+ | 1. Charlotte Sybille, Grevinde Ahlefeldt f. 21 aug. 1672, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark  d. 17 feb. 1726, Frankfurt am Main, Hessen, Tyskland (Age 53 år)
| + | 2. Sophie Amalie, Grevinde Ahlefeldt f. 12 jun. 1675, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark  d. 24 feb. 1741, Sønderborg Slotskirke, Sønderborg, Danmark, (Age 65 år)
| |
Notater |
- Ahlefeldt, Carl Greve, 1670-1722, Statsmand.
Han var den yngste Søn af
Storkansler Grev Frederik A. og dennes anden Hustru Marie
Elisabeth f. Grevinde af Leiningen og Dachsburg; han fødtes 25. April
1670.
Ved sin Faders Død 1686 arvede han efter dennes testamentariske
Bestemmelse Grevskabet Rixingen i det vestlige Tyskland; Grevskabet
Langeland tilfaldt ham 1708, efter at begge hans ældre Brødre vare døde.
Desuden ejede han i Tyskland Friherreskabet Mørsberg, i Sønderjylland
Familiegodserne Graasten, Søgaard og Ballegaard, og i Aaret 1702 kjøbte
han en Del af det tidligere Krongods i Kalundborg Amt, som Frederik III
1664 havde solgt til Gabriel Marselis. Han nedlagde her Landsbyen
Østrup, af hvis Jorder han dannede Hovedgaarden Østrupgaard, det
nuværende Lerchenborg. I Nærheden af Kjøbenhavn byggede han som Lyststed
Sorgenfri Slot.
Hans Fader lod ham faa en omhyggelig Undervisning, blandt andet under
den bekjendte Theolog Hector Gottfried Masius’ Vejledning, og efter at
han havde tilbragt et Par Aar sammen med denne i Udlandet, blev han som
ung Mand knyttet nøje til den kongelige Familie. Christian V overdrog
ham 1696 Stillingen som Gouvernør og Hofmester hos sin yngre Søn Prins
Carl under dennes Rejse i Udlandet, i hvilken Stilling han kom til at
afløse den senere som Minister hos Frederik IV bekjendte Johan Georg
Holstein. Han fulgte Prinsen paa denne Rejse igjennem Tyskland,
Schweits, Frankrig, Italien og tilbage over Holland. Man har en Række
Breve, som Prinsens Moder, Dronning Charlotte Amalie har skrevet til ham
under denne Rejse. Lige saa smukt et Vidnesbyrd de ere om Dronningens
moderlige Ømhed, lige saa stærkt vidne de om den Pris, hun satte paa A.
Hun begynder blandt andet en Gang et Brev til ham med de Ord: «Det er
ikke simpelt hen blot en Tilfredsstillelse, men en virkelig dyb Glæde,
jeg føler over eders Maade at være paa mod min Søn; jeg stoler i den
Grad paa eder, at jeg ikke i den Henseende har den ringeste Tvivl. Ved
Trofasthed og Omhu har I vundet min Yndest, som jeg stedse skal
fastholde over for eder.» Hvor ængstelig hun end var for den
Indflydelse, Italiens slette Sæder kunde faa paa Sønnen, saa beroligede
det hende, at han var under A.s Tilsyn.
Allerede inden denne tiltraadte Rejsen, var han bleven Kammerherre
(1695); under Opholdet i Udlandet fik han Danebrogsordenen (1698), og da
han kom hjem med Prinsen, blev der (1699) overdraget ham en Række høje
Hofcharger. Han blev 1699 Overhofmester for Ridderakademiet, 1700
Staldmester ligesom han ogsaa i samme Aar blev sat i Spidsen for det af
Christian V faa Aar i Forvejen oprettede saakaldte Ridderakademi i
Kjøbenhavn. Denne Stilling beklædte han indtil Akademiets Ophør 1703, og
han affattede i denne Egenskab et latinsk Program 1. Nov. 1699 i
Anledning af Kong Christians nylig indtraadte Død. Samtidig med, at A.
indtog slige fornemme Stillinger, kom han, som det synes, til at staa
den unge Konge Frederik IV personlig nær, og han nævnes ved Siden af
Christian Gyldenløve som hørende til hans fortrolige Omgang, saaledes at
i Sammenligning med dem Storkansleren Conrad Reventlow og Gehejmeraad
Chr. S. Plessen kom til at træde i Skygge. Hojer sigter A. ligesom
Christian Gyldenløve for rolig at have set paa, at Kongen 1703 gjorde
sig skyldig i Bigami ved at ægte Frøken Viereck ved venstre Haand,
uagtet Dronning Louise endnu levede. Et Vidnesbyrd om den Yndest,
Frederik IV paa denne Tid havde for A., er, at han 1703 gjorde ham til
Ridder af Elefanten og Geheimeraad.
