| |
Match 10,101 til 10,150 fra 11,390
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 10101 |
Pest | Rosenkrantz, Otte Holgersen (I2687)
|
| 10102 |
Peter Andersen er i kirkebogen opgivet som fader til Niels Peter Arnstedt | Andersen, Peter (I18845)
|
| 10103 |
Peter Friderich Quaade (født 16. januar 1779 i Pommerby, Gelting Sogn i Angel, død 1. marts 1850 i København) var en dansk officer, far til George Quaade.
Han var søn af parcellist August Diederich Quaade (død 1811, 64 år gammel) og Magdalena Margaretha, født Mordhorst (1745-1830). I sin barndom blev han opdraget hos kammerherre Wedderkop på det nærliggende Dollerød, indtil han i 1795 eller 1796 blev student i Kiel og 1798 indskreves som matematisk student ved Christian-Albrechts-Universität. Sin militære løbebane begyndte han som volontær ved Feltjægerkorpset 1796, hvorefter han i 1798 blev fændrik af infanteriet og i 1801 sekondløjtnant ved søndenfjeldske infanteriregiment. I 1804 udnævntes han til virkelig sekondløjtnant i Ingeniørkorpset med anciennitet af 15. april 1801, og han forfremmedes året efter til premierløjtnant samt ansattes som ingeniør ved Nyborg og Korsør Fæstninger, i hvilken stilling han i 1808 udnævntes til virkelig kaptajn. Fra 1810-30 var han ingeniør ved Kronborg fæstning, og han blev 1826 Ridder af Dannebrog samt 1827 karakteriseret, i 1829 virkelig major. Samme år blev han Dannebrogsmand og indtrådte i Kommissionen angående Frederikshavns Havns udvidelse, og han udarbejdede i forening med kaptajnløjtnant Leth en plan til et udvidet havneanlæg ved Frederikshavn, som i 1830 approberedes af kongen, idet Quaade samtidig udnævntes til at føre overopsynet med arbejdets udførelse.
I 1830 forsattes han til København som ingeniør ved Citadellet Frederikshavn, og efter i 1833 at have erholdt oberstløjtnants karakter uden anciennitet blev han fra begyndelsen af 1834 dirigerende stabsofficer for fæstningstjenesten i København og Citadellet Frederikshavn. Han var medlem af den i 1835 nedsatte Kommission angående anlægget af en jernvej til lettelse af kommunikationen mellem Nord- og Østersøen og i 1835-41 undervisningsdirektør ved Den kongelige militære Højskole samt fra 1838 medlem af Defensionskommissionen og fra 1840 medlem af Kommissionen angående brolægningen af Kongens Nytorv. Quaade, som i 1836 var blevet virkelig oberstløjtnant uden anciennitet og Kommandør af Dannebrog og i 1837 havde erholdt oberstløjtnants anciennitet, udnævntes 25. juni 1841 til oberst og chef for Ingeniørkorpset. Han blev samme år medlem af Kommissionen angående vandvæsenet og i 1843 medlem af Kommissionen til at udkaste regulativer for samtlige fæstningers, skansers og batteriers armering m.v. Efter hærorganisationen af 1842 udnævntes han til generalmajor, og han døde 1. marts 1850.
Quaade ægtede 25. december 1812 Christiana Gustava de Tuxen (29. september 1792 i Helsingør – 28. maj 1866), datter af admiralitets- og generalkrigskommissær, inspektør ved Øresunds Toldkammer Louis de Tuxen (1748-1828) og Charlotte Elisabeth f. Klingfeldt (1755-1819). Han havde 5 børn, deriblandt George Quaade.
Der findes et maleri af August Schiøtt fra 1847 i familieeje, litograferet samme år af Peter Gemzøe. Miniature af George Quaade.
Han er begravet på Garnisons Kirkegård.
| Quaade, Peter Friederich (I11443)
|
| 10104 |
Peter Louis-Jensen, 1941-1999, dansk billedkunstner. Peter Louis-Jensen blev uddannet på Den Eksperimenterende Kunstskole 1961-68. De tidligste arbejder var abstrakte malerier, men allerede i begyndelsen af 1960'erne var Louis-Jensen med til at introducere happeningen i Danmark via sin tilknytning til Eks-skolen.
Efter arbejdet med de minimale objekter, fx Struktur, 16 objekter (1966, Vestsjællands Kunstmuseum), blev film og video Peter Louis-Jensens foretrukne udtryksmedier; disse værker kan ses i forlængelse af hans optagethed af perceptionens præmisser.
Kilde:
Kristine Kern: Peter Louis-Jensen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118430 | Louis-Jensen, Peter (I18674)
|
| 10105 |
Peter Michael Christian Arnstedt (1. august 1952 – 21. februar 2009 i Klampenborg) var en dansk direktør og cand.merc., og indtil 2002 næstformand i F.L. Smidths bestyrelse samt bestyrelsesmedlem i Aalborg Portland.
Han var søn af civilingeniør Christian Arnstedt og bror til advokat Karin Arnstedt, der også var involveret i F.L. Smidth som bestyrelsesformand for Potagua A/S indtil 2003. Da han udtrådte af F.L. Smidth sluttede en æra, hvor familien Arnstedt havde haft indflydelse på firmaets ledelse.
Han var tidligere ejer af herregården Addithus.
| Arnstedt, Peter Michael Christian (I18847)
|
| 10106 |
Petrus Conradi, gift 3 nov 1588, Anne Berndes, (datter af provst Johannes Berndes i Broager) Petrus død 0 mar 1620, begr. 10 mar 1620 i Lysabild. Arends I 162: Petrus Conradi blev formentlig student fra Kønigsberg 1572, slotspræst i Sønderborg 1576, sognepræst i Lysabild ca 1584-1620.
W II 350, J 323,1607,1651, Køn Matr I 51, Schl. Holst. Anzeige 1759 s. 492. R.A. No. 702, V.f.K. 2 rk IV 218.
