PEDERSTRUP
VESTERBORG SOGN, LOLLANDS NØRREHERRED, MARIBO AMT
Af LOUIS BOBÉ
I Parken ved Pederstrup Slot staar en
stor Sølvpoppel. Om den fortæller Traditionen, at her er
Stiklingerne taget til de Popler, som blev brugt til
Bøndernes ªPilehegn´, de lavstammede Træer med deres næsten
troldagtige knudrede Udvækster i de stynede Toppe, der i
endeløse Rader holder Vagt langs Landevejene paa Lolland,
det mest iøjnefaldende paa øens flade og lave, vide og fede
Jord. Ogsaa dette karakteristiske Billede begynder nu at
forsvinde, idet man, for at vinde Jord, arbejder paa at
jævne Voldene og rydde Hegnene. De landskabelige Skønheder,
Lolland kan opvise, maa søges i den nærmeste Omegn af de
store, gamle Gaarde, hvis Ejere gennem Aarhundreder har
fremelsket og værnet om Skove, Park og Haveanlæg. Det
nuværende Pederstrup ligger paa den Plads, hvor allerede
det ældste Pederstrup maa antages at have ligget, og
indeholder endnu Dele af den af Overrentemester Peder v.
Brandt i Slutningen af det 17. Aarhundrede opførte
Hovedbygning. Pederstrup Sø, der ligger lige foran Slottet
mod Vest, har fordum strakt sig betydelig længere mod Syd,
men den søndre Del (ªSøenden´) er i den senere Tid blevet
til Ellekrat og Eng. Paa den anden Side Søen (mod Vest)
ligger ªBøgeskoven´, en meget smuk parklignende Skov med en
gammel Bestand af Bøg, Eg og Ask i den mod Søen grænsende
Halvdel. Adskilt ved Landevejen fra Bøgeskoven Nord for
denne ligger Skoven Nørrerod, der strækker sig op mod
Avlsgaarden og udmærker sig ved en højstammet, af
Statsminister C. D. F. Reventlow gennemhugget Bøgeskov med
smukke, idylliske Spadsereveje. Ludvigshave, sydøstlig for
Pederstrup, lige for Spidsen af ªSøenden´ rummer en
ualmindelig smuk Højskov af Bøge, hvoraf den ældste Del
viser de udmærkede Resultater af Statsministerens
Skovdyrkningsteorier.
Pederstrups stilfærdige Skønhed og Hygge
bestaar i, at alle de nævnte Skove ligger op til Slottet. En
smuk Bestand af næsten tamt Raavildt med fortrinlig
Opsatsdannelse opliver Skovene. I den dybe Sommeraftenfred,
der er særlig karakteristisk for Pederstrup, høres Vildtets
Raaben, Frøernes og Strandtudsernes Kvikken, og Nattergalenes
Sange. Karakteristisk for Omgivelserne er den store Mængde
til Dels fritstaaende ældgamle Ege, som har været liberalt
fredede af, Besidderne i hundrede Aar og mere. Den nærmeste
Omegn er efter lollandske Forhold ret kuperet og en Udløber
af det Bakkedrag, der strækker sig fra Ravnsby Bakke ind over
Landet.
Egnen er rig paa Oltidsminder. I
Ludvigshave findes en Del lave Kæmpehøje, der gemmer Grave
fra Jernalderen, og Sønden for Skoven, paa Skjelstofte
Mark, ligger den saakaldte "Torkildshøj´, hvori der
fandtes en Urne, indeholdende brændte Ben og Rester af
Jernvaaben. En stor Jættestue, ªSvendshøj´ findes i
Svinsbjerg.
Pederstrup Hovmarker er omgivet af
levende Hegn, og mange Steder er der i Hegnene plantet
Frugttræer af Statsminister Reventlow.
Pederstrup med Gaarde i Vesterborg Sogn,
i Nørlund og Birket, hørte til det Gods paa Lolland, der
tilhørte Hr. Laurids Jonsen, den ældste kendte Mand
af den Slægt, der i sit Vaaben fører en Panter. Baade under
Kong Christopher og Valdemar Atterdag beklædte han
Værdigheden som Rigens Drost og var Panteherre over
Langeland og Ærø. Før sin Død 1340 skænkede han det nævnte
Gods som Sjælegave til Halsted Kloster, hvis Abbed Esbern
sammen med hele Konventet atter skødede og oplod det 1354
til Kong Valdemar. Pederstrup og Pederstrup Birk var
derefter i to Aarhundreder et Kronelen; i Kong Olufs Tid
var det pantsat til Hr. Rikmand von der Lanken, fra hvem
det blev indløst af den ved Falkøping 1389 faldne Hr.
Henrik Parow. I Aaret 1410 indløste Dronning Margrethe
Lenet fra Peder Walkendorffs Hustru og gav Hr. Jens Grim
til Tostrup, Danmarks Riges Raad, Livsbrev paa Pederstrup
og Krønge. 1502 var Hr. Markvard Rønnow Lensmand her.
