Anne Magrethe Christina Reventberg

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Militærtjeneste: Premierløjtnant
• Folketælling: 1845, Holgershaab, Nørre Alslev Sogn, Falsters Nørre Herred, Maribo Amt, Danmark; https://www.danishfamilysearch.dk/cid5753127
• Folketælling: 1850, Dansted, Nebbelunde Sogn, Fuglse Herred, Maribo Amt, Danmark; https://www.danishfamilysearch.dk/cid6627242
• Ejendom: 1830-1857, Dansted, Nebbelunde Sogn, Fuglse Herred, Maribo Amt, Danmark; Ejede desuden Nørregård i Nebbelunde Sogn

Notater:

Militærtjeneste:
Korporal, 11/4-38 Sekondløjtnant a la suite i kavalleriet, 1/7-42 a la suite i armeen, 1/3-49 indtrådt i nummer i 5. dragonregiment, 28/3 samme år kar.premierløjtnant.

Død:
Død af Tyfus

Christian blev gift med Ida Jeanette Rasmussen den 7 jun. 1842 i Sakskøbing Kirke, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. Ida blev født den 7 jun. 1821 i Sakskøbing, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark; døde den 10 dec. 1875 i Bösarp, Malmøhus len, Skåne, Sverige; blev begravet i Svedala, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Folketælling: 1845, Holgershaab, Nørre Alslev Sogn, Falsters Nørre Herred, Maribo Amt, Danmark; https://www.danishfamilysearch.dk/cid5753127
• Folketælling: 1850, Dansted, Nebbelunde Sogn, Fuglse Herred, Maribo Amt, Danmark; https://www.danishfamilysearch.dk/cid6627242

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: Fyrste Afskrev sig faderens titel af Fyrste i 1822
• Bopæl: 1793-1798, Frisenvold, Ørum Sogn, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; Christen Heinrich August Hardenberg-Reventlow, der arvede Frisenvold i 1793 fik af Kronen tilladelse til at ophæve stamhuset og lade det overgå til fri ejendom. Frisenvold herregård blev i 1798 solgt til forpagteren Andreas Strøver, som udparcellerede gården.
• Bopæl: 1793-1840, Krenkerup, Radsted Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark

Notater:

TITEL: Erektor af grevskabet Hardenberg Reventlow

Godserne gik ved moderen Juliane F. C. Hardenberg (f. Reventlow) over til Sønnen Christian Heinrich August Hardenberg-Reventlow, der giftede sig med Jeanette Caroline von Reitzenstein og tog Bolig paa Krænkerup. Istandsættelsen af den forfaldne Hovedbygning, som Faderen havde begyndt paa, blev nu genoptaget med Kraft; de gamle røde Tagsten forsvandt og erstattedes af blaa glaserede, og Vinduerne med de blyindfattede Ruder blev med Undtagelse af Taarnene forandret til franske Vinduer, en pyntelig Bro af huggen Granit afløste den gamle Vindebro af Træ , som førte over Graven udfor Porten, og Laden flyttedes bort fra sin Plads nord for Hovedbygningen, hen bag Peder Brahes Stald; endelig blev det Indre ganske ombygget efter Tidens og Smagens Fordringer.

