Prins Christian Carl Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Aka (Facts Pg): Frederik Carl von Carlstein

Notater:

Christian Carl (1674-1706) var søn af hertug August til Nordborg-Pløn, som igen var søn af hertug Hans den yngre søn Joachim Ernst til Pløn. Christian Carl tillod sig meget mod sin faders vilje at gifte sig i skjul med dennes amtmand over Nordborgs datter, og blev derfor tvunget til at afstå arveretten til hertugdømmet.

Christian Carls ældre broder Joachim Frederik fik hertugdømmet, men da han døde uden mandlige arvinger, søgte 1722 førnævnte Christian Carl's søn. den kun 16 årige Frederik Carl, der var blevet borgelig gjort til von Carlstein kongen om at måtte overtage hertugdømmet Nordborg. Kongen gav sin tilladelse, og fik som betaling herfor det halve af Nordborg amt. Syv år senere overtog Frederik Carl hertugdømmet Pløn og flyttede fra Nordborg, kongen fik resten af Nordborg amt, og fra 1729 var Nordborg så ikke længere noget fyrstendømme men et et af kongens mindste amter.



Frederik Carl von Carlstein, hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Pløn (4. august 1706 i Sønderborg – 18. oktober 1761 på Travendal Slot) var den sidste hertug af det slesvig-holstenske hertugdømme Pløn. Han fik ingen sønner, og efter hans død arvede den danske krone derfor hertugdømmet.

Baggrund
Han var søn af hertug Christian Carl af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Nordborg og Dorothea Christine von Aichelberg og født efter faderens død 4. august 1706 i Sønderborg. Faderen havde set sig tvungen til efter sit ægteskab, der ansås for ikke jævnbyrdigt, at afstå sit len på Ærø til den ældre broder Joachim Frederik af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Pløn mod et pengevederlag, ligesom han for sine børn gav afkald på al arveret til slægtens lensgodser, så længe der fandtes mandligt afkom af broderen; han kaldte sin hustru og hendes børn "von Carlstein".

Bliver legitim hertug
Da Joachim Frederik døde i 1722 uden mandlige arvinger og foruden lenet på Als og Ærø efterlod det senere arvede Pløn i Holsten, kom det til en overenskomst mellem Frederik Carl og kong Frederik IV, hvorefter denne ville anerkende ham som legitim hertug af Pløn imod en afståelse af hele det sønderjyske len fra samme øjeblik, som han kom i besiddelse af det holstenske (7. november 1722). Kort efter deklareredes han af kongen som født hertug, og hans moder fik fyrstelig standsret; af godserne fik han Nordborg og Melsgård på Als med Gudsgave og Søbygård på Ærø; Hartspring og Østerholm tilfaldt derimod Kronen.

Han drog nu udenlands i nogle år, medens der førtes proces for Rigshofretten om hans anerkendelse som tysk fyrste og arveretten til Pløn, der gjordes ham stridig af hans faders søskendebarn Johan Ernst Ferdinand til Rethwisch. Da denne imidlertid døde uden arvinger (21. maj 1729), var Frederik Karl eneste efterlevende mand af huset Pløn og tog som sådan det hele len, der fra 1722 havde været taget under kongelig administration, i besiddelse; han havde i forvejen måttet forny overenskomsten med kongen og afstå Als og Ærø, der således hjemfaldt til Kronen. To år efter anerkendtes Frederik Carl også af kejseren som legitim hertug og arving til Pløn (11. september 1731).

Han ægtede 18. juli 1730 Christine Ermegaard (Irmengard) komtesse Reventlow på Københavns Slot. Hun var datter af grev Christian Ditlev Reventlow, dronning Anna Sophies broder. Han fik kun én søn, der døde som spæd, så han sluttede en overenskomst med kongen (1754), der senere blev tiltrådt af de andre linjer af huset Sønderborg (1756), og hvorefter det lille hertugdømme Pløn efter hans død skulle forenes med den kongelige del af Holsten. Han døde 18. oktober 1761, hans enke 9. oktober 1779.

Traktaten eftergav hertugens gæld, og i realiteten fik han nu en ubegrænset kredit hos den danske konge.

Frederik Karl var en stor kunstelsker, og kunst og arkitektur oplevede en indian summer i hans regeringsperiode. Hertugen lod Traventhal Slot (siden nedrevet) og lystslottet Prinzenhaus i Pløn opføre, suppleret med store formelle haveanlæg i fransk barokstil. Desuden blev det indre af Pløn Slot moderniseret i rokokostil. Arkitekterne bag disse anlæg var Johann Gottfried Rosenberg og Georg Dietrich Tschierske, og havearkitekten var Georg Tschierske.

Et kendt maleri af Tischbein, nu på Frederiksborgmuseet, viser hertugen med sin familie på terrassen i Traventhal.

Familie
Han havde tre døtre:

Friederike Sophie Charlotte (1736-1769), gift med Georg Ludwig 2. af Erbach-Schönberg
Charlotte Amelie Wilhelmine (1744-1770), gift med Frederik Christian 1. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg
Luise Albertine (1748-1769), gift med Frederik Albrecht af Anhalt-Bernburg

To af Frederik Karls mætresser (elskerinder) kendes med navn: Han havde gennem seks år et forhold til Sophie Agnes Olearius, og der kom seks døtre ud af denne relation. Med kammerpigen Catharina Bein havde han tre børn. Frøkenerne og de uægte børn modtog underhold i form af penge og godser.

Frederik blev gift med Comtesse Christine Ermegaard Reventlow den 18 jul. 1730 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Christine (datter af Greve Christian Ditlev Reventlow og Benedicte Margrethe Brockdorff) blev født den 2 maj 1711; døde den 6 okt. 1779 i Lehmkuhlen, Preetz, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: IV. Den danske grevelige linje af 1673
• Kilde: DAA 1939 p56: III,9

Notater:

Christian Carl (1674-1706) var søn af hertug August til Nordborg-Pløn, som igen var søn af hertug Hans den yngre søn Joachim Ernst til Pløn. Christian Carl tillod sig meget mod sin faders vilje at gifte sig i skjul med dennes amtmand over Nordborgs datter, og blev derfor tvunget til at afstå arveretten til hertugdømmet. Christian Carls ældre broder Joachim Frederik fik hertugdømmet, men da han døde uden mandlige arvinger, søgte 1722 førnævnte Christian Carls søn. den kun 16 årige Frederik Carl, der var blevet borgelig gjort til von Carlstein, kongen om at måtte overtage hertugdømmet Nordborg. Kongen gav sin tilladelse, og fik som betaling herfor det halve af Nordborg amt. Syv år senere overtog Frederik Carl hertugdømmet Pløn og flyttede fra Nordborg, kongen fik resten af Nordborg amt, og fra 1729 var Nordborg så ikke længere noget fyrstendømme men et et af kongens mindste amter.

Begravelse:
Han blev først begravet i Nordborg. Efter, at hans søn Friedrich Karl var blevet hertug af Slesvig-Holsten-Plön efter en lang arvekonflikt, fik han liget overført til den kongelige krypt i Plön.