Den første Panteherre, der vides at have
haft Bolig paa Pederstrup, var Mikkel Brokkenhuus,
der 1525 fik Pederstrup Birk, hvilket han beholdt som
Pantelen og 1546 maatte forhøje med 500 Rdlr. Gaarden blev
hans Hjem, efter at Saltø var bleven ham frataget, og under
Grevens Fejde, medens han tjente som første Høvedsmand paa
Kongens Skibe og endog førte Overbefalingen over hele
Flaaden under Peder Skrams Sygdom, boede hans Hustru her.
Efter Fejdens Ophør flyttede han til Bramstrup og døde
1555. Hans Søn Jakob Brockenhuus indløste det fra
sine Medarvinger og afstod det atter til Kongen, hvorefter
først Otto Galskyt og senere Hofmarskallen Ludvig Munk 1568
fik det i Pant for 2253 Rdlr.
Omsider kom Pederstrup paa faste Hænder,
da det gik over til Familien Venstermand, en fra Meklenborg
indvandret Adelsslægt, der i sin Hjemstavn lød Navnet
Wilstermann, og som allerede i det 14. Aarhundrede var
indvandret til Danmark, hvor den havde erhvervet
Stadagergaard, nu Vennerslund paa Falster. I Mageskifte mod
denne Gaard tilskødede Kongen 1576 Lauge Venstermand
Pederstrup med Tilliggende: i Egholm 1 Gaard, i Svinsbjerg
2, i Bøgeholt 1, i Birket Sogn i Hjelmholt 1, i Tornevig
10, i Mangeltving 2, i Birket 3, i Store og Lille Lennet 5,
i Vesterborg Sogn i Vedby 3, i Laagsø 5 og 2 øde Jorder,
kaldet Ravnsurne og Bjernrødurne, i Vester Langsø 2 Gaarde,
i Tved 3, i Bennet 4, og 2 Gadehuse, Halsted S. i
Skovby 2 Gaarde, i øster Nørlund 1, i Høstofte Sogn i
Haverlykke 8, i Hulebek 1 og i Sørup 3 Gaarde - ialt 57
Gaarde spredte over fire Herreder.
Lauge Venstermand tjente først ved Hove,
deltog i Ditmarskerkrigen og var i Syvaarskrigen Skibschef.
Som Landsdommer paa Lolland Falster, hvilken Stilling han
beklædte fra 1568, blev han anklaget for at have forsømt
sit Embede, hvorfor han fik en streng Tilrettevisning. Han
døde 1587, vistnok paa Pederstrup, og blev begravet i sin
Sognekirke Vesterborg. Gaarden gik derefter over til hans
Broder Knud Venstermand, der ogsaa ejede Finstrup
(Holstenshus), hvor han 1591 ihjelskød en Bonde; han skrev
sig da til Pederstrup, i hvilket Aar han ogsaa holdt
Bryllup paa Kronborg med sin anden Hustru Karen Juel
Johansdatter (d.1595). Ved hans Død 1609 gik Pederstrup
over til den tredje Broder Morten Venstermand, der
med Familie boede i Køge, hvor han 1610 kom af Dage ved et
Ulykkestilfælde; hans Epitafium findes endnu i Vesterborg
Sognekirke. Brodersønnen Mortens Hustru,
Margrethe Grabou,Henriksdatter fra L¸beck, solgte
1624 Pederstrup til en Slægtning Hans Grabow, en
Adelsmand fra Mark Brandenburg, der havde været Høvedsmand
paa Sønderborg Slot. Den nye Ejer afgik allerede Aaret
efter Erhvervelsen ved Døden og overlod Gaarden til sin Søn
Joakim Grab (født 1599 paa Engestofte), af alle
Pederstrups Besiddere den, der har haft den eventyrligste
Livsførelse. Fra Skolen paa Herlufsholm kom han til
Tyskland og tjente derefter flere fornemme Herrer, bl.a.
Kansler Christen Friis til Kragerup. Han deltog i
Ekspeditionen til Spitzbergen 1619, hvor han led Kulde og
Frost, som det hedder, men alligevel var frisk og frejdig.
Hjemvendt fra ªden kolde Rejse´ drog han til Italien og
tjente Republiken Venedig og Storhertugen af Florenz. En
Tid fartede Grabow rundt paa øerne i Arkipelagus og i
Tunis, indtil han ved Lampedusa nær Malta fik Lejlighed til
at udføre sit Livs Heltebedrift, idet han i florentinsk
Tjeneste førte en sejrrig Kamp mod fem tyrkiske Galejer.
