Dronning Anna Sophie f. Reventlows' biografi
Anna Sofie Reventlow, Datter af Storkansler
Conrad Reventlow og Sophie Amalie von Hahn. Om Anna
Sophies Barndom og første Ungdom vides bogstavelig talt intet. Livet har
vel formet sig for hende som for enhver anden ung Adelsdame, der voksede
op under økonomisk gode Kaar. Skal man dømme efter hendes skriftlige
Efterladenskaber, saa har hun foruden sit Modersmaal lært Tysk og Fransk;
at Ortografien og Syntaksen svigtede svært, er Skader hun ikke var ene
om. Jens Møller, der tidligst har behandlet Dronningens Biografi
udførligt, antager, og formentlig med Rette, at Moderen "med Omhu
har vaaget over hendes Sæder og tillige søgt at bibringe hende strængere
Grundsætninger om Forholdet mellem Mand og qvinde end de, som gjaldt
baade ved den Tids Hoffer og i de Familier, hvortil Storkanslerinden selv
hørte". Men vi maa her som paa saa mange andre afgørende Punkter
nøjes med Formodninger - Vidnesbyrd foreligger ikke.
Efter Conrad Reventlows Død i 1708 - da Anna Sophie var femten Aar
gammel tog Moderen fast Ophold paa Clausholm, og her er hendes Liv
henrundet stille kun sjældnere afbrudt af Fornøjelsesudflugter som den
skæbnesvangre Tur til Kolding i 1711
, hvor Kong Frederik den
Fjerde - formentlig for første Gang - saa hende som voksen og blev
aldeles betaget af hendes Skønhed og muntre Sind. Hoffet var under den
svære Pest i København i 1711 flyttet til Koldinghus, og den jyske Adel
blev da lejlighedsvis indbudt til Maskeraderne, der var Frederik IV's
Yndlingsfornøjelse, som de blev Anna Sophies.
Hvorledes Forholdet videre har udviklet sig er ogsaa et af de uopklarede
og uopklarlige Punkter i Anna Sophies Liv. Jens Møller forsøger i sin
Biografi at supplere Hoiers kortfattede Beretning med Riegels'
fantasifulde Skildring og mener paa Grundlag af Ytringer i Kongens Breve
at kunne sige, at saavel Anna Sophies Broder, General Christian Ditlev
Reventlow, der stod Kongen nær, som Søsteren Christine Sophie og hendes
Mand Greve Ulrik Adolph Holstein, der jo ogsaa fra Kongens unge Dage
havde været nært knyttet til ham, havde arbejdet kraftigt for at faa
Forbindelsen i Stand. Det maa vel fortsat anses for sandsynligt, at disse
personlige Baand mellem Parterne har været medvirkende til det endelige
Resultat, men i Detailler kan det ikke følges; at Familien har haft en
direkte Interesse i Forholdet eller ment at kunne faa det, kan dog
selvsagt ikke afvises, og et hidtil ikke i højere Grad paaagtet Moment,
nemlig Vielsen i 1712
, hvorom mere nedenfor, taler afgjort for en
positiv Medvirkning fra Holsteins Side.
Sidst i Snapsting 1712 kom Kongen, som Erik Torm fortæller, til Viborg,
var der i 3 Dage, logerede hos Biskop Deichman. Den 24. Juni rejste han
til Clausholm, Skanderborg og Boller. "Den 26de blev Comtesse
Reventlau af Kongen medtaget til Schanderborg, derefter toge de til
Boller; bekom Titel af Fyrstinde af Slesvig, forblev der den Sommer til i
October".
Dette er den eneste samtidige Beretning om Anna Sophies Bortførelse fra
Clausholm, skrevet af den senere Etatsraad og Borgmester i København Erik
Torm, der 1710 var traadt i Frederik IV's Tjeneste som Lakaj og var
øjenvidne til Begivenhederne. Torms summariske Beretning er fantasifuldt
udsmykket af Riegels, som ved at fortælle, at Storkanslerinden den 24.
