free
web stats
Fornavn:
Efternavn:

Grevskabet Reventlow

Sandbjerg


Sandbjerg ligger i Sottrup sogn, dog kun ca. 400 m fra sognegrænsen til Dybbøl. Når denne ejendom nævnes her alligevel, skyldes det, at ejerne af godset Sandbjerg fra 1673-1929, greverne Reventlow, og de følgende to ejere til 1934 havde patronatsretten til kirken i Dybbøl, i hvilket sogn en stor del af Sandbjergs jorder lå.

I en jordebog fra 1668 nævnes i Dybbøl 24 gårde og 23 kåd, i Stovgård 2 gårde og i kåd at have hørt under Sandbjerg, og i 1674 i Dybbøl I I selvejergarde og 13 fæstegårde. lalt lå der på Sundeved 50 gårde og 19 kåd, som hørte under Sandbjerg.

Grevskabet Reventlow udgjorde til 1853 et selvstændigt retsområde eller birk med eget tingsted, hvor retten udøvedes af greven ved dennes fuldmægtig, en justitiarius eller inspektør bistået af 6 bønder som sandemand. Til denne jurisdiktion hørte jord i Dybbøl kirkeby, Dybbøl Langbro, Dybbøllund, Dybbølmark, Dybbøl mølle, Batterup, Frydendal, Hvilhøj, Lillemølle, Ragebøl, Ravnskobbel, Rævhøj, Stensgard, Stovgård, Stovgårdskov og Surløkke foruden steder i Sottrup og Ullerup sogne. De Reventlowske undersåtter kom under Nybøl herred i 1853.

Under den preussiske administration hørte Dybbøl først under grevskabet Reventlows godsøvrighed, men fra 1889 udgjorde det Dybbøl amtsforstanderskab. Personregisteret førtes til 1909 af godsinspektøren på Sandbjerg. Som kirkepatron for Dybbøl skulle greven føre tilsyn med kirkens og kirkegodsets forvaltning og havde kaldsretten til præsteog degneembeder i sognet. Patron betyder beskytter eller forsvarer, og heri ligger, at patronen havde forsvaret af og ansvaret for sin kirke. Til gengæld oppebar han kirkens tiende og andre indtægter imod pligt til at vedligeholde kirken, medmindre der blev truffet en anden ordning med menigheden. Greven havde i kraft af sin stilling som adelig jordejer halsog håndsret over sine bønder, udvidet jagtog fiskeret, forstrandsret til vrag, ret til at anklage, fængsle og oppebære bøder, og han var fritaget for at stå under amtmand og amtsstue.

Sandbjerg kom i slægten Reventlows besiddelse efter hertug Christian Adolphs konkurs 1667 hvor alle hans godser blev inddraget under den danske kong Frederik III. Hans søn, Christian V, solgte i 1673 Sandbjerg til den daværende amtmand i Haderslev, siden 1686 storkansler, Conrad Reventlow (1644-1708), som i forvejen ejede Vandlinggård ved Haderslev. I salgsdokumentet anføres 'das geb‰utt aussen wasser und ganz fest auffgemauert', hvilket kan udlægges således, at beboelseshuset dengang ikke lå på næsset i søen, men snarere udenfor denne, måske på det sted, hvor palæet senere blev bygget.

Den nye ejer, Conrad Reventlow, var af en gammel slægt fra Ditmarsken, som i senmiddelalderen udvandrede til Mecklenborg, Holsten og Danmark. I 1331 nævnes Hartwig Reventlow og Claus Reventlow som panthavere på Tørning, vest for Haderslev, og Iwen Reventlow var en betroet mand hos hertug Hans den Ældre, men den nulevende danske linje af slægten menes at nedstamme fra Henning Reventlow (1551-1624), som var lensmand i Silkeborg og Skive. Den deles i i Reventlow-Christianssæde, Reventlow-Sandbjerg og Haugwitz-Hardenberg-Reventlow. Slægtens medlemmer i Danmark måtte naturligvis, eftersom de var adlede af kongen, være loyale og sværge ham huldskab og troskab, et løfte, som de fleste af dem da også opfyldte.

