| |
Match 11,151 til 11,200 fra 11,373
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 11151 |
Udenrigsminister ( Regeringen ) | Knuth, Frederik Marcus (I11641)
|
| 11152 |
Udenrigsminister ( Regeringen ), Rigsdagsmedlem ( Rigstinget ) | Moltke, Lensgreve Frederik Georg Julius (I12303)
|
| 11153 |
Udenrigsminister 1920 | Scavenius, Otto Christian Jacob Jørgen Brønnum (I14654)
|
| 11154 |
Udenrigsminister, Konsejlspræsident ( Statsminister ) ( Regeringen ), Landstingsmedlem ( Rigstinget ) | Krag-Juel-Vind-Frijs, Christian Emil (I13062)
|
| 11155 |
Udenrigsminister, Statsminister ( Regeringen ), Landstingsmedlem ( Rigstinget ) | Scavenius, Erik Julius Christian (I15092)
|
| 11156 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Schjær-Jacobsen, Hans (I24382)
|
| 11157 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Schjær-Jacobsen, Jørgen (I24378)
|
| 11158 |
Udtalte: "Gid jeg ikke kunne skrive", da han skulle underskrive freden i Roskilde.
Gersdorff, Joachim, 1611-61, Rigshofmester, blev født 11. Nov. 1611 paa Søbygaard i Jylland og var en Søn af Christoffer G.
Efter en omhyggelig Opdragelse, først i Hjemmet og senere i Sorø, foretog G. i sin Ungdom store og langvarige Rejser, studerede særlig i Leipzig og Leiden, men besøgte desuden England, Frankrig, Italien, Østerrig og Ungarn. Efter sin Hjemkomst til Danmark 1638 blev han Hofjunker hos den udvalgte Prins Christian og kort efter Kammerjunker hos dennes Gemalinde, Magdalena Sibylla. Han forlod imidlertid 1641 det prinselige Hof i Nykjøbing paa Falster for at gifte sig med Øllegaard Huitfeldt, en Datter af Henrik H. og Margrethe Axelsdatter Rosenkrantz; Brylluppet fejredes 3. Okt. i Kjøbenhavn. Fra nu af var han nøje knyttet til Skaane, hvor hans Hovedgaard Tunbyholm laa, og hvor hans Svigerfader havde sine Godser; under Krigen med Sverige 1644 stod han ogsaa denne, der var Lensmand paa Landskrone Slot, bi i Forsvaret af dette. I Sommeren 1645 var han en Tid Generallandkommissær i Sjælland, var i Avg. s. A. befuldmægtiget for den Skaanske Adel og valgtes i Foraaret 1646 af denne til skaansk Landkommissær, en Stilling, som han forgjæves ønskede at fritages for. En større Rolle kom han dog først til at spille under Frederik III. Efter Indstilling af Adelen og Rigsraadet optog Kongen ham 1648 i dette; ved Kroningen i Nov. s. A. blev han slaaet til Ridder. Han var endnu paa denne Tid en Ven af Corfits Ulfeldt og en hyppig Gjæst i hans og Leonora Christinas Hjem; efter Otto Sperlings Sigende var det ogsaa Ulfeldt, der anbefalede ham til at beklæde Embedet som Statholder, da han selv i Efteraaret 1648 forberedte sig til sin Gesandtskabsrejse til Holland. I Dec. overtog G. det nævnte Embede og fik sin Bestalling i Jan. 1649; 1651 forlenedes han med Bornholm. Under Ulfeldts Fraværelse fra Febr. til Dec. 1649 varetog han midlertidig de Forretninger, der paahvilede Rigshofmesteren, og benyttede Lejligheden til at sætte sig fast i Kongens Gunst. Det er ogsaa fra denne Tid, at man kan datere Bruddet mellem ham og Corfits Ulfeldt; denne bebrejdede ham Overgreb i hans Embedsførelse, regnede ham fra da af imellem sine Fjender og beskyldte ham 1651 for at have været en af Hovedophavsmændene til hans Fald. G. skal ogsaa have været med til at udarbejde den officielle Beretning om Dinas Proces, som i saa høj Grad krænkede Ulfeldt, og han kom til at nyde godt af dennes Landflygtighed, i det han i Okt. 1652 udnævntes til Rigshofmester efter at have faaet de fleste Stemmer i Rigsraadet ved Indstillingen om Besættelsen af dette Embede.
