free
web stats
Fornavn:
Efternavn:

PEDERSTRUP

VESTERBORG SOGN, LOLLANDS NØRREHERRED, MARIBO AMT

Af LOUIS BOBÉ

I Parken ved Pederstrup Slot staar en stor Sølvpoppel. Om den fortæller Traditionen, at her er Stiklingerne taget til de Popler, som blev brugt til Bøndernes ªPilehegn´, de lavstammede Træer med deres næsten troldagtige knudrede Udvækster i de stynede Toppe, der i endeløse Rader holder Vagt langs Landevejene paa Lolland, det mest iøjnefaldende paa øens flade og lave, vide og fede Jord. Ogsaa dette karakteristiske Billede begynder nu at forsvinde, idet man, for at vinde Jord, arbejder paa at jævne Voldene og rydde Hegnene. De landskabelige Skønheder, Lolland kan opvise, maa søges i den nærmeste Omegn af de store, gamle Gaarde, hvis Ejere gennem Aarhundreder har fremelsket og værnet om Skove, Park og Haveanlæg. Det nuværende Pederstrup ligger paa den Plads, hvor allerede det ældste Pederstrup maa antages at have ligget, og indeholder endnu Dele af den af Overrentemester Peder v. Brandt i Slutningen af det 17. Aarhundrede opførte Hovedbygning. Pederstrup Sø, der ligger lige foran Slottet mod Vest, har fordum strakt sig betydelig længere mod Syd, men den søndre Del (ªSøenden´) er i den senere Tid blevet til Ellekrat og Eng. Paa den anden Side Søen (mod Vest) ligger ªBøgeskoven´, en meget smuk parklignende Skov med en gammel Bestand af Bøg, Eg og Ask i den mod Søen grænsende Halvdel. Adskilt ved Landevejen fra Bøgeskoven Nord for denne ligger Skoven Nørrerod, der strækker sig op mod Avlsgaarden og udmærker sig ved en højstammet, af Statsminister C. D. F. Reventlow gennemhugget Bøgeskov med smukke, idylliske Spadsereveje. Ludvigshave, sydøstlig for Pederstrup, lige for Spidsen af ªSøenden´ rummer en ualmindelig smuk Højskov af Bøge, hvoraf den ældste Del viser de udmærkede Resultater af Statsministerens Skovdyrkningsteorier.

Pederstrups stilfærdige Skønhed og Hygge bestaar i, at alle de nævnte Skove ligger op til Slottet. En smuk Bestand af næsten tamt Raavildt med fortrinlig Opsatsdannelse opliver Skovene. I den dybe Sommeraftenfred, der er særlig karakteristisk for Pederstrup, høres Vildtets Raaben, Frøernes og Strandtudsernes Kvikken, og Nattergalenes Sange. Karakteristisk for Omgivelserne er den store Mængde til Dels fritstaaende ældgamle Ege, som har været liberalt fredede af, Besidderne i hundrede Aar og mere. Den nærmeste Omegn er efter lollandske Forhold ret kuperet og en Udløber af det Bakkedrag, der strækker sig fra Ravnsby Bakke ind over Landet.

Egnen er rig paa Oltidsminder. I Ludvigshave findes en Del lave Kæmpehøje, der gemmer Grave fra Jernalderen, og Sønden for Skoven, paa Skjelstofte Mark, ligger den saakaldte "Torkildshøj´, hvori der fandtes en Urne, indeholdende brændte Ben og Rester af Jernvaaben. En stor Jættestue, ªSvendshøj´ findes i Svinsbjerg.

Pederstrup Hovmarker er omgivet af levende Hegn, og mange Steder er der i Hegnene plantet Frugttræer af Statsminister Reventlow.

Pederstrup med Gaarde i Vesterborg Sogn, i Nørlund og Birket, hørte til det Gods paa Lolland, der tilhørte Hr. Laurids Jonsen, den ældste kendte Mand af den Slægt, der i sit Vaaben fører en Panter. Baade under Kong Christopher og Valdemar Atterdag beklædte han Værdigheden som Rigens Drost og var Panteherre over Langeland og Ærø. Før sin Død 1340 skænkede han det nævnte Gods som Sjælegave til Halsted Kloster, hvis Abbed Esbern sammen med hele Konventet atter skødede og oplod det 1354 til Kong Valdemar. Pederstrup og Pederstrup Birk var derefter i to Aarhundreder et Kronelen; i Kong Olufs Tid var det pantsat til Hr. Rikmand von der Lanken, fra hvem det blev indløst af den ved Falkøping 1389 faldne Hr. Henrik Parow. I Aaret 1410 indløste Dronning Margrethe Lenet fra Peder Walkendorffs Hustru og gav Hr. Jens Grim til Tostrup, Danmarks Riges Raad, Livsbrev paa Pederstrup og Krønge. 1502 var Hr. Markvard Rønnow Lensmand her.

