- Kilde:
- Aftenskolens historie i Danmark, red. Henning Nielsen. l987.
Skolereformen af l8l4 var grundigt forberedt i en kommission, der
nedsattes i l789 og således arbejdede med sagen i 25 år. Men allerede ved
nytårstid l784 iværksattes et skolereglement, der indeholdt nye tanker.
Det omfattede skolerne under grevskabet Brahetrolleborg på Sydfyn, og
ivørksøtteren var godsets ejer, lensgreve Johan Ludvig Reventlow.
Ved tillysning til december måneds bededagsgudstjeneste l7. december
l783 anmodedes alle sognets indbyggere om at vøre tilstede. Efter
gudstjenesten redegjorde grev Reventlow for sine skoleplaner og opløste
skolernes reglement. Nyindrettede skoler i Hågerup og Gørup stod klar
til indvielse.
Skolereglementet vidnede om usædvanlig fremsyn. Udenadslæren blev
bandlyst. Børnene skulle hjælpes til at forstå hvad de læste og hørte.
Skolegangen, ens for piger og drenge, skulle begynde ved det fyldte
sjette år og fortsætte til 14-16 års alderen, så " de kunne få lært
alt det, de ville behøve at vide i deres tilkommende stand og
vilkår". Fagene ville være religionens sandheder, biblens historie,
det almindeligste af geografien, historien, naturbegivenheder,
agerdyrkning, regning, læsning og skrivning.
Om undervisning efter konfirmationen hed det:"For de børn, som har
været til konfirmation og have lyst til at vedblive skolen for at blive
fuldkommen, holdes vinterskolen fra 5 til 6 om aftenen".
For de unge, der var udskrevet af skolen, måtte lærere hver onsdag og
søndag eftermiddag, især om sommeren, holde katekisation samt øve dem i
læren, skrivning og regning".
Det var anselige krav til en lærer, men dermed var det ikke slut.
Læreren måtte også være villig til om "vinteraftenen at holde en
forelæsningstime fra 6 til 7 for de gamle folk", så de kunne få
adgang til nogen oplysning om det de havde forsømt i deres ungdom, i det
mindste til at tilbringe tiden på en "angenem og nyttig måde".
Sluttelig udtrykkes ønske om, at læreren tid efter anden ville være i
stand til "at udslette på en god måde mange af de fordomme,
vankundighed plejer at fremkalde.
Der kom 40 af "de gamle folk" til aftenforelæsningen i
vinteren l784 - en god begyndelse for et pensionisthold.
Når Johan Ludvig Reventlow tog agerdyrkning med som fag i de ældre
elevers undervisning i almueskolen var det i pagt med den indgående
drøftelse af landbrugets tilstand, som havde været i gang siden Frederik
den Femte ophævede censuren for landøkonomiske og nationaløkonomiske
skrifter. Bidrag fra godsejere, præster og videnskabsmænd vældede frem.
En frugt heraf var oprettelsen af det Kongelige Danske
Landhusholdningsselskab l769.Det virkede navnlig for indførelse af nye
afgrøder, rødkløver, kartofler og roer, og nye redskaber som svingploven
til afløsning af den tunge hjulplov.Det kunne hænde at rationalistiske
præster indflettede et afsnit om forbedringer i landbruget i
søndagsprædikenen eller rådgav bønderne umiddelbart efter gudstjenesten.
Efter endt uddannelse indtrådte Johan Ludvig Reventlow i statsstyrelsen
ligesom sin ældre broder, lensgreve Christian Ditlev Reventlow til
Christianssæde på Lolland. Begge var med i sammensværgelsen, der
benyttede kronprins Frederiks (den senere Frederik den Sjettes)
konfirmation og indtræden i statsrådet til at styrte gehejmestatssekretær
Ove Høegh Guldberg. Han havde efter Johan Struensees afsøttelse og
henrettelse l772 stået for landets styre og ledet det i yderst
konservativ retning. Den sindssyge Christian den Syvende fattede næppe
længere, hvad der foregik omkring ham, og da der ved statsrådsmødet 14.
april l784 lagdes et stykke papir foran , satte han straks sit navn
under. Papiret var Guldbergs afskedigelse, forfattet af de sammensvorne.
Tre måneder senere forelagde Johan Ludvig Reventlow kronprinsen forslag
om reformer på krongodset i Nordsjølland. Det omfattede ophøvelse af
landsbyernes jordfællesskab, udskiftning af jorden til hver enkelt gård
og gårdenes udflytning på egne marker samt tildeling af jordlodder til
husmændene. For yderligere at fremme bøndernes frigørelse skulle
skolevæsenet forbedres. Når alt dette var fuldført skulle reformen
"nå sin endelige fuldkommenhed ved at forunde hver beboer, uden
undtagelse, frihed og ejendom".
Her klinger tydeligvis et ekko af den amerikanske
uafhøngighedserkløring af 4. juli l776.
Brødrene Reventlow var velrustede til det arbejde de udførte på deres
godser og i statstjenesten. 1769-71 havde de foretaget en
uddannelsesrejse gennem Tyskland, Svejts, Frankrig, Belgien, Holland og
England. De vendte hjem med impulser til forbedret landbrugs- og
skovdrift og med friske indtryk af økonomiske og kulturelle strømninger i
oplysningstidens Europa. Begge var grebet af den nye pædagogiske tanker,
som var fremsat af Jean-Jaques Rousseau i Frankrig, J.H. Pestalozzi i
Schweiz og J.E. Basedow i Tyskland. Ikke mindst Johan Ludvig var optaget
af det pædagogiske nybrud hvad hans skolereglement på Brahetrolleborg
vidner om. Dets fællesundervisning efter almueskolen kan være inspireret
fra Württemberg, hvor der som nævnt var indført aften- og søndagsskoler
l739.