I Aaret 1798 afhændede Hardenberg med kongelig Tilladelse Stamhuset Frisenvold, imod at erhverve andet Gods. Han købte derefter Fjellebro i Fyen, som han dog straks efter solgte til Grev Holck-Winterfeldt, der fik Tilladelse til at substituere Baroniet Wintersborg med dette Gods; i Stedet fik Hardenberg Wintersborg og Sæbyholm, af hvilke han solgte det første, medens Sæbyholm og Christiansdal i Branderslev Sogn ved Nakskov, som han samtidig købte, skulde træde i Stedet for Frisenvold; hertil kom endelig Krænkerups Nabogaard Nielstrup i Vaabensted Sogn, som ligeledes blev købt og lagt til Stamhuset. Da denne sidste Gaard var erhvervet, og det tidligere indledede Mageskifte med Engestofte var bragt til Afslutning, kunde Arbejdet med Udskiftningen genoptages, og det gennemførtes overalt paa Godserne i Løbet af den første Snes Aar af det nittende Aarhundrede. Den dermed følgende Udflytning, der foretages i meget stort Omfang, kostede mange Penge, og Hardenberg ofrede desuden betydeligt paa forskellige andre Forbedringer, navnlig med Hovedgaardenes Drift, hvor han anstillede mange Forsøg med nye Kornsorter og Dyrkningsmaader, som ikke altid gav et heldigt Resultat. Forholdene for Landbruget var i Aarene efter Kielerfreden meget ugunstige, og da Hardenberg ikke blot ved sin Tiltrædelse havde maattet overtage Moderens betydelige Gæld, men ved Faderens Død i 1822 fik en lignende Arv, var hans økonomiske Stilling i de senere Aar af hans Liv meget trykket. De preussiske Stamgodser, han kom i Besiddelse af efter Faderen, blev sat under Administration, og det samme var Tilfældet med de holstenske, medens der for de lollandske maatte ansættes en særlig Skatteopkræver, der sørgede for, at Skatterne af Bøndergodset indbetaltes til Staten.

Af disse sidste Godser, Stamhuset Krenkerup og Godserne Nielstrup, Sæbyholm og Christiansdal , oprettedes i Aaret 1815 Grevskabet Hardenberg-Reventlow, og Hardenberg ophøjedes i den danske Grevestand med samme Navn, medens Hovedsædet desværre maatte ombytte sit historiske Navn med Besidderens, og siden har været kaldet Hardenberg. Grevskabet, der naturligvis, lige saa lidt som de andre, i en saasen Tid oprettede Len, fik Skattefrihed, omfattede ca. 2500 Tønder Hartkorn, og deltes naturligt i et østre Distrikt, Hardenberg, Rosenlund, Nørregaard og Nielstrup, og et vestre, Sæbyholm og Christiansdal.

Efter at den første Grevinde Hardenberg, der var overordentlig elsket og afholdt paa Godset, var død i Aaret 1819, ægtede Grev Hardenberg et Par Aar senere sin Kusine Emma Louise Frederikke Georgine Hardenberg, der overlevede ham. Selv døde han paa en Rejse i Tyskland i Aaret 1840, og, medens de preussiske Majoratsgodser gik over til en anden Linie af den Hardenbergske Slægt, tilfaldt det lollandske Grevskab hans eneste Barn, Datteren af første Ægteskab Ida Augusta Hardenberg-Reventlow, der da var over 40 Aar gammel og Enke efter Grev Harald Holck . Gælden var stor, og den nye Besidderinde maatte sælge alt, hvad der var af Allodialejendomme, hvoriblandt de holstenske Godser og et Hus i København, og lægge Styrelsen i faste og kyndige Hænder. Selv opholdt hun sig meget i Udlandet, men kom dog jævnlig til Hardenberg, navnlig efter at hun havde indgaaet nyt Ægteskab med Grev Christian Gersdorff, der holdt meget af Stedet og særlig tog sig af Haven, som i hans Tid havde en kort Glansperiode, hvorom det smukke Mindesmærke over ham, som Ida Augusta rejste, er et synligt Vidnesbyrd. Nogle Aar efter hans Død ægtede hun sin tredie Mand, en italiensk Lykkejæger ved Navn Almaforte, der var bleven adlet af den sardinske Regering og nu gjordes til dansk Greve; ogsaa ham overlevede den livskraftige Dame, og færdedes ogsaa i sin tredie Enkestand meget i Udlandet, hvor hun døde i Aaret 1867.

Død:
Død på en rejse i Tyskland

Christian blev gift med Margrethe Frederikke Wagner. Margrethe blev født den 9 apr. 1790; døde den 20 sep. 1870 i Svedala, Skåne, Sverige; blev begravet i Svedala, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Død:
På gravstenen står Margrethe Frederikke Reventberg.