G., der fra nu af var Førsteminister i Danmark, var en fin og livlig Natur med ikke ringe humoristisk Sans. Han yndede at lade sin Spøg gaa ud over gejstlige. «Her udi Landet (Skaane) er stor Urolighed, Klammeri og Trætte imellem de højlærde udi Lund; vilde de lade det blive ved Munden og Pennen og holde Næverne stille, da var det intet nyt, men bliver der theologiske Næveskjærmydsler ogsaa til i Verden, da bliver det slet galt», skrev han 1655 til en af sine Venner. Dogmatiske Stridigheder laa ham i det hele fjærnt; skjønt han ikke vilde vide noget af jesuitisk Proselytmageri, roste dog de katholske Gesandter ham for hans Maadehold og Tolerance i religiøse Sager. Han var et Stykke af en Skjønaand, i høj Grad sympathetisk knyttet til den spanske Afsending i Kjøbenhavn, Digteren Grev Rebolledo, der uden Tvivl mente at sige en udsøgt Kompliment om ham ved at betegne ham som den, der havde mere af en Spaniers end af en Franskmands Væsen. Han stod i Brevvexling med lærde i Evropa, interesserede sig for Filosofi, tog sig af Ole Worm og andre danske Videnskabsmænd og samlede sig et stort og udsøgt Bibliothek. I dette, som talte henved 3000 Bind, var den franske, spanske og italienske Litteratur særlig repræsenteret, den tyske kun i ringere Grad, og f danske Skrifter fandtes ikke mere end 80. Hvad angaar hans Stilling til Tidens politiske Brydninger, opfattedes han i Almindelighed som nøje knyttet til Kongen og stemt for en Udvidelse af dennes Magt; et positivt Træk, der viser i denne Retning, er ogsaa, at han i Okt. 1658 sammen med Jørgen Seefeldt og Peder Reedtz skilte sig fra sine Fæller i Rigsraadet, da dettes Flertal stemte for en Proposition til Kongen om ikke i saa høj Grad som hidtil at benytte fremmede Raadgivere, men derimod besætte de ledige Kansler- og Marskembeder. Med større Bestemthed kan man betegne hans ydre Politik som overensstemmende med Kongens i dens Tilslutning til Sveriges Fjender, Spanien og Kejseren, og i Bestræbelsen for at vinde Nederlandene. Han hører sikkert til dem, som med Kongen dele Ansvaret for den Letsindighed, hvormed man i Haabet om Alliancer, men uden nogen Sikkerhed for Saadanne, drev til Krigen 1657, og hans diplomatiske Dygtighed bestod uden Tvivl ogsaa mindre i Talent til at kunne bedømme en politisk Situation end i Evne til paa en vindende Maade at kunne omgaas de fremmede Magters Repræsentanter.
Da Ulykkerne kom, undgik G. ikke sin Del af Byrden. I Juli 1657 fik han sammen med nogle andre Rigsraader Fuldmagt til at varetage de nødvendige Forretninger i Kjøbenhavn; men tungere var det Ærende, der i Febr. 1658 overdroges ham sammen med Christen Skeel, da de sendtes afsted for at møde Carl Gustav og søge at vinde Fred. Forhandlingerne begyndte i Vordingborg mellem de danske Afsendinger og den svenske Konges befuldmægtigede, Sten Bjelke og Corfits Ulfeldt; den sidstes Tilstedeværelse som Sejerherrens Repræsentant har sikkert været et haardt Stød for G., hans gamle Modstander. Efter at have aflagt Beretning for Frederik III i Kjøbenhavn om, hvad der var sket i Vordingborg, fortsatte Afsendingerne derpaa Underhandlingerne i Taastrup og Roskilde. G. var medtagen af saa pinende Sygdomme som Sten og Podagra; da han 26. Febr. satte sit Navn under Roskildefreden, skal han have udbrudt: «Vellem, me nescire litteras!» Fredslutningen havde tilmed sin personlige Betydning for ham; hans Godser, der vare forøgede ved Arv efter hans Svigerfaders Død, laa for største Delen i Skaane, og han var forlenet med Bornholm. Til Gjengjæld for Tabet ved denne Øs Afstaaelse fik han kort efter Kalundborg Len; men ogsaa Carl Gustav søgte at byde ham Erstatning, uden Tvivl for at gjøre ham medgjørligere under de Forhandlinger, der i Tilslutning til Roskildefreden førtes i Kjøbenhavn i Løbet af de følgende Maaneder. Han udstedte et Brev, hvorefter Indtægterne af Bornholm skulde tilfalde G., saa længe han levede, men denne afslog at modtage Tilbudet. Hans Politik var ogsaa vedblivende rettet paa Alliancen med Østerrig og Holland, og han udtalte sig til sine Tider ret uforbeholdent til den kejserlige Gesandt, Baron Goés, om Muligheden af et Angreb paa den svenske Hær i Jylland, medens han i Rigsraadet anbefalede Forhandlinger med Nederlandene for at opnaa Hjælp i Tilfælde af et nyt svensk Angreb. Rimeligvis kom dette, da det iværksattes i Avg. 1658, ham dog uventet, men han udfoldede under Belejringen en betydelig Virksomhed og saas ved Kongens Side Stormnatten 11. Febr. 1659. Efter Freden i Kjøbenhavn foretog han en stor Handel med Kronen, i det han mod Erstatning af Krongods i Jylland mageskiftede til den alle sine Godser i Skaane; de benyttedes derefter som Vederlag til Sverige for Tilbagegivelsen af Bornholm. Han havde ogsaa endnu stadig Kongens Gunst; men ikke desto mindre overfløjede Begivenhederne ham. Hvor meget han end var stemt for en Udvidelse af Kongens Myndighed, var, hvad der skete i Efteraaret 1660, næppe efter hans Hoved.
