Portrætter

Slægten Reventlow:

Einert Carl Detlef Reventlow
(1788 - 1867)



Andre slægter:



Slotte og Herregårde


Clausholm
Clausholm

Clausholm tilhørte i 1300-tallet den danske adelsslægt Panter. Herregården blev belejret og ødelagt i 1359 i forbindelse med stridigheder i de jyske adelsmænds opstand mod Valdemar Atterdag (1320-1375).

I begyndelsen af 1500-tallet var Clausholm ejet af Mogens Gøye, en af landets rigeste og mest indflydelsesrige adelsmænd. Ved hans død i 1544 blev Clausholm delt mellem børnene, Albrecht og Ellen Gøye. Som det ofte skete i 1500-tallet, blev også hovedbygningen delt, således at de flyttede ind med deres familier i hver sin del af bygningen. Det førte til stridigheder, som kulminerede med, at Ellen Gøye opførte en ny bygning så tæt ved broderens del af gården, at vinduerne ikke kunne åbnes.

Efter en kompliceret arvesag overtog Conrad Reventlow (1644-1708) rettighederne til Clausholm ved en højesteretsdom i 1686. Reventlow blev senere storkansler, der var et af hoffets højeste embeder. Han rev de gamle bygninger ned og opførte i stedet en ny hovedbygning, der stod færdig i 1699, og som er et af de bedst bevarede eksempler på herregårde i barokstil fra slutningen af 1600-tallet.

Slottet er indrettet sådan, at storkansleren selv boede i stueetagen, mens etagen ovenover var beregnet til kongeligt besøg. Førstesalen er derfor finere med højere til loftet og mere stuk. Både slot og park er et af de første og mest helstøbte barokanlæg i Danmark.

Conrad Reventlow døde i 1708 og Clausholm blev derefter ejet af enken, Sophie Amalie Hahn.

Parrets datter, Anne Sophie Reventlow, knytter sig til den næste periode af Clausholms liv. Kun 19 år gammel blev hun i 1712 bortført af kong Frederik IV (1671-1733). Kongen giftede sig med Anne Sophie til venstre hånd og udnævnte hende til fyrstinde af Slesvig.

I 1718 købte Frederik IV Clausholm og opførte, i perioden mellem 1722 og 1723, de mindre sidefløje mod syd. Efter dronning Louises død i 1721, giftede Frederik IV sig med Anne Sophie til højre hånd og kronede hende efterfølgende til dronning.

Frederik IV døde i 1730 og Christian VI (1699 - 1746), der ikke var venligt stemt mod sin stedmor, forviste dronning Anne Sophie til Clausholm, hvor hun levede til sin død omgivet af en stor hofstab. Dronningen døde i 1743, hofstaben og hendes ejendele blev spredt, mens Clausholm i 1758 overgik til nordmanden Mathias Vilhelm Huitfeldt. Yderligere oplysninger: http://www.danskeherregaarde.dk/manorholder/c/clausholm.aspx



Heraldik


reventlow_segl_1272.jpg
reventlow_segl_1272.jpg



Gravsten og epitafier


Sarkofag i Sønderby Kirke
Sarkofag i Sønderby Kirke

Sarkofag i Sønderby Kirke over Ida Clarelia Reventlow og oberst Joachim Diedrich von Dewitz til Løjtmark (1669-1723).
Ifølge Adelsårbogen er hun dog begravet i Kiel.
 
   

Christian Ditlev Reventlow, lensgreve, 1671-1738, officer, diplomat. Født 21.6. 1671 i Haderslev, død 1.10. 1738 på Tølløse, Begravet i Radsted Kirke. Som søn af storkansler Conrad Reventlow (1644-1708) var Reventlow nært knyttet til hoffet. Christian V havde stået fadder til ham og trolovet ham med datteren Anna Christine Gyldenløve der imidlertid døde som ganske ung. Til den jævnaldrende Frederik IV stod han i et personligt forhold, men hans kritiske holdning til kongen vanskeliggjorde samarbejdet. Efter et kort studium ved Kbh.s universitet sendtes han til udlandet for at søge uddannelse navnlig i Frankrig og England. 1690 afløste han faderen som amtmand i Haderslev og landråd i hertugdømmerne; 1699 fulgte han ham i embedet som overjægermester der indebar tilsyn med statens skov- og jagtvæsen. Imidlertid var det som officer og i nogen grad som diplomat han kom til at gøre sin indsats i kongens tjeneste. 1690 fulgte han et felttog ved Rhinen, 1692, som overtallig oberst, det danske korps i Irland og deltog næste år i slaget ved Steenkerke. 1694 blev han oberst for et dragonregiment hjemme og hvervede samme år på egen bekostning et infanteriregiment til kejserlig tjeneste som han førte 1699 ved Rhinen under markgrev Ludvig af Baden, hans første virkelige læremester i krigskunsten. Efter Frederik IVs tronbestigelse løste han det betydningsfulde diplomatiske hverv i Dresden at afslutte tidligere indledede forhandlinger om offensiv og defensiv med Sachsen-Polen mod Sverige, og 1700 sendtes han atter til Dresden for at fremskynde afsendelsen af et hjælpekorps. Reventlow deltog i det kortvarige felttog ved sydgrænsen og ledede derefter forhandlingerne med Karl XII om at forlade Sjælland. 1701 blev han generalmajor og skulle 1702 have befalingen over rytteriet i det korps der under Chr. Gyldenløve gik i kejserlig tjeneste i Italien. Gyldenløve modsatte sig imidlertid energisk dette under trussel om tilbagetræden, og Reventlow gik i stedet i tjeneste i den egentlige kejserlige hær hvor han 1703 blev feltmarskalløjtnant. Prins Eugen af Savoyen satte megen pris på ham og betroede ham ved flere lejligheder ret betydelige kommandoer. 1704 ledsagede han prinsen under felttoget i Bayern, bl.a. i slaget ved Hˆchst‰dt hvorom han skrev en interresant berretning til kongen. De følgende år deltog han i felttog i Italien, hvor han 1705 blev såret ved Cassano, og ved Rhinen, dels under Eugen, dels atter under Ludvig af Baden, og udnævntes 1706 til felttøjmester.

