Frederik 3, Konge af Danmark

Notater:

Frederik 3. · Konge af Danmark · Norge 1648-70

Frederik 3. blev født i 1609 og døde i 1670. Han var næstældste søn af Christian 4. og dronning Anna Kathrine.
Da Christian 4.s ældste søn, prins Christian, døde i 1647, blev det Frederik 3. der fik til opgave at løfte arvefølgen efter faderen. Ved kroningen i 1648 måtte han skrive under på en streng håndfæstning, som øgede Rigsrådets magt betydeligt. En håndfæstning han i øvrigt samvittighedsfuldt overholdt.

I 1643 giftede den nu 35-årige Frederik sig med den 15 -årige Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. De nåede i løbet af deres ægteskab at få 8 børn, heraf fem piger.

I de første år efter tronbestigelsen førte Frederik 3. en tilbagetrukket tilværelse og overlod ledelsen af både Danmark og Norge til Rigsrådet og embedsmændene.

I modsætning til Christian 4., var Frederik 3. et tilbageholdende og tænksomt menneske der interesserede sig meget for teologien og datidens videnskaber, lige fra statsret til naturvidenskab.

Da modsætningsforholdet mellem rigshofmester Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, og det øvrige Rigsråd bryder ud, stillede Frederik 3. sig på Rigsrådets side og bidrog dermed til at styrte to af højadelens dygtigste mænd. Kongen har sikkert også haft sine personlige grunde. Han brød sig ikke særlig meget om svogeren Ulfeldt, desuden var Sophie Amalie og Ulfeldts hustru Leonora Christine ikke debedste venner.

Corfitz Ulfeldt blev senere dømt til døden in absentia for landsforræderi, og hustruen Leonora Christine – Christian 4.s yndlingsdatter – sad fængslet i Blåtårn i 22 år, som medskyldig i Ulfeldtsplaner om et statskup.

Frederik 3. havde en stor del af ansvaret for den krig Danmark i 1657 indledte mod Sverige. Krigen indledtes på et dårligt valgt tidspunkt, da Danmark hverken havde den fornødne indre styrke, nogen særlig slagkraftig hær eller alliancer med andre statsmagter.

Kongen gik ombord på flåden og krydsede Østersøen for at hindre den svenske konge, Karl 10. Gustav, i at vende tilbage til Sverige ad søvejen fra et krigstogt i Polen. Frederik 3. vandt også en mindresejr i Halland i efteråret - men i sommeren 1657 begyndte det at gå galt. Karl Gustav førte en svensk hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland. Efter to måneders belejring indtog svenskerne den nyanlagte fæstning Frederiksodde og tog bl.a. den hårdt sårede øvestbefalende for den danske hær, rigsmarsk Anders Bille, til fange. Den danske flåde forhindrede foreløbig densvenske hær i at krydse Lillebælt, men dette år var vinteren så kold, at det tre måneder senere lykkedes svenskerne at gå over isen til Fyn, for blot få dage senere at fortsætte over isen på Storebæltmellem Langeland og Lolland.

Krigen endte med det danske forsvars totale sammenbrud og den ulykkelige Roskilde-fred i februar 1659. Betingelserne var både hårde og ydmygende. Danmark måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm – landområder der traditionelt tilhørte Danmark. Desuden mistede vi Trondheim og Bohus Len i Norge.

De danske forhandlere måtte oven i købet lide den tort at Corfitz Ulfeldt, der var flygtet til Sverige, sad med som svensk repræsentant ved forhandlingerne.

Roskilde-freden skulle hurtigt vise sig kun at være en våbenstilstand. Allerede i august gik den svenske konge, Karl 10. Gustav, i land på Sjælland og rykkede frem mod København. Dette blev en betydningsfuld begivenhed for Frederik 3. Da folkene omkring kongen, opfordrede ham at forlade byen og bringe sig i sikkerhed, svarede han med de berømte ord: Jeg vil dø i min rede. Under den svenske belejring deltog han aktivt i forsvaret af København, hvilket gav ham den folkelige popularitet der senere fik så store politiske følger.

København red svenskernes storm pDa krigen sluttede i maj 1660 var uenigheden mellem samfundsklasserne så stor, at et stændermøde om efteråret vedtog arvekongedømmet. Allerede dagen efter fik Frederik3. sin håndfæstning tilbage og opnåede den absolutte magt med enevdele riget og skulle tilhøre den lutherske kirke. Vedtagelsen af Kongeloven i 1665 befæstede yderligere kongens enevældige magt, og med enevældens indførelse brydes adelens magt totalt og gamle privilegier afskaffedes. Adelen måtte til at betale skat og mistede, med arvekongedømmets indførelse, deres ret til at vælge landets konge.Borgerne fik ingen direkte magt ved enevældens indførelse; men alene det, at adelen mistede sine privilegier, betragtedes som en stor sejr.

Frederik 3. var 60 år, da han døde af lungebetændelse i februar 1670. Kort forinden skrev han om sit eget liv: Jeg var at ligne med en raket, som i det øjeblik, den bliver tændt,stiger op i luften meden skønt og klart skin; men da jeg var på det højeste og glimtede som tusinde stjerner, hørtes et brag, og straks forsvandt jeg for tilskuernes øjne, faldt til jorden og blev til støv og aske. Frederik 3. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Christian 5.

_______________

Frederik 3. var konge af Danmark-Norge fra 1648, gift med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg i 1643; far til bl.a. Christian 5. Frederik var søn af Christian 4. og Anna Cathrine, men blev først tronfølger efter sin brors, den udvalgte prins Christians død i 1647. Ved tronbestigelsen måtte Frederik underskrive en streng håndfæstning, som skulle begrænse hans magt. Hans stilling blev dog snart stærkere, bl.a. fordi de magtfulde adelsmænd Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt blev fjernet fra Rigsrådet. De katastrofale krige mod Sverige 1657-60 førte til tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Alligevel voksede Frederiks popularitet under belejringen af København; mens adel og rigsråd flygtede, forblev han i byen med de legendariske ord: ”Jeg vil dø i min rede”. Han kunne således styrke sin magtstilling yderligere, og i 1660-1661 blev arvekongedømmet og enevælden indført. Frederik 3. var stærkt teologisk og naturvidenskabeligt interesseret; hans omfangsrige bogsamling blev grundstammen i Det Kongelige Bibliotek. Både han selv og dronningen var interesserede i fransk kultur, og Rosenborg, som var kongefamiliens foretrukne residens i København, blev moderniseret i fransk stil.

Familie/Ægtefælle/Partner: Margrete Pape. Margrete blev født cirka 1620 i Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde i 1684. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Sofie Amalie af Braunschweig-Lüneburg den 1 okt. 1643 i Glücksborg, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Sofie (datter af Georg af Braunschweig-Lüneburg) blev født den 24 apr. 1628 i Schloss Herzberg, Osterode, Niedersachsen, Tyskland; døde den 20 feb. 1685 i Amalienborg, København, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

BIOGRAFI: Statholder i Norge, en mann som med god grunn fremdeles erindres av nordmenn for s i n betydelige virksomhet for landets oppkomst på alle måter gjennom en periode av over 25 år . ( NSHT XXV- 4 s 317)

Ulrik Frederik Gyldenløve var en søn af Frederik III og Margrethe Pape. Både fra vort lands historie og litteratur er hans navn bevaret: enhver kender "Marie Grubbe" og "En Landsbyde gns Dagbog". Gyldenløve var uddannet som militær og del tog i svenskekrigene. Fra 1664 til 1699 var han statholder i Norge. Efter Frederik III's død 1670 kom den politiske magt i Danmark i nogle år i hænderne på triumviratet Gyldenløve, Frederik Ahlefeldt og Peder Schumacher; 1670 - 80 var Gyldenløve præsident for kommercekollegiet og ledede derved hele den dansk-norske stats handelsforhold.

Megen tid til at tage sig af Skjoldenæsholm har han næppe haft , og han har sikkert heller ikke opholdt sig der ret meget. I sit tredie ægteskab med Antonia Augusta, der var en datter af rigsgreve Anton af Aldenburg, havde han bl. a. en datter Charlotte Amalie Danneskiold-Laurvig , der 1696 blev gift med greven af Samsøe, Christian Gyldenløve, der var en søn af Christian V og Sophie Amalie Moth .

Gyldenløves og Reventlows Fester har Baron Lahontan, der i 1600-tallet gjæstede Danmark, skildret i sine Memoires de l'Amerique septentrionale, Amsterdam III, 1728, 188 ff.:

Gyldenløve, skriver han, er en af de prægtigste Stormænd i Europa; han sætter sin Fornøjelse i hver Dag at give et stort Taffel med 18 Kuverter, hvortil fornemme Damer saavelsom Herrer indfinde sig og efter Maaltidet spille og spadsere.

Man træffer det samme og ligesaa kostbare Selskabsliv hos Grev Reventlow, der her anses for at være en af Kongens ivrigste og dygtigste Ministre. Maaltidene varer mig, der er vant til at spise paa Feltfod d. v. s. i 5 á 6 Minutter, for længe, thi de strække sig almindeligvis over tre Timer. De ypperlige Retter, som man her serverer med Ødselhed, tilfredsstille Smagen, Synet og Lugten. Disse Tafler afvige ikke i anden Henseende fra de bedste ved vort Hof, end ved at man her serverer store Stykker saltet Oxekjød.

Jeg tror, at Danskerne ikke vilde spise det med saa megen Nydelse, hvis de ikke skyllede Ganen med Fader Noahs rare Drik. Blandt de forskjellige Sorter Vin, man drikker her, ere Cahors og Pontae de eneste, en Franskmand kan vænne sig til.

Det synes, som om det er Skik i Norden at drikke én eller to Pokaler Øl, for man gaar over til Vinen, som man sætter altfor højt til, at man skulde blande den med Vand. Fordums skal disse Tafler have varet 4-5 Timer, i hvilke man drak tappert til Trods for Faren for Gigt, men denne Skik er nu afskaffet; desuden ere Glassene saa smaa, at man staar op fra Bordet i al Sind sro.

Kun ved visse overordentlige Fester ere Gjæsterne uundgaaeligt nødte til at tømme nogle frygt elig store, til Randen fyldte Pokaler ved de saakaldte "Welcoms".

Mindet om disse Bægre bringer mig til at skjælve, efter hvad der ulykkeligvis hændte mig ho s Gyldenløve. Vicekongen trakterede 18-20 Personer af begge Kjøn i Anledning af et Barns Føds el. Tilfældetvilde, at jeg var blandt Gjæsterne, der alle maatte tømme to Dusin fyldte Bægre paa de tilstedeværendes og fraværendes Vegne. Jeg tilstaar, at jeg var meget forbavset over min Fatning, thi jeg havde før troet at kunne tømme St. Lorentsfloden end disse Kilder af Vin, men der var ingen Udsigt til at sno sig fra det eller vægre sig derimod, jeg maatte giøre som de andre. Tilsidst bragte man ved Taflets Slutning en stor Velkomst af Guld, der rummede to Flasker, som enhver Kavalér maatte tomme til Bunden paa den kongelige Families Sundhed. Gud ved, om den ulykkelige Skipper, der staar Ansigt til Ansigt med Skibbrudet, har skjælvet mere end jeg ved Synet af denne mægtige Pokal. Jeg bekjender, at jeg tømte den, men jeg vil ikke slutte Beretningen,
thi jeg agter ikke at beramme mig af den Heltegjerning, jeg derpaa udførte efter tre eller fire andres Exempel, der lettede deres Samvittighed ved Foden af Bordet. Efter denne Skandale var jeg saa elendig, at jeg ikke vovede at vise mig, ja vilde strax have forladt Landet, hvis mine Drikkebrødre ikke havde fraraadet mig det..

