free
web stats
Fornavn:
Efternavn:

Landbosamfundet ca. 1750


Landsbyen
Omkring 1750 boede langt de fleste mennesker i Danmark på landet. Landskabet var dengang præget af store områder med uopdyrket jord (overdrev) og landsbyer, hvor gårde og huse lå tæt sammenbyggede. Omkring landsbyen lå de opdyrkede jorder. Kun på Bornholm og i de magre hedeegne i Jylland var enkeltgårdene dominerende. En landsby kunne før landboreformerne rumme op til 15-20 gårde foruden husmandshuse og håndværkerhjem. Desuden var der i de større landsbyer også en kirke, skole, smedje og evt. et fattighus. Bygningerne lå som regel samlet omkring et fællesareal, forten eller gaden. Her kunne smådyr græsse, og mange steder lå der også et gadekær, hvor dyrene kunne vandes, og hvor man kunne hente vand, hvis der opstod ildebrand.

Landsbyens beboere
De største hushold fandtes på gårdene, hvor der udover gårdmandsfamilien også boede tjenestekarle og piger. Gårdmandsbørnene kunne, når de var konfirmerede, ofte træde i en karls eller piges sted, og således blive boende hjemme længere end husmands- og håndværkerbørnene. I travle perioder, f.eks. i høsten, blev der knyttet ekstra arbejdskraft til gården - ofte folk fra husmandsstanden.

Husholdet på husmandsstederne lignede mere den kernefamilie, vi kender i dag med far, mor og deres børn. Her var ikke mulighed for, at børnene kunne blive hjemme. Allerede fra 7-8 års alderen blev de sendt ud at tjene på gårdene som lille-pige eller tjenestedreng.

Alle medlemmer af husstanden i såvel hus som på gård havde en funktion i det daglige arbejde. Ingen af de voksne medlemmer kunne undværes, og hvis den ene ægtefælle døde, giftede den anden sig som oftest inden for meget kort tid. Det var dog ikke alle personer, der indgik i en husstand. En enlig mand, kvinde eller et ægtepar kunne bo til leje i et rum på en gård eller i et hus (inderste). Mange var også henvist til at leve en kummerlig tilværelse rundt om på landevejene eller i fattighusene.

Driftsformen
Trevangsbruget var den almindeligste driftsform på øerne og i dele af østjylland.

En af de 3 vange lå årligt hen med græs, for at jorden kunne hvile. På de andre 2 vange blev der sået rug (vintersæd) og byg (vårsæd). Disse vange var alt efter kvalitet inddelt i et antal mindre jordstykker, åse, der igen var inddelt i agre.

Hver gård havde en ager i hver ås. På denne måde fik gårdene del i både den gode og den dårlige jord. Til gengæld kunne den enkelte gård have 100 jordstykker fordelt i alle vangene. Megen tid gik med at komme rundt til de forskellige jordstykker. På græsvangen havde gårdmændene deres kreaturer gående. På overdrevet havde både husmænd og gårdmænd ret til at lade deres dyr græsse.

Det såkaldte græsmarkbrug var udbredt i Midt- og Vestjylland. I græsmarksbruget var landsbyens jorder delt op i 6-12 tægter. Halvdelen af tægterne var besået med rug og byg, resten lå hen med græs. Hvert år skiftede man så en ny tægt blev inddraget til dyrkning og en anden tægt fik lov at hvile med græs. På den måde fik den mindre frugtbare jyske jord flerårig hvile.

Perioden frem til landboreformerne kaldes ofte for fællesskabstiden, men et egentligt dyrkningsfællesskab var der ikke tale om. Hver gårdmand havde sine egne redskaber og bearbejdede kun sine egne agre. Men pløjning, såning og høst måtte udføres samtidigt, for at man ikke skulle ødelægge naboens arbejde eller få sit eget ødelagt.

Bystævne og oldermænd
Landsbyens gårdmænd mødtes ved bystævnet, der som regel var en cirkel af store sten, en for hver gård, placeret omkring et lindetræ.