Børn:
i Johannes Conradi, Han blev gift med NN, Johannes død 27 mar 1657. Achelis 1315: Johannes Conradi var ved universitetet i Kønigsberg 26 maj 1614, magister Wittenberg 18 maj 1619, 1615 prorektor Kønigsberg latinskole, 1623-1630 hofpræst og provst på Glücksborg, ca 1630 sognepræst i Adelby, sognepræst i Bov 1631-1657. NN: Nævnes som fadder 3 jul 1636 hos Jacob Mathiesen i Sønderborg Nævnes som fadder i Sønderborg 1636 uden navn som magisterens frue i Bov.
Arends I 162, DK XXII 2039, J 905, J 966, J 994, C. lit. I 110, Køn. Matr. I 213, P.T. 2 rk II 288 note 1, V.f.K 2 r IV 221, 225f, 444f.
ii Petrus Conradi født 1596.
iii NN født < 1600, Hun blev gift med Peder Rumohr, født < 1590, død < 1650. Nævnes som fadder i Sønderborg 1621-1638 uden navn som Peder Rumohrs frue, 1634 nævnes hun som en søster til Agnes, da denne står fadder. Det antages, at denne Agnes er identisk med den Agnes Petri der står hos hendes børn. Heraf kan udledes, at Peder Rumohrs hustru er en datter af sognepræsten Peder Conradi i Lysabild. Familienbuch Clausen i LA ÅB s. 6: Peder Rumohr nævnes som fadder i Sønderborg 16 okt 1612 hos tingskriver Claus Pedersen. Peder Rumohr nævnes som fadder i Sønderborg 1618-1645. Peder Rumohr er måske identisk med Peder Husfoged, SG0287. Den 17 jun 1638 fik Peder Rumohrs karl et barn døbt uden at han nævnes ved navn. Peder Rumohr nævnes som salig, da datteren Elline står fadder 14 jul 1650.
Kilde: http://www.alsnissen.dk/default.asp?side=279&found=Petrus+Conradi
| Conradi, Petrus (I25500)
|
| 10107 |
Pfalzgraf | Zweibrücken, Wolfgang, Count Palatine af (I3554)
|
| 10108 |
Pfalzgraf bei Rhein in Neumarkt | Wittelsbach, Johann I von (I1751)
|
| 10109 |
Pfalzgraf von Birkenfeld | Birkenfeld, Karl I Count Palatine af (I4251)
|
| 10110 |
Pfalzgraf von Pfalz | Wittelsbach, Adolf von (I761)
|
| 10111 |
Pfalzgraf von Zweibrücken | Wittelsbach, Ludwig II von (I3133)
|
| 10112 |
Pfalzgraf von Zweibrücken | Zweibrücken, Johann I, Count Palatine af (I4356)
|
| 10113 |
Pfalzgraf von Zweibrücken | Pfalz-Neuburg, Philipp Ludwig von (I4577)
|
| 10114 |
Pfalzgraf von Zweibrücken | Wittelsbach, Ludwig I von (I2232)
|
| 10115 |
Pfalzgraf von Zweibrücken und Veldenz | Wittelsbach, Alexander von (I2561)
|
| 10116 |
Pfandherr zu Altkirch | Ramstein, Heinrich von (I2018)
|
| 10117 |
Ph.W. fik 12 børn med Christina Andrea. En af sønnerne var feltskærer og kammertjener hos kong Carl den XII af Sverige. | Familie: Phillippus Weiser / Christina Andreä (F279)
|
| 10118 |
Pharmacien | Laplantine, Robert (I15320)
|
| 10119 |
PHT 9 rk.1.bd. s 36: Danske og norske studerende i Padua: 1590 30.Okt. Albertus Schielius, Danus-Eqauratus og R.D.Senator. DAA 1901 s 415-16 Kopi af artikel (uden kildeangivelse) Hans Mikkelsens dagbøger 1626-1641 s.34, 44
Skeel, Albert, 1572-1639, til Fussingø, Rigsadmiral, Søn af Rigsraad Christen S. (f 1595), blev født paa Fussingø 23. Nov. 1572. Fra sit n. Aar kom han i Viborg Skole, sendtes derefter 1585 paa en længere Udenlandsrejse, hvor han studerede i Strasburg, Padua og Siena, og drog hjem over Frankrig og England, uden at dog i alt Fald hans klassiske Uddannelse bar videre Frugter. Efter sin Hjemkomst til Danmark blev han 1594 Hof junker hos Christian IV, fulgte i denne Egenskab 1597 Kongen paa hans Brudefærd til Brandenborg og ledsagede det følgende Aar Kongens Broder Hertug Ulrik paa en Rejse til Frankrig, England og Skotland som hans Hofmester; ved denne Lejlighed var det vel, at han indskreves ved Universitetet i Orléans.
1599 blev han Hofskjænk, var med paa Kongens Rejse til Nordkap og udnævntes til Skibshøvedsmand over en ved denne Lejlighed taget engelsk Prise. Det følgende Aar ledsagede han Kongen som dennes næstkommanderende over Skibet paa en dog ikke fuldført Rejse til Akershus.
Efter sit Bryllup 5. Juli 1601 i Nyborg med Birte Friis, Datter af Niels Friis til Hesselager, forlod han Hoftjenesten, og han, der allerede tidligere havde været forlenet med Mariæ Klosters Provsti i Oslo (til 1603), fik nu det store Riberhus Len. Han vedblev dog ved forskjellige Lejligheder at være ved Kongens Side, saaledes 1603 ved hans Hylding i Hamborg og 1606 paa hans Rejse til England, hvor S. fungerede som Marskal. 1608 var han en af den jyske Adels befuldmægtigede ved Prins Christians Valg.
1609 blev han udnævnt til Ritmester for Riberfanen, den saakaldte gule, af den jyske Rostjeneste og deltog med den i Kalmarkrigen. Han var under hele Krigen knyttet til Vesthtil han endelig fik Hjælp.
I Dec. 1616 fik han Belønningen for sin tapre Færd og tillige store Beviser paa Kongens Gunst, i det han ikke alene blev Ridder af den væbnede Arm, men ogsaa Rigsraad og Rigsadmiral. I disse Egenskaber overdroges der ham i de nærmest følgende Aar forskjellige Hverv. Baade 1618 og 1619 sendtes han til Gottorp, 1620 til Bremen, og 1622 var han med ved Herredagen i Bergen; desuden synes han 1620 at have krydset i Nordsøen med en Eskadre.