Da Stænderne traadte sammen i Sept. i Kjøbenhavn, holdt han paa Kongens Vegne Aabningstalen, hvis Sirlighed rostes af de tilstedeværende. Men netop under Mødet i Kjøbenhavn tog hans gamle Svagelighed Overhaand, og han maatte i de afgjørende Dage i Okt. holde Sengen. I hans Hus paa Hjørnet af Østergade og det nuværende Kongens Nytorv samledes da det raadvilde og dødsdømte Rigsraads Medlemmer; her undertegnedes Resolutionen om Arverettens Overdragelse, her forhandledes om Bevarelsen af Adelens Privilegier, og her kom den østerrigske Gesandt, Goës, for at skaffe sig Nyheder og for at arbejde paa en fredelig Udgang paa Konflikten. Saa vidt man kan bedømme Forholdene, har G. indtaget en mæglende Holdning; han stod uden for den Sammensværgelse, der havde Kongen til Hoved og Christoffer Gabel til Budbringer; han søgte at faa Kongen til at besætte de ledige Rigsraadspladser, førend Raadet tog en endelig Beslutning; han roste over for fremmede Adelens Eftergivenhed, og han lod sig om Eftermiddagen 15. Okt. kjøre op paa Slottet for at stemme Kongen gunstig for Adelens Privilegier, men nogen bestemt Modstand mod de for Haandfæstningen og for Rigsraadets Indflydelse ødelæggende Skridt indlod han sig ikke paa. Begivenhederne gik saa temmelig over hans Hoved. Da Arvehyldingen foregik paa Slotspladsen 18. Okt., bares han paa en Stol op paa den Tribune, hvor Rigsraadet aflagde Eden til Arvekongen. Dagen efter besøgte den nederlandske Gesandt Vogelsang ham og vilde vide Besked om Situationen. «Er eders Excellence ikke Rigshofmester mere?» spurgte han. «Det véd jeg ikke,» svarede G. «Er da Rigsraadet ikke længere Rigsraad?». «Det véd jeg ikke,» lød atter Ministerens halv selvopgivende, halv humoristiske Svar.
En Uge efter, 26. Okt., blev G. dog udnævnt til Rigens Drost, det nye, endnu ganske ubestemte Embede med det gammeltklingende Navn. Han blev tillige Præsident i Statskollegiet, og sin Natur tro vedblev han at staa i det bedste Forhold til Kongen og Dronningen. Hans Svagelighed tog imidlertid stadig til, og han testamenterede Frederik III sit Bibliothek og Sophie Amalie sine Fiskedamme lige uden for Kjøbenhavn. Ogsaa de viste ham stor Venlighed og besøgte ham, Kongen endog flere Gange, under hans Sygdom, der 19. April 1661 medførte Døden. Hans Hustru var allerede død 11. Marts 1655.
Bricka og Gjellerup, Den danske Adel I, 203 ff.
J. A. Fridericia. | Gersdorff, Joachim (I5942)
|
| 11159 |
Udtrådt af folkekirken i Christians sogn, KBH 20. jan. 1936
Reventlow, Peter Christian,1867-1954, politiker , forfatter. Født d. 20.08.1867 i Grenå. Død d.18.09.1954 i Ordrup, urne på Mariebjerg kgd. Gentofte.
Forældre: kommunelærer, senere skoleinspektør Helanius Conrad Reventlow (1841-97) og Ane Marie Rasmussen (1843-1914). Gift 1.g 14.5.1897 i Marstal med Irma Kromann, født 29.11.1874 sst. , død 8.7.1903i Nykøbing F., d. af købmand Albert Hansen Boye K. (1841-93) og Sophie Elisabeth Juliane Plum (1845-76). Gift 2.g 7.7.1911 på Frbg. (Emm.) med Johanne (Joe) Olga Martins , født 30.8.1880 i Kbh. (Helligg.), død 23.4.1967 i Helsingør, d. af grosserer Frants Johannes M. (1845-1913) og Petrea Ricarda Svenstrup (1856-1918).