Reventlowerne tjente de danske konger i krig og fred, mest det sidste, og en del af dem fordanskedes efterhånden under påvirkning af deres omgivelser og kom til at gribe ind i landets udvikling på en ofte betydningsfuld måde. Selv om de fleste Reventlower utvivlsomt var loyale danske, viser deres efterladte arkivalier, at de helst skrev og talte fransk, som var de fornemmes og hoffernes fælles sprog, men de talte og skrev også tysk, som stod i højere rang end dansk, trods Kingos og Holbergs indsats. En del af dem var kosmopolitter og udvidede begrebet 'fædreland' til det sted, hvor man af eget valg havde slået sig ned.

Conrad Reventlow havde tjent den danske konge som oberst i krigen med Sverige 1675-79 og blev storkansler og elefantridder. Han blev ved overdragelsen af Sandbjerg optaget i den lensgrevelige stand, og Sandbjerg gods blev ved reskript af 3. december 1685 ophøjet til et lensgrevskab under navnet Reventlow, hvad det dog aldrig kom til at hedde i folkemunde.

Som sådan blev godset det eneste kongelige len i hertugdømmet Slesvig, idet Schackenborg ved Møgeltønder jo lå i en kongerigsk enklave. Den egentlige grund til indførelsen af en højere adel, kaldet grever og baroner, under Christian V var uden tvivl lysten til at efterligne Ludvig æIV's hof i Frankrig, idet den franske konge dengang angav tonen i Europa. Efter fransk mønster oprettede Christian V også et såkaldt geheimeråd. Hertil kom altså bestræbelsen på at styrke kongens magt ved at knytte de rigeste og mest formående familier i landet til hoffet og ved den ny adel at danne en modvægt mod den gamle. Samme dag, som forordningen om grever og baroner kom, skabtes den første rangforordning i Danmark og indstiftelsen af Dannebrogsordenen og Elefantordenen.

Foruden Sandbjerg og Vandlinggard ejede Conrad Reventlow jorder i Holsten, godset Clausholm ved Randers, Frisenvold ved ørum, Løjstrup og Kalø, så han var en af landets største jordejere. Vandlinggård overlod han senere til sin elskerinde, Anna Catharine Hagensen (død 1691), datter af borgmester i Åbenrå, Carsten Hagensen. Med hende havde han 3 børn, som senere adledes med navnet Revenfeldt. Det drejede sig om datteren Conradine, som blev gift med konferensråd Frederik Rostgård, sønnen generalløjtnant og kommandant i Rendsborg, Ditlev Revenfeldt, og endelig Conrad Revenfeldt, der døde som ung. Ved taksationsforretningen 1667 sattes værdien af Sandbjerg len til ialt 36.061 rigsdaler, hvoraf de 14.070 rdir. udgjorde den kapitalise,rede værdi af bøndernes og kådnernes afgifter, mens hovedgården med en besætning på 60 køer og 80 stkr. ungkvæg vurderedes til 16.690 rdlr.

Af en jordebog på det til Sandbjerg beliggende jordegods fra 1674 nævnes følgende bønder i Dybbøl sogn som grevelige undersåtter: Peter johansen, Hans johansen, Andreas Iversen, Henrik Madsen, Hans Petersen, Hans Lausen, Peter Hansen, Jørgen Nissen, Eggert Petersen, Jørgen Bertelsen, Hans Hjuler, Hans Madsen, Anders Nielsen, Bertel Jørgensen og Ebbe Hansen. I 1674 havde godset et tilliggende på 57 gårde, 39 landbol og 2 møller. Hovedgårdens udsæd var da 50 tdr. rug, 100 tdr. byg, 40 tdr. boghvede og 200 tdr. havre, mens der var en besætning på 150 køer.