Juni modtog Kongen med al sømmelig Ærbødighed, men holdt sin Datter borte
fra ham, efter at Anna Sophie, klædt i en simpel Jagtdragt, lige havde
faaet Lov til at hilse paa ham; Kongen vendte saaledes bedrøvet tilbage
til Skanderborg, hvor C. D. Reventlow og Grevinde Holstein forsikrede ham
om Søsterens Kærlighed til ham. Den 26. aflagde Kongen paany Besøg paa
Clausholm - har Storkanslerinden været uvidende om, hvad der var i Gære,
maa hun have undret sig over den saa hastigt gentagne Naadesbevisning,
men hun har jo nok anet Hensigten, siden hun ogsaa denne Gang sørgede
for, at Anna Sophie blev holdt borte. Ved Hjælp af Hofmesteren, en Lakaj
og en Pige, med hvilke Anna Sophie havde truffet Aftale, begav hun sig -
klædt i en rød Stofs Morgenkjole med sorte Knapper - hemmeligen uden for
Gaarden ind i Vognen til Kongen og kørte med ham til Skanderborg, hvor
Grevinde Holstein modtog dem. I samme øjeblik de steg ud af Vognen,
udnævnte Kongen hende til Hertuginde af Slesvig og lod hende af Thomas
Clausen vie til sin venstre Haand. Rejsen var sket saa hovedkulds,
skriver Riegels, "at hun ei engang var bleven forsynet med et
Nattøi, men maatte laane samme af sin Søster"
Beretningen kan imidlertid yderligere suppleres, nemlig gennem
Kabinetskassens Regnskaber, hvor Kongens Kammertjener Andreas L¸ders saa
at sige har gjort Rede for, hvad Bortførelsen kostede den kongelige
Elsker. I Regnskabet for Juli Maaned 1712 er der under den 1. indført
følgende Poster: An der Duchesse ihr CammerMädgen 300 Duc. - An Andreas
Simonsen 100 Duc. - An Mons: Iver 500 Duc. - An Andreas L¸derfl 500 Duc. -
An Ihr Maytt. Lacqey Paul haben Ihr Maytt. geschenckt 100 Rthlr. - An der
Duchesse ihren Lacqeyen Niels 100 Rthlr. - An die Musicanten aus Horsens
50 Rthlr. - An dem Haufl Voigdt zu Schanderburg 20 Rthlr.
Heraf ses det saaedes klart, hvem der har medvirket direkte ved de
dramatiske Flugt fra Clausholm. Musikanterne fra Horsens har vel spillet
til Bal paa Skanderborg Slot efter Vielsen.
Paa samme Maade har Opholdet paa Boller afspejlet sig i Regnskabet -
Kongen fordelte selv 200 Dukater, og 13. Juli, den Dag han rejste,
udbetaltes 150 Dukater til Anna Sophies anden Kammerpige og 100 Dukater
til Justitsraad Wulff, medens det tjenende Personale paa Boller fik
udbetalt Dusører, der gik fra 100 Rdl til Husholdersken ned til 20 til
Gartneren, Ladefogeden og Stuepigerne. Musikanterne fra Horsens har
sikkert flere Gange været tilkaldt til Boller, siden de fik 100 Rdlr.
udbetalt, og endelig er der en bemærkelsesværdig Post nemlig 28 Rdlr.
"an Graf Fries vor seines Priesters Pferd todt gefahren worden"
den kan maaske tages som Bekræftelse paa Riegels' Ord om den
hovedkulds Rejse; der er kørt til, alt hvad Remme og Tøj har kunnet
holde.
Først i den nyeste Tid har man hæftet sig ved den Kendsgerning, at den
Vielse, der den 26. Juni 1712 fandt Sted paa Skanderborg Slot ved
Flensborg-Konrektoren Thomas Clausen, ikke var gyldig, idet Clausen først
senere blev præsteviet - paavisningen rummer i og for sig en ubehagelig
Anklage mod Frederik IV for at have ført Anna Sophie bag Lyset. Kravet om
Vielsen synes jo at have været rejst, og det er lidet rimeligt med Jens
Møller at antage, at Frederik IV, om han havde ønsket det, ikke havde
kunnet bevæge en Præst til at foretage den; at U. A. Holstein, der var
Amtmand i Flensborg, har været medvirkende, maa anses for overvejende
sandsynligt. Kendsgerningen lader sig imidlertid ikke bortforklare, men
tjener til Gengæld til at forklare den lidet sømmelige Hast, hvormed
Vielsen efter Dronning Louises Død fandt Sted. Frederik IV har utvivlsomt
gennem de 9 Aar, Forbindelsen da havde varet, følt sig saa nøje knyttet
til Anna Sophie, at det har været magtpaaliggende, ja nødvendigt for ham
umiddelbart at legalisere Forbindelsen.
