Hedevig Christiansdatter

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: Grevinde af Slesvig-Holsten

Notater:

Hedevig Ulfeldt (Hedevig Christiansdatter, 15. juli 1626 på Haderslevhus – 5. oktober 1678 i Christianstad, på svensk Kristianstad) var datter af Christian 4. og hans hustru til venstre hånd Kirsten Munk. Hedevig opfostredes i en del af sin barndom hos mormoderen, Ellen Marsvin.

6. november 1642 ægtede hun på Københavns Slot lensmanden på Christianstad, Ebbe Christoffersen Ulfeldt til Ovesholm slot. Hun og Leonora Christina var de eneste af børnene, der var tilstede ved Christian 4.s død på Rosenborg 28. februar 1648. Få år efter greb Svigersønnernes fald og den inden for deres kreds voksende opløsningstilstand ind i hendes skæbne. Hendes mand, der på grund af mislig embedsførelse havde mistet sit len Bornholm, forlod i januar 1652 Danmark og søgte tilflugt i Stockholm. Hedevig fulgte ham to måneder senere. Hun deltog her i det underlige liv ved Dronning Christinas hof. Senere levede hun med sin mand på Braheberg i Uppland. Men forholdet mellem ægtefællerne var i høj grad ulykkeligt. Allerede under deres forlovelse i oktober 1641 vides der at have været uenighed imellem dem, og i Sverige kom de på fuldstændig krigsfod. Ebbe Ulfeldt var uden tvivl en brutal natur, der efter sin hustrus sigende svirede sine og hendes penge op, tyranniserede hende på enhver måde og endog truede hende med prygl. Hendes stemning over for ham var til gengæld det mest levende had; i et brev kalder hun ham "det forbandede kreatur"; sandsynligt er det også, at hun stod i kærlighedsforhold til en af hans undergivne. Til sidst kunne hun ikke udholde det længere og flygtede i oktober 1655 med sin formodede elsker til søsteren Leonora Christina, der boede på slottet Barth i Pommern. Herfra rejste hun til moderen, Kirstine Munk, på Boller; hun var også tilstede ved dennes begravelse i Odense i juli 1658. Ved skiftet efter moderen tilfaldt der hende Tåsinge; men besiddelsen af dette gods tiltrådte hun først et par år efter, og den blev kun lidet glædelig for hende. Hun måtte afstå eller pantsætte stykke for stykke til sine og sin mands kreditorer og levede 1661-64 i den yderste fattigdom på Valdemars Slot. I april 1664 rejste hun til Skåne, hvor hun opholdt sig den meste tid på Ebbe Ulfeldts gård Råbelev, måske af og til på Ovesholm. Det tjener til hendes ære, at hun viste sin ulykkelige søster Leonora Christina en varm sympati under hendes fangenskab; hun korresponderede hemmelig med hende, tog en tid hendes to yngste sønner til sig og rejste endog lige efter Frederik 3.'s død 1670 til København for at arbejde på hendes frigivelse. Hun døde 5. oktober 1678 og blev begravet i Trefoldighedskirken i Christianstad.

Hedevig blev gift med Ebbe Ulfeldt den 6 nov. 1642 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Ebbe (søn af Christopher Knudsen Ulfeld og Maren Ovesdatter Urup) blev født den 23 dec. 1616 i Raabelöv, Kristianstad, Sverige; døde den 30 jan. 1682 i Stockholm, Stockholms len, Sverige; blev begravet i Kristianstad, Sverige,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 4. · Konge af Danmark · Norge fra 1588-1648

Christian 4. blev født i 1577 og døde i 1648. Han var søn af Frederik 2. og dronning Sophie af Mecklenburg.

Efter Frederik 2. døde i 1588 blev Danmark ledet af en formynder regering, og i 1596 blev den kun nittenårige Christian kronet til konge.

Nogen lærd mand blev Christian 4. aldrig. Han var mere optaget af tilværelsens praktiske sider. Han kunne sagtens deltage i teologiske diskussioner og holde foredrag – men hans viden havde han merefået gennem samtaler end ved studier.

Christian var mere praktisk orienteret. Han elskede fra barndommen de tekniske fag: mekanik, skibsbygning, navigation og arkitektur, og det må have været en stor oplevelse for ham som femtenårig at besøge den danske astronom Tycho Brahe på øen Hven og se alle hans besynderlige opfindelser.

Christian 4. var en stor mand, og med årene voksede han også en del i bredden, men han bevarede sin rørlighed til langt op i årene.

Man sagde om kongen, at ingen kunne bestige og tilride en utæmmet hest som han, og at heller ingen ville gå ombord på et skib midt i en storm og betro sig til vinden og bølgerne.

Både i ridning, jagt og ringridning var han en stor mester, og hans ilrejser gennem landet var berømte. I juli 1619 red han således fra Bredsted til København på 36 timer.

Det var også utroligt hvad han kunne klare af våde varer. Allerede som ung kunne kun få følge med han i denne retning – og som ældre slog hans konsumeringsevne fremmede iagttagere med forfærdelse. I1632 beværtede han den engelske gesandt Lord Leicester ved et gilde i Glückstadt, hvor han tømte 35 skåle. Selvom han til sidst måtte bæres bort i sin stol, red han imidlertid ved første daggry ud påjagt. Leicester måtte indrømme, at skønt han ofte ses drukken »med Omhu varetager sine ForretningerTrefoldigheden«. Slaget varede i ti timer og endte med en kneben dansk sejr.