Da skete det mærkelige, at han paa Raadsmødet i Horsens i Jan. 1623 traadte tilbage fra sin Rigsadmiralsstilling. Ligprædikenen over ham fortæller det som bevirket ved Svagelighed; en Tradition, der vel ikke er fuldt paalidelig hjemlet og har forskjellige Former, men dog ikke rent kan afvises, vil derimod vide, at Grunden var et heftigt personligt Sammenstød mellem ham og Kongen; i en af Formerne,hvor Sammenstødet dog henlægges til 1627, hedder det, at han endog trak sit Sværd imod Kongen; tvivlsomt bliver det imidlertid, om der ikke foreligger en i alt Fald delvis Sammenblanding med ChristianIV's Strid med Broderen Jørgen S. i det sidstnævnte Aar. Hvorom alting er, Rigsadmiral var han ikke længere, men hans Anseelse og Anvendelse som Rigsraad blev ikke formindskede ved det skete.
Der kom nu de strænge Aar med Fjendens Indfald i Halvøen, som bevirkede, at A. S. 1627-29 maatte forlade sit Len, og med Spænding mellem Konge og Raad. S. hørte uden Tvivl til dem inden for Raadet, der længtes efter Freden, og han blev ogsaa en af Kommissærerne ved Fredsmødet i Lybek 1629; gjentagne Gange rejste han her fra til Christian IV for at formaa ham til Eftergivenhed, hvad jo ogsaa lykkedes i Maj. Han vendte nu tilbage til sit Len og blev en af Kommissærerne til Undersøgelse af Forholdene i Jylland. Flere Gange benyttedes han i den følgende Tid til Forhandlinger med Gottorp, saaledes 1629, 1631 og 1632; 1634 var han paa Mødet i Kolding til Underhandlinger om Udvidelse af Unionen med Hertugdømmerne og 1637 paa Landdagen i Flensborg. Med Hensyn til Forholdet til Udlandet var han Modstander af en udfordrende Holdning over for Sverige, men har næppe spillet nogen st desuden Holbækgaard, Hessel og Katholm, alle i Jylland, og udvidede disse Godser ved Mageskifter med Kronen. Han var ogsaa en velstaaende Mand, der indskød betydelige Summer i det ostindiske Kompagni. Han roses for sin Godgjørenhed mod Kirker, Skoler og fattige. 9. April 1639 døde han paa Riberhus. Hans Enke overlevede ham til 31. Jan. 1652. | Skeel, Albret (I5263)
|
| 10120 |
PHT 9.rk.1.bd.s 41:Studerende i Padua:1625 11.Marts Henricus Ramel, Danus DAA 1925 s 497 Hans Mikkelsens dagbøger 1626-1641 s.189,196
Han fick sin uppfostran vid universiteten i Greifswald, Jena och Tübingen samt vid akademin i Leyden. Efter vidsträckta resor i Europa trädde han i tjänst i kungens kansli. 1633-35 var han landsdomarei Skåne och blev 1640 hovmästare vid akademin i Sorö, där adelns söner fostrades i vetenskaper och ridderliga övningar. På denna post stannade han i nio år, varefter han utsågs till riksråd. 1650-52 innehade han Herrevadskloster i förläning och därefter Möens län, där han dog 1653. I hans likpredikan sades att han varit en flitig kyrkogångare och Guds ords läsare och omnämndes hans iståndsättandeav kyrkan på Bäckaskog.
| Ramel, Henrik (I5690)
|
| 10121 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Weekes, Christiana Peggy Ruth (Peggy) (I22411)
|
| 10122 |
Pierre Jean Bertrand Heyliger de Nully | Nully, Peter Heiliger de (I9415)
|
| 10123 |
Plantagedirektør i Karen Coffee Company Ltd. A/S ( Shareholder: Karen Coffee Company Ltd. A/S ) | Blixen-Finecke, Bror Frederik Baron von (I14681)
|
| 10124 |
Plantagedirektør i Karen Coffee Company Ltd. A/S, Forfatter ( Shareholder: Karen Coffee Company Ltd. A/S ) | Dinesen, Karen Christentze (I15085)
|
| 10125 |
Plantageejer, Storkøbmand | Carstens, Johan Lorentz (I8558)
|
| 10126 |
Planter på St. Croix, Medbesidder af det Bruun-Neergaardske Fideicommis | Moltke, Greve Adam Gottlob Ditlev (I11526)
|
| 10127 |
Plejer, Psykiatrisk hospital, Århus | Poulsen, Nanny (I15423)
|
| 10128 |
Plejesøn af Claus Rantzau til Quarnbek. | Rantzau, Didrik (I15468)
|
| 10129 |
Plessen var søn af landråd Daniel von Plessen til Hoickendorf i Mecklenburg og Dorothea Eleonore von Blumenthal. Han fuldendte sine studier på lange rejser i udlandet, særlig i Frankrig. Hjemvendt til sin fødestavn arvede han efter faderens død godserne Hoickendorf og Mandrow (1672), fik 1670 ansættelse ved regeringen i Schwerin og udnævntes 1673 til kancelliråd. Hans broder Carl Adolph, der stod i dansk tjeneste som oberstløjtnant, faldt ved stormen på Malmø (1677), og Plessen foretog en rejse til Danmark for at ordne hans efterladenskaber. Ved denne lejlighed lærte Plessen det danske hof og særlig Prins Jørgen at kende. På foranledning af Dronning Sophie Amalie ansattes han som kammerjunker hos prinsen og blev, efter at dennes hofchef Christian Günther von der Osten var forulykket under kongens hjemrejse fra Rügen 1677, udnævnt til overkammerherre. Det var dog først i marts 1678, at han tog afsked fra mecklenburgsk tjeneste. Samme år ledsagede Plessen prinsen på rejser i Tyskland, vandt i høj grad hans fortrolighed og overtog bestyrelsen af hans livgeding Vordingborg Amt med Jungshoved samt en kapital på 300000 rdl., i alt o. 60000 rdl. årlige indtægter. Tillige besad prinsen i årene 1683-89 øen Femern. Fra februar 1680 nævnes Plessen som amtmand over Vordingborg Amt.
