baron Jules Joseph Portalis

Notater:

député du Var de 1852 à 1863

officier de l'Ordre de la Légion d'Honneur

Beskæftigelse:
Receveur Général des Finances

Jules blev gift med Marie Victoire Boullée den 22 apr. 1851. Marie blev født i 1829; døde den 25 jun. 1852. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Jules,Claude Marie Portalis blev født den 17 jun. 1852; døde den 27 apr. 1889 i Buenos Aires, Argentina,.

Jules blev gift med Elisabeth Anne-Marie Damemme den 3 jul. 1854. Elisabeth blev født i 1831; døde den 28 aug. 1885 i Paris, Frankrig 8 eme. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Amélie Portalis blev født den 21 nov. 1855; døde den 31 okt. 1872.
2. Frédéric Anne Marie Adrien Portalis blev født den 21 nov. 1855 i Paris, Frankrig; døde den 16 nov. 1922 i Buenos Aires, Argentina,.
3. Sextius Portalis blev født den 20 dec. 1856 i Biarritz, Basses-Pyrenees, Frankrig; døde i 1942.
4. Julien Victor Portalis blev født i 1864; døde i 1865.
5. Charles Portalis blev født i 1865; døde den 28 aug. 1938 i Biarritz, Basses-Pyrenees, Frankrig.

Notater:

Sur l'arbre :
Né le 19/2/1778 (alias 17/9/1777) ?

Grand aigle de l'Ordre de la Légion d'Honneur

Joseph Marie, 1er comte PORTALIS

Il fut d'abord secrétaire de son père, qu'il avait suivi en exil.
Puis il se dirigea vers la carrière diplomatique. Il accompagna Joseph BONAPARTE lors du traité de Lunéville et de celui d'Amiens. Secrétaire d'Ambassade à Berlin, à Londres, puis ministre plénipotentiaire auprés de la Confédération Germanique.

En 1805 il fut rappelé à Paris auprès de son père aveugle et assuma le secrétariat général du ministère.

En 1808 il entra au Conseil d'Etat d'où l'Empeureur le chassa en plein séance du Conseil d'Etat le 04/01/1811 à cause de l'abbé d'Astros. Il reste exilé aux Pradeaux. En 1813, sur l'insistance du comte MOLE, l'Empereur le rappela et le nomma Président de la Cour Impériale d'Angers jusqu'à la fin des cent-jours.

Il épousa le 9 mai 1801 la comtesse de HOLCK (Ina) dont il avait fait la connaissance lors de l'exil en Tyskland avec son père.

Conseiller d'état, membre du conseil du Sceau des Titres, conseiller à la Cour de Cassation (1815), s/s secrétaire d'état à la Justice (du 21/02/1820 au 03/12/1821), Président de la Cour de Cassation(06/08/1824), Garde des Sceaux du ministère MARIGNAC du 01/01/1828 au mois de mai 1829, puis ministre des Affaires Étrangères jusqu'au 07/08/1829.
Premier Président de la Cour de Cassation de 1829 à 1852, il entre à l'académie des Sciences Morales et Politiques en 1832.

Vice-Président de la chambre de Pairs le 20/09/1832.

Il prend sa retraite de la Cour de Cassation après la révolution de 1848, et il sera nommé sénateur le 26/01/1852.
Nommé à la présidence du Comité du contentieux au Ministère des Affaires Étrangères par décret du 28/02/1854. (Dossier personnel du ministère).

Beskæftigelse:
1er président de la cour de cassation

Joseph blev gift med Frederikke Ernestine Holck den 9 maj 1801 i Emkendorf, Slesvig-Holsten, Tyskland. Frederikke (datter af Greve Friedrich (Fritz) Reventlow og Comtesse Friederikke Juliane (Julie) Schimmelmann, datter af Frederik Wilhelm Conrad Holck og Juliane Sophie Danneskiold-Laurvig) blev født den 24 okt. 1784 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 1 sep. 1838 i Paris 16, F75016, Paris, Frankrig. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Comtesse de HOLCK et du Saint Empire



She was raised by Julia and Fritz Reventlow in Emkendorf

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ordenen “de l’union parfaite”

Notater:

Holck, Frederik Vilhelm Conrad Greve, 1742-1800, Hofmand, Søn af Generallieutenant Christian Christoffer Greve
H., døbtes 2. Okt. 1745 i Orebygaards Kapel.