________________________

Ulrik Frederik Gyldenløves Efterslægt. †

Friherrene af Løvendal – Greverne af Danneskiold-Løvendal – Greverne af Løvendal – Greverne Bangemann-Huygens-Løvendal – Løvensøn – Greverne af Danneskiold-Laurvig – de Ulrichsdal – Vagel de Ulrichsdal.

Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704) er Søn af Kong Frederik III i hans Forbindelse med Margrethe Pape, der 15. September 1683 fik patent som Friherreinde af Løvendal. Gyldenløve og hans Efterslægt –ægte og uægte – har under forskellige Navne af Kongerne faaet tildelt følgende Standsophøjelser:

U. F. Gyldenløve fik 21. August 1655 Naturalisationsbrev, ifølge hvilket han ”og rette ægte Børn maa for danske Herremænd af Adelsfolk kiendes, agtes og anses saa og at nyde alle de Friheder, Privilegier og Immuniteter, som danske indfødte Ædelinge ere medforlente og benaadede”.
Ved Rangforordningen af 25. Maj 1671 tillagdes der ”Kongens naturlige Sønner, som derfor af Kongerne erkendte ere, saasom Hr. Ulrich Frederik Güldenlöwe er”, Rang som Nr. 1, umiddelbart efter Kongehusets Medlemmer, og 14. September samme Aar tillagdes ham Prædikat af ”høje Excellence”; han fik endvidere 29. September af sine Godser i Brunla Amt erigeret Grevskabet Laurvig, som herefter skulde holdes og agtes for det første Grevskab i Rigerne, og som fik tillagt et særligt Vaaben, der viste ”en kronet Leopard med krum, gylden Hellebard eller Stridsøkse i blaat Felt med en grevelig Krone over Skjoldet”. Selv synes han ikke at have erholdt særligt Grevepatent og kaldes i det fornyede Eriktionspatent af 27. Februar 1692 Herr Ulrich Friderich Güldenlew, Herre til Grevskabet Laurwigen, medens der nævnes ”hans Arvinger Grever og Grevinder”.

U. F Gyldenløves Tvillingesønner med Sophie Urne – Carl (1660-89) og Woldemar (I), senere kursachsisk og kgl. Polsk Overhofmaskal, Kammerpræsident og Kabinetsminister, hvilken sidste ifølge kgl. Res.af 8. Februar 1687 ”skulde for et ægte og Adel Kone Barne af alle og enhver agtes og holdes” – blev ved kgl. Patent af 1. Maj for sig og Ægtefødte Børn optaget i Friherrestanden med Navnet Løvendal. Sidstnævnte Woldemar Friherre af Løvendals Søn Marskal af Frankrig Ulrich Friederich Woldemar (Woldemar II) skal 1738 være bleven russisk Greve og ved kejserligt Diplom af 28. Februar 1741 sammen med Døtrene Benedicte Eugina Antoinette og Dorothea Friederike, optaget i Rigsgrevestanden samt 1743 arveligt Medlem af det esthniske Ridderskab. Hans Søn Generalmajor og Gesandt i St. Petersborg fik 4. August 1786 Patent som dansk Greve med Navnet Danneskiold-Løvendal. Med hans Søn Oberstlieutenant Carl Woldemar († 1829) uddøde Slægten Danneskiold-Løvendal. Hans Søstersøn Rutger von Bangemann Huygens(† 1885) optoges med Patent af 1. Maj 1828 i den danske Grevestand, med Navnet Bangemann-Huygens-Løvendal, men Navnet uddøde med hans som fransk Grevinde af Løvendal naturaliserede Datter Olga Elisabeth Hortense Yolanthe († 1903).

Den ovenfor nævnte Carl Woldemar Greve af Danneskiold-Løvendal havde 4 uægte Børn: Kaptain Carl Frederik († 1850) og Søsteren Ane Caroline (gift med Biskop S. C. W. Bindesbøll) blev ved kgl. Res. af 28. Marts 1815 anerkendt for at maatte anses som Faderens ægte Børn og føre Navnet Løvensøn samt yderlig ved kgl. Res. af 11. Februar 1823 at maatte nyde adelige Rettigheder.
Med Frode Waldemar Løvensøns Søn Cand. Polyt. Wilhelm Woldemar Løvensøn († 1915) uddøde denne Linje i Mandsstammen.

I sit Ægteskab med Antonie Augusta Grevinde af Aldenburg havde Gyldenløve 10 Børn (af hvilke kun Sønnen Gehejmeraad, Overstaldmester Ferdinand Anton Greve af Laurvig († 1754) fortsatte Slægten), som ved kgl. Aabent Brev af 20. Juli 1695 skulde antage navnet Danneskiold-Laurvig. Med dennes Søn Admiral Christian Conrad Greve af Danneskiold-Laurvig († 1783) uddøde denne Linje af U. F. Gyldenløves Slægt i Mandsstammen.

Udenfor Ægteskab havde U. F. Gyldenløve i en forbindelse med Maria Meng, en Datter af Købmand paa Frederiksberg Ole Christenssøn og Maren Meng (Datter af Præsident Nils Hanssøn) Sønnen Wilhelm († 1765som kommanderende General i Norge), der 1726 optoges i den danske Adelsstand under Navnet de Ulrichsdal med følgende Vaaben: Skjoldet firdelt af Guld og Rødt, i 1. og 4. Felt en med 3 seksoddede GuldStjerner belagt blaa Bjelke, i 2. og 3. Felt to krydsvis satte Guld Standarter med hvide Faner, Hjelmprydelse en gul Strudsfjer mellem 2 røde og hvide. Han havde ikke mindre end 12 Børn og overlevedesaf tre Døtre, af hvilke den ældste Maria Elisabeth i Ægteskab med Kaptain Joachim Vagel havde Sønnen Premltnt. og virk. Krigsraad Christian Vilhelm Vagel († 1790) ved kgl. Brev af 25. Oktober 1782 optoges i den danske Adelsstand med Morfaderens Navn Ulrichsdal, dog har hverken han eller nogen af hans Efterslægt ført dette Navn. Familien, der kun har levet i Norge, uddøde paa Mandssiden med Christian Wilhelm Vagel de Ulrichsdals Sønnesøn Fuldmægtig Jacob Vilhelm Vagel († 1883)

De her meddelte Oversigter over U. F. Gyldenløves anerkendte Efterkommere, som hidtil har været savnet blandt Adelsaarbogens Stamtavler, fremkommer nu, saagodtsom udelukkende udarbejdet efter den af Hr. Expeditionssekretær i Danmarks Hypotekbank, Kammerjunker O. Munthe af Morgenstiernes offentliggjorte langt fyldigere genealogis-personhistoriske Afhandling om U. F. Gyldenløve og hans Efterslægt (Persh. Tidsskr. 8 R. II), hvilende paa minutiøst grundige Undersøgelser i hjemlige, offentlige og private Arkiver (det Danneskiold-Laurvigske Arkiv paa Tranekær og det Løvensønske Privatarkiv), Studieri Statsarkivet i Dresden og Efterforskninger paa de tidligere Løvendalske Godser i Sachsen. Afhandlingen er ledsaget af Portrætter af Friherre Woldemar Løvendal (I.) og hans Hustru Benedicte Margrethe, født Rantzau og Marskal Woldemar Løvendal (II.) efter Originalerne paa Slottet Dahlen.

Yderligere har samme Forfatter offentliggjort Carl Woldemar Greve Danneskiold-Løvendals Selvbiografi i Persh. Tidsskr. 7 R. III. 168 ff. Og meddelt dennes Rapport fra Hamborg 1814 i Gads Magasin 1914Maj-Juniheftet.

Forud for ovennævnte Medd. Om Slægten Løvendal har General A. Tuxen offentliggjort: Oplysninger om Slægten Løvendal: Persh. Tidsskr. 3 VI 77-81 og Mil. Tidsskr. 1891,73 – Andre Kilder: Om Carl Løvendal: Louis Bobé, Mouritz Hartmann og de Danske i Venedig, Kbhvn. 1933 S. 114, Efterladte Papirer fra den Reventlowske Kreds VIII, Till. 23, Charlotte Dorothea Biehls Breve og Selvbiografi, 1909 86 ff.,11 ff., 190 ff. Om Processen ang. Laurvig, Slægten Ahlefeldt VI, (1890), 76, 90. Svenstrup, Et Gods Historie, 1921 258 ff. A. Fjelstrup, Damerne ved Karoline Mathildes Hof, 1909 113 ff. – Stamtavlen over den legitimerede Gren af U. F. Gyldenløves Efterslægt: Familien Ulrichsdal – Vagel de Ulrichsdal er udarbejdet paa Grundlag af E. A. Thomsens Afhandling i Persh. Tidsskr. 6 R. IV, 256.

Danmarks Adels Aarbog 1937:43 ff. Redigeret af J. V. Teisen og Louis Bobé

Familie/Ægtefælle/Partner: Maria Meng. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ulrik blev gift med Sophie Urne i 1659 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Sophie (datter af Jørgen Urne og Margrethe Marsvin) blev født i 1632; døde i 1714 i Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ulrik blev gift med Marie Grubbe den 16 dec. 1660. Marie blev født cirka 1638. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ulrik blev gift med Antoinette Augusta Aldenburg den 16 aug. 1677. Antoinette (datter af Anton I, Greve af Aldenburg og Augusta Zu Sayn-Wittgenstein) blev født i 1660; døde i 1701. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 5. blev født i 1646 og døde i 1699. Han var ældste søn af Frederik 3. og dronning Sophie Amalie.
Da Frederik 3. døde i 1670 trådte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24 årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmarks anden enevældige konge og sætte kronen på eget hoved.
I 1667 giftede Christian sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel og fire år senere installerede han sin 16 årige elskerinde, den officielle maitresse Sophie Amalie Moth, kun et stenkast fra Københavns Slot. Dronning Charlotte Amalie fødte kong Christian syv børn og med maitressen fik han fem børn, som han offentligt vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie senere udnævnt til grevinde af Samsø,som rigskansler Griffenfeld mistede efter at være blevet styrtet.

For at styrke enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse, greve- og friherrestanden. Uanset tidligere stand kunne enhver der besad jord nok, erhverve sig grevetitlen, eller, hvis man var i besiddelse af knap så meget jord, nøjes med at kalde sig friherre. Friherretitlen fortrængtes med tiden af den samtidigt indførte titel, baron. To år senere udsentes Danske Lov.

