Portrætter

Slægten Reventlow:

Ulrica Eleonora Reventlow
(1690 - 1754)



Andre slægter:



Slotte og Herregårde


fussingo1.jpg
fussingo1.jpg



Heraldik


Ulrich Reventlow - våben
Ulrich Reventlow - våben



Gravsten og epitafier


<a href=Lensgreve Conrad Georg Reventlow' title='Lensgreve Conrad Georg Reventlow' />
Lensgreve Conrad Georg Reventlow

Her hviler
Conrad Georg
Greve af Reventlow
commandeur
i den danske Marine

Født i København 1749
Død på Sandbjerg 1815

Han var bondens
ven og velgjører

Taknemmelighed
rejste ham dette minde
1863
   

Udskriv Tilføj bogmærke

Etelsen

1 Christian Otto von der Wisch b. 23 NOV 1733 d. 29 APR 1807
  + Louise Gertrud Frese Von Quiter  b. 12 AUG 1752 d. 1796
    2 Margarethe Adelheid von der Wisch b. 1784 d. 1840
      + Hieronimus Von Der Decken 
        3 Adelheid von der Decken b. 30 NOV 1816 d. 18 SEP 1895
          + Johan Ludvig Leopold Reventlow  b. 15 JUN 1808 d. 5 NOV 1835
    2 Johan von der Wisch b. 1785 d. 1865
    2 Catharine Hedevig Louise von der Wisch b. 14 DEC 1786 d. 18 NOV 1870
      + Joachim Christian Von Heimbruch  b. 6 APR 1782 d. 26 MAR 1844
        3 Carl Johann Christian von Heimbruch b. 23 JUN 1820
        3 Helene Sophie Adelheid von Heimbruch b. 11 SEP 1821 d. 18 MAY 1862
        3 Gottlieb Ernst August von Heimbruch b. 11 DEC 1822
        3 Johanna Amalie Magdalene Elisabeth von Heimbruch b. 21 JUL 1824 d. 16 JAN 1911
          + Eduard Vilhelm Reventlow  b. 5 APR 1810 d. 20 SEP 1868
            4 Christian Benedictus Johan Ludvig Conrad Ferdinand Reventlow b. 2 JUL 1845 d. 22 NOV 1922
    2 Hieronimus von der Wisch b. 1788 d. 1873
   
 
Postkort fra Etelsen.
På billedet ses (fra venstre):
  • Anna Sybille Reventlow
  • Christian Benedictus Reventlow
  • en kusk
  • Sophie Reventlow f. Schiær
  • Eduard Reventlow



    På billedet til højre ses Christian Benedictus Reventlow
    og Sophie Reventlow siddende i haven på Etelsen

  •  
     


    Uddrag af Christian Benedictus Reventlows optegnelser:

    Af min Moders to Brødre var den yngre, Gottlieb von Heimbruch (medens Hannover bestod som Kongerige, dets Gesandt i Kassel, Darmstadt og Karlsruhe, samt Forbundsgesandt i Frankfurt), død ugift 1872 i en alder af halvfjerdsindstyve Aar. Den ældre, Christian von Heimbruch, havde været Oberstløjtnant og Fløjadjudant hos Kong Georg V, hans Hustru, Louise, Lonny kaldet, med hvem han levede i barnløst Ægteskab, Statsdame hos Dronningen. Hun var født von Helldorff og stammede fra Godset Drackendorf i Thüringen.

    I en lang Række af Aar havde de ledsaget den fordrevne Kongefamilie, men omsider taget Ophold paa min Onkels Fædrendegods, Varste, ikke langt fra Byen Verden ved Aller. Den 14.de Juni 1895 døde ogsaa denne min Onkel, og ifølge de af ham og hans tidligere bortgangne Broders Bestemmelser tiltraadte jeg det af dem oprettede Fideicommis, "Varste Polle". Polle ligger ved Weseren, ved Byen af samme Navn, i Kreis Hameln.

    Samtidig blev jeg tillige Besidder af Fideicommisset "Koppel". - Dette var omtrent 40 Aar tidligere bleven oprettet af min Moders Morbrødre, Stats- og Indenrigsminister samt Præsident for Statsraadet, Johann Caspar von der Wisch, død ugift 1865 i Alder af 80 Aar, og Major Hieronymus von der Wisch, der ligeledes ugift døde i 1873, 85 Aar gammel.