Efter prinsens trolovelse med Prinsesse Anne af England fulgte Plessen med sin herre til London, hvor formælingen fandt sted 28. juli 1683. Plessen, der samme år udnævntes til gehejmeråd, fik foreløbig tilladelse til at forblive privat i sin tidligere stilling hos prinsen, der benyttede ham til at påtale forskellige forhold ved hans hofstat, som han ønskede ændrede. Plessen pådrog sig herved Hertugen af Yorks vrede, og da han 1684 i familieanliggender vendte tilbage til København, nedlagde hertugen gennem den danske udsending Godske von Buchwald protest mod, at Plessen mere vendte tilbage til England. Plessen tog nu ophold i Danmark, blev i maj samme år hvid ridder og varetog med stor dygtighed sin herres interesser her i landet. Han var dog gentagne gange i London, således 1685 i anledning af enkedronningens død og 1689 i foråret, da det blev ham overdraget at varetage gesandtskabsforretningerne efter Frederik Gersdorffs tilbagekaldelse og modarbejde hertugen af Gottorps bestræbelser for at genvinde Slesvig. Ved kong Vilhelms kroning 11. april fungerede han som maître de garderobe hos Prins Jørgen. Få dage senere blev i København operahuset på Sophie Amalienborg et rov for luerne, ved hvilken lejlighed 150 mennesker fandt døden. Plessens hele nærmeste familie var tilstede, hans tre ældste sønner blev med nød og næppe frelste, men hans hustru og ældste datter døde få dage efter af brandsårene. Efter en slægtnings ved samme ulykke forårsagede død arvede Plessen godset Parin, som han dog senere solgte. 1687 var desuden besiddelsen Harckensee tilfaldet ham efter moderen.
I januar 1692 overdrog kongen Plessen styrelsen af finanserne med titel af præsident for Rentekammeret og gav ham samtidig sæde og stemme i Gehejmekonseillet. Pengevæsenet var under Plessens forgænger, overrentemester P. Brandt, kommet i største forvirring. Landet var tynget med skatter, kassen var tom, utallige folk i statens tjeneste havde i årevis ingen løn modtaget, og misnøjen var almindelig. Det ses, at Plessen kun efter megen overtalelse bekvemmede sig til at modtage denne vanskelige stilling. "i henved 2 Maaneder", ytrer han, "har jeg Dag og Nat kæmpet for at afværge det mest skæbnesvangre Slag, som kan ramme nogen, og som vil gøre mig ulykkelig og utilfreds for mit hele øvrige Liv." Med stor energi og omsigt gik Plessen til sit brydsomme hverv og bragte til en begyndelse store personlige ofre. Kort efter sin embedstiltrædelse "engagerede han sig for Kongen" til et beløb af 100000 rdl. Forholdene antog snart under hans dygtige ledelse en bedre karakter. Det siges, at han gav kongen det råd, der også blev fulgt, at lette skattetrykket, for at landbefolkningen kunne komme til kræfter igen, og i Plessens hele embedstid udskreves ingen ekstraordinære skatter. En tønde hartkorn, der ved Plessens embedstiltrædelse solgtes for 10-15 rdl., steg i få år til 40-50 rdl. i værdi. Der bragtes orden i forretningsgangen, og statens utallige kreditorer fik atter efter lang tids forløb udbetalt deres renter til rette tid. Desuagtet var der råd til at dække de betydelige overordentlige udgifter, der forvoldtes i Christian 5.s sidste regeringsår ved kronprinsens rejse og formælingsfester (henved 4 tdr. Guld) og den kostbare ambassade til Rijswik. Hærens størrelse forøgedes, og toget til Ratzeburg og befæstningsarbejderne i Rendsborg foranledigede betydelige omkostninger. Statens kredit på det udenlandske pengemarked steg kendelig, og det hedder ved Plessens afgang, fra en ham næppe særlig venligsindet side, at hans blotte navn var tilstrækkeligt til at rejse millioner i Amsterdam, ligesom bankhusene i Hamborg erklærede sig villige til at åbne ham personlig en kredit på en td. guld. Hans ry som finansmand foranledigede flere fremmede monarker til at opfordre ham til at træde i deres tjeneste. Karl 11. af Sverige stræbte at vinde ham for sit land, kejser Leopold gjorde ham gennem sin gesandt i England grev Wratislaw meget fordelagtige tilbud, ligeså August 2. af Sachsen gennem grev Flemming.
Plessens pirrelige, sygelige temperament og idelige kampe med hans forgængers parti ved hoffet bevægede ham allerede 1696 til at ansøge om sin afsked (som dog ikke blev bevilget), og han giver ved denne lejlighed en oversigt over alt, hvad han i de svundne 4 år har udrettet. Kongens indkomster er ikke, som før, tagne op forud; man har holdt opgør med fortiden, og nutiden går sin sikre gang; han har standset alt underslæb af kongens indtægter og indført en systematisk opkrævning; både civil-, sø- og landetaten er blevne stillede tilfreds ved prompte betaling. "Hele Landet var fornøjet med ham", vidner hertug Ferdinand Wilhelm af Württemberg, "skønt han var en fremmed, og han var i lige grad yndet hos alle Danske som hos Udlændinger."
Ved siden af sin betydningsfulde og anstrængende virksomhed som leder af finanserne fik Plessen betroet forskellige diplomatiske hverv. I politisk henseende arbejdede plessen på en tilslutning til England og Nederlandene og trådte derved i opposition til det fransksindede parti ved hoffet, hvis fører var Thomas Balthazar von Jessen, lederen af den udenrigske politik i Danmark i Christian 5.s sidste levetid, og som fandt en virksom støtte i Conrad Reventlow, den senere storkansler. Meningsforskellen mellem de to partiførere udartede i tidens løb til personligt had, således at Jessen, især efter at Adam Levin Knuth var død, der stod Plessen meget nær, på forskellig vis søgte at undergrave dennes anseelse hos kongen og mistænkeliggøre hans handlinger.
