Christian Ditlev Reventlow, lensgreve, 1671-1738, officer,
diplomat. Født 21.6. 1671 i Haderslev, død 1.10. 1738 på Tølløse,
Begravet i Radsted Kirke. Som søn af storkansler Conrad Reventlow
(1644-1708) var Reventlow nært knyttet til hoffet. Christian V havde
stået fadder til ham og trolovet ham med datteren Anna Christine
Gyldenløve der imidlertid døde som ganske ung. Til den jævnaldrende
Frederik IV stod han i et personligt forhold, men hans kritiske holdning
til kongen vanskeliggjorde samarbejdet. Efter et kort studium ved Kbh.s
universitet sendtes han til udlandet for at søge uddannelse navnlig i
Frankrig og England. 1690 afløste han faderen som amtmand i Haderslev og
landråd i hertugdømmerne; 1699 fulgte han ham i embedet som
overjægermester der indebar tilsyn med statens skov- og jagtvæsen.
Imidlertid var det som officer og i nogen grad som diplomat han kom til
at gøre sin indsats i kongens tjeneste. 1690 fulgte han et felttog ved
Rhinen, 1692, som overtallig oberst, det danske korps i Irland og deltog
næste år i slaget ved Steenkerke. 1694 blev han oberst for et
dragonregiment hjemme og hvervede samme år på egen bekostning et
infanteriregiment til kejserlig tjeneste som han førte 1699 ved Rhinen
under markgrev Ludvig af Baden, hans første virkelige læremester i
krigskunsten. Efter Frederik IVs tronbestigelse løste han det
betydningsfulde diplomatiske hverv i Dresden at afslutte tidligere
indledede forhandlinger om offensiv og defensiv med Sachsen-Polen mod
Sverige, og 1700 sendtes han atter til Dresden for at fremskynde
afsendelsen af et hjælpekorps. Reventlow deltog i det kortvarige felttog
ved sydgrænsen og ledede derefter forhandlingerne med Karl XII om at
forlade Sjælland. 1701 blev han generalmajor og skulle 1702 have
befalingen over rytteriet i det korps der under Chr. Gyldenløve gik i
kejserlig tjeneste i Italien. Gyldenløve modsatte sig imidlertid energisk
dette under trussel om tilbagetræden, og Reventlow gik i stedet i
tjeneste i den egentlige kejserlige hær hvor han 1703 blev
feltmarskalløjtnant. Prins Eugen af Savoyen satte megen pris på ham og
betroede ham ved flere lejligheder ret betydelige kommandoer. 1704
ledsagede han prinsen under felttoget i Bayern, bl.a. i slaget ved
Hˆchst‰dt hvorom han skrev en interresant berretning til kongen. De
følgende år deltog han i felttog i Italien, hvor han 1705 blev såret ved
Cassano, og ved Rhinen, dels under Eugen, dels atter under Ludvig af
Baden, og udnævntes 1706 til felttøjmester.
Efter hjemkomsten udnævntes Reventlow 1707 til general af infanteriet,
den højeste grad Frederik IV tildelte nogen. Hermed var hans mangeårige,
afvekslende, udenlandske krigerfærd afsluttet, og han overtog gerningen
som højstkommanderende over den hjemmeværende hær. 1708-09 ledsagdede han
Frederik IV på Italiensrejsen, ledede i Wien forhandlingerne om
hjælpekorpsets hjemmarch og var derefter i Dresden deltager i de
afsluttende aftaler om samvirken under eventuel krig med Sverige. Han
skønnede at de politiske og militære forhold var gunstige for en
afgørelse og tilrådede ivrigt en sådan. Hans udnævnelse til leder af
felttoget må anses for en rigtig disposition, men kongen unddrog ham ved
sin ringe forståelse og ubeslutsomhed den nødvendige støtte. Midt i nov.
1709 stod den lille felthær samlet syd for Helsingborg. Reventlow
pressede hårdt på om forstærkninger, men navnlig om belejringsskyts til
angreb på fæstningerne Landskrona og Malmø til udvidet, sikkert rygstød,
basis for operationerne mod den fjendtlige hær. Samtidig skyndede han på
for at få den norske hær til at binde en del af de fjendtlige styrker.