    For det Tilfælde, at de forblev barnløse, havde de indsat til Arving:

    1. Først min ovennævnte morbroder Christian von Heimbruch og hans broder Gottlieb von Heimbruch, hvis Moder var Opretternes yngste Søster.
    2. Dernæst Opretternes ældste Søsters, i Ægteskab med Hieronymus von der Decken, General af Cavalleriet, fødte Datter, Grevinde Adelheid Reventlow, Enke efter min Faders Broder Ludvig.
    3. Endelig Opretternes yngste Søsters Datter, min Moders ældre Søster, fru Adelheid von Klencke, gift med Major Aleksander von Klencke til Oenigstedt m.m., i dennes første Ægteskab, samt
    4. saafremt alle disse døde barnløse, min Moder.

    Ved min Onkel, Chr. von Heimbruchs Død i Aaret 1895 var ingen andre af alle de nævnte Personer i Live end Grevinde Adelheid Reventlow, der var barnløs, og min Moder. Da begge disse gave Afkald paa deres Ret og ingen af samtlige afdøde havde efterladt sig Børn, tilfaldt Fideicommisset "Koppel" mig.


    Notat udarbejdet af Ferdinand Reventlow (1835-1928)

    Den mangeårige statsminister Johan von der Wisch (b. 1785 d. 1865) gjaldt for en energisk, særdeles dygtig, noget ilter mand. Hos familiens medlemmer nød han uindskrænket autoritet, blev med alderen mere og mere slægtstolt og fik ikke så få særheder, der gav anledning til forskellige anekdoter. Det fortaltes således, at han havde lovet at hjælpe en ubemidlet slægtning i vej, men da denne i det daglige liv ikke rigtig gjorde ham tilpas i småting, blandt andet rakte ham smørret på en kluntet måde, opfyldtes løftet ved at han bekostedefyren ekspederet til Java for at han der kunne søge sin lykke. Anderledes med den gamle tjener Heinrich, der kendte ham ud og ind; skønt der også med denne kunne opstå misforståelser, f. ex. engang ved bordet: "Heinrich, Essig!" (eddike) Heinrich forstår "Esse ich?"; "Ja, Herr "; "Zum Teufel, Essig!"; "Ja, Herr, oder der Teufel spielt mit Ihren Kinnbacken."

    Da klaredes situationen. Efter at have trukket sig tilbage fra statstjenesten, bosatte Johann v. der Wisch sig på Etelsen, navnlig beskjæftiget med planen om at forene sine ejendomme i et fideikommis (hvorvidt muligen enkelte af ejendommene allerede vare forud baandlagte, skal jeg ikke kunne sige) og med affattelsen af det dermed forbundne testamente. Arvefølgen skulle blive ( med respektiv eventuel descendents): hans broder, de nærmeste andre mandlige slægtninge : brødrene Heimbruch, dernæst i rækkefølge de nærmeste kvinde lige slægtninge: Adelheid Reventlow (født v. der Decken), Helene Sophie Adelheid v. Klencke (født v. Heimbruch) og hendes søster Johanna Amalie Magdalene Elisabeth (kaldet Helene) Reventlow (født v. Heimbruch)

    De pågældende dokumenter var uendelig vidtløftige, gik ind i de mindste detailler både med, hensyn til jordstykkerne, løsøret, indboet, pengeanbringelse, apanager o.s.v.(for kvindelige slægtninge var apanagerne forresten kun satte til ganske diminutive beløb), endvidere nogle mærkelige bestemmelser om straffebøder for den eller dem, der ikke nøjeholdt sig påbudene efterretlig. Jeg husker, at min fader var meget betænkelig ved disse mange småtterier, som han ansaa ikke blot for i påkommende tilfælde at blive uopfyldelige, men tillige - hvad der for ham var det værste - for at være ham alt for velegnede til hidførelse af fremtidig familietvist. Alligevel følte han sig forpligtet til på hustrus og børns vegne at underskrive uden indsigelse, navnlig ud fra det synspunkt, at det måtte stå ejeren, der ikke havde livsarvinger, frit for at ordne sit efterladenskab efter eget godtbefindende, og at det jo måtte påskønnes, at min moder og hendes descendente overhovedet var bleven indlemmet i arvefølgen. Hvorvidt de betræffende stipulationer, enten i deres oprindelige eller i ændret skikkelse, opnåede myndighedernes behørige sanktion, ser jeg mig ikke i stand til oplyse.

    Efterhånden blev Johann v.d. Wisch såvel åndelig som legemlig ganske alderssvækket. Længst vedligeholdtes tilsyneladende interessen for ejendommenes udelte sikring til slægtningene og for opførelsen af et mausoleum til ham og til de efterfølgende familiearvinger.