Storkansleren Conrad Reventlow døde i 1708 på Clausholm ved Randers, men blev begravet i Slesvig domkirke. Han var første gang gift med Anna Margrethe Gabel og anden gang med Sophie Amalie von Hahn. Hans datter, Anna Sophie, blev Danmarks dronning, idet Frederik IV blev forelsket i hende under et maskebal på Koldinghus. Siden bortførte han hende fra hendes moders gård, Clausholm, og lod sig på Skanderborg slot vie til hende ved venstre hånd, da hun ikke ville nøjes med at være hans maitresse. Efter dronning Louises død 1721 blev hun viet til hans højre hånd og blev legal dronning. Denne ophøjelse af en Reventlower var naturligvis ikke til skade for slægten.

Conrad Reventlows ægtefødte søn, Christian Ditlev Reventlow (1671 -1738) afløste sin fader som amtmand i Haderslev og arvede Sandbjerg. Han var gift med Christian V's datter, Anna Christine Gyldenløve og således svoger til Frederik IV. Den unge greve havde kæmpet under den berømmelige østrigske feltherre prins Eugen af Savoyen og gjorde sig bekendt som overgeneral i Den store nordiske Krig. Det var Christian Ditlev Reventlow, der den 11. november 1709 med 15.000 mand gik i land i Rå på den skånske kyst og deltog i slaget ved Lund. Efter svenskernes ødelæggelse af Altona 1713 og Københavns brand 1728 lagde Frederik IV genrejsningen af disse rigets største og vigtigste stæder i Reventlows hånd. Efter krigen overtog han af kongen baroniet Brahetrolleborg på Sydfyn, og selv oprettede han grevskabet Christianssæde på Lolland.

I 1700 havde han indgået ægteskab med Benedicte Margaretha Brockdorf, enke efter Jørgen Skeel til Gammel Estrup, en af landets rigeste godsejere. Med hende fik han ikke alene en betydelig formue, men tydeligt nok også 'kam til sit hår', da hun nok var mere begavet og energisk end just elskværdig. Men hun var ingen dårlig hustru. Hun fulgte sin mand på felttoget i Skåne og plejede ham trofast under hans sygdom. Også stamhusene Frisenvold og Krænkerup samt godserne Bothkamp, Rosenlund og Nørgård kom i Christian Ditlev Reventlows hænder. Selv om han sjældent boede på Sandbjerg, varetog han sine bønders interesser. Da hertugen af Gl¸cksborg i 1735 udstedte en forordning, hvorved han indførte delvis tysk gudstjeneste i Sundeveds kirker, protesterede greven på Sandbjerg på egne og undersåtters vegne.

Sønnen Conrad Ditlev Reventlow (1704-50), var geheimekonferensråd og stiftsbefalingsmand over Sjælland stift. Han arvede grevskabet Reventlow, Brahetrolleborg, Frisenvold og Krænkerup og opførte det Reventlowske kapel ved Dybbøl kirkes østlige ende, hvor han sammen med sin hustru, født prinsesse Vilhelmine Augusta af Slesvig-Holsten-Nordborg-Plˆn fik sit sidste hvilested. Kirkebogen beretter. 'Den 20. maj 1751 ere seks lig, hidførte fra Brahetrolleborg på Fyn og landsatte ved Sandbjerg, i stilhed bisatte her.'
Den næste greve, Christian Ditlev Reventlow (1735-59), døde som 24-årig og efterlod sig kun Èn datter, hvorfor grevskabet Reventlow igen forenedes med baroniet Brahetrolleborg og grevskabet Christianssæde, der ejedes af farbroderen, grev Christian Ditlev Reventlow, fader til den yngre Christian Ditlev (1748-1827), den berømte, humane og bondevenlige reformmand, og til Johan Ludvig Reventlow (1750-1801), begge kendt for gennemførelsen af de store landboreformer pa deres godser, hvor de afløste hoveriet, afskaffede træhesten, udskiftede jorden, indførte arvefæste og oprettede moderne skoler. Ud fra en nøgtern betragtning af forholdene må man vel også tillægge det en vis betydning, at de revolutionære kræfter i Europa indirekte virkede som en spore til at imødekomme naturlige krav fra folket.