Men Torstenssonkrigen tabte han, og ved Brömsebrofreden i 1645 måtte Danmark-Norge afstå landområder til Sverige og blev tvungent til at nedsætte Øresundstolden og den norske told. Hermed ophørte denmangeårige danske dominans og førerstilling i Norden, og Christian 4. måtte herefter i større udstrækning rette sig efter Rigsrådet.

I 1647 kunne det mærkes på Christian 4., at han havde levet sine snart 72 år uden at spare sit helbred hverken i felten eller ved bordet. Han overvandt aldrig helt sårene fra Kolberger Heide og pådrogsig nu også en mavelidelse. Den 28. februar 1648 døde han, på sit elskede Rosenborg, og efterfulgtes af sin søn Frederik 3. Christian 4. ligger begravet i Roskilde Domkirke.

Christian blev gift med Kirsten Munk i 1615. Kirsten (datter af Ludvig Munk og Ellen Marsvin) blev født den 6 jul. 1598 i Nørlund Slot, Aalborg, Danmark; døde den 19 apr. 1658 i Boller Slot, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark; blev begravet den 23 jul. 1658 i Sct. Knuds Kirke, Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

1627-58 Titular Countess Kirsten Munk of Slesvig and Holsten, Danmark

She married King Christian 4. of Danmark to the "left hand" in 1615 and had 12 children with him (who had a total of 24 children with his two wifes and a number of mistresses). In 1627 she and her daughters were given the title of Countess, but in 1630 she was banned to her estates Boller and Rosenvold, which she had inherited from her mother, Ellen Marsvin, because of an affaire with Count Otto Ludwig zu Salm. One of her daughters was Leonora Christine. Kirsten Munk lived (1598-1658).

____________

Kirsten Munk blev i 1615 Christian 4.s anden hustru. Hun var datter af Ludvig Munk og Ellen Marsvin. Sammen med kongen fik hun tolv børn, hvoraf otte overlevede. Kirsten Munk havde et tæt forhold tilChristian 4, og hun beskrives som en både intelligent og selvstændig personlighed. I 1626 indledte hun imidlertid et forhold til rhingreve Otto Ludwig af Salm, og hun og kongen fjernede sig mere og mere fra hinanden; i 1630 forlod hun hoffet og boede fra da af på sine jyske godser Boller og Rosenvold, hvor hun i nogle perioder reelt var i husarrest. Fem af Kirsten Munks døtre, heriblandt Leonora Christina, blev gift med magtfulde danske adelsmænd, som kom til at spille politiske hovedroller i det danske rigsråd. Man taler ligefrem om ”svigersønnepartiet”, som efter Christian 4.s død i 1648og frem til 1651 i mange henseender besad den reelle magt i Danmark.

Notater:

Frederik 2. blev født på Haderslevhus i 1534 og døde i 1588. Han var søn af den senere Kong Christian 3. og hans hustru Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Efter Christian 3.s sejr i Grevens Fejde blev hani 1536 valgt som tronfølger med titlen Prins af Danmark, og da faderen døde i 1559 kunne Frederik underskrive håndfæstningen og sætte sig på tronen.

Frederik voksede op på Haderslevhus og fik fra 1554 lov til at holde hof på Malmøhus. Det var i disse år at prinsen forelskede sig i sin hofmesters niece, Anne Hardenberg, og først i 1572 giftede hansig med sin 15-årige kusine Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Trods en aldersforskel på 23 år, blev Frederik 2.s ægteskab tilsyneladende meget lykkeligt.

Frederik 2. erobrede i 1559 Ditmarsken sammen med farbroderen Hertug Adolf af Gottorp.

Til gengæld magtede han ikke at realisere sine militære planer under den Nordiske Syvårskrig 1563-70. Baggrunden for krigen var kampen om magten i Østersøen.

Frederik 2. havde regnet med, at han med hjælp fra tyske lejetropper hurtigt kunne vinde den forestående krig mod svenskerne. Med kongen i spidsen, satte hæren i 1563 op gennem Halland, mod fæstningenÄlvsborg, der faldt efter kun seks timers beskydning. Derefter var planen at støde frem mod Stockholm; men på grund af et dårligt organiseret forsyningsvæsen måtte hæren gå i vinterkvarter i Skåne. Dermed faldt kongens planer, da en lejehær var alt for dyr til en langvarig krig.

I begyndelsen af 1564 var det svenskerne der havde initiativet. De trængte ind i Norge flere steder og hærgede i både Halland og Blekinge. Først hen på sommeren rejste Frederik 2. et lån, der gik tilat finansiere den danske hærs plan om et stort anlagt angreb på Sverige med Stockholm som mål. Angrebet blev en fuldstændig fiasko. Efter nogle uger måtte hæren, som følge af vanskeligheder med provianteringen, vende tilbage til Halland. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden.

Året efter overtog Daniel Ranzau hærledelsen – men også han måtte kæmpe mod mangel på penge og forsyninger, og ydermere udbrød der pest i hæren. Det lykkedes endelig at få en dansk sejr ved Axtorna– men vinteren forhindrede yderligere fremrygning. Flåden klarede sig heller ikke for godt. I 1566 blev en ny spærring af Øresund en fiasko, og sidst i juli gik det meste af flåden ned under en storm ved Gotland.

