| |
Match 10,551 til 10,600 fra 11,350
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 10551 |
Roger Graf zu Reventlow wurde noch nicht auf einen vom Volksbund errichteten Soldatenfriedhof überführt oder konnte im Rahmen unserer Umbettungsarbeiten nicht geborgen werden. Nach den uns vorliegenden Informationen befindet sich sein Grab derzeit noch an folgendem Ort:
Tscherepowez - Rußland | Reventlow, Greve Marie Eugen Stephan Roger (I14619)
|
| 10552 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Konow, Rolf (I17678)
|
| 10553 |
Rosenkrantz, Erik Ottesen, 1519-75, til Valsøgaard, Arreskov, Kjærstrup, Rigsraad, var Søn af Otte Holgersen R. (død 1525) og saaledes Broder til de bekjendte Rigsraader Holger og Jørgen R.
Efter Forældrenes tidlige Død blev han opdragen hos sin Morfader, Jesper Ganz til Putlitz i Brandenborg. O. 18 Aar gammel vendte han tilbage til Danmark. En Tid lang synes han at have holdt Hus paa Brødrenes Fælleseje Næsbyholm. Arvedelingen mellem Brødrene fandt Sted 1547, og E. R. tilfaldt den umaadelige norske Arv, der regnedes til 1/24 af al Norges skyldsatte Jord foruden store Ejendomme paa Færøerne og Shetlandsøerne. Aaret efter (1548) opholdt E. R. sig en Tid i Norge og kom allerede da i Strid med det lybske Kontor i Bergen om Grunden til et Par af de store Kjøbmandsgaarde paa Bryggen, som havde tilhørt hans norske Forfædre. Allerede da skrev han til Kongen, at hvis denne ikke traadte kraftig op mod Kontoret og dets Vilkaarlighed, "saa er denne Landsende, saa vidt de overfare, fordærvet og eders Naades Landret og skrevne Lov forkrænket og fortrykt, thi de agte hverken Dom eller Ret".
O. 1551 var E. R. kommet i Besiddelse af Valsøgaard ved Ringsted, der tidligere havde tilhørt Fru Anne Meinstrup og dennes Datter Fru Sophie Holgersdatter Rosenkrantz, E. R.s Faster. I Aarene 1554 og 1555 var han Staldmester hos Christian III og blev o. 1555 Hofmarskal ved den unge Hertug Frederik (II)s lystige Hof paa Malmøhus, indtil han 1557 forlenedes med Varberg Fæstning. Det følgende Aar (1558) holdt han Bryllup med den 18aarige Helvig Hardenberg (f. 28. Marts 1540), Datter af Jacob H. til Sandholt, Arreskov m. m. (VII, 98) og Sophie Lykke. Ved dette Giftermaal kom E. R. i Besiddelse af Arreskov, hvor han strax begyndte Opførelsen af den store Hovedbygning, der dog først fuldendtes 1573.
Da Frederik II besteg Tronen, udsaa han strax E. R. til en stor og vigtig Post, Lensmandsstillingen paa Bergenhus. Her havde Christoffer Valkendorf med stor Kraft modsat sig de tyske Kjøbmænds Overgreb og søgt at bringe dem i et undersaatligt Forhold til den norske Krone; men dette havde selvfølgelig medført Klager fra lybsk Side; i Juni Maaned 1559 var Christoffer Valkendorf derfor blevet kaldt ned til Kjøbenhavn og ønskede vistnok nu selv at blive forflyttet. E. R. havde allerede tidligere ytret lignende Tanker, som Christoffer Valkendorf havde begyndt at gjennemføre. Dertil kom, at hans store Godser, der for største Delen laa i det nordenfjældske, knyttede ham til Norge. Han følte sig dog med langt stærkere Baand knyttet til Danmark; Landet selv kunde han ikke fordrage, skriver han til Kongen. Denne tillod ham da foreløbig at beholde Varberg sammen med Bergenhus og udnævnte ham samtidig til Rigsraad. Desuden fritog Kongen ham "indtil videre" for alle kongl. Afgifter af hans store norske Godser, en Ret, som Kongen dog 1562 tog tilbage, da det var en mærkelig stor Sum, som Kronen derved aarlig maatte give Afkald paa, mod at R. til Gjengjæld forlenedes med Lyse Kloster ved Bergen afgiftsfrit.
At forene Stillingen som Befalingsmand paa 2 saa fjærnt fra hinanden liggende Hovedfæstninger som Varberg og Bergenhus lod sig dog i Længden ikke gjøre. Efter R.s Opfordring fritoges han da for Varberg, og et nyt Lensbrev udstedtes 9. Marts 1560 for R. paa de kongl. Slotte Bergenhus og Vardøhus, Lyse Kloster, Søndfjord Len, Sønderhordeland, Ryfylke, Sogn, Jæderen, Dalerne, Helgeland, Tromsø og Nordhordeland, alt som kongl. Regnskabslen mod et aarligt Vederlag af kun 100 Dlr. (400 Kr., næppe 2000 Kr. efter Pengenes nuværende Værdi) samt Klæder og Penge til de fornødne Svendes Underhold. Vilkaarene vare saaledes knappe, men Magten desto større. Med Undtagelse af Throndhjem Len havde R. omtrent hele Vestkysten af Norge lige til Nordkap i sin Magt og Norges vigtigste Fæstning i sin Haand.
31. Juli 1560 ankom R. til Bergen, og i de 8 Aar, han var Lensmand her, skulde han komme til at indskrive sit Navn i Norges og Danmarks Historie som en værdig Efterfølger af Christoffer Valkendorf. Denne havde allerede knækket de tyske Haandvær-keres Særstilling i Bergen og tvunget dem til enten at anerkjende den norske Krones Højhed ligesom andre af Landets Indbyggere eller at forlade Landet; derved havde han allerede rokket ved det tyske Handelskontors Særstilling; desuden havde han tvunget de tyske Præster, der ikke vilde anerkjende den norske Kirkeforfatning, til at forlade Landet. Nu tog R. strax fat paa selve Kontorets paastaaede Ret til Grunden paa Tyskebryggen, hvor Kontoret havde sine store Handelsgaarde, og hævdede Kronens eller de private norske Ejeres Ret dertil.