Han kæmpede mod Tyrkerne under Majorca, Sicilien og
Korsika, og underviste i fredelige Tider Skibsfolk i Brugen
af Søkort, hvori han var særlig kyndig. Efter mange Eventyr
og Farer kom Grabow omsider hjem med et Skib, der tilhørte
et dansk Handelskompagni paa Spanien og som lagde til ved
Nakskov. Ikke længe efter døde Faderen, og Sønnen slog sig
nu ned paa Pederstrup ªhvor han altid havde ønsket at kunne
lægge sine Ben´. Jokum Grabow holdt da Bryllup med Maren
Steensen, Datter af Hans Steensen til Steensgaard med hvem
han havde Børnene Hans (Johan) f. 1626, Vincens (f. 1627)
og Barbara (f. 1631), alle fødte paa Pederstrup. Selv døde
han paa den Gaard, han yndede saa meget, 15. Nov. 1634, og
allerede Aaret efter fulgte hans Hustru ham i Graven. Den
ældste Søn, Hans Johan Grab, der arvede Gaarden,
besøgte ligesom Faderen Herlufsholm, dog ogsaa Sorø,
hvorefter han var i Huset hos sin Morbroder Erik Steensen.
I Aaret 1657 solgte han Pederstrup til Hans Wilhelm v.
Harstall, en sachsisk Adelsmand, der 1632 indkom til
Danmark som Kammerpage og blev Staldmester ved det danske
Hof (d 1666); hans Søn Christian Ulrik, der beklædte
samme Embede først hos den udvalgte Prins, siden hos dennes
Enke Prinsesse Magdalene Sibylle af Sachsen Altenburg,
solgte Gaarden 1673 til Hofmester Detlev Rumohr af
den holstenske Adelsslægt.
Rumohr afhændede 1680 Pederstrup til
Overrentemester Henriks. Støcken, en Raadmandssøn
fra Rendsborg, der fra Haandskriver svang sig op til at
blive Finansernes Styrer og Geheimeraad, ligesom han
optoges i Adelsstanden. Støcken afgik dog allerede Aaret
efter Godskøbet ved Døden, efterladende sig blandt flere
Børn Lieutenant i Marinen Christoph Ernst v.
Støcken, tilsidst virkelig Admiral, og Datteren Abigael
Cathrine, gift med Peder v. Brandt, der fulgte
Støcken i Embedet som Overrentemester og 1684 købte
Pederstrup af Svogeren. Brandt var en Borgersøn fra
Sønderborg og havde ligesom Svigerfaderen fra den beskedne
Skriverstilling tjent sig op til de højeste Stillinger og
Udmærkelser, til Geheimeraad og hvid Ridder. For sin
Medvirken ved Inddragningen af den hertugelig gottorpske
Del af Sønderjylland lønnedes han med Amtmandsposten i
Tønder, som han dog kun beklædte i de faa Aar,
Sekvestreringen varede (1684 - 89). Som Overrentemester
(Finansminister) havde han en ligesaa brydsom som
utaknemmelig Stilling, at skulle tilfredsstille de
allevegne fra indstrømmende Fordringer til Statskassen, der
som Følge af. Krigene nærmest var insolvent, og det
berettes endog, at han for at skaffe sig de mest
paatrængende Kreditorer fra Halsen, maatte ty til den
fortvivlede Udvej, at pantsætte sine egne Juveler. 1692
maatte han vige Pladsen for den mere overlegne Finansmand
Christian Sigfred v. Plessen, men han bevarede lige til
Kongens Død dennes Gunst. Peder v. Brandt, der af Christian
V. fik adeligt Vaaben, døde 1701 og hviler med hele sin
Slægt i Familiebegravelsen i St. Petri Kirkes Kapel.
Geheimeraad Brandt lagde megen Jord til
Pederstrup Gods. ªHan gjorde de bedste Erobringer, han
kunde, af Marker og Skove,´ siger P. Rhode i sin Laaland
Falsters Historie (1776). Den østlig for Vesterborg Kirke
beliggende gamle Hovedgaard ªSøgaard ´, hvis firkantede
Byggeplads endnu var at se paa Rhodes Tid, fik han ªfor
Spotpris, nærmest ved at forsyne den sidste Ejers Søn med
Vesterborg Kald, hvortil han fik det store Birket Sogn
annekteret, hvorimod det lille Nordlunde Sogn blev givet
til Horslunde Præst.´ Ved denne Lejlighed lagde Brandt
Præstegaarden i Birket under sit Gods, uden at give Kaldet
mindste Vederlag derfor. Af Parceljorden fra Pederstrup
oprettede han Hovedgaarden Skjelstofte.
Den af Brandt 1686 ªfornyede´
Hovedbygning var af Bindingsværk, men i hans Tid en af de
bedste og anseligste, forsynet med store Værelser i øverste
og nederste Stokværk med Køkken og Mejerilejlighed
nedenunder. I Forkvisten ovenover var Sejerværk og Klokke,
i Bagkvisten ud til Søen en stor Sal.