Reventlows oldefar tilhørte greveslægten Reventlow. Dødsfald hindrede ham i at lyse sine børn med en almuepige i kuld. Reventlow bar grevenavnet, men ikke grevekronen. Som den ældste i en stor børneflok blev han efter konfirmationen sendt i lære i en kbh.sk bog og papirhandel. Efter aftjent værnepligt og videreuddannelse i militæret gjorde han tjeneste som løjtnant ved kystartilleriet 1891-93. Nogen art af boglig uddannelse fik han ikke efter folkeskolen, men i besiddelse af et umådeligt videbegær uddannede han sig ved egne studier ikke blot i ungdomsårene, men livet igennem og blev uden eksamen en meget vidende mand.
Han havde i sine unge år beskæftiget sig lidt med journalistik og redigerede Vordingborg Avis nogle måneder 1893, hvorefter han ledede Hjørring Amtstidende til 1897 da han blev redaktør af højrebladet Nordjylland i Ålborg. Han hørte til den fløj i Højre, der mente at en konservativ politik ikke kunne føres uden om bønderne og indså tidligt at Højre burde overlade Venstre regeringsmagten. Det bragte ham i modsætning til partiledelsen og 1901 måtte han fratræde redaktionen af Nordjylland. S.å. overtog han redaktionen af det hensygnende Lolland-Falsters Stiftstidende i Nykøbing F. som en gruppe store jordbesiddere med tilknytning til de fri-konservative skaffede ny kapital.
Politisk holdt Reventlow sig uden for partierne og drev ved selvstændig dømmekraft og energisk indsats i lokale sager bladet frem og forpagtede det 1907 til han 1914 trak sig tilbage fra aktiv bladvirksomhed med et godt økonomisk udbytte. 1906-10 var han valgt til folketinget som løsgænger i Maribokredsen. Han gik ind for et stærkt forsvar og meldte sig 1909 ind i det forhandlende Venstres folketingsgruppe, tiltrukket af de synspunkter som N. Neergaards forslag til forsvarsordning var båret af. Men da disse synspunkter ikke fuldt ud kom til at præge forsvarslovene af 1909 og da han følte en vis uvilje mod rigsdagsarbejdet undlod han at søge genvalg 1910.
Han havde under første verdenskrig overvejende sympati for Tyskland og behandlede krigen og Versaillesfreden i en række skrifter: Krigsaarsager og Kampmaal, 1916, Krigen og vi, 1916, Rusland og Russerne, 1916, Kulturens Fallit, 1919, Folkenes Forbund og Danmark, 1920, Europas Selvmord , 1921, Radiofonien og Verdenssituationen, 1928, og Fra Versaillesfred til europæisk Elendighed, 1932. Tidligt så han at Versaillesfreden ville føre til genopblussen af tysk chauvinisme og påpegede den styrke og fare der lå i nationalsocialismen. Tiltalte den måske hans væsens krav om orden så afskyede og bekæmpede han den ud fra sit syn på friheden som den højeste nødvendighed.
Den anden side af hans forfatterskab prægedes i væsentlig grad af spørgsmål som meningen me d livet, døden og universet. 1920 kom hans nutidsfortælling I Blinde, stærkt påvirket af buddhismen, 1924 Breve fra Skærsilden, forkyndende en udogmatisk Jesus tro, 1927 Ideer og Mennesker, 1932 Asiatiske Tider og Mand, 1938 Af en Eneboers Betragtninger. Den enkelte og ... samt 1943 Hvad Buddha tærte om Livets Mening. En levende karakteristik af vennen L. V. Birck gav han i Bogen om Birck, 1944. l talrige artikler i blade og tidsskrifter bidrog han til den politiske og kulturelle debat, altid klart og hyppigt med bidende ironi. En ener var han, ensom vel nok på sine gamle dage, men frem skulle hans synspunkter. Efteråret 1940 udgav han "Er Kaj Munk, Dansk Aandslivs Høvding"? et lille skrift der med udgangspunkt i den hyldest der var ydet Kaj Munk fra Rigsdag og Studenter, fra Kirke og Teater, fra Presse og Publikum" stillede det bidske spørgsmål, hvad er det, man saaledes har krøbet paa Maven, logret med Halen og mimret med Munden for"? Svaret var absolut nedgørende for Munk og for publikum.
Reventlows 2. hustru Joe Reventlow virkede med usædvanlig energi i hjælpearbejdet for hjemvendende sønderjyske krigsfanger og sønderjydske børn, for dansk hjælp til krigshærgede lande, især Østrig og Ungarn og grundlagde og opbyggede Christianshavns vuggestue og daghjem 1927-35 .
Mal. af Johannes Nielsen, 1922. Karikatur af Eigil Petersen (Kgl. bibl.). Foto. Henning Kebler: Kampen for livsanskuelse, 1925 12533. Erik Seidenfaden i Information 20.8.1952 og 20.9.1954. Anders Vigen i Berl.tid. 20.8.1954. (Gunnar Nielsen] i Politiken s.d. Niels Thomsen: Dagbladskonkurrencen 1870--1970 1-11, 1972. Papirer i Rigsark. | Reventlow, Peter Christian (I14901)
|
| 11160 |
Udvandrede til USA, New York d 06.06.1893 fra Århus.