Notater:

Karl August von Hardenberg
From Wikipedia, the free encyclopedia

Karl August von Hardenberg (31 May 1750 – 26 November 1822) was a Prussian statesman and Prime Minister of Prussia.
While during his late career he acquiesced to reactionary policies, earlier in his career he implemented a variety of
Liberal reforms. To him and Baron vom Stein, Prussia was indebted for improvements in its army system, the abolition
of serfdom and feudal burdens, the throwing open of the civil service to all classes, and the complete reform of the
educational system.[1]

Early career
Hardenberg was born at Essenrode Manor in Essenrode (now a part of Lehre) near Hanover. After studying at Leipzig and
Göttingen he entered the Hanoverian civil service in 1770 as councillor of the board of domains (Kammerrat); but,
finding his advancement slow, he set out — on the advice of King George III of the United Kingdom — on a series of
travels, spending some time at Wetzlar, Regensburg (where he studied the mechanism of the Imperial government),
Vienna and Berlin. He also visited France, the Dutch Republic and Great Britain, where he was received kindly by the
King. On his return, he married, at his father's suggestion, the Countess Christiane von Reventlow (1759–1793).

In 1778, Hardenberg was raised to the rank of privy councillor and created a graf (or count). He went back to
England, in the hope of obtaining the post of Hanoverian envoy in London; but his wife began an affair with the
Prince of Wales, creating so great a scandal that he was forced to leave the Hanoverian service. In 1782 he entered
the service of the Duke of Brunswick, and as president of the board of domains displayed a zeal for reform, in the
manner approved by the enlightened despots of the century, that rendered him very unpopular with the orthodox clergy
and the conservative estates. In Brunswick, too, his position was in the end made untenable by the conduct of his
wife, whom he now divorced; he himself, shortly afterwards, marrying a divorced woman.

Administrator of Ansbach and Bayreuth
Fortunately for Hardenberg, this coincided with the lapsing of the principalities of Ansbach and Bayreuth to Prussia,
owing to the resignation of the last margrave, Charles Alexander, in 1791. Hardenberg, who happened to be in Berlin
at the time, was appointed administrator of the principalities in 1792, on the recommendation of Ewald Friedrich von
Hertzberg. The position, owing to the singular overlapping of territorial claims in the old Empire, was one of
considerable delicacy, and Hardenberg filled it with great skill, doing much to reform traditional anomalies and to
develop the country, and at the same time labouring to expand the influence of Prussia in South Germany.

Prussian envoy
After the outbreak of the revolutionary wars his diplomatic ability led to his appointment as Prussian envoy, with a
roving commission to visit the Rhenish courts and win them over to Prussia's views; and ultimately, when the
necessity for making peace with the French Republic had been recognized, he was appointed to succeed Count Goltz as
Prussian plenipotentiary at Basel (February 28, 1795), where he signed the treaty of peace.

Prussian cabinet
In 1797, on the accession of King Frederick William III of Prussia, Hardenberg was summoned to Berlin, where he
received an important position in the cabinet and was appointed chief of the departments of Magdeburg and
Halberstadt, for Westphalia, and for the principality of Neuchâtel. In 1793 Hardenberg had struck up a friendship
with Count Haugwitz, the influential minister for foreign affairs, and when in 1803 the latter went away on leave
(August–October) he appointed Hardenberg his locum tenens. It was a critical period. Napoleon had just occupied
Hanover, and Haugwitz had urged upon the king the necessity for strong measures and the expediency of a Russian
alliance; During his absence, however, the king's irresolution continued; he clung to the policy of neutrality which
had so far seemed to have served Prussia so well; and Hardenberg contented himself with adapting himself to the royal
will. By the time Haugwitz returned, the unyielding attitude of Napoleon had caused the king to make advances to
Russia; but the mutual declarations of the 3rd and 25th of May 1804 only pledged the two powers to take up arms in
the event of a French attack upon Prussia or of further aggressions in North Germany. Finally, Haugwitz, unable to
persuade the cabinet to a more vigorous policy, resigned, and on April 14, 1804, Hardenberg succeeded him as foreign
minister.

