Frederik Carl Emil Schack Brockdorff

Frederik blev gift med Sophie Hedevig Comtesse Schulin den 14 aug. 1869. Sophie (datter af Hans Sigismund Frederik Alexander William Greve Schulin og Ida Augusta Comtesse Holck) blev født den 18 okt. 1848 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 7 feb. 1931. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Frederik Adolph William Schack Brockdorff blev født den 14 jun. 1870; døde den 28 jan. 1933.
2. Carl Louis August Schack Brockdorff blev født den 17 jul. 1872; døde før 1933.
3. Aage Schack Brockdorff blev født den 22 jan. 1874; døde den 22 okt. 1950.

Frederik blev gift med Caroline Marie Augusta Dannemand. Caroline (datter af Frederik 6, Konge af Danmark og Frederikke Benedicte Rafsted) blev født den 24 jan. 1812; døde den 29 feb. 1844 i Vor Frelsers Kirke, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Schack blev gift med Caroline Frederikke Fernandine von Restorff den 2 jul. 1802. Caroline blev født den 25 feb. 1777 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 23 sep. 1873 i Preetz, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Frederik 6. blev født i 1768 og døde i 1839. Han var søn af Christian 7. og Caroline Mathilde af Storbritannien. Han blev officielt konge efter Christian 7.s død, men i realiteten havde han været regent siden 1784. I 1790 giftede han sig med Marie af Hessen-Kassel, med hvem han fik to døtre.

Frederik 6. havde en trist barndom. Efter at moderen, dronning Caroline Mathilde, og hendes elsker, Struensee, i 1772 blev arresteret, stod den knapt 4-årige Frederik tilbage med en sindssyg far, der var ude af stand til at tage sig af ham. Forståeligt nok blev han et naturligt midtpunkt for en kreds af folk, der ønskede at styrte den regering, der kom til magten efter Struensees fald og moderens landsforvisning.

Frederik 6. blev, efter et kup i 1784, optaget i statsrådet. Magtovertagelsen gjorde ham til kronprinsregent for sin sindssyge far indtil 1808.

I 1788 underskrev statsrådet den vigtigste landbrugsreform i landets historie. Fra da af blev bønderne frie borgere, der kunne rejse hvorhen de ville.

Bag stavnsbåndets ophævelse stod godsejer brødrene Christian og Ludvig Reventlow, jurist Christian Colbjørnsen og godsejer AP Bernstorff, men sandsynligvis ville reformen ikke være blevet til noget uden kronprins Frederiks store velvilje.

For ikke at blive inddraget i den fransk-britiske storkonflikt, sluttede Danmark sig i år 1800 til et svensk-russisk-preussisk neutralitetsforbund. Briterne krævede at Danmark forlod forbundet og da den danske regering nægtede, angreb en engelsk flåde i 1801 den danske flåde på Reden ud for København.

En del af den engelske flåde, under ledelse af viceadmiral Nelson, blev sendt til angreb sydfra.
Under svære tab fik Nelson tilintetgjort en stor del af de danske skibe, og da en betænkelig admiral Parker gav Nelson signal til at indstille kampen, satte viceadmiralen kikkerten for det blinde øje og fortsatte.

I erkendelse af at kampen ikke kunne vindes, sendte Nelson en parlementar i land med et brev til kronprins Frederik. Under trusler om at brænde de erobrede danske skibe med mandskabet om bord, gav kronprinsen efter de britiske krav og indstillede skydningen.

Det var i slaget på Reden at den unge danske søhelt, Peter Willemoes, udmærkede sig.

I 1804 var Napoleon blevet kejser i Frankrig, og det lykkedes ham i de efterfølgende år at erobre store dele af det europæiske fastland. Tilbage var stort set kun Storbritannien og Rusland. I 1807 allierede Rusland sig med Frankrig og gik med til en fastlandsspærring af engelske skibe.

Englænderne forlangte, at Danmark enten allierede sig med Storbritannien eller udleverede den danske flåde som sikkerhed for fortsat dansk neutralitet. Da svaret på det engelske ultimatum var et klart dansk nej, gik den engelske flåde i september til angreb på København. Efter tre døgns heftigt bombardement kapitulerede hovedstaden, og den danske øverstkommanderende, general Ernst Peymann, måtte bøje sig for kravet om udlevering af flåden til englænderne.
Englændernes angreb førte til, at kronprins Frederik knap to måneder senere indgik et forbund med Frankrig.