Oldermanden (oprindeligt den ældste mand i landsbyen) blæste i byhornet, når rådslagningen skulle finde sted, og derefter aftalte man et tidspunkt for, hvornår de forskellige arbejder skulle påbegyndes. Hvervet som oldermand gik på omgang blandt byens gårdmænd og kunne ikke besiddes af en kvinde. En kvinde kunne i det hele taget kun undtagelsesvis komme til bystævne, hvis hun var enke eller hendes mand var syg. Heller ikke husmænd eller håndværkere havde ret til at deltage i beslutningsprocesserne. Foruden sager vedrørende jorddyrkningen diskuterede man også ansættelse af byens smed eller hyrde, anskaffelse af en fælles bytyr, forholdsregler over for de fattige, etc.

Godset og fæstesystemet
Landsbyens beboere ejede kun de færreste steder den jord, de dyrkede, eller de bygninger de boede i. De var fæstebønder, d.v.s. gård- eller husfæstere under et gods, som var ejet af en adelig eller borgerlig godsejer, kronen eller en institution, f.eks. Københavns Universitet.

I det daglige så fæstebønderne på de store højadelige godser ikke meget til deres herskab. Herskabet havde ofte flere godser at bebo på skift, og en del af året blev tilbragt i København. En godsforvalter og en godsinspektør stod for den daglige ledelse af godset.

Godsets indtægter kom fra hovedgårdsjorden, dyrket af godset selv, d.v s. f æstebønderne, og fra bøndergodset (fæstegårde og huse) i form af afgifter.

Fæstebønderne havde brugsretten over jord og bygninger mod at betale en række ydelser. Ved overtagelsen af gården eller huset skulle der skrives fæstebrev og betales en indfæstningsafgift. I fæstebrevet stod, hvor meget, der skulle betales i årlig landgilde til godsejeren. Denne ydelse lå fast og kunne på en middelstor sjællandsk gård udgøre: 2 tdr. rug, 5 tdr. byg, 2´ tdr. havre, l lam, l gås, nogle høns og 20 æg. Landgildets størrelse kunne variere meget fra gods til gods.

Fæsteren skulle endvidere yde hoveri (en arbejdsydelse) til godsejeren. Hvor meget arbejdskraft den enkelte bonde skulle stille til rådighed afhang af, hvilket gods han hørte under.

Avlingshoveriet var det egentlige landbrugsarbejde, der skulle udføres på hovedgårdens marker (pløjning, såning, harvning, høst, tærskning, m.m.). Dette arbejde kolliderede ofte med, at bonden selv skulle udføre det samme på sine marker, og han måtte så enten lade sit eget arbejde vente eller forsøge at købe sig fra pligterne ved at betale en husmand for at udføre arbejdet. Foruden avlingshoveriet var der også småhoveriet, som kunne være hjælp i hovedgårdens husholdning (bagning, slagtning, vask, havearbejde m.m.). Småhoveriet blev ofte udført af husmænd, der normalt skulle yde ugedagstjeneste d.v.s. 52 dage om året. Hoveriet for en fæstegård kunne derimod komme op på over 200 dage om året, såfremt ydelsen ikke blev erlagt i penge (hoveriafløsning).

Foruden indfæstning (engangsydelse), landgilde og hoveri skulle f æstebonden også betale tiende til præsten og skatter til kongen.

En undersøgelse af vestfynske godser har vist, at ca. l/3 af et gods' indtægter kom fra bønderne, først og fremmest gennem landgilden. Hertil kom, at godsernes hovedgårdsjord ikke kunne drives uden den arbejdskraft, hoveriet gav.

Stavnsbåndet
Stavnsbåndet blev indført i 1733 efter ønske fra godsejere og militær. Det indebar, at alle mænd på landet mellem 14 og 36 år skulle blive på det gods, hvor de var født, så længe godsejeren kunne tilbyde dem arbejde eller fæste. Aldersgrænsen blev udvidet i 1742 og igen i 1764, så stavnsbundet gjaldt for alle mænd på landet mellem 4 og 40 år. Resultatet var, at bonden blev tvunget til at være jordbruger på samme sted i de mest aktive år af sit liv.

