Portrætter

Slægten Reventlow:

Georgine Marie Adeleide von Löwenstern
(1819 - 1893)

* 1837 m. Christian Andreas Julius Reventlow (1807-1845)


Andre slægter:

Juliane Ernestine Cicignon
(1744 - 1799)



Slotte og Herregårde


Krenkerup
Krenkerup

Krenkerup er en gammel hovedgård, som nævnes første gang i 1330. Krenkerup har siden 1739 været ejet af efterkommere efter General Christian Detlev lensgreve Reventlow og hustru Benedicte Margrethe Brockdorff Krenkerup blev kaldt Hardenberg fra 1815 til 1938. Gården ligger i Radsted Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Guldborgsund Kommune. Hovedbygningen er opført i 1490-1510 og ombygget i 1620-1631-1689-1780-1815. Krenkerup Gods er på 3700 ha med Sæbyholm, Idalund, Rosenlund, Nørregård, Nielstrup (Guldborgsund Kommune) og Christiansdal.


Heraldik


1767 vaaben.jpg
1767 vaaben.jpg



Gravsten og epitafier


Jacob Ulfeldt og Anne Flemming
Jacob Ulfeldt og Anne Flemming

Gravsten, Kværndrup Kirke
   

Udskriv Tilføj bogmærke
Iver Rosenkrantz

Iver Rosenkrantz

Mand 1674 - 1745  (70 år)

Personlige oplysninger    |    Medie    |    Begivenhedskort    |    Alle    |    PDF

  • Navn Iver Rosenkrantz 
    Fødsel 5 dec. 1674  Rosenholm, Hornslet Sogn, Øster Lisbjerg Herred, Randers Amt Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Ordner 1730 
    Ridder af Elefanten 
    Elefantordenen
    Elefantordenen
    Family Line IV. Rosenholm-linjen 
    Død 15 nov. 1745  Rosenholm, Hornslet Sogn, Øster Lisbjerg Herred, Randers Amt Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Notater 

    • Iver Rosenkrantz (5. december 1674 på Rosenholm - 13. november 1745 samme sted), dansk statsmand.

      Han var søn af gehejmeråd Erik Rosenkrantz til Rosenholm og Margrethe Krabbe til Vemmetofte. Gift 1. gang 1. juni 1702 i København med Birgitte Gersdorff (ca. 1687-1719). Gift 2. gang 19. februar 1721i København med Charlotte Amalie Skeel (1700-63) Iver Rosenkrantz kom 1691 på Ridderakademiet i København. 1694-97 i udlandet. 1698 blev han kammerjunker hos prinsesse Sophie Hedvig. Fra år 1700 anvendes han til talrige diplomatiske sendinger. 1708-09 var han hofmarskal på Frederik 4. 's fornøjelsesrejse til Italien . I 1709 blev han udnævnt til amtmand over Københavns Amt. 1717 udnævnt til gehejmeråd . Frederik IV havde i sine senere regeringsår angst overfor den gamle adel og betjente sig i stadig stigende grad kun af sin dronning Anna Sophie Reventlow's tyske slægtninge. Iver Rosenkrantz blev i den forbindelse udnævnt til amtmand over Viborg Amt, hvilket havde karakter af fjernelse fra hoffet. Med den nye konge Christian VI 's tronbestigelse i 1730 vender Rosenkrantz dog tilbage til København, hvor han udnævnes til gehejmeråd i konseillet, oversekretær i danske og tyske kancelli samt ridder af elefanten . Yderligere blev han hofmester hos kronprins Frederik , præsident i Højesteret, patron for Københavns Universitet . Stillingen havde karakter af storkansler, selvom han aldrig fik titlen. Iver Rosenkrantz var nu landets mægtigste mand næst efter monarken. Denne stilling holdt han i fem år, hvorefter han på grund af uenighed om landets udenrigspolitiske linje degraderedes til menigt medlem af regeringen. I 1740 fik han sin afsked med en pension på 5000 rigsdaler årligt.