Peder v. Brandts Enke, Abigael Marie
v. Støcken, der beklædte Stillingen som
Overhofmesterinde hos Prins Christian, og indtil hendes
ældste Søn opnaaede Myndighedsalderen, styrede Godset,
efterlod sig et godt Minde paa Egnen ved Oprettelsen af et
Hospital i Vesterborg Sogn. Overrentemester Brandt efterlod
blandt flere Børn Sønnerne Henrik, der arvede Pederstrup,
og Carl v. Brandt, Dronning Sophie Magdalenes
Kabinetssekretær, som blev Fader til den 1772 henrettede
Greve Enevold Brandt og Statsminister Christian v. Brandt
(g 1805), med hvem Slægten uddøde. Henrik v. Brandt
(f. 1687) tjente i den danske Marine fra Lærling op til
Kaptajn, var Chef for Orlogsskibet ªDannebrog´ og deltog i
Slaget ved Køgebugt, blev 1714 Kommandørkaptajn og afgik
1716 som Schoutbynacht. I 1718 fejrede han paa Knuthenborg
Bryllup med Eleonore Margrethe v. Knuth, en Datter af
Geheimeraad Eggert Christopher Knuth. Ifølge Rhode fik
denne forvænte og vægelsindede Dame sin Mand til at sælge
Pederstrup, for at flytte til Nykøbing og føre et stort Hus
der, hvad hun snart blev ked af, hvorfor hun fik ham til at
købe først Søllestedgaard, senere Gammelgaard, som han
opbyggede af ny. Brandt døde her 1734 stærkt forgældet, og
Enken og Børnene var senere prisgivne til Afsavn og Trang.
Henrik Brandt havde 1725 solgt
Pederstrup og Skjelstofte til Grev Christian Ditlev
Reventlow, kendt som Overgeneral i Krigen mod Sverig og
som Broder til Dronning Anna Sofie. Pederstrup Gods var da
opført i Hovedgaardstakst til 122 Tdr. Hartkorn,
Bøndergodset til 707 og Tiender til 347 Tdr. Hartkorn. 1728
erhvervede han ogsaa af Konferensraad Hans Rantzau Taastrup
og Aalstrup Gaarde i Maribo Amt og oprettede Aaret efter af
disse Godser, indbefattet det senere afhændede Lungholm,
med et samlet Hartkorn af 2741 Tdr. Grevskabet
Christiansborg, hvis Navn, da dette var gaaet over paa
Kongeslottet 1741, forandredes til Christianssæde. Ved
Generalens Død tilfaldt Grevskabet hans yngre Søn Grev
Christian Ditlev Reventlow, der ved sin Død 1775
efterlod det til sin ældste Søn, den senere Statsminister
Grev Christian Ditlev Frederik Reventlow (d.1827),
kendt fra de store Landboreformers Tid som den betydeligste
og virksomste blandt Bondevennerne og Foregangsmand bl. a.
i Almueskoleundervisningen og Banebryder for den rationelle
Skovdrift. Efter ham gik Grevskabet Christianssæde i Arv
til hans ældste Søn Grev Christian Ditlev Reventlow
(d.1851), som efterlod det til sin anden Søn Grev
Ferdinand Karl Otto Reventlow (d.1875). Hans Søn
Grev Christian Einar Reventlow (f. 1864) er den
nuværende Indehaver af Grevskabet, der saaledes i snart
tohundrede Aar har været i Slægtens Eje. En nærmere Omtale
af Grevskabet Christianssædes Besiddere og dettes
Administration vil rettelig være at søge ved den Gaard,
efter hvilket det har faaet Navn. Paa dette Sted vil der
hovedsagelig være Anledning til udførligt at dvæle ved
Statsminister Reventlows private Liv paa Pederstrup, særlig
i Aarene fra hans Tilbagetræden fra Regeringen og indtil
hans Død, i hvilket Tidsrum han hovedsagelig levede her og
gennem sin Virksomhed og sit patriarkalske Familieliv gav
dette Sted et Særpræg, som næppe noget andet Herresæde her
i Landet før og efter ham i sin Art har kunnet opvise.
Statsminister Reventlows Forkærlighed
for Landbruget, som har sat saa rige og uforglemmelige Spor
i dansk Agrarhistorie, var fortrinsvis bleven vakt gennem
de Iagttagelser, han som tyveaarig gjorde ved sine Besøg
paa de store engelske Mønstergaarde. Født i den store By og
siden bunden til den gennem fyrretyve Aars vidtomspændende,
rastløs Embedsgerning, var Landlivet hans højeste
Forlængsel. Kun Pligten mod Staten, der udnyttede hans
eksempelløse Arbejdskraft, bandt ham jernhaardt til Byens
trange, forhadte Mure. ªKains Søn byggede den første Stad,´
har han sagt, ªhvo som lever paa Landet, lever for at blive
bedre.´
Fra tidlig Ungdom af følte han sig
knyttet til Lolland, den fede ªKokasse,´ Søsteren i Spøg
kalder øen. Hjemkommen fra sine Rejser havde han i Faderens
sidste Leveaar boet paa Christianssæde for at sætte sig ind
i Godsstyrelsen, og her stod hans Bryllup 1774 med
Frederikke Charlotte Sophie v. Beulwitz, Datter af
den fra W¸rttemberg indkomne Hofmester hos Kronprins
Frederik (V) og Amtmand i Sorø, Geheimeraad v. Beulwitz.