Det var godsejerens ansvar at sørge for soldater til landmilitsen, så begrundelsen for stavnsbundet var, at der skulle være mandskab nok på godserne hertil. Den egentlige årsag var dog at sikre godsejerne arbejdskraft. Dette ses bl.a. af, at stavnsbundet ikke gjaldt efter endt militærtjeneste i begyndelsen af stavnsbåndsperioden, hvorimod det efter ændringerne i 1764 også gjaldt efter udstået militærtjeneste.

Stavnsbåndet var i princippet ikke noget nyt. Fra omkring år 1500 havde man på de sjællandske øer haft vornedskab. Det indebar, at bondesønner skulle blive på det gods, hvor de var født hele livet igennem.

Baggrunden for stavnsbundet
Stavnsbåndet blev indført for at afhjælpe en alvorlig landbrugskrise i 1730'erne, som bl.a. skyldtes svigtende efterspørgsel fra vore eksportlande og af vandring af folk fra landet til byerne. Derfor havde godsejerne vanskeligheder med at finde fæstere til deres gårde og karle til at hjælpe med arbejdet. Resultatet var, at hverken godsets jord eller fæstegårdenes jord blev dyrket optimalt. Oveni det skulle godsejerne selv betale skat for de tomme fæstegårde. Med mangel på folk var det også svært for godsejerne at undvære mænd til militæret. Godsejerne var derfor interesseret i at få indført stavnsbånd, så de kunne holde på bønderne og tvinge dem til at overtage fæstegårde. Godsejerne fik hjælp fra militæret, som også var utilfredse, fordi landmilitsen var blevet ophævet i 1730 af økonomiske grunde. Militæret og godsejerne gik sammen, og i 1733 fik de genindført landmilitsen kombineret med stavnsbåndet.

At "springe soldat"
Stavnsbåndet indebar også, at nogle karle skulle "springe soldat". Godsejerne alene bestemte, hvem der skulle fremstilles for sessionen til udskrivning. Denne magt kunne de bruge til at presse en bonde til at overtage en gård i dårlig stand. Bønderne ville gøre meget for at slippe for militærtjenesten, som var meget upopulær. Der var hård disciplin, og i 8 år skulle soldaterne stille til eksercits hver søndag efter kirkegang - i travle perioder, som f. eks. under høsten, dog sjældnere.

Omgåelse af stavnsbåndet
Godsejerne havde magten og loven på deres side, alligevel forsøgte bønderne at omgå stavnsbåndet, hvor det var muligt. De flittige bønder, som godsejeren havde stor nytte af, kunne kræve fripas for deres børn som betingelse for at indgå fæstekontrakt. Bonden selv kunne få fripas som belønning, f.eks. for tro tjeneste - det kunne gælde for flere generationer af slægten. Bonden kunne også opnå fripas ved frivilligt at lade sig hverve yderligere 3 år til militærtjeneste. Udover at få løn hvert år, blev han på den måde løst fra sit stavnsbånd, så han efter endt militærtjeneste kunne bosætte sig, hvor han ville.

Kunne bonden ikke få fripasset, måtte han købe det. De flittige og stræbsomme bønder ville godsejerne ikke af med, så hvis de overhovedet gik med til at sælge, blev prisen høj. I en konkret sag fra 1775 forlangte godsejeren 300 rdl. for et fripas. Til sammenligning kostede en hest ca. 20 rdl. Var bonden gammel og ugidelig og måske med et fysisk handicap, var det nemmere at få et fripas. En sidste mulighed var at bønderne kunne flygte, forsøge at lave falske fripas eller sørge for, at deres børn blev født i en købstad - som ikke hørte under noget gods.


Undervisningsmateriale fra Frilandsmuseets Skolestue, © 1988.

Må kopieres med kildeangivelse.


© 1997 Publikumsbiblioteket, Nationalmuseet