Grunden til at han hedder Zeuner er, at hans mormor giftede sig med Friedrich Anton Gotthardt Zeuner i Århus. | Reventlow, Jacob Zeuner (I19551)
|
| 11161 |
Ugift | Reventlow, Jacob (I3418)
|
| 11162 |
Uldall, Frederik Adolph, 1806 — 73, Læge, fødtes paa Herregaarden Espe ved Korsør i. Okt. 1806 og var en Søn af General- krigskommissær Johan Frederik U. og Maria Dorothea f. Købke.
Dimitteret fra Borgerdydskolen i Kjøbenhavn 1825 tog han 1830 først den kirurgiske, derpaa den medicinske Examen, fungerede de følgende Aar som medicinsk Kandidat paa Frederiks Hospital, var fra 1833praktiserende Læge i Kjøbenhavn, fra 1834 Distrikts- læge paa Christianshavn. 1833 erhvervede han sig baade Licentiat- og Doktorgraden i Medicin.
1836 blev han Stadsfysikus i Fredericia og Læge ved Byens Sygehus, som han fik oprettet.
1843udnævntes han til Landfysikus i Sjællands nordre Fysikat, hvorfra han tog sin Afsked 1871 paa Grund af Svagelighed.
Derefter privatiserede han paa Frederiksberg indtil sin Død, 4. Marts 1873.
1852 var han bleven Justitsraad, 1868 Etatsraad.
Han ægtede 27. Sept. 1835 Elisabeth Johanne Sick (f. 30. Dec. 1809 f 21. Marts 1900), Datter af Sekretær i det udenrigske Departement, Legations- raad Christian Frederik S.
I sin Virksomhed som privat Læge og som Embedslæge var han højt skattet for sin store Pligtfølelse, sin Samvittighedsfuldhed og Humanitet.
Men han har desuden indlagt sig betydelig Fortjeneste ved sin omfattende litterære Virksomhed paa Sundhedspolitiets og Medicinallovgivningens Omraade.
Den af ham udgivne Række Hjælpemidler og Haandbøger i denne Retning udmærke sig ved Nøjagtighed og Paalidelighed og have derfor ogsaa vundet megen Paaskjønnelse, saaledes hans (1835), ««Haandbog i den gjældende militære Medicinallovgivning for Danmark* (1836), ««Haandbog i Sundhedspolitiet med særligt Hensyn paa Danmark, udarbejdet for Læger og Jurister* (1840) — et af Lægeselskabet Philiatrien kronet Prisskrift — og endelig hans sidste Skrift, det stadig meget benyttede
En Særstilling i hans Produktion indtager det af Sundhedskollegiet kronede Prisskrift: c Statistisk Fremstilling og kritisk Sammenligning af tyve Staters Medicinalforfatninger med særligt Hensyn til den danske samt Ideer til dennes Reform* (I — II 1844). De Reformforslag, han heri fremsatte, mødte stærke Indsigelser i hin, den unge Liberalismes Tid paa Grund af deres fremtrædende bureaukratiske Tendens. Smith og Bladt, Den danske Lægestand, 5. Udg. Erslew, Forf. Lex. Ugeskr. f. Læger 3. R. XV, 191. Jul Petersen. | Uldall, Etatsraad, Dr. Med. Frederik Adolf (I12225)
|
| 11163 |
Ulfeldt, Jacob, –1593, Rigsraad, var Søn af Knud Ebbesen U. til Kogsbølle og Selsø og Anne Eriksdatter Hardenberg.
Han rejste udenlands, var 1552 ved Universitetet i Løwen i Belgien og tjente som Hofsinde fra 1556 til sit Ægteskab 1562 med Anne Jacobsdatter Flemming (f. 1544 d. 13. Nov. 1570), med hvem han fik hendes fædrene Gaard Bavelse. 1563 var han i et diplomatisk Ærende i Stockholm og med Kong Frederik II i Holsten; s. A. fik han Pantebrev paa Hundslund Kloster, som han havde indløst fra sin afdøde Broder Corfits’ Arvinger og beholdt til 1568. 1564 deltog han som Lieutenant paa et af Orlogsskibene i Slaget ved Øland og var senere paa Aaret Krigskommissær ved Hæren i Skaane-, 1565 synes han igjen at have været paa Flaaden. 1566 var han atter ved Hæren som Krigskommissær hos Daniel Rantzau og blev om Efteraaret Medlem af Rigsraadet. Af dette blev han imidlertid ikke længe efter sat ud af Kongen, maaske paa Grund af en Pengestrid; paa Slægt og Venners Forbøn lod Frederik II dog sin Unaade mod ham falde og optog ham i Dec. 1570 paa ny i Raadet, endda paa hans tidligere Aldersplads. 1571 forlenedes han med Dalum Kloster, hvormed indtil 1574 St. Knuds Kloster i Odense var forenet, 1572 og 1575-76 var han til Møder i Kolding i Anledning af Stridigheder med Hertug Hans, 1573 Sendebud til Preussen og til Stockholm, 1575 paa en Rejse til Gulland.