Efter to Dages Ophold paa Skanderborg rejste Kongen og Anna Sophie til
Boller ved Horsens, som tilhørte den unge Greve Christian Friis, søn af
Grevinde Christine Sophie Holstein i hendes første Ægteskab, og her blev
Kongen som nævnt til den 13. Juli, da han over Ribe rejste til Hærens
Hovedkvarter i Itzehoe. Anna Sophie blev paa Boller, efter Torms
Optegnelser til Oktober, hvorefter hun vel har mødt Kongen i København.
De bevægede Krigsaar har oftere nødvendiggjort en Adskillelse, men
undertiden fulgte Anna Sophie dog ogsaa med paa Kongens Rejser, saaledes
i 1713, da hun i Foraaret var sammen med Peter den Store og Catharina paa
Slottet i Husum; Bekendtskabet med Czarinaen behøver dog ikke, som Jens
Møller formoder det, at have indgivet Anna Sophie Tanken om, at ogsaa hun
kunde opnaa Tronen.
Forbindelsen medførte for Anna Sophies Vedkommende et Brud med Moderen.
Storkanslerinden havde svært ved at acceptere saavel Flugten som
Forbindelsen, men der synes dog i 1718, det Aar Frederik IV købte
Clausholm af hende, at være kommet en Forsoning i Stand. Det følgende Aar
var Frederik IV og Anna Sophie paany paa Slottet. Storkanslerinden
undskyldte sig dog med Upasseliglied, da Kroningen skulde finde Sted i
1721.
Dronning Louise døde 15. Marts 1721 og blev 2. April ført til København
for den 3. at blive bisat i Roskilde Domkirke. Dagen derpaa lod Frederik
IV sig paa Københavns Slot af Thomas Clausen vie til Anna Sophie. Man har
i Samtiden som i Eftertiden hæftet sig ved det Hastværk, hvormed Fredenk
IV her gik til Værks - man vilde endog vide, at bryllupsgæsterne havde
Stadstøjet paa under Sørgekapperne ved Bisættelsen - og nægtes kan det jo
ikke, at det saa ilde ud. Jens Møllers Opfattelse, at forklaringen maa
søges i, at Kongen har villet lette sin Samvittighed, er ikke blevet
anfægtet af senere Forskere; den bestyrkes direkte af den Passus, hvormed
Bekendtgørelsen af Vielsen oprindelig skulde have været indledt: Saasom
Vi for at stille Vor Samvittighed tilfreds have indgaaet Ægteskab - en
Motivering som blev strøget, sandsynligvis efter Henstilling fra Ditlev
Vibe. Forklaringen vinder yderligere i Sandsynlighed men faar ganske vist
et dybere Indhold, hvis man akcepterer, at pro-forma vielsen var i 1712
var et bevidst Falsum. Der var da gode Grunde for Frederik IV til ikke at
tøve en Dag længere en nødvendigt med at bringe Forholdet i Orden; hertil
kommer saa det religiøse Moment. Med den Udvikling, Frederik IV's, og
ogsaa Anna Sophies, religiøse Følelser tog i stedse mere pietistisk
Retning, er der intet paafaldende i, at de selv har følt Forbindelsen som
syndig og har ønsket denne Tilstand ændret.