Med hende levede han i henved et halvt Aarhundrede et
fuldkommen lykkeligt, børnerigt Ægteskab. Aalstrup, som
Reventlow genopbyggede, var de Nygiftes første Hjem.
Fra den Tid, Grev C. D. F. Reventlow
tiltraadte Besiddelsen (1775), er der bevaret en Omtale af
Gaarden og Godset. Pederstrups Hovedtakst var da 117 Tdr.
Hartkorn, og dets Marker havde saa stort Omfang, at de,
ªtilbørlig forsynede´, kunde give henved 1900 Tdr. Korn i
aarlig Avl, det var tillige i Skovskyld ansat for 1% Tønde.
ªDette overmaade lystige Sted ligger ved en Sø, som er
omtrent 5000 Alen i Omkreds og indeholder Aborrer, Suder,
Gedder, Aal og Brasen. Hertil fattes alene en smuk Have. Al
denne Herlighed forpagtes nu bort imod en aarlig Afgift af
3500 Rdlr. Den anselige Hovedbygning fattes alene en Ejers
Beboelse (hvad, om hver Herremand kun ejede een Gaard).
Foruden denne Hovedbygning er her andre stolte Huse til
Godsets Forvaltere og øvrige Tjenerskab, til Lader og
Stalde m. m.´
Saa ofte hans Embedsforretninger tillod
det, var han paa Lolland, hvor han ikke mindre rastløst end
i Hovedstaden opbød al Kraft for at fremhjælpe sine
forgældede og forsømte Besiddelser og skaffe Bønderne bedre
materielle og aandelige Kaar. Toogtredive Landsbyer foruden
dem, der laa i Fællesskab paa Grevskabet, tilhørte ham,
over hvilke han herskede mere uafhængigt end nogen Konge.
Medens Pederstrup, Skjelstofte og Lungholm var
bortforpagtede, drev han selv Christianssæde, Dansted og
Aalstrup. I Stedet for de forældede og forfaldne
Avlsbygninger, opførte han nye og tidssvarende, delte i
Modsætning til det gamle Firevangsskifte Jorderne i otte
til ti Marker, saa at Jorden kunde faa den fornødne Hvile.
Fra England lod han komme nye Agerdyrkningsredskaber og
tilsaaede Markerne med Kløver og andre Foderurter. Godset
opmaaltes og kortlagdes, hvorefter først Landsbyerne og
derefter de enkelte Jordlodder udskiftedes.
Allerede 1781 kunde Grev Reventlow til
sin Søster berette om de store Fremskridt, der var sket paa
Pederstrup Gods siden han overtog det. ªKom at se vort kære
Pederstrup,´ skriver han, ªklædt i et enfoldigt Klædebon
fuld af Uskyld og Mangfoldighed, som kun Forskeren, ikke
den tilfældige Besøgende lægger Marke til. Alt er en Have
omkring mig, en Guds Have, som jeg maa vogte mig for at
vanhellige´. Samme Aar kunde han bortforpagte Pederstrup
paa seks Aar mod en aarlig Afgift af 5200 Rdlr., men det
Aar, dette Tidsrum var udløbet, var hans hele Udbytte af
Forpagtningen af denne Gaard, Christianssæde og Dansted kun
600 Rdlr., og han var med sin store Familie henvist til at
leve af sin Gage og nogle mindre uvisse Indtægter.
I 1785 var 73 af Grevskabets 270
Bøndergaarde udløste af Fællesskabet. Medens Godserne
saaledes Aar for Aar steg i Værdi, og Bønderne snart naaede
at blive de mest velstaaende i Landet, tyngedes han af
Gæld, der 1786 beløb sig til henved 70,000 Rdlr. Mere end
en Gang skriver han, hvor gerne han vilde bytte meden
velhavende Bonde og se alt sit Gods solgt, undtagen
Pederstrup, som han særlig følte sig draget af.