For at råde bod på den militære og økonomiske elendighed så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin gamle uven, Peder Oxe. Det lykkedes rigshofmester Peder Oxe at få styr på landets dindtægternetredobledes. Derved lykkedes det at bringe Danmark nogenlunde frelst ud af krigen, og landet stod stadig som den mest magtfulde stat i Norden efter fredsslutningen i Stettin i 1570. Peder Oxe må dog dele æren med de militære ledere Daniel Ranzau og Frants Brockenhuus, og det hører også med, at Sverige i krigens sidste år var svækket af indre strid omkring Erik 14.s afsættelse i 1568.

Efter krigen var en af de lidenskaber kongen dyrkede slotsbyggeri. Blandt nybyggerierne må især fremhæves renæssanceslottet Kronborg, der blev bygget i årene 1574-84 for indtægterne fra den forhøjedeØresundstold.
Frederik 2. havde tilsyneladende en selvtillid, der rakte ud over egne evner og var ofte i tider med modgang uretfærdig og urimelig overfor omgivelserne, men en anden side af ham var hans livsglæde – han holdt af at gå på jagt, feste og se glade mennesker omkring sig.

Frederik 2. døde kun 54 år gammel på Antvorskov Slot den 4. april 1588, og blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Christian 4.

_________________

Frederik 2. var konge af Danmark og Norge fra 1559. Søn af kong Christian 3. og dronning Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Han blev i 1572 gift med Sophie af Mecklenburg, med hvem han fik bl.a. Christian4. Frederik 2. var især optaget af udenrigspolitikken. Den Nordiske Syvårskrig mod Sverige 1563-70 endte egentlig uafgjort, men efter krigen fremstod Danmark-Norge alligevel som den stærkeste magt i Østersøområdet. Herefter bestræbte Frederik sig på, at riget skulle bevare denne stærke position. Han blev desuden en af de ledende protestantiske fyrster i Nordeuropa, og han forsøgte at skabe en slagkraftig protestantisk alliance mod katolikkerne. Det lykkedes dog ikke. I 1570’erne anlagde han den stærke fæstning Kronborg ved Helsingør, og i samme periode blev den danske flåde udviklet til en af Europas største og mest moderne. Som ledi sin indsats for at styrke riget ydede han megen støtte til videnskab og kultur; f.eks. fik Tycho Brahe opbakning af Frederik 2.

Frederik blev gift med Sofie af Mecklenburg-Schwerin den 19 aug. 1572 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Sofie (datter af Ulrich , Hertug af Mecklenburg-Schwerin og Elisabeth af Danmark) blev født den 14 okt. 1557 i Wismar, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde den 4 okt. 1631 i Nykøbing Slot, Falsters Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Sophie af Mecklenburg (4. september 1557 – 4. oktober 1631) var dronning af Danmark og Norge fra 1572 til 1588.

Hun var datter af hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow og Elisabeth af Danmark og blev gift med Frederik 2. i 1572.

Sophie blev født den 4. september 1557 i Wismar i Mecklenburg som eneste barn af hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow i hans ægteskab med Elisabeth af Danmark, der var datter af Frederik 1. af Danmark.

I 1571 blev hun, kun 14 år gammel, forlovet med sin fætter, den 37-årige kong Frederik 2. af Danmark. Brylluppet fandt sted den 20. juli året efter på Københavns Slot.

Ægteskabet blev, så vidt vides, meget lykkeligt. I sine dagbogsnotater omtaler Frederik 2. ægtefællen som "min Soffye". Hun fulgte ham på rejser rundt i landet, deltog i hans jagter og plejede ham, når han var syg, men blandede sig aldrig i regeringssager. Dronningen var en fornuftig og økonomisk husmoder, der omhyggeligt tog sig af sine børns opdragelse. Hun var bogligt interesseret, besøgte flere gange Tycho Brahe på Hven, samlede på folkeviser og tilskyndede Anders Sørensen Vedel til udgivelse af Danske Viser.

Som 31-årig blev dronning Sophie enke. Sønnen Christian var kun 11 år gammel og for ung til at overtage tronen. Der blev derfor indsat et formynderstyre. Forholdet mellem enkedronningen og rigsrådet var dårligt. Efter Frederik 2.s død blandede hun sig politisk. Hun prøvede energisk – som så mange dronninger før hende – efter tysk arveskik at skaffe sine yngre sønner andel i hertugdømmerne. I 1594 blev hun tvunget til at trække sig tilbage til sit enkesæde på Nykøbing Slot på Falster. Enkedronningens økonomiske evner som godsbesidder medførte, at hun døde 74 år gammel som landets rigeste kvinde, og dermed efterlod sig en stor arv, en arv som imidlertid hurtigt blev sat til af hendes arvinger.

Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Sophie_af_Mecklenburg

Notater:

Ludvig Munk (1537- 8. april 1602) til Nørlund, hørte til slægten med 3 roser i våbenet. Faderen, hed også Ludvig Munk og døde samme år, som sønnen blev født, formodentlig forinden, i alt fald før sønnens dåb, siden denne blev opkaldt efter ham. Moderen hed Kirstine Lykke.

Han tog 24 år gammel tjeneste som hofjunker, men i 1564 var han om bord på den af Herluf Trolle anførte flåde. I december samme år fik han ordre til at skulle møde med heste og harnisk ved hæren i Skåne, men da foråret kom, måtte han atter til søs, dog kun for en kortere tid, thi i august 1565 ses han at have ført svenske fanger fra Dragsholm til Nyborg, og siden var han ved hæren i Skåne og deltog under rendefanen i det berømte Svarteråslag, i hvilket han angives at være bleven fangen. Han blev dog snart frigivet, og i 1567 ledsagede han som hofjunker de danske afsendinger til mødet i Stralsund.

