HOLMEKLOSTER (Insula Dei), hvis Anlæg i sine Hovedtræk er bevaret i Brahetrolleborgs Kirke og trefløjede Bygning, opførtes i Aaret 1172 i en Lavning paa en lille Holm mellem fiskerige Søer og Aaløb. ªGuds ø´ er en af de mange Klosterstiftelser, der skyldes Bernhard af Clairvaux, efter hvem Cisterciensermunkenes Orden har taget Navn. Blandt de ikke faa fremragende Mænd indenfor den danske Kirke, der valfartede til Clairvaux, er den bekendteste Ærkebisp Eskil i Lund (d.1181), ved hvis Mellemkomst der af Munke, udvandrede til Norden fra Citeaux, grundlagdes det første Cistercienserkloster i Danmark, Herrisvad i Skaane (1144), der atter blev Moderkloster for Tvis i Jylland, Holmekloster i Fyen og Løgumkloster i Søn derjylland. Cistercienserne udmærkede sig fremfor andre Munkeordener som Foregangsmænd paa Landbrugets område; deres ypperlige Forvaltning af Klostergodset og højt udviklede Kvægavl tjente Lægfolk i alle Lande til Mønster. Ogsaa for deres vidtudstrakte Gæstfrihed og Velgørenhedssans stod de i høj Anseelse, ligesom de ved den Kunstsans og Snille, der udmærker deres Bygninger, vandt Ry som ªGotikkens Missionærer´. Holmekloster har fra først af mod Vest, Syd og øst været omgivet af Sø, Vandløb eller Sump og kun mod Nord staaet i Forbindelse med Omverdenen, dog adskilt ved en Mur, der ligesom Porten vistnok endnu er at se paa den ældste Afbildning af Brahetrolleborg. De tilbageblevne Klosterbygninger - af alle Cistercienserklostre i Danmark det bedst bevarede - gaar næppe længere tilbage end til Aarhundredet før Reformationen. De tre Fløje var alle lige høje og byggede i to Stokværk med hvælvede Kældere under en Del af Vestfløjen. Tredje Stokværk over østfløjen og Taarnene er først kommen til i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede. Alle Fløjene og Kirken var opførte af store røde Sten. Den østlige Fløj, forbunden med Kirken, har sikkert som den, i hvilken Klosterlivets ideelle Sider var samlet, været den stateligste: I dens Midterparti findes endnu i nederste Stokværk hvælvede Pillesale, og sikkert har næsten alle Fløjens Rum havt Hvælvinger. Nærmest Kirken maa søges Sakristi og Klædekammer, længere mod Syd Kapitelsalen, hvor Brødrene samledes; i samme Fløj har rimeligvis ogsaa Abbedens Celle været, medens andet Stokværk opad Kirkens Kor har rummet Brødrenes Sovesal. I denne Bygning har man et Par Alen under Jorden, Gang efter anden og endnu for ikke længe siden, fundet Skeletter, liggende paa tværs af Murene. I Vest fløjen viser den hvælvede Forraadskælder med Brønden, at Klostret her har haft sin økonomilejlighed, hvortil hørte det 1920 restaurerede Refektorium, en smuk, høj, hvælvet Pillesal sydligst i Fløjen, Bagerset, Stegerset og Forraadskælderen. Den øvrige Plads i andet Stokværk har varet optaget af Brødrenes Celler.

Kirken, der formentlig er opført i sidste Halvdel af det 13. Aarhundrede, havde tidligere tre Skibe, af hvilke nu kun det midterste med Kor er tilbage. Store spidsbuede Arkader førte fra Hoved til Sideskibene. Koret selv var kun enskibet og dannede Fortsættelsen af Midtskibet, der hævede sig højt op over delavere Sideskibe, hvis skraa Tage stødte til det ved Underkanten af Overkirkens Vinduer, der indefra ses ovenover de nuværende lave Hvælvinger. Paa Sydsiden og i Vestgavlen findes i hvert af de fem Fag tre høje, spidsbuede Vinduer, hvoraf det midterste er højest. Paa Nordsiden sidder i hvert Fag kun et enkelt stort, ualmindeligt smukt spidsbuet Vindue, der som de andre maa betegnes som de bedst bevarede og finest udførte gotiske Vinduer i Danmark. Udover Navnene paa nogle Abbeder vides der om Klostrets ældste Historie, navnlig i de første tre Aarhundreder af dets Tilværelse, saa godt som intet. Klostrets første Abbed var Hr. Thomas, der i 1175 bekræftede Kong Valdemars Gavebrev til St. Knuds Brødrene i Odense. 1247 nævnes Abbed Jacob. 1291 omtales Klostret i Lave Lavesen Litles Testamente. I Kirken ses endnu en Gravsten over Abbed Tuve, hvis Skikkelse i fuld Figur med Stav og Bog er udhugget i den, og som vel er identisk med den Abbed Tue, der forekommer i Breve 1489 - 1500. Den sidste Abbed var sikkert den Thomas Lavrendssøn, der 1527 med Konventsbrødrene til Fru Kirstine Ulfstand, Carl Bryskes til Flintholm, mageskiftede en af Klostrets Gaarde i Hundstrup Sogn mod en anden i Gjelsted Sogn.

Efter Reformationens Indførelse blev Holmekloster bortpantet først til Clemens von der Wisch, derpaa til Christopher Lindenov, som begge kun havde det i ganske kort Tid, indtil Kong Christian 1541 afhændede Holmekloster med alt tilliggende Gods til Jakob Hardenberg til Hvedholm, der tidligere paa forskellig Maade havde varet knyttet til Fyen, fra 1523 som Befalingsmand paa øen og Lensmand paa Nyborg og Hagenskov, senere ved at faa overdraget Faaborg By og det derværende Helligaandskloster, samt endelig gennem de fyenske Ejendomme Arreskov og Sandholt, som han fik med sin første Hustru Edel Torbensdatter Bille. Som tidligere Tilhænger af Christian II havde han været i Unaade hos Christian III, indtil han 1540 optoges i Rigsraadet og blev forlenet med Næsbyhoved, endelig ogsaa samme Aar, han erhvervede Holmekloster, beskikket til Stiftslensmand i Fyen.

