| |
Match 11,101 til 11,150 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 11101 |
Toldforvalter | Mühlenport, Diederich Johanson von (I6674)
|
| 11102 |
Toldforvalter hos Skanderborg-Silkeborg, siden Skovkasserer & Godsforvalter ved Silkeborg Kongelige Skov- & Godsdomæner | Ahlefeldt-Laurvigen, Frederik Ferdinand Heinrich Greve (I22723)
|
| 11103 |
Toldforvalter og Skovkasserer | Clausen, Claus (I22727)
|
| 11104 |
Toldinspektør og stadshauptmand på St. Croix, Plantageejer | Nully, John Bertrand Heiliger de (I11625)
|
| 11105 |
Toldkasserer i Århus | Ahlefeldt-Laurvigen, Carl Heinrich Greve (I11862)
|
| 11106 |
Toldkontrollør | Bille, Holger Adolf (I11963)
|
| 11107 |
Toldkontrollør | Ahlefeldt-Laurvigen, Christian Emil Greve (I14119)
|
| 11108 |
Toldkontrollør i Vestindien, Grosserer i København | Zachariae, George Peter Ludvig (I12124)
|
| 11109 |
Toldsassistent | Ahlefeldt-Laurvigen, Gustav Adolph Greve (I13667)
|
| 11110 |
Trafikassistent ved De Danske Statsbaner ( DSB ) | Holstein, Nils Adolf Greve (I15078)
|
| 11111 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Macneil, Anne Marie (I22456)
|
| 11112 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Halliday, Catherine Eleanor Broun (I22174)
|
| 11113 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Macdiarmid, Robina Morna (I22322)
|
| 11114 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Brown, Ann Maud(e) Macarthur (I22421)
|
| 11115 |
Trained nurse; Clerical/bookkeeper; Shop proprietor | Harrison, Isabel Grace (I15786)
|
| 11116 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Brown, Robyn Macarthur (I22420)
|
| 11117 |
Translatør (Engelsk) | Ipsen, Kirsten Julie (I23101)
|
| 11118 |
Translatør i Fransk 1910 | Poulsen, Elisabeth (I15027)
|
| 11119 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Knuth, Elisabeth Theodora Marie Comtesse (I23686)
|
| 11120 |
Trenthorst | Rumohr, Henning (I24621)
|
| 11121 |
Treschow, Frederik Wilhelm (efter Daabsattesten: Willum Frederik), 1786-1869, Højesteretsadvokat og Politiker, blev født 15. Sept. 1786 i Kjøbenhavn som Søn af nedennævnte Højesteretsassessor Michael T. Han blev 1803 Student fra Roskilde Skole og 1806 juridisk Kandidat; 1809 Overretsprokurator og 1811 Højesteretsadvokat. I denne Stilling forsvarede han 1820 Dr. Dampe (krævede hans Frifindelse) og førte 1825 Grundtvigs Sag over for H. N. Clausen, ja betalte selv den idømte Bøde af 100 Rdl.; han havde ogsaa tidligere understøttet Grundtvig til hans Gjerning som Oversætter. 1828 blev han Generalfiskal og var som saadan C. N, Davids Anklager 1836 og Orla Lehmanns 1842, men tog sin Afsked 1846, da Regeringen mod hans Raad vilde føre Sagen videre mod Talerne ved Studentermødet 1845 (O. Lehmann, H. F. Poulsen og Fr. Helweg), der alle bleve frifundne. Som en udmærket Forretningsmand blev han 1828-33 samt paany 1840-45, 1849-54 og 1858-63 Repræsentant for Nationalbanken og udnævntes 1838 til Medlem af Kommissionen i den saakaldte Tolvmillionsag (om Statskassens Mellemværende med Banken); han tog virksom Del i Ordningen af dette indviklede Forhold og var ellers forinden af begge Parter udset til at være deres Sagfører, hvis en mindelig Løsning ikke opnaaedes.
1832 blev han en af de «oplyste Mænd», der skulde raadslaa om Provinsialstændernes nærmere Ordning, og 1835-40 var han kongevalgt Medlem af Stænderforsamlingen i Roskilde. Han hørte i disse Aar til Forsamlingens mere fremtrædende Medlemmer (blev ogsaa 1838 dens Viceformand). Vel tog han ikke nogen stor Del i selve Forhandlingerne, men han indvalgtes i mange og vigtige Udvalg og affattede ogsaa flere Betænkninger. Han var saaledes 1836 Medlem af Udvalgene om den nye Toldtarif, om Rigets Finanser, om Hoveriets Afløsning og om Fæstevæsenet, 1838 om den nye Straffelovgivning o, s. fr. I Landbospørgsmaal var han afgjort konservativ; derimod fremsatte han 1838 det af Grundtvig udarbejdede Forslag om Sognebaandets Løsning og var tillige dets varme Talsmand over for Biskop Mynsters udprægede Modstand.. Ligeledes tog han 1840 aabent Ordet for Forlangendet om de kongerigske Forsamlingers Forening og om forøget Myndighed for dem, særlig i finansielle Spørgsmaal. At Kongen ikke vilde lytte til dette Ønske, var rimeligvis Grunden til, at T. ikke vilde modtage fornyet Udnævnelse til Stænderforsamlingen for Aarene 1842-46, hvorimod han 1848 paany blev Medlem, da Stænderne sidste Gang kom sammen.
Derefter blev han kongevalgt Medlem af den grundlovgivende Rigsforsamling; men han fik ikke Lejlighed til at udøve dette Hverv ret længe. Thi efter at have medvirket som Mellemmand ved Novemberministeriets Dannelse drog han i Dec. 1848 til London i diplomatisk Hverv – afsluttede senere Statslaanet med Hambro – og efter Vaabenstilstanden i Juli 1849 til Berlin for at deltage i de nærmere Forhandlinger. I Dec. s. A. valgtes han i Kjøbenhavn til Landstinget, hvor han nærmest sad som Repræsentant for den konservative Retning og indtog en vigtig Stilling som Medlem af og til Dels Ordfører for flere af de betydeligste Udvalg. Han var saaledes i 3 Aar Medlem af Finansudvalget, end videre af Udvalg om Presseloven, om Rigsrettens Ordning, om borgerligt Ægteskab, om Hoveriets Afløsning og om Jagtretten samt om Anlæg af den sjællandske Jærnbane. Særlig tog han Ordet for at indføre Arvefæste for det Bøndergods, der hørte til Len og Stamhuse, netop for at Bondestanden ikke her skulde blive fortrængt fra Jorden.