Da Napoleon i 1812 angreb Rusland, allierede russerne sig med bl.a. Storbritannien og Sverige. Svenskerne blev til gengæld lovet Norge som erstatning for Finland, som russerne erobrede i 1809. Rusland forsøgte, efter den franske hærs nederlag ved Moskva, at få Danmark med i alliancen, men da russerne stod fast på at Danmark skulle afgive Norge til Sverige, sagde den danske regering nej, og efterhånden stod Frederik 6. tilbage som Napoleons sidste forbundsfælle.

Året efter blev Napoleons hær afgørende slået ved Leipzig, og den 15. januar 1814 var Danmark tvunget til at underskrive en fredstraktat med Storbritannien og Sverige, hvorefter vi afstod Norge til Sverige. Frederik 6. kommenterede bittert fredsslutningen: Gid jeg aldrig havde oplevet denne sørgelige dag, da jeg måtte afgive den tilståelse, at Norge, mit kære Norge, måtte være det offer, som måtte gives for ikke aldeles at opgive alt.
Efter 444 som kronprins vandt Frederik 6. stor popularitet ved ophævelsen af stavnsbåndet – en popularitet der blev slidt hårdt på i krigsårene fra 1807-14. En stor del af sin tidligere anerkendelse genvandt Frederik 6. imidlertid hurtigt på grund af sin nøjsomhed og pligtfølelse. Ikke desto mindre råbte og piftede en større menneskemængde af kisten, da den i januar 1840 blev kørt ud af København. Til gengæld blev kisten løftet af vognen da den nærmede sig Roskilde, og blev båret af bønder det sidste stykke vej til Roskilde Domkirke.

Frederik blev gift med Frederikke Benedicte Rafsted. Frederikke blev født den 6 aug. 1790 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde i 1862. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Bente Mortensdatter Andersen
Frederik VI's maitresse, med hvem han fik 2 døtre og 2 sønner, som optoges i adelsstanden 1830. Den yngste søn døde ung, den ældste Frederik Vilhelm Dannemand (1813-88 ) optoges 1839 i grevestanden ogfik hovedgården Aastrup på Sjælland

Aka (Facts Pg):
Oberstinde Frederikke Dannemand

Notater:

Frederik VI's maitresse


MARR: TYPE 3

Jørgen blev gift med Elisabeth Christine von Lüttichau den 13 jul. 1770. Elisabeth blev født den 11 feb. 1744; døde den 1 sep. 1774. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 7. blev født i 1749 og døde i 1808. Han var søn af Frederik 5. og Louise af Storbritannien. Kort tid efter sin kroning i 1766, indgik han i et traditionelt arrangeret pligtægteskab, med denkun 15-årige Caroline Mathilde af Storbritannien. Som sekstenårig fødte hun Christian 7. deres eneste barn, den senere Frederik 6.

Christian 7. var knap nok blevet 17 år, da han efterfulgte Frederik 5. på den dansk-norske trone.

Ret tidligt stod det klart, at den unge konge ikke var helt normal. Han led af den alvorlige sindssygdom, skizofreni – en sygdom der gjorde ham mere og mere utilregnelig, og med årene satte ham heltud af spillet som regent.

Kort tid efter overtagelsen af kronen, kunne man opleve den 17-årige konge på natlige drukture med den 21-årige prostituerede, Støvlet-Cathrine. De to og deres kumpaner yndede at hærge byens bordeller, tæve pigerne og rasere inventaret.

Med den største fornøjelse slog de ruder ind, slog løs på folk de mødte, slog løs på hinanden og pryglede de stakkels vægtere, der skulle sørge for nattero. Det hændte også, at det var kongen der havde fået så mange tæsk, at han måtte ligge brak dagen efter.

Til sidst blev det vægterne for meget. De klagede deres nød til hoffet, og enden på historien blev, at Støvlet-Cathrine blev forvist fra byen.

I 1768 skulle Christian 7. ud på en større udlandsrejse, og under et ophold i Slesvig, antog man den 31-årige Johan Friederich Struensee som rejselæge. Struensee havde tilsyneladende en god indflydelse på kongen og fik efter hjemkomsten ansættelse hos hoffet.

