Frilledatter Unknown

Notater:

Frederik 4. blev født i 1671 og døde i 1730. Han var søn af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel.
Efter Christian 5.s død i 1699 arvede Frederik 4. tronen, som rigets tredje enevældige konge.

Frederik indgik i 1695 det sædvanlige royale pligtægteskab med Louise af Mecklenburg, og lod sig yderligere vie til venstre hånd med Elisabeth Helene von Vieregg i 1703. Elisabeth døde i barselsseng året efter.

På flugt fra pesten i København, opholdt kongen og hele hoffet sig i 1711 på Koldinghus. Her mødte han den 18-årige Anna Sofie Reventlow, som han forelskede sig i. Moderen anede uråd, og spærrede AnnaSofie inde på slægtsgården Clausholm – men året efter bortførte kongen Anna Sofie, som han ægtede samme dag til sin ledige venste hånd. Den højre var stadig optaget af dronning Louise, og først dagen efter hendes begravelse i 1721, kunne han ved en offentlig vielse gøre Anna Sofie til dronning.

Ikke alene arvede Frederik 4. tronen – men også faderens udenrigspolitik. Allerede året efter at Frederik havde besteget tronen, indledtes et dansk angreb på Sveriges forbundsfælle, hertugen af Gottorp.
Den svenske konge, Karl 12., benyttede helt uventet lejligheden til at landsætte en hær ved Humlebæk på Sjælland.
Endnu engang greb de europæiske stormagter ind, og efter en meget hurtig fredsafslutning i Travendal, blev svenskerne tvunget væk fra Sjælland og danskerne ud af den gottorpske del af Sønderjylland.

Modsætningsforholdet til Sverige bestod dog, og da svenskerne i 1709 led et stort nederlag til den russiske hær ved Poltava, hvorefter Karl 12. flygtede til Tyrkiet, blev fristelsen, til et forsøg påat genvinde de skånske provinser, for stor. Danmark erklærede Sverige krig, og en dansk hær gik i land i Skåne.

Den Store Nordiske Krig varede i 11 år og blev en af de hårdeste krige Danmark har gennemgået. Skåne og Blekinge blev hurtigt generobret under mottoet: Nu eller aldrig – men snart led de danske tropper nederlag ved Helsingborg i 1710 og ved Gadebusch i 1712.

Imellem nederlagene blev København endda ramt af pest-epidemien, der kostede omkring en tredjedel af befolkningen livet.

Først fra 1713 begyndte det langsomt at gå fremad med krigen. I 1715 vendte Karl 12. tilbage til Sverige, og året efter angreb han Sydnorge med en ny hær. Svenskerne måtte dog trække sig tilbage, da deres forsyningsflåde ødelagdes ved Dynekilen af Tordenskiold.

Ved fredsafslutningen i 1721 på Frederiksborg blev det afgjort, at den gottorpske del af Sønderjylland skulle genforenes med kronen – men ellers endte alt, som det var inden krigens start. For første gang i århundreder var Danmark dog vokset.

Frederik 4. der, trods sin store interesse for kvinder, var pietist, arbejdede ivrigt for mission og folkeoplysning.
Han fik gennemført en del reformer â ligeledes for opførelsen af 240 almueskoler, Det Kongelige Vajsenhus i København, Fredensborg Slot og støttede den hedningemission, der under Hans Egedes ledelse førte til Grønlands kolonisering.

Den 22 år yngre dronning Anna Sofie blev efter kongens død forvist til Clausholm i Jylland, hvorfra gemalen i sin tid havde ladet hende bortføre. Frederik 4.s søn, Christian 6., fik yderligere omstødttestamentet efter faderen, og fratog enkedronningen en stor del af den formue hun skulle have arvet.

Frederik 4. døde den 12. oktober 1730 på Odense Slot og ligger begravet i Roskilde Domkirke.

