Johan Rud

Notater:

Otte Rud var søn af Knud Rud (død 1554). Otte Rud blev født på sin fædrenegård Vedby. Ved dåben blev han opkaldt efter sin afdøde farbror, og blandt fadderne var foruden bl.a. flere helgener også biskoppen i Roskilde Lage Urne. Hvilket forklarer, at da samme biskop i 1529 gav hans forældre et livsbrev på Venslev Len, kom dette også til at gælde for gudsønnens levetid, dette len tiltrådte Otte Rud i 1554 ved faderens død, som ved reformationen var blevet en kronlen, men Otte Rud mistede det igen i 1558.

Otte Rud fik sin første undervisning i Sorø Kloster, tjente derefter grev Just af Mansfeld som lille dreng og kom så til greven af Schwarzburg, der i hans 18. år gav ham ret til at bære våben, hvorefter han deltog i biskoppen af ministers krig mod Gjendøberne. Ved denne tid i 1539 havde han det uheld at blive sat fast i Hamborg, for at begå drab, men da kong Christian 3. gik i forbøn for ham, kom han fri igen. I alt fald var han snart efter i saksisk tjeneste og deltog først som rytter, siden som landsknægt i krigen mod Brunsvig frem til 1543, hvor han så drog hjem til sit fødeland. Her tog han straks tjeneste blandt Hofsinderne og var i det store følge, der i 1548 ledsagede frøken Anna til Meissen. Året efter fik han sin første forlening, Dragsholm, og giftede sig samtidig med den i saarige Pernille Oxe, søster til den senere så berømte statsmand Peder Oxe; i dette ægteskab blev han far til fem sønner og tre døtre. I 1551 blev han forflyttet fra Dragsholm til Gotland, men her gav hans lensstyrelse snart anledning til en række klager, navnlig fra Visby borgere, der mente, at slottets tjenere gjorde indgreb i deres borgerlige næring. Kongen gav for så vidt klagerne medhold, som han i 1555 udfærdigede nye privilegier for borgerne, og da klagerne vedblev, men nu over, at Otte Rud ikke overholdt disse privilegier, mistede han i 1557 lenet efter et par skarpe påmindelser. Selv efter den tid forfulgtes han med processer af enkelte af øens beboer, men ligesom disse processer ikke faldt ud til hans skade, da den menige almue gav ham på øens landsting det bedste vidnesbyrd som lensmand. Han opnåede da også snart anden forlening, nemlig 1559-62 Odensegård, 1562 Korsør og 1565 Ranes gods i Kalø Len. Selv besad han, foruden sin fædrenearv Møgelkjær, Sæbygaard i Vendsyssel, som han i 1560 havde tilbyttet sig fra kronen.

Da krigen med Sverige udbrød i 1563, blev der naturligvis særlig brug for en fra ungdommen, så den krigserfaren mand som Otte Rud blev i september sendt op til Elfsborg som kommissær hos Daniel Rantzau, og i november udmærkede han sig for kongens øjne i kampen ved Mared ved Halmstad, – og så blev det dog til søs, at han gjorde sit navn udødeligt. Allerede under opholdet i Halmstad beskikkede kongen ham til chef for orlogsskibet «Byens Løve», og næste forår fulgte han med dette skib Herluf Trolles flåde. I to dages slaget 30.-31. maj i farvandet mellem Gotland og Øland udmærkede han sig i høj grad, i det han og Jørgen Brahe den første dag tappert bistod Herluf Trolles skib i den ulige kamp med det store svenske admiralskib «Mars», kaldet «Makalös», og syv andre skibe, og dagen derpå var det Otte Rud, der sønderskød roret på «Makalös» og kastede sine dræg om bord i det store skib, som han derpå, understøttet af to lybske skibe, entrede, og det ville sikkert være blevet taget, hvis der ikke var stukket ild i skibet, som så sprang i luften. I en senere træfning, den 14. august, blev «Byens Løve» taget af de svenske, men da var Otte Rud, uvist af hvilken årsag, ikke om bord. Formodentlig har kongen haft brug andetsteds for den uforfærdede kriger; i december fik han i alt fald befaling at møde med sine heste og harnisk i Skåne, men i februar 1565 kom ny ordre til ham om også dette år at tjene til søs. Da Herluf Trolle i maj løb ud, fulgte Otte Rud ham, nu som chef på et tidligere erobret svensk skib, «Krabat», og i slaget ved Rødesand den 4. juni, hvor Herluf fik sit banesår, var han en af de fem danske skibschefer, som udmærkede sig ved trofast at støtte admiralen. Efter slaget søgte flåden til København, hvor Herluf Trolle nedlagde kommandoen, der blev overdraget til Otte Rud, med broderen Erik Rud som underadmiral. Ved efterretningen om sin eftermands udnævnelse skal Herluf Trolle have ytret, at han ingen kendte i Danmark, som ville være en bedre admiral end Otte Rud; han ville sige god for denne, at han ikke skulle sky sin fjende, – og dette skudsmål gjorde Otte Rud visselig ikke til skamme.