Klostrets Gaarde og Jorder var, som Jordebogen for 1541 viser, noget nær de samme, som det senere Baroni Brahetrolleborg kom til at bestaa af, ialt 125 Gaarde, regnet til 964 Tdr. Hartkorn; den største By under Holmekloster var Haagerup med 22 Gaarde; Grønderup opføres med 5, Gjærup med 5 hele og 5 halve Gaarde, Fleninge med 5 hele og tre halve Gaarde; i Nybo en stor Gaard samt to hele og to halve; Nybygtgaarde bestod kun af 2 Gaarde, Fagsted, Brendelydinge og Lydinggaarde opføres hver med 4 Gaarde. Foruden de tre gamle Nabogaarde: Sølvbjerg, Gjellebred og Krogsgaard laa der til Klostret flere Skovsteder, omsluttede af udstrakte Oldenskove, der var dets største Indtægtskilde. Torpe, Røjlegaard og Stenhuset er forlængst forsvundet. Gjellebred er den nuværende Skovridergaard Ditlevslyst, Gamle Egneborg blev nedlagt 1889; af Gaarde, der laa i Nærheden af denne, er Møgelrød forsvunden før 1647; Kostenborg, Piben (Munkepiben) og Nosseborg blev nedbrudt 1728, Fiskerup i Egeskoven først 1807. Endelig hørte til Holmekloster Munkeby (Munkeø) paa Avernakø, der 1661 ved Pantsættelse gik ud af Godssubstansen. - Ved Jakob Hardenbergs tidlige Død 1542 tilfaldt Holmekloster hans Enke Sophie Lykke, Hr. Peder Lykkes Datter af Hverringe, kendt i den danske Adels Historie for sin Myndighed og Foretagsomhed, men tillige for sin Trættekærhed, Haardhændethed og Pengegridskhed, hvilke uheldige Egenskaber træder frem i hendes Forhold til alle, ligefra Kongen til den ringeste Bonde. Paa Trods af Recessen drev hun en stor Studehandel; hun beskyldes for at have tilbageholdt værdifulde Deposita fra hendes Mands Tid, tilranet sig en Eng og misligholdt Forpligtelser overfor for skellige Handelsmænd. Særlig var det dog Sophie Lykkes Forhold til Holmeklosters Gods og Tjenere, der bevirkede, at hun faldt i Unaade hos Kongen. Paa Trods af den i Skødet indeholdte Paamindelse om at holde Godset vedlige, havde hun nedrevet Huse i Klostret og anvendt Materialerne til at bygge i Ladegaarden, nedbrudt flere Gaarde og lagt dem ind under Hovedgaarden, frataget Kirken flere Prydelser, deriblandt et Maleri, forestillende de tusind Riddere, bortgivet et andet til den bekendte Prust Hans Madsen i Svanninge, der havde anvendt det til Bordplade, samt endelig bortfjernet Klostrets Klokker og nedtaget en stor Del Bly fra Kirkespiret. Bønderne førte Klage over hende for at have forhøjet deres Smørskyld og betynget dem med utilbørligt Gæsteri.

I Oktober 1551 fik hun af Kongen Befaling til at afstaa Klostret mod at faa udbetalt de 42,000 Mark lybsk, hendes afdøde Mand havde givet for Godset, yde Erstatning for de nedbrudte Huse og tilbagegive Kirken de røvede Prydelser, ligesom hun ved Rettertingsdom Aaret efter dømtes til at tilbagebetale, hvad hun uretmæssig havde opkrævet af dem.

Herefter overtog Eskil Oxe til Løgismose Holmekloster som Pantelen. Han var yngre Broder til Peder Oxe, var en Tid Rentemester og havde Salling Herred i Len. I hans Tid bestemtes det ved Kongebrev af 1555, at Fleninge og Haagerup Kirke skulde nedbrydes og Krarup Kirke gøres til Anneks til Holmeklosters Kirke, hvilket skete 1562, da der ogsaa opførtes en Præstebolig i Haagerup. Ved Eskil Oxes Fratræden som Panthaver af Holmekloster overdrog Kong Christian I I I det til sin Ge malinde Dron ning Dorothea. I de Aar Dron ningen, fra 1559 i Enkestand, havde Godset, var hendes Lensmand den bekendte Frantz Brockenhuus, Egeskovs Bygherre, der døde1569 som Følge af de ham ved Belejringen af Varberg tilføje de Saar.

Af Dronning Dorothea findes paa Brahetrolleborg et smukt Portræt, der gengiver den myndige og lidenskabelige Dronning med hendes stolte, majestætiske Holdning og det bydende Blik. Det var kun ugerne, at Dronningen skilte sig fra Holmekloster, da Kongen i 1566 meddelte hende, at han stod i Underhandlinger om dets Afstaaelse til den rige og lærde Henrik Rantzau, den Gang Statholder i Hertugdømmerne, der gerne vilde have en Ejendom i Danmark. Først efter langvarige Forhandlinger om Købesummen, som Kongen satte op til 55,000 Joakimsdaler, afsluttedes Handelen i 1568. Skødet indeholder Bevilling paa, at Holmekloster, der fra nu af skulde hedde Rantzausholm, med alt tilliggende Gods efter hans Død uskiftet, udelt og uadskilt, arvelig skulde tilfalde en af hans Sønner ved Lodtrækning og senere nedarves i hans Slægt efter den gængse Arvefølge. Til Minde om Købet lod han over Indgangen til det vestre Hus af Slottet indmure en endnu bevaret Tavle med følgende Indskrift: ªRantzovior(um) Insignia 8< Halle. Henricus Ranzovius, Johannis Filius, Bredonis nepos, Caii abnepos, hoc prædium cum circumiacentibus pagis a Frederico 2 Rege Daniae ac proceribus regni durante Bello Svetico octenni sibi suisque hzredibus, familie ac posteris coemit R Ranzovisholmium appelari voluit Anno Dni. 1568, Anno sum xtatis 43.´" *) Rantzau¥erne og Halle¥rnes Vaabener. Henrik Rantzau, Johans Søn, Breides Sønnesøn, Cais Sønnesønnesøn, købte under den otte aarige svenske Krig for sig og sine Arvinger, Slugt og Efterkommere, denne Gaard med omliggende Byer af Frederik 11, Konge af Danmark, og Rigets Herrer og lod den kalde Rantzausholm, Aar 1S68 i hans 43. Aar.
Henrik Rantzau var, da han omplantede en Gren af sin Slugt, paa Højden af sin Anseelse. I sin Ungdom havde han studeret i Wittenberg under Melanchthon og siddet ved Luthers Bord, levede derefter i seks Aar ved Kejser Carl V.s Hof og var kommen i Berøring med Datidens betydeligste Mænd. Ved sit Giftermaal med Kirstine von Halle fra Brunsvig (1554) kom han i Besiddelse af store Rigdomme, efter Sigende 4 Tdr. Guld, blev samtidig kgl. Raad og Amtmand paa Segeberg og udnævntes 1556 til Statholder i Hertugdømmerne. Sin Hengivenhed for Kongen viste han ved at røbe Hertug Adolf af Gottorps paatænkteErobring af Ditmarsken uafvidende Kongen og Hertug Hans. Ved Forhandlingerne mellem de tre Fyrster om Delingen af Ditmarsken efter dettes Underkastelse i 1559 spillede han en vigtig Rolle. I Modsætning til Faderen, den fra Ditmarskertoget bekendte Feltherre Johan Rantzau, var hans Liv helliget Fredens Idrætter. Hans Ærgerrighed var at ligne Lorenzo de Medici i fyrstelig Pragt, Slægtsstolthed og Pleje af Kunst og Videnskab. I Holsten ejede han en hel Række Godser, foruden det store og prægtige Slot Breitenburg bl. a. Wellingsbiittel, Wandsbeck, Melbeck, Niitschau og Rantzau, som han ombyggede og restaurerede med stor Bekostning. Sine samtlige Besiddelser lod han afmale paa en endnu bevaret Kobbertavle, lod endvidere bekoste en trykt, illustreret Beskrivelse af alle ham tilhørende Slotte og de talrige arkitektoniske Mindesmærker, han rundt omkring i Holsten havde rejst efter antike Forimages og prydet med latinske Indskrifter, der tolkede hans Pris, endelig ogsaa en særlig Bog af lignende Art, omhandlende Breitenburg, hvis Indre han havde ladet udstyre i klassisk Stil og med stor Luksus. Henrik Rantzau var Mæcen for en større Kreds af Digtere og Videnskabsmænd og selv Forfatter af lærde Værker og Poesier paa Latin. Hans levende Sans for sit Fædrelands Historie satte Frugt i hans Skrifter om Ditmarskerkrigen og et topografisk Arbejde over den cimbriske Halvø. Udmærket ved Begavelse, skarp Forstand og mangesidige Kundskaber samlede han et stort og prægtigt Bibliotek, der rummede en maaske enestaaende Sam ling Udgaver af klassiske For fattere, astrolo giske og geogra fiske Værker. Han var ivrigt beflittet paa at udbrede sin An seelse i Evropa og underholdt en stor politisk og videnskabelig Brevveksling med Konger, Fyrster og Vi denskabsdyrke re i Udlandet.