Blandt den gruppe mænd der stod bag kongen, samledes mere og mere magt hos Peder Griffenfeld, der i 1673 udnævnes til rigskansler. Griffenfelds voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham ogsåmange fjender.

Det blev Griffenfelds fredspolitik der førte til hans fald i 1676. Året forinden lod kongen sig overtale til at erklære Sverige den krig, der senere er kaldt Den Skånske Krig. Målet med krigen var atgenerobre de gamle danske landområder, som Frederik 3. havde mistet ved Roskildefreden i 1658.

Svenskerne var på dette tidspunkt desværre allieret med stormagten Frankrig, og Griffenfelds politiske hensigter var at undgå enhver konfrontation med Frankrig. Da Griffenfelds forbindelser med franskmændende blev afsløret under krigen, lod kongen ham arrestere og anklage for højforræderi. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til skafottet – men i sidste øjeblik benådede kongen sin gamle ven og rigskansler til livsvarigt fængsel – en straf som han til sin død i 1698 afsonede på en ø ud for Trondhjem i Norge.

I juni 1676 gik hæren og Christian 5. i land i Skåne. Begivenheden er skildret på denne måde:
Ret som kongen stigede i land, løb skibsfolkene op udi taklerne og råbte udi hverandres mund: »Kongen til lykke! Kongen til lykke!« Hans majestæt vendte sig udi største hast og blev underlig ved dennestore råben. Omsider, dér kongen hørte, hvad det var, tog han også sin hat af og sprang nogle gange meget glad omkring.

Det kom til voldsomme kampe i Skåne, og kongen deltog personligt i slagene ved Lund og Landskrona – men nogen afgørelse på krigen kom der aldrig, trods sejre som Niels Juels i Køge Bugt og en vis dansk militær overlegenhed hen imod afslutningen af krigen.

Krigen endte med at Frankrig dikterede en fred i 1679, hvorefter situationen stort set var som før krigens udbrud.
Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme og den gottorpske hertug havde under svenskekrigene allieret sig med Sverige.

I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog svogeren, hertug Christian Albrecht, til fange – men ved afslutningen af Den skånske Krig blev Gottorp, igen på fransk diktat, frigjort fra den danske krone

I 1684 forsøgte kongen endnu engang at indlemme Gottorp i riget – men allerede i 1689 måtte han ved Altonaforliget, hårdt presset af de europæiske stormagter, opgive indlemmelsen.

Maskerader og ringridning hørte til nogen af kong Christians yndlingsbeskæftigelser. Han var et udpræget friluftsmenneske der rejste meget rundt i landet, og med årene blev han også optaget af parforcejagten, som han havde lært at kende i Frankrig. En efterårsdag i Dyrehaven blev kongen såret af en anskudt hjort. Den i forvejen noget sygdomsplagede konge, holdt sig gående et årstid endnu – indtil hans liv rindede ud i august 1699.
Christian 5. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Frederik 4.

___________________

Christian 5. var konge af Danmark-Norge fra 1670; søn af Frederik 3. og Sophie Amalie. Han blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel i 1667; i tfulde Griffenfeld. Det lykkedes alligevel at sikreden endnu ret unge danske enevælde i hans regeringstid, og der fandt et omfattende lovgivningsarbejde sted, f. eks. Danske Lov fra 1683. Christian 5. indledte Skånske Krig (1675-1679) mod Sverige forat genvinde Skånelandene, men pga. de europæiske stormagters interesser lykkedes det ikke. Christian 5. var interesseret i jagt og ridning og besad en folkelighed, der gjorde ham særdeles vellidt blandt undersåtterne. Han var ikke nogen stor begavelse som statsmand, men han var flittig og samvittighedsfuld, og under krigen mod Sverige udviste han personligt mod.

Familie/Ægtefælle/Partner: Sophie Amalie Moth. Sophie (datter af Poul Moth og Ida Dorothea Bureneus) blev født den 28 mar. 1654 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 17 jan. 1719 i Jomfruens Egede, Faxe, Danmark,; blev begravet den 14 feb. 1719 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel den 25 jun. 1667 i Nykøbing, Falsters Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark. Charlotte (datter af Wilhelm VI, Landgreve af Hessen-Kassel og Hedwig, Prinsesse af Brandenburg) blev født den 27 apr. 1650 i Kassel, Hessen, Tyskland; døde den 27 mar. 1714 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Susanna Catharina Erlund. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

for sig og ægtefødte Børn optaget 1 Maj 1682 i friherrelig Stand med Navnet Løvendal, opdraget i Nederlandene (1674), var 1677 i Heidelberg, 1678 Adelborst paa den nederlandske Flaade, var 1686 af Faderen udset til at tjene Venetianerne paa Morea, men traadte 1689 i Ostindisk Kompagnis Tjeneste, og fulgte med det til Trankebar bestemte Skib »Den flyvende Ulv«, begik paa Henvejen 25 Sept. paa sin 29. Fødselsdag Selvmord paa Øen Sao Thomé og jordet her 27 s. M. med al militær Honnør.

Notater:

Ble i 1710 Kommanderende general og statholder i Norge intill 1712, Han ledet her under et kortvarig felttog inn i Bohuslen. Han utstedte da til befolkningen i dette gamle norske landskap en proklamasjon, hvor han minnet om forholdet ti
l dens g

Ulrich blev gift med Dorothea Margrethe Brockdorff den 16 feb. 1687 i Dockenhuden Ved Blankenese, ,. Dorothea (datter af Cai Bertram Brockdorff og Hedvig Rantzau) blev født i 1672 i Kletkamp, Lütjenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 20 aug. 1706. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ulrich blev gift med Benedicte Margrethe Rantzau den 29 jan. 1709. Benedicte (datter af Cai von Rantzau og Catharine Margrethe Blome) blev født i 1683; døde den 26 jul. 1776 i Mückenberg, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Georg Carl Ludvig von Leiningen-Westerburg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Grevinde.

Familie/Ægtefælle/Partner: Christian Gyldenløve. Christian (søn af Christian 5, Konge af Danmark og Sophie Amalie Moth) blev født den 28 feb. 1674; døde den 16 jul. 1703 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ulrikke blev gift med Carl von Ahlefeldt den 2 mar. 1702 i Hamburg, Tyskland. Carl (søn af Frederik von Ahlefeldt og Marie Elisabeth Grevinde Leiningen-Dagsburg-Hartenburg) blev født den 25 apr. 1670 i Hardenburg (Bad Dürkheim), Rheinland-Pfalz, Tyskland; døde den 7 sep. 1722 i Graasten, Sønderborg, Danmark; blev begravet i Tranekær Slot, Langelands Nørre Herred, Svendborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Elefanten
• Bopæl: Grevskabet Laurvigen Skjoldnæsholm Og Merløsegård
• Kilde: DAA 1982-84 II - 38h* DAA 2018-20 p655: V,16*

Notater:

Ferdinand Anton lensgreve Danneskiold-Laurvig (eller -Laurwigen) (1. juli 1688 – 18. september 1754) var gehejmekonferensråd.

Han var søn af Ulrik Frederik Gyldenløve og Antonette Augusta af Aldenburg og født 1. juli 1688. Han ejede Grevskabet Laurvig, Herskabet Herzhorn og flere andre store jordegodser og blev i en ung alder kammerherre. I 1713 udnævntes han til gehejmeråd, og 14 dage efter fik han Elefantordenen. I 1714 blev han overstaldmester. I 1711 ægtede han Mette Cathrine Ahlefeldt, datter af Hans Joachim Ahlefeldt til Bukhavn; hun døde barnløs 5. marts 1712, hvorpå Danneskiold-Laurvig 20. december 1713 giftede sig med Ulrike Eleonore Reventlow, f. 1. januar 1690, søster til Frederik IV's dronning Anna Sophie Reventlow. Forholdet mellem nævnte konge og Danneskiold-Laurvig var ikke altid det bedste, da monarken ikke uden grund betragtede sin dronnings talrige, magtsyge og mægtige, skønt indbyrdes splidagtige slægtninger med mistroiske blikke. Heller ikke Christian VI synes at have yndet Danneskiold-Laurvig særligt, og i denne konges tid blev der ham ingen større nådesbevisninger til del; vel fik han 1739 dronningens orden de la fidélité – med hvilken hans hustru først benådedes i begyndelsen af Frederik V's regering, 1747 -, men rang med gehejmeråderne i Konseillet opnaaede han først efter Christian VI's død (2. december 1746).

En tid lang (fra 11. januar 1723) var Danneskiold-Laurvig direktør for Vestindisk-guineisk Kompagni. Han var den første stifter af hospitalet i Larvik og lod ved bygmesteren Johan Cornelius Krieger udvide det Danneskjold-Laurwigenske (nu Moltkeske) Palais i Bredgade i København. Danneskiold-Laurvig døde 18. september 1754; hans anden hustru var afgået ved døden 6 dage forinden. De efterlod 2 sønner: Frederik Ludvig og Christian Conrad.

Ferdinand blev gift med Mette Catharina Ahlefeldt den 15 mar. 1711. Mette (datter af Joakim von Ahlefeldt og Anna Margrethe Buchwald) blev født den 25 aug. 1686 i Reinbeck, Stormarn, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 5 mar. 1712 i Hamburg, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ferdinand blev gift med Grevinde Ulrica Eleonora Reventlow den 20 dec. 1713 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Ulrica (datter af Greve Conrad Reventlow og Sophie Amalie von Hahn) blev født den 1 nov. 1690; døde den 12 sep. 1754 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet den 28 sep. 1754 i Københavns Domkirke (Vor Frue Kirke), København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravelse:
I den Gyldenløveske familiebegravelse

Christiane blev gift med Frederik von Ahlefeldt den 8 nov. 1686 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Frederik (søn af Frederik von Ahlefeldt og Margrethe Dorothea Rantzau) blev født den 21 feb. 1662 i Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 10 jun. 1708 i Regensburg, Bayern, Tyskland; blev begravet i Radsted Kirke, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Elefanten

Notater:

død af kopper Stamfar til greverne Danneskiold-Samsøe.
Officer.

Ejede Skjoldenæsholm

Megen tid har Gyldenløve ikke kunnet afse til godset, han kan kun have været der på korte bes øg, omend det ses af vurderingsforretningen efter hans død, at en stor del af inventaret va r mærket med C. G. Det hedder i synsforretningen, at indboet var meget forfaldent »undtage n i Herrens Soveværelse, hvor hans hvide Silkeslobrok laa parat, og i hendes høje Naades Sove kammer«. Der nævnes nogle forskellige værelser, sommerstue, vinterstue o. s. v. Grevens sovev ærelse og salen var betrukket med tapeter med landskaber, malede på lærred, måske de samme, d er nu findes i den nuværende hovedbygnings havestue. Mange af værelserne havde høje træpanele r med billeder på ; også disse er for en del bevarede, ligesom en del døre er udsmykket på sa mme måde. Vi hører ligeledes, at Christian Gyldenløve, som for resten allerede Ulrik Frederik , havde et stort stutteri på gården. Haven var prægtigt udstyret med springvand, vandfald o g klippede buksbomhække - sikkert smukt at skue.