Den første Panteherre, der vides at have haft Bolig paa Pederstrup, var Mikkel Brokkenhuus, der 1525 fik Pederstrup Birk, hvilket han beholdt som Pantelen og 1546 maatte forhøje med 500 Rdlr. Gaarden blev hans Hjem, efter at Saltø var bleven ham frataget, og under Grevens Fejde, medens han tjente som første Høvedsmand paa Kongens Skibe og endog førte Overbefalingen over hele Flaaden under Peder Skrams Sygdom, boede hans Hustru her. Efter Fejdens Ophør flyttede han til Bramstrup og døde 1555. Hans Søn Jakob Brockenhuus indløste det fra sine Medarvinger og afstod det atter til Kongen, hvorefter først Otto Galskyt og senere Hofmarskallen Ludvig Munk 1568 fik det i Pant for 2253 Rdlr.

Omsider kom Pederstrup paa faste Hænder, da det gik over til Familien Venstermand, en fra Meklenborg indvandret Adelsslægt, der i sin Hjemstavn lød Navnet Wilstermann, og som allerede i det 14. Aarhundrede var indvandret til Danmark, hvor den havde erhvervet Stadagergaard, nu Vennerslund paa Falster. I Mageskifte mod denne Gaard tilskødede Kongen 1576 Lauge Venstermand Pederstrup med Tilliggende: i Egholm 1 Gaard, i Svinsbjerg 2, i Bøgeholt 1, i Birket Sogn i Hjelmholt 1, i Tornevig 10, i Mangeltving 2, i Birket 3, i Store og Lille Lennet 5, i Vesterborg Sogn i Vedby 3, i Laagsø 5 og 2 øde Jorder, kaldet Ravnsurne og Bjernrødurne, i Vester Langsø 2 Gaarde, i Tved 3, i Bennet 4, og 2 Gadehuse, Halsted S. i Skovby 2 Gaarde, i øster Nørlund 1, i Høstofte Sogn i Haverlykke 8, i Hulebek 1 og i Sørup 3 Gaarde - ialt 57 Gaarde spredte over fire Herreder.

Lauge Venstermand tjente først ved Hove, deltog i Ditmarskerkrigen og var i Syvaarskrigen Skibschef. Som Landsdommer paa Lolland Falster, hvilken Stilling han beklædte fra 1568, blev han anklaget for at have forsømt sit Embede, hvorfor han fik en streng Tilrettevisning. Han døde 1587, vistnok paa Pederstrup, og blev begravet i sin Sognekirke Vesterborg. Gaarden gik derefter over til hans Broder Knud Venstermand, der ogsaa ejede Finstrup (Holstenshus), hvor han 1591 ihjelskød en Bonde; han skrev sig da til Pederstrup, i hvilket Aar han ogsaa holdt Bryllup paa Kronborg med sin anden Hustru Karen Juel Johansdatter (d.1595). Ved hans Død 1609 gik Pederstrup over til den tredje Broder Morten Venstermand, der med Familie boede i Køge, hvor han 1610 kom af Dage ved et Ulykkestilfælde; hans Epitafium findes endnu i Vesterborg Sognekirke. Brodersønnen Mortens Hustru, Margrethe Grabou,Henriksdatter fra L¸beck, solgte 1624 Pederstrup til en Slægtning Hans Grabow, en Adelsmand fra Mark Brandenburg, der havde været Høvedsmand paa Sønderborg Slot. Den nye Ejer afgik allerede Aaret efter Erhvervelsen ved Døden og overlod Gaarden til sin Søn Joakim Grab (født 1599 paa Engestofte), af alle Pederstrups Besiddere den, der har haft den eventyrligste Livsførelse. Fra Skolen paa Herlufsholm kom han til Tyskland og tjente derefter flere fornemme Herrer, bl.a. Kansler Christen Friis til Kragerup. Han deltog i Ekspeditionen til Spitzbergen 1619, hvor han led Kulde og Frost, som det hedder, men alligevel var frisk og frejdig. Hjemvendt fra ªden kolde Rejse´ drog han til Italien og tjente Republiken Venedig og Storhertugen af Florenz. En Tid fartede Grabow rundt paa øerne i Arkipelagus og i Tunis, indtil han ved Lampedusa nær Malta fik Lejlighed til at udføre sit Livs Heltebedrift, idet han i florentinsk Tjeneste førte en sejrrig Kamp mod fem tyrkiske Galejer. Han kæmpede mod Tyrkerne under Majorca, Sicilien og Korsika, og underviste i fredelige Tider Skibsfolk i Brugen af Søkort, hvori han var særlig kyndig. Efter mange Eventyr og Farer kom Grabow omsider hjem med et Skib, der tilhørte et dansk Handelskompagni paa Spanien og som lagde til ved Nakskov. Ikke længe efter døde Faderen, og Sønnen slog sig nu ned paa Pederstrup ªhvor han altid havde ønsket at kunne lægge sine Ben´. Jokum Grabow holdt da Bryllup med Maren Steensen, Datter af Hans Steensen til Steensgaard med hvem han havde Børnene Hans (Johan) f. 1626, Vincens (f. 1627) og Barbara (f. 1631), alle fødte paa Pederstrup. Selv døde han paa den Gaard, han yndede saa meget, 15. Nov. 1634, og allerede Aaret efter fulgte hans Hustru ham i Graven. Den ældste Søn, Hans Johan Grab, der arvede Gaarden, besøgte ligesom Faderen Herlufsholm, dog ogsaa Sorø, hvorefter han var i Huset hos sin Morbroder Erik Steensen. I Aaret 1657 solgte han Pederstrup til Hans Wilhelm v. Harstall, en sachsisk Adelsmand, der 1632 indkom til Danmark som Kammerpage og blev Staldmester ved det danske Hof (d 1666); hans Søn Christian Ulrik, der beklædte samme Embede først hos den udvalgte Prins, siden hos dennes Enke Prinsesse Magdalene Sibylle af Sachsen Altenburg, solgte Gaarden 1673 til Hofmester Detlev Rumohr af den holstenske Adelsslægt.

