1. Forløbet op til loven
I en såkaldt løfteparagraf i Grundloven af 1849 blev len og stamhuse ophævet.
Meningen var så, at lenene skulle gøres frie. Det vil sige, at arveretten til
ejendommene fremover skulle følge de almindelige arveregler. Samt at ejendommene
kunne sælges på det fri ejendomsmarked.
Spørgsmålet om afløsning af lenene var dog kontroversielt, da godsejerklassens
økonomiske og politiske magt afhang af, at de store godskomplekser forblev
samlede.
Partiet Højre, der var ved magten fra 1865 til systemskiftet i 1901, forsvarede
godsejernes ret til selv at forvalte deres egen ejendom. Med henvisning til, at
godsejerne ofte brugte en del penge på sygepleje, skolegang og andre alment
fremmende initiativer til gavn for egnens borgere, argumenterede Højre også for
lenenes samfundsnyttige værdi. Godsejerne var af både følelsesmæssige og
økonomiske grunde utilbøjelige til at ophæve lenene. Derfor undlod godsejerne at
gennemføre grundlovens løfteparagraf, mens de stadig havde den politiske magt og
kunne have afløst lenene på favorable vilkår for besidderne.
Efter systemskiftet i 1901 kom der på ny fokus på jordreformer, og afløsningen
af lenene fremstod efterhånden som en nærliggende mulighed for at skaffe jord
til jordløse husmænd og landarbejdere. I 1909 blev nedsat en lenskommission, der
afgav betænkning i 1913. Vigtigere blev imidlertid en landbokommission, der blev
nedsat i 1911 for at se på en lang række af landbrugets forhold. Den var blandt
andet interesseret i mulighederne for at skaffe jord til mindre brug, og i dens
betænkning fra 1916 blev de tanker formuleret, der siden blev grundlag for loven
om lensafløsningen.[1] Det radikale Venstre, der havde tætte bånd til
husmandsbevægelsen, havde overtaget regeringsmagten i 1913, hvilket også gjorde,
at lensafløsningen kom højt på den politiske dagsorden.
Landbokommissionen foreslog, at afløsningen skulle ledsages af dels en afgift på
10 %, dels et tvunget frasalg af en fjerdedel af de berørte godsers jord til
staten mod erstatning. Denne model blev grundlaget for de videre overvejelser,
hvor meget af den politiske debat kom til at handle om størrelsen af afgift og
bortsalg.
2. Lensafløsningsloven
Regeringen fremsatte i 1919 et lovforslag, der regnede med en afgift på enten 20
eller 25 % til statskassen af majoratets værdi. Fra regeringens side blev
afgiften bl.a. begrundet med, at jordbesiddernes formuer var vokset kraftigt
under krigen, uden at det skyldtes nogen særlig indsats fra deres side.[2] Under
forhandlingerne om lensafløsningsloven i Folketinget støttede De Radikale og
Venstre dette forslag, mens Socialdemokratiet foreslog en afgift på 50 % af
majoratets værdi, og De Konservative trods principielle betænkeligheder ved en
afgift ud fra en pragmatisk tilgang anbefalede et niveau på 15 %.
Lensafløsningen gennemførtes i skyggen af den russiske revolution i 1917 og de
revolutionære tilstande i Tyskland lige efter 1. verdenskrig, hvilket givetvis
har påvirket stemningen, så ingen forestillede sig, at en løsning uden en
statslig afgift var realistisk.[3] Den endelige lov blev vedtaget i Folketinget
med 53 stemmer for og 25 imod. Socialdemokraterne og nogle konservative stemte
imod, mens Venstre, de radikale og andre konservative, deriblandt Asger
Karstensen, stemte for.[4]
Med loven blev alle majoratsejere, der ønskede afløsning, påbudt at indbetale 25
% af ejendoms-, jord- og interiørværdien til statskassen, hvis ejendommene ved
mandslinjens uddøen skulle være hjemfaldet til staten og 20 %, hvis dette ikke
var tilfældet. Det var i princippet frivilligt at gå med til afløsning, men
undlod ejerne, skulle de betale hhv. 1,2 % og 1 % af lenets værdi i løbende
årlig afgift til staten. Derfor gik samtlige ejere med til at gennemføre
afløsningen over en relativt kort årrække, og de sidste majorater afløstes i
1930.
