra kan opvise, de tre Grevers fælles
fuldtro Ven og Støtte, i gode og onde Dage Statens altid nidkjære, pligtopfyldende og trofaste Tjener, der
omfattede Danmark, dets Sag, dets Folk og dets Sprog med usvigelig Kjærlighed, «integer vitæ», som der staar
skrevet under hans Billede, ogsaa i sit private Liv gjennemtrængt af dyb og sund Religiøsitet og en fast Tro
paa alle humane Tankers endelige Sejr.
Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds I-VI. Rahbek, Minerva 1801, IV, 252 ff.
Louis Bobé.
| Wendt, Carl (I25563)
|
| 11234 |
Werle- Goldbersk råd og kammermester | Maltzan, Heinrich von (I23566)
|
| 11235 |
Werner Hans Rudolph Rosenkrantz Giedde (født 4. oktober 1756; død 1816) var en dansk embedsmand, amatørfløjtenist, komponist og musiksamler. Hans navn skrives også W.H.R.R. Gjedde.
Hans karriere ved hoffet startede med ansættelse som page ved enkedronning Juliane Maries hof. Han avancerede til kammerpage og kammerjunker for at blive udnævnt til kammerherre i 1785. Han var med i den kommission, som nedsattes i august 1784 for at reorganisere Det Kongelige Kapel, og han var med til at foreslå indkaldelsen af J.G. Naumann som kapelmester. I årene 1791-1793 var han administrativ chef for Det Kongelige Kapel. Hans journal om arbejdet er bevaret, og her fortæller han om både økonomiske problemer og en vis udfordring i at sikre en høj moral blandt de ansatte. Giedde gik i høj grad op i arbejdet som kapellets chef, udarbejdede en ny instruks og sørgede for, at orkestret fik nogle faste klarinettister. Blandt hans andre aktiviteter var ordningen af Hofmusikarkivet på Christiansborg Slot. Imidlertid brændte slottet i 1794 og en stor del af musikarkivet gik tab
se i øvrigt: http://www.kb.dk/da/nb/samling/ma/fokus/giedde.html. | Giedde, Werner Hans Rudolph Rosenkrantz (I10549)
|
| 11236 |
When Graf Johann V. von Oldenburg was born in 1460, in Oldenburg, Oldenburg, Germany, his father, Gerard VI Graaf van Oldenburg en Delmenhorst, was 30 and his mother, Adelheid, Von Tecklenburg-Bronhorst Countess of Tecklenburg, was 29. He married Anna von Anhalt-Zerbst on 20 June 1498, in Dessau, Anhalt, Germany. They were the parents of at least 4 sons and 2 daughters. He died on 10 February 1526, in Oldenburg, Oldenburg, Oldenburg, Germany, at the age of 66, and was buried in Kirchensiek, Holzminden, Lower Saxony, Germany. | Oldenburg, Johann XIV, Greve af (I2695)
|
| 11237 |
Wilhelm Carl Ferdinand von Ahlefeldt
'Wilhelm Carl Ferdinand von Ahlefeldt-Laurvigen (auch:Carl Wilhelm Ferdinand von Ahlefeldt) (* 5. August 1769 in Bjørnemose; † 24. Juni 1852 in Birkelse Gods) war Domherr des Domkapitels des LübeckerDoms.
Ahlefeldt war Herr auf der Insel Langeland und von Laurvigen in Norwegen und trug den Titel „Graf von Langeland und Laurvigen“. Er war der Sohn von Christian von Ahlefeldt-Laurvigen (1732–1791) und dessen Frau Elisabeth geb. Juel (1742–1803). Er war in erster Ehe (∞ 1798) mit Edel Dyre geb. Brockenhuus von Løwenhielm (1774–1804) verheiratet. Aus dieser Ehe gingen fünf Kinder hervor. Nach dem Tod seiner ersten Frau heiratete Ahlefeldt 1806 die bürgerliche Claudine Bang (1789–1838), die Tochter des Claus Bang (1740–1805) und dessen Frau Pallene Urne geb. Rosenvinge (1755–1812). Aus dieser Ehe entstammten ebenfalls fünf Kinder.
