Reventlowerne på Sandbjerg
af Chr. Hanssen
citeret fra Sønderjyske årbøger 1928
I Fjor, Hundredaaret efter Christian Detlev Frederik
Reventlow's Død, hvor der i Pressen er fremkommet saa mange
Artikler om ham og hans store Værk, var det ret mærkeligt at.
lægge Mærke til, at der altid kun har været Tale om to Brødre,
Chr. Detlef Frederik R., Christiansæde, Lolland, og Johan Ludvig
R., Brahetrolleborg. Den tredie Broder Conrad Georg til
Lensgrevskabet Reventlow-Sandbjerg, Ballegaard, Beuskov m. fl.
Godser omtales ikke. Heller ikke omtales han i de almindelige
Lexika, hvor man næsten ikke kan finde ham blandt de mange
Reventlow'er, der nævnes. Men da han i Virkeligheden var lige
saa stor en Bondeven som hans yngre Broder Chr. Ditlev Frederik,
saa har jeg ikke kunnet undlade at minde om ham ved disse
Linjer.
Af de tre Brødre var Conrad Georg den mellemste. Han var
født 1749 og opkaldt efter Farfaderen, Conrad Reventlow 1644 -
1708. Han var Kommandør i Søetaten, men boede ofte, især i de
senere Aar, paa Sandbjerg. Her boede han blandt sine Bønder,
udtrykte han sig. Han blev bedt med til de store Bryllupper, der
holdtes den Gang her paa Egnen. Der fortælles, at Præsten i
Sottrup, der var tysksindet, havde faaet den Skik indført ved
Bryllupper, at naar den første lille vilde komme for tidlig, saa
maatte Bruden ikke have Slør paa. Dette var Tilfældet, engang
Greven var med til Bryllup. Han blev lynende vred, skældte Præsten
ud: 'Vil din sorte Hund saaledes tortere mine Bønder! Jeg befaler,
hun skal have Slør'. Og hun fik det.
Han døde den 20. April 1815 paa Sandbjerg Slot. Forud havde
han bestemt, at han vilde hvile paa Kirkegaarden 'blandt sine
Bønder' og ikke, bisættes i det grevelige Reventlowske Kapel ved
Koret paa Dybbøl Kirke, for hvilken Lensgreven er Patron. 1863
rejste Bønderne en Mindesten paa hans Grav. Paa den staar der:
Her hviler
Conrad Georg
Greve af
Reventlow
Commandør i den danske Flaade
født 1740,
død 1815
Han var Bondens Ven og Velgjører.
Taknemlighed rejste dette Minde.
Grunden til, at dette Minde først rejstes 1863, kan maaske
vare den, at de gode Tider som Stavnsbaandets Løsning,
Udskiftningen og Bondens Frigørelse i det hele, nu ved Grev
Conrads Død var afløst af meget daarlige Tider. De store Statsmænd
Grev Bernstorff m. fl. var døde, og den lille enevældige Konge var
kommet paa den forkerte Side i den store napoleonske Verdenskrig.
England tog Flaaden, og Staten gik bankerot, og det tog mange Aar,
hele Tyverne igennem, før Landbruget kom lidt paa Fode igen.
At Grev Conrad var Bondens Ven og Velgører, faar man det
bedste Indtryk af ved at se en af kontrakterne, hvorefter
Bøndergodset den 1. Maj 1788 blev solgt til ren og fri Ejendom, og
jeg skal da her meddele kontrakten mellem Greven og Jørgen
Christensen Mattesen i Snogbæk:
Hans kongelige Majestæt til
Danmark og
Norge p. p. bestalter
Cammerherre og Commandeur-
kaptein i Søetaten.
Jeg, Conrad Georg
Greve til Reventlow og Christianssæde Frriherre til
Brahetrolleborg gjør herved vitterlig, at jeg til min Undersaat
den tjenestepligtige Bolsbesidder Jørgen Christensen Mattesen i
Snogbæk og hans Arvinger har solgt hans iboende Bol, af 6 Mark
Guld, med de dertil hørende Landerier, Skovskifter, Bygninger og
Beslag, for saa vidt det sidste tilhører mig, paa de her
vedhæftede, til Grund lagte Conditioner, til Arv og Eje, og
samtidig givet ham Frihed for al hidtilværende Hovarbejde,
saaledes at han fra 1. Maj d. A. af dette Bol aarlig svarer 28
Rigsdaler Contribution, og 12 Rigsdaler Canon, tilsammen altsaa 40
Rigsdaler, deraf 10 Daler i klingende Mønt. To Trediedele af denne
Afgift skal betales til Jul og en Trediedel til Majdag promte.