Prussian foreign minister
If there was to be war, Hardenberg would have preferred the French alliance, the price Napoleon demanded for the
cession of Hanover to Prussia; the Eastern powers would not freely have conceded so great an augmentation of Prussian
power. However, he still hoped to gain the coveted prize by diplomacy, backed by the veiled threat of an armed
neutrality. Then came Napoleon's contemptuous violation of Prussian territory by marching three French corps through
Ansbach; King Frederick William's pride overcame his weakness, and on November 3 he signed with Tsar Alexander I of
Russia the terms of an ultimatum to be laid before the French emperor.

Haugwitz was despatched to Vienna with the document; but before he arrived the Battle of Austerlitz had been fought,
and the Prussian plenipotentiary had to make terms with Napoleon. Prussia, by the treaty signed at Schönbrunn on
December 15, 1805, received Hanover, but in return for all her territories in South Germany. One condition of the
arrangement was the retirement of Hardenberg, whom Napoleon disliked. He was again foreign minister for a few months
after the crisis of 1806 (April–July 1807); but Napoleon's resentment was implacable, and one of the conditions of
the terms granted to Prussia by the Treaty of Tilsit was Hardenberg's dismissal.

Prussian chancellor
After the enforced retirement of Stein in 1810 and the unsatisfactory interlude of the feeble Altenstein ministry,
Hardenberg was again summoned to Berlin, this time as chancellor (June 6, 1810). The campaign of Jena and its
consequences had had a profound effect upon him; and in his mind the traditions of the old diplomacy had given place
to the new sentiment of nationality characteristic of the coming age, which in him found expression in a passionate
desire to restore the position of Prussia and crush her oppressors. During his retirement at Riga he had worked out
an elaborate plan for reconstructing the monarchy on Liberal lines; and when he came into power, though the
circumstances of the time did not admit of his pursuing an independent foreign policy, he steadily prepared for the
struggle with France by carrying out Stein's far-reaching schemes of social and political reorganization.

Reforms
The military system was completely reformed, serfdom was abolished, municipal institutions were fostered, the civil
service was thrown open to all classes, and great attention was devoted to the educational needs of every section of
the community. When at last the time came to put these reforms to the test, after the Moscow campaign of 1812, it was
Hardenberg who persuaded Frederick William to take advantage of General Yorck's loyal disloyalty and declare against
France. He was rightly regarded by German patriots as the statesman who had done most to encourage the spirit of
national independence; and immediately after he had signed the first peace of Paris he was raised to the rank of
prince (June 3, 1814) in recognition of the part he had played in the War of Liberation.

Metternich's shadow
Hardenberg now had a position in that close corporation of sovereigns and statesmen by whom Europe was governed. He
accompanied the allied sovereigns to England, and at the Congress of Vienna (1814–1815) was the chief representative
of Prussia. But from this time the zenith of his influence, if not of his fame, was passed. In diplomacy he was no
match for Metternich, whose influence soon overshadowed his own in the councils of Europe, of Germany, and ultimately
even of Prussia itself. At Vienna, in spite of the powerful backing of Alexander of Russia, he failed to secure the
annexation of the whole of Saxony to Prussia; at Paris, after Waterloo, he failed to carry through his views as to
the further dismemberment of France; he had weakly allowed Metternich to forestall him in making terms with the
states of the Confederation of the Rhine, which secured to Austria the preponderance in the German federal diet; on
the eve of the conference of Carlsbad (1819) he signed a convention with Metternich, by which — to quote the
historian Treitschke — “like a penitent sinner, without any formal quid pro quo, the monarchy of Frederick the Great
yielded to a foreign power a voice in her internal affairs.”