Han blev hofmarskal i 1568 og fik Pederstrup på Lolland i pant af kongen for ydede forstrækninger til krigsfolkets betaling; pantet blev atter indløst 1578. 1571 fik han Trondhjem med Hærjedalen og Jæmteland i forlening og fratrådte da sin stilling ved hove, og fra Trondhjem forflyttedes han 1577 til Akershus og blev altså statholder i Norge. Endvidere erholdt han Helgeland kvit og frit, men det blev 1582 ændret til et afgiftslen, som han mistede 1586. Alt forinden, 1583, var han fratrådt Akershus og statholdertjenesten. Han havde så i 1587 en kort tid Hedemarken og Østerdalen i forlening og fra 1588-89 Lister Len, hvorefter han på ny erholdt sit første len, Trondhjem med Hærjedalen og Jæmteland. Medens han var lensmand her, blev han 1593 beordret til at tage del i en sendefærd til Rusland.

Ludvig Munk havde oftere, f.eks. i 1578 og 1580, siddet retterting sammen med de i den anledning til Norge opsendte medlemmer af Rigsrådet, men ellers synes rigtignok håndhævelsen af lov og ret ikke at have ligget ham særlig på sinde, tvært imod! Alt fra hans første lensmandstid haves der klager over, at han besværede beboerne med usædvanlige pålæg, og værre blev det med årene, især da hans fogeder i retning af udsugelser trolig fulgte i deres herres fodspor. Omsider blev klagerne så stærke, at kongen 1596 fratog ham hans len, og året efter måtte Ludvig Munk give møde i Trondhjem for en til bedømmelse af hans forhold nedsat kommission. Hans eftermand i lenet, Jacob Trolle, førte anklagen imod ham. Kommissionen indankede imidlertid sagen for Kongen, der fradømte Ludvig Munk hans len og tilpligtede ham at erstatte den skade, han havde forårsaget ved sin slette lensstyrelse. Få år efter, 8. april 1602, døde han på Lundegård. Foruden denne gård ejede Ludvig Munk Nørlund, hvor han opførte den endnu bevarede, smukke hovedbygning. Sagnet bringer, dog med urette, denne bygnings opførelse i forbindelse med den 50-årige mands frieri til den l7-årige jomfru Ellen Marsvin, hvem han ægtede 29. juni 1589. Hun fødte ham datteren Kirsten og ægtede efter hans død Knud Eriksen Rud til Sandholt.

Beskæftigelse:
Statholder i Norge

Ludvig blev gift med Ellen Marsvin den 29 jun. 1589. Ellen (datter af Jørgen Marsvin og Karen Ottesdatter Gyldenstierne) blev født den 12 mar. 1572 i Landskrona Slot, Skåne, Sverige; døde den 11 nov. 1649 i Holckenhavn (tidl. Kogsbølle / Ellensborg), Vindinge Sogn, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; blev begravet i Nr. Broby Kirke, Sallinge Herred, Svendborg Amt, Danmark . [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

1611-12 Dowager County Sheriff Ellen Marsvin of Odensegård, Danmark

1620-39 County Sheriff of Dalumkloster

1626-38 Dowager County Sheriff of Davinde

Fru Ellen Marsvin was of high noble family and one of the biggest landowners of her time Fru means Mrs but at the time the title was only used for noble ladies. Her daughter, Kirsten Munk, was marriedto King Christian IV. The local administration and juridical system was in the hand of royal appointed lensmænd (fiefholders) who each administered a len (fief). It was normally the local manor-owner,and if that was an unmarried woman she was in some cases appointed Lensmand in her own right, in other cases she administered the len after her husband's death. She lived (1572-1649).

_______________________

Adelsdamen Ellen Marsvin var mor til Christian 4.s anden hustru, Kirsten Munk. Hun var en af sin tids største danske godsejere; hun blev enke for anden gang som 39-årig og koncentrerede sig herefter om at administrere sine mange ejendomme. Ellen Marsvins datter, Kirsten Munk, blev i 1615 gift med Christian 4. Han havde et godt forhold til svigermoderen og beundrede hendes økonomiske evner; hun fikbl.a. ansvar for opdragelsen af parrets børn. Selv efter kongens reelle skilsmisse fra Kirsten Munk i 1630 forblev forholdet til Ellen Marsvin godt; hun arrangerede ligefrem forholdet mellem kongen oghans nye elskerinde, Vibeke Kruse. Senere forværredes forholdet til Christian 4., og hun støttede sig nu i høj grad til de indflydelsesrige ægtemænd til Kirsten Munks døtre med kongen. I midten af 1640’erne trak hun sig tilbage til herregården Ellensborg, det nuværende Holckenhavn, på Østfyn

Notater:

Christian 3. blev født i 1503 på Gottorp Slot og døde i 1559 på Koldinghus. Han var ældste søn af hertugen af Gottorp, den senere kong Frederik 1., og Anna af Brandenburg.

I 1520 blev den unge Hertug sendt ud på en større rejse til udlandet under ledsagelse af Johan Ranzau. På rejsen deltog han i den berømte rigsdag i Worms i 1521, og mødet med Martin Luther gjorde et uudsletteligt indtryk på Christian. Både han og Johan Ranzau vendte hjem til hertugdømmerne som glødende lutheranere.

Det, at faderen i 1523 blev dansk konge, medførte ikke de store forandringer i Hertug Christians liv. I 1525 gifter han sig med den kun 14-årige Dorothea af Sachsen-Lauenburg, og parret bosætter sig på Haderslevhus.