      Som godsejer havde Iver Rosenkrantz også succes. Fra forældrene ved moderens død i 1716 arvede han Vosnæsgaard, som dog hurtigt blev solgt. I 1727 købte han fædrenegodset Rosenholm fra sin halvniece Hilleborg Gyldenstierne. I 1735 købte han Ryegaard og arvede 1737 Egholm og Krabbesholm i fællesskab med sin hustru. I sin ministertid havde Iver Rosenkrantz naturligt nok foretrukket at bo på sine sjællandske herregårde samt i sit københavnske palæ (i dag Lerches Gård). Men 1740 vendte han hjem til Jylland for at tage fast ophold på Rosenholm. Dette slot moderniserede han totalt, så det i det indre blev et tidssvarende hjem i barokstil. Desuden anlagde han barokparken i tilknytning til dette sted. Kronen på værket blev ophøjelsen af Rosenholm til stamhus 1743.

      Iver Rosenkrantz døde knap 71 år gammel i 1745. 2000 mennesker fulgte hans begravelsestog til Hornslet Kirke.

      ____________________

      Biografi fra DBL
      Iver Rosenkrantz (5. december 1674 – 13. november 1745) var statsmand og en søn af gehejmeråd Erik Rosenkrantz til Rosenholm og Margrethe Krabbe til Vemmetofte.

      Faderen mistede han allerede, da han var 7 år; men han synes at have fået en meget omhyggelig opdragelse og en god undervisning, uvist dog ved hvilke lærere. 1694 tiltrådte han en udenlandsrejse, dervarede et par år. I januar 1698 blev han efter sin tilbagekomst udnævnt til kammerjunker hos prinsesse Sophie Hedevig; men det skulle dog ikke blive Hoffet der blev hans levevej. Allerede i året 1700udnævntes han (30. oktober.) til afsending hos Carl XII, og han opsøgte da også denne i Lifland; men han blev ikke modtaget, således at han måtte rejse hjem uden så meget som at have talt med den svenske Konge. Heldigere var han i det mindste personlig, da han 1702 kom til England som statsafsending og kunne virke her indtil 1705. Det ser ud til, at han har gjort et godt indtryk i de engelske statsmandskredse og ved dronning Annas hof. Da han var kommen tilbage der fra, valgte kong Frederik 4. ham til at følge med på hans italienske rejse 1708-9 som hofmarskal. De forhold, der førte til, at Frederik 4. kastede sig ind i Den Store Nordiske Krig (1709), kaldte atter Rosenkrantz til diplomatisk virksomhed. Han sluttede i september 1709 et forsvarsforbund imellem Danmark og biskoppen af Münster, og derefter underhandlede han med sømagterne, hvad der var begyndelsen til, at han i flere år (indtil 1714) var statsafsending i England. Derpå nævnes han som deltager i fredskongressen i Brunsvig,der dog blev betydningsløs. Der knytter sig ikke træk af særlig vigtighed til hans diplomatiske virksomhed; men når man ser ham blive så stærkt brugt på dette område, tyder det på, at han har gået forat være dygtig dertil.

