free
web stats
Fornavn:
Efternavn:


Brahetrolleborg Bogtrykkeri

Kilde:Faaborg Bogen, 1981 - 1982 7 årgang
Grev Johan Ludvig Reventlow på Brahetrolleborg (1751-1801) var en dygtig og flittig foregangsmand. Han blev beundret af sin samtid og har efterladt sig et hædersminde.

I løbet af få årtier blev der på godset oprettet, indrettet og igangsat så vidt forskellige foretagender som høravlsinstitut, drejls- og damaskvæveri, spindeskole, hammer- og slibeværk, mølleri, garveri, seminarium, opdragelsesanstalt, pensionsanstalt, kostskole og folkeskoler samt meget mere.

Her skal berettes om et ganske særegent projekt, som Johan Ludvig Reventlow havde udtænkt og forberedt, men som han desværre aldrig fik igangsat, nemlig et bogtrykkeri. Det var noget ganske nyt og usædvanligt for et landområde, og det viser hvilken spændvidde, grevens idealisme strakte sig over, dog naturligvis i samarbejde med gode rådgivere og venner. Han kæmpede ofte imod fordomme og forældede synspunkter, men han nåede på mange områder helt enestående resultater af den allerstørste betydning for folkeliv og erhvervsliv.

Den 27. februar indsendte han til det Kgl. General- landeøkonomi - og Commercekollegium en ansøgning om et privilegium til et bogtrykkeri, der kunne virke til gavn for skolevirksomheden. En papirmølle kunne måske komme foretagendet til hjælp senere hen.

Kollegiet overvejede ansøgningen og videresendte den til det Kongelige Cancelli. Her mente medlemmerne, at det var påkrævet at indhente stiftamtmand Buchwalds synspunkt, samt høre, hvad Odense Magistrat og Odense-bogtrykkerne sagde om samme sag.

De tvende bogtrykkere, Iversen og Seidelin, afgav 15. juni 1790 en lang og tydelig erklæring. Her kan citeres enkelte afsnit:

ªMan ved af erfaring, at tilladelse til en liden ting snart frembringer en større, og følgen af dette ville være denne, at når søgningen fra hele Fyn vendte sig til det Trolleborger-Bogtrykkeri, formedelst den lettere arbejdsløn, at alle bogtrykkerier ikke alene på Fyn, men også i de andre nærmeste provinser måtte se sig ruineret formedelst mangel på arbejde. Forholdet er det samme, som når hr. grev Reventlow havde anlagt en eller anden nyttig fabrik på Trolleborg, og Hs. Majestæt Kongen f.eks. ville lade anlægge en ligedan ved siden. Lige så vist, som greven da måtte gå under, lige så vist er det, at ethvert borgerligt anlæg ikke kan holde balance ved siden af hr. grevens.

Mere ønskeligt var det, at hr. greven ville anlægge en papirs fabrik, hvortil han har den bedste lejlighed ved sine vandmøller på godset. Denne trængte vi til, mange penge ville dermed blive i landet, og samme anlæg kunne ikke koste mere end et bogtrykkeri, som, når det skal være nogenlunde forsynet, i det ringeste ikke kan anskaffes under 3.000 rdl.

Skulle det alene være grevens hensigt at få en del af sine bønderbørn oplærte ved bogtrykkerkunsten, er jeg villig at tage dem i lære i mit bogtrykkeri, og jeg forlanger ikke en skilling til fordel af, hvad disse hans folk i mit trykkeri måtte forarbejde til hr. grevens egen fornødenhed, så længe de er her.

Altså ses ingen nødvendighed hvorfor hr. greven kunne attrå et bogtrykkeris anlæg på Trolleborg, som jeg underdanigst håber ikke bliver bevilget på nogen måde at trykke for andre, især da Cancelliet skal have nægtet det for i slige tilfælde, såsom da boghandler Schønning i København skal have søgt at anlægge et bogtrykkeri i Jylland ved Aandsøe Mølle, hvor han ville have brugt bønderpigerne til at sætte og karlene til at trykke.

Skulle det imod forventning blive hr. greven tilladt at trykke for andre, bliver jeg for min del nødt til at tilbyde ham mit bogtrykkeri til kiøbs.