Ogsaa i den almindelige Politik stillede han sig paa den konservative Side. Han var saaledes 1852 en Modstander af den paatænkte Mistillidsadresse imod Ministeriet Bluhme og støttede dette i Arvefølgesagen som Medlem af den forenede Rigsdags store Udvalg. Han blev derfor heller ikke gjenvalgt 1853 i Kjøbenhavn, men blev 1854 kongevalgt Medlem af Rigsraadet og var 1855 Formand for det Udvalg, der raadslog om Helstatsforfatningens Omarbejdelse i konstitutionel Retning. Et halvt Aar tidligere havde han været Mellemmand ved Dannelsen af Decemberministeriet Bang-Scheele, ligesom 1848 ved Novemberministeriets Sammensætning, og fik derfor den spøgefulde Titel af ministeriel Fødselshjælper. I Rigsraadet var han ogsaa Medlem af flere vigtige Udvalg, medens han kun sjælden tog Del i selve Ordskiftet, og han støttede gjennemgaaende Ministeriet, saaledes 1858 i Spørgsmaalet om Kjøbenhavns Søbefæstning. I Marts 1863 frasagde han sig Hvervet som Medlem af Rigsraadet og stod i sine sidste Aar helt udenfor det politiske Liv.
Desuden var der 2 andre Sider af hans offentlige Virksomhed, som vel fortjene at fremhæves, og som have efterladt sig tydelige Spor; den ene er som ypperlig Styrer af offentlige Institutioner og Fond, den anden som selvstændig Grundlægger af velgjørende Stiftelser og Legater. T. var saaledes 1831-47 Medlem af Tontinens Direktion og 1823-53 af Bestyrelsen for det oktroierede Brandassurancekompagni samt 1850-55 en af de 3 Præsidenter for Landhusholdningsselskabet. 1853 blev han den ene af Kuratorerne for Vemmetofte Kloster og havde som saadan væsentlig Del i dets betydelige Udvidelse 1861, saa vel som i Havneanlægget ved Faxe 1862 ff. sammen med Bregentveds Ejer Grev V. Moltke. 1813-55 styrede han M. Gjøes Legat, hvis Kapital i dette Tidsrum næsten fordobledes, og var siden 1839 Styrer af det Hielmstierne-Rosencroneske Bo, hvoraf det paagj ælden de Fond stiftedes 1862. Endelig var han siden 1826 Bestyrer af «Trøstens Bolig», der ogsaa blev væsentlig udvidet, og førtes maaske derved ind paa Tanken om selv at oprette lignende Stiftelser. 1847, 1853 og 1857 opførte han 3 Saadanne for ialt 150 trængende Kvinder, den ene i Klerkegade, de 2 andre paa Christianshavn, og 1859 gnmdlagdes det Treschowske Fideikommis (nu 1,231,000 Kr.), hvoraf en Mængde Legater underholdes. Dertil kom 1864 et særligt Legat for Enker efter faldne Officerer.
End videre var T. 1837 Medlem af Komiteen for Thorvaldsens Musæum, 1847 Medindbyder til Mindesmærket for Tyge Brahe og 1851 baade til J. P. Mynsters Jubilæumslegat og til Legatet for A. S. Ørsteds Medaille. Senere gav han selv en betydelig Sum (5500 Rdl.) til Mindesmærket for Mynster, til hvem han i sin ældre Alder havde knyttet sig stærkt, medens han kom i skarp Modsætning til Grundtvig, hvis politiske Retning og Højskoletanke han slet ikke billigede.
T. havde 1828 kjøbt Brahesborg paa Fyen og 1835 Grevskabet Laurvig i Norge og tilskjødede 1854 disse 2 Ejendomme til sine 2 Sønner, hvorhos han efterlod en Del af sin Formue til sin adopterede Stifsøn Frederik Vilhelm T. – Han var efterhaanden rykket op fra Justitsraad (1824) til Gehejmekonferensraad (1854) og til Storkorsridder (1850). Han døde 2. April 1869.
2. Juli 1812 ægtede han Jensine Palæmona Rosenkilde, f. Aagaard (f. 27. Juli 1786 d. 21. Okt. 1826), Enke efter Maanedslieutenant J. J. R. (d. 10. Dec. 1811) og Datter af Sognepræst i Roskilde J. P. A.
Erslew, Forf. Lex. Barfod, Dansk Rigsdagskal. Illustr. Tid. 11. April 1869.
Emil Elberling.
| Treschow, Willum Frederik (I12081)
|
| 11122 |
Trésorier Payeur Général et Receveur Général des Finances | Portalis, baron Harold Jean-Baptiste (I13159)
|
| 11123 |
Trolle, Corfits, 1628-84, Gehejmeraad, en Søn af Niels T. (d. 1667) i dennes 1. Ægteskab, med Mette Rud, fødtes 17. Marts 1628 paa Vallø, studerede i sin Ungdom i Sorø, hvor han 1647 holdt en latinsk Parentation over den udvalgte Prins Christian, senere i Udlandet (immatrikuleret i Orleans 1651) og blev 1656 Kammerjunker hos Kong Frederik III, der 1658 lønnede ham med Bøvling Len, hvormed han fra 1661 forbandt Inspektionen over Kongens reserverede Regalia i Ørum og Vestervig Amter.
I de for Danmark og hans Herre saa farlige Krigsaar spillede C. T. en særdeles virksom Rolle, dels som Mellemmand mellem Kongen og de Mænd, der havde lagt Planen til Kronborgs Gjenindtagelse, dels som Leder af den i Skaane, særlig i Malmø, mod Svenskerne rejste Bevægelse. Det er de smukkeste Aar af hans Liv, og hans modige Optræden mangler ikke et Stænk af Romantik, da han i Dec. 1658 henter sin Fæstemø, den skjønne Birgitte Rantzau (f. 9. Juni 1641), en Datter af Frederik R. til Asdal (XIII, 429), til Kjøbenhavn, hvor deres Bryllup stod 12. Sept. 1660.
Fra 1664-70 var han Amtmand over Skanderborg Amt med Aakjær, de sidste Par Aar dog kun af Navn, i det Kongen drog ham til Kjøbenhavn og betroede ham vigtige Embeder. I Begyndelsen af 1669 udnævntes han til Gehejmeraad, Assessor i Statskollegiet og i Højesteret, og en særlig Virksomhed fik han som den, der skulde skaffe Kongen hemmelige «Kundskaber».