Han satte Grundleje paa Grundene paa Bryggen og paalagde Kontoret at yde Ledingsskat, Tiende og lignende Afgifter deraf ligesom af andre Grunde i Byen; ligeledes maatte Kontoret opgive sin Ret til de Kirker i Byen, som det i Tidernes Løb havde tilegnet sig. Det hjalp intet, at de tyske Kjøbmænd beraabte sig paa deres Privilegier; en nedsat Ret kom til det Resultat, at alt dette netop ikke havde Hjemmel i de oprindelige Privilegier. Alle Klager til Kongen og til Lybek hjalp intet. Kongen og R. stode fast; til sidst (1562) tog R. en stor Del af Grundene ("Drægs-Almindingen") i Besiddelse for Kronen. Vel medførte Syvaarskrigens Udbrud, under hvilken Lybek var Danmarks Forbundsfælle, at man traadte mindre skarpt op i Bergen; men i alt væsentligt var inden Syvaarskrigens Udbrud Værket fuldført: det tyske Kontor var trængt tilbage fra sin egenmægtige Stilling som en Stat i Kommunen; det var blevet den norske Krones Undersaat, der maatte lystre Lands Lov og Ret og deltage i de almindelige Afgifter, saa at Bergens øvrige Handelsstand kunde gaa en roligere Udvikling i Møde.
Ogsaa fra Enehandelen paa Nordlandene var Kontoret trængt tilbage, i det Bergens egne Indbyggere fik Ret til at deltage i denne Handel. Handelsforholdene i Nordlandene havde R. stadig sin Opmærksomhed henvendt paa; da Englænderne netop i disse Aar begyndte Handelen paa Rusland, foreslog han, at der skulde afkræves dem Told ved Vardøhus, en Tanke, som dog først senere gjennemførtes. Ogsaa i mange andre Henseender viste E. R. sig som en særdeles virksom Lensmand. Han var i det hele taget den af de 3 Brødre, som da samtidig vare Medlemmer af Danmarks Riges Raad, der havde det videste Blik og det kraftigste Initiativ; i den Henseende nærmer han sig til Mænd som Christoffer Valkendorf og Peder Oxe. Selv med Tanken om Gjenopdagelsen af Grønland syslede han.
Efter Paalæg fra Regeringen havde han strax taget fat paa Opbygningen af det mægtige Taarn paa Bergenhus, der endnu den Dag i Dag pranger med Rosenkrantzernes og Hardenbergernes Vaaben som et tydeligt Vidnesbyrd om det falske i Traditionen, naar dette Taarn endnu af og til kaldes Valkendorfs. Taarn; denne havde bevislig ikke haft det mindste med Taarnets Opførelse at gjøre; Traditionen har jo i det hele taget tillagt Valkendorf Fortjenesten for alt i Bergen, skjønt en Del først blev udført af E. R. Ogsaa et andet synligt Minde om sig har E. R. efterladt sig i Bergen, det store Hus, han opførte i Strandgade ("Muren"), midt paa den efter ham opkaldte Rosenkrantz-Alminding ("Muralmindingen"). Men han var en myndig Lensherre og kom ved flere af sine Foranstaltninger af og til i Strid ikke blot med det tyske Kontor, men ogsaa med Borgmestre og Raad og med sin gejstlige Medhjælper Biskoppen, der maatte finde sig i, at Kapitelsgodset blev fordelt paa flere Hænder end tidligere, hvorved flere Præbender tillagdes Slotsskrivere og andre til E. R., nærmere knyttede Personer.
Under Syvaarskrigen viste E. R. en meget stor Virksomhed. Han opbød Leding baade af Borgerskabet og Landbefolkningen, dog ikke uden Modstand ved flere Lejligheder fra Landbefolkningens Side, hvilken han dog ved Fasthed og Klogskab fik dæmpet. Han begyndte selv at bygge Skibe og fik Borgerne i Bergen og Indbyggerne nordenfjælds til at udruste Galejer og Skyttebaade, hvilket derpaa ogsaa paabødes det søndentjældske. E. R. var saaledes i Færd med at gjenoprette den gamle Ordning af Skibsudrustningen i de norske Skibreder. Begyndelsen var dermed gjort til Dannelsen af en national norsk Flaade, der kunde være blevet af Betydning for Fremtiden, hvis man senere havde udviklet Institutionen videre. Da Svenskerne i 1564 besatte Hærjedalen og Jæmteland, der fra erobrede hele Thrøndelagen og truede med et Angreb paa Bergenhus, udrustede E. R. hurtig en Expedition, der under Anførsel af Erik Munk tilbageerobrede Thrøndelagen og saaledes reddede Norge fra en stor Fare. Et senere i Aarene 1565 og 1566 paatænkt Indfald i Sverige fra det nordenfjældske blev vel ikke til noget paa Grund af den uheldige Krigsførelse fra dansk Side; men da Svenskerne 1567 angrebe det søndenfjældske, udrustede E. R. atter hurtig en Expedition for at komme Lensmanden paa Akershus, Christen Munk, til Undsætning og bidrog ikke lidet til, at Svenskerne bleve fordrevne.
Den haarde Ledingspligt og de Skatter, som E. R. havde maattet paal ned til Kongen for at søge Lempelser i Ledingspligten. E. R. maatte føje sig herefter. Under hans Ophold i Danmark bestemtes da, at en kongl. Kommission skulde sendes til Norge for at søge at ordne Forholdene og holde Retterting rundt om i hele Landet. I Avg. 1567 kom E. R. tilbage til Bergen og fik kort efter en mærkelig Gjæst, Jarlen af Bothwell, der efter sin Flugt fra Skotland var bleven opsnappet ved Norges Kyst og beskyldtes for Fribytteri. Han holdtes tilbage i Bergen af E. R. under et Slags Fangenskab og sendtes der fra til Danmark, for at den danske Regering kunde tage Bestemmelse om hans Skæbne.
E. R. havde længe længtes tilbage til Danmark, til sine store danske Godser, til Slægt og Venner. Vel førte han et lille Hof i Bergen, især i de første Aar; men i Modsætning til de store Hof- og Adelsfester i Danmark var der dog noget smaaligt i dette Selskab: de indfødte norske Smaaadelsmænd, Biskoppen og Gejstligheden, Borgmestre og Raadmænd, eller de "kontorske", især efter at R. var kommet paa Kant med adskillige af dem. I Slutningen af Febr. 1568 kom den store kongl. Kommission (deriblandt Christoffer Valkendorf); de Foranstaltninger, der toges, have næppe vd Hustru og Børn.
E. R.s historiske Mission var dermed endt. Ved sin Tilbagekomst til Danmark blev han Stiftslensmand i Odense (1568-72). Ogsaa i denne Stilling viste han Virkelyst, men hans største Betydning var endt. Han var i disse Aar stærkt optaget af sine store Byggeforetagender paa Arreskov; 1573 foretog han et stort Mageskifte med Kronen, hvorved han mod at afstaa Valsø og betale 30000 Dlr. (i Værdi o. 500.000 Kr.) kom i Besiddelse af Kjærstrup (Valdemars Slot) og hele Taasinge, i det ikke blot Fæstegodset tilfaldt ham, men ogsaa Kronens Herlighed over 160 jordegne Bønder. -- I Begyndelsen af 1575 blev han atter Stiftslensmand paa Odense Gaard og var i den følgende Tid optaget af at omdanne St. Hans Kloster til kongeligt Slot, da Odensegaard (den gamle Bispe gaard) havde vist sig utilstrækkelig til Ophold for Kongen, naar han kom til Odense, men døde kort efter, 8. Nov. 1575, kun 56 Aar gammel.
