En Reventlow - ude af stand til at gøre noget lavt.

af Christian Ditlev Reventlow
Kilde: Dansk Adelsforbunds blad Meddelelser.

I forlængelse af Anna von Lowzows artikel i sidste nummer af ”Meddelelser…” har jeg fået lyst til at komme med lidt uddybende oplysninger om ”den glemte Reventlow” Conrad Georg Reventlow.

Conrad Georg Reventlow (1749-1815) var lidt familiens ”sorte får” og på sin vis har jeg altid syntes, at han var en mindst lige så spændende person, som de mere kendte brødre Christian Ditlev Reventlow og Johan Ludvig Reventlow med al deres fortræffelighed.

Conrad Georg stod i skyggen af sine kendte brødre, er endda nævnt som den "glemte Reventlow" og var vist ikke særlig godt begavet, og blev derfor, i stedet for en uddannelse, allerede som 11-årig sendt til søs som volontør-kadet i søetaten, hvor hans karriere kun var mådelig. Han blev dog søofficer og sejlede som sådan på verdenshavene på togter til Algier, Vestindien og Lissabon og levede et væsentlig anderledes liv end sine søskende – kom som også nævnt i septembernummeret af ”Meddelelser” bl.a i gældsfængsel under et ophold i England og havde generelt en dårlig økonomi. Havde kommandoen over adskillige linjeskibe og var også en periode tilknyttet admiralitetet som embedsmand.

Han blev – efter eget ønske, da han følte sig uretfærdigt anklaget – stillet for en krigsret for dårlig ledelse og forsømmelighed og kendt skyldig i som chef for orlogsfartøjet Arveprins Frederich at have ”udvist betydelig Ligegyldighed” i tjenesten, men blev senere dog frikendt af kongen. Han blev udnævnt til kammerherre i 1774 og kommandør i 1791.

Broderen Christian Ditlev Reventlow skriver i 1772 til sin forlovede Sophie Frederikke von Beulwitz om ham: ”Meinen Bruder Conrad kennen Sie gar nicht. Er hat das Unglück gehabt, mit weniger natürlichen Fähigkeiten sich auch frühe selbst überlassen zu sein. Er ist sehr leicht und schwach, und auf seinen Seereisen ist er sehr oft in schlechter Gesellschaft gewesen”

Et tilsvarende skudsmål fik han af A.P.Bernstorff, der i 1775 i et brev til overkammerherre greve Ditlev Reventlow (1712-1783) - Overhofmester og lærer for kronprinsen senere kong Christian VII) skriver om ham: ”Jeg har virkelig opgivet al håb om den yngre bror, jeg tror overhovedet ikke, at det vil være muligt for selv den mest fornuftigste kvinde at få ham på rette spor. Hans smag er fordærvet, han forstår ikke at sætte pris på et selskab, hvor den sunde fornuft råder. Han vil snart komme til at hade en fornuftig kvinde, og denne snart foragte ham. Han bringer ærgrelser overalt. Ensomheden er for ham uudholdelig, og jeg er fremdeles af den formening, at det tjener ham bedst at fortsætte med sin uddannelse, så han har noget at beskæftige sig med.”

Bernstorff fælder en hård dom over ham og lægger absolut ikke fingrene imellem i sin karakteristik af ham. Han nærer overhovedet ingen forhåbninger til hans fremtid. Hans opførsel, duelighed og karakter gør ham meget lidt værdig til at tilhøre en oplyst og respektabel familie, skriver Bernstorff og han har absolut ingen illusioner om at han vil kunne bringes på ret kurs. Han forener alle de fejl man normal træffer hos søfolk med hensyn til letsindighed med de fejl, man bebrejder folk ved hoffet.

Broderen Christian Ditlev Reventlow tager ham – dog i en anden sammenhæng - senere i forsvar og skriver i begyndelsen af 1780’erne, at han var: …meget fornøjet med ham; thi skønt hans naturlige fejl klæber ved ham og han lige så lidt som noget andet menneske på jorden kan rive sig helt løs fra disse, så handler han dog retskaffent og ædelt, uden at være delikat; og rækker han sin ven en hjælpende hånd vil den altid lugte af tjære, men jeg sværger han er, skønt ilden en lang tid brændte svagt i ham, en Reventlow – ude af stand til at gøre noget lavt.

Han ejede godset Sandbjerg ved Sønderborg og var – på linje med sine brødre – overbevist om, at det var til bøndernes, godsejernes og samfundets bedste at frigøre bønderne fra deres byrder. Han gennemførte i de store reformers år 1787-88 en udparcellering af Sandbjerg Hovedgård med henblik på at forbedre bøndernes kår. Han havde nu også en mere privat grund til at gøre det. Allerede i sin søofficertid havde han vist dårlige evner som administrator og økonom, og han var ofte i finansielle vanskeligheder. Reventlows rådgiver, kammerråd Marcus Drohse, havde overbevist ham om, at en udparcellering ville blive en økonomisk fordel for ham. Udparcelleringen i forbindelse med en skovauktion gav samtidig greven midler til opførelsen af det såkaldte palæ eller slot, som det undertiden lidt fordringsfuldt kaldes. Det blev opført nordøst for søen og lige ud til Alssund i årene 1787-88, og arkitekten skønnes at være Chr. August Bohlsmann (1741-94), Sønderborg. Sandbjerg blev ved udparcelleringen i 1787-88 indskrænket til et mindre gods, men grevskabet bevarede vidtgående sin jurisdiktionelle og fiskale myndighed over det tidligere område og greb afgørende ind i bøndernes, kådnernes (husmændenes), daglejernes og tyendets daglige liv.