Er studierte 1791 an der Christian-Albrechts-Universität zu Kiel wurde ab 6. September 1775 Domherr von Lübeck und trat im selben Jahr zurück. Sein Nachfolger wurde Detlev Hans von Schmettau (Domherrab 15. November 1775, gestorben 1794). Ahlefeldt war ebenfalls Träger des Dannebrogordens
Quellen
292 Lübecker Domkapitulare vorwiegend des Adels 1570-1803
Schleswig-Holsteinische Ritterschaft: Beitrag zur Adelsgeschichte Deutschlands und Dänemarks, Seite 12 (Schleswig 1869)
| Ahlefeldt-Laurvigen, Vilhelm Carl Ferdinand (I11523)
|
| 11238 |
Wittenberg, Sachsen (Tyskland): Studied under Martin Luther | Barnekow, Hans (I3309)
|
| 11239 |
Wolf Heinrich v. Thienen til Walstorff, Sierhagen m. m. (1721 - 1809), var en af de rigeste Godsejere i Hertugdømmerne, en Grandseigneur, hvis Hjem udfoldede en pragtfuld Gæstfrihed.
| Thienen, Wolf Heinrich von (I2013)
|
| 11240 |
Wolfgang (von) Haffner (10. september 1810 i Valby – 28. april 1887 i København) var en dansk politiker, krigs- og marine- og indenrigsminister.
Haffner var søn af general Johan Wolfgang Reinhold Haffner. I Haffners liv træder både det militære og det politiske element stadig i forgrunden. Men medens hans hovedinteresse lå på det militære felt, er det som politiker, han har sin betydning i Danmarks historie. 15 år gammel trådte han ind i militæretaten som sekondløjtnant à la suite ved Livregimentet Kyrasserer, hvorfra han 3 år senere, efter i mellemtiden at være blevet kammerjunker, gik over til Hestgarden i samme stilling. Længere end til ritmesterchargen nåede Haffner dog ikke, da bestyrelsen af Stamhuset Egholm kaldte ham bort fra officersbanen. Han tog sig med iver af godsets administration og afløste i årene 1844-49 hoveriet, altså før dettes afløsning ved lovene af 1850 blev genstand for lovordning. Samtidig var han et virksomt medlem af stedets kommunale råd, i hvilke han bevarede sit sæde i en lang årrække, efter at han havde fået en videre arbejdsmark i regering og Rigsdag, uden at målestokken fra ministerialbygningen og Christiansborg Slot syntes i hans øjne at trykke forholdene i Sæby Kommune og gamle Roskilde Amt ned til mindre dimensioner end tilforn. I den 1. slesvigske krig deltog Haffner som frivillig i egenskab af anfører for en eskadron herregårdsskytter. I det politiske liv trådte han i denne periode kun for så vidt op, som han fra 1840 var suppleant til Roskilde Stænderforsamling og senere medlem af bestyrelsen for den godsejerlige grundejerforening. Først efter grundlovsrevisionen 1866 gik Haffner ind i Rigsdagen, i det han i oktober 1866 valgtes som Landstingsmand for 2. kreds, hvilket hverv han fastholdt indtil sin død. Da Estrup 22. september 1869 gik af fra Indenrigsministeriet, overtog Haffner denne post i svogeren grev C.E. Frijs' kabinet, men var knap kommet ret til sæde i denne vidt forgrenede administration, før Ministeriet Frijs opløstes (28. maj 1870). Haffner gik da som krigs- og marineminister over i Ministeriet Holstein-Holsteinborg. Store ting fik Haffner dog ikke udrettet. Han fik vel lagt grunden til de forsvarsplaner, som senere bragtes frem, og som i forskellig skikkelse havde været stridsemner her i landet i 20 år, men før sagen var moden til at forelægges for rigsdagen, var Haffner trådt ud af ministeriet (23. december 1872) på grund af stærk personlig uenighed med sin slægtning, finansminister A.F. Krieger. Ved Ministeriet Estrups dannelse 11. juni 1875 overtog Haffner atter de 2 militære porteføljer. Uden held søgte Haffner nu at gennemføre forsvarsplanerne, og