Rumohr afhændede 1680 Pederstrup til Overrentemester Henriks. Støcken, en Raadmandssøn fra Rendsborg, der fra Haandskriver svang sig op til at blive Finansernes Styrer og Geheimeraad, ligesom han optoges i Adelsstanden. Støcken afgik dog allerede Aaret efter Godskøbet ved Døden, efterladende sig blandt flere Børn Lieutenant i Marinen Christoph Ernst v. Støcken, tilsidst virkelig Admiral, og Datteren Abigael Cathrine, gift med Peder v. Brandt, der fulgte Støcken i Embedet som Overrentemester og 1684 købte Pederstrup af Svogeren. Brandt var en Borgersøn fra Sønderborg og havde ligesom Svigerfaderen fra den beskedne Skriverstilling tjent sig op til de højeste Stillinger og Udmærkelser, til Geheimeraad og hvid Ridder. For sin Medvirken ved Inddragningen af den hertugelig gottorpske Del af Sønderjylland lønnedes han med Amtmandsposten i Tønder, som han dog kun beklædte i de faa Aar, Sekvestreringen varede (1684 - 89). Som Overrentemester (Finansminister) havde han en ligesaa brydsom som utaknemmelig Stilling, at skulle tilfredsstille de allevegne fra indstrømmende Fordringer til Statskassen, der som Følge af. Krigene nærmest var insolvent, og det berettes endog, at han for at skaffe sig de mest paatrængende Kreditorer fra Halsen, maatte ty til den fortvivlede Udvej, at pantsætte sine egne Juveler. 1692 maatte han vige Pladsen for den mere overlegne Finansmand Christian Sigfred v. Plessen, men han bevarede lige til Kongens Død dennes Gunst. Peder v. Brandt, der af Christian V. fik adeligt Vaaben, døde 1701 og hviler med hele sin Slægt i Familiebegravelsen i St. Petri Kirkes Kapel.

Geheimeraad Brandt lagde megen Jord til Pederstrup Gods. ªHan gjorde de bedste Erobringer, han kunde, af Marker og Skove,´ siger P. Rhode i sin Laaland Falsters Historie (1776). Den østlig for Vesterborg Kirke beliggende gamle Hovedgaard ªSøgaard ´, hvis firkantede Byggeplads endnu var at se paa Rhodes Tid, fik han ªfor Spotpris, nærmest ved at forsyne den sidste Ejers Søn med Vesterborg Kald, hvortil han fik det store Birket Sogn annekteret, hvorimod det lille Nordlunde Sogn blev givet til Horslunde Præst.´ Ved denne Lejlighed lagde Brandt Præstegaarden i Birket under sit Gods, uden at give Kaldet mindste Vederlag derfor. Af Parceljorden fra Pederstrup oprettede han Hovedgaarden Skjelstofte.

Den af Brandt 1686 ªfornyede´ Hovedbygning var af Bindingsværk, men i hans Tid en af de bedste og anseligste, forsynet med store Værelser i øverste og nederste Stokværk med Køkken og Mejerilejlighed nedenunder. I Forkvisten ovenover var Sejerværk og Klokke, i Bagkvisten ud til Søen en stor Sal.