Med admiralens flag vajende på «Jægermesteren» forlod den forenede dansk-lybske flåde den 2. juli København, og fem dage efter traf den svenske flåde under Clas Christersson Horn i farvandet mellem Nydyb og Bornholm, hvor det blodigste søslag i hele denne krig blev udkæmpet - søslaget mellem Rygen og Bornholm. Skønt der i den svenske flåde var 13 skibe mere end ved de forenede flåder, angreb Otte Rud den dog uden betænkning om morgenen. Otte Rud søgte det svenske Admiralskib «St. Erik», der understøttedes af to-tre svenske skibe, mens Otte Rud fik undsætning af sin bror på «Jomfruen». Under den voldsomme ild fra begge af brødrenes skibe faldt den største del af besætningen på «St. Erik» og «Forgylda Lejonet», mens et tredje svensk skib, «Gripen», blev skudt i sænk, men andre svenske skibe kom til, og da vinden bar fra «Lejonet», som var kommet i brand, hen på «Jomfruen», der også antændtes, måtte Erik Rud med besvær drage sit skib ud af kampen, da kun 1/10 af besætningen var kampdygtig. Imidlertid rasede kampen stadigt omkring «Jægermesteren», der nu havde hele den svenske flåde om sig. Forgæves sendte Otte Rud bud efter sine skibschefer om at komme til undsætning, – dels skortede det dem på evne, i det det brændende «Lejonet» til dels havde isoleret det danske admiralskib, dels skortede det på god vilje. Kun to danske skibe og to lybske søgte at undsætte deres admiral, men uden held, og efter det heltemodige forsvar var Otte Rud nødtvunget, selv såret, til ved solnedgang at overgive sit synkefærdige skib og de tiloversblevne 100 mand af de i alt 1050, der udgjorde den oprindelige besætning, til sin ikke mindre tapre fjende mod løfte om ærefuldt fængsel, et løfte, der ikke blev holdt. Fangerne blev nemlig ført til Stockholm, hvor de blev lænkede sammen to og to, og måtte gå i det triumftog kong Erik lod anstille. Otte Rud blev desuden ført til Skara og fremstillet for kong Erik, der overfusede ham med grove ord for hans hårdnakkede forsvar, og da Otte Rud frejdig svarede igen, hindrede kun Clas Christerssons mellemkomst den forbitrede konge i at støde den lænkede og værgeløse fange ned.

