| |
Uddrag af Christian Benedictus Reventlows optegnelser:
Af min Moders to Brødre var den yngre, Gottlieb von Heimbruch (medens Hannover bestod som Kongerige, dets Gesandt i Kassel, Darmstadt og Karlsruhe, samt Forbundsgesandt i Frankfurt), død ugift 1872 i en alder af halvfjerdsindstyve Aar. Den ældre, Christian von Heimbruch, havde været Oberstløjtnant og Fløjadjudant hos Kong Georg V, hans Hustru, Louise, Lonny kaldet, med hvem han levede i barnløst Ægteskab, Statsdame hos Dronningen. Hun var født von Helldorff og stammede fra Godset Drackendorf i Thüringen.
I en lang Række af Aar havde de ledsaget den fordrevne Kongefamilie, men omsider taget Ophold paa min Onkels Fædrendegods, Varste, ikke langt fra Byen Verden ved Aller. Den 14.de Juni 1895 døde ogsaa denne min Onkel, og ifølge de af ham og hans tidligere bortgangne Broders Bestemmelser tiltraadte jeg det af dem oprettede Fideicommis, "Varste Polle". Polle ligger ved Weseren, ved Byen af samme Navn, i Kreis Hameln.
Samtidig blev jeg tillige Besidder af Fideicommisset "Koppel". - Dette var omtrent 40 Aar tidligere bleven oprettet af min Moders Morbrødre, Stats- og Indenrigsminister samt Præsident for Statsraadet, Johann Caspar von der Wisch, død ugift 1865 i Alder af 80 Aar, og Major Hieronymus von der Wisch, der ligeledes ugift døde i 1873, 85 Aar gammel.
For det Tilfælde, at de forblev barnløse, havde de indsat til Arving:
- Først min ovennævnte morbroder Christian von Heimbruch og hans broder Gottlieb von Heimbruch, hvis Moder var Opretternes yngste Søster.
- Dernæst Opretternes ældste Søsters, i Ægteskab med Hieronymus von der Decken, General af Cavalleriet, fødte Datter, Grevinde Adelheid Reventlow, Enke efter min Faders Broder Ludvig.
- Endelig Opretternes yngste Søsters Datter, min Moders ældre Søster, fru Adelheid von Klencke, gift med Major Aleksander von Klencke til Oenigstedt m.m., i dennes første Ægteskab, samt
- saafremt alle disse døde barnløse, min Moder.
Ved min Onkel, Chr. von Heimbruchs Død i Aaret 1895 var ingen andre af alle de nævnte Personer i Live end Grevinde Adelheid Reventlow, der var barnløs, og min Moder.
Da begge disse gave Afkald paa deres Ret og ingen af samtlige afdøde havde efterladt sig Børn, tilfaldt Fideicommisset "Koppel" mig.
Den mangeårige statsminister Johan von der Wisch (b. 1785 d. 1865) gjaldt for en energisk, særdeles dygtig,
noget ilter mand. Hos familiens medlemmer nød han uindskrænket autoritet, blev med
alderen mere og mere slægtstolt og fik ikke så få særheder, der gav anledning til
forskellige anekdoter. Det fortaltes således, at han havde lovet at hjælpe en ubemidlet
slægtning i vej, men da denne i det daglige liv ikke rigtig gjorde ham tilpas i småting,
blandt andet rakte ham smørret på en kluntet måde, opfyldtes løftet ved at han
bekostedefyren ekspederet til Java for at han der kunne søge sin lykke. Anderledes med
den gamle tjener Heinrich, der kendte ham ud og ind; skønt der også med denne kunne opstå
misforståelser, f. ex. engang ved bordet: "Heinrich, Essig!" (eddike) Heinrich forstår
"Esse ich?"; "Ja, Herr "; "Zum Teufel, Essig!"; "Ja, Herr, oder der Teufel spielt mit
Ihren Kinnbacken."