Frederik blev gift med Charlotte Helene von Schindel. Charlotte døde i 1752 i Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Fr. IV's elskerinde

Notater:

Christian 5. blev født i 1646 og døde i 1699. Han var ældste søn af Frederik 3. og dronning Sophie Amalie.
Da Frederik 3. døde i 1670 trådte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24 årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmarks anden enevældige konge og sætte kronen på eget hoved.
I 1667 giftede Christian sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel og fire år senere installerede han sin 16 årige elskerinde, den officielle maitresse Sophie Amalie Moth, kun et stenkast fra Københavns Slot. Dronning Charlotte Amalie fødte kong Christian syv børn og med maitressen fik han fem børn, som han offentligt vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie senere udnævnt til grevinde af Samsø,som rigskansler Griffenfeld mistede efter at være blevet styrtet.

For at styrke enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse, greve- og friherrestanden. Uanset tidligere stand kunne enhver der besad jord nok, erhverve sig grevetitlen, eller, hvis man var i besiddelse af knap så meget jord, nøjes med at kalde sig friherre. Friherretitlen fortrængtes med tiden af den samtidigt indførte titel, baron. To år senere udsentes Danske Lov.

Blandt den gruppe mænd der stod bag kongen, samledes mere og mere magt hos Peder Griffenfeld, der i 1673 udnævnes til rigskansler. Griffenfelds voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham ogsåmange fjender.

Det blev Griffenfelds fredspolitik der førte til hans fald i 1676. Året forinden lod kongen sig overtale til at erklære Sverige den krig, der senere er kaldt Den Skånske Krig. Målet med krigen var atgenerobre de gamle danske landområder, som Frederik 3. havde mistet ved Roskildefreden i 1658.

Svenskerne var på dette tidspunkt desværre allieret med stormagten Frankrig, og Griffenfelds politiske hensigter var at undgå enhver konfrontation med Frankrig. Da Griffenfelds forbindelser med franskmændende blev afsløret under krigen, lod kongen ham arrestere og anklage for højforræderi. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til skafottet – men i sidste øjeblik benådede kongen sin gamle ven og rigskansler til livsvarigt fængsel – en straf som han til sin død i 1698 afsonede på en ø ud for Trondhjem i Norge.

I juni 1676 gik hæren og Christian 5. i land i Skåne. Begivenheden er skildret på denne måde:
Ret som kongen stigede i land, løb skibsfolkene op udi taklerne og råbte udi hverandres mund: »Kongen til lykke! Kongen til lykke!« Hans majestæt vendte sig udi største hast og blev underlig ved dennestore råben. Omsider, dér kongen hørte, hvad det var, tog han også sin hat af og sprang nogle gange meget glad omkring.

Det kom til voldsomme kampe i Skåne, og kongen deltog personligt i slagene ved Lund og Landskrona – men nogen afgørelse på krigen kom der aldrig, trods sejre som Niels Juels i Køge Bugt og en vis dansk militær overlegenhed hen imod afslutningen af krigen.

Krigen endte med at Frankrig dikterede en fred i 1679, hvorefter situationen stort set var som før krigens udbrud.
Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme og den gottorpske hertug havde under svenskekrigene allieret sig med Sverige.

I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog svogeren, hertug Christian Albrecht, til fange – men ved afslutningen af Den skånske Krig blev Gottorp, igen på fransk diktat, frigjort fra den danske krone

I 1684 forsøgte kongen endnu engang at indlemme Gottorp i riget – men allerede i 1689 måtte han ved Altonaforliget, hårdt presset af de europæiske stormagter, opgive indlemmelsen.

Maskerader og ringridning hørte til nogen af kong Christians yndlingsbeskæftigelser. Han var et udpræget friluftsmenneske der rejste meget rundt i landet, og med årene blev han også optaget af parforcejagten, som han havde lært at kende i Frankrig. En efterårsdag i Dyrehaven blev kongen såret af en anskudt hjort. Den i forvejen noget sygdomsplagede konge, holdt sig gående et årstid endnu – indtil hans liv rindede ud i august 1699.
Christian 5. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Frederik 4.

___________________

Christian 5. var konge af Danmark-Norge fra 1670; søn af Frederik 3. og Sophie Amalie. Han blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel i 1667; i tfulde Griffenfeld. Det lykkedes alligevel at sikreden endnu ret unge danske enevælde i hans regeringstid, og der fandt et omfattende lovgivningsarbejde sted, f. eks. Danske Lov fra 1683. Christian 5. indledte Skånske Krig (1675-1679) mod Sverige forat genvinde Skånelandene, men pga. de europæiske stormagters interesser lykkedes det ikke. Christian 5. var interesseret i jagt og ridning og besad en folkelighed, der gjorde ham særdeles vellidt blandt undersåtterne. Han var ikke nogen stor begavelse som statsmand, men han var flittig og samvittighedsfuld, og under krigen mod Sverige udviste han personligt mod.