Christian blev gift med Dorothea Christine von Aichelberg den 20 feb. 1702 i Umstadt, Hessen, Tyskland. Dorothea (datter af Johan Franz von Aichelberg og Anna Sophie von der Trautenburg genannt Beyer) blev født den 23 jan. 1674 i Nordborg, Als, Danmark; døde den 22 jun. 1762 i Reinfeld, Stormarn, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Aka (Facts Pg): Fru von Carlstein

Notater:

Dorothea Christina von Aichelberg, auch: Dorothee Christine, Christiane, von Eichelberg, von Aichelburg (* 23. Januar 1674 in Plön; † 22. Juni 1762 in Reinfeld (Holstein)) war als Frau von Karlstein die Ehefrau von Christian Karl von Schleswig-Holstein-Sonderburg-Plön-Norburg und stand als dessen Witwe und Mutter von Friedrich Karl (Schleswig-Holstein-Sonderburg-Plön) über Jahre im Zentrum eines Sukzessionsstreits.

Leben und Wirken
Dorothea Christina war die Tochter von Johann Franz von Aichelberg, Hofmeister (Amtmann) in Norburg, und seiner Ehefrau Anna Sophia von Trautenburg, genannt Beyer. Als junge Frau wurde sie Kammerjungfer bei der Herzogin Elisabeth Charlotte. Nach dem Tod von Herzog August und dem Regierungsantritt von Herzog Joachim Friedrich 1699 folgte sie der Herzoginwitwe auf den Witwensitz Østerholm auf Alsen. Hier entwickelte sich das Verhältnis zu Joachim Friedrichs jüngerem Bruder Christian Karl, der zu diesem Zeitpunkt Oberst im brandenburg-preußischen Heer war und vom Vater lediglich die früher seinem Onkel Bernhard von Schleswig-Holstein-Sonderburg-Plön gehörenden Güter Sebygaard und Gottesgabe auf Ærø geerbt hatte, wodurch seiner Einschätzung nach jeder Edelmann im Lande leicht reicher sei als er.[1] Dorothea Christina von Aichelberg erschien ihm unter diesen Umständen als eine angemessene Ehefrau. Sowohl der Hof in Norburg als auch die Agnaten waren jedoch strikt gegen die unebenbürtige Verbindung.

In dieser Situation erhielt Dorothea Christina eine Einladung an den Hof in Dillenburg. Christian Karl folgte ihr nach Frankfurt am Main, wo sie sich trafen, und am 20. Februar 1702 wurden sie im Curti-Schloss in Groß-Umstadt, das zu diesem Zeitpunkt als Kondominium unter gemeinsamer Verwaltung von Kurpfalz und Hessen-Kassel stand, vom dortigen reformierten Superintendenten Johann Jacob Müller getraut. Trauzeugen war der Hausherr, der Oberamtmann Carl Wilhelm von Curti und seine Frau Anna Helena, geb. Schenck zu Schweinsberg.

Die Hochzeit wurde zunächst geheim gehalten; über Landgraf Karl von Hessen-Kassel erfuhr jedoch dessen Schwester, die dänische Königin Charlotte Amalie davon und durch sie die herzogliche Familie. Herzog Joachim Friedrich gelang es nicht, die Ehe anzufechten – sie war nicht morganatisch, und Dorothea Christina konnte eine Adelsprobe mit 16 Ahnen vorweisen – aber er zwang seinen Bruder zu einem Vergleich. Dieser wurde von einer Hofkommission ausgearbeitet, am 24. November 1702 von den beiden Brüdern in Norburg unterzeichnet und am 5. Dezember 1702 vom dänischen König bestätigt. Darin verzichtete er für seine Gemahlin und seine etwaigen Kinder auf alle Standes- und Erbrechte, um den ohnehin schon sehr unbedeutenden Familienbesitz nicht durch weitere Teilungen noch mehr zu verkleinern; doch sollte dieser Verzicht nicht mehr gelten, wenn die männliche Nachkommenschaft des Bruders ausstürbe. Für sich und seine Familie nahm er den Namen von Karlstein an. Eine Lücke dieses Vergleichs war, dass darin mit keinem Worte erörtert wurde, was geschehen sollte, falls das Plönische Haus aussterben sollte, und alsdann nach dem Testament Herzog Augusts Joachim Friedrich die Plönischen Lande, und Christian Carl die Norburgischen erhalten sollten. Ein solcher Fall war 1702 höchst unwahrscheinlich, jedoch möglich, und trat schon vier Jahre später ein. Als 1704 kurz nacheinander der Plöner Herzog Hans Adolf, dessen Sohn Adolf August (bereits wenige Tage vor seinem Vater bei einem Reitunfall) ums Leben kamen, wurde die Plöner Linie im Mannesstamm nur noch durch den Enkel Hans Adolfs und Sohn Adolfs Augusts, Leopold August (1702–1706), vertreten. Dieser starb noch im Kindesalter von vier Jahren, womit die Anwartschaft auf das Plöner Erbe an Joachim Friedrich überging.

Dem Paar Christian Karl und Dorothea Christina wurden zunächst zwei Töchter geboren: Charlotte Amalie Ernestine (1703-?, als Kind verstorben) und Wilhelmine Augusta (* 13. September 1704; † 1749). Christian Karl starb am 23. Mai 1706 an den Blattern. Am 4. August 1706 wurde Friedrich Karl als Posthumus geboren. Dorothea Christina lebte noch weitere 56 Jahre als Witwe. Ihre Aufgabe in den nächsten Jahren war, gemeinsam mit ihrem Rechtsvertreter Friedrich von Reventlow und den vom König ernannten Vormündern Hansen von Ehrencron und C.G. von John die Sukzessionfähigkeit ihres Sohnes zu erstreiten. Gutachten der Kieler Juristischen Fakultät und auswärtiger Juristen wie Johann Peter von Ludewig und Christian Thomasius untermauerten 1707 diesen Anspruch. Ihre Ehe sei keine morganatische gewesen und auch nicht durch den Vergleich von 1702 dazu geworden. Doch Joachim Friedrich weigerte sich weiter die Sukzessionsfähigkeit seines Neffen anzuerkennen. Zu diesem Zeitpunkt hoffte er auch noch auf die Geburt eines Sohnes. Doch in zwei Ehen wurden nur Töchter geboren; er starb 1722 hochverschuldet und ohne männlichen Nachkommen.

König Fredrich IV. erkannte nun in zwei Diplomen vom 18./19. Dezember 1722 Friedrich Karl als einen wirklichen und gebornen Herzog von Schleswig und Holstein an und erhob Dorothea Christina in den Fürstenstand. Diese Anerkennung konnte jedoch nur für die unter dänischer Lehnshoheit stehenden Gebietsanteile wie Norburg durchgesetzt werden, da Friedrich Karls Cousin Johann Ernst Ferdinand aus der Nebenlinie Schleswig-Holstein-Plön-Rethwisch auch Ansprüche anmeldete und für die holsteinischen Gebietsanteile, die der kaiserlichen Lehnshohgeit unterstanden, die Unterstützung des Kaisers hatte. Daher konnte Friedrich Karl erst mit dem Tode des Cousins († 24. Mai 1729) die Regierung in Plön antreten. Die Anerkennung durch den Reichshofrat erfolgte 1731. Dorothea Christina von Aichelberg erlebte den späten Triumph, dass ihre Ehe durch ein Konklusum des Reichshofrats „für ein ordentliches und fürstliches rechtmäßiges Matrimonium“ erklärt wurde.

