free
web stats
Fornavn:
Efternavn:

Christian Ditlev Frederik Reventlow fødtes 11. Marts 1748 paa Christianshavn og blev Dagen efter holdt over Daaben i Hjemmet. Kun tre Aar gammel mistede han sin Moder. Hans Barndomshjem, hvor herskesyge Husholdere og uærlige Tjenestefolk drev deres Spil og ideligt søgte at satte Splid mellem Faderen og Børnene, var efter hans egen Skildring koldt og øde. Som Dreng var han svagelig og led tillige under Trykket af en slet ledet Undervisning. Da Faderen giftede sig paany, vendte der vel en bedre Aand tilbage i det forsømte Hus, men Christian sendtes med sin tre Aar yngre Broder Ludvig kort efter til Altona, hvor de opholdt sig i halvtredje Aar og fra Marts 1763 til August 1764 besøgte det derværende akademiske Gymnasium. Her underviste paa den Tid Mænd som Basedow, Rousseaus Apostel, og Dusch, der henholdsvis læste over praktisk Moral og engelsk Litteratur, men Disciplinen og Ordenen i Skolen var sunken saa dybt tænkes kan. Eleverne, der boede paa Skolen, holdt vilde Drikkegilder, sloge ved Nattetide Borgernes Vinduer ind og opførte store Slagsmaal i Gaderne. Reventlows Hovmester var en brutal Mand, der tilføjede sine Elever haarde legemlige Mishandlinger og tillige søgte at indprente dem Had til Forældrene og Fødelandet og lokke dem til at lade sig hverve i den preussiske Hær. Flugtplanerne bleve imidlertid opdagede, og begge Brødrene ufortøvet hjemkaldte. Dog havde Reventlow her tilegnet sig ikke faa gode og grundige Kundskaber, og hans Flid og gode Opførsel havde vundet Lærernes Tilfredshed.

Det var imidlertid lykkedes Faderen at finde en ny særdeles dygtig Lærer til sine Sønner i Dr. med. Wendt fra Sachsen, der ved Siden af en rig og alsidig Kundskabsfylde allerede praktisk havde aflagt Beviser paa sin fremragende Evne til at vejlede unge Menneskers Studeringer. Under denne Mands Opsigt, til hvem ikke alene Brødrene, men hele den reventlowske Familie følte sig i Taknemmelighedsgjæld deres senere Liv igjennem, blev Christian og Ludvig Reventlow indskrevne paa Sorø Akademi 16. Sept. 1764. Paa hin Tid havde Skolen fortræffelige Lærerkræfter at opvise. Kraft, Sneedorf, Erichsen, senere Reventlows Medarbejder i Bondesagen, og Schytte, i hvis Hus Brødrene vare som hjemme. Undervisningen lededes paa Dansk, og det er derfor aldeles ugrundet at tale om Reventlows Ukyndighed i det danske Sprog fra først af Efter tre Aars Ophold her sendtes begge, stadig ledsagede af Wendt., til Leipzig. I Modsætning til Halle og Jena, hvor Raaheden hos den studerende Ungdom den Gang havde naaet en betænkelig høj Grad, herskede der i Leipzigs akademiske Kredse en bedre Aand. Af Professorerne udøvede især Gellert ved den dybe Fromhed og Inderlighed, hvormed han fortolkede sin Morallære, som ved det fortrolige personlige Forhold, der herskede mellem ham og hans Tilhørere, en vidtudstrakt gunstig Indflydelse paa de Studerende. Han var af Bernstorff bleven udsÈt til at være Lærer for Christian VII, men havde paa Grund af Svagelighed afslaaet dette Hverv og nærede fra den Tid en varm Interesse for alle unge Danske, der studerede i Leipzig. Dette vakte, som Goethe, der samtidigt med Brødrene Reventlow opholdt sig ved Universitetet, og hvis Bekjendtskab de utvivlsomt have gjort, fortæller, de andre Studerendes Misundelse. Gellert tog sig varmt af de to flittige Tilhørere, og de mindes ham begge siden ofte med Tak som deres Velgjører. Ernesti, der som Professor i Theologien banede Vejen for en sproglig Bibelkritik, var tillige en aandfuld Fortolker af klassisk Literatur og læste den Gang for over 200 Tilhørere i hvert Kollegium. Boehme, kjendt fra ªWahrheit und Dichtuing´, var Professor i Rets- og Statsvidenskab. Filosofen Christian Garve, dengang Docent ved Universitetet, Forfatter af en Bog om Bondens Vilkaar og disses Forbedring, stod i Venskabsforhold til Reventlow.

Indtil Paasken 1769, da de tiltraadte deres store Udenlandsrejse, studerede de her med stor Iver og Flid. Gellert anbefaler dem ved deres Afsked fra Leipzig til den sachsiske KæmmerÈr Ernst Haubold v. Miltitz, Fichtes Velynder, som ªto gode Børn´. Rejsen gik over Dresden og Gotha til Frankfurt a. M. og Heidelberg, hvor de henholdsvis studerede Bjærgværksdrift og Fabriksvæsen. I Schweitz vare de optagne af Landbruget, besøgte Reverdil i Genf, gik i Slutningen af Oktober over Mont Cenis og bleve venligt modtagne ved Hertugen af Savoyens Hof. Efter et kort Ophold i Sydfrankrig gik Vejen i januar 1770 til Paris, hvor de forbleve et Fjerdingaar, for saa i Maj at gaa over Kanalen til England. Her glædede de sig over det Præg af Velstand, der hvilede over den engelske Farmer i Modsætning til denne Stands Elendighed i Frankrig. ªJo mere den franske Bonde arbejder og forbedrer sin Jord´, hedder det i et Rejsebrev, ªdesto mere betynges han med Skatter. Han er derfor bedst stillet, naar han slet ikke foretager sig noget´. I Oxford gjorde de et længere Ophold, besøgte i Septbr. Belgien og Holland og vendte endelig over D¸sseldorf og Hamborg i Slutningen af November tilbage til det fædrene Hjem. Overalt havde den nidkjære Wendt søgt at udvide deres Kundskaber og vække deres Interesse for almennyttige Foretagender. Alle Iagttagelser maatte udførligt nedskrives i en Dagbog, som førtes paa Dansk. Glæden over Brødrenes Hjemkomst var stor. Den gamle Reventlow følte sig ªsom forynget´, og Søsterens Breve fra hine Dage vise hendes Henrykkelse over Gjensynet. Rejsen havde gjort Underværker paa dem begge. Christian, der før havde været indesluttet, ordknap og tilbageholdende, forbausede nu alle ved sit frejdige og frimodige Væsen.