Da klaredes situationen. Efter at have trukket sig tilbage fra statstjenesten, bosatte
Johann v. der Wisch sig på Etelsen, navnlig beskjæftiget med planen om at forene sine
ejendomme i et fideikommis (hvorvidt muligen enkelte af ejendommene allerede vare forud
baandlagte, skal jeg ikke kunne sige) og med affattelsen af det dermed forbundne
testamente. Arvefølgen skulle blive ( med respektiv eventuel descendents):
hans broder,
de nærmeste andre mandlige slægtninge : brødrene Heimbruch, dernæst i rækkefølge de
nærmeste kvinde lige slægtninge:
Adelheid Reventlow (født v. der Decken),
Helene Sophie Adelheid v. Klencke (født v. Heimbruch) og hendes søster
Johanna Amalie Magdalene Elisabeth (kaldet Helene)
Reventlow (født v. Heimbruch)
De pågældende dokumenter var uendelig vidtløftige, gik ind i de mindste detailler både
med, hensyn til jordstykkerne, løsøret, indboet, pengeanbringelse, apanager o.s.v.(for
kvindelige slægtninge var apanagerne forresten kun satte til ganske diminutive beløb),
endvidere nogle mærkelige bestemmelser om straffebøder for den eller dem, der ikke
nøjeholdt sig påbudene efterretlig. Jeg husker, at min fader var meget betænkelig ved
disse mange småtterier, som han ansaa ikke blot for i påkommende tilfælde at blive
uopfyldelige, men tillige - hvad der for ham var det værste - for at være ham alt for
velegnede til hidførelse af fremtidig familietvist. Alligevel følte han sig forpligtet
til på hustrus og børns vegne at underskrive uden indsigelse, navnlig ud fra det
synspunkt, at det måtte stå ejeren, der ikke havde livsarvinger, frit for at ordne sit
efterladenskab efter eget godtbefindende, og at det jo måtte påskønnes, at min moder og
hendes descendente overhovedet var bleven indlemmet i arvefølgen. Hvorvidt de betræffende
stipulationer, enten i deres oprindelige eller i ændret skikkelse, opnåede myndighedernes
behørige sanktion, ser jeg mig ikke i stand til oplyse.
Efterhånden blev Johann v.d. Wisch såvel åndelig som legemlig ganske alderssvækket.
Længst vedligeholdtes tilsyneladende interessen for ejendommenes udelte sikring til
slægtningene og for opførelsen af et mausoleum til ham og til de efterfølgende
familiearvinger.
Adelheid Reventlow, der besad et overordentligt vindende væsen og der ansås for en stor
begavelse, omend vel selvsikker og med altfor meget hang til indblanding, flyttede til
ham til Etelsen, hvor hun plejede ham på beundringsværdig måde, ledsagede ham stadig, når
han kørtes i rullestol og i det hele taget var utrættelig trofast i at sørge for ham på
alle måder. Samtidig dermed fandt hun en opgave for sin virksomhedstrang ved at
underlægge sig ejendelenes bestyrelse, idet hun som medhjælp antog en bekendt advokat
Blome i Verden, til hvem hun havde ubetinget tillid. Lidt efter lidt forlød det rygtevis,
at administrationen ikke var helt som den burde være. Brødrene Heimbruch ønskede derfor
at træde til, og foreslog endog at Johann v.d. Wisch skulle søges umyndiggjort af de
betræffende familiemedlemmer. Dog her mødte de bestemt modstand hos Adelheid Reventlow,
Hun indestod for, at alt var i upåklagelig orden, hvad hun fremhævede jo også var i
hendes egen interesse, medens hun, hvad umyndiggørelsen angik, simpelthen nægtede sin
medvirkning, ja tilmed forkastede Heimbrucherne hjerteløshed og mangel på hensyn overfor
den gamle onkel, der altid kun havde vist dem godhed.