En tredje søn, Conrad Georg Reventlow (1749-1815), overtog grevskabet Reventlow-Sandbjerg i 1775. Han var nok i sin ungdom lidt i retning af familiens sorte får, men rettede sig siden en del og blev uddannet som søofficer både i Danmark og England og nåede at blive kommandør. Hans karakter og sundhed led især på en rejse til Algier, og faderen matte betale hans store spillegæld m. m. I hans ejertid gennemførtes der støre forandringer på Sandbjerg, hvor han opholdt sig meget, især efter sin afskedigelse som kommandør i flåden 1795. Han yndede egnen og dens natur og mennesker og blev ofte bedt med til de store bryllupper og andre familiære festligheder, der holdtes dengang, og hvor der blev serveret rigeligt med god mad og drikke. Greven var noget af en gourmand, og på Sandbjerg havde han ansat en fransk kok, Monsieur Charles Maton. Blandt Reventlows gæster var digteren Jens Baggesen (1764-1826) og Adam Oehlenschlæger.

I 1786 var der stor misvækst på Sandbjergs jorder som i det øvrige Sundeved og på Als. Høsten var meget ringe, og der var stor mangel på foder til kreaturerne, hvorfor forpagter Lorentz Boysen bad om pa nedsættelse af sin forpagtningsafgift, og bønderne bad om eftergivelse af forpagtningen. Frugthøsten var derimod ret god, og fra Sandbjerg abildgård solgtes frugt til købmand Boysen i Sønderborg. I 1790 købtes Ballegård ved Blans og Bøjskov i Ullerup sogn, således at Sandbjerg godsområde nu omfattede udstrakte jorder i tre sogne. Greverne på Sandbjerg havde til palæet og avlsgården knyttet en ret stor stab af tjenere og lakajer, når de residerede på godset. Der var en hofmester, huslærer, danseog ritmester, kusk, gartner, staldkarle, kammerpiger og køkkenpiger. Nogle var fast ansat på Sandbjerg, andre fulgte med fra Brahetrolleborg, når grevefamilien tog ophold i palæet.

Conrad Reventlow var, som flere af sine slægtninge, personligt overbevist om, at det var til bøndernes, godsejernes og samfundets bedste at frigøre bønderne fra deres byrder, i modsætning til Ove Høegh-Guldberg, som mente, at bondens åg ikke kunne afkastes, uden at Danmark måtte ryste og bæve i sine grundvolde.

I de store reformers år 1787-88 gennemførte han hovedgårdens udparcellering. Han havde nu også en mere privat grund til at gøre det. Allerede i sin søofficertid havde han vist dårlige evner som administrator og økonom, og han var ofte i finansielle vanskeligheder. Reventlows rådgiver, kammerråd Marcus Drohse, havde overbevist ham om, at en udparcellering ville blive en økonomisk fordel for ham.

Størstedelen af hovmarken på ca. 300 tdr. land bortsolgtes til bønderne i 14 parceller, hvoraf Sandbjerggård, Ravnskobbel og Stovgård (de to sidste i Dybbøl søgn) fik et areal som større bøndergårde. Kådnerne (husmændene) fik godt 100 tdr., og resten, ca. 186 tdr., blev liggende som stamparcel under hovedgården. Skove, sø og de mest bekvemt liggende markog engjorder forblev under denne. Den bortsolgte jord lå især mellem Sandbjerg og Dybbøl med benævnelser som Vindhavn, Koløkke, Stovgårdskov, Lillemølle, Batterup, Stovgårdkobbel, Ravnsbokobbel, Aslund, øvre- og Neder Fuglsang, Store- og Lille Kalvehave, Damhale, Rævhøj og Surløkke. Godsets jorder blev opmålt af Christian August Schmidt (1748-1807), Asserballe, som senere blev lærer i Gærup og Grønderup skoler under grevskabet Brahetrolleborg.