Hvorledes Forholdet mellem Ægtefællerne har været i det daglige, kan det
være svært for en sen Eftertid at dømme om - det ser jo imidlertid ud,
den stormende Lidenskab har udviklet sig til en hos begge Parter dyb og
varig Følelse. Det synes vel nok, som om den letfængelige Konge
lejlighedsvis har kunnet give Anna Sophie Anledning til Jalousie, men
hvormeget Hold, der paa dette Punkt er i Hofsladderen, er ikke godt at
vide. Givet er det, at Samlivet for dem begge har betydet uendelig meget,
de har været i Harmoni, og man tør vel endog slutte, at Børnenes Død kun
har bidraget til at bringe dem nærmere sammen. Hvor mange Børn Anna
Sophie har født, vides ikke med Bestemthed; Camilly beretter, at hun
havde før 1721, men af disse var sikkert kun de to levende. De er
utvivlsomt født paa Vallø og ligger i hvert Fald begravet i Valløby
Kirke.
Ifølge Præsteindberetningen stod der 1755 i Gravkapellet i Valløby tre
med sort Fløjl betrukne Kister indeholdende Døtrene Friderica Sophia og
Friderica Conradine samt et dødfødt Barn, hvilke Kister 1782 blev
nedgravet under Kapellets Gulv. Som Dronning fødte Anna Sophie tre Børn,
der alle er indført i Slotskirkens Daabsprotokol over de kongelige Børn.
Der kan saaledes kun regnes med fem levende Børn, hvad der sternmer med,
at der i Audiensgemakket paa Clausholm er Navnetræk for fem Børn, ligesom
det svarer til at der paa det bekendte Himmelfartsbillede ses nogle Engle
svævende over Frederik IV's og den tomme Tronstol; efter hele
Allegorien maa disse fem Engle være Børnene. Hvornaar de tre første børn
er født, vides ikke; Kongebørnene var Prinsesse Christina Amalia, der
fødtes 23. Oktober 1723 og døde 7. Januar derefer; Prins Frederik
Christian, født 1. Juni 1726 og død den paafølgende 15. Maj og Prins
Carl, der fødtes 16. Februar 1728 og døde 10. December Aaret efter.
Efter Vielsen gik der nogen Tid, før Kroningen fandt Sted. Det skete 30.
Maj 1721 paa Frederiksberg Slot, hvor Frederik IV i det uforberedte Hofs
Nærværelse selv satte Kronen paa hendes Hoved med Ordene: Hermed erklære
vi Eder for Dronning til Danmark og Norge. Denne Krone give vi Eders
Majestæt af godt Hjerte og ønske al Lykke og Velsignelse dertil.
Den Pause, der havde været i Begivenhedernes Udvikling, er blevet
opfattet som en Tid, hvor Kongen har betænkt sig paa at gøre Skridtet
fuldt ud. Efter Camillys Beretning i 1728 skal Vibe i Forbindelse med
Prins Carl og de øvrige Tilhængere af den afdøde Dronning Louise have
søgt at forhindre Anna Sophies Ophøjelse, og Dronningens senere Biografer
mener gennemgaaende, at hendes egen Ærgerrighed tilsidst har tvunget
Frederik IV til at overvinde sine Betænkeligheder. Det er næppe rigtigt.
At Anna Sophie selv har ønsket den fuldstændige Anerkendelse, der laa i
Kroningen, skal ikke betvivles - det vilde have været mærkeligere, om hun
ikke havde stræbt efter dette Maal, men Udsættelsen kan dog alene
forklares i Hensynet til de nødvendige Forberedelser og til Dekorum.
Medens Vielsen, saaledes som Forholdene laa, har syntes begge Parter
tvingende nødvendig umiddelbart efter, at Kongen ved Dronning Louises Død
var blevet en fri Mand, saa forelaa en saadan Nødvendighed ikke for
Kroningens Vedkommende; den kunde vente og den burde vente - om den saa
fandt Sted i passende Tid efter Dronning Louises Død, længe inden
Hofsorgen var til Ende, kan diskuteres; Begivenheden fik imidlertid ikke
det samme odiøse Skær som Vielsen.