Endvidere betaler Kjøberen af dette Bol en Kjøbeskilling af et
Tusinde og et Hundrede Rigsdaler og desforuden for Træerne i
Skovskiftet efter Taxationen til Jul dette Aar 136 Rigsdaler.
Naar nu Køberen af Købesummen 1100 Rdl.
straksbetaler 100 Rdl., og udsteder en Panteobligation til mig og
mine Lensefterfølgere paa Resten = 1000 Rdl., paa 1ste Prioritet
til 4 pCt. p. A; indført i den ny oprettede Skyld- og
Panteprotokol, saa indsætter jeg Køberen. Jørgen Christensen
Mattesen og hans Arvinger i Henhold til denne Kontrakt til Ejer
af bemeldte Bol, altsaa og saaledes, at Køberen under Iagttagelse
af de vedheftede Conditioner og promte Betaling af Afgifterne. og
Købeskilling, kan skalte og valte, pantsætte, sælge Bolet, som
med sin anden øvrige Ejendom. Men Køberen maa ikke kæve andre
Friheder og Rettigheder end Conditionerne indeholder, saaledes at
anlægge et Teglværk paa sine Landerier uden herskabelig Consens.
Der gives Køberen som de øvrige Undersaatter den Forsikring, at
han, naar den nuværende Kropagt er endt, altsaa til Jul d. Aar,
skal være befriet for Krotvang. Ligesaa naar den Sønderborger
Stadsmusikant ved Døden eller paa anden Maade fratræder, skal
Køberen ikke. være bunden eller forpligtet til dennes
Efterfølger. - Det forstaar sig af sig selv, at da de danske
Banksedler og Mønt vil blive sat ud af Curs i Hertugdømmerne, saa
er Betalingen af den aarlige faste Afgift, som og Resten af
Købesummen med Renter at erlægge i den i Hertugdømmerne gangbare
Mønt, og beregne efter Courant.
Jeg har udstedt denne Købe- og
Overladelseskontrakt under Afkald paa alle tænkelige Exeptioner og
udflugter, saavel i det almindelige som i det særlige, egenhændigt
underskrevet og med mit eget Segl beseglet.
Saaledes skeet d. 1. Maj 1788.
Conrad
Reventlow.
Denne Kontrakt er skreven paa tysk. Retssproget
var Tysk dengang her. Derimod er de vedhæftede Konditioner skrevet
paa Dansk, saa Folk kunde forstaa dem. Der er i disse Konditioner
15 Paragraffer. Af dem hidsættes:
- § 1.
- Forbemeldte
Bolsmænd i Sottrup,Snogbæk og Dybbøl, som aldeles ingen
Ejendomsrettighed har til deres iboende Bole, overlades samme,med
dertil hørende Landerier og Skovparter, som samme, efter
Landmaalingen og Udskiftningen, paa nærværende Tid, sig befinder,
tilligemed det Herskabelige Beslag og Bygninger, til fuldkommen
Arv og Eje.
- § 3.
- Med Kirke- og
Skolesager bliver det paa den gamle Fod. Kjøhere skal betale
efter Mark Guld til de forefaldende Criminal, Physikat ag
Politi-Bekostninger som ogsaa ved Fangernes Bevogtning og
Staadderkongens Underholdning.
- § 4.
- Jagten forbeholder
Herskabet sig.
- § 5.
-
Kjøbere skal ligesom før, lade maale deres Brødkorn og Malt paa
Sandbjerg Mølle. Men fra alle andre Mølletjenester som
Mølledæmnings og Slusens Reparation skal de aldeles være
befriet. Det forbliver til evig Tid ved den hidtil sædvanlige
Matte som er den 20de Skjæppe af Kornet som maales.
- § 9.
- For at skaffe Købere Credit skal
der oprettes en Skyld- og Panteprotokol.
- § 10.
- Alle Hoveritjenester, som Kjøbere hidtil
har gjort, saavel til Pagtgaarden, som til Herskabet, og ellers
har leveret til Gaarden hører op fra 1. Maj 1788 aldeles, men
til den Tid præsteres de endnu fuldkommen o. s. v.