Christian blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel den 25 jun. 1667 i Nykøbing, Falsters Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark. Charlotte (datter af Wilhelm VI, Landgreve af Hessen-Kassel og Hedwig, Prinsesse af Brandenburg) blev født den 27 apr. 1650 i Kassel, Hessen, Tyskland; døde den 27 mar. 1714 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Charlotte Amalie blev dronning af Danmark i 1670. Hun var datter af landgrev Wilhelm 6. af Hessen-Kassel. I 1667 blev hun gift med Christian (5.), med hvem hun fik bl.a. sønnen Frederik (4.) og datteren Sophie Hedevig.

Charlotte Amalie var opdraget i den reformerte tro, som hun også holdt fast ved, efter at hun var blevet gift med Christian. Hun var en populær dronning, og populariteten blev ikke mindre, da hun i 1700 deltog i organiseringen af Københavns forsvar efter at Sveriges konge Carl 12. havde gjort landgang på Sjælland.

Charlotte Amalie ejede adskillige godser rundt om i landet, og hun administrerede dem med dygtighed. Efter at Christian 5. var død i 1699, bosatte Charlotte Amalie sig i det palæ, hun havde købt: Charlottenborg på Kongens Nytorv i København, hvor hun boede fra 1700 til sin død. Palæet, der har sit navn efter hende, har siden 1754 rummet Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Notater:

Frederik 3. · Konge af Danmark · Norge 1648-70

Frederik 3. blev født i 1609 og døde i 1670. Han var næstældste søn af Christian 4. og dronning Anna Kathrine.
Da Christian 4.s ældste søn, prins Christian, døde i 1647, blev det Frederik 3. der fik til opgave at løfte arvefølgen efter faderen. Ved kroningen i 1648 måtte han skrive under på en streng håndfæstning, som øgede Rigsrådets magt betydeligt. En håndfæstning han i øvrigt samvittighedsfuldt overholdt.

I 1643 giftede den nu 35-årige Frederik sig med den 15 -årige Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. De nåede i løbet af deres ægteskab at få 8 børn, heraf fem piger.

I de første år efter tronbestigelsen førte Frederik 3. en tilbagetrukket tilværelse og overlod ledelsen af både Danmark og Norge til Rigsrådet og embedsmændene.

I modsætning til Christian 4., var Frederik 3. et tilbageholdende og tænksomt menneske der interesserede sig meget for teologien og datidens videnskaber, lige fra statsret til naturvidenskab.

Da modsætningsforholdet mellem rigshofmester Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, og det øvrige Rigsråd bryder ud, stillede Frederik 3. sig på Rigsrådets side og bidrog dermed til at styrte to af højadelens dygtigste mænd. Kongen har sikkert også haft sine personlige grunde. Han brød sig ikke særlig meget om svogeren Ulfeldt, desuden var Sophie Amalie og Ulfeldts hustru Leonora Christine ikke debedste venner.

Corfitz Ulfeldt blev senere dømt til døden in absentia for landsforræderi, og hustruen Leonora Christine – Christian 4.s yndlingsdatter – sad fængslet i Blåtårn i 22 år, som medskyldig i Ulfeldtsplaner om et statskup.

Frederik 3. havde en stor del af ansvaret for den krig Danmark i 1657 indledte mod Sverige. Krigen indledtes på et dårligt valgt tidspunkt, da Danmark hverken havde den fornødne indre styrke, nogen særlig slagkraftig hær eller alliancer med andre statsmagter.