At the congresses of Aix-la-Chapelle (Aachen), Troppau, Laibach and Verona the voice of Hardenberg was but an echo of
that of Metternich. The cause lay partly in the difficult circumstances of the loosely-knit Prussian monarchy, but
partly in Hardenberg's character, which, never well balanced, had deteriorated with age. He continued amiable,
charming and enlightened as ever; but the excesses which had been pardonable in a young diplomatist were a scandal in
an elderly chancellor, and could not but weaken his influence with so pious a Landesvater as Frederick William III.

To overcome the king's terror of Liberal experiments would have needed all the powers of an adviser at once wise and
in character wholly trustworthy. Hardenberg was wise enough; he saw the necessity for constitutional reform; but he
clung with almost senile tenacity to the sweets of office, and when the tide turned against Liberalism he allowed
himself to drift with it. In the privacy of royal commissions, he continued to elaborate schemes for constitutions
that never saw the light; but Germany, disillusioned, regarded him as an adherent of Metternich, an accomplice in the
policy of the Carlsbad Decrees and the Troppau Protocol.

He died at Genoa soon after the closing of the Congress of Verona. Hardenberg's Memoirs, 1801-07 were suppressed for
fifty years after which they were edited with a biography by Leopold von Ranke and published as Denkwürdigkeiten des
Fürsten von Hardenberg (5 vols., Leipzig, 1877).

Karl blev gift med Comtesse Juliane Frederikke Christiane Reventlow den 8 jun. 1774, og blev skilt den 31 aug. 1788. Juliane (datter af Greve Christian Detlef Reventlow og Ida Lucie Scheel von Plessen) blev født den 15 feb. 1759 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev døbt den 16 feb. 1759; døde den 17 maj 1793 i Regensburg, Bayern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: IV. Den danske grevelige linje af 1673
• Kilde: DAA 1939 p60: V,1,1
• Ejendom: 1762, Frisenvold, Ørum Sogn, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; Stamhuset Frisenvold (Vundet 1762 ved Højesteretsdom) Stamhuset Frisenvold blev oprettet 1731 af Christian Ditlev lensgreve Reventlow. Det bestod af Frisenvold, Løjstrup og Kalø, og forøgedes 1744 med Brusgård. Stamhuset blev ophævet i 1798.
• Ejendom: 1759-1793, Krenkerup, Radsted Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark; I 1731 oprettede Reventlowfamilien et stamhus af Krenkerup, Rosenlund og Nørregård, som i 1815 blev ophøjet til grevskabet Hardenberg-Reventlow efter erhvervelsen af Nielstrup, Sæbyholm og Christiansdal (opløst 1924).

Notater:

Juliane Frederikke Christiane Reventlou, arvede ved fødslen Stamhusene Krænkerup og Frisenvold. Den unge Comtesse, der baade var ualmindelig smuk og særdeles vel begavet, ægtede i sin første Ungdom den hannoveranske Adelsmand Carl August Hardenberg, der senere gjorde sit Navn berømt i den tyske Frihedskrig og endte som Fyrste og preussisk Statskansler.

Saavel Slægten som den danske Regering søgte at hindre den rige Arvings Forbindelse med en Udlænding; den yngre Linie af Reventlowslægten, som havde arvet de øvrige Besiddelser, havde ogsaa søgt at lægge Haand paa de to Stamhuse, men dens Krav var bleven afvist ved Højesteret, og Tanken har da formodentlig varet gennem Giftermaal med Comtessen at vinde Godserne tilbage .

Hardenberg, der antog Navnet Hardenberg-Reventlow, interesserede sig imidlertid levende for sin Hustrus danske Gods, som han overtog Bestyrelsen af og ofte besøgte, skønt hans Virken, først i Kurfyrsten af Hannovers, siden i brunsvigsk Tjeneste, lagde stærkt Beslag paa hans Tid og Kræfter. Paa forskellig Maade var Gaard og Gods stærkt forsømt i de mange Aar, der ikke havde været nogen Besidder paa Stedet, og der blev nu med Iver taget fat paa at indføre Forbedringer.

