free
web stats
Fornavn:
Efternavn:

Johan Casper Von Der Wisch

Johan Casper Von Der Wisch

Mand 1785 - 1865  (80 år)



Search using:
  
Udvid alle   |   Fold alle sammen  
Personlige oplysninger    |    Alle    |    PDF

  • Navn Johan Casper Von Der Wisch 
    Slægtskabmed Margrethe Frederikke Wagner
    Køn Mand 
    Født 1785 
    Beskæftigelse
    • Statsminister
    Død 1865 
    Søskende 3 søskende 
    Notater 
    • Den mangeårige statsminister Johann v.d. Wisch gjaldt for en energisk, særdeles dygtig, noget ilter mand. Hos familiens medlemmer nød han uindskrænket autoritet, blev med alderen mere og mere slægtstolt og fik ikke så få særheder, der gav anledning til forskellige anekdoter. Det fortaltes således, at han havde lovet at hjælpe en ubemidlet slægtning i vej, men da denne i det daglige liv ikke rigtiggjorde ham tilpas i småting, blandt andet rakte ham smørret på en kluntet måde, opfyldtes løftet ved at han bekostede fyren ekspederet til Java for at han der kunne søge sin lykke. Anderledes med dengamle tjener Heinrich, der kendte ham ud og ind; skønt der også med denne kunne opstå misforståelser, f. ex. engang ved bordet: “ Heinrich Essig (eddike) Heinrich forstår "Esse ich"; "Ja, Herr "; "Zum Teufel, Essig"; "Ja, Herr, oder der Teufel spielt mit Ihren Kinnbacken."

      Da klaredes situationen. Efter at have trukket sig tilbage fra statstjenesten, bosatte Johann v. der Wisch sig på Etelsen, navnlig beskjæftiget med planen om at forene sine ejendomme i et fideikommis(hvorvidt muligen enkelte af ejendommene allerede vare forud baandlagte, skal jeg ikke kunne sige) og med affattelsen af det dermed forbundne testamente. Arvefølgen skulle blive ( med respektiv eventuel descendents): hans broder, de nærmeste andre mandli-. ge slægtninge : brødrene Heimbruch, dernæst i rækkefølge de nærmeste kvinde lige sl.s.v.(for kvindelige slægtninge var apanagerne forresten kunsatte til ganske diminutive beløb), endvidere nogle mærkelige bestemmelser om straffebøder for den eller dem, der ikke nøje holdt sig påbudene efterretlig. Jeg husker, at min fader var meget betænkelig ved disse mange småtterier, som han ansaa ikke blot for i påkommende tilfælde at blive uopfyldelige, men tillige - hvad der for ham var det værste - for at være kim alt for velegnede til hidførelseaf fremtidig familietvist. Alligevel følte han sig forpligtet til på hustrus og børns vegne at underskrive uden indsigelse, navnlig ud fra det synspunkt, at det måtte stå ejeren, der ikke havde livsarvinger, frit for at ordne sit efterladenskab efter eget godtbefindende, og at det jo måtte påskønnes, at min moder og hendes descendente overhovedet var bleven indlemmet i arvefølgen. Hvorvidt de betræffende stipulationer, enten i deres oprindelige eller i ændret skikkelse, opnåede myndighedernes behørige sanktion, ser jeg mig ikke i stand til oplyse.

      Efterhånden blev Johann v.d. Wisch såvel åndelig som legemlig ganske alderssvækket. Længst vedligeholdtes tilsyneladende interessen for ejendommenes udelte sikring til slægtningene og for opførelsen af et mausoleum til ham og til de efterfølgende familiearvinger.

      Adelheit Reventlow, der besad et overordentligt vindende væsen og der ansås for en stor begavelse, omend vel selvsikker og med altfor meget hang til indblanding, flyttede til ham til Etelsen, hvor hunplejede ham på beundringsværdig måde, ledsagede ham stadig, når han kørtes i rullestol og i det hele taget var utrættelig trofast i at sørge for ham på alle måder. Samtidig dermed fandt hun en opgavefor sin virksomhedstrang ved at underlægge sig ejendelenes bestyrelse, idet hun som medhjælp antog en bekendt advokat Blome i Verden, til hvem hun havde ubetinget tillid. Lidt efter lidt forlød det rygtevis, at administrationen ikke var helt som den burde være. Brødrene Heimbruch ønskede derfor at træde til, og foreslog endog at Johann v.d. Wisch skulle søges umyndiggjort af de betræffende familiemedlemmer. Dog her mødte de bestemt modstand hos Adelheit Reventlow, Hun indestod for, at alt var i upåklagelig orden, hvad hun fremhævede jo også var i hendes egen interesse, medens hun, hvad umyndiggørelsen angik, simpelthen nægtede sin medvirkning, ja tilmed forkastede Heimbrucherne hjerteløshed og mangel på hensyn overfor den gamle onkel, der altid kun havde vist dem godhed.