Struensee's hastige karriere ved hoffet gik gennem Caroline Mathildes seng. Han blev den kun 19-årige dronnings elsker og skaffede sig gennem forholdet til hende, og sin store indflydelse på kongen, en stadig større magt.

Struensee fik indsat sin gamle ven Enevold Brandt som kongens forlystelsesråd, og fik efterh med sig selv i rollen som kongens eneste minister.
Sommeren 1771 tilranede Struensee sig diktatoriske magtbeføjelser ved at udnævne sig selv til geheimekabinetsminister. Udnævnelsen betød at han kunne udstede kabinetsordrer på egen hånd, og da kongenssindssygdom forværredes, var Struensees magt reelt uindskrænket.

Struensee gennemførte hastigt en række reformer. Offentlige ansættelser skulle udelukkende ske efter kvalifikationer, statens bureaukrati skulle forenkles og godsejernes indflydelse mindskes. Helt i oplysningstidens ånd, afskaffede Struensee censuren – men liberaliseringen af trykkefriheden førte efterfølgende til en hetz mod regeringen og Struensee selv.

For at få befolkningen til at arbejde noget mere, afskaffede han en række hævdvundne helligdage.
Han skar ned på tildelingen af ordener og forbød anvendelse af tortur inden for retsvæsenet osv.

De mange hastigt gennemførte reformer mødte imidlertid modstand. Tiden var tilsyneladende ikke moden til så omfattende forandringer, og reformiveren skaffede Struensee mange fjender.

Ved et paladskup i midten af januar 1772 blev Struensee og vennen Enevold Brandt arresteret – natten efter et maskebal i hofteatret. I spidsen af kuppet stod enkedronning Juliane Marie, Frederik 5.sanden hustru, og hendes søn, arveprins Frederik.

Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug, og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for bl.a. ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse, og Christian 7. underskrev dødsdommen.

Tusinder af københavnere strømmede til Øster Fælled den 28. april for at overvære den makabre begivenhed, da dommen blev eksekveret. Struensee og Brandt fik begge først hugget højre hånd af, og kort tid efter kunne bødlen holde de afhuggede hoveder op for folkemængden. Kroppene blev herefter parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoved og hånd blev sat på en stage.

Dronning Caroline Mathilde tilstod sit forhold til Struensee, ægteskabet med kongen blev ophævet, og dronningen deporteret til Celle i Hannover. Hun så aldrig siden sine børn – hverken kronarvingenFrederik eller datteren, Louisa Augusta, som Struensee var far til. Caroline Mathilde døde under en epidemi af skarlagensfeber i 1775. Kongens kommenterede dødsfaldet på denne måde: Det var synd – hun havde gode lægge.

Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik fik plads i det indsatte statsråd – men den største indflydelse fik en af hovedmændene bag kuppet, teolog og professor i veltalenhed Ove Høegh-Guldberg. Han udnævntes til kabinetssekretær og blev efterhånden regeringens egentlige leder. Regeringen med Høegh-Guldberg afskaffede stort set de reformer, Struensee havde gennemført, og satte udviklingenmere eller mindre i stå. Høegh-Guldberg blev selv offer for et paladskup i 1784, da kronprins Frederik, den senere Frederik 6., overtog regeringsmagten. Formelt var den stadig mere sindsforvirrede Christian 7. stadig enevældig hersker – men hans rolle var rTiteleret til, at underskrive de beslutninger statsrådet vedtog.

Christian7. døde af et slagtilfælde den 13. marts 1808 og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Frederik 6.

Christian blev gift med Caroline Mathilde af England. Caroline (datter af Friedrich Ludwig af Hannover og Augusta af Sachsen-Gotha-Altenburg) blev født den 22 jul. 1751 i Leicester House, London, England; døde den 10 maj 1775 i Celle, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet i Stadtkirche, Celle, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Caroline Mathilde blev født den 22 juli 1751 på Leicester House i London. Hun var datter af den engelske tronfølger, prins Frederik Ludvig af Wales, som var død 4 måneder før hendes fødsel, og Augusta af Sachsen-Gotha. Caroline Mathilde havde 8 søskende, heriblandt den ældste bror, George, der som George den Tredje blev konge af England i 1760. Allerede i 1765 blev hun udset som brud for kronprinsChristian af Danmark, som var hendes fætter. (Christian den Syvendes mor var søster til Caroline Mathildes far). Egentlig var det storesøsteren, den to år ældre Louise, som man havde tænkt sig ved det danske hof, men Frederik den Femtes udsending, H.C. v. Bothmer mente, at hun var for svagelig. Muligvis havde han ret, for Louise døde allerede i 1768.