Som en del af lensafløsningen fik Statens Jordlovsudvalg ret til at erhverve op
til 1/3 af godsets jorder mod en erstatning, der dog med den danske jurist og
retshistoriker Ditlev Tamms ord "kun med god vilje kunne siges at være
fuldstændig".[5] Tamm tager i det hele taget afstand fra processen og især den
statslige afgift, som han kommenterer med ordene:
"At et så simpelt lovindgreb skulle afføde en afgift til staten kunne være svært
at begrunde med andet end grådighed, manglende respekt for ejendomsretten og
politisk ligegyldighed over for en samfundsklasse, der identificeredes med
rigdom og lediggang, og som måtte anses for frit bytte, når nye magthavere
trådte til".[6]
3. Retsligt efterspil
I de efterfølgende år fulgte et retsligt efterspil. Godsejerne og konservative
kredse mente, at den fri ejendomsret var tilsidesat med håndteringen af
lensafløsningen. Det fik to af de større godsejere, Christian Sehestedt-Juul III
og Oscar Preben Fritz Leopold Løvenskiold, til at lægge sag an mod staten i en
koordineret aktion. Deres påstand var, at loven var i strid med grundlovens
sikring af ejendomsretten og derfor burde omstødes af domstolen. De fik begge
medhold i Landsretten, men tabte i Højesteret. Her skelede dommerne i høj grad
til flertalsstemningen i rigsdagen i deres fortolkning af grundloven. De tolv
højesteretsdommere havde dog ikke været enige. Ifølge voteringsprotokollerne
fordelte holdningen sig med henholdsvis 8-4 og 9-3 mod stadfæstelse af
landsrettens dom i de to sager. Et mindretal af dommerne mente altså, at loven
var grundlovsstridig; en enkelt talte således om "konfiskation" under
voteringen.[7]
4. Konsekvenser af lensafløsningen
Lov nr. 563 af 4. oktober 1919 om lens, stamhuses og fideikommisgodsers samt de
derhen hørende fideikommiskapitalers overgang til fri ejendom –
lensafløsningsloven – fik store konsekvenser for en lang række af landets store
godser. Lensafløsningen betød afslutningen på den centrale økonomiske,
politiske, sociale og kulturelle rolle, som de danske majorater havde indtaget
gennem de foregående to-tre århundreder, samtidig med at den skabte grundlaget
for 2300 nye husmandsbrug og gav 750 eksisterende, mindre brug tillægsjord, så
de nåede op på en mere realistisk driftsøkonomisk størrelse.[8] I alt blev 74
jordmajorater og 42 båndlagte kapitaler (dvs. såkaldte substitutioner og
pengefideikommiser, formuer bestående af andre værdier end jord, der havde fulgt
de samme særlige arveregler og også blev omfattet af den nye lov) afløst i
tiåret efter lovens vedtagelse.
Adskillige af de store godser havde tidligere udgjort små mini-samfund, som også
var ansvarlige for de ansatte og deres børns sundhed, uddannelse og sociale
sikring, også efter arbejdslivets ophør. Et godt eksempel herpå var Grevskabet
Langeland, som stod for driften af en lang række skoler og sundhedsmæssige
tiltag for grevskabets ansatte, ligesom godsets ældre medarbejdere kunne overgå
til overkommelige arbejdsopgaver – f.eks. i slotsparken – når kræfterne begyndte
at aftage.
Denne type af funktioner ophørte med lensafløsningen, hvor alle berørte godser
blev økonomisk pressede i en sådan grad, at de var nødsaget til at koncentrere
de økonomiske ressourcer om at få den tilbageblevne landbrugsdrift til at
fungere. Det offentlige overtog herefter de sociale og uddannelsesmæssige
opgaver, som godserne tidligere havde haft ansvaret for.
På det kulturelle område betød lensafløsningen, at adskillige godser måtte
frasælge væsentlige dele af deres historiske indbo for at betale statsafgiften.
En hel del indbo blev i den forbindelse opkøbt af Frederiksborgmuseet, hvis
direktør Otto Andrup spillede en væsentlig rolle i værdiansættelsen og
forhandlingerne om det offentliges kulturhistoriske interesse i de mange
værdier, der var samlet på en række af herregårdene og slottene. Hovedparten af
det frasolgte indbo forsvandt dog ud i fri handel.