i reformeringen af den militære retspleje, som dannede en anden væsentlig opgave for hans ministerier, nåede han heller ikke ud over forsøgenes stadium, i samlingen 1876-77 fremtrådte der i denne sag en principiel uenighed imellem ham og Landstingsudvalget, der ikke ville gå ind på det af ministeren ønskede omfattende fællesskab i straffelovgivningen for hæren og flåden. Samtidig havde Haffners helbredstilstand og navnlig hans åndelige friskhed vist en – som det senere sås, dog kun forbigående – tilbagegang, som hos indviede fremkaldte betænkeligheder. 28. juli 1877 tog han sin afsked. Først efter dette tidspunkt har Haffners hovedbetydning gjort sig gældende. Han har haft det til fælles med sine 2 svogre Frijs og Krieger, at den indflydelse, som de have udøvet uden for de øverste ledende stillinger, har været større end det arbejde, som de have udført i disse. I den halve snes år, som gik hen siden Haffners sidste demission, stod han i første linje iblandt Rigsdagens ledende politikere, og i Landstinget var han vel hverken mere eller mindre end tingets første mand. Hans sociale stilling, politiske fortid og personlige egenskaber forenede sig om at hæve ham til en sådan position. Ikke at Haffner var et lyst hoved, udrustet med en talentfuld parlamentarikers blændende egenskaber. Tvært imod, der var noget tungt, tørt og træet over hans optræden og tale. Men han var grundig, moralsk og intellektuelt vederhæftig som få, gennem-nobel og en diametral modsætning til alt, hvad der hedder uklarhed og forvrøvlethed. Bag det tillukkede ydre boede der også et temperament, som kunde slå ud i flamme, når den rette lejlighed var der. Og den rette lejlighed var for Haffner landets forsvar og den skandinaviske tankes fremgang. For en mand med Haffners egenskaber af ydre og indre art var der god brug i denne nydannelsens periode, da højre organiserede sig i og uden for Rigsdagen. Haffner blev både formand for Landstingets Højregruppe og for Højres repræsentantskab, og begge stillinger udfyldte han ikke blot af navn, men af gavn.
Haffner udnævntes 1877 til Storkors af Dannebrog; kammerherre var han siden 1847, 1871 blev han general à la suite, og 1880 tillagdes der ham rang i 1. rangklasse. Han døde 28. april 1887 i København. 8. november 1832 indgik han ægteskab med Sophie Wilhelmine Caroline Krieger (21. december 1807 – 26. august 1889), datter af kommandørkaptajn Johan Krieger.
Referencer
Ikke en del af navnet, men fra ca. 1770 og indtil 1860 havde danske officerer i hæren lov til at sætte et von foran deres familienavn.
Kilder
Dansk Biografisk Lexikon
Illustreret Tidende XXVIII, Nr. 32.
Nutiden, nr. 555.
Henrik Wulff, Den danske Rigsdag.
Swalin, Det danske Statsråd 1800-81.
| Haffner, Wolfgang von (I23703)
|
| 11241 |
Wolfgang af Pfalz-Zweibrücken (26. september 1526 i Zweibrücken – 11. juni 1569 i Nexon, Haute-Vienne, Frankrig), var pfalzgreve og hertug af Pfalz-Zweibrücken fra 1532. I 1557 blev han også hertug af Pfalz-Neuburg.
Wolfgang var gift med Anna af Hessen (en datter af landgreve Philip 1. af Hessen). De fik otte døtre og fem sønner.
Efter Wolfgangs død blev hans besiddelser delt mellem de fem sønner:
Philipp Ludwig (1547–1614) fik Pfalz-Neuburg
Johann 1. (1550–1604) fik Pfalz-Zweibrücken
Otto Henrik (1556–1604) fik Pfalz-Sulzbach, Otto Henrik boede fem år ved det danske hof og var ven med Frederik 2.)
Friedrich (1557–1597) fik Pfalz-Zweibrücken-Vohenstrass-Parkstein med Parkstein
Karl 1. af Zweibrücken-Birkenfeld (1560–1600) fik Pfalz-Zweibrücken-Birkenfeld.