Jørgen Christensen Mattesens Gaard, der nu hører til
Nørremølle, var 60 Tdr. Land meget god Jord. Ved Købebrevets
Udstedelse betalte han 200 Rdl. og udstedte en Obligation paa 900
Kr. der blev indført i den ny Protokol.
1789 brændte Gaarden, den blev flyttet ud af Byen og
opbygget igen 1790. 30. April 1792 kunde han afbetale 100 Rdl. til
Rest altsaa 800 Rdl., den 12. Juni 1794 afbetalte han 200 Rdl. til
Rest altsaa 600 Rdl. 1795 afbetalte han 200 Rdl., Rest 400, 1790
afbetalte han 200 Bdl., Rest 200 og 15. November 1797 betalte han
Resten af Købesummen.
Jørgen Christensen Mattesen udbetalte altsaa hele Gaarden i
9Ω Aar, samtidig med at Gaarden nu var udflyttet og nyopbygget.
/> />
1797 udparcellerede Greve Conrad Hovedgaarden, saa der nu
kun er knap 100 Td. Agerland og 150 Td. Skov. Den udparcelleredes
i 14 Parceller. 1. Parcel var Pagtgaarden (den oprindelige
Hovedgaard). 2, var Ravnskobbel (skrives Rauenskoppel) 13. Parcel
var Nørremølle, der var kun 4Ω Td. Land til, bestaaende af den
oprindelige Mølledam nu Eng og en lille Lykke Agerland i Snogbæk.
Den blev solgt til Grevens Gartner Christjan Asmussen uden
Købeskilling.
Af denne Kontrakt hidsættes;
Jeg Conrad
Georg, Greve til Reventlow hans kong, Majestæts Kammerherre og
Kommandeur i Søetaten, erklærer herved for mig og mine
Lensefterfølgere, at jeg ved Nedlæggelsen af Godset Sandbjerg har
overladt den 13de Parcel, Nørre Mølle, bestaaende af den
Snogbekker Lykke ca. 4 Tønder Ager og England, til min Gartner
Christjan Asmussen uden Købeskilling til et Familiested mod en, af
samme til Godsherskabet paa Sandbjerg, at erlægge aarlig Canon af
13 Rdl. 10 Sk., der svares promte hvert Aar til Jul. Ligesom nu
han og hans Arvinger iøvrigt er skyldige at overholde de i de
vedhæftede Conditioner særlige Prostanda, ligesom de andre
Sandbjerger Parcellister, saa skal han, og de andre ogsaa kunne
glæde sig ved de i Conditionerne nævnte Friheder og Rettigheder.
Saaledes skal Asmussen, saalænge han er i min Tjeneste, være fri
for at betale den aarlige Afgift. Endvidere skal det være
Christjan Asmussen tilladt at indrette et Brændevinsbrænderi og en
Grynmølle, paa hvilken sidste han dog ikke maa maale Meel eller
korn, men kun Gryn.
Skulde endelig den Sandbjerger Vandmølle blive
nedlagt og en Kornvejrmølle anlagt istedet, saa skal Christjan
Asmussen, i Fald jeg og han da lever, have Lov til at bygge en
Vejrmølle til hvilken samtlige grevelige Undersaatter i Sottrup og
Snogbæk som ogsaa de til Sottrup hørende Parcellister skal være
tvangspligtig til at lade deres Brødkorn og Malt maale. Dog skal
han være pligtig til at maale det herskabelige Korn uden Matte,
følgelig ganske uden Betaling.
Til
Bekræftelse har jeg egenhændig underskrevet og beseglet denne
Contrakt.
Saaledes skeet Sandbjerg d. 14. April 1797.
Conrad Reventlow.
Christian Asmussen gik det
imidlertid ikke saa godt. Han fik nok en lille Grynmølle til
Haandkraft, jeg har som Dreng leget med Hjulene af denne Mølle,
men Brænderi og Vejrmølle kom ikke. Den skiftede Ejer flere Gange,
indtil min Farfar kjøbte den 1819. Da kom Brændevinsbrænderiet i
Gang. Lige før Krigen brændte Sandbjerg Vandmølle, den er ikke
bygget op igjen, og Vandet gaar nu den naturlige. Vej gjennem
Nørremølle. Den af Hertug Hans d. yngre med stort Hoveriarbejde og
Besvær gravede Kanal ligger nu tør. Dæmningen, han satte, tjener
nu blot som Vej. Men Vejrmølle blev ikke bygget.