Stolt var han af sin Slugt, stolt af sin Magtstilling, sin Rigdom og sin Viden, forfængelig og tilgængelig for Smiger i en Grad, at det næsten fik et komisk Anstrøg. Som Politiker var han, hvad man kunde kalde Helstatsmand; dansk Kultur skylder ham intet, han var for Holsten i sin Art, hvad Holger Rosenkrantz var for Danmark, uden at kunne staa Maal med ham i Dybde og Lødighed.

Sin Besiddelse i Danmark gæstede han kun i Ny og Næ, men viste den dog nogen Interesse. Under et Ophold paa Rantzausholm 1569 fik han udvirket Udskillelsen af dette og Krarup By som et særligt Præstekald og lod 1571 sine Bønder i Salling Herred henlægge under Rantzausholms Birketing. Han skænkede 1573 til Klosterkirken en af Malmet fra de nedbrudte Kirker i Fleninge og Haagerup støbt Klokke, prydet med sit og Hustruens Navne.

Ved den 1575 mellem hans Sønner stedfundne Lodtrækning tilfaldt Rantzausholm hans næstældste Søn Breide, hvem han samme Aar sendte derhen, for at lære Dansk Vinteren over, saa at han det følgende Foraar kunde indtræde i Kongens Tjeneste. I Slottets Malerisamling findes et smukt, 1586 malet Portræt af Henrik Rantzau, fremstillet i Kalandbrødrenes Dragt.
Breide Rantzau ejede i Danmark foruden Rantzausholm flere store og rige Godser,der tilfaldt ham dels ved Arv, dels ved Køb; med sin første Hustru Sophie Rosenkrantz, hvem han agtede 1579, fik han Hindemae, med den anden, Karen Gjøe (d 1599), Bremersvold og Løitved, og ved sit tredje Ægteskab med Christense Viffert, Enke efter Henrik Bille til Mogenstrup, kom han i Besiddelse af Lindenborg. Paa Fyen erhvervede han Søbysøgaard, Nislevgaard, Harridslevgaard, Hellerupgaard, Rødkilde og Flintholm; af store Gaarde i Sjælland ejede han Svanholm og Lindholm. Hans biografiske Data er derved bleven fremdraget paa forskellige Steder i nærværende Værk. Her skal kun mindes om, at han 1601 blev Christopher Walkendorfs Efterfølger som Statholder i København; han ledede under Kalmarkrigen Rustningerne, fulgte 1611 Kongen paa hele Felttoget og deltog med Tapperhed i Kampene ved Kalmar og Aaret efter ved Vidsø. Han døde 1618 i København.

Breide Rantzau opholdt sig jævnligt paa Rantzausholm, hvor hans Børn af første Ægteskab fødtes 1587 - 93; i Januar 1588 opholdt Kong Frederik II sig her og holdt hans førstefødte Datter over Daaben. I 1585 ombyggede han det søndre Hus, hvorom endnu vidner en over Døren til Midterindgangen indsat Tavle med Aarstal og hans og første Hustrus Navne og Vaabener. Af de store Skovgaarde, Brendegaard og Røjlegaard, oprettede han Brendegaard, der siden har været forenet med Hovedgaarden. Rantzausholm beskrives i Biskop Jakob Madsens Visitatsbog (1589) saaledes: ªIngen Taarn paa, er Holm Kloster Kirke. Bønderne gaar ind til paa den nordeste Side. 4 skønne Hvælvinger, høj Kirke, to Klokker. Tavlen: en stor S. Nicolaus siddendes. Fonten nede i Kirken. En Tegning af Rantzausholm fra 1590 (i H. Rantzaus Bog Hypotyposis arcium) viser følgende: Paa den nordlige Mur af Kirken, ved Siden af Vaabenhuset, hvis Stengulv lagdes frit 1909, fører en Vindeltrappe op i Taarnet. I Flugt med den vestre Fløj laa Haven indhegnet paa begge Sider af et højt Plankeværk. Omtrent midtvejs ligger paatværs et af Buer overdækket Lysthus. For Enden af Haven og altsaa Syd for Hovedgaarden ses Ladebygningen. En høj, takket Mur med Indgang ad en Vindebro afgrænsede mod øst hele Komplekset, deriblandt to Bindingsværks Bygninger.

I Kirkens østlige Ende under Koret lod Breide Rantzau indrette en muret Begravelse med Hvælvinger; her lod hans sin første Hustru Sophie Rosenkrantz bisætte, og senere førtes ogsaa hans Lig hertil.

Efter Breide Rantzaus Død arvedes Rantzausholm af hans ældste Søn Cai; her fødtes han i 1591 og tilbragte sin første Barndom indtil Moderens Død, da han kom i Huset hos Bedstefaderen paa Breitenburg og senere hos Farbroderen Gert Rantzau. Han deltog i Kalmarkrigen, fulgte Jakob Ulfeld til Spanien og fik 1615 Københavns Len; han døde, kun 32 Aar gl., 1623 paa Kallundborg Slot. Foruden Rantzausholm ejede han Bremersvold, Hellerup, Harridslevgaard, Rødkilde og Flintholm. Han og Hustru, den bekendte Fru Anne Lykke (Datter af Hr. Henrik Lykke til Hverringe, Gisselfeld o. s. v.), hvem han 1615 havde ægtet, lod 1620 opsætte en Etage paa det østre Hus ud mod Alleen, der oprindeligt kun havde to Stokværk, og Aaret før havde de skænket en ny Altertavle til Kirken. Da Cai Rantzau ikke efterlod sig Sønner, gik Rantzausholm efter Arvefølgen over til hans yngre Broder Frantz Rantzau. Det er bekendt, hvorledes den statelige og i Optræden saare vindende unge Mand ved den store Yndest, han nød hos Kong Christian IV., tidligt blev optaget i Rigsraadet, beskikket til Statholder i København (1627), udnævnt 1632 til Rigshofmester og trolovet med Kongens Datter med Kirstine Munk, Anna Cathrine, men endnu samme Aar, en mørk Novembernat, druknede i Rosenborg Slotsgrav.