Dette gjaldt i særlig grad for nogle af de godskomplekser, som faldt helt fra
hinanden som følge af de nye arveregler og det økonomiske dræn, som
lensafløsningen samtidig medførte. Til denne gruppe hørte Gammel Estrup, hvis
rige interiør, opbygget gennem ca. 600 års ubrudt arvegang i slægterne Brock og
Skeel/Scheel, i 1926 blev solgt på en række auktioner, inden selve godset og
hovedbygningen også blev solgt af arvingerne efter lensgreve Christen Scheel.
Noget tilsvarende var tæt på at ske med Rosenholm, en anden af de meget gamle
besiddelser for den danske højadel, som havde været i slægten Rosenkrantz' eje,
siden dets opførelse blev påbegyndt i 1559. Efter lensbaron Hans Rosenkrantz'
død i 1936 blev selve godset samt skoven solgt, men Hans Rosenkrantz' hustru af
første ægteskab, lensbaronesse Christiane Rosenkrantz (født komtesse
Wedell-Wedellsborg), købte for egne midler hovedbygningen samt den omgivende
park og sikrede den dermed for slægten, selvom dens økonomiske fundament i land-
og skovbruget var borte. Frederiksborgmuseet opkøbte samtidig, støttet af
Carlsbergfondet, en stor del af indboet, herunder væsentlige dele af den
enestående portrætsamling og lod en betydelig del deponere på stedet. Dog blev
et stort antal portrætter overført til Frederiksborgmuseet. En række nødlidende
godser blev i forbindelse med lensafløsningen overtaget helt af Statens
Jordlovsudvalg. Det gjaldt f.eks. slægten Bille-Brahe-Selbys godser Hvedholm og
Østrupgård på Fyn.
I alt var det godt en tredjedel af majoraterne, som ikke overlevede
mellemkrigstiden som slægtsgodser. Selvom restejendommen efter afløsningen i
mange tilfælde stadig var anselig og fra starten sjældent særlig behæftet med
gæld, var mellemkrigsårene hårde for landbruget, og mange af godsejerne formåede
ikke at omstille sig til de nye forhold, der krævede besparelser på udgifterne
såvel i hovedbygning som drift.[9]
Juristen Ditlev Tamm og historikeren John Erichsen beskriver lensafløsningen og
den tilhørende udstykning med disse ord:
"De mange husmandsudstykninger som følge af oktoberlovene var formentlig den
største omfordeling af jord, der var gennemført i Danmark siden landboreformerne
i slutningen af det 18. århundrede. Jord, der i århundreder var indgået i store
godskomplekser og havde tilhørt slægter som Ahlefeldt, Bertouch-Lehn, Brahe,
Danneskiold-Samsøe, Holstein, Lerche, Lehn og Reventlow m.fl., blev nu overtaget
af nybagte husmænd med navne som Andersen, Hansen, Jensen, Nielsen, Olsen,
Pedersen og Sørensen, der dyrkede deres jord i småbrug på få hektar".[10]
5. Kilder
- Erichsen og Tamm (2014), s. 87.
- Erichsen og Tamm (2014), s. 95.
- Erichsen og Tamm (2014), s. 100-101.
- Erichsen og Tamm (2014), s. 107.
- Tamm (2009), s. 252.
- Tamm (2009), s. 253.
- Erichsen og Tamm (2014), s. 137.
- Erichsen og Tamm (2014), s. 203.
- Rasmussen (2009), s. 236.
- Erichsen og Tamm (2014), s. 199.
6. Litteratur
- John Erichsen & Ditlev Tamm: Grever, baroner og husmænd: Opgøret med de
store danske godser 1919, København: Gyldendal 2014. ISBN 9788702159578
- Carsten Porskrog Rasmussen (red.): Det danske godssystem: Udvikling og
afvikling 1500-1919, Aarhus: Forlaget Historia 1987. ISBN 8788052079
- Carsten
Porskrog Rasmussen: Gård og gods. S. 163-240 i J. Erichsen og M.V. Pedersen:
Herregården, bind 1: Gods og samfund. Dansk Bygningsarv 2009.
- Ditlev Tamm:
Lensafløsningen. S. 241-64 i J. Erichsen og M.V. Pedersen: Herregården, bind
1: Gods og samfund. Dansk Bygningsarv 2009.
Template no. 7