Det vil af disse gamle Kontrakter ses, at Grev Conrad var
Bønderne og sine Undergivne en god Mand. Tænkeligt er det, at han
er bleven stærkt paavirket af sin ældre Broder Christian Ditlev
Frederik.
Grev Conrad var Sømand, men han var dog ogsaa saa meget
Landmand, at han allerede den Gang tænkte at gjennemgrave
Dæmningen ved Sandbjerg, nedlægge Vandmøllen og derved lægge hele
Nydam-lavningen tør,
Som allerede anført blev det overordentlig daarlige Tider
efter Grev Conrads Død. Han døde ugift og uden Arvinger.
Lensgrevskabet Reventlow-Sandbjerg gik da over til den ældre
Broder Christian Ditlev Frederik.
Tiderne var nu saa slette at Bønderne ikke kunde betale
Skatterne, der dog visselig var smaa, sammenlignet med Nutiden, af
en Gaard til Værdi ca. 100,000 Kr. 40 Rdl. Courant nemlig 28 Rdl.
Contribution og 12 Rdl, Canon foruden Kopskat. 1822 indgav
samtlige Grevens Bønder et Andragende til deres daværende Greve
Christjan Ditlev Frederik Reventlow paa Christianssæde paa Lolland
om at faa Henstand og Lettelse med Skatterne.
Derpaa kom følgende Svar dateret 10. Januar 1823:
'Eders Brev, kjære Bønder af 28.de forrige
Maaned, som jeg idag har modtaget, har jeg læst med megen
Deltagelse og med det Ønske, med Raad og Daad at kunne bidrage
til at lette Eders Bekymringer.
Vi har havt den Lykke, i flere Aarhundreder at
have havt Konger der elskede Deres Undersaatter, men ingen af dem,
har virket saa meget til Bondestandens Bedste, som vor gode
nuværende Konge. Fra det Øjeblik at han naaede den Alder, at han
kunde være sin Faders Raadgiver, og da, i hans Sindssvaghed,
bestyrede alle Rigets Anliggender, men som en god Søn lod Faderen
beholde ∆ren for Alt det gode der skete efter hans Raad.
Den i Danmark under haarde Kaar sukkende
Bondestand skaffede han Beskærmelse mod Undertrykkelse og Frihed
for Fødestavnsbaandet, der bandt enhver i samme til det Gods, i
hvilket han var bleven født, samt Bestemmelser i Hoveriets
Ydelser, for hvilke der næsten ingen Grænser havde været satte.
Alt hvad der kunde bidrage til Agerdyrkningens Fremme blev ved
vise Lovgivninger befordret og Hindringer ryddede af Vejen ikke
alene i Danmark men ogsaa i Hertugdømmerne. Min Farfaders, min
Faders og min Broders milde Tænkemaade havde allerede udslettet
Tanken om Livegenskab paa Grevskabet Reventlow, der i begge
Hertugdømmer fandt Sted hos de fleste adelige Godsejere, som gerne
vilde byde meget for at hindre hans, Kongens landsfaderlige
Hensigts Opnaaelse, og under vor nuværende Konges vise
Bestræbelser voxede saaledes i en lang Række af Aar
Undersaatternes Velstand, medens alle andre Lande ødelagdes under
krigens Voldsomheder. Ingen kunde finde grundet Aarsag til at
klage over Skatternes Byrde. Det faar vi at takke hans gode
Hjerte, hans Klogskab og fredelige Sindelag.
Men midt i Freden, under de venskabeligste
Forsikringer, og uden mindste rimeligt Paaskud angreb England
Danmark, og ødelagde med en mægtig ArmÈ og Flaade en stor Del af
Hovedstaden, bortførte den aftaklede skønne Flaade, der vilde
have kostet dem blodige Hoveder, om de havde villet, ikke
bortrøve, men borttage den i aaben Fejde paa Søen, - borttog
Danmarks fleste Handelsskibe og ødelagde Danmarks og
Hertugdømmernes blomstrende Handel
Nu rakte Skatterne ikke mere til, til at
bestride Kongens Udgifter, nu saa megen Ulykke rammede hans Riger
og Lande. Skatter maatte han med blødende Hjerte underskrive, og
da de dog ikke kunde tilstrække, maatte han betale med
Bancosedler, som han ikke nu under krigen kunde udrede i Penge; og
disses Værdi, nedsank derfor til næsten intet.