Fru Helvig Hardenberg var da kun 35 Aar. Da Børnene vare umyndige, fik hun Styrelsen af det umaadelige Gods baade i Danmark og i Norge med dets Bilande; selv kom hun ved Pantsættelse, Kjøb eller Arv i Besiddelse af Hindemae og Erholm i Fyn og af Søholm i Stævns Herred. Hun var saaledes utvivlsomt Landets rigeste Adelskvinde og var i høj Gunst ved Hove. Hvor hun følte sine Adelsrettigheder krænkede, og i sin Godsstyrelse viste hun sig ofte adelsstolt og hovmodig; dog kunde hun, ligesom Manden, midt under Adelshovmodet ved mange Lejligheder, især under Opholdet i Norge, vise sig som en brav og godhjærtet Kvinde, navnlig mod Folk af ringere Stand. Hun døde i Odense 17. Juli 1599 59 Aar gammel. "Det statelige norske Fyrstegods" splittedes derpaa efterhaanden paa mange Hænder. | Rosenkrantz, Erik (I3679)
|
| 10554 |
Rosenkrantz, Erik, 1612-81, Gehejmeraad, yngre Søn af Holger R. til Rosenholm (f 1642), var født 12. Marts 1612, gik en Tid i Latinskolen i Odense, blev 1624 med sin Broder Otte R. og Ove Lunge sendt til Sorø med deres Hovmester Laurids Jacobsen Hindsholm (VII, 452), opholdt sig 1626-29 hos sine Forældre i Skaane og tiltraadte derefter med Hans Mule som Ledsager en Udenlandsrejse, paa hvilken han besøgte England - med et længere Studieophold i Oxford sammen med sin Broder Jørgen - og Nederlandene. Efter et halvt Aars Ophold i Hjemmet i Anledning af den udvalgte Prins Christians Formæling 1634 begav han sig atter paa Rejse gjennem Holsten, Nederlandene og Brabant til Frankrig, hvor han især gjorde Ophold i Paris og Saumur. Hjemkommen 1637 blev han Aaret efter Kammerjunker hos Prinsen, der holdt Hof paa Nykjøbing Slot.
1640 ledsagede R. Hannibal Sehested paa dennes Ambassade til Madrid, gjorde med Hans Ulrik Gyldenløve og Dr. Otto Sperling en Rejse rundt i Spanien og vendte hjem til Søs, hvorefter han atter havde Tjeneste ved Prinsens Hof, indtil han 1642 blev Lensmand paa Halsted Kloster og Krigskommissarius i Laaland-Falster.
1643 blev han Land-kommissarius. 1651 ombyttede han Halsted med Aarhusgaard Len, hvormed fulgte Stiftsbefalingsmandsembedet over Aarhus Stift. 1660 fik han i Steden for dette Len Kalø Len eller Amt, hvormed han 1661 atter forenede Aarhus Stiftamt; fra begge Amter dimitteredes han 1666. 1661-64 havde han tillige bestyret Stjærnholm Amt.
Denne paafaldende Fjernelse fra hans Embeder synes at tyde paa, at R. har været i Unaade hos Frederik III, og man har ment, at denne skulde skrive sig fra den mislykkede Ambassade, som han 1652 i Forening med Peder Reedtz havde til Republikken England. Bekjendt er hans djærve Svar til Cromwell, der holdt sig op over hans for en Forhandler om vanskelige Sager paafaldende ungdommelige Udseende, at om hans Skjæg endnu kun var ungt, var det dog ældre end Cromwells Republik.
Efter sin Dimission trak R. sig tilbage til Rosenholm, som han 1642 havde arvet efter sin Fader, hvem han lignede i Lærdom og aandelige Interesser; ovennævnte Sperling kalder ham en "modest og in omni scibili velstuderet Herremand". Han havde paa Gaarden sit eget Laboratorium, en Apotheker, en Bogbinder og adskillige Exercitsmestre m. fl., og ligesom i hans Faders Tid var Rosenholm et Slags Akademi for unge Mennesker. Han ejede desuden Vosnæsgaard. En af hans Hovedsysler var Kemien, og en Mand som Ole Borch havde i ham en Velynder. Om hans levende kristelige Interesse og nøje Kjendskab saa vel til Bibelen som til Kirkefædrene vidner et voluminøst Skrift: "Sjælens Frelse ved Dødsens idelig Betragtelse", som han udgav 1666. Adskillige af ham forfattede Manuskripter af theologisk Indhold brændte med Universitetsbibliotheket 1728.
Under Christian V kom R. atter til Værdighed; 1673 blev han Etatsraad, Assessor i Statskollegiet og Højesteret, og endelig 1675 fik han igjen sit gamle Embede, i det han efter Grev Mogens Friis' (V, 441) Død udnævntes til Stiftsbefalingsmand over Aarhus Stift samt Amtmand over Havreballegaard, Kalø og Stjærnholm Amter med Titel af Gehejmeraad. Efter et Par Aars Sygdom døde han 13. Okt. 1681. -
Gift
(17. Nov. 1644) med Margrethe Skeel til Lergrav i Avlum Sogn (f. 25. Okt. 1626 f 19. Juli 1647), Datter af Albert S. til Fussingø;
(3. Juni 1649) med Mette Rosenkrantz til Lungholm (f 8. April 1665), Datter af Palle R. til Krænkerup;
(2. Okt. 1666) med Margrethe Krabbe til Vemmetofte, Enke efter Bjørn Ulfeldt og Datter af Iver K.
__________________
Rosenkrantz, Erik, 1612-81,
Stiftsbefalingsmand, Kbst.-Dilettant. F. 12. Marts 1612 paa Rosenholm, d. .13.. Okt. 1681 sst., begr. i Hornslet. Forældre: Rigsraad Holger R. og Sophie Brahe.
Af Erik Rosenkrantz, der ligesom den lærde Holger Rosenkrantz' øvrige Sønner var stærkt interesseret i -Kunst og Videnskab, kendes 2 smaa Raderinger forestillende et Par ungarske Krigere og en Bondefamilie, der holder Maaltid i det fri (Ekspl. i Mullers Pinakothek i Det kgl. Bibl.). De kan maaske sættes i Forbindelse med R.s Studierejser i Udlandet mellem 1629 og 37. Han overtog Rosenholm 1646; Gehejmeraad 1675. H.D.S.