Da postvæsenet med årene blev en god forretning, ønskede Chr. V det knyttet nærmere til kronen, og i 1685 forærede han det til sin 11-årige søn Christian Gyldenløve.

Kilde:
DAA 1982-84 II - 33c*

Titel:
Greve til Samsø

Familie/Ægtefælle/Partner: Charlotte Amalie Danneskiold-Laurvig. Charlotte (datter af Ulrik Frederik Gyldenløve og Antoinette Augusta Aldenburg) blev født i 1682; døde den 1 dec. 1699 i Barselseng, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Dorothea Krag den 25 maj 1701 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Dorothea (datter af Mogens Krag og Helvig Arendsdatter Von Der Kuhla) blev født den 26 sep. 1675; døde den 10 okt. 1754 i Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark; blev begravet i Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Forlovet med Christian Ditlev Reventlow (21. jun 1671 - 1. oct 1738)

Notater:

Titel:
Greve af Samsø

Notater:

Frederik 4. blev født i 1671 og døde i 1730. Han var søn af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel.
Efter Christian 5.s død i 1699 arvede Frederik 4. tronen, som rigets tredje enevældige konge.

Frederik indgik i 1695 det sædvanlige royale pligtægteskab med Louise af Mecklenburg, og lod sig yderligere vie til venstre hånd med Elisabeth Helene von Vieregg i 1703. Elisabeth døde i barselsseng året efter.

På flugt fra pesten i København, opholdt kongen og hele hoffet sig i 1711 på Koldinghus. Her mødte han den 18-årige Anna Sofie Reventlow, som han forelskede sig i. Moderen anede uråd, og spærrede AnnaSofie inde på slægtsgården Clausholm – men året efter bortførte kongen Anna Sofie, som han ægtede samme dag til sin ledige venste hånd. Den højre var stadig optaget af dronning Louise, og først dagen efter hendes begravelse i 1721, kunne han ved en offentlig vielse gøre Anna Sofie til dronning.

Ikke alene arvede Frederik 4. tronen – men også faderens udenrigspolitik. Allerede året efter at Frederik havde besteget tronen, indledtes et dansk angreb på Sveriges forbundsfælle, hertugen af Gottorp.
Den svenske konge, Karl 12., benyttede helt uventet lejligheden til at landsætte en hær ved Humlebæk på Sjælland.
Endnu engang greb de europæiske stormagter ind, og efter en meget hurtig fredsafslutning i Travendal, blev svenskerne tvunget væk fra Sjælland og danskerne ud af den gottorpske del af Sønderjylland.

Modsætningsforholdet til Sverige bestod dog, og da svenskerne i 1709 led et stort nederlag til den russiske hær ved Poltava, hvorefter Karl 12. flygtede til Tyrkiet, blev fristelsen, til et forsøg påat genvinde de skånske provinser, for stor. Danmark erklærede Sverige krig, og en dansk hær gik i land i Skåne.

Den Store Nordiske Krig varede i 11 år og blev en af de hårdeste krige Danmark har gennemgået. Skåne og Blekinge blev hurtigt generobret under mottoet: Nu eller aldrig – men snart led de danske tropper nederlag ved Helsingborg i 1710 og ved Gadebusch i 1712.

Imellem nederlagene blev København endda ramt af pest-epidemien, der kostede omkring en tredjedel af befolkningen livet.

Først fra 1713 begyndte det langsomt at gå fremad med krigen. I 1715 vendte Karl 12. tilbage til Sverige, og året efter angreb han Sydnorge med en ny hær. Svenskerne måtte dog trække sig tilbage, da deres forsyningsflåde ødelagdes ved Dynekilen af Tordenskiold.

Ved fredsafslutningen i 1721 på Frederiksborg blev det afgjort, at den gottorpske del af Sønderjylland skulle genforenes med kronen – men ellers endte alt, som det var inden krigens start. For første gang i århundreder var Danmark dog vokset.

Frederik 4. der, trods sin store interesse for kvinder, var pietist, arbejdede ivrigt for mission og folkeoplysning.
Han fik gennemført en del reformer â ligeledes for opførelsen af 240 almueskoler, Det Kongelige Vajsenhus i København, Fredensborg Slot og støttede den hedningemission, der under Hans Egedes ledelse førte til Grønlands kolonisering.

Den 22 år yngre dronning Anna Sofie blev efter kongens død forvist til Clausholm i Jylland, hvorfra gemalen i sin tid havde ladet hende bortføre. Frederik 4.s søn, Christian 6., fik yderligere omstødttestamentet efter faderen, og fratog enkedronningen en stor del af den formue hun skulle have arvet.

Frederik 4. døde den 12. oktober 1730 på Odense Slot og ligger begravet i Roskilde Domkirke.

Frederik blev gift med Louise af Mecklenburg-Gustrow den 15 dec. 1695 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Louise (datter af Gustav Adolph af Mecklenburg-Gustrow) blev født den 28 aug. 1667; døde den 15 mar. 1721; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Elizabeth Helene Vieregg i 1703. Elizabeth blev født den 4 maj 1679; døde den 27 jun. 1704. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Charlotte Helene von Schindel. Charlotte døde i 1752 i Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Dronning Anna Sophia Reventlow den 26 jun. 1712 i Skanderborg Slot, Skanderborg, Danmark. Anna (datter af Greve Conrad Reventlow og Sophie Amalie von Hahn) blev født den 16 apr. 1693 i Clausholm, Voldum, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; døde den 7 jan. 1743 i Clausholm, Voldum, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Citat fra: http://www.thorshoj.dk/carl_og_sophie_hedvig.htm

Allerede som barn blev Sophie Hedevig forlovet med sin fætter, den senere kurprins Johan Georg IV af Sachsen. Forlovelsen blev imidlertid ophævet 1691 af Christian V, da kurprinsen fik interesser tilanden side og lod hoffet i København meddele, at "han ikke kunne elske prinsessen".

Nye forhandlinger om andre partier kom snart på bane bl.a. til endnu en fætter, nemlig den kommende Karl XII af Sverige, som imidlertid absolut ikke havde lyst til at gifte sig med nogen som helst, ogmed den senere tysk-romerske kejser Josef I. Ingen af disse forhandlinger førte dog til ægteskab, - den sidstnævnte mulighed, fordi prinsessen ikke ville gå med til et tysk krav om, at hun skulle konvertere til katolicismen, som det blev krævet af hende fra tysk side som betingelse for, at ægteskabet kunne indgås. For den religiøst optagede prinsesse, som delte sin bror, Prins Carls betydelige interesse for tidens pietistiske strømning, var et sådant krav om at svigte sin lutherske tro imidlertid ganske utænkeligt. Prinsesse Sophie Hedevig forblev ugift til sin død.

Så længe moderen, dronning Sophie Amalie, levede, boede prinsesse Sophie Hedevig hos hende og efter hendes død i 1714 ved selve hoffet. Da broderen, Frederik IV, indgik ægteskab med Anna Sophie Reventlow, som kort efter blev kronet som dronning efter at have været "gift til venstre hånd" med kongen i en årrække, kom det til et brud mellem kongen og hans yngre bror, Prins Carl.

Prinsesse Sophie Hedevig valgte at følge prins Carl, da han vendte hoffet i København ryggen, og fulgte med ham til godset Vemmetofte, hvor de begge tog ophold. På Vemmetofte holdt søskendeparret et ret anseligt hof på 70 personer. Prinsessen blev stort set boende på Vemmetofte resten af sit liv. Her knyttede hun sig efterhånden også stærkt til prinsens gode ven siden ungdommen, overkammerherre Carl Adolf von Plessen, så denne, der ligesom prinsesse Sophie Hedevig forblev ugift hele sit liv, efterhånden ligefrem blev opfattet som prinsessens uofficielle mand. Et senere rygte om, at de to enddaskulle have indgået hemmeligt "samvittighedsægteskab", kan ikke verificeres. "Samvittighedsægteskaber" var ellers ret almindelige i de europæiske fyrstehuse på den tid, når rangforskellen var for stormellem parterne. Et sådant ægteskab var ikke retsgyldigt, men satte parret i "en Gud velbehagelig stand". Det kan have været vigtigt for både prinsesse Sophie Hedevig og for Carl Adolf von Plessen, som begge var dybt religiøse og tog tidens pietistiske livssyn meget alvorligt.

Som prins Carl var også prinsesse Sophie Hedevig tilsyneladende et både venligt og godgørende menneske, og også hun kom til at interessere sig levende for skolebyggeri på sine godser. Utvivlsomt underpåvirkning af Carl Adolf von Plessen, som selv havde opført skoler på sine godser nord for Næstved, de såkaldte greveskoler, og som i høj grad også havde været drivkraften bag de skoler, - prinseskolerne, som prins Carl lod bygge på sine godser, Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris, lod også prinsesse Sophie Hedevig 5 skoler, - prinsesseskolerne, opføre på sine godser Dronninglund med den nu forsvundne Dronninggård og Frederiksdal, som Christian VI sammen med Sorgenfri Slot skænkede hende ved sin tronbestigelse i 1730.

Efter sin moder havde prinsessen arvet Gjorslev og Erikstrup på Stevns, men i 1716 måtte hun dog mageskifte disse godser med kongen for Dronninggård og Børglum kloster i Jylland. Frederik IV havde brug for Gjorslev gods i forbindelse med oprettelsen af Tryggevælde rytterdistrikt, så prinsesse Sophie Hedevig måtte opgive sin plan om at bosætte sig på Gjorslev, som hun ellers var godt i gang med atlade indrette som bolig og valgte i stedet at flytte ind hos prins Carl på Vemmetofte. Ved prins Carls død i 1729 arvede prinsesse Sophie Hedevig også dennes godser Vemmetofte og Højstrup samt Charlottenborg i København og "Prins Carls Hauge" med Blågården nord for byen.

Prinsesse Sophie Hedevig overtog imidlertid ikke kun prins Carls ejendomme. Hun overtog også hans betydelige gæld, som hun i øvrigt betalte af på resten af sit liv med så stor pligtopfyldelse - bl.a.ved at sælge godset Dronninglund i Jylland -, at broderens gæld stort set var bragt ud af verden, da hun selv døde 6 år senere på Vemmetofte efter i nogle år at have været meget svagelig. Som sine forældre og sine søskende ligger prinsesse Sophie Hedevig begravet i Roskilde Domkirke.

Udover sin interesse for tidens religiøse strømninger og det nævnte skolebyggeri, som udsprang af denne interesse, havde prinsesse Sophie Hedevig også som allerede nævnt en betydelig sans for musik ogfor malerkunst, som hun også selv dyrkede. Hendes samling af håndskrifter blev efter hendes død skænket til universitetsbiblioteket i København. Sophie Hedevig, som tydeligvis havde arvet sin moders gode begavelse og tiltalende menneskelige egenskaber, efterlod sig et på alle måder smukt eftermæle.