Da indtraadte den for hans Liv afgjørende Begivenhed ved, at det i Aaret 1578 overdroges ham at staa i Spidsen for et Gesandtskab til den russiske Storfyrste, Ivan IV Vasiliewitsch. Den danske Regerings Hensigt med dette Gesandtskab var at faa gjenoprettet paa fast Grund det som Følge af de liflandske Stridigheder forrykkede venskabelige Forhold til Rusland. Instruxen gik ud paa at slutte en evig Fred med dette Rige, faa Grænsen mellem det og Norge endelig fastsat, sikre Danmarks rolige Besiddelse af Øsel og af dette Stifts Ejendomme i Kurland og skaffe en Erstatning for nogle Fæstninger i Lifland. I Maj tiltraadte Gesandtskabet, pragtfuldt udstyret, Rejsen; den gik til Søs først til Øsel og derefter til Lifland. Men saa snart Gesandterne ved Pernau havde betraadt russisk Grund, begyndte de største Besværligheder og den haardeste Behandling. Under stadig Bevogtning slæbtes de fra Sted til Sted; endelig naaede de til Novgorod og førtes derfra til Moskva, hvortil de ankom i Avgikt. Modtagelsen her blev først venlig, men da Underhandlingerne begyndte, viste det sig, at Zaren ingenlunde vilde gaa ind paa de danske Fordringer, men bydende forlangte enten en Stilstand paa kun 15 Aar uden væsentlige Indrømmelser til Danmark eller øjeblikkelig Krig. U.,der sikkert frygtede for Indespærring i Rusland, besluttede sig nu til imod sin Instrux og for at undgaa en for Danmark farlig Krig at gaa ind paa den 15 aarige Stilstand paa Vilkaar, der vare uheldige for Danmarks Krav med Hensyn til Norge, Lifland og Kurland. Med rige Gaver forlod Gesandterne derpaa Moskva; paa Tilbagerejsen gjennem Rusland underkastedes de imod givne Tilsagn en omtrent lige saa slet Behandling som paa Udvejen; Aarstiden hindrede dem tilmed i at benytte Sørejsen fra Kysten; til Lands gjennem Polen og Tyskland naaede de endelig 1. Januar 1579 Danmark, uden Tvivl i stærk Spænding over for, hvorledes Regeringen vilde optage deres Færd.
Paa Koldinghus aflagde U. en foreløbig Rapport til Frederik II, der næppe strax satte sig ind i Sagen, i alt Fald ikke tog ham den unaadig op. I Marts fik han skjænket af Kongen nogle Gaarde paa Fyn, og i samme Maaned var han som Rigsraad med til det store Møde i Odense, hvor Hertugerne Hans og Adolf forlenedes med Slesvig. Han havde taget Ophold paa sit Herresæde Kogsbøl, som han, dog uvist naar, ombyggede og gav Navnet Ulfeldtsholm, ligesom han 1576 havde ombygget Selsø, samt paa Dalum Kloster, og umiddelbart efter sin Hjemkomst havde han udarbejdet en Beskrivelse af sin Rejse, der navnlig dvælede ved Gesandtskabets ilde Behandling og ved de russiske Sæder og Forhold, og som kun gik løst hen over de politiske Forhandlinger, dækkende over det uheldige Resultat ved Beskyldninger mod Zaren for i sidste Øjeblik at have omformet Traktaten. Men snart brød Uvejret løs over U. Kongen og Rigsraadet havde nu nærmere undersøgt Overenskomsten, saa meget mere som der ventedes russiske Sendebud til dens Ratifikation, vilde paa ingen Maade antage den og lagde hele Ansvaret paa U. for at have overtraadt sin Instruks. Da U. fik at vide, hvad der truede, søgte han Bistand hos sin egen Velynder og Kongens fortrolige Henrik Rantzau, besøgte ham paa Segeberg, og Rantzau skrev ogsaa et beroligende Brev til Kongen. Samtidig rettede U. selv et Brev til denne med Forsvar for sin Handlemaade. Men Frederik II’s Harme dæmpedes ikke. I Maj udskreves et Rigsraads møde til Roskilde til 13. Juli, og U. stævnedes til at møde for det som anklaget. Paa Kongens Vegne førtes nu her Anklagen af den kongelige Sekretær Arild Huitfeldt; den gik ud paa, at U. havde overtraadt sin Instrux og derfor burde stande Kongen og Riget til Rette. U. forsvarede sin Handlemaade saa godt som muligt, ogsaa med, at der i alt Fald ingen Skade var sket, da Kongen paa Grund af Formaliteter, som han med Vilje havde undladt, kunde lade være at ratificere Traktaten. Men skjønt Kongen virkelig heller ikke gjorde det, faldt Dommen dog i Overensstemmelse med Anklagen. Den udførtes ved, at U. udstødtes af Rigsraadet og mistede sit Len; derimod frafaldt Kongen paa Raadets Forbøn yderligere Tiltale og lovede endog at være ham en naadig Herre.