Krohn, 1889, l6. | Rosenkrantz, Erik (I6558)
|
| 10555 |
Rosenkrantz, Jørgen, 1523-96, til Rosenholm og Skafføgaard, Rigsraad, var yngste Søn af Otte Holgersen R. til Boller og født paa Tørning Slot i Nordslesvig 14. Maj 1523.
Efter Forældrenes Død i Lybek 1525 blev det 2-aarige Barn opdraget hos sin Morfader, Hr. Jesper Gans til Putlitz, arvelig Marskal i Kurbrandenborg. 1533, 10 Aar gammel, sendtes han tilbage til Danmark til sin Faster Fru Sophie R., gift med Axel Brahe, der var forlenet med Børringe Kloster i Skaane. Først lærte han at læse og skrive af en Præst i Klosteret, sendtes derpaa til Malmø for at lære Latin af Lektor Frands Vormordsen og sattes i Huset hos den bekjendte Jørgen Kock. Da denne kort efter begyndte Oprøret i Malmø, holdt han de adelige Børn tilbage som Gisler i 9 Uger, indtil Axel Brahe og den øvrige Skaanske Adel hyldede Grev Christoffer. Fru Sophie Rosenkrantz satte nu J. R. i Skole i Ystad, hvor han b1. a. havde til Lærer den senere som Rektor i Ribe bekjendte Jens Pedersen Grundet. Da Kjøbenhavns Universitet efter Grevefejdens Ophør var blevet gjenoprettet, blev han sat i Huset hos de bekjendte Universitetslærere M. Oluf Chrysostomus og Anders Sinning. 1539 blev han derpaa sendt til Wittenberg med Anbefalingsskrivelser fra Christian III selv til Bugenhagen og Melanchthon.
I de 4 Aar, han var i Wittenberg, hørte han, som han selv skriver i sin egen Levnedstegning, «mange drabelige lærde Mænd, besynderlig Dr. Morten Luther og Philippum (Melanchthon)». Han var saaledes kommet i personlig Berøring med Lutherdommens Banebrydere baade i Tyskland og i Danmark, og dette gav hele hans Liv sit Præg. Vel havde han i disse Aar næppe Lyst til Bogen, men han havde faaet Respekt for grundig Lærdom og fremfor alt for den rene, uforfalskede Lære, saaledes som den lød fra Luthers og Melanchthons Mund; ogsaa Niels Hemmingsen og mange andre bekjendte danske opholdt sig i disse Aar i Wittenberg. Selv viste J. R. sig senere i Besiddelse af gode Kundskaber baade i theologisk og især i dansk-historisk Retning, saa at den berømte Historiker David Chytræus endog sendte ham Skrifter om Danmark til Gjennemsyn.
1544 vendte J. R. tilbage til Boller, hvor han en Tid lang holdt Hus sammen med sin Broder Otte (senere til Næsbyholm, tidlig død); efter et foreløbigt Skifte mellem Brødrene holdt han derpaa i nogle Aar Hus paa Næsbyholm; men 1548 drog han med det store Brudetog til Sachsen og tog Tjeneste hos den berømte Kurfyrst Morits af Sachsen. Han var en af de 6 Adelsmænd, der Dag og Nat skulde følge Kurfyrsten, hvor han end færdedes; han kom saaledes til at deltage i Magdeburgs Belejring og de øvrige store Kampe i Tyskland, hvori Kurfyrsten spillede Hovedrollen. 1551 maatte han vende hjem, 28 Aar gammel, efter et indholdsrigt Ungdomsliv, der havde bragt ham i Berøring med Protestantismens Hovedledere i Tyskland.
De endelige Skifter mellem Brødrene fandt derpaa Sted; som den yngste maatte J. R. nøjes med Strøgods og selv skabe sig samlede Godser. Af 2 Bøndergaarde i Skaby (Skovby) i Hvilsager Sogn (Randers Amt) dannede han da i Aaret 1551 Skabygaard (nu Skafføgaard), hvor han i nogle Aar holdt Hus. 1552 tog han «efter nogle af sine Venners Raad» Tjeneste ved Christian III’s Hof, hvorpaa han 1555 forlenedes med Koldinghus, hvortil 1557 henlagdes den gamle Borg Hønborg. Som Lensmand paa Koldinghus stod J. R. i det nøjeste Forhold til Hoffet. I Efteraaret 1558 tog Christian III for længere Tid Ophold her. J. R. var imidlertid blevet forlovet med Jomfru Dorthe Lange (Datter af Gunde L. til Bregninge og Fru Karen Breide), der lige fra sit 7. Aar (f. 1541) havde været i Dronning Dorotheas Jomfrubur. Kongen vilde fejre Brylluppet, der var fastsat til 5. Febr. 1559, med stor Pragt, men da han døde paa Koldinghus 1. Jan. s. A., maatte Brylluppet fejres i stor Stilhed paa Hønborg. Kort efter Tronskiftet forflyttedes J. R. til Dronningborg, det gamle Graabrødrekloster i Randers, der var omdannet til et kongeligt Slot og i Forening med Koldinghus var tillagt Dronning Dorothea som Livsejegods. Denne Flytning skete vistnok efter J. R.s eget Ønske; han kom derved i Nærheden af sine Godsbesiddelser. S. A. gjorde han et stort Mageskifte med Kronen, hvorved den gamle Bispegaard Holmgaard (Hornslet Sogn) tilfaldt ham. J. R., som 1563 tillige blev Lensmand paa det nærliggende Kalø, opførte i de følgende Aar af Holmgaard det prægtige Rosenholm, der blev færdigt 1569. Samtidig gjorde han meget for Hornslet Kirke, der blev et helt Mausoleum for ham og hans Slægt; her til flyttedes efterhaanden fra Graabrødrekirke i Randers og fra Mariager Benene af hans Forfædre, Rigshofmesteren Otte Nielsen R. og hans Oldefader Rigshofmester Erik Ottesen R., hvortil senere kom hans Farbroder Holger Holgersen (d. 1534), Fru Anne Meinstrup (d. 1535), hans Forældre Otte Holgersen (d. 1525) og Fru Margrethe Gans (d. 1525), der tidligere vare flyttede til Ut Kirke ved Boller af Broderen Holger Ottesen R. (d. 1575), men 1642 af J. R.s Søn, den lærde Holger, flyttedes til Hornslet, da Boller var kommet ud af Familiens Eje. Ogsaa paa Skafføgaard opførte J. R. den til Dels endnu staaende Hovedbygning.