Dorothea Christina lebte nun auf dem Plöner Witwensitz in Reinfeld und im Witwenpalais in Plön. Sie starb in Reinfeld in hohem Alter an einer Brust-Krankheit. Ihr Leichnam wurde nach Plön überführt und am 30. Juni 1762 in der Fürstengruft auf Schloss Plön beigesetzt. Zu ihrer Nachkommenschaft zählen über ihre Tochter die Nachkommen von Karl August von Hardenberg, und über ihren Sohn und dessen Töchter das Haus Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg und Anhalt-Bernburg.

Schon 1746 hatte sie das Plöner Waisenhaus gestiftet, das sie auch in ihrem Testament bedachte, ebenso wie Arme in Reinfeld und die dortige Prediger-Witwenkasse.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Til Grevskaberne Reventlow (1708) og Christiansborg (1729), Baroniet Brahetrolleborg (1722), til stamhusene Frisenvold (1731) og Krenkerup (1736), Pederstrup med Skjelstofte (1725), Lungholm (1727), Taastrup og Aalstrup (1728) og Tølløse (1728)
• Family Line: IV. Den danske grevelige linje af 1673
• Kilde: DAA 1939 p53: II,3
• Titel: Besidder af Grevskabet Reventlow. Oprettede desuden Grevskabet Christiansborg (senere Christianssæde)
• Ordner: 15 aug. 1698; Ridder af Dannebrog
• Ordner: 26 maj 1707, Frederiksborg Slot, Hillerød, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt, Danmark; Ridder af Elefanten

Notater:

BIOGRAFI :Dansk Biografisk Leksikon:

Reventlow, Christian Ditlev, lensgreve, 1671-1738, officer, diplomat. * 21.6.1671 i Haderslev , død 1.10.1738 på Tølløse, begr i Radsted k. F: storkansler Conrad Reventlow (1644-1708) og Anna M. Gabel(1651-78). Gift 1700 med Benedicte Margrethe Brockdorff, * 1678, død 7.6.173 9 på Tølløse (gift 1 g. 1691 med kammerjunker Jørgen Skeel til Gl. Estrup, 1656-95), d. af svensk oberst Cai Bertram B. tilBothkamp (1619-89) og Hedevig Rantzau. Halvbror til Anna Sophie Reventlow (1693-1743).

Som søn af storkansleren var Reventlow nært knyttet til hoffet. Christian V havde stået fadder til ham og trolovet ham med datteren Anna Christine Gyldenløve der imidlertid døde som ganske ung. Til den jævnaldrende Frederik IV stod han i et personligt forhold, men hans kritisk e holdning til kongen vanskeliggjorde samarbejdet. Efter et kort studium ved Kbh.s universitet sendtes han til udlandet for at søge uddannelse navnlig i Frankrig og England. 1690 afløste han faderen som amtmand i Haderslev og landråd i hertugdømmerne.

1699 fulgte han ham i embedet som overjægermester der indebar tilsyn med statens skov- og jagtvæsen. Imidlertid var det som officer og i nogen grad som diplomat han kom til at gøre sin indsats i kongens tjeneste. 1690 fulgte han et felttog ved Rhinen, 1692, som overtallig oberst , det danske korps i Irland og deltog n.å. i slaget ved Steenkerke. 1694 blev han oberst for et dragonregiment hjemme oghvervede s.å. på egen bekostning et infanteriregiment til kejserlig tjeneste som han førte 1699 ved Rhinen under markgrev Ludvig af Baden, hans første virkelige læremester i krigskunsten. Efter Frederik IVs tronbestigelse løste han det betydningsful de diplomatiske hverv i Dresden at afslutte tidligere indledede forhandlinger om offensiv og defensiv alliance med Sachsen-Polen mod Sverige, og 1700sendtes han atter til Dresden for at fremskvnde afsendelsen af et hjælpekorps. Reventlow deltog i det kortvarige felttog ved sydgræsen og ledede derefter forhandlingerne med Karl XII om at forlade Sjælland. 1701 blev han generalmajor og skulle 1702 have befalingen over rytteriet i det korps der under Chr. Gyldenløve gik i kejserlig tjeneste i Italien. Gyldenløve modsatte sig imidlertid energisk dette under trussel om tilbagetræden, og Reventlow gik i stedet i tjeneste i den egentlige kejserlige hær hvor han 1703 blev feltmarskalløjtnant. Prins Eugen af Savoyen satte megen pris på ham og betroede ham ved flere lejligheder ret betydelige kommandoer. 1704 ledsagede han Prinsen under felttoget i Bayern, bl.a. i slaget ved Höchstädt hvorom han skrev en interessant beretning til kongen.

De følgende år deltog han i felttog i Italien hvor han 1705 blev såret ved Cassano, og ved Rhinen, dels under Eugen, dels atter under Ludvig af Raden, og udnævntes 1706 til felttøjmester . Efter hjemkomsten udnævntes Reventlow 1707 til general af infanteriet, den højeste grad Frederik IV tildelte nogen. Hermed var hans mangeårige, afvekslende, udenlandske krigerfærd afsluttet, og han overtog gerningen som højstkommanderende over den hjemmeværende hær. 1708-09 ledsagede han Frederik IV på Italienrejsen, ledede i Wien forhandlingerne om hjælpekorpsets hjemmarch og var derefter i Dresden deltageri de afsluttende aftaler om samvirken under eventuel krig med Sverige. Han skønnede at de politiske og militære forhold var gunstige for en afgørelse og tilrådede ivrigt en sådan. Hans udnævnelse tilleder af felttoget må anses for en rigtig disposition, men kongen unddrog ham ved sin ringe forståelse og ubeslutsomhed den nødvendige støtte. Midt i nov. 1709 stod den lille feltbær samlet syd for Helsingborg. Reventlow pressede hårdt på om forstærkninger, men navnlig om belejringsskyts til angreb på fæstningerne Landskrona og Malmø til udvidet, sikkert rygstød, basis for operationerne mod den fjendtlige hær. Samtidig skyndede han på for at få den norske hær til at binde en del af de fjendtlige styrker. Altsammen dog forgæves da kongen ikke viste synderlig interesse. Da vejene kort efter nytår var blevet nogenlunde farbare rykkede Reventlow med en del af styrken mod Magnus Stenbock der stod vest for Kristianstad, kastede fjenden tilbage i Småland og fortsatte ind i Blekinge. Da han imidlertid også måtte sikre sig mod frembrud fra Halland gik han mod slutningen af febr. tilbage til egnen nordøst for Lund for herfra at gå til angreb når forholdene ind bød hertil. Kort efter blev han meget syg af gigtfeber, men forblev ved hovedkvarteret til han 27.2. måtte afgive kommandoen til Jørgen Rantzau og lade sig transportere til Sjælland. 10. 3. led hæren det nederlag ved Helsingborg som Reventlow forgæves havde påpeget over for kongen som en mulighed. Udfaldet der blev afgørende for hele felttoget viste at Reventlow havde set rigtigt, og ansvaret må først og fremmest placeres hos Frederik IV der kvitterede ved i april at afskedige Reventlow.