Efter hjemkomsten udnævntes Reventlow 1707 til general af infanteriet, den højeste grad Frederik IV tildelte nogen. Hermed var hans mangeårige, afvekslende, udenlandske krigerfærd afsluttet, og han overtog gerningen som højstkommanderende over den hjemmeværende hær. 1708-09 ledsagdede han Frederik IV på Italiensrejsen, ledede i Wien forhandlingerne om hjælpekorpsets hjemmarch og var derefter i Dresden deltager i de afsluttende aftaler om samvirken under eventuel krig med Sverige. Han skønnede at de politiske og militære forhold var gunstige for en afgørelse og tilrådede ivrigt en sådan. Hans udnævnelse til leder af felttoget må anses for en rigtig disposition, men kongen unddrog ham ved sin ringe forståelse og ubeslutsomhed den nødvendige støtte. Midt i nov. 1709 stod den lille felthær samlet syd for Helsingborg. Reventlow pressede hårdt på om forstærkninger, men navnlig om belejringsskyts til angreb på fæstningerne Landskrona og Malmø til udvidet, sikkert rygstød, basis for operationerne mod den fjendtlige hær. Samtidig skyndede han på for at få den norske hær til at binde en del af de fjendtlige styrker. Altsammen dog forgæves da kongen ikke viste synderlig interesse.Da vejene kort efter nytår var bleven nogenlunde farbare rykkede Reventlow med en del af styrken mod Magnus Stenbock der stod vest for Kristianstad, kastede fjende tilbage til Småland og fortsatte ind Blekinge. Da han imdilertid også måtte sikre sig mod frembrud fra Halland gik han mod slutningen af februar tilbage til egnen nordøst for Lund for herfra at gå til angreb når forholdene indbød hertil. Kort efter blev han meget syg af gigtfeber, men forblev ved hovedkvarteret til 27.2 måtte afgive kommandoen til Jørgen Rantzau og lade sig transportere til Sjælland. 10.3 led hæren det nederlag ved Helsingborg som Reventlow forgæves havde påpeget overfor kongen som en mulighed. Udfaldet der blev afgørende for hele felttoget viste at Reventlow havde set rigtigt, og ansvaret må først og fremmest placeres hos Frederik IV - der kvitterede ved i april at afskedige Reventlow.

Kort før slaget ved Gadebusch 1712 blev Reventlow sendt til zar Peter og Frederik II August for at formå dem til hurtigt at rykke til undsætning for den danske hær. Afgørelsen på slagmarken faldt imidlertid før egentlig samarbejde nåedes, og kun ved yderst skarp optræden over for zaren lykkedes det Reventlow at formå denne til at følge efter den svenske hær ind i Holsten, til samvirken med den danske ved Tønning m.m. Sine evner som handlekraftig og klarsynet administrator kom han til at vise da han han 1713 blev overpræsident i det af Stenbock afbrændte Altona med næsten diktatorisk myndighed. Men baggrunden for kongens udnævnelse af ham var nok lige så meget et ønske om at fjerne Reventlow fra Hoffet på grund af hans modvilje mod Frederik IVs forbindelse med søsteren, Anna Sophie. På forholdsvis Kort tid fik han byen genrejst smukkere og regelmæssigere en før; han anlagde en havn og virkede på alle måde energisk for byens opkomst. Han rejste det endnu bestående såkaldte "Reventlow stift" og ydede personlig et betydeligt tilskud dertil. Som deltager i "Den store votering" 1718 afgav han et af de udførligste, bedst affattede og mest udtømmende indlæg hvori han på grundlag af den gode hær og de gunstige militær-politiske forhold bestemt rådede til med våbenmagt at fremtvinge afslutningen af den langvarige krig med Sverige. Samtidig fremsatte han en ret skarp kritik af kongen som politiker. At den minde betydelige U. A. Holstein og ikke Reventlow 1721 ved Anna Sophies ophøjelse til dronning blev storkansler må også ses i lyset af hans kritiske holdning til forbindelsen, og til kongen i almindelighed.

Efter Kbh.s brand 1728 var han den første der fremkom med ideer om genopbygningen og i maj 1729 blev han overdirektør for bygningskommisionen. Her kæmpede han energisk mod inkompetance og slendrian i bystyre og centraladministration og blev grundigt upopulær, men ved tronskiftet 1730 fik han sin afsked og mistede tillige stillingen som overjægermester. Han synes dog ikke at være forment adgang til hoffet. Reventlow var meget velhavende og en af landets største godsejere med besiddelser i hertugdømmmerne og kongeriget. På Lolland oprettede han grevskabet Christiansborg (senere Christianssæde). Reventlow lagde desuden grunden til det senere grevskab Hardenberg.

Fra Dansk Biografisk Leksikon
Sv. Cedergreen Bech (Rockstroh)

Webstedet anvender The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 15.0, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2025.

Oprettet af Christian Ditlev Reventlow. | EU-persondataforordningen.

Template no. 7