Det er tænkeligt, at Christians stærkt protestantiske holdning meget tidligt bringer ham i modsætningsforhold til det katolsk dominerede Rigsråd. I hvert fald modsatte Rigsrådet sig Frederik I's ønskeom at indsætte Hertug Christian som statholder i Danmark.

I et brev, umiddelbart efter Frederik 1.s død i januar 1533, skriver Christian, at han hellere ville gå barfodet som en tigger bort fra sine riger, end lade sig aftvinge den mindste indrømmelse mod lutherdommen. Et betænkeligt Rigsråd udsatte kongevalget til året efter, og Danmark var i den efterfølgende periode uden konge. Christians egen uvillighed til at overtage kongemagten blev først overvundet, da Rigsrådet nødtvungent anmoder han om at overtage den ledige kongetrone efter Lübecks angreb på Danmark i 1534.

Under påskud om at ville genindsætte Christian 2. som konge besatte Lübeck, under ledelse af Grev Christoffer af Oldenburg, hele den østlige del af Danmark. Christian 3. og hans tilhængere havde endnukun magten i Jylland, og dermed var der lagt op til den krig, der senere blev kendt under navnet Grevens Fejde.

I september rejste Skipper Clement borgere og bønder til oprør i det nordlige Jylland – men først i december blev Christian 3. i stand til at sende en hær af landsknægte, under ledelse af Johan Ranzau, op gennem Jylland for at nedkæmpe oprøret. Bondeoprøret blev slået ned, og Clement flygtede fra Aalborg med Ranzaus tropper i hælene. Han blev kort tid efter fanget, da en bonde forrådte ham.

I foråret 1535 kunne hæren sættes over til Fyn, hvor Johan Ranzau vandt den afgørende sejr over Lübeckerne i slaget ved Øksnebjerg den 11. juni. På omtrent samme tid sejrede en dansk-svensk-preussiskflådestyrke, under ledelse af Peder Skram, over Lübeck's flåde ved Svendborgsund. Disse to sejre blev afgørende for udfaldet af Grevens Fejde – men først da den 33-årige Christian året efter indtogKøbenhavn den 29. juli 1536, blev Danmark igen ét rige.
Efter kongens indtog i København gik tyske officerer fra begge sider i forbøn for Grev Christoffer, der slap med at blive landsforvist og måtte love aldrig igen at sætte foden på dansk jord.

Skipper Clement slap knap så nådigt. Han blev halshugget i Viborg den 9. september, liget blev parteret, lagt på fire stejler og på hans afhuggede hoved satte man en bly-krone.

Den 12. august 1536 blev landets katolske biskopper arresteret. Der er flere årsager til at Christian 3. tager dette dramatiske skridt: Han ville fjerne enhver modstand mod reformationen, han ønskedeat styrke kongemagten. Biskopperne havde modsat sig hans udnævnelse til konge, og konfiskationen af biskoppernes anseelige formuer kunne bruges til at betale gælden til den store hær af landsknægte.

Martin Luther lykønskede kongen med ordene: Bisperne ville ikke være ophørt med at forfølge Guds ord og forvirre det verdslige regimente. Reformationen var hermed indført i Danmark.

Efterfølgende bragte Christian 3. fredelige tider til Danmark. Han foretrak at samarbejde med Rigsrådet og den loyale danske adel indtil sin død på Koldinghus den 1. januar 1559. Rigsrådet og adelen bevarede til gengæld sin magt og indflydelse.

Christian den 3. blev begravet i Roskilde Domkirke, der lige siden har dannet ramme om danske kongers begravelser.

_________________

Christian 3. fødtes 1503 på Gottorp som ældste søn af hertug Frederik, senere kong Frederik 1., og hans første hustru Anna af Brandenburg. 1521 foretog han sammen med sin hofmester Johan Rantzau en længere rejse i Tyskland. Her overværede han bl.a. Rigsdagen i Worms, hvor Martin Luther forsvarede sine teser mod pavestolen, en oplevelse der påvirkede Christian for resten af livet. Da han blev gifti 1525, fik han og Dorothea Haderslev og Tørning len til underhold, og her gennemførte han straks reformationen, hvilket øgede den antipati mod ham, som det overvejende katolske rigsråd nærede.

Ved Frederik 1.s død i 1533 var rigsrådet forpligtet til at vælge en af hans sønner til konge. Den katolske del af rigsrådet var imod Christian, men en fløj med rigshofmesteren Mogens Gøye i spidsen gik ind for ham. Yderligere kompliceredes kongevalget af, at hertugdømmerne og Norge formelt var arvelande, medens Danmark var et valgrige. I den situation tog Christian kontrollen over hertugdømmerne,hvor han på egne og sine brødres vegne modtog arvehyldning.

En herredag i København skulle afgøre kongevalget, men endte med at udskyde valget et år; i mellemtiden skulle rigsrådet regere. Den lutherske adel med Mogens Gøye i spidsen forenede sig med det luthersksindede borgerskab i København og Malmø og tilbød Christian kronen, men han afslog; en dansk kongemagt på det foreliggende grundlag ville få meget svært ved at hævde sig mod rigsrådets og adelens flertal.