    Adelheid Reventlow, der besad et overordentligt vindende væsen og der ansås for en stor begavelse, omend vel selvsikker og med altfor meget hang til indblanding, flyttede til ham til Etelsen, hvor hun plejede ham på beundringsværdig måde, ledsagede ham stadig, når han kørtes i rullestol og i det hele taget var utrættelig trofast i at sørge for ham på alle måder. Samtidig dermed fandt hun en opgave for sin virksomhedstrang ved at underlægge sig ejendelenes bestyrelse, idet hun som medhjælp antog en bekendt advokat Blome i Verden, til hvem hun havde ubetinget tillid. Lidt efter lidt forlød det rygtevis, at administrationen ikke var helt som den burde være. Brødrene Heimbruch ønskede derfor at træde til, og foreslog endog at Johann v.d. Wisch skulle søges umyndiggjort af de betræffende familiemedlemmer. Dog her mødte de bestemt modstand hos Adelheid Reventlow, Hun indestod for, at alt var i upåklagelig orden, hvad hun fremhævede jo også var i hendes egen interesse, medens hun, hvad umyndiggørelsen angik, simpelthen nægtede sin medvirkning, ja tilmed forkastede Heimbrucherne hjerteløshed og mangel på hensyn overfor den gamle onkel, der altid kun havde vist dem godhed.

    Forholdet var således på forhånd ret spændt, da Johann v.d. Wisch døde, og situationen nu - til samtlige slægtninges og ikke mindst til Adelheid Reventlows egen forfærdelse - afsløredes i hele dens gru. Advokat Blome fremlagde nemlig af den afdøde underskrevne dokumenter, hvori denne annullerede alle sine tidligere dispositioner og anerkendte, dels ved salg dels ved gave, at have overdraget næsten hele sit eje (Etelsen deri indbefattet) til advokat Blome, så at han i sine sidste år alene ved Blomes nåde var forbleven bosiddende på Etelsen og havde kunnet sysle med mausoleumsbyggeriet etc. etc. Der blev selvfølgelig straks indledet proces, der indbragtes for landets højeste instans i Stade. Den var i fuld gang, da Preusserne overfaldt landet, opløste retten og, trods det for Hannoveranerne sejrrige slag ved Langensalza, tog den derværende del af hæren tilfange, medens kongen med den resterende del søgte beskyttelse sydpå hos Østerrig.

    Under denne opløsningstilstand måtte processen indstilles og parterne indgik på forlig, således at Blome frafaldt alle sine fordringer imod udbetaling af en, efter sigende, meget betydelig pengesum.

    Hieronimus von der Wisch tiltrådte herefter successionen. Som ung cavalleriofficer var han under Napoleonskrigene (vistnok ved Belle-Alliance) bleven såret af et sabelhug i hovedet, hvad der havde indvirket på hans forstand, så at han blev så temmelig utilregnelig, om end ganske uskadelig for sine omgivelser. Yderlig mærkedes det mest ved at han, der var noget krumbøjet og gerne bar et gammeldags rytterslag, når han gik på gaden hyppig slog ud på stenbroen med sin stok og mumlede: "Schuft, geh weg, Schuft geh weg" idet han troede sig forfulgt rimeligvis af en ond ånd eller lignede. - Med årene, eftersom saaret lukkedes, indtrådte nok en vis bedring, uden at han dog nogensinde blev rigtig klar, og til sidst aldersvækkedes også han, ligesom det havde været tilfældet med broderen.

    Ved arvefaldet installeredes han på Etelsen, hvor Adelheid Reventlow, der ydede ligeledes ham en almindelig beundret opofrende pleje, atter overtog regimentet, omend under Heimbruchernes tydelig tilkendegivne misnøje. Hun hævdede imidlertid at der hverken direkte eller indirekte kunne bebrejdes hende noget væsentligt med hensyn til den tidligere forretningsførelse; vel var hun bleven ført grundig bag lyset af en durkdreven storbedrager, men mod sådant var ingen sikret, og tilmed var hun da netop nu bleven alvorlig advaret på det område. Desuden opholdt Chr. v. Heimbruch sig på det tidspunkt meget hos den fordrevne kongefamilie, og Gottlieb v. Heimbruch levede i et slags frivilligt exil udenfor Hannover, i Frankfurt, Schweitz eller andetsteds. Iøvrigt blev Hieronimus v.d.Wisch besiddelsestid kun af forholdsvis kort varighed.

    Jeg erindrer, at, da Adelheid Reventlow i et brev til mine forældre meldte hans død, fremhævede hun tillige, at hun var forvisset om nu at måtte finde fuldstændig oprejsning hos Heimbrucherne, der ville blive nødt til at anerkende den gennemførte upåklagelige administration m.m.