I overensstemmelse med moderen, dronning Charlotte Amalie´s oprindelige ønske oprettede prinsesse Sophie Hedevig ved sit testamente et adeligt jomfrukloster af Vemmetofte og Højstrup med tilliggende gods. Prinsessens gode ven, Carl Adolf vonPlessen, blev den første kurator på Vemmetofte adelige Jomfrukloster og bidrog selv med egne økonomiske midler til, at klosteret klarede sig gennem de første økonomisk meget vanskelige år.

Notater:

Citat fra: http://www.thorshoj.dk/carl_og_sophie_hedvig.htm

Prins Carl var søn af Christian V og dronning Charlotte Amalie og således broder til Frederik IV og prinsesse Sophie Hedevig. Som skik var blev ansvaret for prinsens opdragelse overladt til andre bl.a. gehejmeråd Christian Sigfred von Plessen og ikke overraskende kom tysk til at spille en hovedrolle i undervisningen. Som tilfældet også var med prins Carls bror, Frederik IV, blev tysk livet igennemhans foretrukne sprog.
Allerede som barn var prins Carl sygelig, og i 1696-1699 blev han derfor sendt på et længere udenlandsophold til varmere egne i Frankrig og Italien. På denne rejse blev han ledsaget af gehejmerådens søn, Carl Adolf von Plessen , som kun var et par år ældre end den unge prins. Der udviklede sig et varmt venskab mellem prins Carl og Carl Adolf von Plessen, - et venskab, som holdt sig resten af livet, også da Carl Adolf von Plessen blev hofmester og senere (1708) overkammerherre hos Prinsen.

1703 skænkede storebror, Frederik IV, godset Jægerspris på livstid til prins Carl. Herfra havde prinsen mulighed for at deltage i jagt og ridning, som han var en stor ynder af, og få opstaldet sin kostbare samling af rideheste. Prins Carl havde tydeligvis arvet sin far, Christian V´s store begejstring for jagt, fest og farver, og så længe hans svagelige helbred tillod det, deltog Prins Carl med stor begejstring i den mere festlige del af hoflivet. Statssager interesserede ham til gengæld ikke det mindste.

På Jægerspris gods lod prins Carl opføre 3 skolehuse; ved Landerslev, ved Krabbedammen og i Gerlev. Ingen af disse skolebygninger er bevaret i dag, men fra fundatsen, som minder meget om fundatsen tilprinseskolerne på Vemmetofte, ved vi alligevel ganske nøje, hvordan de så ud.

Oprindelig blev Blågårdsarealerne i København, som ligger dér, hvor vore dages Slotsgade løber ud i Nørrebrogade, kaldt for Teglgårdsvangen efter de mange lergrave og den deraf opståede teglindustri.Den første gård på stedet blev opført i 1661 af Frederik d. 3´s statholder, Christoffer Gabel, men storhedstiden for området kom, da den livsglade prins Carl købte gården i 1707 og omdannede det til et lyststed. Som allerede nævnt var prinsen en stor ynder af ofte kostbare fester ved hoffet og ønskede sig et sted dels med en stor have, som kunne være velegnet til at holde fester i, og dels med etkomplet guldmagerværksted, så han kunne dyrke sin store interesse for alkymi. (Ikke helt overraskende efterlod prins Carl sig da også en betydelig gæld ved sin død.)

Området blev snart kendt som "Prins Carls Hauge" efter den pragtfuldt anlagte barokhave i fransk stil med fornemme springvandsanlæg, snorlige alléer af symmetrisk klippede træer, fiskedamme og små listige, intime pavilloner. Gabels oprindelige bygning blev naturligvis hurtigt alt for lille og for gammeldags til prinsen, som derfor nogen tid efter lod opførte en helt ny hovedbygning, Blågården, derfik navn efter de kostbare blå tegltage.
Den nye bygning havde blandt andet en stor havestue, som var udsmykket med pragtfulde kunstgenstande, og fra stuen var der en rigtig fin udsigt ind over søerne mod København gennem de store glasdøre.
Ved prinsens død i 1729 overgik ejendommen til hans søster, prinsesse Sophie Hedevig, og efter hendes død 1735 arvede Carl Adolf von Plessen "Haven".

Prins Carl tog aldrig del i rigets statsforretninger, men var til gengæld meget opmærksom på forholdene på sine godser. Bøndernes vilkår lå ham meget på sinde, og prins Carl hjalp gerne sine bønder ogvar med sit pietistiske livssyn også meget interesseret i at fremme undervisningen bland dem. Under påvirkning af sin gode ven og medarbejder, overkammerherre Carl Adolf von Plessen, lod han således en række skoler, de såkaldte Prinseskoler, opføre på sine godser Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris. Af disse tidlige skoler er i dag kun Prins Carls Skole i Store Torøje ved Vemmetofte bevaret.

Da broderen, Frederik IV, lod sin ´hustru til venstre hånd´, Anna Sophie Reventlow, krone til dronning i 1721 få uger efter dronning Louises begravelse, kom det til et brud både med kronprinsen, den senere Christian VI, som da heller ikke forsømte lejligheden til at hævne sig på stedmoderen, da han selv blev konge, og til prins Carl, som sammen med den ugifte søster, prinsesse Sophie Hedevig, valgte at vende hoffet i København ryggen og i stedet tage fast ophold på Vemmetofte.

Så længe hans svagelige natur tillod det, tog prinsen ivrig del i jagt og ridning på hestene fra hans kostbare stald. Prins Carl, som foruden sit svagelige helbred efterhånden også blev meget tunghør,var uden tvivl et både venligt og godgørende menneske, som har glædet mange, men nogen stor personlighed synes han dog ikke at have været.

Forholdet mellem prins Carl og Frederik IV blev bedre med tiden, og prins Carl gik endog ind på at stå fadder til et af kongens børn med dronning Anna Sophie. Med Anne Sophie fik kongen syv børn, somdog alle døde som spæde eller små.

Prins Carl døde i 1729 på Vemmetofte og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han efterlod sine besiddelser, herunder bl.a. Vemmetofte, og sin betydelige gæld til prinsesse Sophie Hedevig, som hun i øvrigt betalte af på resten af sit liv med så stor pligtopfyldelse, at broderens gæld stort set var bragt ud af verden, da hun selv døde 6 år senere.

Ulrich blev gift med Wilhelmine Ferdinanda Elisabeth von Creutzen den 5 dec. 1720 i Elsterwerda, ,. Wilhelmine døde den 27 nov. 1727 i Barselseng I Dresden, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: ? von Schmettow. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Inntrådte i den sachsiske hær i sitt 14. år og fikk ensærdeles god utdannelse både i teoretisk og praktisk retning. I 1715 deltok han i den danske flåte ved Rügen, men tålte ikke sjøen og gikk tilbaketil sachsisk tjeneste. I 1717 ble han løytnant, gikk i keiserlig tjeneste og kjempet med utmerkelse i Serbia og på Sicilien. Ved sin hjemkomst i 1721 ble han utnevnt til oberst, deltok så i de følgende år i en rekke felttog, en tid på Korsika i genuesisk tjeneste , i den polske tronfølgekrig 1732-35, da han bl e utnevnt til generalmajor og førte høyere kommando under kamper i Polen og ved Rhinen.I 1737 gikk han i russisk tjeneste med rang av generalløytnant og deltok medberømmelse i krigen mot tyrkerne. I 1740 bl e han "general-en- chef" og guvernør i Estland. Som øverstkommanderende for artilleriet deltok han i 1742 i det finske felttog og ledet til slutt de underhandlinger som førte til svensk kapitulasjon i Helsingfors . Men dette varbare innledningen til hans event yrlige karriere. I1743 ble han ansatt som generalløytnant i den franske hær og kom som militær sjef til å spille en fremtredende rolle i den østerrisk e arvefølgekrig. Seieren ved Fontenoy skyldtes i ikke liten grad hans fremragende ledelse. Senere inntok han festningene Gent, Oudenarde, Ostende og Namur og satte kronen på sine bedrifter ved erobringen av Bergen op Zoom.Etter denne ganske enestående rekke av glimrende bedrifter ble han utnevnt til marskalk av Frankrike.

Ulrich blev gift med Theodora Eugenie von Schmettow den 23 jan. 1722. Theodora blev født i 1705; døde i 1768. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ulrich blev gift med Barbara Magdalene Elisabeth Szembeck den 13 nov. 1736 i St. Petersburg, Rusland,. Barbara blev født i 1701; døde i 1762 i Frankrig,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederikke blev gift med Christian August, Hertug Holstein-Sønderborg den 21 jul. 1720 i Egholm Slot, Sæby Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt, Danmark. Christian (søn af Friedrich Wilhelm, Hertug af Augustenborg og Sophie Amalie, Grevinde Ahlefeldt) blev født den 4 aug. 1696 i Augustenborg, Als Sønder Herred, Sønderborg Amt, Danmark; døde den 28 jan. 1754 i Sønderborg, Danmark,; blev begravet i Sønderborg Slotskirke, Sønderborg, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Officer
• Family Line: XV. Greverne Ahlefeldt til Langeland og Laurvigen
• Ordner: 1770; Ordenen “de l’union parfaite”

Notater:

Ahlefeldt, Frederik Greve, 1702-73, Officer. F. A., Lensgreve til Langeland m. m., født 29. Dec. 1702, var ældste Søn af Carl A. Efter Faderens Død 1722 bleve de store slesvigske Godser bortsolgte, og han overtog Grevskabet Langeland og de andre rige Besiddelser i Kongeriget.

Hans militære Karriere falder først efter Krigene i Aarhundredets Begyndelse, i det han 1724 blev Kapitajn og Kompagnichef ved Kronprinsens Regiment og 1728 Kapitajn ved Livgarden til Fods.

28. April 1730 blev han gift med Birthe Holstein, f. 28. April 1705, som døde 9. Nov. 1735, og som var en Datter af Geheimeraad Christian Frederik H. og Enke efter Gesandten, Generallieutenant Johan Frederik Bothmer.

A., som i Aarenes Løb blev Kammerherre 1723 og Ridder af Danebrog 1729, opnaaede efterhaanden de forskjellige Grader i Hæren, idet han 1730 blev Oberstlieutenant ved Generalmajor Schubarts Regiment og 1747 Generalmajor i Rytteriet, indtil han 1754 blev Generallieutenant og begav sig som saadan til Armeen, der i Anledning af Stridighederne med det holsten-gottorpske Fyrstehus var samlet i Slesvig og Holsten 1758.

I Aaret 1760, 10. Okt. giftede han sig for anden Gang med Maria Elisabeth Ahlefeldt, der var født 25. Dec. 1719, og som var Hoffrøken hos Prinsesse Louise; hun var en Datter af Benedict A. til Haselau og døde 23. Jan. 1769.

1761 blev A. udnævnt til General, og da Hæren 1762 rykkede i Felten under Kommando af General St. Germain, fik A. Kommandoen over dens Reserve, hvoraf han detacherede en Del ind i Meklenborg og lejrede sig med Resten i Nærheden af Lybek. Da Felttoget kort efter blev opgivet, afgav han Kommandoen og trak sig tilbage til sine Godser.