Kort for slaget ved Gadebusch 1712 blev Reventlow sendt til zar Peter og Frederik II August for at formå dem til hurtigt at rykke til undsætning for den danske hær. Afgørelsen på slagmarken faldt imidlertid før egentligt samarbejde nåedes, og kun ved yderst skarp optræden over for zaren lykkedes det Reventlow at formå denne til at følge efter den svenske bær ind i Holsten, til samvirken med den danske ved Tanning m.m. Sine evner som handlekraftig og klarsynet administrator kom han til at vise da han 1713 blev overpræsident i det af Stenbock afbrændte Altona med næsten diktatorisk myndighed. Men baggrunden for kongens udnævnelse af ham var nok lige så meget ansket om at fjerne R. fra hoffet på grund af hans modvilje mod Frederik IV s forhindelse med søsteren, Anna Sophie. På forholdsvis kort tid fik han byen genrejst smukkere og regelmæssigere end forhen. Han anlagde en havn og virkede på alle måder energisk for byens opkomst.

Han rejste det endnu bestående såkaldte "Reventlow stift" og ydede personlig et betydeligt tilskud dertil. Som deltager i "Den store votering" 1718 afgav han et af de udførligste, bedst affattede og mest udtømmende indlæg hvori han på grundlag af den gode hær og de gunstige militær-politiske forhold bestemt rådede til med v storkansler må også ses i lyset af hans kritiske holdning til forbindelsen, og til kongen almindelighed.

Efter Kbh.s brand 1728 var han den første der fremkom med ideer om genopbygningen og maj 1729 blev han overdirektør for bygningskommissionen. Her kæmpede han energisk mod inkompetence og slendrian i bystyre og centraladministration og b!ev grundigt upopulær, men ved tronskiftet 1730 fik han sin afsked og mistede tillige stillingen som overjægermester. Han synes dog ik ke at være forment adgang tilhoffet.

R. var meget velhavende og en af landets største godsejere med besiddelser i hertugdømmerne og kongeriget. På Lolland oprettede han grevskabet Christiansborg. R. lagde desuden grunden til det senere grevskab Hardenberg. - Kammerherre 1698. Overjægermester 1699. Gehejmeråd 1707.

Selv om han sjældent boede på Sandbjerg, varetog han sine bønders interesser. Da hertugen af Glücksborg i 1735 udstedte en forordning, hvorved han indfev, d. I. Okt. 1738 paa Tølløse, begr. i RadstedK.

Forældre: Storkansler Conrad R. (s. d.) og I. Hustru. Gift 1700 med Benedicte Margrethe Brock dorff f. 1678, d. 7. Juni 1739 paa Tølløse (gift 1g 1691 med Kammerjunker Jørgen Skeel til Gl . Estrup, 1656-95), D. af svensk Oberst Cai Bertram B. til Bothkamp (161989) gift 1g 1644 me d Susanne Amalie v. Münster, 1618-56 (gift 1g 1636 med Oberst Rüdiger v. Waldow, d. 1642)) og Hedevig Rantzau.

Efter et kort Studium ved Kbh.s Universitet sendtes C. D. R. til Udlandet for at søge Uddanne lse navnlig i Frankrig og England. 1690 afløste han Faderen som Amtmand i Haderslev og Landra ad i Hertugdømmerne og fulgte s. A. et Felttog ved Rhinen.

1692 fulgte han som overtallig Oberst det danske Korps i Irland og deltog n. A. i Slaget ved Steenkerke. 1694 blev han Oberst for et Dragon regiment hjemme og hvervede samme år paa egen Bekostning etInfanteriregiment til kejserlig Tjeneste, hvilket han førte 1699 i Felttog ved Rhinen under Markgrev Ludvig af Baden, der blev hans første virkelige Læremester i Krigskunsten.

Efter Frederik IV.s Tronbestigelse løste han det betydningsfulde diplomatiske Hverv i Dresden at afslutte tidligere indledede Forhandlinger om offensiv og defensiv Alliance med Sachsen Polen mod Sverige, og n. A. (1700) sendtes han atter til Dresden for at fremskynde Afsendelsen af et Hjælpekorps, men Korpset naaede ikke frem i Tide.

C. D. R. selv deltog derimod i det kortvarige Felttog ved Sydgrænsen og ledede derefter Forhandlingerne med Karl XII. om at forlade Sjælland. 1701 blev han Generalmajor og skulde 1702 ha ve Befalingenover Rytteriet i det Korps, der under Chr. Gyldenløve gik i kejserlig Tjenest e i Italien. Gyldenløve modsatte sig imidlertid energisk dette: Hvis Kongen ikke vilde tilbagekalde Ordren, vilde han selvtræde tilbage. Kongen maatte føje ham, og C. D. R. gik i Tjeneste i den egentlige kejserlige Hær, hvor han 1703 blev Feltmarskalløjtnant. Prins Eugen satte megen Pris paa ham og betroede ham ved flereLejligheder ret betydelige Kommandoer.

1704 ledsagede han Prinsen under Felttoget i Bayern, bl. a. i Slaget ved Hochstädt, hvorom ha n skrev en interessant Beretning til Kongen. De følgende Aar deltog han i Felttog i Italien , hvor han 1705 blev saaret ved Cassano, og ved Rhinen, dels under Prins Eugen, dels atter un der Ludvig af Baden, og udnævntes 1706 til Felttøjmester. 1707 udnævntes C. D. R. hjemme ti l General af Infanteriet, den højeste Grad, Frederik IV. tildelte nogen. Hermed var hans mang eaarige, afvekslende, udenlandske Krigerfærd afsluttet, og han overtog Gerningen som højstkom manderende over den hjemmeværende Hær.

I 1708-09 ledsagede han Frederik IV. paa Italienrejsen, ledede i Wien Forhandlingerne om Hjælpekorpsets Hjemmarch og var derefter i Dresden Deltager i de afsluttende Aftaler om Samvirke n under eventuel Krig med Sverige. Han skønnede, at de politiske og militære Forhold var guns tige for en Afgørelse og tilraadede ivrigt en saadan. Hans Udnævnelse til Overgeneral kom ve l først umiddelbart før Krigsudbrudet, men som Følge af hans hidtidige Virksomhed og Forhol d til Kongen var det givet, at han skulde kommandere Felthæren, og alt taget i Betragtning ma atte han anses for at være den af Generalerne, der var bedst egnet.

Midt i Nov. 1709 stod den lille Felthær samlet Syd for Helsingborg. C. D. R. pressede haardt paa Kongen om Forstærkninger, men navnlig om Belejringsskyts til Angreb paa Fæstningerne Landskrona og Malmø til udvidet, sikkert Rygstød, Basis for Operationerne mod den fjendtlige Hæ r. Samtidig skyndede han paa for at faa den norske Hær til at binde en Del af de fjendtlige S tyrker. Han blev imidlertidskuffet paa alle Punkter; Kongen syntes ikke at interessere sig s ynderlig for Felttoget og foranledigede intet af Betydning, skønt C. D. R. under et Besøg, Kongen aflagde i Helsingborg, paapegede eventuelle Følger netop som Nederlaget 10. Marts.