Han havde hyppigt orlov for at kunne opholde sig på Sandbjerg, han manglede altid penge - var ikke til bonede gulve, men omgikkedes gerne sine bønder hos hvem han var vellidt, men til hans families fortrydelse havde han også omgang med forskellige damer, særlig den nedenfor nævnte Marie Sophie Brag, der i Sottrup Kirkebog omtales som hans ”concubine”

Han blev gift med Frederikke Sophie Römeling - en datter af admiral, statsminister Hans Henrik Römeling og fik med hende datteren Frederica Ædele Charlotte Reventlow (1775-1835). Hun blev gift med en franskmand Felix Clair de Mont og døde, så vidt vides, barnløs i Sydfrankrig. Conrad Georgs ægteskab med Frederikke Röhmeling blev ikke lykkeligt og ægteskabet endte med separation i 1794 og efterfølgende skilsmisse.

Conrad Georg Reventlow fik 3 børn med Marie Sophie Brag, der var en lokal møllerdatter. Hun bliver i folketællingen fra 1803 omtalt som ”Domisticken und Dienstboten des Herrn Grafen” Det ældste af disse børn (f. 1796) blev kun 1½ år, men de to øvrige (f. 1799 og 1803) blev voksne og har siden fået mange efterkommere, der på mange måder har bidraget til det danske samfund. To af efterkommerne er blevet indgiftet i den danske adel. Karakteristisk er det i øvrigt at mange af Conrad Georg Reventlows efterkommere har bevaret en tydelig bevidsthed om samhørighed med slægten Reventlow, herunder i generationer bevaret familienavne mv. Hans datterdatter Marie Sophie Frederikke Munk (1823-1895) blev gift med greve, ritmester Richard Julius Frederik Ahlefeldt-Laurvigen (1819-1863) Herfra nedstammer de i Rusland levende medlemmer af slægten Ahlefeldt-Laurvigen. (Se DAA 2006 p 47) Hendes søster Christiane Ditlevine Caroline Munk (1830-1918) blev gift med lensgreve Jørgen Scheel (1827-1980) til Gammel Estrup. Herfra stammer den grevelige linje til Estrup (DAA 2006 p358 ff)

En meget stor del af den nuværende ikke adelige del af slægten Reventlow – bosiddende såvel i Danmark som i USA – nedstammer fra Conrad Georg Reventlow søn, Christian Ditlev Reventlow, der jo som illegitim søn ikke kunne bevare den adelige titel. Således nedstammer fx tidligere direktør for Zoo Axel Reventlow (1894-1954), forfatteren og politikeren Peter Christian Reventlow (1867-1954) og også Dorrit Reventlow, gift med Prins Dimitri Romanoff fra Conrad Georg Reventlow. En række kulturpersonligheder, fx pianisten Ellen Gilberg d. 2007, skuespilleren Henrik Wiehe (1927-1987) og musikeren/entertaineren Mek Pek (Michael Falk Petersen) har også Conrad Georg blandt deres aner.

Conrad Georg Reventlow søgte før sin død at sikre sine børn og ønskede at lyse dem i ”kuld og køn”, men blev forhindret heri af sin broder Christian Ditlev Reventlow. For at sikre sin ”concubine” Marie Sophie Brag overdrog han Vingsted Mølle, som han havde købt i 1803, til hende i 1811. Prisen var nærmest symbolsk – formentlig for at hun ikke skulle stille arvekrav for sine børn i forbindelse med hans død.

Han døde den 9. april 1815 på Sandbjerg Slot. Broderen, statsminister Christian Ditlev Reventlow skrev i sin dagbog: ”Søndagen 9 April døde min Broder Conrad paa Sandberg efter udstaaede mange Lidelser, blind og fjernt fra alle Venner omgivet af egennyttige Mennesker” Inden sin død havde han bestemt, at han ville begraves på kirkegården ”blandt sine bønder” og ikke bisættes i det grevelige Reventlowske Kapel ved koret på Dybbøl Kirke. Ifølge Dybbøl Kirkes hjemmeside fremgår, at i virkeligheden står hans kiste dog i gravkapellet. I 1863 rejste Bønderne på Sandbjerg på 75-årsdagen for hans iværksættelse af landboreformerne på Sandbjerg en Mindesten på hans Grav. På den står der:

Her hviler
Conrad Georg
Greve af Reventlow
Commandør i den danske Flaade
født 1740, død 1815
Han var Bondens Ven og Velgjører.
Taknemlighed rejste dette Minde.





Kilder:

Dansk biografisk Leksikon,

Claus Bjørn: Den Gode Sag,

Sønderjyske årbøger 1928