22. Avg. 1765 oprettede han af Godserne paa Langeland Stamhuset Ahlefeldt for sig og sine Efterkommere, saaledes at Stamhuset og Grevskabet Langeland stedse skulle følge hinanden og arves i hans Slægt. I Aaret 1770 fik han Enkedronningens Orden de l’union parfaite. Han tilbragte sine sidste Aar paa Tranekjær Slot, som han ombyggede, og døde 18. April 1773.

Frederik blev gift med Bertha von Holstein den 28 apr. 1730. Bertha (datter af Christian Frederik Holstein og Berta Scheel von Schack) blev født den 28 apr. 1705 i Cathrineberg, Sengeløse Sogn, Smørum Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 9 nov. 1735. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Marie Elisabeth von Ahlefeldt den 10 okt. 1760 i Uetersen, Pinneberg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Marie (datter af Bendix von Ahlefeldt og Charlotte Amalie Reventlow) blev født den 25 dec. 1719 i Haselau, Pinneberg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 24 jan. 1769 i Tranekær Slot, Langelands Nørre Herred, Svendborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: XV. Greverne Ahlefeldt til Langeland og Laurvigen

Notater:

Beskæftigelse:
Kammerherre, General (Cavalleriet), Hæren

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: XV. Greverne Ahlefeldt til Langeland og Laurvigen

Notater:

Beskæftigelse:
Oberstløjtnant, Hæren

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: XV. Greverne Ahlefeldt til Langeland og Laurvigen

Notater:

Beskæftigelse:
Kammerherre, General (Cavalleriet), Hæren, Kommandant for København, Guvernør i Rendburg

Conrad blev gift med Vilhelmine Jedevig Antoinette von Gram i 1739. Vilhelmine blev født i 1711. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ordenen “de l’union parfaite”
• Family Line: XV. Greverne Ahlefeldt til Langeland og Laurvigen

Notater:

Beskæftigelse:
1741 hofdame hos Dronning Sophie Magdalene , 1748 Hofmesterinde hos prinsesse Louise, 1753 priorinde i Uetersen

Titel:
1750 Dame de l'Union parfaite

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ordenen “de l’union parfaite”
• Bopæl: Grevskabet Laurvigen Skjoldnæsholm Og Merløsegård

Notater:

Frederik Ludvig lensgreve Danneskiold-Laurvig (eller -Laurwigen) (15. maj 1717 – 12. august 1762 i Lübeck) var en dansk officer, greve til Grevskabet Laurvig, herre til Dorwerth, Herzhorn, Varel, Kniphausen, Skjoldenæsholm, Merløsegård mm.

Han var en søn af Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig. Kun 18 år gammel blev han 1735 udnævnt til kammerherre og kaptajn ved Grenaderkorpset, men blev året efter forsat til Garden til Fods. Den unge greve levede meget ved hoffet og avancerede efterhånden fremad, samtidig med at han modtog mange kongelige nådesbeviser. 1738 blev han oberstløjtnant af infanteriet, 1743 hvid ridder, 1746 generaladjudant hos kongen og premiermajor ved garden, 1747 oberst af infanteriet, 1749 fik han rang med gehejmeråder og blev chef for Kongens Livregiment i København, indtil han endelig 1753 blev udnævnt til kommandør for Livgarden efter Heinrich Sigismund Castoniers afgang. Da hans fader døde 1754, blev han desuden overstaldmester og arvede grevskabet og godserne. Året efter blev han generalmajor og fik 1757 ordenen l'union parfaite.

Under de store udrustninger i de påfølgende år, der truede stærkt med krig for Danmark, var Danneskiold-Laurvig meget beskæftiget med at tilvejebringe heste til hæren, og da krigen endelig udbrød 1762, blev han udnævnt til generalløjtnant og fulgte hæren som chef for 1. brigade af 1. division, da den under Claude Louis de Saint-Germain rykkede ind i Mecklenburg. Få måneder efter, at armeen havde fået ordre til at rykke tilbage, døde greven i Lübeck, 12. august 1762.

Han blev gift 25. august 1744 med Anna Joachimine Ahlefeldt, dame de l'union parfaite, datter af gehejmeråd Hans Adolph Ahlefeldt. Da de ingen børn efterlod sig, gik grevskabet og godserne over til broderen, admiral Christian Conrad Danneskiold-Laurvig. En temmelig betydelig stiftelse, Larvik Hospital, som var blevet stiftet af deres fader, blev ombygget og udvidet af Frederik Ludvig, og han efterlod den ved sin død en lige så stor sum penge, som i sin tid var den tillagt af stifteren.

Titel:
Greve

Frederik blev gift med Anna Joachimine Ahlefeldt den 26 aug. 1744. Anna (datter af Hans Adolph von Ahlefeldt og Dorothea Krag) blev født den 5 maj 1717; døde den 15 feb. 1795 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian Conrad lensgreve Danneskiold-Laurvig (eller -Laurwigen) (12. maj 1723 i København (?) – 9. april 1783 på Rolighed ved Larvik) var en dansk lensgreve, godsejer og søofficer.

Baggrund

Han var søn af greve Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig. Allerede 17 år gammel blev han fra kadet udnævnt til kaptajn, nærmest på foranledning af marinens daværende mægtige bestyrer, greve Frederik Danneskiold-Samsøe, og uagtet der kort forinden var truffet den bestemmelse, at hensynet til dygtighed skulle være den eneste adkomst til avancement. Danneskiold-Laurvigs karriere, der egentlig mere skyldtes fødsel og indflydelsesrige forbindelser end evner og smuk karakter, var lige så hurtig som glimrende: 1744 forfremmedes han til kommandørkaptajn, 1746 til kommandør, 1755 til schoutbynacht, 1758 til viceadmiral, 1767 til admiral, ja i april 1783 udfærdigedes der endog bestalling som generaladmiral-løjtnant for ham, men han var da få dage forinden afgået ved døden.

I året 1744 udnævntes Danneskiold-Laurvig til militær assessor i Admiralitets- og General-Krigskommissariatskollegiet og 1761 til deputeret i samme kollegium; 1749 blev han marinens generaladjudant, hvilken bestilling han beholdt under hele Frederik V's regering. Foruden disse bestillinger hædredes han desuden 1743 med titlen af kammerherre, 1747 dekoreredes han med Dannebrogsordenen, 1758 med enkedronningens orden, 1764 erholdt han rang med gehejmeråder og 1769 Elefantordenen.

Af større kommandoer har Danneskiold-Laurvig haft følgende: 1748 var han chef for en eskadre på 4 fregatter i Nordsøen; 1762 under den bevæbnede neutralitet førte han en eskadre på 6 linjeskibe og 2 fregatter, med hvilke der overførtes 2700 mand tropper til Slesvig; 2 år senere var han endelig øverstkommanderende for en øvelseseskadre af småfartøjer på Københavns Red.

Skandalen om greven og jomfru Rose

I året 1760 oprettedes det første privatteater i hovedstaden, væsentlig på foranledning af Danneskiold-Laurvig. En skuespillerinde, jomfru Mette Marie Rose, blev herved bekendt med greven, hvis udsvævende tilbøjeligheder førte ham til i marts 1765 at forsøge et bortførelsesattentat mod hende, hvori kommandørkaptajn Ole Stephansen også deltog. Hendes fader tog imidlertid sagen så alvorlig, at den til sidst kom kongen for øre. Danneskiold-Laurvig faldt i unåde og fik befaling til ufortøvet at begive sig til sine godser i Norge. Her forblev han indtil 1766 efter flere gange forgæves at have bønfaldet kongen om tilgivelse; først på hans foran nævnte mægtige slægtnings, greve Frederik Danneskiold-Samsøes, forbøn lykkedes det ham at erholde kongens nåde igen, hvorefter han ilede tilbage til hovedstaden efterladende sig et alt andet end godt eftermæle i Norge, hvis befolkning han på grund af sit usædelige levned og sine lidet hæderlige pengeforhold havde opirret i høj grad.

Inkompetent ledelse af Søetaten

I Danmark havde Frederik Danneskiold-Samsøe med titel af overintendant imidlertid med megen dygtighed, men tillige med streng myndighed bestyret marinens anliggender. På grund af sidstnævnte egenskab havde han erhvervet sig en del uvenner, der tragtede efter at styrte ham. Uagtet det just ikke er bevist, synes dog meget at tyde på, at Danneskiold-Laurvig ved at slutte sig til disse væsentlig har bidraget til, at hans tidligere forsvarer og trofaste støtte blev fjernet fra bestyrelsen, hvilket skete i oktober 1767. Danneskiold-Laurvig overtog hans embede, først med titel af overkrigssekretær og deputeret i General-Krigskommissariatet, senere (14. juni 1769) som intendant over Søetaten, alt til liden både for marinen, der herved kom i hænderne på en dårlig og upålidelig administrator. Følgerne viste sig snart. Flåden kom i forfald, og en ekspedition, som under schoutbynacht F.C. Kaas udsendtes til Algier for at tugte barbarerne, mislykkedes ganske, da de medgivne bombardérfartøjer viste sig at være ubrugelige. Danneskiold-Laurvig fik i den anledning en irettesættelse af kongen. 18. september 1770 afskedigedes han endelig af aktiv tjeneste, og hans embeder inddroges. Han trak sig da atter tilbage til Norge og døde 9. april 1783 på sin ejendom Rolighed ved Larvik. Han er begravet i Vor Frue Kirke i København.

Danneskiold-Laurvig blev 5. september 1743 gift med Dorthe Sophie von Holstein (15. oktober 1713 – 9. juli 1766), datter af stiftamtmand Christian Frederik von Holstein (d. 1747) og Birte Scheel f. von Schack.

Frimurer

Danneskiold-Laurvig var en fremtrædende frimurer. Den 3. juni 1744 blev han optaget i den københavnske frimurerloge St. Martin, der hører under Den Danske Frimurerorden, og blev samtidig udvalgt til mester for denne logeorganisation.[1] Derudover blev han i 1749 udvalgt til stormester over Den Dansk-Norske Provinsial-Storloge, og han oprettede flere loger, deriblandt den første norske loge St. Olaus. Men på grund af sagen om bortførelsen af jomfru Rose måtte Laurvig efterhånden træde i baggrunden i sin rolle som frimurer, og overlod i stedet denne til sin svigersøn baron Bülow.

Familie/Ægtefælle/Partner: Ingeborg Akeleye. Ingeborg blev født den 13 maj 1741; døde i 1804. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Dorothea Sophie von Holstein den 15 sep. 1743 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Dorothea (datter af Christian Frederik Holstein og Berta Scheel von Schack) blev født den 15 okt. 1713 i Cathrineberg, Sengeløse Sogn, Smørum Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 9 jul. 1766 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian lensgreve Danneskiold-Samsøe (1. august 1702 i Verona – 17. februar 1728 i København) var en dansk adelsmand, kammerherre og bogsamler.

