"Naar man saaledes ved Fælleskabets fuldkomne, og en efter Jordernes foregaaende rigtige Taxation vel overlagt Udskiftning har sat Bonden i Stand til

1. at kunne dyrke sin Jord vel, i det man som mældt har

1. Naar man dernæst ved Hoveriets Afskaffelse eller Formindskelse og Bestemmelse har skaffet ham den fornødne Tid, til behørigen og paa den bequemmeste Tid at kunne dyrke sin Jord, og passe al sin Mark- og Huus-Gierning. Og
2. ved at lade ham beholde sin Korn-Tiende har lette sin Høst, og forøget hans Giødning, og maaske lært ham endnu meere at forøge denne ved Staldforing og paa andre Maader.
3. Naar man fremdeles paa alle muelige Maader har stræbt efter at oplyse ham, og ved enhver Leilighed stedse vedbliver at arbeide paa, grundigen at lære ham, hvorledes han best kan benytte sig af al sin Jord, og i Begyndelsen forskaffer ham de dertil fornødne tienligste Midler, som han enten ikke selv kan erholde, eller ved hvis Anskaffelse han som ukyndig let kan blive bedragen; og endeligen
4. naar man, ved ikke at glemme den tilbørlige Omsorg for Huusmændene, denne talrige Deel af Land-Almuen, har tillige forsikret Bonden om, at kunne erholde de til visse Aarets tider fornødne Arbeidere;

saa troer jeg, at man er paa den rette Vei til Landvæsenets sikre og almindelige Grundforbedring, thi næst Guds velsignelse kommer det vel i øvrigt allene en paa, at Bonden selv vil vise Lyst og Mod til flittigen at arbeide, og til at føre sig alt det, som er giort for hans Beste, ret til Nytte.

Men hvorledes skulde denne Lyst til Virksomhed da i Almindelighed kunne mangle i Bondestanden? nu da Kongen har synderbrudt Lænkerne, igien indsat Bonden i de Rettigheder, der tilkomme ham, som Menneske og som Borger, og stedse, ja Gud give det for Stedse, saa længe den Danske Stat vedvarer! skienket ham en ved viise Love bestemt borgelig Frihed.

Efter saadanne Forberedelser troer jeg, at man sikkert kan give Bonden Eiendom paa sin Gaard, og at man med Grund da kan have det glade og faste Haab, derved i almindelighed at befordre hans sande Lyksalighed og Statens Velstand.

Thi næst Frihed veed jeg i den ommeldte Orden, intet kraftigere Middel til at oplive Bondens Lyst og Mod, end at forskaffe ham paa billige Vilkaar Arvefæste- og Eiendoms-Skiøde paa sin Gaard; thi da veed han jo, at ikke en Draabe af hans Sveed er spildt, men at al hans møisommelige Arbeid kommer ham selv, hans Kone og Børn til Nytte".