Da Vejene kort efter Nytaar var blevet nogenlunde farbare, rykkede C. D. R. med en Del af Styrken mod Stenbock, der stod Vest for Kristianstad, kastede Fjenden tilbage i Småland og forts atte ind i Blekinge. Da han imidlertid ogsaa maatte sikre sig mod Frembrud fra Halland, gik h an mod Slutningen af Febr. tilbage til Egnen Nordøst for Lund for herfra at gaa til Angreb, n aar Forholdene indbød dertil. Ifølge sin Instruks udbad han sig Kongens Tilladelse til egentlig Offensiv og fik den, men bebrejdede atter Kongen, at Korpset ikke var blevet forstærket. H an opnaaede kun yderligere at irritereKongen og skabe sig Fjender i Myndighederne i Kbh.

Til al Ulykke blev han meget syg af Gigtfeber; han forblev dog ved Hovedkvarteret, til han 27 . Febr. maatte afgive Kommandoen til Jørgen Rantzau (s. d.) og lade sig transportere til Sjælland. Rantzaunød imidlertid ikke den Tillid fra de undergivnes Side til Føringen, som C. D . R. havde forstaaet at vinde, og vaklede i sine Dispositioner, og 10. Marts blev Hæren total t slaaet ved Helsingborg, hvorpaa Skaane maatte rømmes.

I April blev C. D. R. "forløvet fra sin Charge" og kom ikke senere til at udøve egentlig militær Virksomhed, men vedblev stedse med Interesse at følge Forholdene i Hæren og, naar Kongen selv gav ham Anledning dertil, med Frimodighed at fremsætte sine Anskuelser. Paa andre Omraader kom han dog til endnu at yde sit Land meget værdifulde Tjenester. Ved Faderens Død 169 9 var han blevet hans Efterfølger i den meget indbringende Stilling som Overjægermester, tilsynsførende med Landets, navnlig Statens, Skove og Jagtvæsen, og viste disse Anliggender megen Interesse.

Til Hoffet var C. D. R. nøje knyttet i Christian V.s Tid. Kongen havde staaet Fadder til ha m og trolovet ham med sin Datter Anna Christiane Gyldenløve, der døde som ganske ung. Til Fre derik IV. komhan som jævnaldrende i endnu nærmere personligt Forhold, der dog kølnedes stærk t af C. D. R.s skarpe Kritik Vinteren I7o9~Io og ved den Uvillie, han, i Modsætning til U. A . Holstein, viste over Kongens Forbindelse 1712 med C. D. R.s Søster Anna Sophie; baade C. D . R. og hans Hustru holdt sig fjernt fra denne, saa længe Dronning Louise levede, og slutted e sig nøje til Kongens Søskende, der dannede en Slags Opposition. Christian VI. nærede allige vel Uvillie mod ham og fratog ham Stillingen som Overjægermester. Hvis det, som det siges, er rigtigt, at C. D. R. af Christian VI. blev forvist fra Hoffet, har dette ikke været for bestandigt, thi ved et Taffel 1737 fremsatte han Indvendinger mod Landmilitsforordningen af 1733 , et Emne, hvorover Kongen var meget ømtaalig.

C. D. R. var en kundskabsrig Mand, en ulastelig Karakter, aaben og frimodig, en særdeles vind ende Personlighed, udadtil og indadtil en tro Tjener for sit Land. Hans Hustru var en begavet , myndig ogvirksom Dame, der øvede betydelig, men mindre heldig Indflydelse paa ham. Hun va r ham i øvrigt oprigtigt hengiven, var ham i alle Livets Forhold en trofast Støtte, men haves yg og pengegrisk. C. D. R. var en af Landets største Godsejere, med store Besiddelser i Hertu gdømmerne og i Kongeriget. Han fik oprettet Grevskabet Christiansborg (Christianssæde) og lagde Grunden til det senere Grevskab Hardenberg. Kammerherre 1698. Overjægermester 1699. Gehejmeraad 1707.

König Friedrich IV. von Dänemark ernannte am 16. März 1713 Detlef Christian von Reventlow (1671 – 1738) zum Altonaer Oberpräsidenten. Reventlow ging tatkräftig an den Wiederaufbau, und a ls Glücksfall für Altona muß es gelten, daß Reventlow den erst 32 Jahre alten Claus Stallknec ht als Baumeister zur Seite hatte. Der Aufbau vollzog sich in geordneten Bahnen, und die Stad t erhielt durch einigehervorragende Bauten ein sehr viel ansehnlicheres Gesicht als zuvor. Z u nennen ist besonders das Alte Rathaus an der Königstraße, das Max Brauer noch Ende der zwan ziger Jahre hatte renovieren lassenund das im Bombenhagel des Jahres 1943 zerstört wurde.

Stallknecht war es, der die Genehmigungspflicht für Neubauten in Altona einführte und mit de r mittelalterlichen Bauweise aufräumte. Beischläge sollte es in den Straßen nicht mehr geben.

Unter Reventlow wurden aber auch weitere bemerkenswerte Einrichtungen in Altona geschaffen, s o von 1722 bis 1724 der neue Holzhafen – heute auch Kleinschiffhafen genannt –, um dessen Res taurierung man sich am nördlichen Elbufer in den nächsten Jahren wieder kümmern will. Schließ lich fällt in Reventlows Amtszeit die Begründung des nach ihm benannten Reventlow-Stifts, da s seinerzeit gemeinsam mit der Heilig-Geist-Kapelle auf dem Gelände der heutigen Grünanlage B ehnstraße/Struenseestraße entsteht. Die Stiftung sollte Armen und Alten Wohnung und Unterstüt zung gewähren. Erst 1892 werden diese Stiftswohnungen abgebrochen und an den heutigen Standor t des Reventlow-Stifts an der Thadenstraße verlegt.

_________________

The plundered city had to be rebuilt. In March 1713 King Frederick IV appointed Christian Detlev von Reventlow (1671-1738) as president of Altona. His task was to supervise the reconstruction program.The rebuilding program progressed very well. However, during this time Denner and his church got involved in prolonged court proceedings with Countess Benedikte Margarethe Reventlow (1678-1739)5. TheCountess had made a substantial contribution towards the construction of the Dompelaar church in 1707. When Ernst Goverts died on May 8, 1728 the Countess seized the title to the church property and her husband demanded that all church records be turned over to him. The church council refused to comply with this demand. The dispute was finally resolved when Balthasar Denner promised to paint a portrait of the Countess once a year. In return Jacob Denner was allowed to preach in her church. In 1732 Count Reventlow resigned from his position in Altona and moved back to Danmark. When an opportunity presented itself Denner purchased the church and asked his congregation to provide the funds for the annual mortgage payments.

The Countess had donated large sums of money for an orphanage and for Denner's Church. She asked God to reward her kind deeds by protecting her husband during the War of the Spanish Succession (1702-1712). When Reventlow returned unharmed they regretted the great loss of money and tried to repossess the buildings.