I Sommeren 1771 gik Brødrene atter med Wendt paa Rejse til Norge og Sverig for at studere Bjergværksdriften, særlig i Kongsberg. Under et længere Ophold her indhøstede Reventlow Kundskaber paa dette Omraade, der senere i rigt Maal skulde komme ham til Gode. Hjemkommen tog han Bolig paa Christianssæde, for under Faderens Ledelse at sætte sig ind i Godsadministrationen. I August 1772 fejrede han med Forældrenes Samtykke sin Forlovelse med Frederikke Charlotte von Beulwitz, en Datter af den fra W¸rttemberg indkaldte, 1757 afdøde, Geheimeraad v. Beulwitz, der havde beklædt Embedet som Amtmand i Sorø, hvor Reventlow allerede i Studieaarene havde gjort hendes Bekjendtskab og vundet hende kjær. Efter Moderens Død 1768 var hun flyttet til Vallø, hvor hun var indskrevet som Stiftsdame, og her stod ogsaa Brylluppet i største Stilhed d. 24. juni 1774- Stor Tarvelighed udmærkede de Nygiftes første Hjem. Bruden ejede kun en beskeden Sum Penge, og den gamle Greves Pengeaffærer vare den Gang ikke synderlig gode. Det unge Par tog Bolig paa Aalstrup, hvis Gjenopbyggelse Reventlow selv havde ledet. Haand i Haand med Lykken drog Tilfredsheden ind i det nye Hjem, og den forlod dem aldrig siden. I henved et halvt Aarhundrede levede de et i alle Maader fuldkommen lykkeligt Ægteskab, i gjensidig Forstaaelse, i den ømmeste Kjærlighed.

Reventlow havde begyndt sin Embedsbane som Auskultant i økonomi- og Kommerce Kollegiet d. 1. Febr. 1773 og var omtrent samtidig udnævnt til Kammerherre. Den 14. April 1774 blev han Deputeret i samme Kollegium og 9. Dec. 1776 i Bjergværksdirektoriet. Den Fylde af Kundskaber og Erfaringer, han havde indhøstet paa sine Rejser, satte rig Frugt i hans Virksomhed for Industriens Fremme.

Imidlertid var Faderen 30. Marts 1775 afgaaet ved Døden, og Reventlow tiltraadte Besiddelsen af Grevskabet Christianssæde, medens Grevskabet Reventlow tilfaldt Broderen Conrad, og Johan Ludvig arvede Baroniet Brahe-Trolleborg.

Inden Reventlow besluttede sig til at føre sine store Reformideer til Landvæsenets Forbedring og Bondestandens Rejsning ud i det Store, vilde han først paa sine egne Godser prøve deres Virkning. Toogtredive Landsbyer foruden dem, som laa i Fællesskab, tilhørte ham, over hvilke han ªherskede mere uafhængigt end nogen Konge.´ Medens Pederstrup, Skjelstofte og Lungholm vare bortforpagtede, drev Reventlow selv Christianssæde, Dansted og Aalstrup. Han begyndte med at opføre nye mønstergyldige Avlsbygninger i Stedet for de forældede og forfaldne, delte Jorderne i otte til ti Marker i Modsætning til det gamle Firevangsskifte, der ikke lod Jorden nogen Hvile. Kløver og andre Foderurter udsaaedes, og fra England lod han indføre nye Agerdyrkningsredskaber. En nøjagtig Opmaaling og Kortlægning af Godserne foretoges, Landsbyerne udskiftedes og derefter de enkelte Jordlodder. I Aaret 1785 vare 73 af Grevskabets 270 Bøndergaarde udløste af Fællesskabet. Samme Aar blev Christianssæde bortforpagtet for 3700 Rdlr., Pederstrup for 5200 Rdlr. og Dansted for 1000 Rdlr. aarlig paa sex Aar. Christianssædes Skove bleve indhegnede og Overdrevet i Løbet af sex Aar omdannet til en frugtbar Mark. 1791 havde han bragt det saa vidt, at Bønderne mod Erlæggelse af en bestemt Afgift befriedes for Hoveritjenesten undtagen ved Høst- og Indhegningsarbejdet. Medens Godserne saaledes Aar for Aar steg i Værdi, og Bønderne snart naaede til at blive de mest velstaaende i Landet, led han selv hyppigt under Nærings sorger, som dog kun for øjeblikke kunde kue hans Mod, ,og mere end Èn Gang skriver han, at han gjærne byttede med en velhavende Bonde eller ønskede, at alt hans Gods var solgt, undtagen Pederstrup, som hele hans Hjærte hængte ved.

1786 beløb hans Gjæld sig til 70,ooo Rdlr. Af de store Forpagtningssummer var samme.Aar kun indkommet 600 Rdlr., og han maatte med Familie leve af sin Gage og nogle mindre uvisse Indtægter. Udflytningen havde særlig i Begyndelsen kostet meget, flere uheldige Aar fulgte efter hinanden, og det var til Held for ham, at han i Lehn fandt en Kjøber til Lungholm, som han afstod for 40,000 Rdlr.

Reventlow havde imidlertid 1778 modtaget det hvide Baand og var i April 1781 bleven Medlem af Overskattedirektionen og Søkommissariats Kollegiet. I Kabinetsordren blev det udtrykkelig betydet, at han i sidst nævnte Stilling skulde arbejde hen til at bringe Orden, nøjagtig Regnskabsførelse og ªstadig Arbejdsomhed´ i Marinen. Indtil han havde sat sig ind i Sagernes Gang, blev han fritaget for at give sin Underskrift. I Overskattedirektionen sad han kun kort Tid, idet han og Schimmelmann, der modsatte sig Bevillingen af de store Laan, som flere store paa Fallittens Rand staaende Handelshuse søgte at rejse hos Banken, d. 23. Aug. 1783 bleve afskedigede for at afløses af andre, der vare mere villige til at gaa ind paa Guldbergs Finansplaner. Den 13. April 1782 var han imidlertid bleven første Deputeret i det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer. I dette Embede gjennemførte han ikke faa heldbringende Forandringer, saaledes udvirkede han et Reskript mod Misbrug ved Strandinger og mod Toldsvig, endvidere en Forordning, hvorved Handelsfrihederne paa de vestindiske øer udvidedes. En stor Pengesum, som var konfiskeret fra en vestindisk Smugler, anvendtes til Opførelsen af et Fyrtaarn paa Anholt og Oprettelsen af en Skole i Vestindien.