Peder v. Brandts Enke, Abigael Marie v. Støcken, der beklædte Stillingen som Overhofmesterinde hos Prins Christian, og indtil hendes ældste Søn opnaaede Myndighedsalderen, styrede Godset, efterlod sig et godt Minde paa Egnen ved Oprettelsen af et Hospital i Vesterborg Sogn. Overrentemester Brandt efterlod blandt flere Børn Sønnerne Henrik, der arvede Pederstrup, og Carl v. Brandt, Dronning Sophie Magdalenes Kabinetssekretær, som blev Fader til den 1772 henrettede Greve Enevold Brandt og Statsminister Christian v. Brandt (g 1805), med hvem Slægten uddøde. Henrik v. Brandt (f. 1687) tjente i den danske Marine fra Lærling op til Kaptajn, var Chef for Orlogsskibet ªDannebrog´ og deltog i Slaget ved Køgebugt, blev 1714 Kommandørkaptajn og afgik 1716 som Schoutbynacht. I 1718 fejrede han paa Knuthenborg Bryllup med Eleonore Margrethe v. Knuth, en Datter af Geheimeraad Eggert Christopher Knuth. Ifølge Rhode fik denne forvænte og vægelsindede Dame sin Mand til at sælge Pederstrup, for at flytte til Nykøbing og føre et stort Hus der, hvad hun snart blev ked af, hvorfor hun fik ham til at købe først Søllestedgaard, senere Gammelgaard, som han opbyggede af ny. Brandt døde her 1734 stærkt forgældet, og Enken og Børnene var senere prisgivne til Afsavn og Trang.

Henrik Brandt havde 1725 solgt Pederstrup og Skjelstofte til Grev Christian Ditlev Reventlow, kendt som Overgeneral i Krigen mod Sverig og som Broder til Dronning Anna Sofie. Pederstrup Gods var da opført i Hovedgaardstakst til 122 Tdr. Hartkorn, Bøndergodset til 707 og Tiender til 347 Tdr. Hartkorn. 1728 erhvervede han ogsaa af Konferensraad Hans Rantzau Taastrup og Aalstrup Gaarde i Maribo Amt og oprettede Aaret efter af disse Godser, indbefattet det senere afhændede Lungholm, med et samlet Hartkorn af 2741 Tdr. Grevskabet Christiansborg, hvis Navn, da dette var gaaet over paa Kongeslottet 1741, forandredes til Christianssæde. Ved Generalens Død tilfaldt Grevskabet hans yngre Søn Grev Christian Ditlev Reventlow, der ved sin Død 1775 efterlod det til sin ældste Søn, den senere Statsminister Grev Christian Ditlev Frederik Reventlow (d.1827), kendt fra de store Landboreformers Tid som den betydeligste og virksomste blandt Bondevennerne og Foregangsmand bl. a. i Almueskoleundervisningen og Banebryder for den rationelle Skovdrift. Efter ham gik Grevskabet Christianssæde i Arv til hans ældste Søn Grev Christian Ditlev Reventlow (d.1851), som efterlod det til sin anden Søn Grev Ferdinand Karl Otto Reventlow (d.1875). Hans Søn Grev Christian Einar Reventlow (f. 1864) er den nuværende Indehaver af Grevskabet, der saaledes i snart tohundrede Aar har været i Slægtens Eje. En nærmere Omtale af Grevskabet Christianssædes Besiddere og dettes Administration vil rettelig være at søge ved den Gaard, efter hvilket det har faaet Navn. Paa dette Sted vil der hovedsagelig være Anledning til udførligt at dvæle ved Statsminister Reventlows private Liv paa Pederstrup, særlig i Aarene fra hans Tilbagetræden fra Regeringen og indtil hans Død, i hvilket Tidsrum han hovedsagelig levede her og gennem sin Virksomhed og sit patriarkalske Familieliv gav dette Sted et Særpræg, som næppe noget andet Herresæde her i Landet før og efter ham i sin Art har kunnet opvise.

Statsminister Reventlows Forkærlighed for Landbruget, som har sat saa rige og uforglemmelige Spor i dansk Agrarhistorie, var fortrinsvis bleven vakt gennem de Iagttagelser, han som tyveaarig gjorde ved sine Besøg paa de store engelske Mønstergaarde. Født i den store By og siden bunden til den gennem fyrretyve Aars vidtomspændende, rastløs Embedsgerning, var Landlivet hans højeste Forlængsel. Kun Pligten mod Staten, der udnyttede hans eksempelløse Arbejdskraft, bandt ham jernhaardt til Byens trange, forhadte Mure. ªKains Søn byggede den første Stad,´ har han sagt, ªhvo som lever paa Landet, lever for at blive bedre.´

Fra tidlig Ungdom af følte han sig knyttet til Lolland, den fede ªKokasse,´ Søsteren i Spøg kalder øen. Hjemkommen fra sine Rejser havde han i Faderens sidste Leveaar boet paa Christianssæde for at sætte sig ind i Godsstyrelsen, og her stod hans Bryllup 1774 med Frederikke Charlotte Sophie v. Beulwitz, Datter af den fra W¸rttemberg indkomne Hofmester hos Kronprins Frederik (V) og Amtmand i Sorø, Geheimeraad v. Beulwitz. Med hende levede han i henved et halvt Aarhundrede et fuldkommen lykkeligt, børnerigt Ægteskab. Aalstrup, som Reventlow genopbyggede, var de Nygiftes første Hjem.