Udparcelleringen af Sandbjerg var blot et enkelt led i de mange reformer, som helt omstøbte vor bondestands sociale og økonomiske kår. Udparcelleringen i forbindelse med en skovauktion gav samtidig greven midler til opførelsen af det såkaldte palæ eller slot, som det undertiden lidt fordringsfuldt kaldes. Det blev opført nordøst for søen og lige ud til Alssund i årene 1787-88, og arkitekten skønnes at være Chr. August Bohlsmann (1741-94), Sønderborg. Sandbjerg blev ved udparcelleringen i 1787-88 indskrænket til et mindre gods, men grevskabet bevarede vidtgående sin jurisdiktionelle og fiskale myndighed over det tidligere område og greb afgørende ind i bøndernes, kådnernes, daglejernes og tyendets daglige liv.

Conrad Georg Reventlow døde den 9. april 1815 på Sandbjerg efter mange lidelser, blind og fjernt fra sine slægtninge. Han var gift med Frederikke Sophie Rˆhmeling. I 1863 rejste bønderne i omegnen en mindesten for ham på Dybbøl kirkegård. På den står der: 'Her hviler Conrad Georg Greve af Reventlow Commandør i den danske Flaade født i749, død 1815 Han var Bondens Ven og Velgjører. Taknemlighed rejste dette Minde.' Ved hans død huskede man ham for hans fortrin og gode gerninger og glemte eller tilgav ham hans menneskelige fejltrin. Men kirkebogen i Sottrup har en diskret meddelelse på fransk i 1799, der oplyser, at greven havde en datter med sin 'concubine' i sognet. Ligeledes havde han en illegitim søn, som blev mølleejer i Urup, senere gårdejer i Lyngby ved Grenå, Christian Ditlev Reventlow. Men Conrad Reventlow døde, før en påtænkt kuldlysning af hans to børn uden for ægteskab kom i stand.

Ved Conrad Reventlows død 1815 overgik grevskabet til den ældre broder, statsminister og lensgreve Christian Ditlev Frederik Reventlow (1748-1827), der overlod sønnen Ludvig Ditlev Reventlow Sandbjerg som bolig. Han var født 1780, blev kammerherre og oberstløjtnant og var gift med Agnes, baronesse af Hammerstein-Loxten, f. 1795, død den 19. januar 1824 på Sandbjerg.

Under Sandbjergs jurisdiktion nævnes ved folketællingen i 1835 foruden præstegården, enkehus og degnebolig 21 gårde i Dybbøl, 6 kåd og 25 inderster (folk uden jord), kroerne Hvilhøj og Frydendal, i kåd, som også er kro. Ved færgestedet var der 3 inderster og i kåd, endvidere var der møllen på Dybbøl Banke, 2 arvefæstere i Surløkke, 1 parcelhus i Lillemølle, i parcelhus og 9 kådnere i Stovgård, i parcelhus og 1 inderste i Ravnskobbel, i parcelhus og 2 inderster i Randersgard, Sandbjerg mølle, 5 parcelhuse i Batterup, 1 i Rævhøj og 1 inderstehus på Dybbølmark.

Skovene til Sandbjerg stod under tilsyn af Reventlows dygtige skovrider på Brahetrolleborg, C. V. Oppermann (død 1861), som gennem sin indsats må betragtes som en af grundlæggerne af den moderne danske skovbehandling. Fra Sandbjergs skove udgik rige impulser til naboskovene. Skovproduktionen pr. arealenhed er i Danmark større end i noget andet land i verden.