9. Juni 1563 var J. R. blevet optaget i Rigsraadet. Det var netop paa denne Tid, at Syvaarskrigen udbrød. En Mængde Hverv betroedes i den følgende Tid J. R., dels i Jylland (til Dels sammen med hans Broder Holger), dels til diplomatiske Sendelser, saaledes i 1563 og 1564 til de frugtesløse Fredsmøder i Rostock, 1564 til Kurfyrsterne af Brandenborg og Sachsen og til Kejseren. Efter sin Tilbagekomst sent paa Aaret fik han derpaa (ligesom tidligere 1563) Ordre til at have Tilsyn med Jylland, «om noget hastig paakom». I de følgende Aar opholdt han sig i Regelen i Jylland; 1567 deltog han i det frugtesløse Fredsmøde i Stralsund og i de mange Forhandlinger med de slesvigske Hertuger om Lenspligten til Danmark, en Sag, som J. R. overhovedet havde meget med at gjøre (hvorom ogsaa hans i sin Tid paa Rosenholm opbevarede Arkiv med Afskrifter af de vigtigste Statsakter angaaende det slesvigske Spørgsmaal bar Vidnesbyrd), indtil Sagen fandt en foreløbig Afslutning ved Lenshyldingen i Odense 1580. Ogsaa i Fredsmødet i Roskilde 1568 tog J. R. Del, om han end ikke som hans Broder Holger var blandt de egentlige Underhandlere, og han sendtes 1569 til Rigsgrænsen for i Forening med svenske Sendebud at sørge for Fredens Iværksættelse, hvilket dog mislykkedes, hvorpaa Krigen atter udbrød. Ogsaa i den endelige Stettiner-Fred 1570 deltog J. R. som en af de danske Underhandlere.
Ogsaa i de følgende Fredsaar deltog J. R. i mange diplomatiske Sendelser, var saaledes 1572 ved Brømsebro og 1574 i Stockholm, 1577 i Emden og Hamborg for at underhandle med England om Sejladsen paa de nordlige Have, hvor Kongen fordrede Overhøjhed. Ogsaa i den indre Rigsstyrelse var J. R. i disse Aar meget virksom, og om han end aldrig (saaledes som det undertiden angives) efter sin Broder Holgers Død (1575) fik dennes Stilling som «Statholder i Nørrejylland», saa havde han dog faktisk faaet en Del af denne Stillings Forretninger i sin Haand. Navnlig holdt han omtrent aarlig sammen med andre betroede Mænd kongl. Retterting i Viborg, hvorfor han ogsaa her havde faaet indrettet sig en egen Gaard (en Del af den gamle Bispegaard). At han i sin 33aarige Rigsraadsstilling ogsaa deltog i de almindelige kongl. Retterting og Rigsraadsdomme uden for Jylland, er en Selvfølge. Af stor Vægt i retshistorisk Henseende ere derfor de Ord, han 1594 skrev til sin Søn Holger: «Jeg sender dig en dansk Lovbog, som de kalde Jysk Lov, og endog de have en synderlig Lov udi Skaane og en anden udi Sjælland, saa følge vi dog almindelig denne jyske Lov udi de Domme, som gaa for Kongen og Danmarks Raad.» Disse Ord af en Mand, der i en lang Aarrække aarlig mange Dage i Træk, Time efter Time, havde været med til at afsige Saadanne Domme, indeholde saa tydeligt et Vidnesbyrd om Jyske Lovs Betydning som en Slags Landslov ved Rigets højeste Ret, at ingen Fortolkning formaar at rokke dem.
Ved Frederik II’s Død 1588 blev J. R. som en af de ældste Raader tillige Medlem af Regeringsraadet i den unge Christian IV’s Mindreaarighed. I denne Stilling sluttede han sig nøje til sin gamle Ven Kansleren Niels Kaas; de havde fulgtes trolig ad i en lang Aarrække i en Mængde Hverv baade i Ind- og Udland. J. R. var den eneste af de i Aaret 1588 udnævnte Regeringsraader, der vedblev at sidde i Regeringen lige hen imod den Tid, da Kongens Kroning og endelige Overtagelse af Regeringsmyndigheden forestod. Efter Niels Kaas’ Død (29. Juni 1594) var han det betydeligste Medlem af Regeringen. I Regeringsraadet sad Steen Brahe, der havde været gift med en af hans Broderdøtre, og 1595 optoges Jacob Seefeldt, der havde været gift med en anden af dem. Baade i selve Regeringsraadet og ved Hove, hvor J. R.s Brodersøn Frederik R. (til Rosenvold) indtog en betydelig Stilling, var saaledes den Rosenkrantzske Kreds stærkt repræsenteret. Hvad der er særlig fremtrædende ved J. R.s saa vel som tidligere ved Niels Kaas’ Styrelse, er stor Frygt for at begaa Overgreb over for Kronen og stor konservativ Forsigtighed for ikke at foregribe noget, men ogsaa en stor Retfærdighedsfølelse, Stræng sædelig Alvor og stor Frygt for religiøse Stridigheder. I den Henseende gik J. R. stadig i Spidsen. Han berømmes derfor stærkt af sine Venner som en stræng Cato, der ivrede mod al Slags Overdaadighed, ligesom han ogsaa selv var baaren af en Stræng sædelig og religiøs Alvor. Den evangeliske Læres Renhed var i kirkelig Henseende hans Hovedmaal. Selv søgte han sin Styrke i daglig Læsning i sine gamle Læreres, Luthers og Melanchthons, Skrifter. Allerede i Frederik II’s Tid havde han siddet i den Kommission, der skulde undersøge Niels Hemmingsens Forhold, og var aabenbart en af dennes ivrigste Modstandere, netop fordi han frygtede saa stærkt for alle «Subtiliteter» i Trossager. Dette kommer ogsaa stærkt til Orde i hans interessante Breve til Sønnen, den lærde Holger, medens denne studerede i Wittenberg; thi hvor stolt han end var over denne unge Søn, der allerede som ganske ung gjorde sig bemærket ved sine theologiske Disputatser, saa skriver han dog de strængeste Breve til ham og advarer ham netop mod «Subtiliteter».
Til Anders Sørensen Vedel havde J. R. staaet i nøje Forhold; han søgte paa alle Maader at opmuntre ham til at fortsætte Saxo og meddelte ham Aktstykker fra sit Arkiv paa Rosenholm. Men da det stadig trak ud med Vedels Arbejde, og da J. R. var meget begjærlig efter en Skildring navnlig af den nyere Tid, fratoges Arbejdet kort efter Niels Kaas’ Død Vedel og betroedes til Niels Krag med Paalæg om at begynde med Christian III’s Historie. – Ogsaa Tyge Brahe havde en Ven i J. R. Saa længe denne levede, blev der heller ikke foretaget noget mod Tyge Brahe, om end Regeringsraadet, der paa flere Maader havde vist sin Interesse for Tyge Brahes Værk, til sidst blev nødt til at gribe ind i Tyge Brahes Forhold til hans Bønder og i lignende Forhold.