Men Mismod over Skuffelser kunde kun
forbigaaende kue Reventlows livsbekræftende Sjæl, hans dybe
Gudsfrygt og sjældne fysiske Kraft. Glæden over Fremskridt
og Trivsel er den fremherskende Stemning i hans efterladte
Breve med deres gammeltestamentlige Sprog, paavirket af
Davids Salmer, ja til Tider former de sig som en betagende
Højsang over Livet og Arbejdets Lykke. Deltheden i hans
Virksomhed i Byen og paa Landet tyngede ham mest -
ªSlavekitlen med Stjerner og Baand´ i Modsætning til den
norske Bondekofte, han bar paa Landet. ªAldrig vil jeg
kunne opfylde Maalet for min Bestemmelse,´ skriver han,
ªsaalænge mine landlige Pligter kommer i anden Række. I det
øjeblik, jeg tror at have handlet rigtigt, er maaske min
Forvalter i Færd med at fratage den retskafne, men fattige
Mand hans sidste Hvid, forstøder den Trængende, som en
medlidende Bonde har taget til sig, og gør mig til en
grusom Mand, hvor jeg tror at være god og mild. Om man
vidste, hvorlidet Herremanden gælder, hvormeget
Forvalteren, vilde man ikke fortænke Herremanden, naar han
ønsker selv at være Forvalter. Men det skal ikke gøre mig
bedrøvet, men ivrig efter at opfylde mit Kald´. Aar for Aar
blev han dog mere staalsat i Kampen og voksede sig stærkere
og stærkere i Troen paa sin Gerning; alle Angreb, al
Modstand prellede af mod hans mægtige Skikkelse, hvortil
Kælenavnet ªden gule Kæmpe´ hentyder, som han lød i
Familien. Først efter sin Tilbagetræden som Finansminister
6. December 1813 fik han omsider Lov til helt at hellige
sig Landlivet. Fra nu af tilbragte han aarlig otte Maaneder
paa det ªyndige´ Pederstrup, som Grevinden kaldte det,
Resten af Aaret paa Grevskabets anden Hovedgaard, det
ªgode´ Christianssæde. Han vendte tilbage til Mark og Eng,
til sin kære Skov, hvor han som ung Mand havde plantet saa
mangt et Skud, der nu var bleven til løvrige Træer, i hvis
Skygge han som Olding vilde vandre. Nu fik han udelt Tid
til at leve for sine Bønder og Skoler, blev en flittig
Skribent, fuldendte sin paabegyndte store Forstafhandling
ªForslag til en forbedret Skovdrift´, hvori han nedlagde
Resultatet af sine praktiske Erfaringer, hentet fra
ªNaturens Bog, der var hans Yndlingslæsning´. Til hans
kæreste Beskæftigelser hørte hans Skoleeksaminationer, hvor
han personlig overbeviste sig om Lærernes Dygtighed og
Børnenes Fremskridt. Han dikterede selv
Retskrivningsøvelser, uddelte Skriftlæsningsprøver og
indøvede Folkesange med Børnene. Det var Festdage, som
aldrig glemtes, naar han aflagde Besøg i Grevskabets
Skoler.ª
Man gjorde Kristen Smed´ - hans andet
Kælenavn i Familien - ªtil Præsident og Statsminister´,
skriver han, "nu er han igen Smed, men ogsaa Fader til
en stor Familie og ti1 4000 Børn, hvis religiøse
Tænkemaade, Oplysning og Velfærd han kan virke meget paa´.
Han havde ofte Lejlighed til at beundre Bøndernes
velvillige Tænkemaade overfor hverandre indbyrdes og kunde
ikke noksom takke Gud for den Forandring, de havde
gennemgaaet siden hans Tiltrædelse af Grevskabet 1775, da
han kun kunde klage over deres Dumhed og Dorskhed. Særlig
Glæde følte han ved, at hans ældste Søn Christian, der
havde forpagtet Pederstrup, gik i hans Fodspor, tog hver
Byrde paa sig, fordrede mere af sig selv, end han kunde
yde, og i Iver hverken kendte Tid eller Rum. Hvis den med
Sønnen aftalte Plan blev fulgt trolig, hvilket rigtignok
krævede betydelige Summer, vilde Pederstrup, som han
haabede, snart blive det første Gods i Danmark, maaske i
Norden, baade hvad Agerbrug og Industri og hvad nyttig
Oplysning og kristelig Moralitet angik.
Ligesom Christianssædes Skove er blevne
et varigt Minde om "det danske Skovbrugs Fader´, som
Statsminister Reventlow med Rette er bleven kaldet, vidner
i mindre Maalestok Smaaskovene ved Pederstrup om hans
forstlige Indsigt. Herom udtaler han sig 1814: ªPaa
Pederstrup forestaar der mig endnu meget Arbejde. Jeg
hugger alle gamle Krøblinger af og giver den Plads, de
uværdigen indtager, til en haabefuld Eftervækst. Nu og da
afbrydes den talrige Række af forkrøblede Bøge ved et
underskønt Egetræ, og de aller smukkeste og ærværdigste
blandt dem, der vel er 500 Aar gamle, bliver staaende som
Mindesmærker til Beundring for kommende Tider. Jeg agter at
døbe dem efter Methusalem og andre Patriarker.´
Selv tænkte han sig i sit Yndlingstræ
Egens Billede, der frisk og grøn trodser Tidens Storme og
giver Ly for kommende Slægter.
Fra Ungdommen af vant til anstrengende
Arbejde og til en streng Inddeling af Tiden, fulgte han
ogsaa i det landlige Otium sin gamle Livsplan. Han stod
meget tidligt op, spadserede en Time og arbejdede ved sin
Pult den lange Formiddag, i hvilken to Timer var bestemt
til Bibelstudium, andre til Korrespondance og Læsning. Sine
Forvaltere og andre Undergivne gav han en Slags Audiens fra
6 til 7. Mandag Aften mødte Birkedommeren og Sognefogeder,
for at forefaldende Tvistigheder mellem Bønderne og andre
Anliggender kunde drøftes og afgøres.
At være Gæst ved hans store Familiebord
var en Oplevelse, om hvilken flere Samtidige har berettet.