Beskæftigelse:
Officer, diplomat

Christian blev gift med Benedicte Margrethe Brockdorff i 1700. Benedicte (datter af Cai Bertram Brockdorff og Hedvig Rantzau) blev født den 17 mar. 1678 i Bothkamp, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 7 jun. 1739 i Tølløse, Merløse Herred, Holbæk Amt, Danmark; blev begravet i Radsted Kirke, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ejendom: Bothkamp (solgt 1705), Krenkerup, Rosenlund og Nørgård
• Link: Se "Historiefortælleren" Herregårdsmuseet Gammel Estrups beskrivelse vedr. Benedicte Margrethe Brockdorff: https://www.historiefortaelleren.com/stamtraeet/benedicte-margrethe#benedicte-margrethe-38 Se beskrivelse af hendes arvesag efter faderen. https://www.wikiwand.com/da/Cai_Lorenz_Brockdorff

Notater:

___________

I kirkebogen for Horslunde sogn kan man læse optegnelser foretaget af sognepræst Claus Christiansen Wiinholt, der på Christianssæde var Stueprædikant 1738-1739 for:

Benedicte Margrethe Brockdorff, vel nok den rigeste Dame i Danmark i det 18. Aarhundrede, er at opfatte som
den sidste Repræsentant for de mange stolte og virksomme, i deres Styrelse af Gods og Pengesager paafaldende
haardhændede Adelsfruer af det holstenske Ridderskab i dets Storhedstid; som Helhed mere imponerende, end
menneskelig tiltalende Skikkelser.

Hendes Sønnesøn, Statsminister Reventlow, ytrer sig uforbeholdent om hendes umættelige Pengegridskhed; hun, og
ikke hendes Mand, skaltede og valtede i Huset. Selv styrede han de mange Godser med overlegen Dygtighed, men
ogsaa med haard Hensynsløshed mod Undergivne og blandede sig i alle Forvaltningens Enkeltheder. Hendes
efterladte Brevveksling særlig med Sagførere og Godsforvaltere vidner til Overflod om en forbløffende
Strikshed og udpræget Mistænksomhed overfor alle Mennesker. Med aarvaagen Kløgt kigger hun sine Folk
i.Kortene, korter deres Salærer og prøver deres Regninger, ligesom hun i grove, barske Ord og Vendinger
ideligt paaskynder deres Arbejde. Hun førte selv daglig Opsyn med Avlsbygningerne og bar stedse Nøglen til
Kælder og Køkken hos sig. Det var ogsaa hende, der uden at tage Hensyn til, om hendes Planer var velsete paa
højeste Steder, søgte at stifte pekuniært og standsmæssigt fordelagtige Partier for sine Børn, hvorved hun og
hendes godlidende Ægtefælle Gang paa Gang kom i Unaade hos Kongen. Bragte hun end sin Mand ofte i pinlige
Situationer ved sin Egenraadighed, saa at han uforskyldt kom i mindre heldigt Omdømme blandt Folk, var hun ham
tillige en trofast og paa sin Vis øm Hustru.

Trodsende Kongens Forbud indfandt hun sig saaledes 1708 uformodet, af Bekymring for sin Ægtefælle, i Frederik
IV.s lystige Selskab i Venedig. Sit beundringsværdige Mod viste hun under Vinterfelttoget i Skaane 1710, da
hun ledsagede sin Mand og under hans svære Sygdom plejede ham med stor Opofrelse.

Fødsel:
Nogle steder anføres fødestedet som København.
I DAA 2018-20 står der ? ud for fødested.
På Herregårdsmuseet Gammel Estrups hjemmeside "Historiefortælleren" er anført,
at hun blev født på Bothkamp i Holsten. Bothkamp var ejet af hendes far.

Notater:

I 1700 havde Christian Ditlev Reventlow indgået ægteskab med Benedicte Margaretha Brockdorf , enke efter Jørgen Skeel til Gammel Estrup, en af landets rigeste godsejere. Med hende fik han ikke alene en betydelig formue, men tydeligt nok også »kam til sit hår«, da hun nok var mere begavet og energisk end just elskværdig. Men hun var ingen dårlig hustru. Hun fulgte sin mand på felttoget i Skåne og plejede ham trofast under hans sygdom. Også stamhusene Frisenvold og Krænkerup samt godserne Bothkamp, Rosenlund og Nørgård kom gennem hende i Christian Ditlev Reventlows hænder.

Boet opføres som følger. Grevskabet Reventlow med palæet i København og Baroniet Brahe-Trolleborg, som forud tilfaldt den ældste søn og derfor ikke kom til deling, grevskabet Christiansborg med Taastruo anslået til 400 000 Rdl, Pederstrup 34 000 Rdl og Lungholm 80 000 Rdl, de jyske Godser 70 000 Rdl, Krenkerup 40 000 Rdl., Tølløse 60 000 Rdl. Sehested 76 000 Rdl. Huset Altona 10 000 Rdl, Juveler,Pretiosa og indbo 80 000 Rdl, de Goverske penge 100 000 Rdl., rede penge og breve 40 000 Rdl., andre revenuer af Godserne 10 000 rdl., uvisse provenuer af den Løvendalske proces 50 000 Rdl., den plönske medgift og udstyrsummen 116 000 Rdl, Ialt 864 000Rdl., Hvoraf afgik passiver på 112 000 Rdl., således at der til deling blev tilbage 744.000 Rdl., Sønnerne fik dobbelte portioner.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Nordborg, Als, Danmark; Amtmand

Johan blev gift med Anna Sophie von der Trautenburg genannt Beyer. Anna døde i 1692. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Militærtjeneste:
• - Deltagelse i den skånske krig. Patent på at hverve et regiment og udnævnt til Oberst. Hvervede et dragonregiment (Reventlows Dragoner)(1675)
• - Chef for 2. fyenske nat. rytterregiment. (1675)
• - Deltog i gen.major von Meerheimbs ekspedition over Kellinge Aa, under hvilken herresædet Skarhult brændte (1676)
• - Deltog i slaget ved Lund og overtog den faldne Henrik Sehesteds regiment (1676)
• - var juli 1677 i lejren ved Landskrona, deltog i august i kavalkaden i Kristiansstad og i sept i ekspeditionen til Rügen (1677)
• - Søgte nov om at måtte forlade militærtjenesten for at gå i civil tjeneste (1678)
• Beskæftigelse:
• - Hofjunker (1665)
• - Hof- og Kancelliråd i Tyske Kancelli (1667)
• - Amtmand i Haderslev (1670)
• - Landråd (1672)
• - Overjægermester (1680-99)
• - Gehejmeråd (1680)
• - Patron for Københavns Universitet (1681)
• - Medlem af Konseillet (1682)
• - Amtmand på Gottorp (1684-89)
• - Medlem af kommisionerne i rådsstuen (1690-1705)
• - Patron for det kongelige ridderakademi
• - Storkansler (1699)
• Bopæl:
• - Futterkamp (1660-72)
• - Segeberg Kalkbjerg med Gieschenhagen (1673-86),
• - Sandbjerg og Ballegård i Sundeved (1673)
• - Turø, Sunds Herred (-1674)
• - Clausholm (1683)
• - Friisenvold, Løjstrup og Kalø (1690)
• - Kollerup (Galten Herred)
• Family Line: IV. Den danske grevelige linje af 1673
• Kilde: DAA 1939 p52 - I,1
• Titel: Besidder af grevskabet Reventlow (Sandbjerg), Storkansler, Elefantridder
• Ordner: 1 jan. 1672; Ridder af Dannebrog
• Ordner: 1 jul. 1681, Koldinghus, Kolding, Brusk Herred, Vejle Amt, Danmark; Ridder af Elefanten

Notater:

Reventlow, Conrad Greve, 1644-1708, Storkansler.