Rantzausholm tilfaldt ved hans Død Broderens, den tidligere Besidders Datter Sophie Rantzau (f. 1616), der 1631 ægtede Laurids Ulfeld til Egeskov. Ægteparret opholdt sig mest paa Harridslevgaard, hvor hun allerede døde 1635, og Rantzausholm gik nu over til hendes Moder Fru Anne Lykke. I de Aar, der var hengaaet efter hendes Ægtefælles Død, havde den unge, livslystne Enke gjort sig mindre fordelagtig bekendt hele Landet over. Senest fra 1626 havde hun knyttet et Forhold til den da 22aarige Thronfølger og under Kongens Fraværelse fulgt ham paa hans Rejser gennem Landet; paa Rantzausholm havde han sit eget Værelse, der længe kaldtes ªPrinsens Kammer´. Underrettet om dette Forhold gav Kongen i Novbr. nævnte Aar Ordre til at paagribe hende i Nyborg og lade hende føre til Baahus Fæstning og lod samtidig gennem aabent Brev til samtlige Indbyggere i Danmark gøre Rede for dette usædvanlige og lovstridige Skridt. ªMed Drik og anden Letfærdighed" havde hun aarle og silde opholdt Prinsen og ªtilskanset ham allehande slet Gesinniker til Opvartere´; baade unge og gamle, inden og udenlands, vidste at tale bespottelig om hendes ªRippen og Rejsen´. Ved Aarets Udgang tilbød Kongen hende Friheden mod Forpligt til at ville forblive paa sin Gaard, men hun vægrede sig bestemt ved at undertegne en saadan Revers, hvorefter Kongen i Febr. det følgende Aar lod hende føre til Kronborg. Ud paa Sommeren lod Kongen Fru Anne Lykke indstævne for Rigsraadet og 16 gejstlige, der skulde mødes i Kolding 15. Okt. for at dømme hende, men tog faa Dage før Stævningsdagen sin Beslutning tilbage, der af Fru Anne Lykke var bleven besvaret med en Klage over Kongen for Rigsraadet. I Januar 1628 blev hun frigivet, mod sammen med sin Broder Frantz Lykke og sine nærmeste Venner at udstede en Orfejde. Mærkelig nok fandt hun kort efter en Bejler i Kongens Overskænk, den lærde Knud Ulfeld, Corfitz Ulfelds Broder, med hvem hun 1. Marts 1629 fejrede sit Bryllup. Fru Anne Lykke døde 1641 i sin bedste Alder, og Arving til Rantzausholm og de øvrige hende tilhørende Godser blev hendes førnævnte Broder Frantz Lykke, kaldet den rige; han ejede ialt 12 Herregaarde og er tidligere oftere nævnt i dette Værk. Som Besidder af Rantzausholm har han ikke efterladt sig Spor; han døde 1655, men havde allerede 10 Aar før overladt denne Besiddelse til Sønnen Kai Lykke, der 1646 skriver sig til Rantzausholm; efter Faderen arvede han Gisselfeld, Flintholm, Rødkilde og Hverringe, Hevringholm og Estruplund.
Kai Lykke var født omkring 1625, studerede udenlands og blev efter sin Hjemkomst 1646 udnævnt til Kammerjunker, hvilken Stilling han fratraadte kort efter Christians IV¥s Død. Han tilhørte Corfitz Ulfelds Parti, var forlovet med dennes ældste Datter og fulgte Rigshofmesteren paa dennes Sendefærd til Holland. Rantzausholm var hans Yndlingsgaard paa Fyen, hvor han levede et muntert Ungkarleliv, drog mange Gæster til Huse og knyttede intime Forbindelser med de paa Gaarden tjenende unge Piger, der eftervisligt havde deres Sovekammer op ad Kai Lykkes ved Kirkestuen. Ikke mindre end 53 Personer, foruden tilfældige fremmede, spiste daglig paa Rantzausholm. I 1652 ses han at have været beskæftiget med omfattende Byggearbejder her; 1655 fuldførtes den store, prægtige Ladegaard, der nedbrændte delvis i 1900, og som bar hans Vaabenmærke, et Lykkehjul, og det nævnte Aarstal. Han var en stor Ynder af ædle Heste og underholdt her et Stutteri; det forlængst forsvundne, store Ridehus paa Gaarden er vistnok ogsaa bygget af ham.

Af Rantzausholm, som det var paa Kai Lykkes Tid, faar man et udmærket Billede af to Planer, tegnede ved 1660 af en hollandsk Bygmester, hvoraf det ene giver et Grundrids af Gaarden og dens nærmeste Om givelser med et Prospekt af Slottet og Ladegaar den, det andet et meget omhyggeligt tegnet Lang desnit af Hovedbygningen og et Tværsnit af det østre, med Kirken sammenbyg gede Hus med dets tre Stokværk.

Anvendelsen af de indre Rum i den sidstnævnte Bygning oplyser en sam tidig Synsforretning. I før ste Etage gik man fra Kir ken ind i den med for gyldte Fliser beklædteKirkestue; videre fulgte Pigernes Sovestue, Kai Lykkes Sovekammer, med brunt Flisegulv, Mellem stuen og den store ªFru erstue ´ ved Runddelen(Taarnet i det sydøstlige Hjørne). Det søndre Hus betegnes som ªBorgstue huset ´ med fire Værelser nedenunder laa Borgestuen, Ladefogedens Kam mer, Drejekammeret og Kælderen under det garnle Fadebur. I det vestreHus, ªBryggerhuset´, varKøkkenet, Rustkamme ret, Skriverstuen, Staldkammeret og Klædestuen.

Til de øvre Etager i søndre og vestre Hus førte en særlig Opgang i et Om Beskaffenheden og nu forsvundet, firkantet Trappetaarn i Hjørnet mellem begge Bygninger.I Flugt med Bryggerhusets nordlige Sidemur laa det store idehus, der var forbundet med Kirken veden Mur i Vinkel, saa at Borggaarden dannede en næsten regelmæssig Firkant.

Under Forberedelserne til Fredsbruddet med Sverige 1657 fik Kai Lykke Patent som Oberst med Forpligt at hverve et Rytterregiment i Fyen, i hvilken Anledning der paa Gaarden udfoldedes en travl Virksomhed med Syning af Uniformer til i alt 1000 Mand. Under begge Svenskekrige led Rantzausholm meget baade ved Fjendernes Plyndringer og de allierede Troppers Overgreb. Ridefogeden anfører, at han ialt har uddelt 52000 Maaltider paa Gaarden til fremmede Krigsfolk.

Under Kai Lykkes Fraværelse styredes Godset med stigende Hensynsløshed af Ridefogeden Peder Børting, til hvem han 1656 havde bortgiftet sin Elskerinde Sofie Abelsdatter, og hvis Bryllup han med stor Rundhaandethed havde bekostet. Da Børting i 1661 paa Grund af en Trætte med Kai Lykke blev afsat fra sin Bestilling, tog han en lav Havn over sin tidligere Herre ved at fremkomme med et gammelt Brev til Sofie Abelsdatter, hvori han sigtede Dronningen for at staa i intimt Forhold til sin Kammertjener. Kai Lykke, der allerede tidligere havde været uforsigtig, blev underkastet Forhør og bekendte sig skyldig i Majestætsforbrydelse; Livsstraffen blev omsat til en Bøde af en Tønde Guld, som han ikke erlagde, og han rømte til Skaane. Stævnet for Højesteret dømtes han fra Ære, Liv og Gods, og Dommen blev fuldbyrdet paa Slotspladsen in effigie.