Han var ældste søn af Christian Gyldenløve og Dorothea Krag. I 1721 udnævntes han til Ridder af Dannebrog og 4 år senere til deputeret i Søetatens Generalkommissariat; desuden var han kammerherre. Han var ikke blot greve af Samsø, men tillige friherre til Baroniet Lindenborg og Høgholm. I en meget ung alder viste han stor interesse for lærde studier, og han samlede sig i kort tid et betydeligt bibliotek, dels ved køb i udlandet, dels ved anskaffelser på danske auktioner, f.eks. den Rostgaardske; Hans Gram var ham en stadig rådgiver ved studeringer og bogindkøb. "Hvad gjorde han med alt det?" sagde Frederik IV efter grevens død karakteristisk nok, "han vilde dog ikke være Præst."

1725 stadfæstedes faderens testamente, hvorved Gisselfeld Adelige Jomfrukloster i Sjælland oprettedes, ved en overenskomst mellem de 3 søskende Danneskiold-Samsøe, i det grev Christian blev overdirektør. Stiftelsen trådte dog egentlig først 1754 i virksomhed. Allerede 17. februar 1728 døde den fornemme unge bogven af kopper i København; hans lig brændte i byens ildebrand samme år.

En auktionsfortegnelse over hans bogsamling og andre samlinger, navnlig af mønter, udkom 1732 i 4to med en fortale af Gram, hvori hans karakter og lærdom roses; alene af trykte bøger indeholder den mellem 7 og 8000 bind. Det Kgl. Bibliotek købte bl.a. meget på auktionen. Men trods samlingernes anselige værdi formaaede Salget af dem langtfra at dække den store gæld, som Danneskiold-Samsøe havde pådraget sig, væsentlig vistnok ved at gå i kaution for en slægtning; det forslog heller ikke, at nogle af hans efterladte ejendomme solgtes.

Danneskiold-Samsøe var 2 gange gift: 1. gang (1721) med Conradine Christiane f. komtesse Friis (d. 1723), datter af Niels greve Friis; 2. gang (1724) med Cathrine Christine f. von Holstein, datter af stiftamtmand Christian Frederik von Holstein; hun døde først 1795. Han havde 3 sønner og 3 døtre, bl.a. Frederik Christian Danneskiold-Samsøe, der efterfulgte faderen som lensgreve.

Christian blev gift med Conradine Christine Friis den 24 apr. 1721 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Conradine (datter af Niels Friis og Komtesse Christine Sophie Reventlow) blev født den 31 mar. 1699 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 23 jun. 1723 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Christina Catharine von Holstein den 4 okt. 1724 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Christina (datter af Christian Frederik Holstein og Berta Scheel von Schack) blev født den 24 mar. 1709 i Cathrineberg, Sengeløse Sogn, Smørum Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 1 feb. 1795; blev begravet den 13 feb. 1795. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ordenen “de l’union parfaite”
• Ordner: 1747; Ridder af Elefanten

Notater:

Frederik greve Danneskiold-Samsøe (1. november 1703 på Assendrup – 18. juli 1770 på Marselisborg) var en dansk greve, statsmand, gehejmeråd, marineminister, generaladmiral-løjtnant og chef for den danske marine. Han var lensbaron til Baroniet Marselisborg, hvis centrum var herregården Marselisborg.

Ungdom

Han var yngre søn af Christian Gyldenløve og Dorothea Krag. Han var født 1. november 1703. Det blev bestemmende for hans liv, at han allerede i sit niende år tillige med sin ældre broder Christian Danneskiold-Samsøe kom til England, hvor han forblev, indtil han havde fyldt seksten år. Han lagde sig der efter det, der senere blev hans livsgerning, nemlig efter alt, hvad der vedrørte søvæsen, skibsbyggeri og mekanik. Efter at have forladt England opholdt han sig en kort tid i Paris, men genoptog derpå i Holland sine maritime studier.

Da han kom tilbage til Danmark 1721, atten år gammel, havde han ondt ved at vinde sin kongelige onkel Frederik IV's velvilje. I Søetaten fik han ingen ansættelse; men han måtte tage til takke, først med kommando over et kompagni ryttere, siden med at få et kompagni i Fodgarden at føre, og det endda kun for en kort tid; han fik snart sin afsked. Dog blev han 1729 hædret med gehejmerådstitel. Da Christian VI kom på tronen, søgte han atter ansættelse, og så blev den til søvæsenet opdragne mand ansat som assessor i Højesteret og i Hofretten. Men heldigvis kom kongen dog under vejr med, hvad han egentlig duede til, og gjorde ham til deputeret i Søkommissariatet (1731). Han forstod snart at gøre sig gældende her; men hans kritik over adskilligt i marinens styrelse bragte ham i strid med general Poul Vendelbo Løvenørn, der i Christian VI's første år havde den øverste ledelse af Søetaten ligesom også af Landetaten. Da Danneskiold-Samsøe forelagde sine udsættelser for kongen, fandt de i det mindste efterhånden dennes tilslutning, og resultatet blev, at Christian VI, trods sit varme venskab for Løvenørn, besluttede at skille Søetatens styrelse fra Landetatens, og efter at Løvenørn havde fratrådt marinen 26. marts 1735, overdroges dennes ledelse til Danneskiold-Samsøe, dog således at han først 23. november blev udnævnt til oversekretær. Det følgende år blev den øverste styrelse endnu fuldstændigere lagt i hans hånd, i det han samtidig fik titel af intendant. Som sådan vedblev han at virke under hele Christian VI's regering. 1738 blev han gehejmekonferensråd, 1739 fik han l'union parfaite og 1743 blev han generaladmiral-løjtnant.

Chef for Søetaten

Mange af Holmens bygninger blev til i Danneskiold-Samsøes tid.

Ingenlunde alt i Danneskiold-Samsøes kritik af forholdene under hans forgænger var berettiget. Det er et yderst skævt billede, han selv senere har givet af flådens tilstand, som den var, da han overtog styrelsen. Intet kunne være uretfærdigere end at påstå, at den var blevet forsømt af Løvenørn, thi der var blevet bygget betydeligt i hans tid, og en sagkyndig fransk admiral har dengang i en indberetning derom til sin regering udtalt en meget anerkendende dom over det arbejde, der blev udført på Holmen. Danneskiold-Samsøe kunne med rette have kritiseret, at man byggede linjeskibene for små; men i det sted angreb han selve den talentfulde konstruktør Knud Nielsen Benstrup og voldte hans og hans forsvarer Frederik Christopher Lütkens fald. Dog må det nævnes, at han nogle år senere udvirkede, at kongen tildelte Benstrup en årlig pension på 800 rdl. Hvor ensidig han var optrådt imod Benstrup, viste sig, da han kom i spidsen for Søetaten, thi han havde ondt ved at komme til klarhed om, hvorledes linjeskibene skulle bygges, og han måtte efter få års forløb tage sin tilflugt til en fransk konstruktør, Laurent Barbé, hvis princip for skibsbygningen var det samme som Benstrups, kun anvendt på skibe af større dimensioner, hvorved det først kom til sin rette anvendelse.

Men trods dette betegner Danneskiold-Samsøes styrelse et tydeligt og stort fremskridt. Han var et afgjort administrativt talent, der havde øjnene med sig i forskellige retninger, og samtidig med at han gavnede marinen på mange områder, forstod han at vise forstandig økonomi. Den flåde, der kunde rådes over på den tid, da Christian VI døde, talte 29 linjeskibe og en mængde mindre skibe; han havde straks fra sin første tid taget fat på at skaffe flåden en dok, hvortil der selvfølgelig var den største Trang, og ved hjælp af en indkaldt hollandsk vandbygmester, Dumreicher, gennemføre han i løbet af 4 år med stor energi dette foretagende, som de stedlige forhold gjorde vanskeligt; han uddybede Flådens Leje og Københavns Havn saaledes, at orlogsskibene nu først fuldt kunne ekviperes der, og det var under ham, at flåden fik flere af sine vigtigste arsenalbygninger, som den har brugt helt indtil 1900-tallet. Ikke mindre tænkte han på at sikre havnen ved faste søbatterier, en plan, der dog først senere blev udført. Alt, hvad der vedrørte skibenes ekvipering, kom i en tidligere ukendt orden, og det var ham, der genoptog og fuldt udviklede, hvad der tidligere var forsøgt for at skaffe flåden dens nødvendige mandskab ved indrullering, men var kommet i forfald. Nu grundlagdes 1739-41 det indrulleringsværk både i Danmark, Norge og Slesvig, som har holdt sig indtil de nyeste tider.

Samtidig arbejdede han med iver på at skaffe marinen en god søofficersstand ved at lade officererne få en meget bedre uddannelse, end de tidligere havde haft. Den skarpe opmærksomhed, han havde henvendt på havneforholdene ved København, bragte ham ind paa den storartede tanke at uddybe Kalvebod Strand således, at skibsfarten syd fra til København kunde gå den vej. Men han gav rigtignok sin plan et aldeles overdrevent omfang. Samtidig med at Kalvebod Strand skulde uddybes, var det nemlig hans mening, at man skulle forsænke Drogden, så al skibsfart til og fra Østersøen nødvendigvis kom til at gå igennem Københavns Havn. Dette ville åbenbart både have vakt andre Østersøstaters forbitrelse og ville desuden kun have ført til en udstrakt brug af Flinterenden og Store Bælt, hvilke løb han dog ikke kunne spærre. Men som et middel til at forbedre indsejlingen til København havde hans tanke sin store berettigelse.

Temperamentsfuld og besværlig

Uheldigvis forenede Danneskiold-Samsøe et vanskeligt temperament med sin ualmindelige dygtighed. Han var åbenbart ikke let at arbejde sammen med, og det blev ikke bedre ved hans oplagthed til at finde det galt, andre gjorde. Selv Christian VI skrev betegnende nok om ham til Johan Sigismund Schulin: "Grev D. er meget sensibel; men efterdi han er os nyttig, ville vi gjærne menagere ham saa meget som muligt". Det var godt for Danneskiold-Samsøe, at Christian VI, der interesserede sig meget for flåden, havde denne opfattelse af hans dygtighed, thi der skete gentagne gange forsøg på at styrte ham. Snart hed det, at dokken var et forfejlet arbejde, der aldrig ville blive til noget, snart fik kongen meddelelser så ad den ene, så ad den anden vej om, at Danneskiold-Samsøes beretninger om flådens tilstand gav en aldeles falsk forestilling derom, eller det hed sig, at arbejdet gik rent i stå på Holmen, og at der intet blev udført der ude. Farligst var det måske, da selve Holmens chef, admiral Ulrik Frederik Suhm – historikerens fader -, som tidligere havde stået ham meget nær, optrådte imod ham med den klage til kongen, at havnen ikke var i den tilstand, som Danneskiold-Samsøe havde indberettet. Men hvor tilbøjelig Christian VI end var til mistænksomhed, så tog han med besindighed på al denne onde snak, han lod forholdene omhyggelig undersøge, og det uretfærdige i sigtelserne imod Danneskiold-Samsøe trådte da tydelig frem.