Hos Kong Christian V stod han, om muligt, i endnu højere Yndest end hos hans Fader, og ved Danebrogsordenens Oprettelse 1671 var han blandt de første Riddere. Uagtet C. T. vistnok hørte til Griffenfelds nærmeste Omgang, lod han sig som Kongens højtbetroede hemmelige Politichef bruge til at udspejde Rigskansleren og var saaledes blandt dem, der foranledigede hans Fald, ligesom han var mellem hans Dommere, hvor Gehejmeraad Ove Juul (VIII, 640) førte Forsædet.
Og den Vanskæbne, som virkelig synes at have ramt flere af disse, traf ogsaa C. T., i det han døde som en fattig Mand 21. Marts 1684. Hans økonomiske Elendighed er saa meget mærkeligere, som han fra 1670 var aflagt med 4000 Rdl. aarlig; desuden havde han allerede 1649 tiltraadt sit fædrene Gods Skarholt i Skaane, som han solgte 1661, og senere arvet Sandholt i Fyn. Han har været en daarlig Husholder, hvad han viste baade ved Bestyrelsen af sit eget Gods, der var stærkt behæftet, og ved Administrationen af Herlufsholm, hvis Skoleherre han til Stiftelsens Uheld var fra 1675 til sin Død. – Hans Enke, der i sine senere Aar var sindsforvirret, døde paa Brahetrolleborg 1. Febr. 1695. | Trolle, Corfitz (I6633)
|
| 11124 |
Trolovet med Overhofmarskal Otto Blome til Dänisch Nienhof | Reventlow, Komtesse Charlotte Amalie (I7093)
|
| 11125 |
Tysk forfatterinde se: http://de.wikipedia.org/wiki/Fanny_zu_Reventlow | Reventlow, Komtesse Fanny (Franziska) Liane Sophie Augusta Wilhelmine Adrienne (I13770)
|
| 11126 |
Tysk officer, Godsejer | Wedell, Wilhelm Friderich (I7281)
|
| 11127 |
Tysk rigsgreve | Bassevitz, Henning Friedrich von (I8567)
|
| 11128 |
Tæring | Mortensen, Søren (I11873)
|
| 11129 |
Tømmermand | Rasmussen, Christen (I9018)
|
| 11130 |
Tømmermand i Sdr. Broby. Forpagtede Brobyværk kro 1742 | Rasmussen, Rasmus (I8575)
|
| 11131 |
Uddannelse
Han var søn af generalløjtnant Johan Frederik Bardenfleth (1740-1811, gift 2. gang 1787 med Ingeborg Dorothea de Løvenørn, 1744-1814) og Sophie Magdalene de Løvenørn (1741-1786). Han indtrådte som 10års dreng som vice-frikorporal i faderens regiment, hvor han 1798 blev virkelig kornet og 1801 sekondløjtnant. Fra ung af følte han en levende higen efter at uddanne sin ånd og udvide sine kundskaber,og han tilfredsstillede med stort udbytte denne trang under et treårigt ophold i Kiel, hvor han fra august 1802 til november 1805 studerede ved universitetet, samtidig med at han udviklede sine fortrinlige evner og anlæg for den militære tjeneste ved tillige at deltage i undervisningen i den af Ludvig Jacob Binzer ledede såkaldte Generalstabsskole. Efter tilendebringelsen af disse studier stod Bardenfleth, en smuk og kraftfuld yngling, som en af de første blandt sine jævnlige, selvskrevet til at gøre karriere, og lykken svigtede ham heller ikke.
Karriere
Straks ved næste års begyndelse blev han aide-generalkvartermester under Binzer, 1808 udnævntes han til ritmester og blev ansat ved generalkommandoen i Holsten som divisionskvartermester, i hvilken Egenskab han med Ewalds korps, hvis stabschef var prins Vilhelm af Holsten-Beck, året efter deltog i ekspeditionen i Nordtyskland. Han udmærkede sig her ved mod og konduite, frelste efter indtagelsen afStralsund denne by for plyndring og hædredes for sit forhold såvel med den hollandsk-franske Réunionsorden som med det danske Ridderkors. Begivenhederne ved Stralsund 1809 har Bardenfelth selv fortaltom i et smukt udstyret værk (1846), der tillige indeholder en temmelig udførlig beretning om den under stormen faldne friskarehøvding Schills levned og bedrifter. 1812 blev Bardenfleth major, deltog 1813 som souschef hos Frederik af Hessen med udmærket dygtighed i felttoget i Mecklenburg og Holsten og belønnedes herfor med Sølvkorset. I 1814 fungerede han som kommandør for generalkommandostaben iNørrejylland, men blev derpå på ny ansat som souschef hos Frederik af Hessen, da denne 1815 med Auxiliærkorpset drog til Frankrig. Under opholdet her fungerede Bardenfleth 1817 og 1818 som kommandanti den lille fæstning Bouchain.
Ved tilbagekomsten 1818 fra Frankrig, hvilket land hædrede ham med Ordre du mérite militaire, ventede nye tillidshverv ham, idet Frederik VI, der med interesse havde fulgt hans færd, det følgende år ansatte ham som guvernør for prins Frederik (senere Frederik VII), en post Bardenfleth beklædte, indtil prinsen 1826 nåede myndighedsalderen, hvorefter Kongen tog ham til adjudant hos sig. Bardenflethvar imidlertid 1823 blevet oberstløjtnant, havde i 1824 fået titel af kammerherre og blev 1826 udnævnt til overadjudant i Generalstaben og dekoreret med Kommandørkorset af Dannebrogordenen. Som adjudant hos kongen anvendtes han i flere missioner, således 1831 i sendelse til Frankfurt for at varetage statens interesser i den tyske forbundshær. 1832 blev han oberst, året efter generalkvartermester-løjtnant i staben og i 1834 kommandør for Livgarden til Hest og tillige chef for Landkadetkorpset. Sammen med disse embeder overdroges der ham 1839, umiddelbart efter Frederik VI's død, chefsposten forDen kongelige militære Højskole, for hvilken institution han ligesom for Kadetkorpset vedblev at stå i spidsen til sin død, medens han 1842 fratrådte kommandoen over Hestgarden. 10. juni 1841 benådedes han med Storkorset af Dannebrog, samtidig med at han udnævntes til karakteriseret generalmajor, og 1846 blev han de kongelige ordeners skatmester.