I juli 1692 sendtes Plessen til hoffet i Schwerin med fuldmagt til at afslutte et forbund med hertugen, uden at dog forhandlingerne førte til et resultat. Herfra begav han sig om efteråret til Haag, hvor han havde en samtale med den detroniserede kong Jacob 2., og vendte i november tilbage. 1693 afsluttede og undertegnede Plessen sammen med Gyldenløve og Reventlow en alliancetraktat med Frankrig (i marts) samt i september med Brunsvig-Lyneborg, hvorefter han sammen med Reventlow og Jessen sendtes til Pinneberg for at afslutte de af Conrad Biermann von Ehrenschild påbegyndte forhandlinger. Under sine hyppige rejser til England tog han efter kongens ordre oftere ind i Haag, hvor hans intimeste ven, Christian Lente, den gang beklædte posten som dansk gesandt, for at konferere med denne i vigtige diplomatiske anliggender, således i efteråret 1694 om en alliance med England, og næste sommer tildeltes der ham sammen med Lente fuldmagt til at afslutte et forbund mellem Danmark, kejseren, England og generalstaterne.
Plessen, der stedse vedblev at bevare en trofast hengivenhed for det mecklenburgske fyrstehus, har sikkert været interesseret i, at kronprins Frederik indgik ægteskab med prinsesse Louise af Mecklenburg-Güstrow. I juni 1695 sendtes han inkognito til Güstrow for at erkyndige sig om, hvorvidt den regerende hertug var knyttet til nogen Danmark fjendtligsindet magt. På hans gunstig lydende rapport foretog kronprinsen noget senere sin bejlerfærd til Güstrow, og i november blev Plessen beskikket til med en eskadre af fem skibe at afhente prinsessen og føre hende til København. Umiddelbart efter indtoget blev Plessen dekoreret med Elefantordenen, en udmærkelse, der sjælden eller aldrig før var blevet tildelt en mand i hans alder og rang, hvilket vakte almindelig opsigt. Skønt Plessen i så høj grad medvirkende til at bringe dette parti i stand, der synes at have været efter kronprinsens ønske, og skønt det var ham, der skaffede denne sæde i statsrådet, lykkedes det ham dog ikke at vinde hans gunst, måske fordi kronprinsen var misfornøjet over at være blevet så knap aflagt.
I december 1696 afsluttede Plessen og Lente en alliance med Holland og blev beskikkede til overordentlige gesandter ved fredsforhandlingerne i Rijswik. Plessen, der siges at have været meget pragtelskende, optrådte ved denne lejlighed med stor pomp. Sendelsen fik dog ingen betydning, hvilket skyldtes de franske udsendingers overlegenhed. Der udkom i denne anledning en satire på Plessen, en tyk bog med lutter hvide blade, som bar titelen: "Beretning om hr. von Plessens Negotiationer". Plessen kaldtes tilbage i februar 1698. Samme år udnævntes han til amtmand over Møn Amt, efter fra 1680 helt til 98 at have været amtmand over Vordingborg Amt. 1692-95 og 1698-1701 var han endvidere medlem af rådstuekommissionen og beklædte fra 1692 værdigheden som patron for det kongelige Ridderakademi. Fra 1701 var han tillige meddirektør ved navigationsskolen på Møn. I de første måneder af kong Frederik 4.s regeringsår bevarede Plessen sin tidligere indflydelse, men allerede i januar 1700 fjernedes han, til stor skade for Danmark, fra finansernes styrelse. Kongens misstemning mod Plessen ytrede sig tydelig i hans vægring ved at godkende det af Plessen forelagte udkast til en generalkvittering og decharge; det ses, at både Reventlow og Jessen af al evne nærede hans uvilje, og den sidstnævnte indgav en af slet dulgt had og triumferende glæde gennnemtrængt betænkning om at indlede en undersøgelse af "Personens" – som han betegner Plessen – finansstyrelse. Selv skriver kongen: "at han (Plessen) ikke føler sig forpligtet til at gøre rede for sine Expeditioner, har hos mig vakt en saadan Mistvivl til denne Mand, at jeg ikke mere véd, hvad jeg skal tro om ham". Kort efter meddeltes der ham dog decharge, men under en anden form end den af ham begærte. Kongens adfærd mod Plessen dadledes højlydt, både her hjemme og i udlandet. Den danske gesandt i Haag, von Støcken, beretter om den "kendelige Sorg", Plessens afskedigelse har vakt i Holland; pensionæren er meget utilfreds, alle falde fra, og Danmarks kredit daler betænkelig. Hertugen af Württemberg udtalte i et brev til kongen uforbeholdent sin misbilligelse af Plessens afskedigelse og forestillede ham alle de skæbnesvangre følger, dette skridt ville have for Danmark.
Plessen skal efter Hojers påstand have modsat sig krigserklæringen 1700, ligesom han i Christian 5.s tid havde søgt at dæmpe denne konges krigslystne tilbøjeligheder, men dog rådet til at påskynde erobringen af Tønning med den motivering, at man ikke burde begå nogen dårskab halvt. I juni 1700 sendtes Plessen i diplomatisk ærinde til Haag, hvor han forgæves søgte at hindre en konjunktion mellem den forenede hollandske og engelske og den svenske flåde, men det tilskrives hans indflydelse i England og Holland, at Danmark ikke kom til at friste en større ydmygelse ved fredsslutningen i Traventhal. I efteråret begav han sig til London, ved hvilken lejlighed prins Jørgen i et brev til sin brodersøn kongen udsteder ham et glimrende vidnesbyrd for 23 års trofast, nidkær og uegennyttig tjeneste. 1701 var Plessen medlem af kommissionen til de vornedes frigivelse og afgav et særligt votum, der går ud på at lette bondens skattebyrde og vidner om hans varme interesse for denne stands vel. I begyndelsen af 1703 var Plessen atter i London, og ved hans hjemkomst formenes det brud med kongen at have fundet sted, der foranledigede hans fuldstændige udtræden af dansk tjeneste i august samme år. Det hedder, at Plessen ikke længere billigede hoffets maximer og var utilbøjelig til at underskrive en ed, der bandt ham til hans stilling i så høj grad, at han måtte forsømme Prins Jørgens tjeneste. De forandrede forhold ved hoffet, især Frederik 4.s forbindelse med grevinde Vieregg, der i den dybt religiøse og moralske mands øjne måtte være en vederstyggelighed, var antagelig den nærmeste bevæggrund til hans bortgang. Christian Gyldenløve og Carl Ahlefeldt, begge meget levelystne mænd, havde indtaget den første plads i kongens gunst. Når sønnen Carl Adolph von Plessen 1703 skriver til faderen, at hoffet ikke mere er en bolig for kristne, da har han sikkert udtalt dennes anskuelse.