    Kort derpå indtraf imidlertid et nyt brev, der meddelte, at der alligevel forelå nogle misligheder, der dog næppe var af nævneværdig betydning, selvom hun desværre påny var blevet vildledet. Disse misligheder viste sig uheldigvis ingenlunde at være af blot overfladisk art, men tværtimod at være en ret fremskreden velberegnet begyndelse til ny katastrofe. Da brast brødrene Heimbruchs tålmodighed for alvor. De brød fuldstændig med Adelheid Reventlow og overtog selv ejendommen som nu retmæssige besiddere. Endnu henvendte Adelheid Reventlow sig til onkel Ferdinand med anmodning om hans intervention i sagerne, idet hun anså Heimbruchernes bedømmelse for uretfærdig, men han afslog blankt at blandes ind i det pågældende indviklede opgør, hvorved han ovenikøbet næsten uundgåelig ville blive bragt i skævt forhold til enten den ene eller den anden af sine to svigerinder med deres efter al sandsynlighed divergerende interesser. Brudet lægedes aldrig. Vel lod Adelheid Reventlow til stedse at være rede til forsoning, men begge brødrene Heimbruch var ubønhørlige. Derimod forblev min moder helt igennem neutral og vedligeholdt det tidligere gode forhold såvel til sine brødre som til Adelheid Reventlow. Denne optoges herefter fornemlig af politiske og af kirkelige anliggender. Hun var fanatisk antipreussisk; husker således, hvordan hun engang, da hun modtog os på jernbanestationen og min moder bar et sort slør med hvid kant, ved en behændig håndbevægels strax løsnede sløret af hatten og kastede det under toget: "Entschuldige liebes Lehnchen, es sind die preussischen Farben".

    Der foretoges da også ret hyppige husundersøgelser hos hende, men uden at der opdagedes noget compromitterende. I kirkelig henseende sagdes hun navnlig på den sidste tid at være kommen under mindre heldig indflydelse af en kapellan, der boede hos hende, og om hvem der gik en del sladder især i retning af forståelse med tjenestepigen, med hvem han vist forresten senere blev gift.

    Med brødrene Heimbruch som fællesbesiddere kom sagerne snart i mønsterværdig orden. Fideikommisforholdet var (eller blev) fastslået (efter hvad jeg har kunnet forstå) som et slags dobbelt eller tvedelt fideikommis 1) den Heimbruchske del Varste og 2) den v.d. Wisch´ske del Koppel d.v.s. Etelsen med forskellige ejendomme. Til den første del var dog føjet den bestemmelse, at Varste tilsikredes Chr. v. Heimbruchs eventuelle enke for hendes levetid, medens for den anden dels vedkommende Adelheid Reventlows arveret blev bestående fuldtud. Uanset sådan mulig senere overgang i hendes besiddelse opførte brødrene Heimbruch alligevel den store nye hovedbygning på Etelsen (den gamle bygning var et langstrakt een-etages hus med kvist), som de ligeledes tildels udstyrede, og da således, at hver lille genstand indlagdes under fideikommisset. Men, selv flyttede de aldrig til den nye bolig. Efter Gottlieb v. Heimbruchs død blev altså Chr. v. Heimbruch enebesidder af fideikommiskomplexet. Ved dennes død var imidlertid Adelheid Reventlows helbredstilstand så svækket, at hun øjensynlig kun havde et ringe antal dage tilbage, og, skønt med nogen besvær, lykkedes det dog at overtale hende til, på grund af de store arveafgifter, at give afkald på sine rettigheder til fordel for min moder som den derpå nærmest berettigede (Adelheid v. Klencke var nemlig forlængst død), hvor efter min moder også frafaldt sine rettigheder, der jo nu gjaldt hele jordegodset og overdrog dem til den følgende nærmeste successor, min ældste broder. Samtidig havde min moder, efter Chr. v. Heimbruch, desuden erholdt en ret betydelig kapital i værdipapirer, som hun, til fordel for sine børn ligeledes strax gav afkald på. For denne kapital fandtes vel en klausul, de gik ud på, at når beløbet tilfaldt os søskende, skulle mine søstre få hver henholdsvis kun en fjerdedel af den part, der ville tilfalde hver af os brødre ved ligelig fordeling, hvilket dog privatim mellem os ændredes således, at min søster Malvine afstod sin del til fordel for Benedicte, og at hver af os fire brødre dertil føjede såmeget, at de fem portioner blev a samme størrelse.

    Det dobbelte fideikommisgods (med hvad dertil hørte af penge, besætning. indbo m.m., men som sagt foreløbig ./.Varste som enkebesiddelse for Tante Lonny) tilfaldt altså min broder Christian og desforuden endvidere ovennævnte femtedel af den af mama afståede kapital.

    Nedskrevet af Ferdinand Reventlow (1835-1928)

    Webstedet anvender The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 14.0.1, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2024.

    Oprettet af Christian Ditlev Reventlow. | EU-persondataforordningen.

    Template no. 7