Reventlow, der var Søn af nedennævnte tyske Kansler Ditlev Reventlow (d. 1664), fødtes 21. April 1644 i København, besøgte Akademiet i Sorø og studerede derpå ved fremmede Universiteter (i Orleans 1662). Hjemvendt var han en kort Tid Kammerjunker hos den unge Hertug August Frederik, den senere Biskop af Lybæk. 1665 udnævntes han til Hofjunker og Kammerherre ved det danske Hof. 1667 blev han Hof- og Kancelliråd i det tyske Kancelli og søgte efter Th. Lentes Død i Febr. året efter at blive Kansler i dennes Sted. 1669 sendtes han til Gottorp med Hertug Christian Albrechts Medgift. Som Christoffer Gabels Svigersøn og Tilhænger fjernedes han fra Hoffet efter Christian V’s Tronbestigelse af Gyldenløve, Ahlefeldt og Schumacher i Forening og udnævntes i Nov. 1670 til Amtmand i Haderslev. 1672 blev han Landråd i Slesvig og Holsten. I de vidtløftige Forhandlinger om Erhvervelsen af Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst 1667-73 spillede Reventlow en fremtrædende Rolle. 1672 udsendtes han for at tage Butjadinger By og Land til Len af Hertugen af Brunsvig-Lyneborg; samme Aar fik han det hvide Bånd, og 1673 ophøjedes han i Grevestanden. 1672 tituleres han i officielle Skrivelser Baron, men hans Udnævnelse hertil kendes ikke.

Som militær fandt Reventlow rig Lejlighed til at udmærke sig under den skånske Krig. I Maj 1675 erholdt han Patent på at hverve et Regiment og udnævntes til Oberst. Han oprettede det såkaldte Reventlowske Dragonregiment, som han Året efter afstod til Oberst Ramsted. Om Efteråret blev han Chef for 2. fynske nationale Rytterregiment, deltog 1676 i Generalmajor Meerheims Ekspedition over Keflinge Å,hvor de danske opbrændte Pontus de la Gardies Herresæde Skarhult. Han deltog i Slaget ved Lund 4. Dec. og fik samme Dag overdraget den faldne Henrik Sehesteds Regiment, det holstenske (slesvigske) Rytterregiment, der udmærkede sig ved gode Soldater og ypperlig Disciplin. I Forsommeren 1677, da han lå i Garnison i Hertugdømmerne, fik han Ordre til at støde til Armeen i Skåne, men nåede næppe at komme tids nok til at tage Del i Belejringen og Stormen på Malmø. I Juli lå han med sine Kompagnier i Lejren ved Landskrone, deltog i Aug. i Kavalkaden til Christiansstad samt i Ekspeditionen til Rügen iSept. og samlede med Generalmajor Levetzow det til samme Øjemed bestemte Rytteri på Møen. I Nov. var han Chef for Rytteriet på Rügen, men afløstes kort efter af Bibow. I Dec. lå han med sit Regiment iHaderslev. I Aug. 1678 ansøgte han om Orlov fra Tjenesten, da hans Hustru var uhelbredelig syg, og han som Følge heraf var så nedbøjet, at han måtte foretage en Rejse til Italien. I Sept. sendtes hantil Münster for at bevæge Fyrstebiskoppen til at lade sine Hjælpetropper i dansk Tjeneste blive Vinteren over her. I Nov. var Reventlow i Kurfyrst Frederik Vilhelms Hovedkvarter i Dobberan for at formå denne til at forlægge det med Kongen af Danmark planlagte Møde til Wismar, hvor Christian V opholdt sig, men han opnåede intet.

Ved Svigerfaderen Vincents Hahns Død udnævntes han 1680 til Gehejmeråd samt Overjægermester, hvilket Embede han beklædte indtil 1699, blev 1681 Ridder af Elefanten samt Patron for Universitetet i København og ses allerede i Aug. samme Aar at have været Medlem af Konseillet. Han tog sig ivrig af Statssagerne, særlig den udenrigske Politik, men var alt for afhængig af dygtige Underembedsmænd, blandthvilke særlig må nævnes Th. B. v. Jessen (VIII, 484), der efter Chr. Sigfr. v. Plessens Udsagn ganske havde ham i sin Magt. Reventlow sluttede sig til den af Ehrenschild, Vibe og Brandt dannede Kamarilla (), der i Firserne udøvede en så stor Indflydelse på Statsstyrelsen. Til et Forbund med Frankrig og Brandenburg knyttede man Håbet om at genvinde de til Sverige tabte Lande, at kunne tugte den troløse Hertug af Gottorp samt at opnå Besiddelsen af Elbtolden og Lenshøjheden over Hamborg. I Marts 1682 afsluttede Reventlow sammen med Gyldenløve og Ehrenschild en Traktat med Frankrig, i Følge hvilken Danmark mod store årlige Subsidier tilsagde Frankrig Bistand i Krigstilfælde. Kongen var 1683 stemt for Krig med Sverige og støttedes heri af Reventlow og Ehrenschild, medens den forsigtige Storkansler Fr. Ahlefeldt modsatte sig et overilet Fredsbrud. Kejserens Sejer over Tyrkerne i Sept. forandrede pludselig Situationen. Om Reventlows politiske Sympatier ytrer Molesworth, at hans Tilbøjelighedfor Frankrig før 1690 ikke var stor, da han indså, at Danmarks Venskab med Ludvig XIV var til Skade for Landet. Efter den Tid udsonede han sig derimod med Frankrig.

I Maj 1684 inddroges den hertugelige Del af Slesvig. Sikkert have Reventlow og hans Parti, der fik tildelt Amtmandsposterne i det nys indvundne Land -- selv fik han Gottorp Amt --, tilskyndet Kongen til dette Skridt, der, som Følgerne viste, ikke var vel overvejet. Ved Ahlefeldts Død 1686 gættede mange på, at Reventlow vilde blive hans Efterfølger som Storkansler, men Reventlow, der siges at havehindret Griffenfelds Løsladelse af Frygt for, at denne skulde genvinde sin Stilling, opnåede dog ikke denne Værdighed, så længe Christian V levede. Til Trods for den Gunst, i hvilken Reventlow stod hos Kongen, var hans Position ingenlunde sikker, og han var mere end nogen anden Minister anfægtet af det Rænke- og Intrigespil, der stadig skiftede ved den vægelsindede og let påvirkelige Konges Hof. Atter og atter berette samtidige, at Reventlow er faldet i Unåde og hans Fald nær forestående, men Stormen drev over, og han styrede indtil Kongens Død som første Minister begge Kancellierne. I 1686 var Reventlow ved Hamborgs Belejring i Kongens Følge og forhandlede dels her og dels senere på Gottorp sammen med Jens Juel og Ehrenschild med de mæglende Magters Sendebud. 1689 vare Reventlow, Brandt og Jessen Medlemmer af Kommissionen i Anledning af de om Jever opståede Stridigheder, og han afsluttede i Aug. sammen med Jessen Alliancetraktaten med England, i Følge hvilken Danmark overlod Vilhelm III et Hjælpekorps på 7000 Mand. 1691 afsluttede Reventlow sammen med flere mellem Frankrig og Danmark en hemmelig Traktat, i hvilken Christian V forpligtede sig til ikke at yde Frankrigs Fjender nogenBistand og ikke at forøge Troppekorpset i Irland.