      Forholdet var således på forhånd ret spændt, da Johann v.d. Wisch døde, og situationen nu - til samtlige slægtninges og ikke mindst til Adelheit Reventlows egen forfærdelse - afsløredes i hele dens gru. Advokat Blome fremlagde nemlig af den afdøde underskrevne dokumenter, hvori denne annullerede alle sine tidligere dispositioner og anerkendte, dels ved salg dels ved gave, at have overdraget næstenhele sit eje (Etelsen deri indbefattet) til advokat Blome, så at han i sine sidste år alene ved Blomes nåde var forbleven bosiddende på Etelsen og havde kunnet sysle med mausoleumsbyggeriet etc. etc.Der blev selvff hæren tilfange, medens kongen med den resterende del søgte beskyttelse sydpå hos Østerrig.

      Under denne opløsningstilstand måtte processen indstilles og parterne indgik på forlig, således at Blome frafaldt alle sine fordringer imod udbetaling af en, efter sigende, meget betydelig pengesum.

      Hieronimus v.d Wisch tiltrådte herefter successionen. Som ung cavalleriofficer var han under Napoleonskrigene (vistnok ved Belle-Alliance) bleven såret af et sabelhug i hovedet, hvad der havde indvirket på hans forstand, så at han blev så temmelig utilregnelig, om end ganske uskadelig for sine omgivelser. Yderlig mærkedes det mest ved at han, der var noget krumbøjet og gerne bar et gammeldags rytterslag, når han gik på gaden hyppig slog ud på stenbroen med sin stok og mumlede: “ Schuft, geh weg, Schuft geh weg" idet han troede sig forfulgt rimeligvis af en ond ånd eller lignede. - Med årene,eftersom saaret lukkedes, indtrådte nok en vis bedring, uden at han dog nogensinde blev rigtig klar, og til sidst aldersvækkedes også han, ligesom det havde været tilfældet med broderen.

      Ved arvefaldet installeredes han på Etelsen, hvor Adelheit Reventlow, der ydede ligeledes ham en almindelig beundret opofrende pleje, atter overtog regimentet, omend under Heimbruchernes tydelig tilkendegivne misnøje. Hun hævdede imidlertid at der hverken direkte eller indirekte kunne bebrejdes hende noget væsentligt med hensyn til den tidligere forretningsførelse; vel var hun bleven ført grundigbag lyset af en durkdreven storbedrager, men mod sådant var ingen sikret, og tilmed var hun da netop nu bleven alvorlig advaret på det område. Desuden opholdt Chr. v. Heimbruch sig på det tidspunkt meget hos den fordrevne kongefamilie, og Gottlieb v. Heimbruch levede i et slags frivilligt exil udenfor Hannover, i Frankfurt, Schweitz eller andetsteds. Iøvrigt blev Hieronimus v.d.Wisch besiddelsestid kun af forholdsvis kort varighed.

      Jeg erindrer, at, da Adelheit Reventlow i et brev til mine forældre meldte hans død, fremhævede hun tillige, at hun var forvisset om nu at matte finde fuldstændig oprejsning hos Heimbrucherne, der ville blive nødt til at anerkende den gennemførte upåklagelige administration m.m.

      Kort derpå indtraf imidlertid et nyt brev, der meddelte, at der alligevel forelå nogle misligheder, der dog næppe var af nævneværdig betydning, selvom hun desværre påny var blevet vildledet. Disse misligheder viste sig uheldigvis ingenlunde at være af blot overfladisk art, men tværtimod at være en ret fremskreden velberegnet begyndelse til ny katastrofe. Da brast brødrene Heimbruchs tålmodighed for alvor. De brød fuldstændig med Adelheit Reventlow og overtog selv ejendommen som nu retmæssige besiddere. Endnu henvendte Adelheit Reventlow sig til onkel Ferdinand med anmodning om hans intervention i sagerne, idet hun anså Heimbruchernes bedes efter al sandsynlighed divergerende interesser. Brudet lægedes aldrig. Vel lod Adelheit Reventlow til stedse at være rede til forsoning, men begge brødrene Heimbruch var ubønhørlige. Derimod forblev min moder helt igennem neutral og vedligeholdt det tidligere gode forhold såvel til sine brødre som til Adelheit Reventlow. Denne optoges herefter fornemlig af politiske og af kirkelige anliggender. Hun var fanatisk antipreussisk; husker således, hvordan hun engang, da hun modtog os på jernbanestationen og min moder bar et sort slør med hvid kant, veden behændig håndbevægels strax løsnede sløret af hatten og kastede det under toget: “Entschuldige liebes Lehnchen, es sind die preussischen Farben".