Bogtrykkeri er borgerlig næringsdrift og ikke landbosag, som i noget tilfælde kan tillades på landet uden købstædernes ruin. Jeg må underdanigst håbe, at det høje Kongelige Danske Cancelli fuldkommen skelner, at bondens sag bør være landvæsen og borgernes købstadnæring, og at et bogtrykkeri er ligeså upassende for et baroni, som at en bogtrykker ville søge friherlige privilegier til sit bogtrykkeri´.
Bogtrykker Seidelin erklærede, at han ªer villig til at forsyne greven fra sit bogtrykkeri med trykning af alt, hvad han måtte forlange så hurtigt, ret og smukt og for den billigste betaling som enhver anden, men skulle greven desuagtet fastholde sin beslutning, så er jeg villig til at overdrage ham ªAdresse-Contoiret´ og dets bogtrykkeri, hvilket øjeblik det forlanges´.
Odense magistrat støttede bogtrykkerne og udtalte, at

ªdet måtte befrygtes, at det ville blive de tvende bogtrykkere til fornærmelse og næringsstab, om der skulle blive flere bogtrykkerier på Fyn´.

Stiftamtmand Buchwald ytrede derimod, at:

ªbogtrykkerne i Odense ingen fuldkommen ret havde til at sætte sig imod grev Reventlows ansøgning efterdi deres privilegier i Odense ikke betyde udelukkelse af andre´.
Grev Reventlow fandt det nu påkrævet, at uddybe sine synspunkter og forsvare sin plan. Han oplyste, at hans presse ikke skulle trykke comedier, romaner, stridsskrifter eller andre modeskrifter og endnu mindre politiske skrifter eller avertissementer, men at der fra hans bogtrykkeri skulle udgå nogle få originale bøger eller oversættelser eventuelt sammendragne udtog af det, som kunne synes at sigte til hans håb: Skolevæsenets forbedring. Han tilføjede endvidere, at det, som hos ham skulle trykkes sandsynligvis ikke ville vorde trykket her i landet, hvis det ansøgte privilegium blev ham nægtet. Når indretningen fik fremgang ville han måske med en papirmølle komme den til hjælp.
Greven havde den opfattelse, at et bogtrykkeri ikke kunne være et monopol. Han mente, at endnu flere ville være gavnlige for oplysningen og almendannelsen. Et helt nyt anlæg havde endvidere så mange vanskeligheder at overvinde, at bestående bogtrykkerier næppe behøvede at frygte hans foretagende.
Vi ved ikke, hvorfor greven opgav sin plan om et bogtrykkeri til gavn for skolevæsenet og oplysningen. Initiativet var nyt og lovende og målet stort. Tilsyneladende gik han også stærkt ind for sin plan, men måske har Odense-bogtrykkernes protest virket afdæmpende på den unge greves håb og idealisme. Det er også tænkeligt, at de mange andre projekter og nye foretagender på godset har krævet alle grevens kræfter og tilhørende kapital, hvorved et projekt om et greveligt bogtrykkeri på godset har måttet opgives eller udsættes.
Reventlow-familiens gode ven, digteren Jens Baggesen, var måske den egentlige ophavsmand til planen og projektet. Han var i hvert fald vidende om sagen et par år for greven indsendte sin ansøgning. De to venner, greven og digteren, har tit snakket om planen. Begge var interesseret i at se den gennemført. Jens Baggesen var gentagne gange en velkommen og underholdende gæst på Trolleborg og Arreskov. Både jordnære planer og himmelsvævende projekter blev drøftet. Det er også almindelig kendt, at han og grevinde Sybille havde stor fornøjelse af at finde på romantiske, særprægede, karakteristiske og poetiske navne til godsets gårde og huse.
Grev Reventlow havde så tidligt som 1787 skrevet til Jens Baggesen:

ªTænk ofte på Trolleborg og dets beboere og ihukom, at Lucieøen er din og at, når du vil, skal vort bogtrykkeri træde i live, så at vi tillige virke på større kreds, som vil høre os og nytte det, vi nyde. Viid, at du stedse er velkommen og høre til os, der inderligen ønske, at du kunne nyde Health ever blooming, unambitious toil, calm contemplation and poetic ease´.
Cancelliet overlod den endelige afgørelse til kongen:

ªAllerunderdanigst indstilles denne sag til Deres Majestæts allerhøjeste godtbefindende´.

Det var den 8. oktober 1790. Syv dage efter forlå afgørelsen:

ªDa ville vi, efter sådan fornævnte grev Reventlows allerunderdanigst giorte ansøgning og begiering bevilge og tillade, at supplicanten må på foranførte made anlægge det forommeldte bogtrykkeri på baroniet Brahetrolleborg. Charlottenborg 15. oktober 1790.(R).
Den kongelige bevilling til et bogtrykkeri på Trolleborg forelå. Den blev aldrig udnyttet. Et spændende og usædvanligt projekt måtte opgives. Sandsynligvis til sorg for greven og digteren. En genial ide og en interessant vision lynede i kort tid på et historisk sted.
Mindet herom er hermed hædret og hyldet.
af Edvard Andersen, Faaborg