Kongen gik ombord på flåden og krydsede Østersøen for at hindre den svenske konge, Karl 10. Gustav, i at vende tilbage til Sverige ad søvejen fra et krigstogt i Polen. Frederik 3. vandt også en mindresejr i Halland i efteråret - men i sommeren 1657 begyndte det at gå galt. Karl Gustav førte en svensk hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland. Efter to måneders belejring indtog svenskerne den nyanlagte fæstning Frederiksodde og tog bl.a. den hårdt sårede øvestbefalende for den danske hær, rigsmarsk Anders Bille, til fange. Den danske flåde forhindrede foreløbig densvenske hær i at krydse Lillebælt, men dette år var vinteren så kold, at det tre måneder senere lykkedes svenskerne at gå over isen til Fyn, for blot få dage senere at fortsætte over isen på Storebæltmellem Langeland og Lolland.

Krigen endte med det danske forsvars totale sammenbrud og den ulykkelige Roskilde-fred i februar 1659. Betingelserne var både hårde og ydmygende. Danmark måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm – landområder der traditionelt tilhørte Danmark. Desuden mistede vi Trondheim og Bohus Len i Norge.

De danske forhandlere måtte oven i købet lide den tort at Corfitz Ulfeldt, der var flygtet til Sverige, sad med som svensk repræsentant ved forhandlingerne.

Roskilde-freden skulle hurtigt vise sig kun at være en våbenstilstand. Allerede i august gik den svenske konge, Karl 10. Gustav, i land på Sjælland og rykkede frem mod København. Dette blev en betydningsfuld begivenhed for Frederik 3. Da folkene omkring kongen, opfordrede ham at forlade byen og bringe sig i sikkerhed, svarede han med de berømte ord: Jeg vil dø i min rede. Under den svenske belejring deltog han aktivt i forsvaret af København, hvilket gav ham den folkelige popularitet der senere fik så store politiske følger.

København red svenskernes storm pDa krigen sluttede i maj 1660 var uenigheden mellem samfundsklasserne så stor, at et stændermøde om efteråret vedtog arvekongedømmet. Allerede dagen efter fik Frederik3. sin håndfæstning tilbage og opnåede den absolutte magt med enevdele riget og skulle tilhøre den lutherske kirke. Vedtagelsen af Kongeloven i 1665 befæstede yderligere kongens enevældige magt, og med enevældens indførelse brydes adelens magt totalt og gamle privilegier afskaffedes. Adelen måtte til at betale skat og mistede, med arvekongedømmets indførelse, deres ret til at vælge landets konge.Borgerne fik ingen direkte magt ved enevældens indførelse; men alene det, at adelen mistede sine privilegier, betragtedes som en stor sejr.

Frederik 3. var 60 år, da han døde af lungebetændelse i februar 1670. Kort forinden skrev han om sit eget liv: Jeg var at ligne med en raket, som i det øjeblik, den bliver tændt,stiger op i luften meden skønt og klart skin; men da jeg var på det højeste og glimtede som tusinde stjerner, hørtes et brag, og straks forsvandt jeg for tilskuernes øjne, faldt til jorden og blev til støv og aske. Frederik 3. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Christian 5.

_______________

Frederik 3. var konge af Danmark-Norge fra 1648, gift med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg i 1643; far til bl.a. Christian 5. Frederik var søn af Christian 4. og Anna Cathrine, men blev først tronfølger efter sin brors, den udvalgte prins Christians død i 1647. Ved tronbestigelsen måtte Frederik underskrive en streng håndfæstning, som skulle begrænse hans magt. Hans stilling blev dog snart stærkere, bl.a. fordi de magtfulde adelsmænd Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt blev fjernet fra Rigsrådet. De katastrofale krige mod Sverige 1657-60 førte til tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Alligevel voksede Frederiks popularitet under belejringen af København; mens adel og rigsråd flygtede, forblev han i byen med de legendariske ord: ”Jeg vil dø i min rede”. Han kunne således styrke sin magtstilling yderligere, og i 1660-1661 blev arvekongedømmet og enevælden indført. Frederik 3. var stærkt teologisk og naturvidenskabeligt interesseret; hans omfangsrige bogsamling blev grundstammen i Det Kongelige Bibliotek. Både han selv og dronningen var interesserede i fransk kultur, og Rosenborg, som var kongefamiliens foretrukne residens i København, blev moderniseret i fransk stil.