I sommeren 1534 angreb Lübeck hertugdømmerne og grev Christopher af Oldenburg Sjælland, formelt i Christian 2.s navn. Nu accepterede Christian et fornyet tilbud. I de følgende år afgjordes borgerkrigen (n ny herredag i København i oktober 1536 skulle ordne de tunge problemer: religionsspørgsmålet, forholdet mellem konge og rigsråd, kronens finanser, tronfølgespørgsmålet og forholdene mellem Danmark på den ene side og hertugdømmerne og Norge på den anden. Men allerede natten mellem 11. og 12. august fængsledes de katolske bisper, og i dagene derefter blev bispegodset overalt i landet konfiskeret. Vejen var banet for indførelse af den lutherske kirkeordning, ligesom der åbnedes mulighed for beskatning af kirken, der næsten helt havde undgået krigens hårde skattepålæg.

Herredagen i oktober afsluttedes med udstedelse af en reces, en håndfæstning og et valgbrev for Christians toårige søn Frederik (2.) som tronfølger. Herredagens resultater blev et klogt kompromis på grundlag af de realpolitiske muligheder; man søgte at sikre de bedst mulige betingelser for en fredelig og harmonisk genopbygning af riget, samtidig med at man forbedrede kronens økonomi gennem inddragelse af bispe- og efterhånden også klostergodset. Tronfølgespørgsmålet ordnedes lang tid frem, uden at princippet om Danmark som valgrige ændredes. Rigsrådet sikredes andel i statsstyrelsen, bl.a. vedat kongens kansler, der hidtil havde været i kongens personlige tjeneste, nu skulle være født medlem af rigsrådet som dets fornemste medlem efter rigshofmesteren. Kun i religionsspørgsmålet gik herredagen radikalt til værks.

Fængslingen og afsættelsen af bisperne og bispegodsets konfiskation godkendtes, og man afstak rammerne for den lutherske nyordning af kirken. Med herredagen i København havde kongemagt og adel forsonet sig med hinanden. Taberne i borgerkrigen blev de svage *stænder, borgerne og bønderne.

I religionsspørgsmålet lagde herredagen rammerne, og i de følgende år udarbejdedes detaljerne i kirkeordningen, kirkeordinansen, der blev rent evangelisk. Den udarbejdedes af de danske evangeliske prædikanter og blev i foråret 1537 sendt til gennemsyn hos Luther i Wittenberg. Medens det religiøse indhold betegnede et radikalt brud med fortiden, så var kirkens fysiske rammer og organisation stort set uændret. Biskopperne erstattedes af superintendenter og verdslige stiftslensmænd, men sognegrænser bibeholdtes ligesom de hidtidige katolske sognepræster stort set fortsatte i deres kald. De katolske bisper blev efterhånden løsladt og pensioneredes med passende forleninger. Kun roskildebispen Joachim Rønnow nægtede at godkende forandringen og døde i sit fængsel.

Kronens økonomi søgtes forbedret gennem en lensreform. Det inddragne bispe- og klostergods indordnedes under det almindelige lenssystem. Den endelige lensreform af 1557 betød en enorm fordel for kronen; taberne var adelen som helhed. Når kongemagten alligevel kunne gennemføre reformen skyldtes det, at højadelen gennem medlemsskabet af rigsrådet fik faktisk forret til de store og vellønnede len, som var reformens resultat. De virkelige tabere var lavadelen, der på grund af lenenes færre antal mistede indtægtsmuligheder.

Christians forhold til halvbrødrene ordnedes i 1544 ved at hertugdømmerne deltes mellem Christian og brødrene Hans og Adolf på en sådan måde, at den formelle samhørighed mellem kongerige og hertugdømmer bibeholdtes. Udenrigspolitisk stabiliseredes situationen, i 1541 med Brömsebrotraktaten med Sverige, og i 1544 med den tyske kejser Karl 5. med Freden i Speyer: Christian måtte opgive alle forbundmed kejserens fjender, indrømme nederlænderne handelsrettigheder i Danmark og lempe øresundstolden for dem; på sin side opnåede Christian kejserens anerkendelse som dansk konge og et løfte om, at kejseren ikke ville støtte sin svoger Christian 2.s arvinger militært. I takt med den udenrigspolitiske afspænding kunne man nu gennemføre reduktioner af militæret, kun flådemagten blev opretholdt pelt karakteriseres Christian 3.s regeringstid som en periode præget af betydelige reformer på en lang række områder og af en konsekvent gennemført politik med kongen placeret centralt i beslutningsprocessen. Ikke med urette fremhæver kongens ligprædiken arbejdsomhed, handlekraft, forudseenhed og forhandlingsevner og retfærdighedssans som hans væsentligste karaktertræk.

Christian 3. døde 1. januar 1559 på Koldinghus og ligger begravet i Roskilde domkirke.

Christian blev gift med Dorothea, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg den 28 nov. 1525 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Dorothea, (datter af Magnus I Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzburg og Katharine, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel) blev født den 18 aug. 1511 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 16 nov. 1571 i Sønderborg Slot, Sønderborg, Danmark,; blev begravet i 1581 i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Efter Chr III's død, boede Dorothea på Koldinghus. Hun forsøgte at blive gift med Chr. III ' s halvbror, Herug Hans den Ældre, med det blev forpurret af kirken og dele af familien . Bis at i Sønderborg Slotskapel (opkaldt efterhende). I 1581.

Dorothea var kun 14 år gammel, da hun i 1525 blev gift med den 22-årige hertug Christian af Holsten-Gottorp. Dorothea var datter af hertug Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg og Katharina af Braunschweig-Wolfenbüttel.

Det var ikke panuar 1559 på Koldinghus.