      Imidlertid var han allerede 1709 bleven udnævnt til amtmand i Københavns Amt, en stilling, som forholdene dog hidtil havde gjort det umuligt for ham at give sig af med. Fra året 1716 derimod kunne hanovertage den, og han fik tillige i dette år sæde i Politi- og Kommercekollegiet, hvor han kom til at virke som formand indtil 1723. I året 1709 var han blevet Ridder af Dannebrog, 1717 fik han gehejmerådstitel. Men nu i 1723 indtraf der en forandring i hans stilling, der ganske sikkert ikke var efter hans hoved; han blev (30. august) gjort til stiftamtmand i Viborg. Denne flytning fra København ogfra centralstyrelsen, der var en følge heraf, var åbenbart en virkning af det lidenskabelige had til den gamle danske adel, der netop på denne tid kulminerede hos kongen og få måneder i forvejen havdefået udtryk ved hans bekendte regeringsregler for hans søn, hvor han advarer imod at bruge mænd af denne stand i høje embeder. Rosenkrantzs virksomhed var nu i en række år begrænset til, hvad der vedrørte en afsides jysk egn; men den kunne have sin betydning ved det kendskab, han her vandt til forholdene fjernt fra hovedstaden. Medens han åbenbart i denne tid må opfattes som lidet i nåde hos kongen, bevarede han det venskabsforhold til kongens søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, der allerede var blevet grundet ved hans stilling en del år tilbage som kammerjunker hos prinsessen. Efter at han først havde været gift med en datter af Frederik Gersdorff, Birte, der var død 1719 uden at have født ham børn, havde han i året 1721 ægtet Charlotte Amalie Skeel, der var datter af Christen Skeel til Vallø og søsterdatter af brødrene Christian Ludvig og Carl Adolf v. Plessen, og det nære forhold, hvori han derved kom til disse mænd, blev endnu nøjere ved den berøring, han jævnlig havde under sit liv i Viborg med den førstnævnte af dem, der indtil slutningen af 1725 var stiftamtmand i Århus. En følge af disse forhold var det, at Rosenkrantz hørte til, hvad man må kalde oppositionenunder Frederik 4.’s sidste regeringsår, og dermed også til dem, som det kunne ventes at kronprinsen, den senere Christian 6., ville knytte til sig, så snart han blev konge.

      Således kom det da også til at gå. Straks den første dag efter faderens død kaldte den unge konge Rosenkrantz til at tage Sæde i konseillet, foruden at han gjorde ham til Ridder af Elefanten, og Rosenkrantz blev tillige sat i spidsen både for det danske og det tyske kancelli (bestalling af 17. oktober 1730), således at han havde en storkanslers virkeområde, uden dog at bære den høje titel. Ved Siden deraf fik han overtilsyn med kronprinsens opdragelse. Da begge Plessenerne vare hans kolleger i konseillet, syntes der at være udsigt til behageligt samarbejde på statsstyreisens øverste trin, og Rosenkrantz var desuden i høj grad genstand for kongens tillid. Også han fra sin side satte kongen højt, således som han har givet det udtryk i et brev til en ven, hvor det hedder: ”Sikkert har der aldrig levet en retfærdigere eller bedre Fyrste i Verden end vor nuværende Konge, og vi kunne kun ønske, at slige Følelser og et sligt Liv kunne vare evig.”

      Det var et fremskridt, at Rosenkrantz kom til at afløse U.A. Holstein som chef for de tvende kancellier; han stod over denne både ved dygtighed og, hvad personlighedens finhed angår. Ligesom Rosenkrantzs portrætter vise os en smuk mand med et mildt og nobelt udtryk i ansigtet, således få vi et ganske lignende indtryk af hans hele færd. Han var en, ædel og ren karakter, venlig i omgang og elskværdig at have at gøre med. Det kan vel være, at han havde et for ensidigt godsejersyn på landboforholdene, og at han havde vel megen adelsmandsfølelse; men han havde også adskillige af den ægte adelsmandsgode egenskaber, og det blev med rette sagt om ham af en fremmed diplomat, at han var et smukt eksempel på en adelsmand af den gamle slags. Hans dannelse var fin og grundig med den klassiske farve, som man på den tid kunne træffe den hos betydeligere fornemme mænd rundt omkring i Europa. Han havde i så henseende drevet det til at blive en stiv latiner, således at han kunne skrive velformede latinske digte. Med dette stod i forbindelse, at han satte stor pris på videnskabelige studier i det hele, og ligesom det virkede med til, at han stillede sig i et personligt venskabsforhold til Hans Gram,således gjorde det ham vel skikket til at være universitetets patron, hvad han var bleven 16. marts 1731.