Imidlertid havde Reventlows Forhold til Guldberg og hans Parti i Aarenes Løb antaget en mere og mere spændt Karakter. Bernstorffs Afskedigelse i November 1780 og Rosencrones Udnævnelse til dennes Efterfølger havde opfyldt Reventlow og Schimmelmann med største Forbitrelse, og i den intime Brevvexling fra de følgende Aar giver deres Had sig Luft til ªSnogen´ og ªGjøglerens Neveu´, øgenavne for Guldberg og Rosencrone, hvilken sidste som bekjendt var en Brodersøn af Skuespilleren Londemann. Da Kammerjunker Schlanbusch paa sin Rejse til Dreil¸tzow i Sommeren 1782 i Kronprinsens Ærinde havde indviet Bernstorff i dennes Planer, bleve Brødrene Reventlow som Bernstorffs fortroligste Venner Medvidere i Sagen, og gjennem disse gik i den følgende Tid den hemmelige Korrespondance. Det lykkedes at bevare Hemmeligheden fuldstændig skjult gjennem Aarene, og det synes som om Reventlow i længere Tid har vaaget over Kronprinsen for at hindre en mulig Overrumpling. Hvor højt et Spil han selv spillede i Statskuppet d. 14. April 1784 erfarer man af hans Brev til Søsteren, hvori han beretter, at han Natten til den mindeværdige Dag gik til Sengs med den Tanke, at han kunde blive arresteret, hvis der havde været Forrædere i Lejren. Ved selve Udførelsen var han efter sine egne Ord modig som en Løve. Det skal endog være kommet til en ligefrem haandgribelig Scene mellem ham og Enkedronningen. Alligevel endte den bevægede Dag med tilsyneladende Fred og Forsoning mellem Partierne. Den 1. Maj holdt Bernstorff atter under Reventlows og Schimmelmanns jubel sit Indtog i Kjøbenhavn. Folkets Stemning synes imidlertid langtfra at have udtrykt idel Glæde over Regeringsforandringen. Blandt de forskjellige Smædeskrifter, som denne Begivenhed affødte, fandtes et, hvori det ikke uvittigt hed, at Kongen havde overdraget Regeringen til Kronprinsen, denne til Grev Bernstorff, denne atter til Grev Christian Reventlow, som endelig havde lagt den i Wendts Hænder, ªfølgelig regerer Wendt Danmark.´ Den 6. August var Reventlow bleven udnævnt til første Deputeret i Rentekammeret, og Bjergværksdirektoriet.

Under det nye Regimente, som Raadgiver for den sextenaarige Kronprins, der var opfyldt af Sympathi og Interesse for Bondesagen, begyndte Reventlow nu i større Kredse end hidindtil sin velsignelsesrige Gjerning. Aarene til Aarhundredets Udgang ere for ham en fortsat Sejrsgang. Han lod sig ikke forknytte af sine Modstanderes Forstokkethed, af plumpe Smædeskrifter og Haans- og Skjældsord, der til Tider regnede ned over ham. Aar for Aar blev han mere staalsat i Kampen og voxede sig stærkere og stærkere i Troen paa sin Gjerning. Ingen formaaede at røve ham Livsglæden, alle Angreb prellede af mod hans mægtige Skikkelse. Ikke for intet kaldtes han i Familien Kæmpen, det blev hans Hædersnavn. Efter en anstrængt ti Timers Arbejdsdag som Medlem af talrige Kommissioner søgte han Hvilen i Familiens Skjød ,og dansede rundt med Kone og Børn i Stuen i næsten ubændig Lystighed, eller Vejen gik for et Par Dage med Store og Smaa fra ªden kvalme By´ til ªdet velsignede Land´ for at nyde Gjensynets Glæde med sine Kjære. Saa maatte han som Søsteren siger afkaste ªSlavetrøjen med Flitter og Baand´ og iføre sig sin norske Bondekofte! Hver Dag var han paa Besøg hos Bønderne og glædede sig ved hvert Fremskridt, som Gartneren i Foraarstiden ved hver ny frisk og lovende Spire.

Efter nedlagt mundtlig Forestilling til Kronprinsen udvirkede Reventlow, at den saakaldte lille Landbokommission nedsattes 3. Novbr. 1784, hvori han tilligemed sin Broder, Henrik Levetzow og Etatsraad V. A. Hansen fik Sæde, og som skulde overveje, hvilke Forbedringer der kunde tilvejebringes i de kongelige Fæstebønders og Husmænds Vilkaar i Frederiksborg og Kronborg Amt. I Sommeren 1785 berejste Reventlow Amterne for at tage Bøndergaarde i øjesyn. Udskiftningen i begge Amteme tilendebragtes 1790, samtidig havde man udstrakt Udflytningen til 350 Gaarde og 300 Huse. Jorderne bleve indhegnede væsentlig med Stengærder, hvoraf der samme Aar rejstes ialt en Strækning af 21 Mil. Plantning af Pile og Frugttræer samt levende Hegn fremmedes ved Udsættelsen af Præmier. Husmændenes Kaar forbedredes ved at man for hver Gaardslod afsatte en eller to Huslodder, hvorved Grunden lagdes til 25oo Husmandsfamiliers Velstand. Endvidere ophævedes Hoveriet og Tiendens Ydelse i Naturalier. D. 15. Aug. 1788 overrakte Reventlow ved en Fest, der holdtes paa Frederiksborg Slot, de første Bønder, femten i Tallet, Arvefæsteskjøder paa deres Gaarde. Lignende gavnlige Foranstaltninger bleve trufne paa Baadesgaards Gods, de odsherredske Godser, det kongelige Gods paa Ærø, Sorø Akademi og Kommunitetets Jordegods samt Stangerup Krongods.

I de første Dage af juli 1786 havde Reventlow hin mindeværdige Samtale med Kronprinsen, hvori han med glødende Iver og Veltalenhed skildrede Bondestandens tunge Kaar og tillige gav en Oversigt over sine længe forberedte Reformplaner til dens Rejsning. Som bekjendt gik Kronprinsen med udelt Sympathi ind paa hans Ideer, og Sagen modnedes i utrolig kort Tid. D. 11. juli allerede indgav Rentekammeret sin af Reventlow selv forfattede Betænkning, hvori haardhjærtede Proprietærers Overgreb, Forvalternes og Forpagternes Undertrykkelse af Bondestanden og de mange Misligheder ved Stavnsbaandet skildredes i levende Farver. I disse for Bondesagen saa betydningsfulde Dage var Reventlow gjennemtrængt af en mægtig Begejstring, der gav sig Udslag i det paa overvældende Følelser saa rige Brev, som han skrev til Søsteren. Der gaar en Jubel og Stolthed gjennem hans Ord, at han var bleven udset til at bryde de hundredaarige Fordommes tunge Lænker. Højtidsfulde, profetiske Ord skifte med de kaadeste Løjer i en forunderlig, men betagende Stemning, beslægtet med den i Huttens skjønne fuldtonende Sejrssang, der slutter med det stolte Ord: Ich habs gewagt. Den 25. Aug. nedsattes Kommissionen, der bestod af følgende Mænd: Reventlow, Konferensraad Erichsen og Etatsraad V. A. Hansen til Frydendal paa Rentekammerets Vegne, Geheimeraad Luxdorph, Konferensraad Aagaard og Generalprokurør Bang fra Kancelliet, Højesteretsassessorerne Konferensraad Cordsen, Etatsraad B. Eichel og Justitsraad Fridsch samt Assessor i Hof- og Statsretten A. Bang som jurister, endvidere Geheimeraad C. L. Plessen, Baron P. A. Lehn, justitsraaderne Quistgaard og Wormskjold, Generalauditør Bornemann og Colbjørnsen, der varetog Sekretærforretningerne.