I sine Virkninger blev Kroningen imidlertid langt mere skelsættende end
Vielsen. Brasch har paavist, at Bruddet mellem Kongen og hans Søskende
fandt Sted i Tilslutning til Kroningen, ikke som tidligere antaget var en
Følge af Vielsen. Og paa samme Maade er der næppe heller Tvivl om, at det
er Kroningen - den ikke-fyrstelige Dames Ophøjelse til Dronning - der
blev den store Anstødssten i Forholdet til Kronprinsparret. Den
Kendsgerning, at Sophie Magdalene I 1731 fik kasseret den saaledes
besmittede Dronningekrone og den ikke mindre besmittede Tronstol, er
tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, hvad det var, der generede. At Sophie
Magdalene har sin store Andel i Christian VI's skarpe Fremfærd imod
Faderens Enke maa anses for givet og er i hvert Fald psykologisk ganske
forstaaeligt. Her kom denne Prinsesse fra et lille tysk Markgreveskab,
fattig paa alt, undtagen paa Aner, og fandt Pladsen som Landets første
Dame optaget af en Kvinde, i hvis Aarer ikke en Draabe fyrsteligt Blod
var at finde. Sophie Magdalene har lagt stor Vægt paa Herkomsten - det
ses alene af det Træk, at hendes senere Fundats for Vallø satte det som
Betingelse for Indskrivningen, at den paagældende "vermiuelst 16
Ahnen von Vater und Mutter ihre altadeliche Geburth erweisen", at
Dekanessen skulde være "alt-gr‰fflicher" og Abbedissen
"alt-f¸rstlicher Abkunfft" det har sikkert ikke været
godvilligt, at hun den 23. Oktober 1723 bar Anna Sophies førstefødte
Prinsesse til Daaben.
Anna Sophie har formentlig selv følt Modsætningen til Sophie Magdalene
særlig stærkt; det synes at fremgaa af den Kendsgerning, at hun ikke
ejede noget Billede af Christian VI's Gemalinde, medens han selv dog
hang paa hendes Væg, da hun døde. For Sophie Magdalenes Vedkommende er
det meget karakteristisk, at hun skænkede Stager og Altersølv til Vallø
Slotskirke, skønt Anna Sophie kun en Snes Aar tidligere havde gjort det
samme, men hendes Gave var jo ogsaa forsynet med Hertugindens Vaaben.
Om Kroningen har faaet Virkninger udover Forholdene inden for
Kongefamilien kan derimod være tvivlsomt. De Forandringer, der efter
Kroningen fandt Sted i Regeringen, er af senere Biografer og endnu af
Edv. Holm først og fremmest sat i Relation til Kroningen - det var Anna
Sophies Parti ªden Reventlowske Bande´, som nu kom til Magten med Greve
Ulrik Adolph Holstein som Storkansler; man har overset, hvad dog Holm
fremhæver, at de personlige Forhold indenfor den Reventlow-Holsteinske
Kreds langt fra var de bedste; man har set bort fra det Faktum, at hvis
Anna Sophie havde haft Indflydelse paa Regeringens Sammensætning, maatte
den have gjort sig gældende længe før, og man har navnlig overset, at et
Regeringsskifte, der fjernede de Mænd i første Række Ditlev Vibe og Chr.
Sehested som i den foregaaende Tid var gaaet saa stærkt ind for den
østlige Alliance, og erstattede dem med engelsk-fransk orienterede
Politikere, var den naturlige Konsekvens af Freden i 1720.
De storpolitiske Forhold foreligger der intet Steds Vidnesbyrd om, at
Anna Sophie har blandet sig i, og i det hele er Spørgsmaalet om hendes
Indflydelse paa Kongen i Sager af nogen Betydning omdiskutabelt. At hun
har faaet A. E. Willarst løs fra Munkholm eller J. C. Dyppel fra
Hammershus er ikke ensbetydende med nogen afgørende Magtstilling, end
sige Misbrug af sin Magt, og heller ikke det, at mange troede at naa
deres Maal bedre gennem Omvejen ad Dronningen er noget Bevis. Vi ved
faktisk intet om, hvor vidt hendes Indflydelse har rakt, og intet om,
hvori det intrigante i hendes Personlighed har ytret sig.
Familietraditionen indrømmede hende vel megen Aand, men karakteriserede
hende samtidig som "stolt, lunefuld og bydende" - dette tyder
ikke paa, at Familien selv har følt sig favoriseret.
Hendes Ærgerrighed er et staaende Tema i Historikernes Bedømmelse af
hende - hvormeget ved vi derom? Endnu Edv. Holm bygger sin karaktenstik
op over Trinrækken Fyrstinde 1712, Hertuginde 1721 og Dernæst Dronning.