Fra 1704 tog Plessen ophold i Hamborg, men gjorde hyppige og lange rejser til London og København i sin gamle herre Prins Jørgens tjeneste, men varetog også oftere diplomatiske hverv. 1706 var han således i Haag for at formå Holland og England til at yde Prins Carl erstatning for at give afkald på koadjutorværdigheden i Lübeck. Få dage før Prins Jørgens død (8. november 1708) ankom Plessen til London, men traf næppe mere sin herre ved fuld åndelig klarhed. Prinsens bortgang opfyldte ham med dyb, oprigtig sorg. "Jeg er mere end sønderknust", skriver han, "i Bevidstheden om at have mistet en Herre, hvem jeg har tjent i saa lang en Aarrække med lige saa stor Tilfredsstillelse som Iver og Hengivenhed." Han berømmer den afdødes blide sind og Dronning Annes store kærlighed og omhu for hendes gemal. Plessen begav sig derpå til Danmark for at overbringe dødsbudskabet og ordne dronningens mellemværende med den danske krone. Han førte forhandlingerne med den i dette øjemed nedsatte kommission, indtil Vordingborg Amt blev overleveret til kongen i august 1710 mod udbetaling af en årlig apanage til dronningen. Jungshoved forblev i Plessens værge indtil 1714, da Dronning Anne afgik ved døden.
Efter den tid levede Plessen et stille, tilbagetrukket liv i Hamborg. Endnu 1718 blev han af kongen opfordret til, ved hjælp af sine forbindelser i England, at føle sig for om stemningen for et ægteskab mellem kronprins Christian og Prinsen af Wales' ældste datter. Plessen havde dels ved arv, dels ved heldige finansielle spekulationer erhvervet sig anselige rigdomme. 1707 købte han af svigersønnen Christen Skeel Vallø med Gunderup og Billesborg, men afstod det året efter til kongen for 165000 rdl. Plessen døde i Hamborg 22. januar 1723. Hans lig førtes til København.
Samtiden har fældet en næsten enstemmig anerkendende dom om Plessens personlighed og fremragende evner. Hojer roser hans skarpe forstand og mandige sind, men nævner hans "naturlige Stivhed". Robert Molesworth omtaler hans melankolske udseende og svage helbred, men fremhæver hans sunde dømmekraft, verdenskløgt og ypperlige sprogkundskaber. Grev de Chamilly kalder ham en streng, bestemt mand. Landkansler Friccius betegner ham som jovial og i høj grad veltalende til tider, men almindeligvis tungsindig og utilgængelig. Det bør også bemærkes, at Plessen var en sjælden øm fader for sine børn.
Plessen var 3 gange gift: 1. (1673) med Sophie Agnes von Lepel (død 1684), datter af Hans von Lepel og Dorothea von Wopersnow; 2. (1685) med Clara Eleonore von Bülow (1665-1689), datter af dansk generalmajor Bartold von Bülow; 3. gang (1692) med Magdalene Hedevig von Halberstadt (død 14. februar 1702), datter af generalmajor Balthasar Gebhard von Halberstadt til Langenbrück og Hedevig Clara von Thun. Efter den sidstnævntes død siges Plessen at have bejlet til Anna von Rumohr, enken efter den 1694 afdøde general Hans Ahlefeldt; hun skal have afvist hans frieri, men som tegn på sin agtelse testamenteret ham sit herresæde Glorup. Dette skete allerede 1705, og denne besiddelse tilfaldt ham 1712 efter hendes død.
Blandt Plessens børn var:
Daniel von Plessen, generalmajor
Christian Ludvig von Plessen, gehejmeråd
Carl Adolph von Plessen, gehejmeråd
Christian Sigfred von Plessen, godsejer | Plessen, Christian Sigfred von (I7791)
|
| 10130 |
Pludselig i haven på Osterrade | Scheel von Plessen, Charlotte Dorothea (I9267)
|
| 10131 |
Pneumoni | Schiær, Marie Elisabeth Luise (I11935)
|
| 10132 |
Police Magistrate at Inverell | Brown, Walterus le Brun (I14089)
|
| 10133 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Haxthausen, Per Maximilian (I21817)
|
| 10134 |
Politiker | Holstein-Holsteinborg, Lensgreve Bent (I14646)
|
| 10135 |
Politiker | Reventlow, Theodor (I12222)
|
| 10136 |
Politiker, hesteavler | Scavenius, Otto Jacob Brønnum (I13584)
|
| 10137 |
Politiker, medlem af Landstinget | Holstein, Frederik Conrad Christian Christopher (I13980)
|
| 10138 |
Pommernsk Konsistorialraad, Købmand, Senator, siden Præst | Schimmelmann, Didrik Jacob (I8400)
|
| 10139 |
Porcellainshandler | Bex, Claes (I22130)
|
| 10140 |
Portrætmaler | Brock, Gustav Frederik Osborn (I14630)
|
| 10141 |
Portør i Haderslev | Bork, Jacob (I17398)
|
| 10142 |
Possementsmager | Randrup, Hans (I8794)
|
| 10143 |
Postdirektør i det tyske postvæsen | Bernstorff, Christian Friedrich Karl Greve (I12908)
|
| 10144 |
Postekspedient i København hos Post- & Telegrafvæsenet | Ahlefeldt-Laurvigen, Johan Henrik Adolph Larsen Greve (I15138)
|
| 10145 |
Postmester | Moltke, Magnus Christian Niclas Joachim Greve (I11969)
|
| 10146 |
Postmester i Lyngby og siden Ringsted | Ahlefeldt-Laurvigen, Frederik Adolph Christian Greve (I13485)
|
| 10147 |
Poul Nielsen nævnes fra 1578 som købmand i Randers, hvor han blev rådmand 1590 og omkr. 1616 borgmester. Han skal have ejet og bygget ejendommen Houmeden 2-4 på hjørnet af Houmeden og Rådhustorvet.