Forholdet var således på forhånd ret spændt, da Johann v.d. Wisch døde, og situationen nu
- til samtlige slægtninges og ikke mindst til Adelheid Reventlows egen forfærdelse -
afsløredes i hele dens gru. Advokat Blome fremlagde nemlig af den afdøde underskrevne
dokumenter, hvori denne annullerede alle sine tidligere dispositioner og anerkendte, dels
ved salg dels ved gave, at have overdraget næsten hele sit eje (Etelsen deri indbefattet)
til advokat Blome, så at han i sine sidste år alene ved Blomes nåde var forbleven
bosiddende på Etelsen og havde kunnet sysle med mausoleumsbyggeriet etc. etc. Der blev
selvfølgelig straks indledet proces, der indbragtes for landets højeste instans i Stade.
Den var i fuld gang, da Preusserne overfaldt landet, opløste retten og, trods det for
Hannoveranerne sejrrige slag ved Langensalza, tog den derværende del af hæren tilfange,
medens kongen med den resterende del søgte beskyttelse sydpå hos Østerrig.
Under denne opløsningstilstand måtte processen indstilles og parterne indgik på forlig,
således at Blome frafaldt alle sine fordringer imod udbetaling af en, efter sigende,
meget betydelig pengesum.
Hieronimus von der Wisch tiltrådte herefter successionen. Som ung cavalleriofficer var han
under Napoleonskrigene (vistnok ved Belle-Alliance) bleven såret af et sabelhug i
hovedet, hvad der havde indvirket på hans forstand, så at han blev så temmelig
utilregnelig, om end ganske uskadelig for sine omgivelser. Yderlig mærkedes det mest ved
at han, der var noget krumbøjet og gerne bar et gammeldags rytterslag, når han gik på
gaden hyppig slog ud på stenbroen med sin stok og mumlede: "Schuft, geh weg, Schuft geh
weg" idet han troede sig forfulgt rimeligvis af en ond ånd eller lignede. - Med årene,
eftersom saaret lukkedes, indtrådte nok en vis bedring, uden at han dog nogensinde blev
rigtig klar, og til sidst aldersvækkedes også han, ligesom det havde været tilfældet med
broderen.
Ved arvefaldet installeredes han på Etelsen, hvor Adelheid Reventlow, der ydede ligeledes
ham en almindelig beundret opofrende pleje, atter overtog regimentet, omend under
Heimbruchernes tydelig tilkendegivne misnøje. Hun hævdede imidlertid at der hverken
direkte eller indirekte kunne bebrejdes hende noget væsentligt med hensyn til den
tidligere forretningsførelse; vel var hun bleven ført grundig bag lyset af en durkdreven
storbedrager, men mod sådant var ingen sikret, og tilmed var hun da netop nu bleven
alvorlig advaret på det område. Desuden opholdt Chr. v. Heimbruch sig på det tidspunkt
meget hos den fordrevne kongefamilie, og Gottlieb v. Heimbruch levede i et slags
frivilligt exil udenfor Hannover, i Frankfurt, Schweitz eller andetsteds. Iøvrigt blev
Hieronimus v.d.Wisch besiddelsestid kun af forholdsvis kort varighed.
Jeg erindrer, at, da Adelheid Reventlow i et brev til mine forældre meldte hans død,
fremhævede hun tillige, at hun var forvisset om nu at måtte finde fuldstændig oprejsning
hos Heimbrucherne, der ville blive nødt til at anerkende den gennemførte upåklagelige
administration m.m.
Kort derpå indtraf imidlertid et nyt brev, der meddelte, at der alligevel forelå nogle
misligheder, der dog næppe var af nævneværdig betydning, selvom hun desværre påny var
blevet vildledet. Disse misligheder viste sig uheldigvis ingenlunde at være af blot
overfladisk art, men tværtimod at være en ret fremskreden velberegnet begyndelse til ny
katastrofe. Da brast brødrene Heimbruchs tålmodighed for alvor. De brød fuldstændig med
Adelheid Reventlow og overtog selv ejendommen som nu retmæssige besiddere. Endnu
henvendte Adelheid Reventlow sig til onkel Ferdinand med anmodning om hans intervention i
sagerne, idet hun anså Heimbruchernes bedømmelse for uretfærdig, men han afslog blankt at
blandes ind i det pågældende indviklede opgør, hvorved han ovenikøbet næsten uundgåelig
ville blive bragt i skævt forhold til enten den ene eller den anden af sine to
svigerinder med deres efter al sandsynlighed divergerende interesser. Brudet lægedes
aldrig. Vel lod Adelheid Reventlow til stedse at være rede til forsoning, men begge
brødrene Heimbruch var ubønhørlige. Derimod forblev min moder helt igennem neutral og
vedligeholdt det tidligere gode forhold såvel til sine brødre som til Adelheid Reventlow.