Frederik blev gift med Sofie Amalie af Braunschweig-Lüneburg den 1 okt. 1643 i Glücksborg, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Sofie (datter af Georg af Braunschweig-Lüneburg) blev født den 24 apr. 1628 i Schloss Herzberg, Osterode, Niedersachsen, Tyskland; døde den 20 feb. 1685 i Amalienborg, København, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Sophie Amalie blev dronning af Danmark i 1648. Hun var datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg og blev i 1643 gift med den senere Frederik 3. Sammen fik de bl.a. Christian 5.

Der vides intet nærmere om hendes opvækst og ungdom. Da hun i 1640 blev trolovet med den senere Frederik 3., var der antagelig tale om en politisk forbindelse.

Sophie Amalie elskede jagt, og hun var trods rigets dårlige økonomi midtpunkt for et overdådigt hofliv med eksklusive luksusgenstande og store fester, som kastede glans over kongemagten. I 1669-73 opførtes slottet Sophie Amalienborg, hvor Amalienborg nu ligger; her opholdt hun sig oftest, da hun var blevet enke.

De første skildringer af Sophie Amalie stammer fra tiden efter kroningen. Hun beskrives som køn, frodig, udadvendt og med behov for fysisk aktivitet. Samtidig ønskede hun del i magten, var hurtig i sine afgørelser og forstod at knytte folk til sig med gunstbevisninger. Desuden var hun modebevidst, gerne fransk orienteret, når økonomien tillod det.

Sophie Amalie blev det ydre midtpunkt i det nye hofliv, der foldede sig ud i Kbh. efter franske og tyske forbilleder. Allerede i 1649 ankom hendes karet fra Frankrig fulgt af kostbare dragter, toiletgenstande og andet. En tysk kapelmester Kaspar Förster, en “Violon-Bande” under ledelse af franskmanden P. Bence, en fransk dansemester D. de Pilloy og en fransk sanger- og danserinde Anette de la Barre knyttedes til hoffet. Nu opførtes balletter, maskeballer og hyrdeidyller, hvori hoffets damer og herrer og de kgl. børn agerede med dronningen selv som det yndefulde centrum. Ved en ballet i anledning af sønnen, den senere Christian 5.s hyldning i 1655 dansede hun således ikke færre end fem forskellige partier: berømmelsens gudinde, en bondepige med en kurv æg på hovedet, krigens muse, en spansk dame og en amazone. Hun var tillige en lidenskabelig ynder af jagt, frem for alt på svaner, og hun lod sig ofte afbilde som jagtens gudinde Diana. De hermed forbundne udgifter vakte samtidens forargelse, men det danske hof fulgte blot den almene tendens i 1650’ernes Europa, hvor fyrster og aristokrati, på skillelinien mellem stænderstyre og enevælde, overalt kappedes om magt og pragt.

I den første del af Frederiks regeringsperiode og igen under sønnen Christian 5. fra 1670 havde Sophie Amalie en vis indflydelse på de politiske beslutninger. Hun tog aktivt del i opgøret i begyndelsen af 1650'erne med Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina, som var en ydmygende trussel mod kongeparrets position. Sophie Amalie var formodentlig medvirkende til beslutningen om enevældens indførelse.Det skete, mens kongeparrets popularitet var på sit højeste efter den svenske belejring af København 1658-60.
Blandt danske dronninger er SA usædvanlig i sin åbenlyse higen efter magt. Ifølge Ludvig Holberg havde hun “Capacitet som en Statsmand” og “Hjerte som en Soldat”, var mere “beundret end elsket” og drev sin hævn over for Leonora Christina “noget for vidt”. Holbergs dom er væsentlig, fordi han skrev før fundet af Leonora Christinas Jammersminde, hvis offentliggørelse 1869 passede som hånd i handske til dansk nationalisme efter nederlaget til Preussen 1864. Derved blev Leonora Christina godheden og Sophie Amalie ondskaben. Først de seneste årtiers historiske forskning har set dem som ligeværdige og normbrydende modstandere i spillet om magten.



Fødsel:
antagelig

Wilhelm blev gift med Hedwig, Prinsesse af Brandenburg den 2 jul. 1649. Hedwig, blev født den 4 jul. 1623 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde den 16 jun. 1683 i Schmalkalden, Thüringen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]