Nu er vel denne ulykkelige Tidspunkt
overstaaet, og Freden er vendt tilbage. Men Saarene, som Krigen
har slaget, er ikke lægte. Nogen Gjæld har Kongen maattet gjøre,
af hvilken Renterne maa svares, og noget maa afbetales paa
Hovedsummen.
Mange Betjente og Officerer, som under Krigen
maatte antages, maa nu pensioneres, og da Hande len er betydelig
meget mindre end før Krigen, saa er ogsaa Toldindtægterne, der
omtrent udgjorde den halve Kongens Indtægt, meget formindsket.
Kongen gjør hvad muligt er for at spare paa Udgifterne for at
kunne lette sine kjære Undersaatter Skatterne, der trykker dem
alle. Ogsaa har han allerede i dette Aar med Plakat af 10de d. M.
forlænget Henstanden med de tilbagestaaende Bankrenter for Aarene
1813 til 1818. Men selv denne Lettelse, som han har paatænkt og
vil paatænke, kan ikke afhjælpe Landmandens trange Kaar saa længe
Kornpriserne bliver saa lave, som de nu ere; thi ingen Mand har
den halve Indtægt af sin Gaard af Korn og Fedevarer, som han har
havt i de sidste Halvhundrede Aar, til de sædvanlige Middelpriser.
Og den Mand, der ejer sin Gaard med Gjæld, der ikke svarer til
Jordejendommens Værdi, er ilde faren, thi denne er nu nedsjunken
til det halve, eller en ringe Deel. Den Mand der har skiftet
mellem sine Frænder, hvis Arvelodder er bleven staaende uopsagt i
Gaarden, og ingen anden Gjæld har, han nødes nu ofte, naar disse
Arvelodder ham opsiges at opgive sit Bo, og fattig og tomhændet at
forlade sin arvede Gaard, uden mindste hans Brøde. - Denne haarde
Skjæbne har Agerdyrkerne i disse Lande ikke alene men i alle
bekjendte Lande.
Thi efter Kornmanglen, under hvilken mange
Lande har sukket en Del Aar, og i disse, mange Mennesker er døde
af Sult og Elendighed, har Gud nu almindeligen velsignet deres
Agre med en rig Høst og alle har havt Overflødighed af Korn. - Vi
lider meget ved de lave Kornpriser, men hine have lidt langt mere
ved Mangelen af Korn, under hvilken mange for ikke at sulte ihjel
maatte udvandre fra deres Fødeland, og mange sultede dog ihjel, i
visse Egne af Schweiz omtrent en Sjettedel af Folkemængden,
endskjønt de Velhavende er meget velgjørende og alle mulige
Foranstaltninger gjordes til Korns Indkjøb. Hos os sulter ingen
ihjel, endskjønt vores Velstand forringes. Men Hungersnøden i
andre Lande er nu ophørt, ligesom Kornpriserne efter Sandsynlighed
igjen, naar Skibsfarten begynder, vil rejse sig lidt, og
efterhaanden de gamle Middelpriser vil kunne opnaas. Thi Høsten
har ikke almindeligen vejret god, de store Oplag i Handelsstæderne
ere betydeligen formindskede, og af Sommerkorn især er udenlands
ingen Overflødighed. Jeg har oplevet ligesaa ringe Priser i Aarene
1776 og 77, og i Aaret 1775 solgte jeg min Hvede for 4 R.
(4 curant) og i 1776 og 77 var Prisen for Hvede 1 2/3 R., for Byg
1 R. 84 og for Havre 40 Sk. lybsk. I Aaret 1778 rejste Priserne
sig igjen til det de plejede at være. Vel vare Skattene ikke saa
store som nu, men Agerdyrkningen er siden den Tid fremskreden, og
eders Gaarde frembringer nu langt mere Korn, Kreaturer og
Fedevarer end dengang. Hvad der er skeet vil igjen skee og vi vil
snart see bedre Tider. Den nuværende Tid skal opmuntre til den
muligste Sparsomhed og til at anstrenge al vor Flid til fortsatte
Forbedringer, at vi fremdeles maa see endnu større Frugtbarhed af
Jorden. Meget er udrettet, men meget mere staar endnu tilbage for
fornuftige og flittige Agerdyrkere, for hvilke jeg anseer Eder.