Til daglig spiste 24 - 30 Medlemmer, Børn og Børnebørn og
tilsidst Børnebørnsbørn samt Paarørende. Af hans store
Børneflok overlevede ham seks Sønner og tre Døtre. Tre af
Sønnerne, Christian, Conrad og Einar var Landmænd og havde
Gaarde paa Grevskabet i Forpagtning; den yngste Søn, Grev
Fritz, blev siden en bekendt Diplomat. Med stor Gæstfrihed
optog han i sit Hus de nærmeste Slægtninge af sin ældste
Søns 1813 afdøde unge Hustru Benedicte von Qualen; ikke
alene hendes Moder, Geheimeraadinde Margrethe Qualen, en
Søster til Christian VII.s Yndling Grev Holck (død 1817 paa
Christianssæde), men ogsaa hendes Søn Major Otto Qualen
(død 1826 paa Pederstrup) og hans Børn, af hvilke den
haabefulde Søn Valdemar faldt 1822 i Thessalien i
Grækenlands Frihedskrig, medens Døtrene Caroline og Emma
som Bærere af Traditionen overlevede Statsministeren i et
halvt Aarhundrede og døde i det saakaldte gule Hus paa
Pederstrup. - Som den udprægede Børneven han var, endog i
sin høje Alderdom, deltog han stedse med Lyst i Ungdommens
Lege og Adspredelser. Mange af den nu bortdøde Slægt, der
var Børn med hans Børnebørnsbørn, vidste at fortælle om de
herlige Baller paa Pederstrup og de fornøjelige
Kostumefester og Dilettantforestillinger, hvor man bl. a.
opførte ªDen Stundesløse´, ªnaturligvis beskaaret for det
upassende´, og ªKærlighed uden Strømper´.
Statsministeren kunde ved Familiens
stadige Tilvækst i Længden ikke nøjes med den tilmed
beskedne Bindingsværksbygning, der stod fra Brandts Tid og
nu - halvandet Hundrede Aar gammel - sikkert har kunnet
trænge til en afløser. Statsministeren har villet skabe en
mere værdig og ogsaa mere moderne Ramme om sit Hjemliv. Han
henvendte sig til den mest betydelige Arkitekt, Danmark
dengang ejede, C. F. Hansen - en Mand, han i sin Egenskab
af Statsminister ofte maa have haft Lejlighed til at
træffe.
Pederstrup blev opført som en eenlænget
Bygning, kun med eet Stokværk over den høje Kælder; den fik
et stærkt fremspringende, kvistagtigt Parti foran søndre
Facade, hvori Hovedindgangen var. Opadtil afsluttedes
Kvistbygningen af en lav Fronton. Huset, ªdet blaa Hus´,
som det kaldtes, var holdt meget enkelt og nøgternt, i
Datidens strænge, noget stramme klassisistiske Stil, med
regulære Inddelinger og sparsomme, men noble Detaljer.
Som C. F. Hansens Bygning kendes, dels
som Kærnen i den nuværende Hovedbygning, dels fra gamle
images, var den paafaldende forskellig fra de
Herregaardsbygninger og fornemme Landsteder, den berømte
Arkitekt havde bygget i Hertugdømmerne og i Nordsjælland.
Af den pompøse engelskpalladianske Stil, han her i saa rigt
Maal har anvendt, findes der paa Pederstrup end ikke en
Antydning. Han har øjensynlig fra Bygherren faaet Paalæg om
at bygge et beskedent Hus, og han har aabenbart ogsaa faaet
Tilhold om, sparsommeligt, at benytte af den aldre Bygning,
hvad der kunde anvendes. Da Huset stod færdigt, var det som
en borgerligt præget Tids Hjem for en af denne Tids
ypperste Repræsentanter. - Andre Bygninger, han opførte paa
Pederstrup det saakaldte ªrøde Hus´ og ªdet gule Hus´, - er
forlængst nedbrudte.
Efter Grev Reventlows aandslivlige og
varmhjertede Hustrus Død, der indtraf paa Pederstrup 25.
Juli1822, blev det mere stille i Huset. Som Enke tilbragte
Statsministerens aandfulde Søster Grevinde Louise Stolberg
de sidste Aar hos ham og døde 1824. Med ham kunde hun i
Erindringen genkalde den Rigdom af fælles Minder, der lige
til det sidste beskæftigede hendes trods den høje Alder
stærke Hukommelse og levende Fantasi.
Husets Gæstfrihed og patriarkalske Hygge
var kendt over hele Landet. Af de mange berømte Mænd, der
har gæstet Pederstrup i hine Aar, kan nævnes Thorvaldsen;
han boede 1820 nogle Dage i den nye, netop færdige Sal.
Statsminister Reventlow havde været blandt hans Ungdoms
første Velyndere, og Thorvaldsen gensaa paa Pederstrup et
af sine første Billedhuggerarbejder, Marmorbusten af A. P.