U.s Embedsvirksomhed var saaledes afbrudt og det for bestandig. Han søgte en Trøst dels i sin Godsbestyrelse, dels i litterært Arbejde. Allerede tidligere havde han givet sig af med saadant, særlig af theologisk Art; nu stod han ogsaa i nøje Forbindelse med Tyge Brahe, hvem han høj agtede, og dernæst sysselsatte han sig med Danmarks Historie. Navnlig paa Grundlag af en ældre Krønnike (vistnok af Herman Veiger) udarbejdede han en kortere Fremstilling af Danmarks Historie fra 1333 til 1559; i Fortalen, der er dateret Ulfeldtsholm 1. Septbr. 1585, priser han historiske Videnskabs Betydning og nævner med Beundring Tyge Brahe, Henrik Rantzau og Niels Kaas. Men i sit Hjærte var han stadig overordentlig forbitret over den lidte Krænkelse, og efter Frederik II’s Død kom hans Følelser til Udbrud.
Da han i Avg. 1588 var tilsagt til at møde i Roskilde til en Omtaxation af Rostjenesten, og de 4 Regeringsraader, Niels Kaas, Peder Munk, Jørgen Rosenkrantz og Christoffer Valkendorf skulde lede denne, traadte han pludselig frem i Domkirken, hvor Mødet holdtes, forlangte først en Enesamtale med Regeringsraaderne, men busede derpaa, inden en saadan var tilstaaet, offentlig frem med sine Klager over Frederik II, i det han henviste til det Haandskrift om sin Adfærd i Rusland, han havde hos sig (dog næppe den egentlige Rejsebeskrivelse). Niels Kaas svarede kun med at tage Haandskriftet til sig og love at overveje Sagen. Regeringens Svar kom kort efter, da U. havde givet Møde paa Landstinget i Ringsted i Anledning af en privat Retssag. Paa dens Vegne optraadte her Arild Huitfeldt som Rigskansler og oplæste en Erklæring, deri ret truende Ord advarede U. mod at lade sin Fremstilling trykke, da den indeholdt Fornærmelser mod den afdøde Konge og Raadet. Først nogle Maaneder efter svarede U. med et Brev til Regeringsraadet, hvori han erklærede ikke at have villet angribe nogen, men kun at have villet forsvare sig selv og redde sit Navn. Hvad han opnaaede var blot, at Regeringsraaderne erklærede at ville henvise Sagen til det samlede Rigsraads Afgjørelse.
Sagen døde dog dermed hen, og U.s sidste Dage bleve stille. Han oversatte og udgav 1591 et tysk Skrift om Døden og det evige Liv og døde selv 8. (eller 1.) Okt. 1593 og blev begravet i Vindinge Kirke. Hans Beskrivelse over Ruslandsrejsen, som han havde tænkt paa at lade trykke i Leiden, udkom først 1608 paaLatin i Frankfurt; dog var den kjendt i Afskrift her hjemme tidligere.
Resen, Frederich II’s Krønicke S. 398 ff.
Suhms Samlinger I, 165-68.
Westphalen, Monumenta III, 485 ff.
Rørdam, Historieskrivningen i Danmark efter Reform. I, 35 f. 126.
Troels Lund, Historiske Skitser S. 263-303.
Lind, Fra Kong Frederik II’s Tid S. 277.
J. A. Fridericia. | Ulfeldt, Jacob (I4080)
|
| 11164 |
Ulfstand, Thale, –1604, til Skabersø, Datter af Holger Gregersen U. til Skabersø og Helle Hack til Hikkeberg, blev 1552 gift med Poul Laxmand til Stenholt, Sønnesøn af den bekjendte Rigshofmester, men hensattes allerede efter 5 Aars Ægteskab i Enkestand. Saa overbevist var Datiden om, at den unge Enke hurtig vilde søge sig en ny Forsørger for sig og sine 3 smaa Børn, at endog den ganske vist ogsaa ungdommelige Konge 1559, sikkert i en lystig Stund under de Forhandlinger, der førte til, at hun afstod sine Børns fædrene Gaard til Kronen mod Bosø Klosteri Skaane, indgik et Væddemaal med hende paa 1000 Dlr. om, at hun inden 6 Aars Forløb vilde indgaa nyt Ægteskab. Kongen tabte dog Væddemaalet, T. U. giftede sig aldrig igjen; men om hun under de trange Krigsaar ved den fastsatte Frists Udløb fik de 1000 Dlr. er vel ret tvivlsomt.