      Rosenkrantz medbragte fra sin tidligere diplomatiske virksomhed kundskaber på dette område, der måtte have betydning for ham, da han nu som oversekretær i det tyske kancelli tillige blev udenrigsminister, og han havde desuden i sine andre embeder vundet godt kendskab til landets forhold i flere retninger; han var også samvittighedsfuld i sin embedsførelse. Som udenrigsminister var han afgjort merefremtrædende, end hans forgængere i den senere tid havde været, og det har sin interesse at se ham gøre begyndelsen på, hvad der siden blev i høj grad iøjnefaldende hos bernstorfferne, nemlig ved sinedepecher at sætte de danske diplomater ind i regeringens politiske opfattelse af de europæiske forhold i almindelighed. Men når han dog ved sin stilling til kongen åbenbart var mindre fri i sin virksomhed, end de bleve det, så står han unægtelig ej heller ved siden af dem, hvad overlegent politisk blik angår. Man vil vel overhovedet, hvor stor sympati man end føler for ham, og hvor meget man end anerkender hans dygtighed, næppe sætte ham i den første række af vore statsmænd; man har ikke ved ham egentlig indtrykket af en overlegen mand.

      I sin udenrigspolitik mødtes han godt med kongen i at søge et venskabeligt forhold til Sverige og ikke mindre i den politik, der førte til traktaterne med Østrig og Rusland i 1732, som skaffede nye garantier for Slesvigs besiddelse. Under den rivalisering imellem England og Frankrig, der netop nu begyndte igen, foretrak han afgjort tilslutning til den første af disse magter, og han fandt deri stærk støtte hos sine kolleger brødrene Plessen; men højst sandsynlig ville han dog ikke uden hjælp fra anden side have kunnet trænge igennem med sin politik over for den indflydelse, som krigsministerenLøvenørn udøvede på kongen i franskvenlig retning. Når striden imellem disse statsmænd endte med, at der 1734 blev sluttet forbund med England, skyldtes det ikke Rosenkrantzs overlegne indflydelse, men de råd, som kongen fik af sin fætter grev Stolberg-Wernigerode. I virkeligheden var Rosenkrantz s stilling allerede begyndt at blive vaklende.

      Hvor nøje man end kunne have troet at forholdet ville blive imellem kongen og det konseil, han havde valgt sig, da han besteg tronen, holdt det dog ikke længe. Efter at Rosenkrantz og plessenerne havde virket til, at Christian 6., så snart han blev konge, skyndte sig med at ophæve landmilitsen, måtte de lide et nederlag, da de et par år efter forgæves bekæmpede tanken om at genindføre den. Uheldigvis kan man ikke give Rosenkrantz og hans tvende kolleger den ros, at de ved denne lejlighed havde stået på bondefrihedens side, thi hvad de ville have kongen til at stille i stedet for landmilitsen,var i virkeligheden et stavnsbånd fra det 14. til det 40. år. Det var Løvenørn, som her havde sejret over dem, og samtidig med at Rosenkrantz tillige havde at kæmpe med denne på det udenrigske område,blev han uenig med kongen med hensyn til de kirkelige forhold, hvor han selv ganske bestemt stod på det gamle ortodokse partis side, medens Christian 6. mere og mere gled over i pietisternes lejr. Denmodsætning, der her fremkom, skærpedes åbenbart end mere ved den pietistiske nidkærhed, der opfyldte kongens damer, både hans dronning, Sophie Magdalene, og hans svigermoder, den magtlystne markgrevinde af Bayreuth. Så indtraf tillige det store uheld for Rosenkrantz, at hans hustru gjorde skandale. Skønt hun ikke mere var helt ung og havde født ham 5 børn, var hun ikke lidt flanet og koketterede på en aldeles upassende måde med unge herrer. Følgen deraf var et blodigt sammenstød imellem 2 af hoffets unge kavallerer hos hende selv, en historie, der opvakte kongens levende forbitrelse imod hende, og som ikke kunne andet end skade både Rosenkrantz og hendes onkler. Det var kun få dage efter dette optrin, at Ludvig Plessen i januar 1734 trådte ud af konseillet. Det blev nu en pinlig tid for Rosenkrantz hans hustru havde bragt ham i folkemunde på en alt andet end behagelig måde, og efter at begge plessenerne havde forladt konseillet, stod han alene tilbage der, blot med en ubetydelig mand,Blome, til kollega. Hans stilling hos kongen var så undergravet, at denne ventede, at han ville tage sin afsked. Rosenkrantz gik imidlertid ikke, uvist af hvilken grund, og kongen lod ham foreløbig blive siddende; men hvor liden hans tillid til ham var, viser et sådant træk som det, at han lod Schulin, der den gang var sekretær i tyske kancelli, jævnlig gennemlæse Rosenkrantzs ekspeditioner og udtale sig for ham selv om dem.