Imidlertid havde kongen også ladet denne få stor indflydelse på et andet område, det var, da han 5. december 1735 oprettede General-, Landøkonomi- og Kommercekollegiet. Danneskiold-Samsøe har åbenbart været sjælen i dette, hvis præses han var fra dets oprettelse til marts 1739. For så vidt det var Kollegiet, der fremkaldte stiftelsen af banken i København, hvis virksomhed begyndte 1737, har Danneskiold-Samsøe her arbejdet i en heldig retning. Man kan heller ikke miskende, at der var noget fædrelandssindet i den iver, som blev udfoldet for at udvikle handel og industri; men det hele forsøg på at skabe vindskibelighed ved et til stor yderlighed drevet beskyttelsessystem med forbud på indførsel af en masse varer var dog i sin grund en stor misforståelse.

Æresbevisninger

Allerede under Frederik IV var Danneskiold-Samsøe på en tid, da han ellers havde ondt ved at arbejde sig frem, blevet Dannebrogsridder (1722), hvad der vel altså er blevet opfattet som en æresbevisning, der ikke kunne nægtes ham, en konges sønnesøn. Christian VI synes at have haft en egen smag med hensyn til sine hædersbevisninger. I det mindste lod han ved dokkens indvielse Danneskiold-Samsøe kun få en sølvmedalje, medens hver af Konseillets medlemmer fik en guldmedaille. Senere skænkede han ham efter en af anklagerne imod ham som et oprejsningstegn sit portræt, indfattet i brillanter, til at bære på brystet. Derimod blev Danneskiold-Samsøe besynderligt nok ikke under ham Ridder af Elefanten. Denne orden skænkedes ham først ved Frederik V's kroning 1747. Den blev den gang sendt ham med den tilføjelse, at dette eksemplar af ordenen var det, Christian VI selv havde båret, og at kongen derfor troede, den ville være ham dobbelt kær.

Afskedigelse

Men dog kom denne udsøgte hædersbevisning nærmest som et plaster på et sår. Danneskiold-Samsøe var meget snart efter Christian VI's død blevet afskediget fra sin stilling i Søetaten. Han var nu i adskillige år pensioneret embedsmand, blev fristet af Frederik II af Preussen til at træde i hans tjeneste for at organisere ham en marine, men modstod det og levede i ro, først på Søllerødgård, som han havde ejet en række år, så i Århus, hvor han kunde være i nærheden af Marselisborg, som han havde fået efter sin farbroder Ulrik Christian Gyldenløves død (1719). Men da kaldte kongen ham tilbage til virksomhed i statens tjeneste, dog ikke inden for marinens område, men som overhofmester ved Sorø Akademi (1760) og amtmand over Ringsted og Sorø Amter. Embedskarrieren under enevælden slog tit besynderlige bugter, således også her. Men den virksomme mand tog sig med iver af de ham hidtil ganske fremmede forretninger. Der var altid noget af en stærk personlighed i, hvad han tog sig for, og han skal have arbejdet Akademiet hæderlig op i de 4 år, han tilbragte der, indtil hans mange klager over den pekuniære slette stilling, hvorunder regeringen lod Akademiet lide, bevirkede, at han fik sin afsked (1764).

Genoptagelse af karrieren

Man har et par taler af ham fra denne tid, den ene holdt kort efter, at han havde mistet sin hustru, som han havde levet meget lykkelig med. De vise en dyb religiøs følelse og et for ungdommen varmt sind, der særlig tiltaler, fordi det sprog, hvori han udtrykte disse stemninger, har et påfaldende naturligt og simpelt præg. Efter hans død udgaves hans Samling af Morgen- og Aftenbønner (2 dele, 1775), dels originale, dels frie oversættelser. Hans stærkt religiøse stade bragte ham til at se med lidet venlige øjne på den som pædagog bekendte Johann Bernhard Basedow, hvem han på grund af hans fritænkerske meninger holdt for en farlig ungdomslærer, og han fik ham fjernet fra Sorø Akademi, hvor han var professor. Da senere Basedow havde fået et professorat i Altona, søgte Danneskiold-Samsøe, hårdnakket som han var, også at få regeringen til at fjerne ham der fra og derimod at lade ham få en stilling af en helt anden slags, i hvilken han ingen skade kunne gøre.

To år efter, at Danneskiold-Samsøe havde forladt Sorø, indtraf en ny svingning i hans liv. Da Christian VII havde tiltrådt regeringen, henvendte Danneskiold-Samsøe sig straks til ham med en Fremstilling af, hvor uheldig Søetatens styrelse var ordnet, og da den daværende overkrigssekretær, Frederik Christian Rosenkrantz, forgjæves havde stræbt at tilbagevise hans angreb, udnævnte Christian VII ham – ikke uden stærk tilskyndelse af sin svoger Carl af Hessen – 1. august 1766 til medlem af Konseillet. 25. samme måned blev han atter stillet i spidsen for marinen som overkrigssekretær for Søetaten og "Surintendant de marine". Årene havde imidlertid lige så lidt svækket den lidenskabelige mands stridslyst som hans virkelyst.

Afskediget igen

Det var ham ikke nok at styre Søetaten, og i en memoire, han overleverede kongen, angreb han J.H.E. Bernstorff skarpt som en skadelig minister. Men Bernstorff forsvarede sig så kraftigt, at angrebet prellede af, og det varede ikke længe, inden Danneskiold-Samsøe selv måtte vige sine stillinger i Konseillet og i Søetaten (27. oktober 1767). Man har i tidligere tid givet den temmelig uværdige mand, der blev hans efterfølger i Søetaten, grev Christian Conrad Danneskiold-Laurvig, skylden for at have fået ham styrtet; men højst sandsynlig har han også haft en særlig fjende i den hos kongen meget formående russisk-holstenske diplomat Caspar von Saldern, der var forbitret på ham, fordi han var en modstander af det holstenske mageskifte og af den stærke tilnærmelse til Rusland, der den gang var betegnende for Johann Hartwig Ernst von Bernstorffs udenrigske politik. Danneskiold-Samsøe overlevede kun kort sin sidste afskedigelse, han døde allerede 18. juli 1770 på Marselisborg.

I sit ægteskab med Dorothea komtesse Wedell-Wedellsborg (død 1763) som han var blevet gift med i en alder af 21 år 31. juli 1724, havde han haft tre sønner og seks døtre. Kun en søn og to døtre blev voksne. Dels som formynder en tid lang for en brodersøn, dels som styrer af sine egne sager viste han påfaldende ringe økonomisk sans; men han har åbenbart som embedsmand haft administrative evner som få her hjemme, og hvad der end var af lidenskabeligt og trættekært ved hans natur, er hans fortjenester ubestridelige. De har været lige så store, som hans fædrelandsfølelse var varm.

Han er begravet i Vor Frue Kirke i Aarhus.

Danneskiold-Samsøes Allé på Holmen i København er opkaldt efter ham. En mindestøtte ved Jægerspris Slot er rejst 1778 og udført af Johannes Wiedewelt. Der findes en pastel af Carl Gustaf Pilo 1745 på Gisselfeld (moderne kopi på Frederiksborgmuseet), litograferet 1868. Nogle ungdomsportrætter og malerier af Johan Friedrich Arends 1770 og 1771 på Gisselfeld. Endvidere malerier på Sorø Akademi (formentlig af Peder Als), i slægteje, på Orebygård og Ledreborg. Stik af G.L. Lahde 1795 efter maleri af Peder Als.


Beskæftigelse:
Overkrigssekretær i Søetaten

Familie/Ægtefælle/Partner: Dorothea Wedell-Wedellsborg. Dorothea døde i 1763. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 6. · Konge af Danmark · Norge fra 1730-1746

Christian 6. blev født i 1699 og døde i 1746. Han var søn af Frederik 4. og Louise af Mecklenburg-Güstrow. I 1721 giftede han sig med Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach.

I modsætning til sin rejselystne fader holdt den tungsindige og religiøse Christian 6. sig stort set hjemme. Bortset fra et enkelt besøg i Norge og hertugdømmerne holdt han sig for det meste til sit arbejdsbord. Han var en sky og indesluttet natur, der holdt sig på afstand af offentligheden, og med tiden stivnede hoflivet da også i kedsommelig ensformighed. Musikken ved hoffet var religiøs, man dansede ikke, og Christian 6. deltog, af både helbredsmæssige og religiøse grunde, kun sjældent i de traditionelle kongelige jagter.

Christian 6.s forargelse over over Frederik 4.s kvindeglade og bigamistiske levned førte til, at han, som en af sine første regeringshandlinger, omstødte faderens testamente. Kongen fratog enkedronning Anna Sofie, Frederik 4.s anden hustru, en stor del af den formue hun arvede og forviste hende til Clausholm, hvorfra Frederik 4. i sin tid lod hende bortføre.

Kongen blev aldrig særlig populær, på grund af den pietistiske fromhed han havde fået gennem sin stærkt religiøse opdragelse. En fromhed der bl.a. gav sig udslag i forbud mod enhver form for forlystelse om søndagen.
I 1735 udstedte Christian 6. den berygtede helligdagsforordning om tvungen kirkegang, og i 1736 indførte han obligatorisk konfirmation.

For at hævde enevældens værdighed holdt Christian 6. et dyrt hof og gennemførte kostbare slotsbyggerier, som det første Christiansborg, Hirchholm Slot og Eremitagen.

Disse kostbare slotsbyggerier financieredes af partikulærkassen, hvis midler hovedsageligt stammede fra Øresundstolden. De store prestigebyggerier, der fandt sted i en tid med økonomisk krise, vakte en del forargelse i befolkningen, og bragte kongehuset ud i økonomiske vanskeligheder.

Christian 6.s regeringstid var præget af økonomisk tilbagegang. Landbruget led under misvækst og kvægpest, og de dårlige økonomiske tider medvirkede i 1730 til landmilitsens ophævelse. Så længe bønderne stod opført i lægdsrullen til militsen, måtte de ikke forlade deres gods, så nu benyttede masser af bønder den ny frihed til at flygte til byerne eller andre landsdele for, at slippe for det umenneskelige hoveriarbejde under tyranniske herremænd.

Under hårdt pres fra godsejerne, der mistede arbejdskraft, blev stavnsbåndet indført i 1733. Stavnsbåndet forhindrede bøndernes flugt fra det kriseramte landbrug ved at forbyde bønder mellem 14 og 36år at forlade det gods, de var født på. Det forhadte og undertrykkende stavsbånd slap bønderne først af med 55 år senere.

Den juridiske embedseksamen blev indført i 1736, da Christian 6. ønskede at oprette en dansk embedsmandsstand. Samme år oprettedes Kurantbanken - en seddeludstedende bank, der var forløber for den nuværende Nationalbank.

Christian 6. var kun 46 år gammel, da han døde den 6. august 1746. Han blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn,Frederik 5.

Christian blev gift med Dronning Sofie Magdalene af Brandenburg-Kulmback den 7 aug. 1721 i Slottet Pretzsch I Sachsen, ,. Sofie (datter af Christian Henrik, Markgraf von Brandenburg-Kulmbach) blev født den 28 nov. 1700; døde den 27 maj 1770. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Prinsesse

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: 1 jun. 1776; Ridder af elefanten Blev som søn af kong Frederik IV ved sin fødsel medlem af Elefantordenen-

Notater:

Titel:
prins

Notater:

Titel:
Prins