Fra hans konfiskerede Bo gik Rantzausholm 1664 over til Kong Frederik III¥s Yndling Rentemester Christopher Gabel, der havde forstrakt Kronen med betydelige Summer. Gabels Personlighed, der af den aldre Historieskrivning ganske uberettiget var blevet lagt for Had, er i nyeste Tid dels ved A. D. Jørgensens Karakteristik, dels efter at hans samtidige, Ditlev Ahlefeldts smukke Omtale af ham har set Lyset, kommet til at staa som den maaske mest sympatetiske Skikkelse i Frederik III.s nærmeste Omgivelser. Rantzausholm var, da Gabel overtog det, i største Forfald, vistnok mere end af Fjendehaand foraarsaget ved røveriske og samvittighedsløse Tjenestefolk. Gabel har personlig næppe mere end flygtigt gæstet Rantzausholm, hvorimod hans Frue, Ermegaard Gabel, født Badenhaupt, synes at have indrettet sig husligt her. I et Inventarium fra 1667 nævnes velbyrdig Fruens Sengekammer og Vinterstue. Desuden forekommer den med uldne Tapeter af forskellige Farver dragne Fruerstue, i hvilken fandtes et Bord til at trække ud, om hvilket der stod otte tapetserede Stole og to forgyldte Armstole, medens Væggene var prydet med otte Portrætter og to Landskaber. Endelig omtales Taffelstuen og Datteren Frøken Anna Margrethes Kammer. Gaarden havde foruden 18 Heste og Hopper en ret anselig Kvægbestand. - Holmekloster vekslede for anden Gang Navn, da Ga bel i 1667 mod Segeberg Kalkbjerg mageskiftede Rantzausholm, der Aaret efter gik over til Fru Bir gitte Trolle i Mageskifte til Kongen for den hende tilhørende Gaard Torben feld (Frydendal).
Birgitte Trolle var Dat ter af Rigsviceadmiral og Statholder i Norge Niels Trolle og fødtes 1631 paa sin mødrene Gaard Skar hult i Skaane. 1656 æg tede hun Mandrup Brahe til Torbenfeld og Søbysø gaard, hvilke Gaarde hun arvede efter Manden, der allerede døde 1666. I de første Aar af sin Enke stand levede hun et ly stigt Vinterliv i Hoved staden og traadte i nær mere Forhold til Griffen feld, med hvem hun hav de Stævnemøder paa det ªyndelige´ ørholm. Blandt Griffenfelds konfiskerede Papirer findes en Række intime og fornøjelige Breve til ham fra hende,skrevne i 1672 - 74 og daterede fra hendes ªResidents ´ BraheTrolleborg,det nye Navn hun med Kongens Tilladelse gav Rantsausholm. I 1672 fik hun Patent som Friherreinde til BraheTrolleborg, som hun ved Tiltrædelsen af samme testamenterede til sin Broder Cor fitz Trolle. Denne var født 1628 og over tog 1649 Besiddelsen af Skarhult, deltog i Svenskekrigene i forsøget paa at generobre Kronborg fra Svenskerne og ledede Anslaget paa Malmø. 1664 70 var han Amtmand over Skanderborg og blev 1669 Geheimeraad og Assessor i Statskollegiet.Skønt han hørte til Griffenfelds Omgang, undsaa han sig ikke for at udspionere hans Veje og havde en væsentlig Andel i hansFald, ligesom han havde Forsædet blandt hans Dommere. Corfitz Trolle var en slet Husholder, der maatte gaa fra begge sine Gaarde, Skarhult og Sandholt, og døde forgældet i København 1684. I sit Ægteskab med Birgitte Rantzau fra Asdal (f. 1641) havde han to Sønner Frederik og Niels, hvoraf den ældste af sin 1687 afdøde Faster ved Faderens Død indsattes til Arving af Baroniet. Fru Birgitte Rantzau, der ifølge Johan Monrads Ord i sin tidligste Ungdom ªpasserede for det dejligste, man vidste<<, døde i 1695 paa BraheTrolleborg, i ªynkelig Tilstand og berøvet sin Fornuft ´.

Baron Frederik Trolle tiltraadte under Formynderskab Besiddelsen af Baroniet og fik 1689 Patent som Friherre af BraheTrolleborg, hvorefter han ægtede ªen fattig Jomfru´, Anna Catharine Walkendorf til Tidselholt. Levende interesseret i Almuens Oplysning byggede og bekostede han ialt 5 Skoler paa Baroniet, der lange hævdede en Førsterangs Plads blandt Landets Almueskoler, indtil en af hans Efterfølgere i Besiddelsen, Grev Johan Ludvig Reventlow, paa samme Sted opførte nye og bedre. Frederik Trolle døde 1700, kun 35 Aar gammel, hans Enke fik Brendegaard som Enkebolig og døde her i 1719, medens Baroniet tilfaldt hendes aandssvage Broder Baron Niels Trolle. Man regnede tidligt med, at han ikke vilde indgaa Ægteskab eller efterlade sig Afkom, thi 11. Okt. 1700 fik Storkansler Greve Conrad Reventlow Ekspektancebrev paa Baroniet, fornyet ved hans Død 1708 for hans Søn Greve Christian Ditlev Reventlow.
Kærlighedsforholdet mellem dennes Søster Anna Sophie og Kongen har ikke, som oftere fremsat, Andel i, at Baroniet gik over til den Slægt, der endnu ejer det. Tilmed var det paa hin Tid en Gave af tvivlsom Værd, da det var grundig forfaldent og ødelagt; Kirkefløjen truede med at styrte sammen; i den store Sal manglede baade Loft og Gulv; det søndre (Breide Rantzaus) og vestre Hus var ligeledes udvendig og indvendig faldefærdige og delvis uden Tag, og det samme gjaldt Ladegaarden; Bøndergaardene var som Helhed ogsaa i slet Forfatning og brøstfældige. Den sørgelige Tilstand, i hvilket Baroniet befandt sig, skyldtes dels Krigens Tynge, Besidderens aandelige Umyndighed og hans haardhændede Ridefoged og Godsstyrer Niels Krogstrup, der havde udpint Godset og Bønderne og selv levede som en Herremand.