Efter et 14 dages ophold i Stockholm blev Otte Rud sammen med flere fanger ført til Svartsjø Slot i Mälaren på grund af pesten. Men også her ramte pesten og bortrev hurtig hans fæller, så han til sidst selv måtte rede sin seng, tænde ild på osv. Endelig angreb smitten også ham, og den 11. oktober 1565 befriede døden ham fra fængslet. Først et par år efter nåede efterretningen om heltens død Danmark, hans enkes anstrengelser for tidligere at komme i forbindelse med ham var spildte. Derimod lykkedes det hende i 1571 efter fredsslutningen at få hans lig, der imidlertid havde henstået i Svartsjøs Kirke, til Danmark. Det førtes til Dragør af et mindre orlogsskib og blev herefter kongelig befaling modtaget af Otte Ruds gamle, ved freden tilbagegivne admiralskib, «Jægermesteren», der førte det ind til København. Men da fru Pernille over hans grav i Vor Frue Kirke i København lod indrette en, som det synes, overjordisk begravelse «paa Fyrsters og Herrers Vis», blev kongen fortørnet. Et skarpt kongebrev til hende i 1576 påbød dens forandring, og da hun nølede med at adlyde, udgik en ikke mindre bestemt ordre til Københavns Universitet og Kirkeværgerne. Fru Pernille, der i sin enkestand havde opført nye hovedbygninger både på Møgelkjær og på Sæbygård og til 1574 havde beholdt Korsør Len og Ranes Gods, var formodentlig alt den gang selv dødssyg, thi hun døde 26. oktober 1576.

Kilder angivet i DBL

Niels Hemmingsen, Ligprædiken over Otte Rud (1571).
Vedel Simonsen, De danske Ruder II, 86 ff.
A. Larsen, Dansk-norske Heltehistorier, 1536-1618 S. 93 ff.
Thiset (forfatter i DBL)

Beskæftigelse:
Danmarks Riges Admiral

Otte blev gift med Pernille Oxe i 1549 i Korsør, Sorø, Danmark,. Pernille (datter af Johan Oxe og Mette Mogensdatter Gøye) blev født i 1530 i Nielstrup, Vaabensted, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark; døde den 5 dec. 1576. [Gruppeskema] [Familietavle]

Knud blev gift med Dorthe Bølle cirka 1516. Dorthe (datter af Mads Bølle og Birgitte Daa) blev født cirka 1495 i Fuglsang, Toreby, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark; døde den 21 dec. 1547 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Vedby Kirke, Holbæk, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Rigsråd
• Bopæl: Nielstrup, Vaabensted, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark

Notater:

Oxe, Johan, - 1534, til Nielstrup, Rigsraad, Søn af Johan O., antages at være født omtr. 1487.

I Kong Hans' Tid nævnes han som Hofsinde-, under Christian II havde han efter sin Broder Torben fra 1517 - 22 Lindholm i Skaane i Pant, men var som Torben O. s Broder næppe velset af denne Konge; i Klageskrifterne mod Kongen ankes ogsaa over, at nogle Herreder i Skaane vare blevne ham fratagne. Under Frederik I blev han strax 1523 Rigsraad og kort efter Ridder samt forlenedes med Ravnsborg Len paaLaaland, hvori han snart fik Pant.

Han nævnes oftere i Rigsraadsforhandlinger, men synes ikke at have haft større Betydning. Han ejede Nielstrup paa Laaland og blev gift med Mogens Gjøes Datter Mette, formodentlig for derved at gjøre en Ende paa den langvarige Strid mellem Gj øerne og Oxerne om disses Gaard Tordsø i Skaane. Gisselfeld solgte Henrik Gjøe under sine uheldige Pengeforhold til J. O., men denne Handel erklæredes senerefor ugyldig. - J. O. hørte, i Modsætning til sin Svigerfader, til Rigsraadets katholske Parti.

Under Grevefejden gik han, ligesom den øvrige Adel i Sjælland og Smaalandene, hurtig over til Grev Christoffer, der gav ham fornyet Brev paa Ravnsborg Len, men under Folkerejsningen i Slutningen af 1534 blev han paa sin Gaard Nielstrup angreben af Borgere og Bønder. Netop som han vilde rette en Falkonet mod disse, sprang den og dræbte ham selv 24. Dec. 1534.