Sidste år
I Treårskrigen 1848-50 kom han, som rimeligt var, på grund af sin alder og de stillinger, han beklædte, ikke til at tage aktiv del, men da man efter krigens ophør skulle have en mand, der egnede sig til at overtage den under de stedfindende politiske rorhold ikke lette kommando over det af den forrige insurgentarmé dannede forbundskontingent, sendtes Bardenfleth, der juli 1849 var udnævnt til generalløjtnant, over til Holsten som kommanderende general. December samme år var han medlem af den kommission, der blev nedsat for at pådømme den hjemkaldte generalguvernør over Dansk Vestindien Peter von Scholtens ageren.
I sit embede døde Bardenfleth det påfølgende år efter et virksomt og dådrigt liv og efter trofast at have tjent staten under fire konger 19. august 1852. Bardenfleth var en meget smuk og anselig soldat. General Christian de Meza bemærker noget spydigt om ham 1849: "[Bardenfleth] besøgte mig [på Als] i Legemsstørrelse, debiterende om sine Bro- og Landgangsforsøg i Assens".
Bardenfleth blev gift 1816 (ægteskabstilladelse 1. juni) med Sophie Ewald (17. november 1792 i Egernførde - 27. februar 1829 i København), datter af generalløjtnant Johann von Ewald (1744-1813) og Susanne C. Ungewitter (1764-1810).
Han er begravet på Skovby Kirkegård ved Bogense.
| Bardenfleth, Frederik Løvenørn (I11529)
|
| 11132 |
Uddannet reklametegner 1940-45
- Teknisk skole, Odense
- Teknisk skole, København
- Kunsthåndværkerskolen, København
- Dansk Reklamebureau, Gutenberghus. | Ahlefeldt-Laurvig, Beke (I15917)
|
| 11133 |
Uddannet som købmand i Ærøskøbing og Kolding | Reventlow, Boye Sophus (I14824)
|
| 11134 |
Uddrag af mail fra Jørgen Raun Byberg 27.01.08:
Denne Kirsten Sørensdatter, som blev gift i Østbirk med Conrad Georg Reventlows naturlige søn, er naturligvis en meget perifer person set i et Reventlow- perspektiv, men det kan måske alligevel more dig at få hende sat lidt på plads.
Hun blev som nævnt født i Gangsted sogn 5 feb 1803 som 3. barn af husmand på Krørup Mark Søren Nielsen (1761-1832) og hustru Mathia Cathrine Sørensdatter (1775-1851). Denne Mathia var ikke en helt ægte bondepige, idet hun var datter af degnen i Søvind Søren Thorsen Rørbye, og datterdatter af hans forgænger Christen Rotved; selv havde Mathia før sit giftermål med Søren været - ikke malkepige - men stuepige i Gangsted præstegård, og må således formodes at have kunnet give sin datter Kirsten en vis borgerlig politur, der kunne komme hende til nytte da hun blev madam Reventlow.
Kirsten og Christian Detlev opholdt sig formentlig på Urup Mølle til efter feb 1841, thi sønnen Helanius blev - ligesom storebror Martin - døbt i Østbirk kirke; familien boede på gården Frederikslund i Koed sogn apr 1844 da Mathæus blev døbt, men må ret snart være flyttet til en gård i Lyngby sogn, hvor Kirsten boede som enke 1850 sammen med de tre sønner. 1860 var hun flyttet til et hus i Lyngby og havde stadig de to yngste sønner hos sig. Hvad der derefter hændte hende ved jeg ikke; hun er ikke begravet i Lyngby sogn.
| Sørensen, Kirstine (I11784)
|
| 11135 |
Uddrag af stiftamtmand Frederik Reventlows private erindringer:
Tante Line og Tante Emma von Qualen.
Som Beboere paa det gule Hus har jeg tidligere nævnt Tanterne Line (Caroline) (1800-1885 og Emma (1804-1888) von Qualen, Oldemoder Qualens Broderbørn. De var ganske smaa, da de kom hertil, og deres Ophold var tænkt som noget midlertidigt; de blev her hele deres Liv. Naar man ser paa Billederne af dem, er man klar over, at de har været ejendommelige Væsener; de ligner mest to smaa Fugle. De var ringe begavet; Line lidt klogere end Emma; da den gamle Kammerherre skulde dø, sagde han: "Pas godt pas min stakkels Emma"
Jeg har aldrig hørt nogen karakterisere dem som enten gode eller mindre gode; de levede som to Planeter i samme Bane om den gamle Kammerherre som Solen. De var paa det inderligste indbyrdes forbundne,men paa den anden Side holdt de nøje Regnskab med hvad, der var den enes, og hvad, der var den andens. Undertiden sendte de mine forældre paa Skjelstofte smaa Gaver, bestaaende f. Eks af 7 Æbler; Gaverne kunde saa være ledsaget af følgende Ord: "Her sender vi Dig 7 Æbler, 4 fra den gode Lines Træ og 3 fra mit."
Hele deres Liv havde de Planer om en Rejse til Grækenland for at besøge en mindesten, rejst for deres Broder Christian, som var faldet i den græske Frihedskamp 1822; men der kom altid noget i Vejen, og jeg tror, at Familien nærede Mistanke om, at Stenen slet ikke existerede; ved et mærkeligt Tilfalde har jeg af Præsident Holger Andersen, der slet ikke kendte min forbindelse med Familien von Qualen, for kort Tid siden faaet at vide, at Mindestenen findes og holdes højt i Ære af Grækerne som Minde over en Dansk.
De to Søstre var over al Maade stolte over deres Slægts ældgamle Oprindelse og krævede, at andre viste dem fornøden Respekt. Fra Apotekeren fik de en Gang en Regning med Paaskriften: "S E & 0" (Salvoerrore et ommissione); hvad dette betød, forstod de naturligvis ikke, men mistænkte Apotekeren for at ville fornærme dem; de tilbagesendte derfor Regningen, idet de gjorde opmærksom paa, at deres Navne var ikke "S E & 0", men "C et E von Q".
Dr. Funder fra Vesterborg var en Gang tilkaldt for at tilse Tante Line; Dr. Funder bankede og hørte paa hendes Bryst, medens Tante Emma stod hos og fandt denne Behandlingsmaade særdeles upassende overfor saa fornem en Dame. Da Undersøgelsen var færdig, bad Tante Line Dr. Funder ogsaa se paa hendes Fod, og Dr. Funder lagde sig saa paa Knæ for at undersøge Foden; dette tilfredsstillede Tante Emma, der sagde - som hen for sig selv - "nu ligger han paa sin rette Plads!".