Kom i en ung Alder til Hoffet som Kammerpage, blev 1764 Vejadjudant med Hofjunkers Rang og snart efter
Kammerjunker. Ved Tronskiftet 1766 begyndte det korte Afsnit af H.s Liv, der har knyttet hans Navn til
Christian VII’s Historie; «han dansede godt og løj med Fripostighed», siger Reverdil, men anerkjender derhos
hans Vittighed og Omgængelighed, der snart vandt ham Kongens Yndest, og hans Magt over sin Herre viste sig
allerede i Sommeren 1767 saa stærk, at han kunde hindre Dronningens Deltagelse i Kongens Rejse til Holsten.
Efter Hjemkomsten fra denne lykkedes det H. at faa Reverdil afskediget, og fra nu af synes det vanvittige Liv,
hvortil Kongen under H.s Vejledning hengav sig, først ret at have floreret; de vildeste, natlige Udskejelser i
berygtede Huse, Slagsmaal med Vægtere og Pøbel, Pryglescener mellem Kongen og H. i Slottets Gemakker udfyldte
Tiden. Inden Aarets Udgang belønnede Kongen sin Mentor ved at udnævne ham til Hofmarskal. H.s Indflydelse var
nu overordentlig, des værre; thi forlystelsessyg og letsindig, som han var, benyttede han den i fuldt Maal til
sin egen Fordel og til Kongens Skade. Det lykkedes ham saaledes 1768 at sætte igjennem, at Kongen foretog den
særdeles bekostelige Udenlandsrejse, paa hvilken Struensee knyttedes til Hoffet. Forinden fik H. saa vel
l’union parfaite som Danebrogsordenen, og under Rejsen udnævntes han til Grand maître de la garderobe med
Gehejmeraads Rang.

For at ophjælpe sine trods Kongens rigelige Gaver forfaldne Affærer ægtede H. 20. April 1768 Christiane
Stockfleth (f. 7. Maj 1751), Datter af Stiftamtmand Christian S. til Brahesholm; hun døde imidlertid meget
hurtig af Smaakopper, 12. Maj s. A., og de 80000 Rdl., hun havde bragt H., havde han snart forødt.

Et nyt godt Parti skulde hjælpe ham paa Fode igjen, og efter forgjæves at have friet til 2 fornemme
udenlandske Damer indgik han 28. Sept. 1769 Ægteskab med Grev Christian Conrad Danneskjold-Laurwigens Datter
Juliane Sophie, der endnu var et Barn (f. 17. Jan. 1757). Paa sin Bryllupsdag blev H. Gehejmekonferensraad,
men hermed var hans glimrende Periode til Ende; Kongen, der nu havde vænnet sig til Struensees Selskab,
kjededes ved H.s, og paa en Rejse til Holsten, som H. selv havde arrangeret for at adsprede Kongen, modtog han
af dennes egen Haand i Juli 1770 sin Afsked med 2000 Rdl. i Pension og maatte aflevere det skriftlige Tilsagn,
han havde ladet sig give paa Overceremonimesterposten.

Resten af sit Liv til sin Død, 7. Dec. 1800, tilbragte H. i Stilhed, dels paa sin Gaard Eckhof, dels i
Bordesholm, efter at han 1789 havde opnaaet Embedet som Amtmand over Kiels, Cronshagens og Bordesholms Amter.

Efter sin 2. Hustrus Død, 11. Jan. 1790, ægtede H. en hannoveransk Dame, Anne Elise v. Ende. Mærkværdigt er
det at se H. paa sine gamle Dage næsten som Patriark i Bordesholm, elsket og æret af sin Familie og sine
undergivne, men stadig trængt af sine Kreditorer. Sin Letsindighed, sit fornøjelige Humør og sin Elskværdighed
i Omgang bevarede han til det sidste og formaaede endnu at bedaare dem, der kom i Berøring med ham; J. G.
Rist, der besøgte ham i hans sidste Leveaar, skildrer ham som en Type paa en fuldendt Kavaller fra Frederik
V’s og Christian VII’s letsindige Hoffer, en Type, som allerede den Gang begyndte at blive en Sjældenhed.

Man har dømt H. strængt, men sikkert for strængt; der fandtes næppe Ondskab hos ham, Hovedtrækkene i hans
Karakter vare en utrolig Lethed og en grænseløs Godmodighed.

Reverdil, Mémoires. Hist. Tidsskr. 3. R. IV. Rist, Lebenserinnerungen I, 143 f.

G. L. Wad.

_____________


Fire Jens Juel-malerier er kommet til Reventlow-museet.