Fra den Tid, Grev C. D. F. Reventlow tiltraadte Besiddelsen (1775), er der bevaret en Omtale af Gaarden og Godset. Pederstrups Hovedtakst var da 117 Tdr. Hartkorn, og dets Marker havde saa stort Omfang, at de, ªtilbørlig forsynede´, kunde give henved 1900 Tdr. Korn i aarlig Avl, det var tillige i Skovskyld ansat for 1% Tønde. ªDette overmaade lystige Sted ligger ved en Sø, som er omtrent 5000 Alen i Omkreds og indeholder Aborrer, Suder, Gedder, Aal og Brasen. Hertil fattes alene en smuk Have. Al denne Herlighed forpagtes nu bort imod en aarlig Afgift af 3500 Rdlr. Den anselige Hovedbygning fattes alene en Ejers Beboelse (hvad, om hver Herremand kun ejede een Gaard). Foruden denne Hovedbygning er her andre stolte Huse til Godsets Forvaltere og øvrige Tjenerskab, til Lader og Stalde m. m.´

Saa ofte hans Embedsforretninger tillod det, var han paa Lolland, hvor han ikke mindre rastløst end i Hovedstaden opbød al Kraft for at fremhjælpe sine forgældede og forsømte Besiddelser og skaffe Bønderne bedre materielle og aandelige Kaar. Toogtredive Landsbyer foruden dem, der laa i Fællesskab paa Grevskabet, tilhørte ham, over hvilke han herskede mere uafhængigt end nogen Konge. Medens Pederstrup, Skjelstofte og Lungholm var bortforpagtede, drev han selv Christianssæde, Dansted og Aalstrup. I Stedet for de forældede og forfaldne Avlsbygninger, opførte han nye og tidssvarende, delte i Modsætning til det gamle Firevangsskifte Jorderne i otte til ti Marker, saa at Jorden kunde faa den fornødne Hvile. Fra England lod han komme nye Agerdyrkningsredskaber og tilsaaede Markerne med Kløver og andre Foderurter. Godset opmaaltes og kortlagdes, hvorefter først Landsbyerne og derefter de enkelte Jordlodder udskiftedes.

Allerede 1781 kunde Grev Reventlow til sin Søster berette om de store Fremskridt, der var sket paa Pederstrup Gods siden han overtog det. ªKom at se vort kære Pederstrup,´ skriver han, ªklædt i et enfoldigt Klædebon fuld af Uskyld og Mangfoldighed, som kun Forskeren, ikke den tilfældige Besøgende lægger Marke til. Alt er en Have omkring mig, en Guds Have, som jeg maa vogte mig for at vanhellige´. Samme Aar kunde han bortforpagte Pederstrup paa seks Aar mod en aarlig Afgift af 5200 Rdlr., men det Aar, dette Tidsrum var udløbet, var hans hele Udbytte af Forpagtningen af denne Gaard, Christianssæde og Dansted kun 600 Rdlr., og han var med sin store Familie henvist til at leve af sin Gage og nogle mindre uvisse Indtægter.

I 1785 var 73 af Grevskabets 270 Bøndergaarde udløste af Fællesskabet. Medens Godserne saaledes Aar for Aar steg i Værdi, og Bønderne snart naaede at blive de mest velstaaende i Landet, tyngedes han af Gæld, der 1786 beløb sig til henved 70,000 Rdlr. Mere end en Gang skriver han, hvor gerne han vilde bytte meden velhavende Bonde og se alt sit Gods solgt, undtagen Pederstrup, som han særlig følte sig draget af.