Medens Reventlow i Folkets brede Lag snart vandt en stor Popularitet, - en Samtidig fortæller, at man i hine Dage paa alle Kroer og Beværtninger drak hans Skaal - havde han mangen haard Dyst at kæmpe med sine Modstandere blandt Godsejerpartiet. I et anonymt Flyveskrift, der udkom i Slutningen af 1786 og som tilskreves Konferensraad Fleischer, beskyldtes han bl.a. for at have formindsket Værdierne af de Godser, han i god Stand havde modtaget fra Faderen. ªHvis man fik overbevist Kronprinsen om Reventlows Uredelighed,´ skriver Grevinde Reventlow, ªvilde alt være tabt.´ Selv hans nærmeste mistvivlede om et heldigt Udfald af hans Bestræbelser og mente, at først en, senere Generation vilde nyde Frugten af hans Arbejde. De nulevende vilde ikke kunne finde sig lykkeligere Tilstande, i de gode Aar fortærede de alt og lode sig ernære i de slette. Samtidig indkom Lehn med en Betænkning, nærmest fremkaldt ved Reventlows Plan til Stavnsbaandets Ophævelse, idet han hævdede, at Udskrivningen burde ske efter Hartkornet, ikke efter Mandtallet. Reventlow, der var forbitret over Formen, som han kaldte ªuforskammet´, imødegik ham med en anerkjendelsesværdig
rolig og fornem Holdning, der ogsaa ved denne Lejlighed stiller hans ædelsindede Karakter i det bedste Lys, og det lykkedes ham ogsaa at bringe ham over paa sin Side. Af et Brev, dat. 23. Dec. 1786 erfarer man, at Lehn har været Gjæst hos barn og forlader Oppositionen, ligesom denne nu fremdrager sin 1770 indgivne Betænkning, der stemmer over ens med Reventlows Anskuelser og hvori han vil frigjøre Bønderne og have dem behandlet som engelske Farmere. I Februar 1787 ytrer Reventlow endogsaa sin fulde Tilfredshed med den fordums Modstander, der nu underskriver alt.

ªTager man Landbokommissionens Forhandlinger som Helhed,´ skriver Prof. E. Holm, ªda er det ubestrideligt, at Reventlow har arbejdet mere i den end nogen anden, at han i meget vigtige Spørgsmaal ved sine udførlige Betænkninger har givet Grundlaget for Forhandlingerne og havt en stor Indflydelse paa disse.´
Den 8. juni 1787 udkom den første af de to store Forordninger, hvorved Landbokommissionen har sat sig et uforgængeligt Minde. Det bestemtes heri bl.a. følgende: Ingen Husbond maatte egenmægtig bortjage en Bonde fra hans Gaard uden med Lovens Hjemmel. Overfor Herremændenes Krav i en Bondes Dødsbo bestemtes det, at Stedets Dommer skulde paakjende dette Krav. Det indprentedes Bonden at vise sit Herskab Lydighed, men al Tortur, Træhest, Halsjærn og ulovmæssig Fængsling blev aldeles forbudt. Ved Bortfæstningen af en Gaard eller et Hus skulde en lovlig Syns- og Taxationsforretning foretages, som ved Fæsternes Fratrædelse eller Dødsfald kunde tjene til Efterretning om den Tilstand, i hvilken han havde modtaget Ejendommen for at Gaardfælden kunde beregnes derefter.

Imidlertid havde Reventlow paa Grundlag af V. A. Hansens og andre med dennes i det væsentlige overensstemmende Betænkninger i Kommissionens Møde 30. Okt. 1786 fremlagt sin med stor Dygtighed forfattede Plan til Stavnsbaandets Løsning og Fremgangsmaaden ved Udskrivningen. Med stor Ihærdighed forfægtede han denne og var paa dette Punkt uden Tvivl Hovedmanden i Bevægelsen. Ligeledes afviste han ved et ypperligt Indlæg de siden efter af Generalitetet fremsatte Indvendinger mod den paatænkte Ophævelse af Stavnsbaandet.

D. 20. Juni 1788 udkom den mindeværdige Forordning om Stavnsbaandets Løsning, hvis enkelte Paragrafer tør forudsættes som bekjendte og derfor ikke skal omtales nøjere her. Overfor den mægtige Bevægelse, denne Begivenhed vakte i Danmark i Folkets Lag, maatte Modstandernes Partihad for en Stund forstumme, Reventlow og hans Mænds Navne vare paa alles Læber. Digtere, kaldede og ukaldede sang til hans Pris.

Ved Siden af Arbejdet i Landkommissionen var Reventlows Tid i høj Grad optaget af sin Virksomhed som Medlem af det ved Resolution af 2. juni 1784 oprettede Finanskollegium og den 1787 nedsatte store Finanskommission. Med Schimmelmann udarbejdede han den nye Finansplan, hvorved Banken paa Forlangende kunde sættes i Stand til at realisere sin store Seddelmængde. Til Afbetaling af Statsgjælden oprettedes if. Plakat af 8. juli 1785 en synkende Fond, hvortil forskjellige Indtægter og Besparelser henlagdes.

I November 1789 bleve Haxthausen og Scheel udnævnte til Statsministre, den sidstnævnte fik tillige Toldkamret, hvad Reventlow opfattede som en Krænkelse, og som maatte give ham Udseende af at være falden i Unaade. Proprietærpartiet jublede over det nye Ministerskifte og haabede nu, at han og hans Tilhængere skulde forsvinde. Han modtog hoverende Trusselsbreve, hvoriblandt et, der endte med Ordene: ªVid at vi foragte dig, din Påståelighed er kun Dumhed´. Men allerede d. 28. November blev han udrevet af sin Uvished, da han modtog Udnævnelse som Præsident for Rentekammeret. Det var ganske vist kun en Titel, men som dog i det store Publikums øjne gav ham en vis Vægt.