Begge brødre gennemførte tidligt landbrugsreformer på deres godser, og
på Christianssæde nyordnedes skolerne efter mønstret på Brahetrolleborg.
Optimisme og tro på ideernes bærekraft lyser ud af
Christian Ditlev Reventlows tale ved afslutningen
af reformerne på det nordsjællandske krongods l788.
"Jeg ser den lykkelige tid i møde, da man ved børnenes undervisning
vil anse forstandens og hjertets dannelse for vigtigere end
udenadlæsning, så de kan erhverve den kundskab, der gør dem til lykkelige
mennesker i deres kald. Jeg ser den tid i møde, da udmarkerne vil ligne
velgødede tofter, de sure moser vil vøre forvandlet til fede
hårdbundsenge, alt skadeligt vand afledet, alle kampesten brugt til varig
indhegning; en tid, i hvilken de udskiftede bøndergårde alle omgives med
store, veldyrkede urte- og frugthaver. Den tid, i hvilken kløver,
kartofler og roedyrkning ikke mere vil vøre en sjældenhed; en tid, i
hvilken en tjenestekarl vil sætte en ære i at være den skrappeste
arbejder og bonden i at være den bedste husbond".
Christian Ditlev Reventlow var medlem af den Store Skolekommission, så
længe den sad. Det gjaldt også hans kollega i gehejmekonseillet,
lensgreve Ernst Schimmelmann der på sit gods Lindenborg i Himmerland
tidligt indførte landbrugs- og skolereformer. Johan Ludvig Reventlow var
medlem af skolekommissionen fra 1790 til sin død 1801.
Naturligvis havde disse tre førende talsmænd for reformerne modstandere
i kommissionen. Den betydeligste af dem var Sjællands biskop Nicolai
Edinger Balle. Han ønskede i oplysningstidens ånd et landsdækkende
skolevæsen med undervisningspligt, men det skulle være nært forbundet med
den evangelisk-lutherske lære og under tilsyn af præst, provst og biskop.
De mange nye fag i Brahetrolleborg-reglementet var han skeptisk overfor
og lagde vægten på religion, skrivning, læsning og regning.
Dog findes der i anordningen af 18l4 nogle bestemmelser der ord til
andet er taget fra Brahetrolleborg-reglementet, men visionerne om en
fortsættelsesundervisning efter almueskolen er blegnet og ligger gemt i
ordene "anden nyttig undervisning" i aftenskolen.
Hvor hårdt det end gik ud over visionerne, var det i året l8l4 en
epokegørende bedrift at sætte reformerne i kraft. Året før havde vi
statsbankerotten, l8l4 afståelsen af Norge til Sverige og derpå fulgte en
langvarig landbrugskrise med stærkt faldende kornpriser.
For skolevøsenet var mangel på uddannede lærere en yderligere
belastning. Den Store Skolekommission havde nok fået nogle seminarier i
gang (det første var Blågård l791), men det tog tid at uddanne et
tilstrækkeligt antal lærere. Biskop Fr. Mynther nævner i
visitatsoptegnelser o. 1829, at af 132 sjællandske lærere var kun 46
seminarieuddannet. Blandt de øvrige var eksempelvis latinskoledisciple,
en kommandersergent, en skriver, en forpagter, husarkorporal, en
skomager, en kusk, en bogbinder og en tjener.
Det er ikke udelukket at nogle af dem kan have vøret gode pædagoger, men
fagligt manglede de meget. Det kunne vøre svært nok for de
seminarieuddannede at leve op til den nye almueskole. Langt sværere var
det for de andre. Det tog tid og kræfter. Sagt med et udtryk, der er
meget yndet i nutiden, blev landbo- og skolereformer trukket ned over
hovedet på bønderne. Der var intet almuekrav om reformer. Nok ønskede
bønderne stavnsbåndet løst, ikke fordi tyngede så slemt længere, men
fordi det føltes som en deklassering i forhold til andre samfundsgrupper.
Kronprins Frederik vandt ved stavnsbåndsløsningen en hengivenhed i
bondestanden der holdt sig så længe han levede. Almuesindet så i kong
Frederik den Sjette den gode landsfader.
Mange bønder betragtede landbrugsreformer og skoleordning med
undervisningspligt som noget nymodens, godsejerne ønskede i egen
interesse. Gennem århundreder var der i bondebefolkningen opsamlet en dyb
mistillid til herremøndene. Hvad var de mon nu ude på?
Naturligvis havde godsejerne økonomisk interesse i reformerne.
Ufredstiderne øgede efterspørgslen efter landbrugsvarer, især korn, og
det krævede bedre dyrkning af jorden og villigere og bedre oplyst
bondebefolkning. Men reformerne var også i bøndernes interesse. Var de
mange gange kede af eller ligefrem bange for at forlade
landbyfællesskabet, så indså udflytterne efterhånden, at det gav friere
forhold og bedre udbytte, og at gode skolekundskaber var nyttige. Gradvis
svøkkedes uviljen mod skolereformen. Men der skulle mindst et
generationsskifte til, før bønderne gjorde sig gøldende i
samfundsdebatten, først da tog aftenskolen og anden
fortsættelsesundervisning fart fremad.
Template no. 7