Men Mismod over Skuffelser kunde kun forbigaaende kue Reventlows livsbekræftende Sjæl, hans dybe Gudsfrygt og sjældne fysiske Kraft. Glæden over Fremskridt og Trivsel er den fremherskende Stemning i hans efterladte Breve med deres gammeltestamentlige Sprog, paavirket af Davids Salmer, ja til Tider former de sig som en betagende Højsang over Livet og Arbejdets Lykke. Deltheden i hans Virksomhed i Byen og paa Landet tyngede ham mest - ªSlavekitlen med Stjerner og Baand´ i Modsætning til den norske Bondekofte, han bar paa Landet. ªAldrig vil jeg kunne opfylde Maalet for min Bestemmelse,´ skriver han, ªsaalænge mine landlige Pligter kommer i anden Række. I det øjeblik, jeg tror at have handlet rigtigt, er maaske min Forvalter i Færd med at fratage den retskafne, men fattige Mand hans sidste Hvid, forstøder den Trængende, som en medlidende Bonde har taget til sig, og gør mig til en grusom Mand, hvor jeg tror at være god og mild. Om man vidste, hvorlidet Herremanden gælder, hvormeget Forvalteren, vilde man ikke fortænke Herremanden, naar han ønsker selv at være Forvalter. Men det skal ikke gøre mig bedrøvet, men ivrig efter at opfylde mit Kald´. Aar for Aar blev han dog mere staalsat i Kampen og voksede sig stærkere og stærkere i Troen paa sin Gerning; alle Angreb, al Modstand prellede af mod hans mægtige Skikkelse, hvortil Kælenavnet ªden gule Kæmpe´ hentyder, som han lød i Familien. Først efter sin Tilbagetræden som Finansminister 6. December 1813 fik han omsider Lov til helt at hellige sig Landlivet. Fra nu af tilbragte han aarlig otte Maaneder paa det ªyndige´ Pederstrup, som Grevinden kaldte det, Resten af Aaret paa Grevskabets anden Hovedgaard, det ªgode´ Christianssæde. Han vendte tilbage til Mark og Eng, til sin kære Skov, hvor han som ung Mand havde plantet saa mangt et Skud, der nu var bleven til løvrige Træer, i hvis Skygge han som Olding vilde vandre. Nu fik han udelt Tid til at leve for sine Bønder og Skoler, blev en flittig Skribent, fuldendte sin paabegyndte store Forstafhandling ªForslag til en forbedret Skovdrift´, hvori han nedlagde Resultatet af sine praktiske Erfaringer, hentet fra ªNaturens Bog, der var hans Yndlingslæsning´. Til hans kæreste Beskæftigelser hørte hans Skoleeksaminationer, hvor han personlig overbeviste sig om Lærernes Dygtighed og Børnenes Fremskridt. Han dikterede selv Retskrivningsøvelser, uddelte Skriftlæsningsprøver og indøvede Folkesange med Børnene. Det var Festdage, som aldrig glemtes, naar han aflagde Besøg i Grevskabets Skoler.ª

Man gjorde Kristen Smed´ - hans andet Kælenavn i Familien - ªtil Præsident og Statsminister´, skriver han, "nu er han igen Smed, men ogsaa Fader til en stor Familie og ti1 4000 Børn, hvis religiøse Tænkemaade, Oplysning og Velfærd han kan virke meget paa´. Han havde ofte Lejlighed til at beundre Bøndernes velvillige Tænkemaade overfor hverandre indbyrdes og kunde ikke noksom takke Gud for den Forandring, de havde gennemgaaet siden hans Tiltrædelse af Grevskabet 1775, da han kun kunde klage over deres Dumhed og Dorskhed. Særlig Glæde følte han ved, at hans ældste Søn Christian, der havde forpagtet Pederstrup, gik i hans Fodspor, tog hver Byrde paa sig, fordrede mere af sig selv, end han kunde yde, og i Iver hverken kendte Tid eller Rum. Hvis den med Sønnen aftalte Plan blev fulgt trolig, hvilket rigtignok krævede betydelige Summer, vilde Pederstrup, som han haabede, snart blive det første Gods i Danmark, maaske i Norden, baade hvad Agerbrug og Industri og hvad nyttig Oplysning og kristelig Moralitet angik.

Ligesom Christianssædes Skove er blevne et varigt Minde om "det danske Skovbrugs Fader´, som Statsminister Reventlow med Rette er bleven kaldet, vidner i mindre Maalestok Smaaskovene ved Pederstrup om hans forstlige Indsigt. Herom udtaler han sig 1814: ªPaa Pederstrup forestaar der mig endnu meget Arbejde. Jeg hugger alle gamle Krøblinger af og giver den Plads, de uværdigen indtager, til en haabefuld Eftervækst. Nu og da afbrydes den talrige Række af forkrøblede Bøge ved et underskønt Egetræ, og de aller smukkeste og ærværdigste blandt dem, der vel er 500 Aar gamle, bliver staaende som Mindesmærker til Beundring for kommende Tider. Jeg agter at døbe dem efter Methusalem og andre Patriarker.´

Selv tænkte han sig i sit Yndlingstræ Egens Billede, der frisk og grøn trodser Tidens Storme og giver Ly for kommende Slægter.

Fra Ungdommen af vant til anstrengende Arbejde og til en streng Inddeling af Tiden, fulgte han ogsaa i det landlige Otium sin gamle Livsplan. Han stod meget tidligt op, spadserede en Time og arbejdede ved sin Pult den lange Formiddag, i hvilken to Timer var bestemt til Bibelstudium, andre til Korrespondance og Læsning. Sine Forvaltere og andre Undergivne gav han en Slags Audiens fra 6 til 7. Mandag Aften mødte Birkedommeren og Sognefogeder, for at forefaldende Tvistigheder mellem Bønderne og andre Anliggender kunde drøftes og afgøres.