Poul Nielsen blev ifølge sit nu forsvundne gravminde (1) født 11. juli 1551, mens han ifølge sønnen (2) var født ca. 1553 i Randers som søn af Niels Poulsen og hustru Mette Pedersdatter. - Om forældrene vides intet ud over, at faderen i 1550 skal have været sandemand og 1552 blandt byens 24 såkaldte oldinge (3); faderen angives født 1514 i Kvorning mellem Randers og Viborg, samt død 18. juni 1559 i Randers, hvor han skal være begravet i familiebegravelsen i Skt. Mortens Kirke Kong Hans' Kapel.
Poul Nielsen døde 1618, men sønnen og Stadfeldts afskrift af gravmindet angiver dødsdagen til henholdsvis 12. januar og 17. februar; sønnen siger tillige, at han døde Skt. Pouls dag, nemlig 25. januar.
Han blev gift senest 1585 - måske 1581 (4) - med Kirsten Madsdatter, der må være født 1551-65 - vel omkr. 1555-60.
Sønnen oplyser, at hun var datter af Mads Andersen og hustru Karen Bajsdatter i Randers. - Moderen tilhørte altså den kendte Bay-slægt i Randers, men ellers vides intet herom. Faderen nævnes vist i en dom fra 1562 i Kancelliets Brevbøger og 6. februar 1587 i Randers tingbog (5).
Kirsten Madsdatter døde - ifølge gravmindet - 5. september 1626 i Randers. - Sønnen nævner ingen dato, men hævder, at hun døde en søndag, men 5. september var en tirsdag i 1626.
Børn
Ifølge gravmindet fik Kirsten og Poul Nielsen 11 børn, nemlig 5 sønner og 6 døtre, hvoraf kun 2 sønner og 2 døtre var levedygtige. Ifølge adelsårbogens stamtavle over slægten Rosenørn kendes 9 børn:
1. Niels Poulsen, født senest 1586, død spæd.
2. Thomas Poulsen, født 1587, død samme år.
3. Thomas Poulsen, 1588-1669, storkøbmand i Randers, rådmand fra 1626 og senere borgmester (6). Gift med Margrethe v. Høveln. - Mon ikke deres datter var Karen (Kathrina) Thomasdatter, død 1694, gift 2. gang med dr. jur. Chr. Schiønning, 1620-1673, og gift 2. gang med Niels Ægidiesen (Nicolaj Egidiesen), død 1696. Fra Chr. Schiønnings klagesang over Thomas Poulsen 1669 (7) stammer de ofte citerede linjer: Du fede Laxestad o.s.v.
4. Mogens Schou Poulsen, død lille omkr. 1590.
5. Anne Hofmann Poulsdatter, født 1591, død samme år.
6. Anne Hofmann Poulsdatter, 1592-1602.
7. Anne Poulsdatter, født omkr. 1590(?), død 1649 (8). Gift 1608 med enkemand, mag. Peder Tøgersen, 1582-1634, rektor i Randers fra 1605 og fra 1608 faderens efterfølger som sognepræst ved Skt. Mortens Kirke i Randers, samt senere tillige provst i Støvring herred. Han, der er kendt som forfatter til flere skuespil, var søn af mag. Tøger Lassen og hustru Gertrud Pedersdatter.
8. Kirsten Poulsdatter, 1598-1602.
9. Mads Poulsen, født 1600, ane 1.176.
Poul Nielsen
Som allerede faderen Niels Poulsen var en agtet mand i Randers, nævnes Poul Nielsen fra senest 1587 (9) - måske allerede 1578, 82 og 83 (10) - blandt byens såkaldte 24 oldinge, hvorefter han 27. oktober 1590 blev rådmand. - I 1584 skal han have været byens kæmner.
Omkr. 1570 eller lidt senere skal Poul Nielsen have bygget den endnu eksisterende ejendom Houmeden 2-4 på hjørnet ved Rådhustorvet (11) med gavl mod torvet og 19 fag langs Houmeden, 2 stokværk høj; gården, der nu er ombygget, er karakteristisk ved sine krydsede skråstivere - andreaskors. - Skinderstræde mellem Rådhustorvet og Snaregade hed tidligere Skidenstræde, men i 1600-tallet Poul Nielsensgyde (12). Sin staldgård skal Poul Nielsen have haft i nærheden af Slyngborgade (13).
Poul Nielsens bomærke, der uændret gik i arv til sønnen Mads, findes endnu under kongehyldingerne 1584 og 1608 af Christian IV. og dennes søn(14), ligesom hans bomærke findes under Randers bys vilkår og artikler, sammen med hans egenhændige underskrift.
Hans segl gengives her efter et brev fra 1595 (15)
Poul Nielsen, der nævnes et par gange i en retssag fra 1599 (16), stod på en god fod med sin foresatte, lensmanden Eske Brok på Dronningborg, idet de havde forskellige pengemellemværender, ligesom lensmanden og flere andre adelige var til stede, da Poul Nielsen fejrede sin datter Annes bryllup på byens rådhus 1608 (17). - I 1608 kautionerede Eske Brok for et lån på 1.000 dlr. til Aksel Galt.
Under Christian IVs besøg i Randers 1609 var rådmand Poul Nielsen - sammen med rådmand Niels Jacobsen og borgmester Peder Lassen, kongens gæst 15. februar hos lensmanden Eske Brok på Dronningborg, hvor kongen lovede at holde Randers Bro vedlige; både vært og gæster fik ved den lejlighed en god rus (18).
Rådmand Poul Nielsen nævnes i et tingsvidne af Randers byting 5. maj 1606 (19) som værge for Karen Madsdatter (vel hans svigerinde), enke efter Peder Schou.