Ved den sidste af de friherrelige Trollers, Baron Niels¥ Død i 1722 overtoges Baroniet af General, Greve C. D. Reventlow, hvis Livsbane er skildret ved Omtalen af Christianssæde. Paa Baroniet gik hans Bestræbelser ud paa at generhverve det ved Konfiskeringen af Kai Lykkes Ejendomme frasolgte Gods, hvilket dog kun delvis lykkedes ham. Medens den ene af hans Naboer, Niels Krag paa Egeskov, til ham afstod bl. a. Gl. Egneborg og de 4 store Gaarde i Lydinggaarde, vilde den anden, Holsten paa Gjelskov, ikke føje ham, fordi han agtede at oprette sit Gods til Stamhus. Ved Grev C. D. Reventlows Død 1738 tilfaldt Baroniet hans ældste Søn Grev Conrad Ditlev (f. 1704), der, efter at have beklædt Embedet som Amtmand i Haderslev 1725 - 31, ved sit Giftermaal med Prinsesse Vilhelmine Augusta af Nordborg Pløen overtog Styrelsen af Godset og tilflyttede BraheTrolleborg, hvor hans syv første Børn fødtes 1732 - 39. Efter Faderens Død arvede han Grevskabet Reventlow (Sandbjerg), Krenkerup og Frisenvold og tog Bolig i København, blev 1747 Deputeret i økonomi og Kommercekollegiet, senere Geheimekonferensraad og Præsident i Højesteret samt i 1749 Stiftamtmand over Sjalland. I de ti Aar, Grev C. D. Reventlow boede paa BraheTrolleborg, var han bestræbt paa at ophjælpe Gods og Gaard og havde heri en ypperlig Bistand i den vindskibelige Frederik Bagger, der paa samme Tid fungerede som Familiens Godsstyrer, Livmedikus, Husprædikant og Arkivar, tillige ivrig Landmand, Forpagter af Brendegaard og Ejer af Højrupgaard og Julskov. Han fortsatte Godsarronderingen ved Erhvervelsen af de tidligere under Baroniet hørende Gaarde Haagerup Skrivergaard, Gjellebred og Eskebjerg, som han, støttet til et af Kong Hans 1498 til Holmekloster udstedt Brev, ved Højesteretskendelse vandt tilbage fra Landsdommer E. S. Holsten paa Gjelskov. Ved Slottet anlagdes en prægtig Have; ªSkovene´ hedder det i Danske Atlas (1767), ªere mange og vel med de bedste i Landet, baade af Eg og Bøg; der findes en egen Dyrehave med overflødig Vildt, og i 4 ferske Søer Landets bedste Fiskeri.´
Ved Grev C. D. Reventlows tidlige Død i 1749 arvedes Baroniet af hans ældste Søn Greve Christian Ditlev Reventlow (f. 1735), der i sin Ungdom kavde gjort store og lange Rejser under Ledsagelse af den berømte Folkeretslærer, Prof. M. H¸bner,. men som udviklede sig lidet heldigt ved sin store Flygtighed og Letlevenhed. Kun 22 Aar gammel blev han gift med Ida Lucie Scheel von Plessen, hvis Navn er bevaret i den efter hende opkaldte, maleriske Holm Lucie øen i Nørresø. Grev Reventlow døde allerede 1759, ikke 25 Aar gammel, efterladende en eneste Datter, der blev gift med den senere Statskansler Fyrst Carl August Hardenberg.

Baroniet gik nu over til den afdødes Farbroder Greve Christian Ditlev Reventlow (f. 1710), hvis patriarkalske og smukke Livsførelse er tidligere omtalt ved hans Hovedbesiddelse Christianssæde. I første Ægteskab med Johanne Sophie Frederikke Rigsbaronesse Bothmer (g 1754) havde han de i Danmarks indre Historie saa bekendte Sønner, Bonde og Skolevennerne Statsminister C. D. F. Reventlow og Greve Johan Ludvig Reventlow, der ved Faderens Død arvede Baroniet 1775, og den ikke mindre navnkundige Datter Louise, i første Ægteskab gift med Hofjægermester C. F. v. Gram, anden Gang med den tyske Digter Greve Christian Stolberg til Vindeby ved Ekernførde. Sorgen over hans første Hustrus Død gjorde Grev Reventlow uvirksom, hvad baade Godset og Husstanden fik at føle, indtil han, støttet af sin anden Hustru, Charlotte Amalie Comtesse HolsteinLedreborg, en alvorlig og forstandig Kvinde, som han ægtede 1762, atter fik bragt Orden i sine Sager. I 1768 blev Trolleborg, ªden højtidelige, ærværdige Borg med Vindeltrapper, der førte ind i Gemakkerne´, som Frederikke Brun har skildret det, underkastet en Hovedreparation, hvorom en endnu bevaret Indskrift over Borgporten beretter.

Med Grev Johan Ludvig Reventlou og den mangesidige, almennyttige Virksomhed, han i sin Besiddertid udfoldede paa BraheTrolleborg, er Stedet med dets mange gamle historiske Minder først egentlig gaaet ind i den almindelige Bevidsthed.

Ludvig Reventlow fødtes 1751, besøgte med sin ældre Broder Gymnasiet i Altona og Sorø Akademi under Ledelse af ªderes anden Fader ´, den kundskabsrige og retsindige Dr. med. Carl Wendt (Finansdeputeret, senere Overpræsident i Kiel og Geheimekonferensraad), der ogsaa fulgte Brødrene først til Leipzig, hvor de studerede under C. F. Gellert, derefter paa Rejse til Schweitz, Frankrig og England, ivrigt interesseret for Studiet af Landbrug, Fabriksvæsen og Industri. 1773 indtraadte Reventlow som Auskultant i Rentekammeret og overtog efter opnaaet Myndighedsalder Baroniet, der da omfattede 124 Tdr. Hartkorn Hovedgaardstakst og 578 Tdr. Bøndergods. Gaard og Gods var i maadelig Forfatning; Hovedbygningens Mure saa kort efter den seneste Restauration brøstfældige, Huset gennemtrangt af Fugt, Avlsbygningerne gamle og forfaldne; Bøndergaardene laa i Fællesskab, Skovene og Jorderne var uden Hegn; paa Markerne stod hist og her Smaakrat og enligeTræer, megen Jord henlaa udyrket og dukket af Sten. Det første, omfattende Arbejde, den nye Besidder paatog sig, var en nøjagtig Opmaaling af hele Baroniet der i 1775 omfattede ialt 6352 Tdr. Land; den fuldendtes først 1784. - Imidlertid havde Ludvig Reventlow (1778) indgaaet ægteskab med Sybille Schubart (f. 1753) af en til Danmark indvandret tysk Officersslægt. I alt, hvad hendes ægtefælle fik udrettet i de 25 Aar, han besad Baroniet, i hans store Virksomhed for Folkeoplysningen og Bondefrigørelsen i Almindelighed har Sybille Reventlow sin rigelige Del, opladt som hun var for alle bærende Ideer i Tiden; sandheds og kundskabssøgende, Solskinsmennesket med den store, lyse Tro, begavet med mandig Vilje, Selvtugt og Handlekraft.

Ludvig Reventlows Gerning som Bonde og Børneven tilhører Historien og maa i store Træk forudsættes som bekendt. Udskiftningsarbejdet paa Baroniet, hans første Hovedmaal, var i Løbet af faa Aar saavidt fuldendt, at han i 1788 ved en stemningsfuld Fest kunde samle alle Baroniets Bønder for at forkynde dem Hoveriets Ophævelse paa Godset samtidig med at han erklærede de tilstedeværende 88 Gaardmænd for frie Arvefxstere. I 1792 var der udskiftet ialt 510 Tdr. Hartkorn, og 40 Gaarde udflyttede. Hele Skoven, Baroniets væsentligste Indtægtskilde, var bleven indhegnet, og ethvert Fællesskab paa Baroniets Enemærker afskaffet. I de Navne, man gav de ny anlagte Gaarde, genkender man de i Tiden herskende litterære Interesser: den græske Oldtid repræsenteret ved Athen, Sparta og Theben, Sværmeriet for Sydhavsidyllen, opelsket gennem fantasifulde Rejsebeskrivelser, ved Oweihe og Petu, og endelig Drømmene om Landbolykke anskueliggjort i Navne som Aksglæde og Ladefylde, Oldingsro og Arvingstak; Navnene skyldes fortrinsvis Baggesen, der paa sin første ªDigtervandring´ til Trolleborg hos omsorgsfulde og fintfølende Velyndere genvandt sin Sundhed og Livslyst og som i sit een Gang saa beundrede, nu forglemte Digt ªTil Roserne´ har fejret sin ªSanggudinde´ Grevinde Sybille.