At være Gæst ved hans store Familiebord var en Oplevelse, om hvilken flere Samtidige har berettet. Til daglig spiste 24 - 30 Medlemmer, Børn og Børnebørn og tilsidst Børnebørnsbørn samt Paarørende. Af hans store Børneflok overlevede ham seks Sønner og tre Døtre. Tre af Sønnerne, Christian, Conrad og Einar var Landmænd og havde Gaarde paa Grevskabet i Forpagtning; den yngste Søn, Grev Fritz, blev siden en bekendt Diplomat. Med stor Gæstfrihed optog han i sit Hus de nærmeste Slægtninge af sin ældste Søns 1813 afdøde unge Hustru Benedicte von Qualen; ikke alene hendes Moder, Geheimeraadinde Margrethe Qualen, en Søster til Christian VII.s Yndling Grev Holck (død 1817 paa Christianssæde), men ogsaa hendes Søn Major Otto Qualen (død 1826 paa Pederstrup) og hans Børn, af hvilke den haabefulde Søn Valdemar faldt 1822 i Thessalien i Grækenlands Frihedskrig, medens Døtrene Caroline og Emma som Bærere af Traditionen overlevede Statsministeren i et halvt Aarhundrede og døde i det saakaldte gule Hus paa Pederstrup. - Som den udprægede Børneven han var, endog i sin høje Alderdom, deltog han stedse med Lyst i Ungdommens Lege og Adspredelser. Mange af den nu bortdøde Slægt, der var Børn med hans Børnebørnsbørn, vidste at fortælle om de herlige Baller paa Pederstrup og de fornøjelige Kostumefester og Dilettantforestillinger, hvor man bl. a. opførte ªDen Stundesløse´, ªnaturligvis beskaaret for det upassende´, og ªKærlighed uden Strømper´.

Statsministeren kunde ved Familiens stadige Tilvækst i Længden ikke nøjes med den tilmed beskedne Bindingsværksbygning, der stod fra Brandts Tid og nu - halvandet Hundrede Aar gammel - sikkert har kunnet trænge til en afløser. Statsministeren har villet skabe en mere værdig og ogsaa mere moderne Ramme om sit Hjemliv. Han henvendte sig til den mest betydelige Arkitekt, Danmark dengang ejede, C. F. Hansen - en Mand, han i sin Egenskab af Statsminister ofte maa have haft Lejlighed til at træffe.

Pederstrup blev opført som en eenlænget Bygning, kun med eet Stokværk over den høje Kælder; den fik et stærkt fremspringende, kvistagtigt Parti foran søndre Facade, hvori Hovedindgangen var. Opadtil afsluttedes Kvistbygningen af en lav Fronton. Huset, ªdet blaa Hus´, som det kaldtes, var holdt meget enkelt og nøgternt, i Datidens strænge, noget stramme klassisistiske Stil, med regulære Inddelinger og sparsomme, men noble Detaljer.

Som C. F. Hansens Bygning kendes, dels som Kærnen i den nuværende Hovedbygning, dels fra gamle images, var den paafaldende forskellig fra de Herregaardsbygninger og fornemme Landsteder, den berømte Arkitekt havde bygget i Hertugdømmerne og i Nordsjælland. Af den pompøse engelskpalladianske Stil, han her i saa rigt Maal har anvendt, findes der paa Pederstrup end ikke en Antydning. Han har øjensynlig fra Bygherren faaet Paalæg om at bygge et beskedent Hus, og han har aabenbart ogsaa faaet Tilhold om, sparsommeligt, at benytte af den aldre Bygning, hvad der kunde anvendes. Da Huset stod færdigt, var det som en borgerligt præget Tids Hjem for en af denne Tids ypperste Repræsentanter. - Andre Bygninger, han opførte paa Pederstrup det saakaldte ªrøde Hus´ og ªdet gule Hus´, - er forlængst nedbrudte.

Efter Grev Reventlows aandslivlige og varmhjertede Hustrus Død, der indtraf paa Pederstrup 25. Juli1822, blev det mere stille i Huset. Som Enke tilbragte Statsministerens aandfulde Søster Grevinde Louise Stolberg de sidste Aar hos ham og døde 1824. Med ham kunde hun i Erindringen genkalde den Rigdom af fælles Minder, der lige til det sidste beskæftigede hendes trods den høje Alder stærke Hukommelse og levende Fantasi.

Husets Gæstfrihed og patriarkalske Hygge var kendt over hele Landet. Af de mange berømte Mænd, der har gæstet Pederstrup i hine Aar, kan nævnes Thorvaldsen; han boede 1820 nogle Dage i den nye, netop færdige Sal. Statsminister Reventlow havde været blandt hans Ungdoms første Velyndere, og Thorvaldsen gensaa paa Pederstrup et af sine første Billedhuggerarbejder, Marmorbusten af A. P. Bernstorff, som han havde modelleret i Grev Reventlows Hus mellem Konseillet og Taflet, naar den stærkt optagne Statsmand fik Stunder til at sidde for ham. Busten var en Gave fra Bernstorff til Grevinde Reventlow. I Forstuen over Døren fandtes allerede da Thorvaldsens Basrelief: ªPriamus kræver sin Søns Lig af Grækerne´.