Henved 1616 blev Poul Nielsen borgmester (20), men døde allerede 1618 han og konen, der døde 10 år senere, er begravet i Skt. Mortens Kirke, hvor der tidligere var et epitafium over dem med indskriften:
Her under hviler ærlig og velagte mand, salig Poul Nielsen, fordum borgmester og rådmand i Randers, som er født af ærlige forældre 1551, den 11. juli, og døde 1618, den 17. februar, med sin kære hustru Kirsten Madsdatter, som døde 1626, den 5. september, avlede til hobe 11 børn, 5 sønner og 6 døtre, hvilke alle ere hensovede, uden to sønner og to døtre. - Gud give dem en ærefuld opstandelse.
Noter (xx):
1. S.A. Stadfeldt: Randers bys Diplomatarium i landsarkivets håndskriftsamling H.7 (516) -1, s.225-26.
2. Mads Poulsens optegnelser, Borgmester Niels Jacobsens stambog v. Albert Fabritius, 1966, s.35.
3. Danmarks Adels Aarbog, 1932, 11, s .144 (slægten Rosenørn).
4. Samme kilde.
5. Kancelliets Brevbøger 1561-65, 1893-95, s.170-71, og Steman: Randers Befæstning i Slutningen af det 16. de Aarhundrede i Samling til jydsk Historie og Topografi, 3-2, 1899-1900, s.203ff. (s.206).
6. Randers bys bog fra ca. 1606, D.21-330, fol.26, samt Randers købstads historie v. Povl v. Spreckelsen, 1952, bd.1, s.228.
7. Randers købstads historie v. Povl v. Spreckelsen, 1952, bd. I-II, s. 152, 246, 334 og 542, samt 730, note 6, og 733, note 2-3, med henvisning til Lauritz Nielsøn Randrop: Randers March... Anno 1698, 1769.
8. Meddelelser om Slægten Secher (Siker), samlet af dr. jur. V. A. Secher, 2. udg. v. dr. med. Knud Secher, 1939, s.44-46.
9. Randers bys bog fra ca. 1605, D.21-330, fol.236-36b, samt fol.24.
10. Kilde 8, s.30.
11. Povl v. Spreckelsen: Randers bys gamle gader og gadenavne, 1966, s.27, Trap: Danmark, 5. udg., Randers amt ,1963, s.607-08, samt Aage Brunoe: Randers, historisk-topografisk Beskrivelse med Biografier, 1924, s. 319.
12. Spreckelsen i note 11, s.6.
13. Note 7, Randers købstad, bd. I, s.40.
14. Allan Tønnesen: Fra Bomærke til adelsvåben - to Randersslægters sociale opstigen i Heraldisk Tidsskrift, bd. 5, marts 1981, s.132-33, med henvisning til hyldningerne i Rigsarkivet, samt Randers bys vilkår og artikler 1609 v. John Kousgaard Sørensen, 1965, s.76, original i rådstuearkivet, D.21-331.
15. Note 8, 1. udg. 1885, s.18, med henvisning til Vossiske Samlinger i Rigsarkivet, Randers nr. 18.
16. Stemann: Randers Befæstning i Slutningen af 16. de Aarhundrede Samlinger til jydsk Historie og Topografi, 3-2, 1899-1900, s.203ff. (s.212-13 og 216-17).
17. Kilde 8, s.30 og 46, med henvisning til Vedel Simonsens værk om Eske Brok, bd. 2, 1843, s.24, samt bd. 1, 1842, s.68.
18. F. Jørgensen: Kristian den 4. Besøg i Randers 1609 i Samling til jydsk Historie og Topografi, 4-7, 1911-14, s.527-30, med henvisning til Niels Jacobsens optegnelser på museet i Randers og Eske Broks dagbøger i Danske Samlinger, 2-2, 1872.
19. Jyske købstadsarkiver i Rigsarkivet, Randers by, tillæg, s.115.
20. S.A. Stadfeldt: Beskrivelse over Randers Købstad, 1804, s.120.
Kilde: Slægtsarkivet, Viborg: Bertelsen Familien, 1982. [1]
citat fra: http://www.kragh.biz/genealogy/getperson.php?personID=I20904&tree=tree1 | Nielsen, Povl (I4705)
|
| 10148 |
Poul Thomsen Vendelbo de Løvenørn, født Poul Thomsen (5. april 1686 i Horsens – 27. februar 1740 i København) var en dansk officer, godsejer, gehejmeråd, stiftamtmand og diplomat. Han var overkrigssekretær, dvs. de facto krigs- og marineminister i 1730'erne.
Han var søn af landmand Thomas Poulsen Vendelbo (eller Windelboe) (død 1693) i Horsens og dennes kone Anne Nielsdatter (1645-1708). Faderen døde i 1693 og i 1694 blev moderen gift med konsumptionsbetjent Stephan Jacobsen (1664-1728), stadig i Horsens.
Han studerede teologi og rejste i 1707 til Rusland, hvor han først var lærer og senere blev officer og generaladjudant hos zar Peter den Store. Mens han var bortrejst døde hans mor. Han vendte tilbage til Danmark i 1711, hvor han blev adlet af Frederik 4.. Løvenørn blev dansk officer og gesandt i Berlin og i 1726 stiftamtmand i Århus, overkrigssekretær i 1730 og gehejmeråd i 1731. Han fortsatte med at stige i graderne og blev general i 1738.
Han nød stor gunst hos såvel Frederik 4. og Christian 6. og fik store æresbevisninger set i forhold til hans beskedne byrd som håndværkersøn: Den 16. april 1722 blev han Ridder af Dannebrog. I 1731 købte han godset Bregentved af kongen på meget favorable vilkår. Han blev elefantridder og ridder af ordenen l'union parfaite i 1739.
| Løvenørn, Poul Windelboe de (I8306)
|
| 10149 |
Pr. af Preussen | Preussen, Adalbert af (I14735)
|
| 10150 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Lippe Biesterfeld, Bernhard, Prins af (I17125)
|
|
.jpg "Reventlow, Christian Detlev 1775-1851")