Den 1. oktober 1766 blev Caroline Mathilde viet ved stedfortræder i England, og ca. en måned senere kom hun til Danmark, hvor hun efter en hård overfart blev mødt af sin ægtefælle, den 3. november i Roskilde. Kronpris Christian var i mellemtiden blevet til kong Christian den Syvende, ved Frederik den Femtes tidlige død den 14. januar samme år. Parret blev viet i Christiansborg Slotskirke af Sjællands biskop Harboe den 8. november, efter at den kommende dronning havde holdt et festligt indtog i hovedstaden. Der var anlagt æresport, og med tanke på Christian den Syvendes mor, den populære, afdøde dronning Louise, glædede man sig til atter at få en engelsk dronning.
Struensee Imidlertid viste det sig forholdsvis hurtigt, at ægteskabet var en katastrofe. Christian den Syvende var psykisk ustabil, og det havde ikke hjulpet at blive gift, sådan som man havde håbet. Mens kongen turede i tvivlsomme kvarterer med tvivlsomme personer som den berygtede "Støvlet-Katrine" var dronningen nærmest isoleret sammen med sin etikettestærke hofmesterinde, fru von Plessen.

I 1767 og navnlig i 1768 foretog kongen desuden længere rejser, og Caroline Mathilde sad alene tilbage i København sammen med de to ældre enkedronninger. I 1768 nedkom Caroline Mathilde med kronpris Frederik, og det lykkedes kongen og hans parti at fjerne fru von Plessen. Da Christian den Syvende året efter kom tilbage fra sin store udlandstur, medbragte han sin rejselæge, den reformivrige tysker J.F.Struensee, der fik stor indflydelse på kongen og gennemførte flere reformer, bl.a. indførelse af trykkefrihed.

I foråret 1770 blev Struensee dronningens elsker, og da hun 7. juli 1771 fødte datteren Louise Augusta, var det ham - og ikke kongen - der var faderen.

Efter Struensees fald ved hofrevolutionen den 17. januar 1772 blev Caroline Mathilde fængslet og eksorteret til Kronborg under stærk bevogtning, mens en kommission granskede hendes forhold til Struensee. Hun holdt stand indtil han tilstod - så skrev hun også under på, at hun havde begået ægteskabsbrud, og den 6. april 1772 blev hun skilt fra kongen. Egentlig var planen, at hun skulle sendes i eksil på Ålborghus, men da hendes bror, kong George af England pressede på, blev resultatet, at hun skulle overføres til ét af hans lande. Den danske stat tilbagebetalte hendes medgift på 40.000 pund, og englænderne lovede at sørge for hendes underhold. Den 30 maj 1772 forlod hun Danmark ombord på en engelsk fregat og efter et ophold på ca. ½ år i den tyske by Göhrde, kunne hun flytte ind i det nyindrettede slot i Celle. Sine børn så hun aldrig mere, hverken den ca. 4-årige prins Frederik eller babyen Louise Augusta, idet begge blev i Danmark.

I 1774 fandt hendes unge landsmand, englænderen Nathanael Wraxall på at ville befri hende sammen med en gruppe sammensvorne. Planen var, at hun atter skulle placeres på den danske trone. Planen gik imidlertid i vasken, idet Caroline Mathilde døde af en febersygdom den 10 maj 1775. Hun blev begravet i Celle Stadtkirches fyrstekrypt, hvor hendes kiste fortsat findes. I 1784 blev der i Französischer Garten, som var et af hendes foretrukne spadseresteder opstillet et stort mindesmærke, skabt af kunstneren Adam Friedrich Oeser, et mindre placeredes takket være hendes slægtning Ernst von Mecklenburg-Strelitz i Prinzengarten. På slottet i Celle er en række værelser indrettet til museum - bl.a. nogle af de rum, som Caroline Mathilde beboede.