Conrad greve Holck blev i 1745 født på Orebygård som yngste overlevende søn i en børneflok på 11. Mens de ældste børn arvede den lollandske besiddelse, fik Conrad Holck en række holstenske godser, bl.a. Gut Eckhof nord for Kiel. Her trak han sig tilbage som amtmand, efter at han i 1770 blev afskediget fra det danske hof, da livlægen J.F. Struensee fortrængte ham fra pladsen som kongens favorit. Conrad greve Holcks tilværelse i København var skandaleombrust. Med talrige drukture med kongen, smedning af politiske rænker og flere ægteskaber bag sig var han en kilde til megen sladder og snak. Somen af hovedstadens store sladderdronninger, Charlotta Dorothea Biehl, bl.a. kunne fortælle, så skulle Conrad greve Holcks første ægteskab alene være kommet i stand pga. hustruens formue på ’… 80.000 rigsdaler’. Heldigt for Holck viste hustruen ’… sig så høflig at dø meget kort efter, og hans derved erholdte frihed satte ham i stand til at begære den yngste komtesse Laurvig, et barn der nylig havdefyldt sit tolvte år, og som blev ham bevilget.’ Trods skandalen og aldersforskellen blev Holck og komtesse Laurvigs ægteskab lykkeligt, og i deres hjem i Holsten blev bl.a. C.D.F. Reventlows senere svigerdatter Benedicte von Qualen opdraget.

___________________________________

Blev født den 28. September 1745, og han var søn af Generalløjtnant Greve Christian Christoffer Holck og Baronesse Ermegaard Sophie Winterfeldt. Holck blev kammerpage og kammerjunker ved hoffet, og daChristian den Syvende blev konge deltog Holck i hans udsvævende liv. Han blev kongens fremmeste svirebror og udnævntes til Grand maître de garderobe og Surinterdant des menus plaisier. Under kongens ophold i Holsten sommeren 1770 fik Struensee afskediget Holck, som derefter levede på sit gods i Holsten.

Efter afgang som hofmarskal overdraget overbestyrelsen for teatret, hofkapellet, kunstkammeret , malerisamlingen og adskellige andre forlystelser, afsk juli 1770

TITEL: Hvid ridder

Frederik blev gift med Juliane Sophie Danneskiold-Laurvig den 28 sep. 1769 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Juliane (datter af Christian Conrad Danneskiold-Laurvig og Dorothea Sophie von Holstein) blev født den 12 jan. 1757 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 11 jan. 1790 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Orebygård, Sakskøbing, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark

Notater:

BESIDDELSER: Ourebygaard

TITEL: Greve

Titel:
Hvid Ridder

Christian blev gift med Ermegaard Sophie von Winterfeldt den 28 sep. 1723 i Krenkerup, Radsted Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. Ermegaard (datter af Frederik von Winterfeldt og Christine Charlotte von Schult) blev født den 1 jan. 1702 i Nijmegen (ty: Nimwegen), Holland; døde den 25 mar. 1756 i Holckenhavn (tidl. Kogsbølle / Ellensborg), Vindinge Sogn, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian Conrad lensgreve Danneskiold-Laurvig (eller -Laurwigen) (12. maj 1723 i København (?) – 9. april 1783 på Rolighed ved Larvik) var en dansk lensgreve, godsejer og søofficer.

Baggrund

Han var søn af greve Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig. Allerede 17 år gammel blev han fra kadet udnævnt til kaptajn, nærmest på foranledning af marinens daværende mægtige bestyrer, greve Frederik Danneskiold-Samsøe, og uagtet der kort forinden var truffet den bestemmelse, at hensynet til dygtighed skulle være den eneste adkomst til avancement. Danneskiold-Laurvigs karriere, der egentlig mere skyldtes fødsel og indflydelsesrige forbindelser end evner og smuk karakter, var lige så hurtig som glimrende: 1744 forfremmedes han til kommandørkaptajn, 1746 til kommandør, 1755 til schoutbynacht, 1758 til viceadmiral, 1767 til admiral, ja i april 1783 udfærdigedes der endog bestalling som generaladmiral-løjtnant for ham, men han var da få dage forinden afgået ved døden.

I året 1744 udnævntes Danneskiold-Laurvig til militær assessor i Admiralitets- og General-Krigskommissariatskollegiet og 1761 til deputeret i samme kollegium; 1749 blev han marinens generaladjudant, hvilken bestilling han beholdt under hele Frederik V's regering. Foruden disse bestillinger hædredes han desuden 1743 med titlen af kammerherre, 1747 dekoreredes han med Dannebrogsordenen, 1758 med enkedronningens orden, 1764 erholdt han rang med gehejmeråder og 1769 Elefantordenen.