Samtidig med Gennemførelsen af Landboreformerne paa Godset modnedes Reventlows Arbejde for Oprettelsen af Folkeskoler, afpassede efter Almuens Tarv med en i alle Maader forbedret Undervisning, Klasseinddeling, regelmæssig Skolegang, Hensyntagen til de hidtil upaaagtede hygiejniske Krav, og Indretningen af rummelige, lyse og luftige Skoleværelser. I 1783 indviedes den ny Skolebygning i Gjærup, den første Folkeskole i Danmark efter den nye Aand. Ludvig Reventlows Skolereglement blev et Forbillede for alle i de følgende Aar oprettede Almueskoler. Som ªen af de første i Landet, der har foretaget sig og med Held udført en væsentlig Forandring i Skolevæsenet´ blev han Medlem af den 1789 nedsatte Skolekommission, der bl. a. affødte Oprettelsen af Seminariet paa Blaagaard. Selv skaffede han Fyen et særligt Seminarium paa Baroniet, ªBernstorffsminde ´ kaldet, hvortil han skænkede Grunden nær ved Egneborg og i Forening med flere Godsnaboer stiftede i alt 20 Fripladser (1798). Til Seminariet var knyttet en Opdragelses og Pensionsanstalt, der endnu i 1800 talte 30 Alumner, ikke alene danske og norske, men af de forskelligste Nationaliteter, og som har udsendt et stort Antal Elever, opfyldte af den Nidkærhedens, Mildhedens og Renhedens Aand, der gennem Anstaltens Stifter og dens Lærere (J. F. Oest og Villaume) hvilede over dette Ungdomshjem. Trolleborg blev et Valfartssted for Samtidens Pædagoger og Filantroper endog fra fremmede Lande.

Ved Siden af Landbo og Skolesager omfattede Grev Reventlow ogsaa Industri og Fabriksvæsenet paa Baroniet med stor Interesse; paa Lykkenssæde oprettedes et Høeravlingsinstitut, der udbredte Kendskab til Hørrens Dyrkning og Behandding til alle Egne i Landet; 1785 anlagde han et Slibe og Svaghederne hos denne sjældne Mand, levede for at sprede Glæde og Lykke omkring sig,var dels en yderliggaaende Optimisme, dels Trang til at ville overkomme mere, end hans Kræfter og Raadeevne rakte, som ogsaa hans aldrig hvilende Arbejdsiver og Iderigdom, der til Tider fik Prag af stundesløs Idejagt. Dette i Forbindelse med de bitre Erfaringer, der dels skyldtes en fremder kun med Projektmagers vilde Landbrugseksperimenter paa Baroniet, dels Bøndernes Utaknemmelighed og Seminaristernes Anmasselse, undergravede tidligt hans Sundhed, og trods uformindsket Gavnelyst lige til det sidste var han en gammel Mand, da han 1. Marts 1801, kun 51 Aar, endte sin travle Livsdag.

Grev Ludvig Reventlow hviler i den af ham udfor Kirkefløjens ydre Langside anlagte Gravlund under herlige, af ham plantede Kastanietræer. Her ligger endvidere begravet, foruden hans Hustru, seks af deres Børn, Grevindens Forældre: Oberstløjtnant Carl Rudolf Schubart (d 1759) og Hustru Inger, født Løvenskiold (d 1808), Digteren Grev Friedrich Leopold Stolbergs Hustru, den tidligt afdøde, af Goethe og Voss for sin Ynde og Elskværdighed lovpriste Agnes, født von Witzleben (d 1788); endvidere af aldre Besiddere: Breide Rantzau og Hustru Sophie Rosenkrantz, Mandrup Trolle og Birgitte Trolle, Hr. Korfitz Trolle og hans to Sønner, hvis Lig ved de i forrige Aarhundrede stedfundne Restaureringer af Kirken udtoges af de hvælvede Begravelser og nedsattes her.

Grevinde Sybille Reventlow udfoldede i de Aar, hun i sin Enkestand styrede Godset, og siden i Samvirke med sin eneste Søn, Greve Ditlev Reventlow (1782 - 1854), der, efter at have tilendebragt sine Studierejser og indgaaet ægteskab med Comtesse Josephine Schimmelmann (1790 - 1852), i 1808 overtog Baroniet, en ærefuld Virksomhed for at opretholde de af hendes Ægtefælle grundlagte Institutioner til Folkeoplysningens Fremme, af hvilket Seminariet trods de vanskelige Tider først nedlagdes 1827, medens Antallet af Skoler paa Baroniet øgedes. Aartier efter Grev Ludvigs Død kunde man paa Trolleborg spore ªhans Aands usynlige Virken". Grevinde Sybille Reventlow afgik 1828 ved Døden; hendes pietetsfulde og velvillige, men i Sammenligning med Faderen mindre daadskraftige Søn og hans Hustru har ved deres store Humanitet og Godgørenhed ªøget Ættens Ære´, som det hedder i F. L. Mynsters Mindedigt. I hans Besiddertid blev Baroniets Skove gennem en rational Behandling under den fremragende Forstmand J. C. V. Oppermanns Ledelse hævet til en Mønsterdrift. Der anlagdes nye Veje, Moser udgravedes og beplantedes, og navnlig indførte man en fuldstændig rationel Udhugning af samtlige yngre og midaldrende Bevoksninger. Hans Fremgangsmaade, der faldt sammen med den geniale Forstmand, Statsminister Reventlows Teorier, stødte, til at begynde med, paa Modstand hos det kongelige Forstvæsen, men trængte senere igennem og blev almindelig godkendte. I Oppermanns Embedstid voksede Skovarealet fra 2880 Tdr. Land Skov til 3055 Tdr. I Grev Ditlevs Tid anlagdes en ny Lysthave paa Trolleborg af den fremragende Gartner J. C. Eltzholtz, ved hvis Tiltræden i 1831 Haven kun var begrænset til et ganske lille Areal nærmest Slottet. Han lod anlægge store Plæner med fritstaaende Træer, udgrave og oprense Mølledammen og føre Gange gennem Lysthaven. Endelig skal nævnes, at Grev D. Reventlow baade i 1817 og 1847 lod foretage en omfattende Restaurering af Slottets Kirke. De ældre Indgange paa den nordlige og sydlige Side tilmuredes og et nyt Vaabenhus opførtes. I det Indre fjernedes de sidste Minder fra Klostertiden med Undtagelse af den førnævnte Ligsten over Abbed Tue.Ved den første Restauration smykkedes Kirken med den af Grevinde Sybille Reventlows Søster, Grevinde Charlotte Schimmelmann 1817skænkede Døbefont, udført af Thorvaldsen i italiensk Marmor med Relieffer paa dens fire Sider, der nævnes i en af Ingemann i Anledning af Kirkens Genindvielse forfattet Sang. Ved hans barnløse Død gik Baroniet over til Greve Ferdinand Otto Carl Reventlow (f. 1803), Statsminister C. D. F. Reventlows Sønnesøn, der 1851 efter sin Fader havde arvet Grevskaberne Reventlow og Christianssæde og var gift med sin Kusine Comtesse Benedicte Reventlow (1834 - 1893). I deres Besiddertid foretoges i 1868 - 69 en alt andet end heldig Restauration af Slottet under Ledelse af en af Datidens tarveligste Bygmestre. De gamle Støttepiller blev nedrevne, og andre opmurede i deres Sted. Der udhuggedes i de gamle Mure nye Vinduesaabninger, og store, dobbelte, spidsbuede Jernvinduer indsattes; Spiret blev nedbrudt, det gamle Tag fjernet, og Murens Højde sænket ni Kvarter. Nye Murgesimser opførtes, og hele Kirkens ydre Mur blev belagt med Cementpuds. I Kirkens Indre udslettedes alle de arkitektoniske Prydelser. I 1871 opførtes langs Indersiden af østfløjen en Arkade med en overdækket Gang og Trappetaarn.