Statsminister Reventlow overlevede de fleste af de Mænd, der havde staaet ved hans Side i Kampenfor Bondesagens Fremme, og næsten alle jævnaarige blandt sin nærmeste Slægt og Frænder. Med en halvtredsaarig Mands Kraft fejrede han 1827 sin 79. Fødselsdag, paa hvilken de ældste Klassers Drenge fra Grevskabets tretten Skoler var mødt for at takke ham. De trak op som smaa Kompagnier med hver sin lille Fane og Læreren som Delingsfører; baade Lærer og Elever afsang en i Dagens Anledning digtet Sang, hvorefter Reventlows tro Medarbejder i Skolesagen, Biskop Boisen, holdt en Lykønskningstale til Greven.

I Juli samme Aar, da han maatte lægge sig til Sengs, modtog han Besøg af Prins Christian og Prinsesse Caroline, der sad hver paa sin Side af den Sofa, hvor Greven laa, iført en gul Nankingsfrakke, ªsom en skøn Ruin af en pragtfuld Bygning´. Reventlow greb Prinsens Haand og bad ham at vaage og værne over Bondestanden og sørge for dens Velstand, naar han besteg Tronen.

I September følte han Døden nærme sig og lod sig føre fra Pederstrup til Christianssæde, hvorhen Barndomsminderne kaldte ham, for at dø der. Han hensov 11. Okt. 1827 og blev begravet paa Horslunde Kirkegaard i en kort før indviet Jord, hvor der hidtil kun havde været begravet Selvmordere. Grevskabets 500 Bønder skiftedes at bære ham til Kirken. Ved Graven paamindede hans ældste, ham fuldt værdige Søn sine tilstedeværende fire voksne Sønner om aldrig at glemme deres Bedstefader, men altid tage ham til Mønster.ª

Grev Reventlow var en fuldendt Hædersmand´, vidner J. G. Rist, ªutilgængelig for Smiger; han levede for alt, hvad der bør erkendes for godt og ret; staalsat paa Sjæl som paa Legeme, vel i Stand til at nære forudfattede Meninger, ikke altid fri for at forveksle det ringe med det betydningsfulde, men aldrig er han vegen fra Rettens og Ærens Vej.´

Livet paa Pederstrup er af de følgende Besiddere bleven ført videre i Traditionerne fra Statsministerens Tid i Henseende til det gode Forhold til Godsets Bønder, Undergivne og Naboer, og i bramfri Færd og Hygge.

Ved Grev Ferdinand Reventlows Tiltrædelse af Grevskabet (1851) hørte der til Pederstrup og Skjelstofte 1063 Tdr. 6. Skp, 2 Fdk. Ager og Engs Hartkorn. Godset bestod af 17 Fæstegaarde med 84 Tdr. 6 Skp. 3 Fdk., 114 Arvefæstegaarde med 753 Tdr. 4 Skp., 74 Fæstehuse, 44 Lejehuse og 3 Arvefæstehuse.

Medens Grev C. D. Reventlow, Statsministerens Søn, beboede ªdet gule Hus", tog dennes Søn, naar han kom til Pederstrup, altid Ophold i ªdet blaa Hus´, som han atter bragte til Hæder og Værdighed.

Om ªdet blaa Hus´ som Kærne lod han 1861 - 62 F. Meldahl opføre Sidefløje og Taarne - alt i den her til Lands ret enestaaende franske Renæssancestil, som denne er bedst kendt fra Slottene ved Loire. Ogsaa C. F. Hansens Bygning blev passet ind i denne Stil, og Pederstrup staar nu som et bemærkelsesværdigt Udtryk for en Bygmester og for en Tid, der yndede, til hver enkelt Byggeopgave, der laa for, at vælge den for Tilfældet bedst egnede historiske Stilart. Med Pietet værnede man om de synlige Minder om en tidligere Bygherre. En Indskrift og Vaabentavle fra Brandts Tid er bleven indmuret i den nuværende Hovedbygning, ligesom over Indgangsdøren endnu er bevaret Statsministerens Indskrift: Guds Fred hvile her over Store og Smaa. Huset fornyedes 1822.

Tillige forskønnede han de nærmeste Omgivelser af Hovedbygningen ved Anlæg af Have og Udgravning og Omlægning af Søen, og Pederstrup ligger nu - efter at Avlsbygningerne er bleven flyttede ud Nord for Parken - idyllisk frit midt i den frodige lollandske Natur og spejlende sine hvide Mure og franske Tage og Spir i den stille Sø.