      Et sådant forhold kunne naturligvis ikke vare længe, og Rosenkrantz afløstes allerede 12. maj 1735 som oversekretær i danske kancelli af J.L. Holstein og 28. maj som oversekretær i tyske kancelli af J. S. Schulin. Derimod beholdt han sine pladser som medlem af konseillet og som patron for universitetet. I kraft af denne sidste stilling havde han få år i forvejen (1732) virket med til, at universitetet havde fået en ny fundats. Det ville være uret at nægte, at han derved havde virket til fremskridt i flere henseender; men man må uheldigvis tilføje, at der dog blev stående så meget forældet, ogat der endnu kom til at fattes så meget af nødvendige udvidelser, at man må sige, at Rosenkrantz og hans gode ven og rådgiver Hans Gram ved denne lejlighed viste, at de langtfra havde eformånd nok.

      Stillingen som medlem af konseillet gjorde det ganske vist også efter 1735 muligt for Rosenkrantz at tale et ord med i vigtige statsspørgsmål; men han måtte nødvendigvis føle sig ene der, således somdette nu blev sammensat. At han ikke var bange for også under disse forhold at udtale meninger, som han kunne sige sig selv at kongen ikke ville synes om, viser det, at han i året 1737 indgav en indtrængende forestilling imod et forslag af generalprokurøren Andreas Hojer om indførelse af landfiskaler (fiskal: embeds mand, som anklagede på det offentliges vegne, landfiskal samme på landet), som skulle holde vågent øje med, hvad der skete imod loven og forordningerne. Rosenkrantz frygtede med grund for, at dette kunne føre til et uhyggeligt spionage, der ville gøre en slet virkning på befolkningen; men han kunne lige så lidt trænge igennem her som ved flere andre lejligheder, hvor han udtalte sig om ret vigtige forhold. Det var i det hele langt fra, at kongen fik mere tilovers for ham, efterat han var fratrådt sine stillinger i danske og tyske kancelli. I det Christian 6. i stigende grad opfattede brødrene Plessen som ubehagelige ppositionsmænd, blev Rosenkrantz på grund af sit nøje forhold til disse mænd også genstand for hans mistro. Da banken i København grundedes 1736, fandt kongen, at Rosenkrantz var alt for lidt ivrig i at tegne sig for aktier i dette af ham selv stærkt begunstigede foretagende, og med en klar hentydning til plessenerne skrev han i den anledning til Schulin: ”Gehejmeråd Rosenkrantz viser ved enhver Lejlighed, af hvilken Bande han er, og at han ikke vil flattere os.” Det synes også, som om Rosenkrantz, der i det hele holdt for meget af at høre sig selv tale, ikke altid var tavs nok, og at han, der med en stor overbærenhed ganske tilgav sin hustru og endog viste hende megen tillid, havde ondt ved at holde tæt over for hende, som ingenlunde var diskret nok. Men var der nogen egenskab, Christian 6. krævede af sine ministre, var det tavshed, og ærgerligsagde han derfor, at Rosenkrantz ikke kunne tie længere, end til han så sin kone.