Som Medlem af Finans-Kommissionen har Reventlow vigtig Andel i de betydningsfulde Forordninger af 6. juni 1788 hvorved fri Indførsel af Korn tillodes mod en passende Toldafgift, og Kornmagasiner med Tørringsmaskiner oprettedes. Det bestemtes tillige, at Kornvarernes Salg skulde foregaa efter Vægt. To Pakhuse, der henholdsvis kunde rumme 38.000 og 63.000 Tdr. Korn, bestemtes til Magasiner, hvor man kunde gjemme et bestemt Kvantum Korn i Reserve. Hvorledes Loven gjentagne Gange ophævedes for atter at indføres, skal her ikke omtales nærmere. Ved Forordningen af 24. Aug. 1791 ændredes den til et Beløb af fire Mark og tolv Skilling pr. Tønde Hartkorn in natura erlagte Kornskat til en Pengeafgift af syv Mark og fire Skilling pr. Tønde Hartkorn, Middeltallet af de ydede Kornvarers Værd efter Kapitelstaxten i de sidste tyve Aar.

Samtidig med Kornhandelens Frigivelse bestemtes det ved Forordning af 11. Juni at foretage en lignende Forandring med Kvæghandelen. Udførselstolden nedsattes til det halve af dens Beløb, Forbudet mod Græsøxnes og Ungkvægs Udførsel ophævedes, og det tillodes alle at staldfodre øxne og kjøbe Kvæg, hvor de vilde.

Med stor Iver arbejdede Reventlow for at udbrede Selvejendom blandt Bondestanden. Ved Resolution af 8. Dec. 1784 tilstodes det som Regel Sædegaardsejere at sælge Bøndergods til Fæsterne paa den Betingelse, at de Hovedgaardenes Taxt paahvilende Byrder vedbleve at følge Hovedgaardens Grund, og at det afhændede Bøndergods ikke maatte tjene til en Hovedgaards Komplettering; senere bestemtes det ogsaa, at Salget først maatte finde Sted efter speciel Udskiftning og efter at man havde tillagt Husmændene jord til Underholdning af en Ko og nogle Faar. De Bønder, der saaledes bleve Selvejere, fik alle disse tilkommende Rettigheder. Fra 1785-1806 fik ialt 226 Sædegaarde Bevilling paa Hovedgaards-Friheder.

Vigtige Forordninger til Forbedringen af Jordbruget udstedtes 1790-91 idet man paabød Aaers, Bækkes og Søers Oprensning, hvorved Oversvømmelser af den tilstødende Ager og Engbund forebyggedes og Afledningen af skadeligt Vand fremmedes. Marrebæks-Aaen paa Lolland oprensedes og Søborg Sø opgravedes, hvorved 11.000 Tønder Land indvandtes.

Under Forberedelsen til Ordningen af Hoveriforholdene var det, at et stort Antal Godsejere, særlig fra Jylland, 103 i Tallet, sluttede sig sammen for at standse Reformbevægelsen i den Formening, at man vilde krænke deres Rettigheder og forringe deres Ejendom. Paa Snapstinget 1790 besluttedes det at overrække saavel den nys formælede Kronprins Frederik som dennes Svigerfader Prins Carl af Hessen et Klageskrift, det første paa tysk overraktes af Liittichau, det sidste paa dansk af Kammerherre Beenfeldt. Deres Haab at rokke Kronprinsens Tillid til Reventlow og hans Parti blev grundig skuffet. Medens Kronprinsen strax svarede dem, at en kongelig Anordning ikke kunde forandres, angreb Colbjørnsen Herremændene i sit hvasse Flyveskrift, der atter besvaredes med et endnu mere bittert og personligt Svar fra L¸ttichaus Side, som atter fulgtes af henved fyrretyve polemiske Skrifter for og imod Landboreformerne, som søgte at overtrumfe hinanden ved Brugen af de plumpeste Vaaben overfor Modstanderne. Proprietærernes tvende Hovedanførere bleve, som bekjendt, i den mod dem rejste Proces idømt haarde Straffe. Medens saagodtsom alle hans Medarbejdere i Landbosagen ved denne Lejlighed vare gjorte til Gjenstand for hadefulde Angreb, var Reventlows Personlighed paa Grund af hans store Popularitet gaaet egentlig Ram forbi.

Den 25. Marts 1791 udstedtes Forordningen om Haandhævelsen af god Orden ved Hoveriet paa Jordegodserne. Samtidig havde Reventlow udarbejdet et Udkast, der ved Plakat af 24. juni fik Lovskraft, hvorved Godsejere og Hoveribønder opfordredes til at indgaa frivillige Foreninger paa Vilkaar, som de selv kunde bestemme. Ved Plakat af 23. Dec. s. A. gjentoges denne Opfordring med den Bemærkning, at der skulde tages Hensyn til det indtil Begyndelsen af 1790 udrettede Arbejde, dog paa de Vilkaar, at dette ikke var større, end at Bonden tillige kunde dyrke sin Gaard og udrede de ham paahvilende Afgifter. Ved saaledes at gøre Indrømmelser til alle Sider fremmedes Udskiftningen i meget kort Tid, saa at der ved Hoverikommissærernes endelige Udnævnelse 1795 exempelvis i Jylland paa tre Fjerdedele af Antallet af alle dets Jordegodser (400) var truffet mindelig Overenskomst om Hoveriets Ordning. Ved kongelig Resolution af 5. juni 1795 sattes Reventlow i Spidsen for de tvende henholdsvis for Jylland og øerne oprettede Hoverikommissioner. I Jylland bleve 984 Bønder aldeles hoverifrie mod billigt Vederlag, Og 76 af disse erholdt Arvefæste og 5 3 Selvejendom over deres Gaarde ved Kommissionens Mellemkomst, ligesom Hoveriet bestemtes paa de 100 tilbagestaaende Godser. Mindre Imødekommenhed fandt Kommissionen paa Fyen. Her opnaaedes Forlig paa 22 af de tilbagestaaende Godser, medens man paa de øvrige afgjorde Sagen ved Kjendelser. Endelig udstedtes, efter at Kommissionen havde fuldendt sine Arbejder, Forordningen af 6. Dec. 1799, hvorved Hoveriet blev endelig bestemt, og Forøgelsen af samme uden Tilladelse fra Rentekammeret forbudt, den enkelte forskaanet for at bebyrdes fremfor andre, og Bonden sikret mod Tab ved sin egen Jords Dyrkning under Hoveriarbejdet, dog skulde Bonden til Gjengjæld forrette Arbejdet uvægerligt og forsvarligt. Fremdeles vedtoges Bestemmelser for Tyendeforholdet og Skiftetiden. Reventlows fleraarige Arbejde for at indføre en ny Lovgivning for Markfredens Ordning afsluttedes ved Udstedelsen af Forordningen om Fred og Hegn af 29. Okt. 1794, der bestemte, hvorledes Hegn bør være for at kunne kaldes lovmæssige, og at der skulde hegnes overalt, hvor det var muligt, ligesom der bestemtes en Skadeserstatning for Kvægets ødelæggelse af fremmed Mands Ager.