Ingen har hæftet sig ved, at Patentet af 1. Juli 1712 udtrykkeligt
ophøjede hende til Hertuginde. Fyrstinde bruges i danske Dokumenter
synonymt med de tyskes Herzoginne og de franskes Duchesse.
Hvilken Rolle Anna Sophie spillede i Sagen med Den gehejme Kommission er
ganske uoplyst; at den blev nedsat for at værne hendes Rygte er
imidlertid givet, og i den Forbindelse vidner den saaledes kun om Kongens
Omsorg for hendes Ære. Bortset herfra hører den til de mærkelige mørke
Pletter i Frederik IV's Regering.
De sidste Aar, Ægtefællerne levede sammen, var fattige paa Glæder.
Rygterne, der førte til Kommissionens Nedsættelse i 1725, maa have
generet dem begge, Børnene, der døde som ganske smaa, Kongens tiltagende
Svagelighed og hendes egen neurasteniske Tilstand - alt dette har kastet
Skygger over Tilværelsen og har medvirket til den stigende Religiøsitet
og det stedse mere pietistisk farvede Fromhedsliv parret med en
fremtrædende Syndsbevidsthed, der har faaet dem begge til at opfatte
Børnenes Død som Himlens Straffedom, og har faaet Frederik IV til
alvorligt at overveje en delvis Abdikation for at kunne tilbringe sine
sidste Dage paa Fredensborg, helliget Bod og fromme Betragtninger.
Oplivende har vel Udenlandsrejsen i 1724 været for dem begge. Kongen
rejste i April ledsaget af Anna Sophie og sin Datter Charlotte Amalie til
Achen for at bruge Brønden, men Heldbredstilstanden bedredes dog ikke
væsentlig. I 1728 kom Københavns store Ildebrand, der med alle sine
Rædsler og al sin Nød maa have virket meget stærkt - Charlotte Dorothea
Biehl ved at fortælle, at Dronningen gav sine Smykker til Afhjælpning af
Nøden blandt de Brandlidte - og Aaret efter indtraf de Begivenheder, som
for Frederik IV selv, og dermed ogsaa for Dronningen, indledte
Afslutningen. 26. Marts 1729 faldt Kongen med Hesten, som styrtede i en
Kalkgrube, og sidst paa Aaret kom han alvorligt til Skade, da han under
en Sprængningsulykke i Gjethuset blev trampet ned i den opstaaede Panik.
Erik Torm har berettet et lille levende Træk fra denne skæbnesvangre
Novemberdag, da Kongen i en Lænestol blev baaret ind paa Slottet,
"Dronningen kom i Møde paa Løngangen; den ene Side af hendes Haar
var ucofferet; hun lamenterede og græd". I Maj 1730 fik Kongen efter
en Aareladning en Betændelse i Foden, som ikke vilde læges, og i Juli
samme Aar tiltraadte Majestæterne den sidste sørgelige Rejse; mod sine
Lægers Raad vilde Kongen som sædvanlig foretage sin Mønstringsrejse til
Holsten - han naaede kun til Gottorp og maatte saa efter nogle Ugers
Forløb vende om; efter langsomme Dagsmarcher kom han 29. August til
Odense, hvor han forblev.
De sidste Uger af Kongens Levetid har været drøje. Den tiltagende
Svækkelse og Vattersoten, som stedse bredte sig, lod ingen Tvivl tilbage
om Udfaldet. 6. Oktober lod Kongen sende Bud efter Kronprinsen, som
sammen med sin Gemalinde, Prinsesse Sophie Hedvig og flere andre ankom
Odense den 10de. Den 11. Oktober - det var Kongens 59 Aars Fødselsdag
tilkaldte han Gehejmeraad Carl Adolph Plessen og hængte sin egen
Elefantorden om hans Hals for at stemme denne Anna Sophies argeste
Modstander blidere, og tidligt om Morgenen den 12. Oktober døde han. Torm
fortæller, at Dronningen de to sidste Nætter laa paa en Dyne uden for
hans Seng - Natten efter hans Død gik hun, som to af hinanden uafhængige
Overleveringer ved at berette, grædende omkring paa Gangene i Slottet og
vred sine Hænder i den heftigste Fortvivlelse.