Ved Grev F. O. C. Reventlows Død 1875 gik de to Familiegrevskaber og Baroniet Brahe - Trolleborg over til hans da endnu umyndige,eneste Søn og Arving, Lensgreve Christian Einar Reventlow, født 18. Juli 1864. Efter at have besøgt Herlufsholms Skole gik han paa lange Rejser gennem det meste af Europa og videre til Syrien, Palæstina og Nordafrika, hvorved hans tidligt vaagnede kunstneriske Talent udvikledes og satte Frugt i hans Rejsebog, der under Titlen ªBlyantsskizzer fra mange Lande ´ udkom 1890. Hjemvendt tiltraadte han Besiddelsen af Grevskaberne Reventlow og Christianssæde samt Baroniet BraheTrolleborg. Fra tidlig Ungdom af stærkt interesseret i den ædle Hesteavl og Væddeløbssporten holdt han i Tyskland en ogsaa i Udlandet højt anset Væddeløbsstald og vandt flere hjemlige og fremmede Løb. Siden 1890 har han paa Trolleborg afholdt et aarligt Dyrskue af Halvblodsheste i fyensk Besiddelse. Fra det herværende Hundestutteri er der gennem en lang Aarrække ydet den betydeligste Indsats herhjemme for Udviklingen af Racehunden, og Grevens Gravhunde er af Eksteriør for Tiden de bedste i Europa. Lensgreve Reventlow er dog mere end en blot og bar Idrætsmand. Hans forstaaende Kærlighed til Dyrenes Liv og Færd, hans fintmærkende Opfattelse af Dyreskikkelsen har sat Spor i hans talrige Tegninger af Heste og Hunde, af hvilke er udgivet ªimages af Racehundene ´ (1895), medens flere af hans ypperlige Fremstillinger af Fuldblodsheste er fremkommet i ªHippologisk Tidsskrift´. Som Ekspert paa det historiske Kostumes Omraade har han tegnet en farvelagt Suite af de oldenborgske Konger til Hest, hvis Anbringelse i en af vore repræsentative Bygninger har været drøftet. For Tiden arbejder Greven paa et større koloreret Værk over Rytterkostumet i Tiden 1400 - 1900, beregnet til ialt ca. 100 Tegninger med beskrivende Tekst. I 1903 udgav han Plancheværket ªFreskerne paa Slottet Malpaga, forestillende Kong Christian I.s Besøg hos Colleoni ´, med store, omhyggeligt udførte Gengivelser af de stærkt medtagne, originale Freskoimages og udførlig Tekst, et Arbejde, der ogsaa i Udlandet har vundet den sagkyndige Kritiks Anerkendelse. Med udpræget historisk Sans og dyb Pietet for sin Slægts Minder har han foranlediget og bekostet Udgivelsen af det bygningshistoriske værdifulde Skrift ªRantzauske Borge og Herresæder´ af Vilh. Lorenzen, og det store slægtshistoriske Værk i "Efterladte Papirer fra den Reventlowske Kreds´ (I - X), der viser de størke aandelige Vekselvirkninger mellem tysk og dansk Kultur og Aandsliv i Oplysningens Tidsalder.

Af sine Besiddelser har Lensgreve C. E. Reventlow stedse omfattet BraheTrolleborg med salig Forkærlighed. Slottets interessante Hvælvinger fra Klostertiden blev, som nævnt, underkastet omfattende Rekonstruktionsarbejder, hvorved det ovfr. afbildede Refektorium fremdrages og restaureredes, ligesom det ved denne Lejlighed bygningshistorisk godtgjordes, at Slottets søndre Fløj er den ældste, hvortil de to andre, formentlig ikke længe efter er føjet. I Borggaarden har Greven efter en Model i Cluny Museet ladet genrejse den gamle Fraterbrønd. Med Benyttelse af gamle Tegninger lod han (ved Arkitekt V. Dahl) genopbygge Kai Lykkes, i 1900 nedbrændte Ladebygning, der nu er en af de stateligste i Landet. Med Omsorg og Indsigt har Greven værnet og forøget Slottets mange Seværdigheder, bl. a. ved et af ham erhvervet, herhjemme enestaaende smukt Eksemplar af en italiensk Julekrybbe. Blandt den herværende rige Samling af historisk interessante og kunstnerisk værdifulde Malerier skal nævnes det A. Diirer tilskrevne, fremstillende den hellige Anna, en Gave fra Byen Passau (1706) til General Grev C. D. Reventlow, og Lucas Cranachs Dobbeltbillede. Af Fyrsteportrætter kan foruden Dronning Dorotheas ovfr. omtalte fremhæves H. Krocks allegoriske Fremstilling af Kong Christian V; B. Coffres festlige, farveprægtige Billede af Kong Frederik IV (med Skizzen til samme); blandt Familiemalerierne flere af B. Denner udførte: Dronning Anna Sophie Reventlow, Grev Conrad Ditlev Reventlow (d 1750) og hans Gemalinde Prinsesse Vilhelmine Augusta af Plˆen (d 1748), Grev Chr. Ditlev Reventlow (d 1775) og hans første Hustru Johanne Sophie, f. Baronesse Bothmer (d 1754) og de førnævnte Grevers Søster Hertuginde Christine Ermegaard af Plˆen (d 1779). Af Portrætter fra Aarhundredets Slutning: J. Juels af Statsminister C. D. Reventlow og Hustru, f. von Beulwitz, og Greve Joh. Ludvig Reventlow og Hustru, de karakterfulde images af sidstnævnte ægtepar, malede 1783 i Dresden af A. Graff, og fra samme Kunstners Haand de ypperlige Portrætter af Grev Christian Stolberg og Hustru, malede sammesteds i 1784.