Endnu i Febr. 1596 deltog J. R., om end svag, i Regeringshandlinger paa Koldinghus, hvor den unge Konge opholdt sig. Efter de langvarige Stridigheder med Enkedronning Sophie var det nu endelig blevet bestemt, at Kongen om Sommeren skulde krones og selv overtage Regeringen. J. R. skulde dog ikke opleve dette. Efter Tilbagekomsten fra Koldinghus til Rosenholm maatte han gaa til Sengs; at det var Døden, der forestod, vidste alle. Hele Regeringsraadet og en Mængde adelige Venner og Slægtninge indfandt sig derfor paa Rosenholm for at tage Afsked med den gamle Cato, som alle, og ikke mindst Bønderne i Rosenholmegnen, nærede stor Hengivenhed for. Sygelejet blev dog langvarigt. Ogsaa Biskoppen i Aarhus, Jens Gjødesen, var længe tilstede paa Rosenholm og har i sin Ligprædiken givet en smuk Skildring af den gamle Hædersmands hele Liv og Færd og især af sine Samtaler med ham under hans Sygeleje. Langfredag (9. April) udaandede han, og Christi Himmelfartsdag – samme Højtidsdag, da han var født – 20. Maj 1596 stedtes han til Hvile i Hornslet Kirke. – Fru Dorthe Lange flyttede til Skafføgaard, hvor hun døde 9. Marts 1613.
J. Gødissøn, Ligpræd. ov. J. R. (1597).
Danske Mag. IV.
Hist. Tidsskr. 5. R. V og VI.
A. Heise. | Rosenkrantz, Jørgen (I4153)
|
| 10556 |
Rosenkrantz, Verner Baron, 1700-77,
Gehejmeraad, Broder til foran nævnte Holger Baron R. (d. 1786), er født paa Roseneje 9. Dec. (ell. 11. Dec.) 1700. 1714 blev han Landkadet og avancerede 1717 til Kornet i Friis’ gevorbne Regiment, hvor han 1721 blev Lieutenant; 1730 fik han Ritmesters Karakter, blev Ritmester 1732 og fik Majors Karakter 1735, men tog sin Afsked 1743 og bosatte sig paa Krabbesholm ved Skive, som han s. A. havde faaet overdraget af sin Svigermoder; han var nemlig alt 1737 bleven gift med Else Margrethe Sehested (f. 1708 d. 26. Dec. 1775), Datter af Major Frederik S. til Rydhave, Krabbesholm og Villestrup.
R., der 1747 var bleven udnævnt til Etatsraad og Amtmand over Dueholm, Ørum og Vestervig Amter, hvorfra han 1752, i hvilket Aar han blev Kammerherre, forflyttedes som Amtmand over Skivehus Amt, fik 1763 Enkedronningens Orden, 1764 det hvide Baand og blev 1768 Gehejmeraad. 1750 havde han kjøbt Skivehus med Gods, og 1754 fik han af Svigermoderen overdraget Villestrup, der 1757 blev oprettet til Baroni, i hvilken Anledning han s. A. ophøjedes i Friherrestanden; 1746-51 besad han desuden Stamhuset Kjærbygaard, som han fik kongelig Tilladelse til at afhænde. 1773 tog R. sin Afsked som Amtmand, solgte s. A. Krabbesholm og Skivehus og bosatte sig paa Villestrup, hvor han døde 12. April 1777. Personalhist. Tidsskr. 4. R. II, 171. C. E. A. Schøller.
| Rosenkrantz, Werner (I9445)
|
| 10557 |
Roskildebispens lensmand på Svenstrup | Juel, Hans Iversen (I2567)
|
| 10558 |
ROSTGAARD, Frederik, * 8. Nov. 1671 auf Krogerup in Nordseeland, + 25. April 1745 als Konferenzrat auf Krogerup,
Geheimarchivar, Obersekretär und vor allem bedeutender dänischer Kirchenliedübersetzer. - F. R. wurde 1671 als Sohn des aus den Schwedenkriegen bekannten Reitervogtes Hans R. geboren. 1687 wurde er Student und reiste von 1690-1699 im Ausland umher,wo er eine Reihe wertvoller Bücher und Handschriften sammelte und in sein Heimatland brachte. Er verfolgte aber nicht die wissenschaftliche Laufbahn, sondern ging durch Vermittlung der damals sehr einflußreichen Grafen Reventlow in die dänische Staatsverwaltung, wo er bald Karriere machte: 1700 wurde er Geheimarchivar, 1702 geadelt, 1709 berief manihn an das Reichsgericht (Höchstes Gericht in Dänemark!) und 1720 wurde er dessen Justitiar. 1721 wurde er als Obersekretär in die dänissche Staatskanzlei berufen. Wegen des Vorwurfs der Beamtenbestechung wurde er 1725 verurteilt, von allen Ämtern entbunden und aus Kopenhagen ausgewiesen. Zwei Jahre später wurde F. R. begnadigt und zum Amtmann über die Ämter Antvorskov und Korsösör ernannt.1730 schließlich zog er nach Helsingör, wo er als Übersetzer an der Öresund-Zollkammer fungierte. 1731 nahm F. R. seinen Abschied und ging an seine Geburtsstätte zurück, wo er vierzehn Jahre später starb. DieStaatsgeschäfte hinderten den lutherisch gesonnenen Mann nicht daran, sichwissenschaftlich-theologisch zu beschäftigen. Er galt als Hauptgegner, des im dänischen Königreich damals vordringenden Pietismus und lehnte es daher ab, an der Bibelrevision, die durch die Generalkircheninspektion ins Leben gerufen worden war, teilzunehmen. Jene Revision wurde nach F. R.s Empfinden zu stark von Pietisten beeinflußt und entbehrte der wissenschaftlichen Genauigkeit. Auch pochte er auf den Versuch, die Schönheit der deutschen Lutherübersetzung beider Bibelteile zumindest ansatzweise bei der dänischen Neufassung herauszuarbeiten. F. R. war ein Freund der deutschen Sprache, wozu er durch die Lutherlektüre geführt worden war. So hatte er zahlreiche deutsche Kirchenlieder besonders von Luther, P. Gerhardtund G. Neumark übersetzt und in Europa bekannt gemacht. Es wirkt heute noch in der ganzen Tiefe P. Gerhardts Choral »O Haupt voll Blut und WundenWer nur den lieben Gott läßt waltenHvo ikkun lader Herren raadeJesu, meines Lebens LebenWer weiß, wie nahe mir mein EndeProf. RostgardianusHvo ikkun lader Herren raade«, (Oxford) 1694; Nogle aandelige Psalmer af Tysk paa Dansk oversatte, 1718; Atrium domus Reventlowianae, 1718; Lettres de Libanius (e.d.), 1738; Oversättelse af 34 udv. tyske Psalmer med et Anhang af 5 danske, 1738; Oversättelse af 41 udv. tyske Psalmer med Anhang af 6 danske, 1742.