Wolfgang var en overbevist protestant. i 1569 faldt han under den tredje Huguenot-krig (1568-1570). .
I 1671 blev Wolfgangs balsamerede lig sejlet gennem den Engelske Kanal og Øresund til København og derefter ført til Lübeck. På vejen fra Lübeck og til begravelsen i slotskirken i Meisenheim ved Bad Kreuznach blev der holdt flere mindegudstjenester, og adskillige tyske fyrster viste personligt Wolfgang den sidste ære.
Efter Wolfgangs død blev hans hertugdømmer delt mellem hans fem sønner. De fire ældste fik det meste af hertugdømmerne, mens den yngste Karl 1. af Zweibrücken-Birkenfeld fik det lille område [[Birkenfeld (Nahe)|]Birkenfeld],
| Zweibrücken, Wolfgang, Count Palatine af (I3554)
|
| 11242 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Brown, Murray Edwin Macarthur (I22462)
|
| 11243 |
Wulf Heinrich von Thienen (* 5. August 1721; † 11. Juli 1809) königlich dänischer Landrat, Geheimer Konferenzrat, Herr von Grünholz, Güldenstein, Travenort, Wittmoldt, Sierhagen, Rethwisch, Wensin, Goddersdorf, Klausdorf, Großenbrode usw. war ein deutsch-dänischer Aristokrat und Großgrundbesitzer aus dem Adelsgeschlecht der von Thienen.
Wulf Heinrich wurde am 5. August 1721 als Sohn des Heinrich von Thienen zu Wahlstorf, Güldenstein und Grünholz und der Ida Lucia von Brockdorff geboren. Er war in erster Ehe mit Margarethe Krabbe Baronesse von Holck vermählt, nach deren Tod heiratete er Lucia Scheel von Plessen, die Witwe des Grafen Christian Detlev von Reventlow. Beide Ehen waren kinderlos.
Schon 1733 erhielt er eine Präbende als Domherr am Lübecker Dom, die er 1750 niederlegte.[1] Er begann am 31. Oktober 1738 an der Kieler Universität zu studieren, trat nach seinem Studium 1742 als Kammerjunker in dänische Dienste, wurde 1745 Rittmeister in der Leibgarde zu Pferde, 1750 bis 1753 war er dänischer Envoyé extraordinaire in Berlin, 1763 wurde er Ritter des Danbrogordens und 1765 Landrat in Holstein, 1767 wurde Thienen zum Geheimrat und 1773 zum Geheimen Konferenzrat ernannt.
Aufgrund geschickten Wirtschaftens und Verwaltens konnte Thienen sein Vermögen immer weiter vergrößern, was wohl auch damit zusammenhängt, dass es ihm im Gegensatz zu vielen seiner Standesgenossen möglich war, sich aufgrund der Aufhebung der Leibeigenschaft mit der neuen Situation zurechtzufinden.
Wulf Heinrich von Thienen war einer der reichsten Großgrundbesitzern seiner Zeit; er soll 100 Güter besessen haben. Er gilt als der letzte Grand Seigneur Holsteins. Thienen starb am 11. Juli 1809 im Alter von fast 88 Jahren in Kiel. | Thienen, Wolf Heinrich von (I2013)
|
| 11244 |
Württemberg. Kammerherr, Regierungsrat. Auf Dammhof Bei Eppingen | Gemmingen Guttenberg, Ernst Ludvig von (I12474)
|
| 11245 |
Y | Familie: Henrich August Flindt / Charlotte Amalie Knuth (F33751)
|
| 11246 |
Y | Familie: Jørgen Christian Greve Knuth / Karen Adelaide Margrethe Comtesse Schimmelmann (F35007)
|
| 11247 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Familie: Jørgen Rasmussen / Belinda Macarthur Bourke (F26415)
|
| 11248 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Familie: Hermann Rössiger / Christa-Maria von Heintze-Weissenrode (F28887)
|
| 11249 |
Y | Familie: Carl Adam Christian Greve Moltke / Jytte Bech (F32815)
|
| 11250 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Familie: Holger Engelbrecht-Holm / Grethe Comtesse Holstein (F25718)
|
|