Har Anna Sophie i denne Sorgens Nat tænkt paa sin egen Fremtid, eller
har hun kun haft Tanke for alt det, der nu var forbi? Vi kender ikke
hendes Tanker, men vi ved, at hun straks flyttede fra sit Værelse over i
en af Frøken-Pigernes Kamre i den anden Fløj, og da Christian VI ved
Middagstid den 12. Oktober forlod Odense, gik Anna Sophie ned i en Karet
og kørte ud til Herregaarden Bramstrup, en Mils Vej syd for Odense. Her
forblev hun til Kongens Lig den 12. December sent om Aftenen blev kørt
fra Odense. Dagen efter rejste Dronning Anna Sophie over Boller, hvor hun
tilbragte Julen, til sit Forvisningssted Clausholm.
De Begivenheder, der fulgte efter Kongens Død, er velkendte. Om
Dronningen selv har haft den Tanke at overgive sig paa Naade og Unaade
til Christian VI, eller om nogen har raadet hende til det usædvanlige
Brev, hun den 1. November tilskrev ham fra Bramstrup, er ganske
uopklaret; Skridtet vidner imidlertid om overordentlig Klogskab og har
utvivlsomt gjort sin Virkning. Ganske vist var det Reskript, hvormed
Kongen svarede den 11. November, overordentlig skarpt i Tonen, langt over
Maalet i sine Beskyldninger og lidet sømmeligt for den Konge, der med
Haand og Segl havde forpligtet sig til at overholde sin Faders
Bestemmelser, men dog var Realiteterne blidere, end man kunde have
ventet. Til Gunst for Kongens Adfærd taler det, at to af de tre Mænd, der
fik Kommissorium til at tage sig af hendes Sager, stod hende personligt
nær, og selvom alle hendes Ejendomme, Grevskabet Vallø, Frydenlund, de
Udendigs-Lande i Ditmarsken, saavel som hendes Obligationer, Penge og
Juveler blev frataget hende, saa fik hun dog Lov til at beholde
Dronningetitlen, fik Clausholm overdraget frit og kvit, 100.000 Rdl. een
Gang for alle og 25.000 Rdl. i aarlig Appanage.
Det var trods alt et stort Spring fra det Plessenske Forslag om at sætte
hende i Citadellet, men Hensynet til det endnu mægtige
Holstein-Reventlowske Parti har vel gjort sig gældende; at det alligevel
vidner om megen Sindets Smaalighed hos den nye Konge kan ikke nægtes. Vel
er det forstaaeligt, at han har følt sig personlig krænket ved den
aabenlyse Tilsidesættelse af hans Moder, forstaaeligt ogsaa, om hans
Dronning, som fordum Sophie Amalie i Forholdet til Leonore Christine, har
ønsket oprejsning for mange Aars mere indbildte end virkelige
Tilsidesættelse, men alligevel lidet overensstemmende med den
Kongeværdighed, han overtog, det kristelige Sindelag, han ellers var
besjælet af Kongens Eftermæle har visselig ikke vundet derved.
Det dybt religiøse Følelsesliv, hvori Dronningen i sine sidste Åar paa
Clausholm fandt Fred efter Livets stormfulde Omskiftelser, bidrog dog til
at stemme Kongen blidere, og selvom han endnu i 1735 fandt, at han havde
gjort for lidt imod hende, lod han sig dog af Bluhme overtale til en
venligere Tone. I Virkeligheden var Christian VI og Anna Sophie heller
ikke saa langt fjernede fra hinanden i religiøs Henseende, Dronningen
gennemførte med stor Strenghed Sabbatsforordningen paa Clausholm og lod
sine Hoffolk mulktere, hvis de forsømte Kirkegangen. Mærker og
Tilskrifter i hendes Bibel vidner om, hvor inderligt hun fordybede sig i
den hellige Skrift, og smaa ubehjælpsomme Vers viser, hvormed hendes
Tanker var sysselsatte - In Angst und Pein, bleibt Gott doch mein.
