Citater

Dronning Anna Sophie f. Reventlow

..naar Landets Vældige drage ved Synd og Laster..

Hovedstadens Præster vare dengang af en stridbar Natur, og hvert Øieblik maatte der nedsættes Kommissioner for at at mægle mellem dem og udjevne deres finantsielle Stridigheder. Som ovenfor berørt, førtes der en haardnakket og langvarig Strid mellem Byens Sognepræster og Garnisonspræsterne, snart var en Sognepræst uenig med sine Kapellaner om Fordelingen af Indtægterne, snart kjævledes Formand og Eftermand om Naadensaarets Omfang. Men Præstestanden havde tillige bevaret en hel Del af Renaissancetidens Djærvhed og Frimodighed, hvad der ikke mindst lagde sig for Dagen i dens Prædikener mod Kongens forargelige Samliv med Friller og Medhustruer.

Det er saaledes bekjendt, at Præsten ved Helligaandskirken, Mag. Morten Reenberg, og hans Kollega ved S. Petri tydske Menighed, Professor Heinrich Dürkop, drog saa stærkt tilfelts mod Kongens Forhold til Grevinde Viereck, at de fik et alvorligt Tilhold om at holde inde med disse Angreb. Den første svarede da fra Prædikestolen: "Naar der er Ildløs paa Slottet, maa da Hellig Geistes Klokke ikke klemte; naar Landets Vældige drage ved Synd og Laster Herrens Straf over det, maa da en Guds Ords Tjener ikke vække dem af Sikkerhedens Søvn?", medens Dürkop med en Hentydning til Grevindens Navn udraabte: "Ich darf Dir nicht nennen Du grosze H . . ., aber Du bist in allen Vierecken der Welt bekannt".

Paa dette Felt havde Præsterne, hvoraf adskillige rigtignok vare Kongens lydige Tjenere, utvivlsomt Folkestemningen med sig, thi denne var til Tider ikke lidet ophidset over Majestætens Forsyndelser in puncto sexti.

I 1703 skriver Bircherod, at "de choses, som fortælles om Kjøbenhavns itzige Hofvæsen, maa man snart cum horrore høre", og det følgende Aar udstøder han følgende Hjertesuk: "Gud bedre det, at Saameget nu omstunder in publico skal passere, over hvilket hver ærlig Patriot maa sukke og græmme sig". Kongens senere Forhold til Grevinde Charlotte Schindel og navnlig til Anna Sophie Reventlov, hvem han i Dronning Louises levende Live ægtede (i 1712) og umiddelbart efter dennes Død i 1721 ophøiede til Dronning, vakte endnu større Forargelse i vide Kredse og gav Stof til allehaande Samtaler, ja fremkaldte alvorlige Studenter-Optøier i "Klosteret". Dybt eller varigt Indtryk gjorde disse Skandaler dog neppe paa Befolkningen; man vænnede sig efterhaanden til dem og anvendte samme Betragtning som den preussiske Gesandt Viereck, at det intetsteds i Bibelen er forbudt en stor Konge at have flere Hustruer.

Carl Bruun (1846-99), Kjøbenhavn del II, Kjøbenhavn - kap. V Kbhvn., Thiele, 1890