Medens A. hidtil nærmest havde levet som den fornemme Hofmand, traadte
han 1704 i de høje Civilembedsmænds Række ved at blive Præsident i
Kommercekollegiet, 1708 i Politi- og Kommercekollegiet, og to Aar efter
fik han endog Sæde i Konseillet, hvor han afløste Chr. Lente, da denne
blev afskediget, formodentlig fordi han havde været imod Deltagelsen i
den store nordiske Krig. Som Medlem af Konseillet havde A. i Forbindelse
med sine Kolleger Otto Krabbe og Christian Sehested i Aaret 1711 det
Hverv at lede Regeringssagerne i Kjøbenhavn under Pesten, medens Kongen
personlig tog Ophold i Kolding. Men efter at Pesten havde varet et Par
Maaneder, toge de tre Konseilsherrer med Kongens Tilladelse Ophold paa
Jægersborg Slot for at være nogenlunde sikre imod Smitten. A.s
Virksomhed i Konseillet varede for øvrigt ikke længe. Allerede 1712 blev
han fjærnet derfra.
Som han tidligere havde staaet paa en spændt Fod med
Storkansleren Conrad Reventlow indtil dennes Død 1708, saaledes vedblev
der at være Rivninger imellem ham og den Reventlowske Familie, og da
dennes Indflydelse atter voxede, efter at Frederik IV 1711 havde
forelsket sig i Anna Sophie Reventlow, maatte han vige Pladsen i
Konseillet. Dog skete det paa en i det mindste tilsyneladende hædrende
Maade, i det han blev gjort til Statholder i Slesvig og Holsten. Denne
Stilling beklædte han, indtil han 7. Sept. 1722 døde paa Graasten. Hans
Embedsstilling medførte, at han spillede en fremragende Rolle ved
Arvehyldingen af Frederik IV i Slesvig 7. Sept. 1721.
Uagtet A. havde haft høje Embeder og store Godser, vare hans
Formuesforhold slette, da han døde. Han havde blandt andet maattet
pantsætte sine Ejendomme i Kalundborg Amt. I Aaret 1702 var han bleven
gift med Ulrikke Antoinette Danneskjold-Laurwigen (f. 1686 d. 1755), en
Datter af Statholderen i Norge Ulrik Frederik Gyldenløve. Hun overlevede
ham indtil 1755. Fra dette Ægtepar stamme de følgende Lensgrever til
Grevskabet Langeland.
Moller, Nachr. v. d. Geschl. d. v. Ahlefeldt S. 437 ff.
E. Holm.
Kilde: Dansk Biografisk Leksikon
_______________
Carl Graf von Ahlefeldt (* 25. April 1670 in Hardenburg; † 7. September
1722 in Gråsten) war Staatsmann und Herr der Herrschaften Rixingen und
Mörsberg sowie Lehnsgraf von Langeland auf Schloss Tranekær sowie
Landrat auf Langeland.
Er war der jüngste Sohn des Adligen Gutsherren Friedrich Graf von
Ahlefeldt (1623–1686), Herr von Rixingen (Réchicourt) im Bistum Metz und
von Mörsberg (Ober-Elsass, Gemeinde Oberlarg), und dessen zweiter Frau
Maria Elisabeth geb. von Leiningen-Dagsburg (1648–1724). Seine Frau war
Ulrica Amalie Antoinette geb. von Danneskiold-Laurvig (1686–1755), seine
Nachkommen waren Marie Antoinette, Friedrich und Conrad Wilhelm. Nach
dem Tod seines Vaters im Jahre 1686 erbte er nach testamentarischer
Bestimmung Rixingen und nach dem Tod seiner älteren Brüder 1708 das Gut
Langeland. In 1703 verkaufte er Rixingen an seinen Schwager Graf
Friedrich Ludwig von Nassau-Ottweiler. Neben besaß er noch die Güter
Ballegård, Gråsten und Seegaard bei Kliplev. Von Ahlefeldt war Königlich
dänischer Kammerherr, Geheimrat, Präfectus supemus der Königlichen
Akademie Goröe, Statthalter der Herzogthümer und Träger des
Dannebrog-Ordens. Am 27. April 1703 wurde er in Kopenhagen durch den
König Friedrich IV. von Dänemark und Norwegen mit dem Elefanten-Orden
ausgezeichnet.
Literatur
Schleswig-Holsteinische Ritterschaft: Beitrag zur Adelsgeschichte
Deutschlands und Dänemarks, Schleswig 1869, S. 11.
Kilde: Wikipedia
|