Uden Kvaler var hun ikke naaet hertil. Niels Schiwe, som fra 1733 havde
været hendes Konfessionarius og Præst i Voldum, har i sin Ligprædiken
berettet om den religiøse Krise, hun gennemlevede sandsynligvis i
Begyndelsen af sin Enkestand. "Hun lod Graad flyde med som en Bæk
Dag og Nat", skriver præsten, og han fortsætter:
"Hun gav sig ingen Hvile og lod sine øynesteene ikke holde stille,
og i disse Vande begyndte Satan at angle med sine Fristelsers Kroge, og
søgte at betage hende Ærens uforvisnelige Krone. Saa dette Sted var for
vor Høysalige Dronning som ørken for vor Frelsere et Fristelses Sted. Her
fandt Hun, hvorledes Satans gloende Piile kan tørre, tære og forvandle en
Siæls Vædske til Sommerens Tørke og Tørhed. Og man kan ikke undre over,
naar Fristelserne satte an som Hvirvelvinden i Disciplenes Sejlads, der
fyldte Skibet med Bølger, at hendis Sjæl da bruuste over hende, og Hun
kunde blive som Naal øyet paa Compasset, der vakler i en Flyv-Storm. Men
hun vendte sig til sin Nord-Stjerne igien, til sin Frelsere Jesum, og
satte sig under hans Skygge og skjulte sig i hans Vunder, som Duen i
Klippens Revner. O! hvor forsøgt var hun i denne aandelige Kamp og
Striid".
Knapt 38 Aar var Anna Sophie, da hun vendte tilbage til Clausholm, Endnu
en ung Kvinde med store aandelige Interesser og vant til at spille en
Hovedrolle i Hoffets Liv. Der er intet mærkeligt i, at hun har haft svært
ved komme i Ligevægt igen, intet besynderligt i, at Sorgen til Tider har
overvældet hende, saa at hun, som Charlotte Dorothea Biehl fortæller,
hyppigt ved Taflet betragtede Kongens Billede saa længe, at Taarerne
ømmede af hendes øjne, "hvorpaa hun reyste sig og gik bort,
endskiønt hun ofte ikke havde spist tre Skeer fulde". Men i Ligevægt
kom hun. Aarene forsonede hende vel ikke med Tabet, men mildnede dog
Sorgen, gennem sin Omsorg for syge og betrængte, sin Godgørenhed og
Hjælpsomhed vandt hun Egnens Befolkning i langt højere Grad, end hun som
Dronning havde forstaaet at gøre sig populær.
I øvrigt var hun ingenlunde uvirksom i sin Enkestand - hendes store
Interesse for Haven paa Clausholm er velkendt - DronningeallÈen skyldes
hende - og ellers var hun optaget af sine Fugle og af Læsning.
Hendes efterladte Bogsamling rummer en Del navnlig fransk
Skønlitteratur, men ogsaa historisk og genealogisk Læsning var for
Haanden, selvom Hovedparten var Opbyggelsesskrifter i Overensstemmelse
med hendes Livssyn
Niels Schiwe kunde med hele sin dramatiske Iscenesættelse af
Modsætningen mellem hendes fysiske Tilstand under den Koppesygdom, der
blev hendes Død, og hendes aandelige Frigjorthed, give et smukt og
sikkert rigtigt Billede af den Frelsens Forvisning, hvormed hun imødesaa
sin himmelske Forening med den, "Hendes Siæl elskte saa høyt paa
Jorden, og som elskte hende igien som sit eget Hierte", og han
fortæller, at hun ved Esajas 52,12 havde tegnet et "F.4. A.S. i
Himmelen".
7. Januar 1743 bukkede Dronning Anna Sophie under for den Sygdorn. der
havde vansiret den fordum saa dejlige Kvinde til ukendelighed. - Var
hendes Lykke for dyrt betalt? Selv har hun vel næppe følt det saaledes,
thi som Leonore Christine har udtrykt det:
Ey noget siunis tungt for Ecte Kierlighed.
Trofasthed er den Dyd, man ey tør bluis ved.
†
Fra "Dronning Anna Sophie" af bl.a. Albert Fabritius
Template no. 7