      Alt dette tilsammenlagt giver indtryk af, at Rosenkrantzs stilling i årene efter 1735 var alt andet end behagelig, og dertil kom, at kongen efterhånden også blev uenig med ham, hvad den udenrigske politik angik. Rosenkrantz holdt på dette område stadig fast ved, at forbund med England burde foretrækkes for en fransk alliance. Da 1739 det tidligere forbund med England blev fornyet, kunne det se ud,som om Rosenkrantzs politiske system endnu skulle opretholdes; men meget snart derefter foregik der en svingning i den danske politik over imod Frankrig, således som Løvenørn og Schulin vare ivrige for. Ved nytårstid 1740 blev der truffet hemmelige aftaler om et dansk-fransk forbund, der skulle træde i kraft, så snart alliancen med England var udløbet. Efter denne svingning var Rosenkrantzs forbliven i konseillet umulig længere, og 27. april 1740 fik han pludselig sin afsked. Det brev, hvorved kongen meddelte ham dette, indeholdt ingen påskønnelse af hans lange virksomhed i statens tjeneste, men dog den forsikring, at det kun var hensynet til hans alder, ikke derimod nogen misfornøjelse eller tanke om at vise ham unåde, der gjorde, at han fritog ham for mere at deltage i konseillets forhandlinger; han skulle have en pension på 5000 Rdl., og han ville kunne vælge, om han ville være stiftamtmand i Odense eller Århus. Rosenkrantz fandt imidlertid, at han havde været embedsmand længe nok,og ønskede desuden ikke at stå under nogen minister. Han bad derfor om at måtte få pensionen uden at behøve at overtage noget nyt embede, og dette indrømmede kongen ham.

      Rosenkrantz havde efter sin far arvet Rosenholm, og senere (1735) købte han Rygård og året efter Egholm, begge godser i Sjælland. Da han fik sin afsked, forlod han København og boede på sine godser, mest på Rosenholm. Hvorledes han tilbragte sin tid der ovre, har han skildret i et digt på latin til Gram 1741. Det viser, at om han end havde syssel nok og endnu kunne finde glæder i livet, følte handog smerte ved den uret, han mente at han havde lidt. Det har derfor måttet være ham en glæde, da kongen et par år efter hans afsked greb en lejlighed til at vise ham, at han tænkte med venlighed på ham. Han forhøjede nemlig uden nogen anmodning fra Rosenkrantzs side hans pension med 1000 Rdl. Netop den gang havde han fået at vide, at Rosenkrantz var svagelig, og han skrev i anledning af pensionsforhøjelsen til J. L. Holstein: ”Maaske lever Rosenkrantz ikke længe. Katarrhalske Febre ere farlige for en Mand i hans Alder. Det gjør mig ret ondt for den brave Mand”. Ikke længe efter skænkede han Rosenkrantz en kostbar dåse med brillanter. Efter forskellige svingninger endte forholdet imellem kongen og Rosenkrantz således mildt og harmonisk.

      Rosenkrantz døde 13. november 1745. I sit andet ægteskab havde han 5 børn, 3 sønner og 2 døtre. Meget bekendt blandt sønnerne blev Fred. Chr. Rosenkrantz hans enke, som 1750 fik ordenen de la fidelité, døde 1763.
    Person-ID I8473  Reventlow
    Sidst ændret 6 feb. 2022 

    Far Erik Rosenkrantz,   f. 12 mar. 1612, Rosenholm, Hornslet Sogn, Øster Lisbjerg Herred, Randers Amt Danmark Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 13 okt. 1681, Rosenholm, Hornslet Sogn, Øster Lisbjerg Herred, Randers Amt Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted (Alder 69 år) 
    Mor Margrethe Iversdatter Krabbe,   f. 12 mar. 1640, Jordberga, Herrestad, Malmöhus, Skåne, Sverige Find alle personer med begivenheder på dette stedd. 11 jul. 1716 (Alder 76 år) 
    Ægteskab 11 okt. 1666  Vemmetofte, Fakse Herred, Præstø Amt, Danmark Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Familie-ID F27963  Gruppeskema  |  Familietavle

  • Begivenhedskort
    Link til Google MapsFødsel - 5 dec. 1674 - Rosenholm, Hornslet Sogn, Øster Lisbjerg Herred, Randers Amt Danmark Link til Google Earth
    Link til Google MapsDød - 15 nov. 1745 - Rosenholm, Hornslet Sogn, Øster Lisbjerg Herred, Randers Amt Danmark Link til Google Earth
     = Link til Google Earth 

  • Billeder
    rosenkrantz_iver.jpg
    rosenkrantz_iver.jpg