Som Medlem af Landbokommissionen var Reventlow betænkt paa at indføre Forandringer i den for Bondestanden ufordelagtige Ydelse af Tienden i Kjærven. Ved kgl. Indbydelse af 18. Marts 1796 opfordredes Tiendeyder og Tiendetager til ad mindelig Vej at enes om Bestemmelsen af denne Afgift til et efter bestemte Regler fastsat Kvantum Kom, der skulde godtgøres i Penge med en efter de sidste 10 Aars Kapiteltaxt bestemt Sum, som dog hvert femte Aar skulde reguleres. Ved Plakat af 18. Maj 1798 blev det tilstedt at bestemme Vederlaget i Korn, der skulde ydes in natura. Ved den endelige Forordning af 8. jan. 1810 blev det henstillet til Yderens eget Forgodtbefindende, hvorvidt Tienden skulde ydes i Kjærven eller ikke. Kun de Sædarter, som almindelig dyrkedes herhjemme, skulde være Gjenstand for Tiendeydelsen. Rettigheden til at forandre Tiendemaaden skulde forbeholdes Tiendetageren, ligesom flere andre Tiendeforholdet vedrørende Bestemmelser indskærpedes.

I Forbindelse med sine ihærdige og mangesidige Bestræbelser for at fremme Bondestandens økonomiske Velfærd var Reventlow ivrig for at udbrede Oplysning og Kundskaber hos den opvoxende Slægt. Selv om Reventlow paa Skolesagens Omraade træder i Skygge for sin Broder, har han dog ogsaa i denne Henseende efterladt sig et uforglemmeligt Navn. Han ombyggede og forbedrede først og fremmest de ti Skolehuse paa sine Godser, forøgede Lærerens Løn og udstedte 1792 et Reglement for Skolevæsenet paa Christianssæde, der siden tjente til Mønster for utallige Skoler. Han indførte fast Lærerløn og Skoletvang. Fra 22. Mai 1789, da Kommissionen til Almueskolernes Forbedring oprettedes, var han Medlem og uden Tvivl den ledende Aand i samme i en lang Aarrække. Den store Skolekommission har fremfor alt havt en rig Betydning som Overbestyrelse af samtlige Skoler i Danmark under hele sin 25 aarige Bestaaen. 1791 blev der oprettet et Skoleseminarium paa Blaagaard og senere paa Jonstrup, for hvilket Reventlow var Meddirektør.

Efter at have omtalt Reventlows Fortjenester af Bondestandens Rejsning skulle vi her i korte Træk minde om de talrige Reformarbejder, som dels forberedtes, dels tilendebragtes i den Tid, han stod ved Statsstyret og i hvilke han havde særlig Del. I forreste Række bør omtales Reventlows Gjerning som Forstmand, i hvilken Egenskab han fortjener Navn af det danske Skovbrugs Fader. Reventlow havde tidlig med levende Interesse fordybet sig i den rige tyske Forstliteratur, men fik snart øje for dens Mangler og falske Synspunkter. I højere Grad end nogen af hans Forgængere havde han studeret i selve Naturens Bog. I Modsætning til de fleste samtidige Forfattere hævdede han, som Oppermann skriver, at en fornuftig Skovdrift kunde betale sig og forrente de Kapitaler, der stod i dem ved Brugen. ªDen burde være underkastet de samme Love, som andre Industrier, og han kom derved ind paa det vigtige Spørgsmaal om den Alder, Omdriftsalderen, i hvilken man skulde benytte en Bevoxning´. Han ansaa Skoven for moden, naar den aarlige Tilvæxt indbragte mindre end Renten (4 PCt.) af den Kapital, som Træerne, der gro, ere værd. Reventlows Samtidige mente derimod, at Skovene vare til for Landets og Naturens Skyld, og at deres Formaal først og fremmest var at levere Brænde og Tømmer. ªMed sit klare Blik pegede han paa de vigtigste af de Midler, vi i vore Dage anvende, naar vi i kort Tid ville opnaa store Dimensioner paa Træerne, gode Kulturer, stærk og omhyggelig Gjennemhugning, maadeholden Grenekapning og Udmærkning af Træer, der særlig skulle begunstiges ved Bestandsplejen.ª I det store og hele har Reventlows praktiske Skovbehandling, fortsat af fremragende Forstmænd, der gik i hans Spor, vedligeholdt sig ned til vore Dage. Som Medlem af Videnskabernes Selskab havde Reventlow allerede 1803 i dettes Forhandlinger offentliggjort en Afhandling under Titlen: ªFormeentlige Resultater af endeel fortsatte Undersøgelser angaaende Indflydelsen af Træernes giensidige Afstand paa deres mere eller mindre fordeelagtige Vegetation.´ Hans Hovedværk, hvori han har nedlagt Resultaterne af sine Undersøgelser over Træernes Vegetation i Danmarks og Sverigs Skove under Titlen ªForslag til en forbedret Skovdrift´, hvoraf han havde udarbejdet en tysk og en dansk Nedskrift, som det var hans Hensigt at udgive, saa først 1879 Lyset i en af afdøde Lehnsgrevinde Reventlow foranstaltet Udgave.

Af stor Betydning er fremdeles Reventlows Fortjenester af Sandflugtens Dæmpning. Gjennem Aarhundreder havde Flyvesandet paa Jyllands Vestkyst, hvis Skovvæxt forlængst var forsvunden, gjort store Strækninger øde og ufrugtbare. 1787 lod Reventlow et af den sagkyndige Etatsraad Viborg paa lokale Undersøgelser bygget Skrift om Forholdsreglerne til Sandflugtens Begrænsning trykke og uddele. 1790 ned sattes, efter at Interessen for Sagen var vakt, en Kommission til Undersøgelsen af Forholdene, og 19. Sept. 1792 udkom Forordningen om Opsynet med Flyvesandet, Klitternes Inddeling og Fredning og Sandets Beplantning, ifølge hvilken de i Klitterne beliggende Sogne maatte overtage Arbejdet i Fællesskab, men tillige fik indrømmet forskjellige Fordele af den derved indvundne Landstrækning.

Da Reventlow 18 13 trak sig tilbage fra sit Embede, vare tre Fjerdedele af Sandflugtsstrækningerne i Jylland beplantede og unddragne Flyvesandets skadelige Virkninger. Ogsaa ved Tisvilde og Hornbæk indvandtes betydelige Strækninger til Skovopelskning.

