175 år siden arvefæstebreve udstedtes på Brahetrolleborg
[Fyns Tidende 1. september 1963]
Af Edvard Andersen
I 1777 overtog
Johan Ludvig Reventlow,
Brahetrolleborg. Han var en velbegavet og
fremskridtsvenlig mand, der i nær kontakt med broderen, statsminister
Chr. D. Reventlow, øvede indflydelse på
bondefrigørelsen.
|
Umiddelbart efter at grev Ludvig havde overtaget godset,
sammenkaldte han bønderne til møde i slotsgården og formanede dem
til lydighed, flid og troskab.
Men han nøjedes ikke med at give formaninger. Han gav dem lov til
at splintre træhesten, knuse gabestokken og brække ridefogedens
pisk og andre foragtede og hadede torturredskaber fra en ulykkelig
tid.
Greven skal endda selv være gået i spidsen, idet han råbte:
Kom så børn! Lad os ikke mere få anledning til at bruge
disse slemme tugtemestre, der har voldt jer så mange sure timer og
fremkaldt bitterhed i jeres hjerter. Slå derfor dygtig til, at de
bliver tilintetgjort grundigt og for stedse, og lad os aldrig få
anledning til at ønske dem tilbage.
|
Alle fulgte grevens opfordring, og hans ord og handling har antagelig
vakt glæde hos almuestanden og fremkaldt håb om, at friheden for alvor
nærmede sig.
De store reformer
Og i de efterfølgende år fulgte de store reformer for bondestanden og
dermed også reformer, der gav fremgang i samfundshusholdningen.
Forordningen fra 20. juni 1788 betød lysning for en forkuet stand, og
selv om der fastsattes en overgangstid, så var det tydeligt, at ingen i
fremtiden var forpligtet til at leve i samme sogn og under samme herskab
hele sit liv.
Reformerne blev også virkeliggjort i Brahetrolleborg sogn. Fællesskabet
blev ophævet, udstykningen eller udflytningen forberedt, hoveriet så småt
afviklet og arvefæste tilbudt bondestanden. Alene udflytningen af henved
200 ejendomme, gårde og huse, var et imponerende arbejde, som krævede
planlægning, administrationstalent, stor arbejdsindsats og mange penge.
Der måtte anlægges teglværk, og savværker og skovarbejderne havde travlt
med at fælde egetræer eller fyrretræer i skovene, hvorefter håndværkerne
og bønderne selv huggede dem til og opførte de mange ny ejendomme på
velegnede arealer. Reformværket på Brahetrolleborg fik sit eget præg,
fordi greven fik støtte og hjælp af det nydannede
"ottemandsråd", der bestod af menige mænd fra sognet,d er
regelmæssigt holdt møder under grevens forsæde og her drøftede alle
problemer og spørgsmål i forbindelse med den ny tid. Den egentlige
højtidsdag i sognet blev den 14. september 1788. Det var grevinde
Sybilles fødselsdag. Da samledes bønderne på ny i slotsgården for at
modtage et nøjagtigt udarbejdet arvefæstebrev på deres gårde. Greven
forklarede dem, at han lige siden træhestens tilintetgørelse havde stræbt
efter at give hver flittig og stræbsom bonde egen jordlod at dyrke og
egen gård at bo på, uden at nogen skulle hindres i sin virksomhed ved
urimelige hoveribyrder.
Ikke pladsen, men måden
Når eders vilkår er blevet forandrede, vil I selv indse, hvilke
fordele I kan vente for fremtiden, sagde greven til bønderne,
særlig når I har overvundet de vanskeligheder og byrder, der altid er
forbundet med udviklingen. Enhver søge derfor at fylde den plads, hvorpå
han er sat, og røgte sit kald, så godt hans evner og kræfter tillader.
Det er ikke pladsen, men måden at udfylde den på, der gør en agtet og
elsket. Jeg erklærer Jer herved at være arvefæstere af Eders gårde. Så
vær da hilset af mig i Eders ny stand, modtag min lykønskning, del min
glæde. Dette øjeblik er det lykkeligste i mit hele liv. Gud være med
Eder!
Og så fik hver gårdmand sit arvefæstebrev, og hver gård fik navn efter
forslag fra grevinde Sybille og digteren Jens Baggesen, der havde fulgt
reformerne med den allerstørste interesse og velvilje. De mange navne er
bevaret i de forløbne 175 år, og adskillige er blevet slægtsnavne.
88 af baroniets 110 gårdmænd fik arvefæste, og ved samme lejlighed fik
97 husmænd tildelt en lille jordlod. Det var dog ikke alle, der opfattede
nyordningen som fremskridt. 29 indsendte et klageskrift. De var bange for
at flytte fra landsbyernes fællesskab og ud på egen jord fjernt fra gamle
venner og naboer, de var ængstelige for at drive egne bedrift på
selvstændig vis og med fuldt ansvar for den daglige ledelse, og de
tvivlede måske også på grevens gode og oprigtige vilje til at gennemføre
et fremskridt til gavn for bondestanden. Klagen hjalp ikke. De fik valget
imellem at tage imod gårdene på de stillede vilkår eller at få overdraget
et hus med tre tdr land. De fleste valgte det første. Men flere gårde
stod ledige i en årrække, og mange var virkelig ængstelige for at påtage
sig de økonomiske forpligtelser.