Da Tante Emma efter Tante Lines Død en Gang var saa syg, at hun maatte have Kammerjomfruen hos sig, maatte denne staa op hele Tiden, idet det vilde være stridende mod Respekten, at hun sad ned. Tante Benny opdagede det, og for at faa en fredelig Løsning af Sagen fandt hun paa at spørge Tante Emma, om det dog ikke var hende ubehageligt hele Tiden at skulle se Kammerjomfruen staa der; vilde hun ikke hellere have hende staaende bag et Skærmbrædt? - Jo, det kunde den søde Benny nok have Ret i; Skærmbrædtet blev stillet op og bag det en god Lænestol til Kammerjomfruen.
At deres Jomfruer drillede dem, naar de kunde det, var naturligt; det befandtes respektstridigt, naar den ventende Kusk viste sin Utaalmodighed ved at slaa Knald med Pisken; naar de skulde ud at køre, gik saa Kammmerjomfruen bag ved den og knipsede med Fingrene; de troede, det var Kusken, der knaldede med Pisken og geraadede i retfærdigt Raseri.
Nymodens Ting forstod de sig ikke paa; de var en Gang blevet fotograferede, men havde glemt forinden at hæfte deres Krinoliner ned, som det hørte sig til; de sendte da Billederne tilbage til Fotografen med Anmodning om at faa nye Billeder, hvor Krinolinerne sad, som de skulde.
Deres Horizont var, som det vil forstaas, begrænset. Den gamle Kammerherre var efter deres Opfattelse det, om hvem alt drejede sig; da han var ved at dø, var der en, der sagde til dem: "Die Maschine will nicht mehr." hvortil de udbrød "Ach! Die süsse Maschine, die süsse Maschine" Da han havde lukket sine øjne, bestilte de sorte Frimærker paa Posthuset; men den Omvæltning, som de havde kunnet frygte ved hans Død, skete ikke; Onkel Ferdinand og Tante Benny lod dem roligt fortsætte deres Tilværelse paa det gule Hus indtil deres Død i Firserne; kort derefter blev det gule Hus revet ned; en Erindring om de to gamle Tanter findes i Navnet Frøknernes Have, som ligger paa den anden Side af Søen.
___________
Af Ambassadør Eduard Reventlow´s erindringer "I Dansk Tjeneste" (Thanning og Appel, 1956) er der også nogle få anekdoter vedr. Emma og Line:
Fader fortalte mange anekdoter om tanterne Emma og Line von Qualen. Deres hele tilværelse drejede sig om min oldefader. De var småt begavede og meget adelstolte. Da de engang efter deltagelse i en gudstjeneste blev spurgt, hvad præsten havde talt om, svarede de med indignation: "Om vort borgerskab i himlen. Men vi betakker os!" | Qualen, Emma Sophie Dorothea Anna Benedicte Christine von (I12777)
|
| 11136 |
Uddrag af:
"Meldola og Weber" af Erik Henriques Bing (side 70 / 71):
Maria Sophia Kozlowski (1806-71). Hendes sidste bopæl er Borgergade 144. Hun er datter af guldsmedemester i København Franciscus Kozlowski (ca. 1760-1847), der er født i Polen, katolik og af adelig familie. Han kom til Danmark i slutningen af 1790´erne og løste borgerskab som guldsmedemester i 1798. Hendes moder er Marie Anne (senere: Mariane) Reventlow (ca. 1771-1852) fra Randers, datter af skoleholder Kristen Johannes Reventlow (1739-96) og Gedske Marie Pedersdatter Bagge (d. 1786).
Maria Sophia Kozlowski havde to ugifte brødre, der i 1828 blev optaget i den polske adel som adelsmænd af 1.klasse:
- handelsbetjent Alexander Johannes Kozlowski (1801-55) og
- sproglærer Eduard Peter Andreas Kozlowski (1802-58).
Alle er begravet fra Sankt Ansgars Kirke i Kozlowskis familiegravsted på Assistens Kirkegårds katolske afdeling D, 1. kvarter, Monumentlinien 13. Det er for længst blevet sløjfet.
Weber-familiens teori er i korthed: Raphael Camillo Meldola havde en amourøs affære med Maria Sophia Kozlowski. Affæren bærer frugt, nemlig Sophie Emilie, der opkaldes efter moderen (Sophia/Sophie). Ihast bliver den 35-årige ugifte og barnløse Rebecca Christine Sørensen gjort til barnets officielle moder mod løfte om ægteskab.
Teorien styrkes af en testamentarisk gave fra Maria Sophia Kozlowski til Sophie Emilie Meldolas mand, Theobald Weber i 1871. Han og broderen Thorvald Weber var executores testamenti (Notarius Publicusi København, Kopibog, A. 25, 2.8.1870 - 24.4.1871, nr. 592, side 782-87, Landsarkivet). Maria Sophia Kozlow ski var ved sin død en velhavende dame. Hun havde arvet fra sine forældre og sine ugifte brødre. Theobald Weber kaldes i testamentet »min mangeaarige Ven» og arvede bl.a. hendes malerier, fortepiano, dækketøj, personlige garderobe, bril lantsmykker og fingerringe, bl.a. »Poniatowskis Ring med Rosenblad Han har næppe været den tilsigtede bærer af smykkerne. Det var Sophie Emilie Meldola.
En sammenligning af portrætfotografierne af »moder og datter» - Rebecca Christine Sørensen og Sophie Emilie Meldola - falder ikke ud til fordel for Rebecca Christine Sørensens moderværdighed. De tyderikke på slægtskab. Alle Sophie Emilie Meldolas børn »vidste», at deres biologiske mormoder umuligt kunne være Rebecca Christine Sørensen. Hun var Maria Sophia Kozlowski. De ni søskende var stolte af denne viden og videregav den til deres børn.
Der verserede endnu en teori i Weber-familien. Sophie Emilie Meldolas »biologiske moder», Maria Sophia Kozlowski, er barnebarn af den polske valgkonge Stanislaw II August Poniatowski (1732-98). Denne eventyrlige skikkelses vej til den polske trone i 1764 indledtes i den russiske kejserinde Katarina I´s soveværelse. Alligevel blev han tvunget af hende til at abdicere, og i 1795 blev Polen delt mellem Rusland og Preussen. I henhold til Weber-teorien er Maria Sophia Kozlowskis moder ikke Mariane Reventlow fra Randers, men en datter af Stanislaw II August Poniatowski.