Min salig Broder overlod Eder eders Gaarde i
fri Ejendom efter mit og min yngre Broders Raad og Samtykke imod
en billig Afgift i Forhold til deres Værdi, og for en langt
ringere end Bønder i lige Tilfælde senere har maattet betale
deres Godsejere, men hans og vores Hensigt var, at Bønderne med
Herskabet, skulde nyde og dele Fordelene af Jordens bedre
Benyttelse ved Hjælp af Udskiftningen og de Forbedringer som
Ejendomsrettighederne maatte opmuntre dem til at gøre.
Om jeg ikke havde varet nødsaget til at
paadrage mig en meget betydelig Gjæld for at forbedre mine
herværende Bønders Kaar, og om jeg ikke til mine mange Børns og
Børnebørns Underhold havde store Udgifter, vilde jeg gjerne til
mange gjøre Forskud paa Skatter og give Delation paa Afgifter til
mig, der falder jer meget trykkende, men min Evne er desværre nu
ikkun ringe og saadan, at jeg ikke kan undvære noget betydeligt
Afskjær i mine Indtægter, der i Danmark ligesom Eders bestemmes
efter Kornpriserne, og er ned sjunken til det halve af det, de i
sædvanlige Aar ere. I maa derfor af yderste Kræfter søge at
udrede, hvad der paalægges Eder, og hvem der gjør det, og endnu
staar til at redde, den vil jeg, saa vidt min Evne tilstrækker,
bringe mig efter, hvorved jeg dog maa gjentage, at min Evne i
denne Tid kun er liden, og ingen af Eder kan derfor gjøre sikker
Regning paa af mig at nyde Skaansel ved Betaling af Skatter og
Afgifter.
Vi har hidtil kun gjort liden personlig
Bekjendtskab med hinanden, men jeg vil søge, om Gud vil, at blive
noget længere paa Sandbjerg, for nøje hos Eder at underrette mig
om Eders Kaar, og som jeg altid har gjort at være mine gode
Bønder til Nytte med Gode Raad.
Om jeg, som jeg haaber i Sommer kommer til
Sandbjerg, og igjen tager tilbage, oslash;nskede jeg at nogle af
Eder kunde finde Lejlighed til at besøge mig her, paa det I kunde
se mine Bønders Tilstand, og de kunde lære Eder og I af dem, til
heldigere at gaa frem i Forbedringer.
Jeg ønsker hjerteligt at Gud endnu i min høje
Alder vil lade mig opleve den Glæde, at kunne gjøre vel mod Eder,
og at jeg endnu maa see Eders Velstand igjen at forøges og Eder
selv glade over den Velsignelse Gud skjænker Eder.
Jeg har nu til Eder aabnet mit Hjerte, som en
Fader aabne det til sine gode Børn, og befaler Eder Gud, uden hvis
Velsignelse vi Intet formaar,
Pederstrup, d. 16de Januar 1823.
C. D. F. Reventlow.
Til mine kjære Bønder paa Sandbjerg, Ballegaard
og Beuskov Godser.
I Dybbøl Sogns Kirkebog staar under 20. April 1815, at
Conrad Georg Lehnsgreve til Sandbjerg m. m. var født 1749 og død
1815. Fader ........ mere staar der ikke, men der er ladt en Side
Plads til nærmere Redegjørelse for hvem han var, den er imidlertid
aldrig bleven udfyldt, maaske fordi han og Præsten vel ikke stod
paa den bedste Fod overfor hinanden. Grev Conrad oplevede at se
Bøndernes vældige Opsving efter Stavnsbaandets Løsning,
Udskiftningen, Fællesskabets Ophævelse og Bøndergaardenes Salg til
fri Ejendom. Han oplevede ogsaa at se Englænderne tage den
'skjønne.aftaklede Flaade', som Commandeur i Flaaden, og den store
Nedgang og Fattigdom, der fulgte efter den store Krig.
Men hans Minde skal bevares og leve her, for han var
Bondens Ven og Velgjører.
Template no. 7