PortrætterSlægten Reventlow:
Christian Benedictus Johan Ludvig Conrad Ferdinand Reventlow(1845 - 1922)
* 1876 m. Sophie Pauline Schiær (1850-1924)
Christian Benedict Reventlow var ældste søn af Hofjægermester, greve Eduard Vilhelm Reventlow (1810-1868) og hustru Johanna Amalie Magdalene (kaldet Helene) f. von Heimbruch (1824-1911).
Sophie Pauline Schiær var datter af skoleholder i Troense, Morten Schiær og Henriette Bonde.
I tilslutning til sit ægteskab i 1876 med Sophie Schiær (1850-1924) flyttede parret til Christianslund ved Randers, som han ejede indtil 1896. Blev i 1892 Hofjægermester og arvede efter sin Morbroder Oberstltnt. Chr. v. Heimbruchs Død Allodialgodserne Varste-Polle (ved Verden) og Fideikommisgodset Koppel (Gr. u. Kl. Koppel, Etelsen, Embsen, Ruschbaden og Nesehof) og flyttede efter Salget af Christianslund til Etelsen, Blev 1907 ridder af Dannebrog. Blev boende på Etelsen til sin død i 1922. Har udgivet »En dansk Statsmands Hjem omkring år 1800« I-II (1902-03)
Andre slægter:
Hendrik Bille Brahe Selby(1870 - 1938)
Slotte og Herregårde Aalstrup
I 1774-75 gennemgik Aalstrup en renovering i forbindelse med, at Christian Ditlev Frederik Reventlow og hans hustru flyttede ind på gården. Her blev facaden hvidpudset, og gården fik en tresidet hovedtrappe tegnet af greven selv - som senere er blevet erstattet af en ligeløbende trappe med gelænder til hoveddøren.
Heraldik Kirstine Lykke
Våbenskjold på Kirkestol i Kongsted Kirke
Gravsten og epitafier Henning Reventlow 1640-1705
Hier Ruhet in Gott Der Hoch
Wohlgebohrne Herr Henning
Reventlau, Ritter, Herr auf
Glasau, Altenhoff und Gottes
gabe Ihro Königl Maj. zu
Dennemark Norwegen Hoch
betreuten Geheimbte und Land
Racht Ambtman zu Flensburg
ist Gebohren zu Glückstadt
Anno 1640 den 24sten Januarÿ
des Abens um 5 Uhr: Im Herrn ent
schlaffen zum Kiel Ao 1705 den 30
sten January umb ein
Uhr seines Alters 64 Jahr 7 Monate und 6
Tage dessen Seele Gott genaedig sey.
Der Gott dem Könige
Dem Werten Vaterlande
Den Seinen var getreu
Ein Teurer Werther Man
Ein Recht Nathanael.
Ruht hie verscharrt im Sande Die Seel
ist wo sie stets
In Gott sich Freuen kann.
|