Endvidere bør nævnes Reventlows Arbejde for Omreguleringen af Amterne i Danmark og Bestemmelsen af Amtmændenes Embedsforretninger. Paa Grund af den store Uensartethed, der herskede i Amternes Omfang, deltes hele Landet i 17 Amter, før 48, hvoraf flere vare forenede under Èn Mands Opsyn. De Skifteforretninger paa Landet, der tidligere uden nogen Kontrol foretoges af de kongelige Amtmænd, overdroges Herredsfogederne. Forpligtelsen til at udføre Vognkjørsel ved Kongens og Hoftes Rejser samt Amtmandens Embedsforretninger udenfor Byerne, som Bønderne hidtil havde maatte udføre uden Vederlag, blev ændret saaledes, at Regeringen tilstod dem et passende Vederlag derfor.

Med stor Iver arbejdede Reventlow fremdeles paa Indførelsen af en ny Matrikel, der skulde afløse den fra 1688 gjaldende, aldeles forældede. 1802 vedtoges det at udarbejde en sådan til Målestok for Skattebyrden. Til Grundlag herfor tjente nøjagtige Kortlægninger af alle jorder, der skulde skyldsætte. For at finde hver enkelt Jordstykkes Værd fastsattes en bestemt Normaljord. Til Takseringen af Engenes Beskaffenhed anvendtes Høet. Til Værdsættelsen af de enkelte Jorder, der i Størrelse og Godhed stemte overens, men paa Grund af Beliggenheden afveje fra hinanden i Værdi, ansattes Pengeværdien for en Tønde skattepligtig Jord til en bestemt Taxt, hvorefter den lavere takserede jord reduceredes o. s. v.

Veterinærvæsenet, Stutteriernes og Faareavlens Forbedring skjænkede han megen Opmærksomhed.

Reventlows Fortjenester af Vejvæsenet bør ligeledes fremhæves I August 1784 var han bleven Medlem af Generalvejkommissionen. Han fremmede Arbejderne af de store Vejanlæg mellem Roskilde og Korsør, Fredensborg og Helsingør samt Roskilde og Kjøge, der saagodtsom vare fuldendte i Aaret 1788. Især havde han Opmærksomheden henvendt paa at lette den tunge Byrde, som Vejarbejdet paalagde Bønderne. 13. Dec. 17 9 3 udkom den vigtige Vejforordning. Fremdeles drog Reventlow Omsorg for at anlægge Spadsereveje, f.Ex. i Charlottenlund, som han især yndede.

Ogsaa for andre Samfærdselsveje fik hans Gjerning Betydning. Særlig Fortjeneste har Reventlow bl.a. af Oprettelsen af Poststationer paa Landet. 1802 vare hans Bestræbelser for Fyrvæsenet endte og den Gang vare Christiansø, Bornholm, Gjedserodde og Sjællands Nordkyst blevne forsynede med Fyrtaarne, og de øvrige Fyr forbedrede.

Endvidere bør omtales, hvilken betydelig Virksomhed Reventlow udfoldede for Digevæsenets Forbedring. Den store Vandflod 1756 havde aabnet Marskbeboernes øjne for Nødvendigheden at indføre forsvarlige Diger, der kunde trodse Havets Magt. øen Pelvorm, Syderstapels østerkoog og Christian Albrechts Koog fik store Summer tillaans af Statskassen til Forbedringen og Vedligeholdelsen af Digerne. I Ditmarsken og Tønder Amt (Marienkoog) udførtes nye store Inddigningsarbejder. En ny Lov for Digevæsenets Opsyn udstedtes 18oo ligesom et almindeligt Digereglement af 6. April 1803.

En særlig varm Interesse nærede han for Norge, som han 1771 og 1811 gjæstede. 1786 oprettedes paa hans Foranledning et Bjærgværksseminarium i Kongsberg. Sølvværkets Drift, der i en længere Aarrække havde voldt Staten store Tab, indstilledes 18o5, og et jærnværk anlagdes istedetfor. 1795 udkom den vigtige Forordning af 22. April om Skovene og Trælasttienden i Norge. 31. Juli 1801 udstedtes Forordningen om Tiendevæsenet, og med stor Iver arbejdede han paa Affattelsen af en Matrikel for Norge, ligesom hans Bestræbelser for Udskiftningen af jord- og Skovfællesskabet bør omtales.

De nordlige Bilande vare 1781 henlagte under Rentekamret, og Reventlow forsømte heller ikke at vise dem en levende Interesse. 1785 blev han Medlem af den da nedsatte Kommission til den islandske Handels Fremme. Siden Oprettelsen af det islandske Kompagni (1602) havde der paa Island været drevet en for Landet skadelig Monopolhandel, der var gaaet gennem forskjellige Kompagniers Hænder, som havde udnyttet Befolkningen. Ved Forordning af 18. Aug. 1786 blev Handelen frigivet. Opmaalingsarbejderne fortsattes, og et Postskib, som kunde overvintre under Island, oprettedes. For at skaffe de derværende Fæstebønder, ialt omtrent 2000, Ejendomsret over deres Gaarde, solgtes det offentlige Jordegods til Fæsterne. - 1787 blev den finmarkske Handel ligeledes frigiven. 1788 5. Sept. blev Reventlow Medlem af Kommissionen til Undersøgelse af den grønlandske Handels Forfatning. Det paatænktes tillige at frigive Handelen paa Færøerne fra 1. jan. 1796 af, men Planen iværksattes dog ikke paa Færingernes Anmodning.

Reventlows Virksomhed paa Finansvæsenets Omraade er omtalt ovenfor. Som Formand for Enkekassen 1797-1813 og for Kreditkassen bragte han begge disse Institutioner til Blomstring.

Hans Arbejde for Fattigvæsenets Ordning bør ligeledes nævnes her. Som Medlem af den 19. Okt. 1781 i samme Anledning nedsatte Kommission fremmede han Udstedelsen af aabent Brev af 26. Jan. 1798, hvorved Kjøbenhavns og Forstædernes Fattigvæsen blev henlagt under en særlig Direktion, og Reglementet af 5. juli 1803 for Fattigvæsenets provisoriske Indretning paa Landet op, i Kjøbstæderne, som nærmere omtales af Reventlow i de meddelte Dagbogsudtog. Ved Siden af alle disse store almennyttige Arbejder søgte Reventlow efter Evne at støtte Kunst og Videnskab. Som Medlem af Direktionen for Fonden ad usus publicos fik han, der selv i sin Ungdom havde været udøvende Kunstner, særlig paa Raderingens Omraade, ofte Lejlighed til at tale mangen ung lovende Kunstners og Videnskabsmands Sag, Han aabnede 1791 Subskriptionen for Thorvaldsen og ydede ham gentagne Gange virksom Hjælp.