Lit.: Chr. Bruun, F. R. og hans Samtid, 1870-71 (Lit.); - DSB (Den Danske Salmebog), 1963, Nr. 27, 171, 620 und 793; - Helge Dahn, Salmehåndbogen. En gennemgang af den danske Salmebog, 1984, 25, 121,123 f., 394; - Biogr. Univ. XXXVI, 542 f.; - Nord. F.B. XXIII, 968 f.; - KLN III, 828; - RGG2 IV, 2112 (Lit.); - DBL XX (1941), 189 ff.; - RGG3 V, 1191.
Wolfdietrich von Kloeden | Rostgaard, Frederik (I8463)
|
| 10559 |
Rothe var søn af den tyskfødte regimentskvartermester, kancelliråd Carl Adolph Rothe (død 1766) og dennes 1. hustru, Cornelia født Molderup fra Vestervig Kloster. Han blev student fra Slagelse Latinskole 1742 og juridisk kandidat 1745, hvorefter han levede en årrække i København, optaget af sine litterære beskæftigelser, indtil han 1758 fik embede som byfoged i Skive og herredsfoged i Salling Herred. 1761 blev han tillige landsdommer i Nørrejylland. 1773 opgav han sine underdommerembeder. 1760 fik han titel af generalauditør og 1776 af etatsråd. Han døde 1784 på herregården Urup, Østbirk Sogn, som han tillige med Møldrup-Kroggård 1777 havde købt af grev J.D. Trampe.
Gift 28. februar 1771 med Edel Cathrine Severine Soelberg (28. februar 1754 – 14. maj 1837), datter af brygger i København Søren Soelberg og Else Marie født Stampe (Søster til gehejmeråd Henrik Stampe). Rothes enke solgte 1787 de ovennævnte gårde til den bekendte herregårdsslagter Ulrik Christian von Schmidten. | Rothe, Casper Peter (I9661)
|
| 10560 |
Rudolph Günter von Grabow (20. juli 1663, Mecklenborg - 14. december 1716, København) var en dansk oberst og godsejer af Ågård lige syd for Fjerritslev. Åben begravet i Fyrendal Kirkes nordfløj, ifølge gravstenen var han oberst ved 1. Jyske Nationalregiment til hest.
Rudolph var søn af Joachim Friedrich von Grabow og Catharina Dorothea von Fineke. Han blev gift med Helwig Barbara von Rantzau, parret fik to børn: Marsille von Grabow, gift med Christian Albert von Massow og Franz Christoph von Grabow gift med Helle Margaretha von Rantzau. | Grabou, Oberst Rudolf Günther von (I7564)
|
| 10561 |
Russisk adelsmand | Staphrophski, Phoca (I4064)
|
| 10562 |
Russisk Etatsråd | Eyben, August Wilhelm Gottlob von (I10230)
|
| 10563 |
Russisk marineløjtnant | Ahlefeldt-Laurvigen, Wladimir (I13505)
|
| 10564 |
Russisk telegrafembedsmand | Ahlefeldt-Laurvigen, Emil (I12860)
|
| 10565 |
Russisk vicestatsråd og Generalkonsul | Capizucchi di Cassini, Poul (I23807)
|
| 10566 |
ryttmästare vid adelsfaneregementet | Ulfsparre, Erik (I7973)
|
| 10567 |
Rømeling, Hans Henrik, 1707-75, Søofficer, Statsminister. R., Søn af Generallieutenant Patroclus R., er født 21. April 1707. Han blev Sekondlieutenant i Marinen 1727, Premierlieutenant 1732, Kapitajnlieutenant 1736, Kapitajn 1738, Kommandørkapitajn 1742, Kommandør 1746, Schoutbynacht 1755, Viceadmiral 1758 og virkelig Admiral 1772.
1732 var R. ansat ved Hvervingen i Norge, i de paafølgende Aar uddannede han sig paa Togter i fremmed Tjeneste, 1738 og 1739 var han Chef for Kadetfregatterne og studerede derefter en Tid lang sammen med flere andre Søofficerer i England, 1743 var han Flagkapitajn paa Grev F. Danneskjold-Samsøes Flaade. 1756 og 1757 førte han som Schoutbynacht Eskadrer, der sammen med svenske Flaadeafdelinger udsendtes til Beskyttelse for den nevtrale Skibsfart, men for øvrigt ikke virkede synderlig samdrægtig sammen. 1764 blev R. hvid Ridder og indtraadte kort efter i Søetatens Centraladministration, der netop i hans Tid havde en yderst urolig Periode med idelig skiftende Organer. 1766 ansattes han saaledes som Deputeret i Admiralitetet, hvor han forblev til 1770; da det d. A. forenedes med Generalkommissariatet, overgik han til dette Fælleskollegium som Deputeret, og senere paa Aaret blev han Medlem af Konseillet, i. Deputeret i nævnte Kollegium og Referent, efter at den uduelige Danneskjold-Laurwigen var bleven afskediget og samtidig Posten som Søetatens Oversekretær inddraget.
Ved Gehejmekonseillets Ophævelse i Dec. s. A. udtraadte R. af det, og allerede det paafølgende Foraar indførte Struensee en ny departemental Forvaltning af Marinen, fra hvilken R. blev udelukket. Strax efter Struensees Fald 1772 satte Guldberg imidlertid atter R. i Spidsen for Marineadministrationen, og samtidig udnævntes han til Statsminister, i hvilke Stillinger han nu forblev til sin Død. R., der desuden ved flere Lejligheder havde været Medlem af ret vigtige Kommissioner, var dog ingenlunde en saa begavet eller karakterstærk Personlighed, at han egnede sig til at indtage nogen ledende Stilling i Marinens Bestyrelse. Endogsaa selve Kongen (Christian VII) udtalte sig ved flere Lejligheder stærkt nedsættende om ham; lignende Domme fælde Schack-Rathlou, Luxdorph, A. P. Bernstorff og Admiral C. F. Kaas om ham i deres Korrespondancer; sidstnævnte skriver saaledes: «notre pauvre marine est dans une décadence horrible, et on réussira bientôt à la, détruire entièrement» (Danske Mag. 5. R. III, 19). En nyere Forfatter udtaler om ham, at han i Hoffets Øjne var uskadelig, men ganske uden Indflydelse, hvorfor han ogsaa hurtig blev tilsidesat. «Uheldige Familieforhold, økonomisk Misere og svageligt Helbred gjorde hans Tilstand saare ulykkelig»; men han var sandhedskjærlig og hæderlig.