Ludvig Reventlow døde 1857, og den næste besidder af Sandbjerg blev broderen Christian Ditlev Reventlow (1775-1851), som var kammerherre og kongevalgt stænderdeputeret (sammen med de folkevalgte Alexandersen i Sottrup og Bonefeldt i Ulkebøl). Han var gift med Margarethe Benedicte von Qualen. Da der i stænderforsamlingen i Slesvig blev fremsat forslag om indførelsen af tysk sprogundervisning i de dansktalende områder af hertugdømmet, blev det værdigt og sagligt imødegået af bl. a. grev Reventlow.

På Sandbjerg fødtes grev Arthur Reventlow (1817-78), der blev amtmand over Tønder amt og kgl. kommissarius i den slesvigske stænderforsamling 1853-54. Han gik med som frivillig på dansk side i Treårskrigen, og som lensgrevens nevø og befuldmægtigede lykkedes det ham ved dristig færd under den slesvig-holstenske besættelse at bortføre grevskabet Sandbjergs skatteregister og andre vigtige arkivalier samt ved sin personlige optræden at forhindre, at den provisoriske slesvig-holstenske regering modtog underskrifter fra Sandbjergs bønder. Arthur Reventlow afskedigede, som sin farbroders fuldmægtig, godsinspektør C. Jørgensen, da denne ikke viste skyldig troskab mod den danske konge eller tilbørlig iver for den danske sag. Ved disse aktioner forhindrede han den såkaldte slesvig-holstenske regering i at inddrive skatter på godset og dets område. Under Treårskrigen kom danske og preussiske kanonbåde iøvrigt i kamp på Alssund ud for Sandbjerg den 12. maj 1848 og igen den 13. april 1849. Arthur Reventlow blev i 1830 gift med Georgine Ernestine Ahlefeldt, Saxtorf, som døde 1902 og blev gravsat i det grevelige kapel på Dybbøl ved siden af sin gemal. Hustruen påvirkede ham i slesvig-holstensk retning, og da han var amtmand i Tønder 1850-60, gik han for at være nationalt blakket, hvorfor han blev forflyttet til Bordesholm i Holsten, men også tyskerne betragtede ham som nationalt upålidelig, og Laurids Skau angreb greven i stænderforsamlingen 1853 i Flensborg.

Ferdinand Carl Otto Reventlow (1803-75), hofjægermester, geheimekonferensråd og lensgreve af Sandbjerg, gift med Benedicte Christiane komtesse Reventlow, var derimod dansksindet, og mellem de to slesvigske krige var Sandbjerg ofte rammen om danske møder. Pastor B¸low i Dybbøl fortæller, at han ofte gæstede godsinspektør Thoysen, 'hvor ikke blot jeg og mine mange gæster altid fik den kærligste modtagelse, men hvor alle vi præster i Sundeved iævnlig mødtes i glæde, fiskede i Mølledammen og vandrede i skoven ved det dejlige Alssund.' Ferdinand Reventlow stillede Sandbjerg til rådighed for sejrherren fra Fredericia-slaget, generalløjtnant Frederik B¸low. Han døde her den 16. juni 1858, 67 år gammel og blev begravet på Dybbøl kirkegård. På dødssengen nåede han netop at få meddelelse om, at hans søn, der som løjtnant havde været i faderens stab i Treårskrigen, af Dybbøl menighed var valgt til sognepræst i det sogn, hvor han fik sit sidste hvilested.

Ferdinand Reventlow tilbød i 1864 det danske krigsministerium at lade Storskoven fælde for derved at forhindre en preussisk overgang over sundet, men ministeriet svarede, at det ikke anså dette for at være nødvendigt. Det ville være udelukket, at preusserne kunne gøre brug af skoven. Under kampene på Dybbøl i 1864 var Sandbjerg preussisk lazareth.

I 1875 overtog Ferdinand Reventlows søn, lensgreve, kammerherre Christian Einar Reventlow (1864-1929) Sandbjerg. Han var samtidig greve til Christianssæde og friherre til Brahetrolleborg og gift første gang med Agnes Margrethe komtesse Moltke og anden gang med Lucie Maria Ludovika Anastasia Karola Hedevig komtesse Haugwitz Hardenberg-Reventlow.