1536 fik Dorothea udlagt en række fynske og langelandske godser til sit underhold, det såkaldte livgeding, men da hun ikke brød sig om at skulle sejle til sine besiddelser og tillige savnede et passende slot til sit faste ophold, fik hun 1548 tillagt Koldinghus, Dronningborg (Randers) og Sønderborg slotte og len som livgeding. Herved var rejsen til de nordtyske slægtninge - og senere døtrene, derblev gift i Tyskland - gjort lettere. I Christians leveår blev Koldinghus det faste tilholdssted for hoffet. Her døde Christian 3. i 1559, og her tilbragte Dorothea sine 12 år som enkedronning.

Efter Christians død omgikkes hun i sommeren 1559 med planer om at indgå ægteskab med svogeren Hans den Ældre i Haderslev, men planen mødte modstand hos de tyske teologer, og blev foreløbigt opgivet,og da Dorothea tog den frem igen i 1568 var kongens holdning helt afvisende.

Dorothea fremstår som en sjælden, rank personlighed, en af de stærkeste blandt danske dronninger. Fra hendes enketid er bevaret en lang række private breve, som giver et godt indblik i hendes personlighed: lidenskabelig, herskesyg, intrigant, hård og overdrevent nøjeregnende, men på den anden side fuld af retsfølelse, pligtfølelse, mod til at sige sandheden og med den en sjælden evne til at elske,lide, ængstes og harmes for andres skyld, ikke blot børnene, men også samfundets fattige og forurettede. Alle disse egenskaber holdtes sammen og i balance af en dyb religiøsitet. Dorothea var en dybtoverbevist lutheraner.

I sine mange år som rigets førstedame - ikke blot til gemalens død, men i realiteten til sin egen død 1571, da hendes søn Frederik 2. ikke giftede sig i moderens levetid - satte hun sit religiøse og menneskelige præg på sine omgivelser. Dorotheas hof på Koldinghus blev et sted, hvor adelens unge døtre modtog uddannelse (det såkaldte ‘jomfrukammer’) i at vnnem at være en omsorgsfuld moder. Meddøtrene Anna og Dorothea stod hun i tæt forbindelse. Ofte måtte hun hævde de to yngre sønner Magnus’ og Hans (den Yngre)’s interesser overfor den ældste søn Frederik 2. Frederik var af karakter sin moder meget lig, derfor bestod der ikke noget kærligt forhold mellem dem. Som tronfølger og konge gjorde han hele tiden oprør mod hendes omsorg, der dog forblev usvækket.

Dorothea kom til at opleve den første af en række blodige krige mellem Danmark og Sverige, nemlig Den nordiske Syvårskrig 1563-70. Det blev en smertelig oplevelse, beslægtet som hun var med krigens tohovedpersoner: Frederik 2. af Danmark, hendes søn, og Erik 14. af Sverige, hendes søstersøn. Forgæves søgte hun en tid at bevæge sønnen til at slutte fred, men da hun mærkede, at han ikke lyttede tilhendes bønner, påtog hun sig bag hans ryg at mægle fred. Hun korresponderede med søstersønnen i Sverige, hvilket kun indbragte hende spydigheder, og da Frederik 2. fik nys om det mislykkede mæglingsforsøg, lod han en tid moderens breve og budbringere opsnappe. Krigens gang kunne Dorothea ikke ændre, hun opnåede kun yderligere at belaste sit forhold til sfolket, men også her mærkede hun ofte, at sønnen ikke lyttede til hendes forbøn.

Det var naturligvis befolkningen i Kolding by og omegn, der stod Dorotheas hjerte nærmest, her kunne hun umiddelbart aflæse krigens følger. Hofholdningen og byggerierne på Koldinghus bragte i sig selvøkonomisk fremgang til byen med omsætning til byens handlende og arbejde til håndværkerne. Men også på anden måde søgte Dorothea at ophjælpe næringslivet omkring Kolding. Et saltværk i Harte fik kun få års levetid og levede ikke op til forventningerne om en stor saltproduktion. 1569-70 fik dronningen anlagt en ny mølle nær slottet og byen, idet slotssøens vand kunne udnyttes til mølledrift. Slotsmøllen drev møllerivirksomhed fra 1570 til 1889, da den omdannedes til bryggeri. Dorothea sørgede for rigeligt arbejde til møllen; foruden slottets eget korn befaledes byens indbyggere og oplandets bønder at lade deres korn male her.

Kort før sin død oprettede Christian 3. et hospital i Kolding. Middelalderens spedalskhedshospital, Sankt Jørgensgård, var nedlagt ti år tidligere. Nu oprettedes et almindeligt hospital, "fattige, såre og syge mennesker" til hjælp og trøst. Det er sikkert ikke urimeligt også her at se en indflydelse fra Dorothea, selvom Christian 3.s kristelige sindelag måtte tilskynde ham til hospitalsgrundlæggelser.

Latinskolen i Kolding var ældre end Dorothea. Men på hendes tid var skolen i forfald. En drikfældige rektor fik hun udskiftet med en mere ædruelig, lærd person, og skolebygningen fornyede hun. For egne midler lod hun i 1566 bygge et nyt skolehus tæt ved byens sognekirke, Skt. Nikolaj kirke. Dorotheas skolehus stod til 1729, men skolen lever fortsat i Kolding Amtsgymnasium.

Dorothea døde 7. oktober 1571 på Sønderborg slot, hvor hun i sine sidste levemåneder havde taget ophold hos yndlingssønnen Hans den Yngre. Hun ligger begravet i Roskilde domkirke sammen med gemalen.