| Reventlov, Marie Anne (I11509)
|
| 11137 |
Udenrigsminister | Reedtz, Holger Christian (I11668)
|
| 11138 |
Udenrigsminister | Raben-Levetzau, Frederik Christopher Otto (I14261)
|
| 11139 |
Udenrigsminister | Bernstorff, Johan Hartvig Ernst (I9287)
|
| 11140 |
Udenrigsminister ( Regeringen ) | Scavenius, Otto Christian Jacob Jørgen Brønnum (I14654)
|
| 11141 |
Udenrigsminister ( Regeringen ) | Knuth, Frederik Marcus (I11641)
|
| 11142 |
Udenrigsminister ( Regeringen ), Rigsdagsmedlem ( Rigstinget ) | Moltke, Lensgreve Frederik Georg Julius (I12303)
|
| 11143 |
Udenrigsminister 1920 | Scavenius, Otto Christian Jacob Jørgen Brønnum (I14654)
|
| 11144 |
Udenrigsminister, Konsejlspræsident ( Statsminister ) ( Regeringen ), Landstingsmedlem ( Rigstinget ) | Krag-Juel-Vind-Frijs, Christian Emil (I13062)
|
| 11145 |
Udenrigsminister, Statsminister ( Regeringen ), Landstingsmedlem ( Rigstinget ) | Scavenius, Erik Julius Christian (I15092)
|
| 11146 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Schjær-Jacobsen, Hans (I24382)
|
| 11147 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Schjær-Jacobsen, Jørgen (I24378)
|
| 11148 |
Udtalte: "Gid jeg ikke kunne skrive", da han skulle underskrive freden i Roskilde.
Gersdorff, Joachim, 1611-61, Rigshofmester, blev født 11. Nov. 1611 paa Søbygaard i Jylland og var en Søn af Christoffer G.
Efter en omhyggelig Opdragelse, først i Hjemmet og senere i Sorø, foretog G. i sin Ungdom store og langvarige Rejser, studerede særlig i Leipzig og Leiden, men besøgte desuden England, Frankrig, Italien, Østerrig og Ungarn. Efter sin Hjemkomst til Danmark 1638 blev han Hofjunker hos den udvalgte Prins Christian og kort efter Kammerjunker hos dennes Gemalinde, Magdalena Sibylla. Han forlod imidlertid 1641 det prinselige Hof i Nykjøbing paa Falster for at gifte sig med Øllegaard Huitfeldt, en Datter af Henrik H. og Margrethe Axelsdatter Rosenkrantz; Brylluppet fejredes 3. Okt. i Kjøbenhavn. Fra nu af var han nøje knyttet til Skaane, hvor hans Hovedgaard Tunbyholm laa, og hvor hans Svigerfader havde sine Godser; under Krigen med Sverige 1644 stod han ogsaa denne, der var Lensmand paa Landskrone Slot, bi i Forsvaret af dette. I Sommeren 1645 var han en Tid Generallandkommissær i Sjælland, var i Avg. s. A. befuldmægtiget for den Skaanske Adel og valgtes i Foraaret 1646 af denne til skaansk Landkommissær, en Stilling, som han forgjæves ønskede at fritages for. En større Rolle kom han dog først til at spille under Frederik III. Efter Indstilling af Adelen og Rigsraadet optog Kongen ham 1648 i dette; ved Kroningen i Nov. s. A. blev han slaaet til Ridder. Han var endnu paa denne Tid en Ven af Corfits Ulfeldt og en hyppig Gjæst i hans og Leonora Christinas Hjem; efter Otto Sperlings Sigende var det ogsaa Ulfeldt, der anbefalede ham til at beklæde Embedet som Statholder, da han selv i Efteraaret 1648 forberedte sig til sin Gesandtskabsrejse til Holland. I Dec. overtog G. det nævnte Embede og fik sin Bestalling i Jan. 1649; 1651 forlenedes han med Bornholm. Under Ulfeldts Fraværelse fra Febr. til Dec. 1649 varetog han midlertidig de Forretninger, der paahvilede Rigshofmesteren, og benyttede Lejligheden til at sætte sig fast i Kongens Gunst. Det er ogsaa fra denne Tid, at man kan datere Bruddet mellem ham og Corfits Ulfeldt; denne bebrejdede ham Overgreb i hans Embedsførelse, regnede ham fra da af imellem sine Fjender og beskyldte ham 1651 for at have været en af Hovedophavsmændene til hans Fald. G. skal ogsaa have været med til at udarbejde den officielle Beretning om Dinas Proces, som i saa høj Grad krænkede Ulfeldt, og han kom til at nyde godt af dennes Landflygtighed, i det han i Okt. 1652 udnævntes til Rigshofmester efter at have faaet de fleste Stemmer i Rigsraadet ved Indstillingen om Besættelsen af dette Embede.
G., der fra nu af var Førsteminister i Danmark, var en fin og livlig Natur med ikke ringe humoristisk Sans. Han yndede at lade sin Spøg gaa ud over gejstlige. «Her udi Landet (Skaane) er stor Urolighed, Klammeri og Trætte imellem de højlærde udi Lund; vilde de lade det blive ved Munden og Pennen og holde Næverne stille, da var det intet nyt, men bliver der theologiske Næveskjærmydsler ogsaa til i Verden, da bliver det slet galt», skrev han 1655 til en af sine Venner. Dogmatiske Stridigheder laa ham i det hele fjærnt; skjønt han ikke vilde vide noget af jesuitisk Proselytmageri, roste dog de katholske Gesandter ham for hans Maadehold og Tolerance i religiøse Sager. Han var et Stykke af en Skjønaand, i høj Grad sympathetisk knyttet til den spanske Afsending i Kjøbenhavn, Digteren Grev Rebolledo, der uden Tvivl mente at sige en udsøgt Kompliment om ham ved at betegne ham som den, der havde mere af en Spaniers end af en Franskmands Væsen. Han stod i Brevvexling med lærde i Evropa, interesserede sig for Filosofi, tog sig af Ole Worm og andre danske Videnskabsmænd og samlede sig et stort og udsøgt Bibliothek. I dette, som talte henved 3000 Bind, var den franske, spanske og italienske Litteratur særlig repræsenteret, den tyske kun i ringere Grad, og f danske Skrifter fandtes ikke mere end 80. Hvad angaar hans Stilling til Tidens politiske Brydninger, opfattedes han i Almindelighed som nøje knyttet til Kongen og stemt for en Udvidelse af dennes Magt; et positivt Træk, der viser i denne Retning, er ogsaa, at han i Okt. 1658 sammen med Jørgen Seefeldt og Peder Reedtz skilte sig fra sine Fæller i Rigsraadet, da dettes Flertal stemte for en Proposition til Kongen om ikke i saa høj Grad som hidtil at benytte fremmede Raadgivere, men derimod besætte de ledige Kansler- og Marskembeder. Med større Bestemthed kan man betegne hans ydre Politik som overensstemmende med Kongens i dens Tilslutning til Sveriges Fjender, Spanien og Kejseren, og i Bestræbelsen for at vinde Nederlandene. Han hører sikkert til dem, som med Kongen dele Ansvaret for den Letsindighed, hvormed man i Haabet om Alliancer, men uden nogen Sikkerhed for Saadanne, drev til Krigen 1657, og hans diplomatiske Dygtighed bestod uden Tvivl ogsaa mindre i Talent til at kunne bedømme en politisk Situation end i Evne til paa en vindende Maade at kunne omgaas de fremmede Magters Repræsentanter.