Det gammeldags Trevangsbrug og det overordentlig indviklede Fællesskab lagde alvorlige Hindringer i Vejen, og Udskiftningen, som i disse Aar begyndte at trænge igennem rundt om i Landet , var ogsaa paa Krænkerup den store Opgave, der først og fremmest skulde løses. Jorderne ble v opmaalt, og det lykkedes ogsaa for nogle Byers Vedkommende at faa dem udskiftede fra hinanden, men de fleste Steder laade saaledes indfiltrede imellem hinanden, at Afgørelsen var afhængig af de andre Lodsejere, og hele Reformen hindredes, naar disse stillede sig uvilligt; dette var navnlig Tilfældet med Ejeren af Nielstrup, Landsdommer Flindt, der besad Gods baade i Slemminge og Reersø, og endelig var det nødvendigt for Udskiftningen af Slemminge og Fielde at foretage et temmelig omfattende Mageskifte med Engestofte, der vel var indledet, men som først senere kom i Stand.

Værst var det dog, at Præsten i Radsted i det hele taget nægtede at gaa med til Reformen og derved forhindrede dens Gennemførelse i selve Hovedsognet, og en Indberetning til Regeringen om Sagen udtrykker da ogsaa den mest levende Forbitrelse over, at en saadan Uforstand skal standse hele Udviklingen. Det lykkedes dog efter et Par Aars Forløb at bryde denne Modstand, saa ledes at Udskiftningen af Radsted Bys Jorder kunde tage sin Begyndelse, men kort efter var Hardenbergs Virken paa Krænkerup forbi.

Forholdet mellem Hardenberg og hans Gemalinde var aldrig godt, og i 1788 blev ægteskabet ophævet; Fruen levede siden i Tyskland, hvor hun faa Aar efter døde.

Comtesse Reventlows Ægteskabshistorie vakte i sin Tid overordentlig stor Opsigt.

I hendes Mands Memoirer: ,Denkwürdigkeiten des Staatskanzlers Fürsten v. Hardenberg, herausgegeben von L. v. Ranke, Leipz. 1877 I - V‘ er hendes Forhold i Sagen fremstillet ufordelagtigt for hende,hvilket er blevet skarpt imødegaaet.

Generalfiskal Peter Uldall, der var forsvarer for Dronning Caroline Mathilde i sagen vedr. Struensee har i sine erindringer omtalt forholdet mellem fyrst Hardenberg og Juliane f. Reventlow. Uldall, der, som man vil se, paa sin Rejse har lange Samtaler med Hardenberg i Braunschweig, da han har paataget sig at ordne Formue-Forholdene efter Skilsmissen, synes stærkt paavirket af hans Udtalelser.

Comtesse Juliane Frederikke Christiane Reventlow til Krenkerup, Frisenvold og Brusgaard (1759 - 93) var eneste Barn af Grev Christian Ditlev Reventlow og Ida Louise Scheel-Plessen (1740 - 92), en Søster til Geheimeraad Scheel-Plessen paa Lindholm. Efter Faderens Død blev Moderen gift 1763 med Geheimekonferensraad Wolf Heinrich v. Thienen til Walstorff , Sierhagen m. m. (1721 - 1809), en af de rigeste Godsejere i Hertugdømmerne, en Grandseigneur, hvis Hjem udfoldede en pragtfuld Gæstfrihed. Comtesse Reventlow, der blev en fuldendt Skønhed og var Nordens rigeste Arving, boede hos Stedfaderen paa Sierhagen. - Carl August v. Hardenberg (1750 - 1822), den senere saa berømte preussiske Statskansler og Rigsfyrste, dengang i hannoveransk Statstjeneste, blev trods hendes Formynderes Modstand og den danske Regerings Vanskeligheder forlovet med Comtesse Reventlow 1774 og gift med hende 1775, idet han antog Navnet Hardenberg-Reventlow. Den unge feterede Verdensdame kom ikke godt ud af det med hans Familie i den lille By Hannover, og det siges om hende, at hun vakte Anstød; og da Hardenberg havde det Maal at blive hannoveransk Minister hos Kong Georg af England, der jo tillige var Kurfyrste af Hannover, flyttede Familien til London 1781.