Altsammen dog forgæves da kongen ikke viste synderlig interesse.Da vejene
kort efter nytår var bleven nogenlunde farbare rykkede Reventlow med en
del af styrken mod Magnus Stenbock der stod vest for Kristianstad,
kastede fjende tilbage til Småland og fortsatte ind Blekinge. Da han
imdilertid også måtte sikre sig mod frembrud fra Halland gik han mod
slutningen af februar tilbage til egnen nordøst for Lund for herfra at gå
til angreb når forholdene indbød hertil. Kort efter blev han meget syg af
gigtfeber, men forblev ved hovedkvarteret til 27.2 måtte afgive
kommandoen til Jørgen Rantzau og lade sig transportere til Sjælland. 10.3
led hæren det nederlag ved Helsingborg som Reventlow forgæves havde
påpeget overfor kongen som en mulighed. Udfaldet der blev afgørende for
hele felttoget viste at Reventlow havde set rigtigt, og ansvaret må først
og fremmest placeres hos Frederik IV - der kvitterede ved i april at
afskedige Reventlow.
Kort før slaget ved Gadebusch 1712 blev Reventlow sendt til zar Peter og
Frederik II August for at formå dem til hurtigt at rykke til undsætning
for den danske hær. Afgørelsen på slagmarken faldt imidlertid før
egentlig samarbejde nåedes, og kun ved yderst skarp optræden over for
zaren lykkedes det Reventlow at formå denne til at følge efter den
svenske hær ind i Holsten, til samvirken med den danske ved Tønning m.m.
Sine evner som handlekraftig og klarsynet administrator kom han til at
vise da han han 1713 blev overpræsident i det af Stenbock afbrændte
Altona med næsten diktatorisk myndighed. Men baggrunden for kongens
udnævnelse af ham var nok lige så meget et ønske om at fjerne Reventlow
fra Hoffet på grund af hans modvilje mod Frederik IVs forbindelse med
søsteren, Anna Sophie. På forholdsvis Kort tid fik han byen genrejst
smukkere og regelmæssigere en før; han anlagde en havn og virkede på alle
måde energisk for byens opkomst. Han rejste det endnu bestående såkaldte
"Reventlow stift" og ydede personlig et betydeligt tilskud
dertil. Som deltager i "Den store votering" 1718 afgav han et
af de udførligste, bedst affattede og mest udtømmende indlæg hvori han på
grundlag af den gode hær og de gunstige militær-politiske forhold bestemt
rådede til med våbenmagt at fremtvinge afslutningen af den langvarige
krig med Sverige. Samtidig fremsatte han en ret skarp kritik af kongen
som politiker. At den minde betydelige U. A. Holstein og ikke Reventlow
1721 ved Anna Sophies ophøjelse til dronning blev storkansler må også ses
i lyset af hans kritiske holdning til forbindelsen, og til kongen i
almindelighed.
Efter Kbh.s brand 1728 var han den første der fremkom med ideer om
genopbygningen og i maj 1729 blev han overdirektør for
bygningskommisionen. Her kæmpede han energisk mod inkompetance og
slendrian i bystyre og centraladministration og blev grundigt upopulær,
men ved tronskiftet 1730 fik han sin afsked og mistede tillige stillingen
som overjægermester. Han synes dog ikke at være forment adgang til
hoffet. Reventlow var meget velhavende og en af landets største godsejere
med besiddelser i hertugdømmmerne og kongeriget. På Lolland oprettede han
grevskabet Christiansborg (senere Christianssæde). Reventlow lagde
desuden grunden til det senere grevskab Hardenberg.
Fra Dansk Biografisk Leksikon
Sv. Cedergreen Bech (Rockstroh)
Webstedet anvender The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 14.0.1, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2024.
Oprettet af Christian Ditlev Reventlow. | EU-persondataforordningen.
Template no. 7