Da Ulykkerne kom, undgik G. ikke sin Del af Byrden. I Juli 1657 fik han sammen med nogle andre Rigsraader Fuldmagt til at varetage de nødvendige Forretninger i Kjøbenhavn; men tungere var det Ærende, der i Febr. 1658 overdroges ham sammen med Christen Skeel, da de sendtes afsted for at møde Carl Gustav og søge at vinde Fred. Forhandlingerne begyndte i Vordingborg mellem de danske Afsendinger og den svenske Konges befuldmægtigede, Sten Bjelke og Corfits Ulfeldt; den sidstes Tilstedeværelse som Sejerherrens Repræsentant har sikkert været et haardt Stød for G., hans gamle Modstander. Efter at have aflagt Beretning for Frederik III i Kjøbenhavn om, hvad der var sket i Vordingborg, fortsatte Afsendingerne derpaa Underhandlingerne i Taastrup og Roskilde. G. var medtagen af saa pinende Sygdomme som Sten og Podagra; da han 26. Febr. satte sit Navn under Roskildefreden, skal han have udbrudt: «Vellem, me nescire litteras!» Fredslutningen havde tilmed sin personlige Betydning for ham; hans Godser, der vare forøgede ved Arv efter hans Svigerfaders Død, laa for største Delen i Skaane, og han var forlenet med Bornholm. Til Gjengjæld for Tabet ved denne Øs Afstaaelse fik han kort efter Kalundborg Len; men ogsaa Carl Gustav søgte at byde ham Erstatning, uden Tvivl for at gjøre ham medgjørligere under de Forhandlinger, der i Tilslutning til Roskildefreden førtes i Kjøbenhavn i Løbet af de følgende Maaneder. Han udstedte et Brev, hvorefter Indtægterne af Bornholm skulde tilfalde G., saa længe han levede, men denne afslog at modtage Tilbudet. Hans Politik var ogsaa vedblivende rettet paa Alliancen med Østerrig og Holland, og han udtalte sig til sine Tider ret uforbeholdent til den kejserlige Gesandt, Baron Goés, om Muligheden af et Angreb paa den svenske Hær i Jylland, medens han i Rigsraadet anbefalede Forhandlinger med Nederlandene for at opnaa Hjælp i Tilfælde af et nyt svensk Angreb. Rimeligvis kom dette, da det iværksattes i Avg. 1658, ham dog uventet, men han udfoldede under Belejringen en betydelig Virksomhed og saas ved Kongens Side Stormnatten 11. Febr. 1659. Efter Freden i Kjøbenhavn foretog han en stor Handel med Kronen, i det han mod Erstatning af Krongods i Jylland mageskiftede til den alle sine Godser i Skaane; de benyttedes derefter som Vederlag til Sverige for Tilbagegivelsen af Bornholm. Han havde ogsaa endnu stadig Kongens Gunst; men ikke desto mindre overfløjede Begivenhederne ham. Hvor meget han end var stemt for en Udvidelse af Kongens Myndighed, var, hvad der skete i Efteraaret 1660, næppe efter hans Hoved.
Da Stænderne traadte sammen i Sept. i Kjøbenhavn, holdt han paa Kongens Vegne Aabningstalen, hvis Sirlighed rostes af de tilstedeværende. Men netop under Mødet i Kjøbenhavn tog hans gamle Svagelighed Overhaand, og han maatte i de afgjørende Dage i Okt. holde Sengen. I hans Hus paa Hjørnet af Østergade og det nuværende Kongens Nytorv samledes da det raadvilde og dødsdømte Rigsraads Medlemmer; her undertegnedes Resolutionen om Arverettens Overdragelse, her forhandledes om Bevarelsen af Adelens Privilegier, og her kom den østerrigske Gesandt, Goës, for at skaffe sig Nyheder og for at arbejde paa en fredelig Udgang paa Konflikten. Saa vidt man kan bedømme Forholdene, har G. indtaget en mæglende Holdning; han stod uden for den Sammensværgelse, der havde Kongen til Hoved og Christoffer Gabel til Budbringer; han søgte at faa Kongen til at besætte de ledige Rigsraadspladser, førend Raadet tog en endelig Beslutning; han roste over for fremmede Adelens Eftergivenhed, og han lod sig om Eftermiddagen 15. Okt. kjøre op paa Slottet for at stemme Kongen gunstig for Adelens Privilegier, men nogen bestemt Modstand mod de for Haandfæstningen og for Rigsraadets Indflydelse ødelæggende Skridt indlod han sig ikke paa. Begivenhederne gik saa temmelig over hans Hoved. Da Arvehyldingen foregik paa Slotspladsen 18. Okt., bares han paa en Stol op paa den Tribune, hvor Rigsraadet aflagde Eden til Arvekongen. Dagen efter besøgte den nederlandske Gesandt Vogelsang ham og vilde vide Besked om Situationen. «Er eders Excellence ikke Rigshofmester mere?» spurgte han. «Det véd jeg ikke,» svarede G. «Er da Rigsraadet ikke længere Rigsraad?». «Det véd jeg ikke,» lød atter Ministerens halv selvopgivende, halv humoristiske Svar.
En Uge efter, 26. Okt., blev G. dog udnævnt til Rigens Drost, det nye, endnu ganske ubestemte Embede med det gammeltklingende Navn. Han blev tillige Præsident i Statskollegiet, og sin Natur tro vedblev han at staa i det bedste Forhold til Kongen og Dronningen. Hans Svagelighed tog imidlertid stadig til, og han testamenterede Frederik III sit Bibliothek og Sophie Amalie sine Fiskedamme lige uden for Kjøbenhavn. Ogsaa de viste ham stor Venlighed og besøgte ham, Kongen endog flere Gange, under hans Sygdom, der 19. April 1661 medførte Døden. Hans Hustru var allerede død 11. Marts 1655.
Bricka og Gjellerup, Den danske Adel I, 203 ff.