Af større kommandoer har Danneskiold-Laurvig haft følgende: 1748 var han chef for en eskadre på 4 fregatter i Nordsøen; 1762 under den bevæbnede neutralitet førte han en eskadre på 6 linjeskibe og 2 fregatter, med hvilke der overførtes 2700 mand tropper til Slesvig; 2 år senere var han endelig øverstkommanderende for en øvelseseskadre af småfartøjer på Københavns Red.

Skandalen om greven og jomfru Rose

I året 1760 oprettedes det første privatteater i hovedstaden, væsentlig på foranledning af Danneskiold-Laurvig. En skuespillerinde, jomfru Mette Marie Rose, blev herved bekendt med greven, hvis udsvævende tilbøjeligheder førte ham til i marts 1765 at forsøge et bortførelsesattentat mod hende, hvori kommandørkaptajn Ole Stephansen også deltog. Hendes fader tog imidlertid sagen så alvorlig, at den til sidst kom kongen for øre. Danneskiold-Laurvig faldt i unåde og fik befaling til ufortøvet at begive sig til sine godser i Norge. Her forblev han indtil 1766 efter flere gange forgæves at have bønfaldet kongen om tilgivelse; først på hans foran nævnte mægtige slægtnings, greve Frederik Danneskiold-Samsøes, forbøn lykkedes det ham at erholde kongens nåde igen, hvorefter han ilede tilbage til hovedstaden efterladende sig et alt andet end godt eftermæle i Norge, hvis befolkning han på grund af sit usædelige levned og sine lidet hæderlige pengeforhold havde opirret i høj grad.

Inkompetent ledelse af Søetaten

I Danmark havde Frederik Danneskiold-Samsøe med titel af overintendant imidlertid med megen dygtighed, men tillige med streng myndighed bestyret marinens anliggender. På grund af sidstnævnte egenskab havde han erhvervet sig en del uvenner, der tragtede efter at styrte ham. Uagtet det just ikke er bevist, synes dog meget at tyde på, at Danneskiold-Laurvig ved at slutte sig til disse væsentlig har bidraget til, at hans tidligere forsvarer og trofaste støtte blev fjernet fra bestyrelsen, hvilket skete i oktober 1767. Danneskiold-Laurvig overtog hans embede, først med titel af overkrigssekretær og deputeret i General-Krigskommissariatet, senere (14. juni 1769) som intendant over Søetaten, alt til liden både for marinen, der herved kom i hænderne på en dårlig og upålidelig administrator. Følgerne viste sig snart. Flåden kom i forfald, og en ekspedition, som under schoutbynacht F.C. Kaas udsendtes til Algier for at tugte barbarerne, mislykkedes ganske, da de medgivne bombardérfartøjer viste sig at være ubrugelige. Danneskiold-Laurvig fik i den anledning en irettesættelse af kongen. 18. september 1770 afskedigedes han endelig af aktiv tjeneste, og hans embeder inddroges. Han trak sig da atter tilbage til Norge og døde 9. april 1783 på sin ejendom Rolighed ved Larvik. Han er begravet i Vor Frue Kirke i København.

Danneskiold-Laurvig blev 5. september 1743 gift med Dorthe Sophie von Holstein (15. oktober 1713 – 9. juli 1766), datter af stiftamtmand Christian Frederik von Holstein (d. 1747) og Birte Scheel f. von Schack.

Frimurer

Danneskiold-Laurvig var en fremtrædende frimurer. Den 3. juni 1744 blev han optaget i den københavnske frimurerloge St. Martin, der hører under Den Danske Frimurerorden, og blev samtidig udvalgt til mester for denne logeorganisation.[1] Derudover blev han i 1749 udvalgt til stormester over Den Dansk-Norske Provinsial-Storloge, og han oprettede flere loger, deriblandt den første norske loge St. Olaus. Men på grund af sagen om bortførelsen af jomfru Rose måtte Laurvig efterhånden træde i baggrunden i sin rolle som frimurer, og overlod i stedet denne til sin svigersøn baron Bülow.

Christian blev gift med Dorothea Sophie von Holstein den 15 sep. 1743 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Dorothea (datter af Christian Frederik Holstein og Berta Scheel von Schack) blev født den 15 okt. 1713 i Cathrineberg, Sengeløse Sogn, Smørum Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 9 jul. 1766 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]