Johan blev gift med Mette Mogensdatter Gøye cirka 1519 i Maribo, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. Mette (datter af Mogens Gøye og Mette Brok Bydelsbak) blev født cirka 1500 i Torbenfeldt (Frydendal), Holbæk, Danmark; døde i 1536 i Nielstrup, Vaabensted, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark; blev begravet i Vaabensted kirke, Musse Herred, Maribo amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Vedby

Notater:

DAA 1912 s 438-39(Kopi). Død mellem 6/7-1504 og 31/3-1505

Beskæftigelse:
Rigsråd

Kilde:
DAA 1985 p686 69q*

Jørgen blev gift med Kirstine Eriksdatter før 10 jul. 1474. Kirstine (datter af Erik Ottesen og Sophie Henriksdatter Gyldenstierne) blev født cirka 1450; døde før 15 maj 1509 i Elvedgård, Veflinge, Skovby Herred, Odense Amt, Danmark; blev begravet i Antvorskov, Slagelse Herred, Sorø Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Møgelkær Og Elvedgård
• Family Line: I. Hevringholm-linjen

Notater:

Kilde:
DAA 1985 p686 69q, DAA 1910 s 381*

Notater:

Bølle, Mads Eriksen, –1539, Rigsraad,

arvede Orebygaard efter sin Moder og blev 1505 af sin Slægtning Biskop Johan Jepsen (Ravensberg) i Roskilde for sin, sin Hustrus og sin Søn Eriks Livstid forlenet med Tureby, Spanager og Egby, der hørte til Bispegodset, samt fra 1507-15 tillige med St. Agnetes Kloster i Roskilde.

Allerede i Kong Hans’ Tid optagen i Rigsraadet blev han kort efter Christian II’s Tronbestigelse Ridder. 1523 deltog han i Kjøbenhavns Belejring paa Frederik I’s Side. Da Christian II 1531 ventedes, var han blandt de Rigsraader, der førte Befalingen i Kjøbenhavn, og udvirkede tillige med flere andre Rigsraader paa samme Tid, at Frue Kirke atter gaves tilbage til Katholikerne.

Han maa saaledes anses for at høre til Rigsraadets katholsksindede Flertal, om han end paa Herredagen 1533 efter Frederik I’s Død ikke synes at have deltaget i de mest yderliggaaende katholske Skridt. Under Grevefejden maatte han ligesom de øvrige østdanske Raader slutte sig til Grev Christoffer, men blev alligevel i Jan. 1535 tillige med sin Søn Erik og en Del andre Adelsmænd ført som Fange til Kjøbenhavn. Senere stævnede han Saxkjøbing Borgere, fordi de havde røvet hans Gods, formodentlig paa Orebygaard. I Kjøbenhavn holdtes han i Varetægt, indtil han i Begyndelsen af 1536 tillige med de øvrige Adelsmænd sendtes som Fange til Meklenborg.

Først efter Kjøbenhavns Overgivelse løslodes han her fra, men overleveredes til Christian III’s Varetægt, hvis Naade han først gjenvandt ved en Revers af 28. Okt. s. A. Af sær kongelig Naade beholdt han sine Forleninger, men gjenoptoges ikke i Rigsraadet. Han døde 1539. Gift med Birgitte Clausdatter Daa fra Ravnstrup; Fader til Ovenstaaende Rigsraad Erik B. og en Datter, Dorthe, gift med Rigsraad Knud Rud til Vedby.

Danske Herregaarde V: Orebygaard. Hist. Tidsskr. 4. R. III. Annaler f. nord. Oldk. og Hist. 1853, S. 86 ff.

A. Heise.

Mads blev gift med Birgitte Daa cirka 1494. Birgitte (datter af Claus Daa og Dorthe Herlufsdatter Snekken) blev født i 1450 i Ravnstrup, Herlufmagle, Danmark; døde i 1522. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Torsjö (da: Torsø), Vemmenhög, Skåne, Sverige

Notater:

Oxe, Johan, -o. 1490, til Tordsø, Rigsraad, var Søn af nedennævnte Peder O. og er sikkert den Johannes Petri, der 1444
blev immatrikuleret ved Universitetet i Erfurt.