Til folkegavn og grøde
Det var ganske givet interessante og mærkelige år i sognet. Overalt blev
der virket med jorddyrkning, plantning, byggeri og kørsel. Huse og gårde
med strå og bindingsværk groede op langs veje, bag bakker, ved skovbryn
og omgivet af levende beplantning. Og i hvert skoledistrikt var der
opført ny børneskoler, hvortil de mange børn travede med glæde og
forventning. Og senere kom en række ny og spændende industriforetagender
og håndværksvirksomheder, som med mere eller mindre held virkede til
folkegavn og grøde og gav beskæftigelse.
I enrum eller ved selskaber blev de modtagne arvefæstebreve taget frem
som en helligdom. De mest læsekyndige gennemgik de 14 poster med
tilhørende underpunkter, og man diskuterede indholdet. Hvert
arvefæstebrev var forsynet med et nøjagtigt opmålt kort over jordarealet
og en nøje beregning over de økonomiske og arbejdsmæssige forpligtelser.
Det var et dokument, som ikke enhver kunne forklare, og som krævede flere
gennemlæsninger, før indholdet var forståeligt for hver enkelt hus- eller
gårdejer.
Uden udbetaling
Fæsterne fik ejendommen overdraget uden betaling, men naturligvis skulle
der svares en årlig afgift. Denne blev udregnet efter gårdens størrelse
og hartkornsansættelse og kunne være indviklet nok. For gården Egely var
afgiften 10 rigsdaler og fire mark og endvidere 6 tønder, 1 skæppe rug,
fire tdr to skæpper byg, seks tønder og tre skæpper havre. Kornafgiften
svaredes ikke in natura, men måtte betales i penge til mikkelsdag,
mortensdag, påske og Voldermisse og på grundlag af de sidste 10 års
kapiteltakst. Da arvefæsterne nu måtte påtage sig den fulde
vedligeholdelse af bygninger og svare samtlige skatter, afgifter og
assurancesummer, så opnåede baroniet ved arvefæstets indførelse, at der
årlig indkom en betydelig sum penge. Indtægterne var antagelig ikke nær
store nok til at dække udgifterne til udflytning, byggeri, ny
fabriksanlæg, ny skoler og til stigende lønninger til et stigende antal
funktionærer. Mange bemærkelsesværdige bestemmelser måtte fæsterne
tiltræde. Således måtte hver fæster plante 20 træer på sin grund,
yderligere 10, når han indgik ægteskab og 5 stk ved hver barnedåb.
Hoveriet var forsåvidt ophævet, men der var visse grundsætninger, som
bevaredes. Enhver gårdbeboer skulle de tre første år forrette en pløjedag
forår og efterår for hver tdr. land og i høhøsten levere end karl i 6
dage og i kornhøsten endda 6 dages arbejde af både en karl og en pige.
Det forbeholdtes også baroniets ejere i kornhøstens tid at tilsige så
mange vogne, som behøvedes for at få det på marken stående korn så
hastigt som muligt indhøstet, især når vanskeligt vejr indtraf. En lang
række bestemmelser blev fastlagt, og naturligvis var det spændende,
hvorledes arvefæstet skulle praktiseres i virkeligheden.
Uretfærdigt overfor en stor søskendeflok
Fæsternes ældste søn skulle arve bygningerne, al besætning af heste,
kvæg, får og svin, alle agerbrugsredskaber af plove, harver, vogne,
seletøj etc, al gødning, alt sædekorn, alle indmurede kedler og alt, hvad
som nagelfast kan anføres og endvidere frugttræer, humlehaver m.m. Af
boets øvrige masse såsom rede penge, sølvtøj, indbo og andet løsøre
arvede han på lige fod med de øvrige arvinger.
Hvis der ikke fandtes arvinger, eller hvis ingen ville overtage
bedriften, så tilfaldt den igen baroniet. Hvorledes arvefæstet i praksis
viste sig uretfærdigt over for en stor søskendeflok er velkendt, og det
blev også hurtigt kendt, at det ikke altid var den ældste søn, som var
den bedste mand til at videreføre bedriften, men disse skavanker blev
åbenbare for alle i de efterfølgende 100 år, og da hele fæstesagen løstes
af lovgivningens vej glemtes skavankerne. Der var da også mest grund til
at glæde sig over de fremskridt, der blev gjort på grundlag af den
historiske forordning af 1788, som Reventlowerne havde den allerstørste
andel i.
Forbillede helt til nutiden
Den 14. september [1963] er det 175 år siden, greven uddelte
arvefæstebrevene til sine bønder og talte varmt til dem om fremtiden. Alt
for tidligt døde han, endnu før han var fyldt 50 år, men hans arbejde for
bondestand og skolesag satte varige og uforglemmelige spor i sognet. Hans
skoler var forbilledlige helt op i nutiden, landbruget var overalt i
sognet tidssvarende, mange af bygningerne fra 1788 står endnu, og
forlængst er der rejst landbrugsskole og realskole i sognet.
Der er også rejst mindestøtte for greven. Under relieffet står hans navn
og ordene: børneven og bondeven.
Reventlowerne var af gammel slægt og af rig familie. Derfor havde de
også et stort ansvar i samfundslivet og de havde en særlig forpligtelse
til at ophjælpe den bondestand, som forrige tiders godsejere havde
underkuet. Reventlowerne var nok af udenlandsk herkomst, men deres
gerning gjorde dem til danske adelsmænd.
Ved slottet står mindestøtten om bondevennen og børnevennen. I vid
omkreds står gårde og huse med indehavere, der forlængst har opfyldt
forkæmpernes forventninger og forhåbninger at blive en stræbsom, duelig
og frimodig bondestand.
Hvert år siden mindestøttens afsløring i 1888, er der nedlagt blomster,
og ved det kommende 175 års jubilæum i år kan det forventes, at
blomsterfloret bliver fyldigt og farverigt.
Template no. 7