      Der foretoges da også ret hyppige husundersøgelser hos hende, men uden at der opdagedes noget compromitterende. I kirkelig henseende sagdes hun navnlig på den sidste tid at være kommen under mindre heldig indflydelse af en kapellan, der boede hos hende, og om hvem der gik en del sladder især i retning af forståelse med tjenestepigen, med hvem han vist forresten senere blev gift.

      Med brødrene Heimbruch som fællesbesiddere kom sagerne snart i mønsterværdig orden. Fideikommisforholdet var (eller blev) fastslået (efter hvad jeg har kunnet forstå) som et slags dobbelt eller tvedelt fideikommis 1) den Heimbruchske del Varste og 2) den v.d. Wisch’ske del Koppel d.v.s. Etelsen med forskellige ejendomme.
      Til den fng i hendes besiddelse opførte brødrene Heimbruch alligevel den store nye hovedbygning på Etelsen (den gamle bygning var et langstrakt een-etages hus med kvist), som de ligeledes tildels udstyrede, og da således, at hver lille genstand indlagdes under fideikommisset. Men, selv flyttede de aldrig til den nye bolig. Efter Gottlieb v. Heimbruchs død blev altså Chr. v. Heimbruch enebesidder af fideikommiskomplexet. Ved dennes død var imidlertid Adelheit Reventlows helbredstilstand så svækket, at hun øjensynlig kun havde et ringe antal dage tilbage, og, skønt med nogen besvær, lykkedes detdog at overtale hende til, på grund af de store arveafgifter, at give afkald på sine rettigheder til fordel for min moder som den derpå nærmest berettigede (Adelheit v. Klencke var nemlig forlængst død), hvor efter min moder også frafaldt sine rettigheder, der jo nu gjaldt hele jordegodset og overdrog dem til den følgende nærmeste successor, min ældste broder. Samtidig havde min moder, efter Chr.v. Heimbruch, desuden erholdt en ret betydelig kapital i værdipapirer, som hun, til fordel for sine børn ligeledes strax gav afkald på. For denne kapital fandtes vel en klausul, de gik ud på, at nstodsin del til fordel for Benedicte, og at hver af os fire brødre dertil føjede såmeget, at de fem portioner blev a samme størrelse.

      Det dobbelte fideikommisgods (med hvad dertil hørte af penge, besætning. indbo m.m., men som sagt foreløbig ./.Varste som enkebesiddelse for Tante Lonny) tilfaldt altså min broder Christian og desforuden endvidere ovennævnte femtedel af den af mama afståede kapital.

      Nedskrevet af Ferdinand Reventlow (1835-1928)
    Person-ID I11926  Reventlow
    Sidst ændret 25 jan. 2015 

    Far Aner Christian Otto Von Der Wisch
              f. 23 nov. 1733, Rechtebe, Niedersachsen, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted
              d. 29 apr. 1807  (Age 73 år) 
    Mor Aner Louise Gertrud Frese genannt von Quiter
              f. 12 aug. 1752, Koppel, Weyhe, Niedersachsen, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted
              d. 2 aug. 1796, Sudweyhe, Weyhe, Niedersachsen, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Age 43 år) 
    Gift 27 okt. 1779 
    • Hps.1779/07 - Kirchenbuchtext: Tag der Copulation: Am 27ten October, Bräutigam: Der hochwohlgebohren, Herr Christian Otto von der Wisch Hauptmann bei dem hochloblichen Dragoner Regimente von dem Busch, Braut: Die hochwohlgebohrene, Fräulein Louise Gerdrut Frese genannt von Quiter. des hochwohlgebohren, Herrn Hieronymus Wigand Frese genannt von Quiter Landraths und Drosten hieselbst alteste Fräulein Tochter. Tage der Proclamation: Die Fürbitte ist am 25ten Sonnt, n. Trinit. geschehen.
    Familie-ID F30263  Gruppeskema  |  Familietavle