1451 og 1453 var han Hofsinde og skrev sig da endnu til sin Fædrenegaard Asserbo, men kort efter blev han Ejer af Tordsø i Skaane ved sit Ægteskab med en formuende Enke, Birgitte Bondesdatter Thott (gift i. med Peder Brahe, 2. med Hr. Folmer Knob), der rigtignok ogsaa bragte ham 2 Kuld Sti f børn. Ved det endelige Skifte efter hendes Forældre i 1470 blev han end videre Ejer af Brødager Hovedgaard i Halland. Omtrent samtidig med sit Giftermaal, i alt Fald ved 1454, blev han forlenet med Krogen og Søborg, som Hr. Folmer Knob havde haft, og med Kjøbenhavns Slot. Kongen synes nemlig at have sat megen Pris paa ham; alt 1451 havde han givet ham Brev paa alle 40Marks Sager af hans Gods i Danmark, og senere gav han ham atter og atter Beviser paa sin særlige Yndest.

Alt 1455 var han Rigsraad, og hans Navn er herefter knyttet til de fleste af Tidens vigtigste Regeringsaktstykker. 1457 blev han Ridder ved Kroningen i Upsala. 1468 førte han sammen med Hr. Oluf Ged den kongelige Hær, som sendtes til Skaane for at indtage Hr. Iver Axelsens Gaard Lillø, men Belejringen mislykkedes, idet Hr. Iver naaede at undsætte sin Borg og endog at fange Hr. Oluf Ged. Den Gang var J. O., som endnu 1466 havde Krogen Len, bleven Lensmand paa Helsingborg Slot. I de følgende Aar tog han virksom Del i Forhandlingerne med de svenske, i det han var Sendebud til alle de Møder, som holdtes 1468, 1472, 1473, 1474 & 1476, først i Halmstad, i de senere Aar i Kalmar.

For øvrigt havde han adskillige mindre Pantelen paa Laaland og Falster (Bredemade Birk osv.), men da disse bleve overdragne til Dronningen, fik han 1473 i Stedet Fogediet i Landskrone. Ogsaa efter Tronskiftet 1481 bevarede han sin Anseelse usvækket; da Kong Hans 1486 drog til Norge, blev det midlertidig overdraget til J. O. selv fjerde at føre Regeringen i Skaane. Desuden blev han Hofmester hos Enkedronning Dorothea og ledsagede Dronningen paa hendes Rejse til Rom 1488.

Fru Birgitte var alt død 1474 (mellem 14. Juni og 25. Okt.), men J. O. tog sig en ung Hustru i Steden, Inger Torbernsdatter Bille, med hvem han fik Nielstrup paa Laaland. I det hele taget er det som en hensynsløs og virksom Godserhverver, at vi bedst kjende J. O., og det kaster ikke det bedste Skjær over hans Virksomhed i denne Retning, at han fortrinsvis handlede med Enker og andre værgeløse Personer. Foruden de alt nævnte 4 Hovedgaarde erhvervede han dels ved Kjøb, dels ved Pant større eller mindre Andele i Slimminge, Bæltebjærg, Højby og Sørup i Skaane, Lundegaard paa Laaland, Bjærgbygaard i Sjælland, lige som han 1456 kjøbte Vixø Hovedgaard, men den solgte han kort efter til Kongen. Foruden mangfoldigt Bøndergods erhvervede han Kjøb- stadgaarde i Helsingør, Roskilde, Kjøge, Næstved, Malmø og Lands- krone, og saa havde den driftige Herre endda betydeligt Klostergods i Leje saa vel af Sorø, Esrom og de roskildske Nonneklostre som af St. Peders Kloster i Lund.