Notater:

Bror til Magnus III af Mecklenburg

Ulrich blev gift med Elisabeth af Danmark i 1556 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Elisabeth (datter af Frederik 1, Konge af Danmark og Sofie af Pommern) blev født den 23 nov. 1524 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 15 okt. 1586 i Gedser, Falsters Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark; blev begravet i Dom Kirche, Güstrow, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Elisabeth af Danmark (14 oktober 1524 – 15 oktober 1586) var en dansk prinsesse, der blev hertuginde af henholdsvis Mecklenburg-Schwerin og Mecklenburg-Güstrow

Hun var datter af kong Frederik 1. af Danmark og Sophie af Pommern. Hun giftede sig i 1543 med hertug Magnus 3. af Mecklenburg-Schwerin (1509–1550) og i 1556 med hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow (1527–1603). Hun havde et enkelt barn: Sophie af Mecklenburg, der blev gift med hendes nevø, kong Frederik 2. af Danmark.

Elisabeth blev født den 14. oktober 1524 som andet barn og ældste datter af Frederik 1. i hans andet ægteskab med Sophie af Pommern. Hendes fødsel fandt sted året efter, at faderen var blevet konge af Danmark og Norge efter oprøret mod Christian 2. Efter faderens død i 1533 blev hun opdraget ved broderen, Christian 3.'s hof. Allerede som barn blev hun rost for sin skønhed, og den engelske gesandt Robert Barnes skrev hjem: "Aldrig i mit liv så jeg så smuk og velopdragen ung pige."

I 1542 blev hun på Nyborg Slot forlovet med Hertug Magnus af Mecklenburg. Brylluppet blev fejret på slottet i Kiel det efterfølgende år. Efter ni års barnløst ægteskab med Hertug Magnus, en lærd hersker, der tillige var Biskop af Schwerin, blev hun enke i 1550, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark.

I 1556 blev hun gift med sin afdøde mands nevø og efterfølger som biskop af Schwerin, Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow. Elisabeth og Ulrik havde et lykkeligt ægteskab. Den 4. september 1557 fødte hun sit eneste barn, datteren Sophie, der 14 år gammel blev gift med sin fætter Kong Frederik 2. og blev dronning af Danmark og Norge.

Elisabeth bliver beskrevet som en skønhed, godhjertet, følsom og religiøs. Hun læste dagligt i Bibelen og Luthers skrifter og gik ofte i kirke. Hun var tilbageholdende med at spise og drikke, hun hjalp trængende og syge, støttede fattige men håbefulde studerende. Ligeledes tog hun fattige adelsdøtre til sig og sørgede for deres opdragelse og uddannelse, og forsøgte at sikre dem en tryg fremtid ved passende ægteskaber. Hun sørgede foe at fremme agerbrug og kvægavl, plantede skov, oprettede stutterier og sørgede for vejenes vedligeholdelse. Hun sørgede for, at alle hertugelige gårde var forsynede med sengeklæder og husgeråd.

Hun sørgede for, at domkirken i Güstrow blev sat i stand og forskønnet, blandt andet med mindesmærker over det mecklenburgske fyrstehus. Også klosterkirken i Doberan, hvor mecklenburgs fyrster var begravne, blev sat i stand. Hun lod dels opføre nye, dels vedligeholde ældre klostre for adelige enker og jomfruer, hospitaler, fattighuse og skoler. Under sit andet ægteskab helligede hun sig en del til velgørenhed i Mecklenburg og understøttede skoler, sygehuse og klostre. Hun opførte fattighuse i Grabow, Stargard, Bützow, Güstrow og Stavenhagen, plantede skov i Everstorfer Forst nær Plüschow og i Heidbergen samt stod for genopførelsen af kirkerne i Güstrow og Doberan. Sammen med Ulrik oprettede hun en skole for adelsdøtre i klosteret i Rühn.

Hun vedligeholdt en levende kontakt med sin familie i fødelandet og besøgte regelmæssigt Danmark. Hun besøgte ofte sin svigerinde, Christian 3.s enke Dronning Dorothea, og hendes besøg blev kun endnu hyppigere, efter hendes datter var blevet dronning.

Hun døde i Gedser den 14. oktober 1586, på hjemrejsen fra fra et af sine langvarige besøg i Danmark, kort efter at hun og gemalen havde besøgt Tycho Brahe på Hven. Hendes lig blev ført til Mecklenburg, hvor hun blev begravet i domkirken i Güstrow, hvor der endnu findes et smukt gravmæle i alabaster af Philip Brandin som Hertug Ulrik lod opføre til minde om hende, sin anden hustru, Anna af Pommern og sig selv.

Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Elisabeth_af_Danmark_(1524-1586)

Ludvig blev gift med Kirsten Pedersdatter Lykke. Kirsten (datter af Peder Lykke og Kirsten Pedersdatter Høeg) døde efter 1570. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Dybäck Slott, Vemmenhög H., Malmöhus, Skåne, Sverige

Notater:

Beskæftigelse:
Godsejer

Beskæftigelse:
Rigsraadsmedlem (1572-1581)

Beskæftigelse:
Lensmand på Landskrona

Titel:
Rigsråd

Jørgen blev gift med Karen Ottesdatter Gyldenstierne den 26 jun. 1565. Karen (datter af Otto Gyldenstierne og Helvig Mogensdatter Gøye) blev født cirka 1532 i Avnsbjerg, Sjørslev, Lysgaard, Silkeborg, Danmark; døde den 10 okt. 1589 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Vraagaard, Emmerlev sogn, Tønder Herred, Tønder Amt, Danmark