1693 undertegnede Reventlow en Traktat, hvorved Danmark og Frankrig sluttede sig til det af flere nordtyske Fyrster, deriblandt Hertugen af Brunsvig-Wolfenbüttel, dannede Forbund, som modsatte sig Oprettelsen af den 9. Kur. Efter Ratzeburgs Erobring var Reventlow tilstede ved de påfølgende diplomatiske Forhandlinger i Pinneberg og Hamborg, hvor der afsluttedes et Venskabsforbund mellem Danmark ogBrunsvig-Lyneborg. Hertugerne forpligtede sig til at sløjfe Fæstningsværkerne ved Ratzeburg, og Danmark afgav Løfte om at drage sine Tropper tilbage fra de brunsvigske Lande og afholde sig fra enhverIndblanding i den lauenborgske Arvefølgesag.

Dagen efter Kong Christian V’s Død udnævntes Reventlow 26. Aug. 1699 til Storkansler. 1692 var han bleven Patron for det ridderlige Akademi. Reventlow synes at have været den ledende Mand for de 1690-1705 i Rådstuen for Slottet afholdte Kommissioner, der afgjorde en stor Del Sager af den forskjelligste Art. Han var lige fra Begyndelsen Medlem af næsten alle Kommissionerne, og de ophøre ved hans Udtræden få År før hans Død. I Juni 1690 fik Reventlow Ordre til at overtage Præsidiet for Højesteret i Forbindelse med Etatsråd V. Worm som Justitiarius og med Forpligtelse til flittig at konferere medOversekretær Moth.

I April 1700 afsluttede Reventlow på Frederik IV’s Vegne en hemmelig Traktat med Kurfyrsten af Brandenburg. Umiddelbart efter Carl XII’s Landgang i Sjælland samme År sendtes han af Kongen, som opholdtsig i Holsten, hvor Belejringen af Fæstningen Tønning var begyndt på Tilråd af Reventlow, til København for at bøde på Kommandantens Rådvildhed, der i Forbindelse med det spændte Forhold mellem Militæret og Borgerskabet havde lammet Modstandsevnen. Vel kom Reventlow for sent til Hovedstaden, men det lykkedes ham dog at forebygge værre Følger.

I de påfølgende Fredsår mærker man kun lidet til Reventlows Indflydelse på Danmarks ydre og indre Politik. Den unge Christian Gyldenløve og Carl Ahlefeldt havde en Tid lang fortrinsvis Kongens Øre. Reventlow bevarede dog Kongens Gunst lige til sin Død. I sine sidste Leveår betegnes han af Hojer, skønt han kun stod i Begyndelsen af Tresserne, som en udlevet Olding.

Reventlow var en af de største Jordegodsejere i Danmark på hin Tid. Efter Faderen arvede han Futterkamp (ved Lütjenburg), som han afhændede 1672. Af Svigerfaderen Gabels Bo erhvervede han 1675-76 Segeberg Kalkbjerg med Gischenhagen, som han 1684 afstod til Kongen for 80.000 Rdl. I Holsten ejede han desuden Øen Krautsand (Wedeler-Sand). Ved den sønderborgske Konkurs kom han i Besiddelse af Sandbjerg i Sundeved, som han 1672 vilde oprette til et Baroni, men som 1681 erigeredes til et Grevskab med Navnet Reventlow. Med sin anden Hustru fik han Seekamp ved Friedrichsort. 1684 erhvervede han Frisenvold og Løjstrup til Dels som Ækvivalent for Segeberg Kalkbjerg. 1686 købte han Clausholm, nedrev her den af Mogens Gjøe opførte Bygning og byggede den nuværende Hovedfløj. Et Par Mil nord for Hovedstaden opførte han Gården Frydenlund. Endelig ejede han Hovedgården Kalø samt Kollerup (Galten Herred) og Øen Turø (til 1674). Skønt Reventlow desuden var kommet i Besiddelse af store Pengemidler, varehans finansielle Forhold ingenlunde særlig glimrende. Bortset fra den betydelige Fædrene- og Mødrenearv fik han med sin første Gemalinde en Medgift af 28.000 Rdl. og med sin anden Hustru T Tønde Guld.Allerede 1678 angiver han sin Gæld til 50.000 Rdl. og senere til det dobbelte, men ved hans Død var den dog bragt ned til 25.000 Rdl. Vist er det, at Reventlow også jævnlig forstrakte Kongen med betydelige Summer, og i Forbindelse hermed omtales hans . Ved sine glimrende Fester, prægtige Baller og Maskerader vidste han at sikre sig den forlystelseselskende Konges Gunst. Reventlow skildres almindelig som en hæderlig og retsindig Personlighed uden synderlig fremragende Evner. Skønt Molesworth var hans diplomatiske Modstander, roser han Reventlow som en Mand, der oprindelig kun havde tarvelig Indsigt i Statssager, men som ved Flid og Arbejdsomhed efterhånden havde gjort sig værdig til at beklæde sin fremskudte og betydningsfulde Stilling. En anden Diplomat betegner ham som en svag, men af alle agtet Personlighed, en blid, men lidet energisk Karakter, der kun havde det ydre Skin af Magten, imponerende ved sit kølige, beherskede Væsen. Han var en stor Ynder af Bordets og særlig Vinens Glæder, men næppe mere umådelig i Nydelsen end de fleste Hofmænd på hin Tid.

Reventlow døde 21. Juli 1708 på Clausholm og ligger med sine 2 Hustruer bisat i prægtige, af Qvellinus forfærdigede Sarkofager i Slesvig Domkirke. I sin selvforfattede Gravskrift gav han sig det selvtilfredse Vidnesbyrd, der må udfordre Dommen over ham: Reventlow var, som tidligere nævnt, 2 Gange gift: 1. (21. Juli 1667) med Anna Margrethe Gabel (f. 6. Juli 1651 d. 26. Aug. 1678), Datter af Frederik III’s Yndling Christoffer G. (V, 512); 2. (1. Maj 1681) med Sophie Amalie Hahn (f. 25. Marts 1664 d. 29. Marts 1722), Datter af Overjægermester Vincents Joachim Hahn. (VI, 485). Med sin anden Gemalindes Kammerpige Anna Cathrine Hågensen, Datter af Borgmester Carsten Hågensen. i Åbenrå, havde han 3 Børn, der 1695 optoges i den danske Adelstand under Navnet Revenfeld.

Louis Bobé.




Nytaarsønske til Grev Reventlou

Høybaarne hr Gros Kanßeller,

Naadige Græve,

Mægtige Patron,

Saa fuldte Tiden det forgangne Aar til Senge

Forleden Afften, og lod Nattens Teppe henge

For ald dets Tidegang, og hen i M

Ordner:
Symbolum: A Deo et Rege

Conrad blev gift med Anna Margrethe Gabel den 21 jul. 1667 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Anna (datter af Christopher von Gabel og Ermegaard von Badenhaupt) blev født den 6 jul. 1651; døde den 26 aug. 1678; blev begravet i Slesvig Domkirke, Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Kletkamp, , Grünhaus,Bothkamp og Westensee

Notater:

Beskæftigelse:
svensk oberst

Kilde:
DAA 1930 XIX - 6,II,3 p119*

Cai blev gift med Hedvig Rantzau i 1671. Hedvig (datter af Bertram Rantzau og Dorothea Brockdorff) blev født cirka 1650 i Ascheberg, Plön, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Linjen Putlos

Notater:

Kilde:
DAA 1930 XIX - 6,II,3 p119