J. A. Fridericia. | Gersdorff, Joachim (I5942)
|
| 11149 |
Udtrådt af folkekirken i Christians sogn, KBH 20. jan. 1936
Reventlow, Peter Christian,1867-1954, politiker , forfatter. Født d. 20.08.1867 i Grenå. Død d.18.09.1954 i Ordrup, urne på Mariebjerg kgd. Gentofte.
Forældre: kommunelærer, senere skoleinspektør Helanius Conrad Reventlow (1841-97) og Ane Marie Rasmussen (1843-1914). Gift 1.g 14.5.1897 i Marstal med Irma Kromann, født 29.11.1874 sst. , død 8.7.1903i Nykøbing F., d. af købmand Albert Hansen Boye K. (1841-93) og Sophie Elisabeth Juliane Plum (1845-76). Gift 2.g 7.7.1911 på Frbg. (Emm.) med Johanne (Joe) Olga Martins , født 30.8.1880 i Kbh. (Helligg.), død 23.4.1967 i Helsingør, d. af grosserer Frants Johannes M. (1845-1913) og Petrea Ricarda Svenstrup (1856-1918).
Reventlows oldefar tilhørte greveslægten Reventlow. Dødsfald hindrede ham i at lyse sine børn med en almuepige i kuld. Reventlow bar grevenavnet, men ikke grevekronen. Som den ældste i en stor børneflok blev han efter konfirmationen sendt i lære i en kbh.sk bog og papirhandel. Efter aftjent værnepligt og videreuddannelse i militæret gjorde han tjeneste som løjtnant ved kystartilleriet 1891-93. Nogen art af boglig uddannelse fik han ikke efter folkeskolen, men i besiddelse af et umådeligt videbegær uddannede han sig ved egne studier ikke blot i ungdomsårene, men livet igennem og blev uden eksamen en meget vidende mand.
Han havde i sine unge år beskæftiget sig lidt med journalistik og redigerede Vordingborg Avis nogle måneder 1893, hvorefter han ledede Hjørring Amtstidende til 1897 da han blev redaktør af højrebladet Nordjylland i Ålborg. Han hørte til den fløj i Højre, der mente at en konservativ politik ikke kunne føres uden om bønderne og indså tidligt at Højre burde overlade Venstre regeringsmagten. Det bragte ham i modsætning til partiledelsen og 1901 måtte han fratræde redaktionen af Nordjylland. S.å. overtog han redaktionen af det hensygnende Lolland-Falsters Stiftstidende i Nykøbing F. som en gruppe store jordbesiddere med tilknytning til de fri-konservative skaffede ny kapital.
Politisk holdt Reventlow sig uden for partierne og drev ved selvstændig dømmekraft og energisk indsats i lokale sager bladet frem og forpagtede det 1907 til han 1914 trak sig tilbage fra aktiv bladvirksomhed med et godt økonomisk udbytte. 1906-10 var han valgt til folketinget som løsgænger i Maribokredsen. Han gik ind for et stærkt forsvar og meldte sig 1909 ind i det forhandlende Venstres folketingsgruppe, tiltrukket af de synspunkter som N. Neergaards forslag til forsvarsordning var båret af. Men da disse synspunkter ikke fuldt ud kom til at præge forsvarslovene af 1909 og da han følte en vis uvilje mod rigsdagsarbejdet undlod han at søge genvalg 1910.
Han havde under første verdenskrig overvejende sympati for Tyskland og behandlede krigen og Versaillesfreden i en række skrifter: Krigsaarsager og Kampmaal, 1916, Krigen og vi, 1916, Rusland og Russerne, 1916, Kulturens Fallit, 1919, Folkenes Forbund og Danmark, 1920, Europas Selvmord , 1921, Radiofonien og Verdenssituationen, 1928, og Fra Versaillesfred til europæisk Elendighed, 1932. Tidligt så han at Versaillesfreden ville føre til genopblussen af tysk chauvinisme og påpegede den styrke og fare der lå i nationalsocialismen. Tiltalte den måske hans væsens krav om orden så afskyede og bekæmpede han den ud fra sit syn på friheden som den højeste nødvendighed.
Den anden side af hans forfatterskab prægedes i væsentlig grad af spørgsmål som meningen me d livet, døden og universet. 1920 kom hans nutidsfortælling I Blinde, stærkt påvirket af buddhismen, 1924 Breve fra Skærsilden, forkyndende en udogmatisk Jesus tro, 1927 Ideer og Mennesker, 1932 Asiatiske Tider og Mand, 1938 Af en Eneboers Betragtninger. Den enkelte og ... samt 1943 Hvad Buddha tærte om Livets Mening. En levende karakteristik af vennen L. V. Birck gav han i Bogen om Birck, 1944. l talrige artikler i blade og tidsskrifter bidrog han til den politiske og kulturelle debat, altid klart og hyppigt med bidende ironi. En ener var han, ensom vel nok på sine gamle dage, men frem skulle hans synspunkter. Efteråret 1940 udgav han "Er Kaj Munk, Dansk Aandslivs Høvding"? et lille skrift der med udgangspunkt i den hyldest der var ydet Kaj Munk fra Rigsdag og Studenter, fra Kirke og Teater, fra Presse og Publikum" stillede det bidske spørgsmål, hvad er det, man saaledes har krøbet paa Maven, logret med Halen og mimret med Munden for"? Svaret var absolut nedgørende for Munk og for publikum.
Reventlows 2. hustru Joe Reventlow virkede med usædvanlig energi i hjælpearbejdet for hjemvendende sønderjyske krigsfanger og sønderjydske børn, for dansk hjælp til krigshærgede lande, især Østrig og Ungarn og grundlagde og opbyggede Christianshavns vuggestue og daghjem 1927-35 .
Mal. af Johannes Nielsen, 1922. Karikatur af Eigil Petersen (Kgl. bibl.). Foto. Henning Kebler: Kampen for livsanskuelse, 1925 12533. Erik Seidenfaden i Information 20.8.1952 og 20.9.1954. Anders Vigen i Berl.tid. 20.8.1954. (Gunnar Nielsen] i Politiken s.d. Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen 1870--1970 1-11, 1972. Papirer i Rigsark. | Reventlow, Peter Christian (I14901)
|
| 11150 |
Udvandrede til USA, New York d 06.06.1893 fra Århus.
Grunden til at han hedder Zeuner er, at hans mormor giftede sig med Friedrich Anton Gotthardt Zeuner i Århus. | Reventlow, Jacob Zeuner (I19551)
|
|
.jpg "Reventlow, Cay Friedrich 1753-1834")