R. døde 28. Nov. 1775. 1743 var han bleven gift med Edele Dorothea Scheel (f. 23. Dec. 1718 d. 19. Juni 1782), Datter af General Hans Henrik S. (f. 1668 d. 1738) og Benedicte Dorothea f. Gjordsdatter.
Medd. fra Geh. Ark. 1886-88, S. 83. 85.
A. Friis, A. P. Bernstorff og Guldberg S. 77.
Hist. Tidsskr. 6. R. IV.
C. With. | Rømeling, Hans Henrik (I9396)
|
| 10568 |
Råd hos Hertud Adolf | Sested, Cai (I3398)
|
| 10569 |
Råd hos Hertud Adolf af Holsten-Gottorp og Kong Christiern. | Ahlefeldt, Claus von (I2235)
|
| 10570 |
Rådgivende ingeniør | Kaas, Herman Karl (I24059)
|
| 10571 |
Raadmand | Lugge, Søren Jacobsen (I23242)
|
| 10572 |
Rådmand | Jessen, Pay (I17343)
|
| 10573 |
Rådmand | Pogwisch, Benedict (I3448)
|
| 10574 |
Rådmand i Flensborg | Frese, Henrick (I18357)
|
| 10575 |
Rådmand i Flensborg 1557 | Lange, Hans (I3601)
|
| 10576 |
rådmand i Garding | Andersen, Laurentz (I6239)
|
| 10577 |
Rådmand i København | Kloumann, Werner (I18499)
|
| 10578 |
Rådmand i København | Holmen, Peder (I18504)
|
| 10579 |
Rådmand i Marburg, Tyskland | Michelbecker, Erich (I24862)
|
| 10580 |
rådmand i Tønder | Ambders, Anders Thomsen (I4851)
|
| 10581 |
rådmand i Tønder (n.1550) | Redlefsen, Peter (I3094)
|
| 10582 |
Rådmand i Århus | Worm, Johan (I4271)
|
| 10583 |
Rådmand og tolder i Rendsburg | Stöcken, Heinrich (I5383)
|
| 10584 |
Rådmand/borgmester i Kbh. | Hansen, Reinholt (I5467)
|
| 10585 |
Rådsherre, ejer af Kobbermøllen, Flensborg | Jessen, Christian (I6916)
|
| 10586 |
Sachisk Gehejmeråd | Dalwig, Caspar Friedrich von (I22965)
|
| 10587 |
Sachsisk Kammerherre, Gehejmeraad, Hofmarskal | Loss, Johan Adolph Graff von (I11516)
|
| 10588 |
Sad 1543 som enke på Wahlstorp | Rantzau, Dorothea (I17124)
|
| 10589 |
sad paa Wittenberg til. sin Død 1712 som Enke | Buchwald, Marie Elisabeth (I7453)
|
| 10590 |
Sagnet beretter, at Fru Ida Rathlou til Langesø i Fyn efter sin Død gik igjen og til Forfærdelse for Omegnens Beboere for om ved Nattetide med en Mynde- hund efter sig. I Landsbyen Rue, der er beliggende mellem Kirkebyen Vigerslev og Langesø, var man især forulempet af hendes Farter, hvorfor Beboerne strøede Hørfrø tværs over Gaden ved Rue Smedje, hvilket hindrede hende i at drage denne Vej.
| Rathlou, Ide von (I7113)
|
| 10591 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Familie: William Ingvard George Reventlow / Ada Thorgersen (F32333)
|
| 10592 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Krøyer, Ib Jens Tønnes Georg (I23926)
|
| 10593 |
Salgschef | Villavicencio-Margheri y Weinlechner, Carl (I17693)
|
| 10594 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Pedersen, Niels Henning (I22904)
|
| 10595 |
Samtiden sluttede af det nøje Forhold, der bestod mellem begge – hun var kun 4 Aar ældre end han – at de havde
indgaaet et hemmeligt Ægteskab, som af Hensyn til Standsforskjellen aldrig blev deklareret. Sikkert er det, at
W. af hele Familien opfattedes som den, der stod hende nærmest, og til ham rettede alle deres Kondolence ved
hendes Død. Han indgik ej heller senere noget Ægteskab.
| Familie: Carl Wendt / Charlotte Amalie Holstein (F331)
|
| 10596 |
Sardinsk vicekonsul i Helsingør | Fenwick, George Thomas (I22117)
|
| 10597 |
Sarkofagen Er en Af de Betydeligste Mindesmærker I Hertugdømmerne. Det prægtige Gravmæle over Ægteparret i Lütjenburg Kirke er et af de betydeligste Mindesmærker i Hertugdømmerne. Paa Sarkofagen ses begges Skikkelser, udhugne i fuld Størrelse i Marmor, knælende, med Ansigterne vendte mod hinanden; bag ved Manden Sønnerne Iven og Bertram, bag ved Hustruen Døtrene Dorothea og Margrethe.
| Reventlow, Otto von (I4709)
|
| 10598 |
Sarkofagen Er en Af de Betydeligste Mindesmærker I Hertugdømmerne. Det prægtige Gravmæle over Ægteparret i Lütjenburg Kirke er et af de betydeligste Mindesmærker i Hertugdømmerne. Paa Sarkofagen ses begges Skikkelser, udhugne i fuld Størrelse i Marmor, knælende, med Ansigterne vendte mod hinanden; bag ved Manden Sønnerne Iven og Bertram, bag ved Hustruen Døtrene Dorothea og Margrethe.
| Ahlefeldt, Dorothea von (I5138)
|
| 10599 |
Schack Rantzau til Hohenfelde (1486), om hvem der kun vides, at han var Klosterprovst i Preetz 1475—80, antagelig død ret ung, da hans Børn synes at være født o. 1480—85. *)
Død 25 Jan. 1488. Gift m. Abel von Oualen fra Koselau, der 1474 betænkte Preetz Kloster med en Pengegave og 1507 betalte Landskat af Hohenfelde.
*) Dette kan, ift datteren Abel dog ikke passe. Hun må være født omkring 1475-80, idet hun i perioden 1495-1500 føder 5 børn og derfor i 1495 formodentlig har været mindst 15 år (og dermed født senest 1480) | Rantzau, Schack (I2222)
|
| 10600 |
Scheel | Vietinghoff, Sophie Charlotte (I8074)
|
|