Men J. O. var ogsaa en, i alt Fald udvortes, from Herre, der 1480 havde stiftet et Alter i Landskrona Kirke og 1483 byggede et Kapel i Helsingør Kirke, desuden stiftede han et Alter i Esrom, alle rigelig doterede. Endnu i Sommeren 1489 var han i fuld Virksomhed, indløste bl. a. til sig Majbølle Birk, men 18. Maj 1491 var Fru Inger Enke, og deroprandt nu en brydsom Tid for hende og hendes umyndige Børn, i det hendes urolige Stifsøn Oluf O. paaførte hende en langvarig og meget bitter Proces om Besiddelsen af Tordsø, af hvilken Gaard J. O. i sin Tid havde udkjøbt sine Stifbørn. Fru Inger levede endnu ind i det følgende Aarhundrede.


Beskæftigelse:
Rigsråd

Johan blev gift med Inger Torbernsdatter Bille cirka 1461. Inger (datter af Torbern Bille og Sidsel Lunge) blev født cirka 1434 i Allindegård, Allindemagle, Sorø, Danmark; døde i 1507. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

DAA 1896 s 151 Danske adelsgodser i middelalderen,Erik Ulsig,Kbh.1968 s 257+400+447

Mogens Gøye, maa siges at være Slægten Gøyes navnkundigste Medlem, Under fire Konger spillede han en fremragende Rolle i Statens Styrelse og greb dybt ind i Landets Skæbne gennem he l e den omskiftelsesrige første Halvdel af sekstende Aarhundrede. Allerede inden Faderens Dø d v ar han Rigsraad, og Ridderslaget har han rimeligvis faaet ved Kroningen i Stockholm, da Kong Hans fejrede sin Sejr over Sten Sture. En ledende Stilling indtog han ogsaa under Christ ia n II trods sit bitre Fjendskab med Mor Sigbrit, der kaldte ham Kongen i Nørrejylland, ford i h un ansaa den Indflydelse, han som Lensmand paa Skanderborg Slot vandt paa den jyske Adel , for faretruende og ønskede ham knækket. Kun ugerne og tøvende, tvungen af Forholdenes Magt , for lod Hr. Mogens Kong Christians Sag, men gled dog letind i de nye Forhold, hvori han kom til at virke lige saa indgribende som tidligere, ja størst Betydning for Udviklingen fik h an ut vivlsomt i den følgende Tid derved, at han sluttede sig til de Adelsmand, der tog Part i for d en indtrængende Lutherdom, til hvis Sejr han væsentlig bidrog.

Til sin Død var Mogens Gøye Lensmand paa Skanderborg og, knyttet til Jylland ogsaa paa anden Maade, regnedes han gerne til den jyske Adel, men alligevel, og skønt han altid stod mi d t i de hastigt skiftende Begivenheders Hvirvel, tabte han dog aldrig sit lollandske Gods af Syne. Han foretog saaledes betydelige Byggearbejder paa Krænkerup og gav i Hovedsagen Gaarden den Skikkelse, den senere har bevaret. Eskild Gøyes Hus forlængedes mod Vest, og i Forbindelse hermed opførtes en vestre Fløj, ved hvis sydvestre Hjørne der skal have staaet et Taarn , og paa hvis østlige Mure der udfor andet Stokværk var anbragt Hængekarnapper. Ved den gamle Nordfløjs anden Ende opførtes ligeledes et nyt Hus, og i denne Østfl, og da hendes Broder faldt paa Kong Hans ' bekendte Ditmarskertog som den sidste Mandaf Slægten, kom han ved dette Ægteskab i Besiddelse af meget Gods baade i Jylland og Sjælland; efter hendes tidlige Død ægtede han Margrethe Sture, Datter af Claus Sture til Gammelgaard paa Als, men ogsaa hende overlevede han; med dem begge havde han saa talrige Børn, at Samtiden sagde om ham, at han var Danmarks rigeste Mand, baade paa Jordegods og paa Børn.

Beskæftigelse:
Rigshofmester

Mogens blev gift med Mette Brok Bydelsbak cirka 1499. Mette blev født skønnet 1481 i Skærsø, Ebeltoft, Danmark; døde den 19 dec. 1513; blev begravet i Voldum, Galten Herred, Randers Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Stokkebrogård Og Skærvad