Efter A. P. Bernstorffs Død var Reventlow sammen med Christian Brandt og Cai Reventlow d. 5. juli 1797 bleven udnævnt til Statsminister. I Aaret 1801 da den engelske Flaade ankrede paa. Kjøbenhavns Rhed, delte han den i Regeringskredsene saa almindelige Forsagthed og stemte den 2. April i Statsraadet for enhver Pris at gaa ind paa de af Englænderne stillede Forslag. 18o7 fulgte han med Kongen, Kronprinsen og deres Følge til Holsten og forblev i Rendsborg til Marts i8o8. Efter den Tid var Reventlow, der unægtelig var en større Personlighed i Freds- end i Krigstider, efter eget Sigende død for alt politisk Liv. Flaadens Ran, Kjøbenhavns ødelæggelse og siden Norges Tab bar han med en fatalistisk Ro og Fatning, der nu og da kan finde et mærkelig koldsindigt Udtryk. Uden Had og Nag, uden bitter Klage, stadig søgende Ly i sin faste Tro paa.Skæbnen, arbejdede han rastløst paa at læge de Saar, Krigen havde slaaet. Tungere og tungere blev ham imidlertid Deltagelsen i Finansernes Bestyrelse. ªGrev Schimmelmann er at beklage´, ytrer hans Hustru i Aaret 1812, ªsom laver Finansplaner, men min Mand ikke mindre, som maa bringe dem til Udførelse´. Efter højtidelig at have fralagt sig Ansvaret for Forordningen af 5. jan. 1813 forlangte han sin Afsked, men den blev ikke bevilget. Da han i Novbr. gjentog sin Begjæring, tilskrev Kongen ham følgende: ªDeres Grunde synes mig meget svage; det er en utidig Frygt, som har bemestret sig Dem. De finder mange Ting, som jeg gjør, kanskee ikke overeensstemmende med Deres Mening, men naar jeg handler efter min Overbeviisning, saa troer jeg dog, at jeg bør handle, som jeg gjør og ikke anderledes. Jeg anseer ikke øjeblikket passende at lade Dem afgaae´. Faa Uger senere, d. 6. Dec., blev hans Bøn opfyldt, og han afskedigedes i Naade fra alle de af ham beklædte Embeder. Dog vedblev han at have Sæde i Geheimestatsraadet og indtog, hver Gang han kom til Kjøbenhavn, sin Plads i samme.

Som 66 aarig Mand vendte han nu efter fyrretyve Aars utrættelige Arbejde i Statens Tjeneste atter tilbage til Landlivet, til sin kjære Skov, hvor han som ung Mand havde plantet saa mangt et Skud, der nu vare blevne til løvrige Træer, i ªhvis Skygge han som Olding vilde vandre´. Nu vaagner atter mægtig hans store Kjærlighed til Naturen nu kan han leve for sine Bønder og Skoler, sin store Familie, han bliver nu en flittig Skribent, fuldender sin Forstafhandling, forfatter sine bibelske Trøstegrunde og afbetaler gammel Brevgjæld til Søsteren. Og mens Skyggerne i hans Livs Aften falde længere og længere, glæder han sig ªsom deri ærværdige milde Philemon´ med sin kjære Baucis over sit Dagværks rige Frugter. Dagen inddelte ban i bestemte Afsnit, som strængt maatte overholdes. Til hans kjæreste Beskjæftigelser hørte hans Skoleexaminationer, hvor han personlig overbeviste sig om Lærernes Dygtighed og Børnenes Fremskridt. Han dikterede selv Retskrivningsøvelser, uddelte Skriftlæsningsprøver og indøvede Folkesange med Børnene. ªDet var Festdage, som aldrig glemtes´, naar han var Gjæst i Skolen.

Han overlevede de fleste af de Mænd, der havde staaet ved hans Side i Kampen for Bondesagens Fremme, og næsten alle Jævnaarige af hans nærmeste Slægt og Frænder. 1822 døde hans Hustru og 1824 Søsteren, der efter Mandens Død var flyttet til Pederstrup. Med en halvtredsaarig Mands Kraft fejrede han 1827 sin firsindstyvende Fødselsdag, paa hvilken Bønderne fra Grevskabets tretten Skoler sidste Gang vare forsamlede for at bringe deres kjære Velynder en Hilsen. Kort efter indfandt sig de første Tegn paa hans tilstundende Endeligt. Endnu i April modtog han liggende paa Sofaen Lærere og Elever fra Brandstrup Skole og ledede Examinationen med usvækket Interesse. I Juli blev han angreben af en stærk Vattersot, men kunde dog endnu modtage Prins Christians og Prinsesse Carolines Besøg paa Pederstrup. Begge toge Plads ved hans Leje, medens Reventlow greb Prinsens Haand og bad ham at vaage og værne over Bondestanden og sørge for dens Oplysning og Velfærd, naar han besteg Thronen. Prinsessen anmodede han om at bringe hendes Fader, Kongen, en Tak for den Tillid og Naade, han havde bevist ham gjennem hele Livet.

I September Maaned følte han Døden nærme sig og lod sig føre fra Pederstrup til Christianssæde, hvorhen Barndomsminderne kaldte ham, for at dø der. Den 11. Oktober 1827 hensov Christian Ditlev Frederik Reventlow. Han havde bestemt sit Hvilested paa Horslunde Kirkegaard i en kort før indviet Jord, hvor der hidtil kun havde været begravet Fattiglig. Grevskabets femhundrede Bønder bare ham til Graven, hele Landets Adel og Embedsstand var repræsenteret ved hans Baare.

ªHan var en fuldendt Hædersmand´ vidner Rist om 11 ham, ªutilgængelig for Smiger, han levede for alt, hvad der bør erkjendes for godt og ret, staalsat paa Sjæl som paa i Legeme, vel i Stand til at nære forudfattede Meninger, ikke altid fri for at forvexle det ringe med det betydningsfulde, men aldrig vigende fra Rettens og Ærens Vej !´
Paa hin festlige Skjærsommerdag i Danmark, da Bondens Lænke løstes, havde Reventlows trofaste Søster i sin Glæde og Stolthed varslet, ªat hans Navn hundrede Aar senere vilde gjenlyde i det danske Folk med Tak og Velsignelse, og at Bønderne vilde valfarte til hans Grav.´ Hendes Tro er ikke bleven beskæmmet, og de profetiske Ord ere gaaede i rig Opfyldelse. Saaledes vil det sikkert ogsaa vedblive at være gjennem Tiderne. Hvergang den danske Bondestand i kommende Dage fejrer Mindedagen for sin Frigjørelse, hver Gang Ordet ªfrem Bondemand, frem´ lyder paany, da skal Christian Ditlev Frederik Reventlows Navn være Løsenet til ny Sejr og Fremskridt.

Fra "Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds, bd. II" af Louis Bobé