Denne optoges herefter fornemlig af politiske og af kirkelige anliggender. Hun var
fanatisk antipreussisk; husker således, hvordan hun engang, da hun modtog os på
jernbanestationen og min moder bar et sort slør med hvid kant, ved en behændig
håndbevægels strax løsnede sløret af hatten og kastede det under toget: "Entschuldige
liebes Lehnchen, es sind die preussischen Farben".
Der foretoges da også ret hyppige husundersøgelser hos hende, men uden at der opdagedes
noget compromitterende. I kirkelig henseende sagdes hun navnlig på den sidste tid at være
kommen under mindre heldig indflydelse af en kapellan, der boede hos hende, og om hvem
der gik en del sladder især i retning af forståelse med tjenestepigen, med hvem han vist
forresten senere blev gift.
Med brødrene Heimbruch som fællesbesiddere kom sagerne snart i mønsterværdig orden.
Fideikommisforholdet var (eller blev) fastslået (efter hvad jeg har kunnet forstå) som et
slags dobbelt eller tvedelt fideikommis 1) den Heimbruchske del Varste og 2) den v.d.
Wisch´ske del Koppel d.v.s. Etelsen med forskellige ejendomme.
Til den første del var dog føjet den bestemmelse, at Varste tilsikredes Chr. v.
Heimbruchs eventuelle enke for hendes levetid, medens for den anden dels vedkommende
Adelheid Reventlows arveret blev bestående fuldtud. Uanset sådan mulig senere overgang i
hendes besiddelse opførte brødrene Heimbruch alligevel den store nye hovedbygning på
Etelsen (den gamle bygning var et langstrakt een-etages hus med kvist), som de ligeledes
tildels udstyrede, og da således, at hver lille genstand indlagdes under fideikommisset.
Men, selv flyttede de aldrig til den nye bolig. Efter Gottlieb v. Heimbruchs død blev
altså Chr. v. Heimbruch enebesidder af fideikommiskomplexet. Ved dennes død var
imidlertid Adelheid Reventlows helbredstilstand så svækket, at hun øjensynlig kun havde
et ringe antal dage tilbage, og, skønt med nogen besvær, lykkedes det dog at overtale
hende til, på grund af de store arveafgifter, at give afkald på sine rettigheder til
fordel for min moder som den derpå nærmest berettigede (Adelheid v. Klencke var nemlig
forlængst død), hvor efter min moder også frafaldt sine rettigheder, der jo nu gjaldt
hele jordegodset og overdrog dem til den følgende nærmeste successor, min ældste broder.
Samtidig havde min moder, efter Chr. v. Heimbruch, desuden erholdt en ret betydelig
kapital i værdipapirer, som hun, til fordel for sine børn ligeledes strax gav afkald på.
For denne kapital fandtes vel en klausul, de gik ud på, at når beløbet tilfaldt os
søskende, skulle mine søstre få hver henholdsvis kun en fjerdedel af den part, der ville
tilfalde hver af os brødre ved ligelig fordeling, hvilket dog privatim mellem os ændredes
således, at min søster Malvine afstod sin del til fordel for Benedicte, og at hver af os
fire brødre dertil føjede såmeget, at de fem portioner blev a samme størrelse.
Det dobbelte fideikommisgods (med hvad dertil hørte af penge, besætning. indbo m.m., men
som sagt foreløbig ./.Varste som enkebesiddelse for Tante Lonny) tilfaldt altså min
broder Christian og desforuden endvidere ovennævnte femtedel af den af mama afståede
kapital.
Nedskrevet af Ferdinand Reventlow (1835-1928)
|