Bernstorff, som han havde modelleret i Grev Reventlows Hus
mellem Konseillet og Taflet, naar den stærkt optagne
Statsmand fik Stunder til at sidde for ham. Busten var en
Gave fra Bernstorff til Grevinde Reventlow. I Forstuen over
Døren fandtes allerede da Thorvaldsens Basrelief: ªPriamus
kræver sin Søns Lig af Grækerne´.
Statsminister Reventlow overlevede de
fleste af de Mænd, der havde staaet ved hans Side i
Kampenfor Bondesagens Fremme, og næsten alle jævnaarige
blandt sin nærmeste Slægt og Frænder. Med en halvtredsaarig
Mands Kraft fejrede han 1827 sin 79. Fødselsdag, paa
hvilken de ældste Klassers Drenge fra Grevskabets tretten
Skoler var mødt for at takke ham. De trak op som smaa
Kompagnier med hver sin lille Fane og Læreren som
Delingsfører; baade Lærer og Elever afsang en i Dagens
Anledning digtet Sang, hvorefter Reventlows tro Medarbejder
i Skolesagen, Biskop Boisen, holdt en Lykønskningstale til
Greven.
I Juli samme Aar, da han maatte lægge
sig til Sengs, modtog han Besøg af Prins Christian og
Prinsesse Caroline, der sad hver paa sin Side af den Sofa,
hvor Greven laa, iført en gul Nankingsfrakke, ªsom en skøn
Ruin af en pragtfuld Bygning´. Reventlow greb Prinsens
Haand og bad ham at vaage og værne over Bondestanden og
sørge for dens Velstand, naar han besteg Tronen.
I September følte han Døden nærme sig og
lod sig føre fra Pederstrup til Christianssæde, hvorhen
Barndomsminderne kaldte ham, for at dø der. Han hensov 11.
Okt. 1827 og blev begravet paa Horslunde Kirkegaard i en
kort før indviet Jord, hvor der hidtil kun havde været
begravet Selvmordere. Grevskabets 500 Bønder skiftedes at
bære ham til Kirken. Ved Graven paamindede hans ældste, ham
fuldt værdige Søn sine tilstedeværende fire voksne Sønner
om aldrig at glemme deres Bedstefader, men altid tage ham
til Mønster.ª
Grev Reventlow var en fuldendt
Hædersmand´, vidner J. G. Rist, ªutilgængelig for Smiger;
han levede for alt, hvad der bør erkendes for godt og ret;
staalsat paa Sjæl som paa Legeme, vel i Stand til at nære
forudfattede Meninger, ikke altid fri for at forveksle det
ringe med det betydningsfulde, men aldrig er han vegen fra
Rettens og Ærens Vej.´
Livet paa Pederstrup er af de følgende
Besiddere bleven ført videre i Traditionerne fra
Statsministerens Tid i Henseende til det gode Forhold til
Godsets Bønder, Undergivne og Naboer, og i bramfri Færd og
Hygge.
Ved Grev Ferdinand Reventlows
Tiltrædelse af Grevskabet (1851) hørte der til Pederstrup
og Skjelstofte 1063 Tdr. 6. Skp, 2 Fdk. Ager og Engs
Hartkorn. Godset bestod af 17 Fæstegaarde med 84 Tdr. 6
Skp. 3 Fdk., 114 Arvefæstegaarde med 753 Tdr. 4 Skp., 74
Fæstehuse, 44 Lejehuse og 3 Arvefæstehuse.
Medens Grev C. D. Reventlow,
Statsministerens Søn, beboede ªdet gule Hus", tog
dennes Søn, naar han kom til Pederstrup, altid Ophold i
ªdet blaa Hus´, som han atter bragte til Hæder og
Værdighed.
Om ªdet blaa Hus´ som Kærne lod han 1861
- 62 F. Meldahl opføre Sidefløje og Taarne - alt i den her
til Lands ret enestaaende franske Renæssancestil, som denne
er bedst kendt fra Slottene ved Loire. Ogsaa C. F. Hansens
Bygning blev passet ind i denne Stil, og Pederstrup staar
nu som et bemærkelsesværdigt Udtryk for en Bygmester og for
en Tid, der yndede, til hver enkelt Byggeopgave, der laa
for, at vælge den for Tilfældet bedst egnede historiske
Stilart. Med Pietet værnede man om de synlige Minder om en
tidligere Bygherre. En Indskrift og Vaabentavle fra Brandts
Tid er bleven indmuret i den nuværende Hovedbygning,
ligesom over Indgangsdøren endnu er bevaret
Statsministerens Indskrift: Guds Fred hvile her over Store
og Smaa. Huset fornyedes 1822.
Tillige forskønnede han de nærmeste
Omgivelser af Hovedbygningen ved Anlæg af Have og
Udgravning og Omlægning af Søen, og Pederstrup ligger nu -
efter at Avlsbygningerne er bleven flyttede ud Nord for
Parken - idyllisk frit midt i den frodige lollandske Natur
og spejlende sine hvide Mure og franske Tage og Spir i den
stille Sø.