Portrætter

Slægten Reventlow:

Hildeborg Jutta Agnes Reventlow
(1864 - 1918)

med døtrene Agnes f. 1910 og Hildeborg f. 1912


Andre slægter:



Slotte og Herregårde


Vindeholme
Vindeholme

I 1891 erhvervede grev Ludvig Reventlow, Rudbjerggaard med tilhørende skove og jordtilliggender. Hans bror grev Ferdinand Reventlow, der i mange år havde tjent som diplomat, senest som gesandt i Paris, havde længe ønsket sig at finde sig et sted, hvor han kunne trække sig tilbage. Grev Ferdinand var barnefødt på Lolland, og brøderne blev enige om, at han købte en del af Rudbjerggaard, så han kunne bygge Vindeholme hovedbygning og avlsgård. Vindeholme blev således udstykket i 1910 fra Rudbjerggård til Ferdinand Reventlow, som anvendte gården som landsted og otium efter en lang karriere. Gården ligger i Tillitse sogn, Lollands Sønder herred, Lolland kommune. Hovedbygningen er opført i 1913 efter tegninger af H.C. Amberg, mens avlsbygningerne er opført 1909. Grev Ferdinand valgte at bygge bag diget, hvortil venderne (heraf vendernes holm = Vindeholme) antagelig ikke kunne sejle længere. På trods af grev Ferdinand Reventlows ellers beskedne livsstil, blev slottet bygget særdeles smukt og præsentabelt, og det var hans ønske, at man fra stuerne på beletage kunne se ud over Østersøen. I 1926 arvede nevøen grev Frederik Reventlow Vindeholme og boede der permanent fra 1960 til 1972 hvorefter hans nevø grev Einar Reventlow arvede Vindeholme.


Heraldik


reventlow_segl_1272.jpg
reventlow_segl_1272.jpg



Gravsten og epitafier


Moltke, Ida Mathilde 1861-1945
Moltke, Ida Mathilde 1861-1945

   


Uddrag af Statsminister C. D. F. Reventlows tale den 15 august 1788 på Frederiksborg Slot ved uddelingen af de første 15 skøder til frigivne bønder

Jeg ser den lykkelige tid i møde i hvilken man ved børnenes undervisning i alle skoler vil anse forstandens og hjertets dannelse for vigtigere end udenadslæsningen, den tid, i hvilken man vel i skolerne vil anse undervisningen i religionen for den vigtigste, men ikke for at betage børnene tiden til at erhverve den kundskab, som de behøver til at blive nyttigere og lykkeligere mennesker i deres kald.

Jeg ser den tid i møde, i hvilken udmarkerne vil ligne de velgødede tofter, de sure enge og moser vil være forvandlede til fede hårdbundsenge, unyttigt krat være bortryddet, nyttig skov og underskov omhyggeligt fredet, alt skadeligt vand afgravet, alle kampesten brugt til varig indhegning med stengærder; den tid, i hvilken de udskiftede bøndergårde alle omgives med store, veldyrkede kål-, urte-, humle- og frugthaver, med pile og mange andre nyttige træer; den tid, i hvilken kløver, kartofler, nyttige roers dyrkning ikke mere vil være en sjældenhed; i hvilken tjenestekarlen vil sætte sin ære i at være den skrappeste arbejder, og bonden i at være den bedste husbond; den tid, i hvilken bonde og husmand begge vil være fornøjede med deres tilstand, ikke misunde hinanden, men som venner ved gensidige tjenester befordre den ene den andens fordel: den tid, i hvilken ingen fattig vil blive uhjulpen, og ingen arbejdsføre tiggere vil tåles at omvanke; den tid, i hvilken spinderokken, væven og anden huslig vindskibelighed vil fylde alle de nu ledige vinterdage.

Så lykkelig som endog en del bønders tilstand som fæstebønder er i disse amter, så vil den dog blive langt bedre, når de erholde ejendom; thi de bliver derved forvissede om, at alle deres forbedringer kommer dem og deres børn alene til nytte og opmuntres derved til fordoblet arbejdsomhed.

De kan ikke mere frygte den skæbne, som er overgået nogle af deres brødre: i tiden at skulle afstås til godsejere og da at tabe de fordele, som de og deres forfædre som kongens bønder hidtil har nydt. Om vanheld skulle træffe dem, kan de, som erholde deres gårde skænkede til ejendom, let på gården erholde det lån, som de kunne behøve, uden frygt for, at sådant vanheld skulle fortrænge dem fra deres hjem, da disse amters lykkelige beliggenhed imellem residensstaden og den nærsommeste købstad i riget og de tålelige afgifter, de svare, giver den sikre forvisning, at bøndergårde vil komme i høj pris.

De kan ikke frygte ved dødsfald at se deres efterladte satte tilbage ved høje fæster, som så gode gårde ellers billigen måtte svare; men når de svarer deres afgifter og forrette det bestemte hoveri og ved tiltrædelsen svarer en ringe kendelse, så er de de roligste og lykkeligste mennesker på jorden, hvis lykke ingen dødelig kan eller tør forstyrre."

Webstedet anvender The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 15.0, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2026.

Oprettet af Christian Ditlev Reventlow. | EU-persondataforordningen.

Template no. 7