Her spillede de en stor Rolle i det fornemste Selskabsliv, og Rygtet talte om et Forhold mellem Grevinden og den berygtede Prins af Wales (Kong Georg IV), hvilket vakte betydelig Opsigt og blev omtalt i Aviserne. Hvorvidt Rygtet er sandt kan ikke afgøres, men Grev Hardenberg søgte at benytte det for at fremme sine Planer. Da det ikke lykkedes ham, forlod han og hans dybt krænkede Hustru London, samtidig med at han ved sin Faders Død arvede Godser i Hannover og Holsten. 1782 blev han Minister i Braunschweig.

Forholdet mellem ham og Grevinden forværredes, hun blev meget misundt og ilde omtalt. En Skilsmisse blev besluttet, og Grevinden begav sig til Sierhagen, hvor hun fandt Støtte mod Mandens Forsøg paa at gøre sig Fordele paa hendes Bekostning. Geheimeraad C. L. Scheel-Plessen blev efter eget Ønske hendes Værge. Overenskomsten blev afsluttet under 30. og 31. August 1788 og for at undgaa langvarig Retstrætte gav Scheel-Plessen, der overtog Majoraternes Administration, efter for en Del af Hardenbergs overdrevne Fordringer. Den kgl. Konfirmation paa Kontrakten faldt 10.02.1789 paa den Betingelse, at den ældste Søn skulde opdrages i Danmark. Dengang Grev Hardenberg forlod England og kom til Hannover, knyttede han en Forbindelse med den hannoveranske Kammerpre Statsmandsevner frugtbringende andre Steder. Han fandt 1791 sin umættelige Ærgerrighed tilfredsstillet i preussisk Tjeneste som Statskansler og Rigsfyrste. Hans Forhold til Grevinde Reventlow er lidet tiltalende, og i sit store Værk om Hardenberg bevæger Ranke sig yderst forsigtigt uden om dette Punkt, men dog i Fyrstens Faveur. Denne blev ogsaa skilt fra sin anden Hustru. Grevinde Reventlow antog sit Familienavn og bosatte sig i Regensburg, hvor hun døde 1793 efter et langt S ygeleje, kun 34 Aar gammel.

Sønnen, den senere Geheimekonferensraad Christian Heinrich August Fyrst Hardenberg-Reventlow (l775 - 1840) blev 1814 optaget i den danske Grevestand med Navnet Hardenberg-Reventlow.

Datteren blev gift med Generalfelttøjmester Grev Pappenheim og, efter at være skilt fra ham, med General, Fyrst Pückler-Muskau, fra hvem hun ogsaa blev separeret.

____________________________________

In 1885 Christian IX granted the last Danish non-royal count's patent, to Curt Ulrich Heinrich von Haugwitz, who became Count Haugwitz-Hardenberg-Reventlow and whose wife, Princess Lucie Caroline Schönaich-Carolath, had inherited the Danish country of Hardenberg. This Danish estate had passed into these German families through her great grandmother Countess Juliane Frederikke Christiane Reventlow, who was the richest heiress in the Nordic countries in her day. In contradiction of public opinion she married a foreigner, the later famous Prussian reformer Count Karl August Hardenberg. But he was originally a Hanoverian and at the time George III's Hanoverian minister in London. His marriage to the rich Countess Reventlow was dissolved amidst great scandal because she was having an affair with the Prince Regent George (IV)! Equally noteworthy is probably Christian IX's comital grantee's grandchild Count Curt Heinrich Haugwitz-Hardenberg-Reventlow, the abusive husband of "the poor little rich girl" Barbara Woolworth Hutton, the Woolworth heiress.


Ejendom:
https://www.danskeherregaarde.dk/nutid/frisenvold