Dog fik hun 1567 Rørum Len i Pant af Kronen, rigtignok sammen med en Søster. For øvrigt havde hun fra 1585 til sin Død Heine kirke og Froste Herred i Forlening og fra 1595-97 det lille Hesselbjærg Len, men til Gjengjæld krævedes hendes Nærværelse ofte ved Hove, dels som Gjæst, dels som Dragefrue ved Hoffester. T. U. var overhovedet en Dame, der var om sig og ikke behøvede nogen Forsørger til at varetage sine Sager. Med Energi kæmpede hun for sine Børns Ret til deres Oldefaders beslaglagte rige Gods, men for øvrigt overlevede hun selv alle sine Børn, ja blev deres eneste Arving og fiki kke blot Bosø Kloster, men ogsaa Høgested, som Børnenes Frænke, Gjørvel Gyldenstjerne, havde givet dem, og endelig arvede hun ved sin Broder Hack U.s barnløse Død sin mødrene Gaard Hikkeberg. Denne bortbyttede hun til en Brodersøn mod sin fædrene Gaard Skabersø, hvor hun i sin høje Alderdom 1601 hædredes med et Besøg af den unge Kong Christian IV. Hun døde i Efteraaret 1604 paa Bosø Kloster.
Personalhist. Tidsskr. 1. R. II, 65 f.
Thiset. | Ulfstand, Thale (I4360)
|
| 11165 |
Ulrich Hunold Hermann rigsgreve von Baudissin (22. februar 1816 i Greifswald – 3. december 1892 i Wiesbaden) var en dansk-tysk officer, maler, litograf og forfatter, bror til Adelbert Heinrich von Baudissin.
Hans forældre var Christian Carl rigsgreve von Baudissin og Anna Henriette Magdalene Kunniger. Han blev optaget på Landkadetakademiet i København, blev sekondløjtnant 1834, kaptajn 1849 og afgik som major 1861. 1837-48 var han uden for nummer, og det var i denne periode, hans kunstneriske virksomhed fandt sted. Baudissin var "lærling" af Louis Gurlitt, som han fulgte på rejser til Düsseldorf, Sydtyskland og Norditalien 1840 og 1842 søgte han forgæves Kunstakademiet (Fonden ad usus publicos) om anbefaling til rejseunderstøttelse. I denne periode var han produktiv som maler og malede især landskabsstykker af Frederiksborg Slot og Fredensborg Slot, men også af Himmelbjerget, Tyrol og steder i Norditalien. Flere af disse malerier blev udstillet på Charlottenborg Forårsudstilling og købt af kongehuset. I Treårskrigen genindtrådte Baudissin i tjenesten, kæmpede loyalt på dansk side (modsat sin yngre bror), blev såret i slaget ved Fredericia og blev den 9. september 1849 udnævnt til Ridder af Dannebrog. Senere slog han sig ned i Tyskland, hvor han virkede som forfatter, og hvor han døde. Af hans mange romaner skal nævnes Das Damenstift (1875), af hans dramaer Cora eller Slavinden. Baudissin oversatte forskellige danske dramatiske arbejder (Thomas Overskous Pak).
Han blev gift 19. marts 1844 i Hillerød med Caroline Julie Lerche (20. marts 1813 på Carlsberg – 11. december 1886 på Frederiksberg), datter af kammerherre, hofjægermester Carl Georg Frederik Lerche og Birgitte Louise von Levetzow. Ægteskabet blev opløst 1857.
| Baudissin, Ulrich Hunold Hermann (I12944)
|
| 11166 |
Under det dansk-svenska kriget 1657-1658 utspelades vid Sibbarps skans den 28 september 1657 en strid, där bland andra den danske översten Knud Ulfeld stupade i strid mot svenska trupper. Vid skansen fanns Ulfeld med ett regemente ryttare, en avdelning skånska dragoner och ett uppbåd göingebönder, med uppdrag att utföra störningsanfall mot de svenska trupperna i nordöstra Skåne och södra Småland. Söderifrån kom en svensk styrka, ungefär 110 småländska ryttare och dragoner, anförda av översten Sven Ranck på hemväg från spaningar i Skåne. De fann vägen avskuren och försökte slå sig igenom. Striden blev ojämn, många ryttare föll och överste Ranck drog sig, med resterna av truppen, tillbaka längs Helge å mot byn Malshult. Där kunde de, med hjälp av en bonde som anvisade ett vadställe, passera ån för att sedan fortsätta mot Småland. Kvar på valplatsen låg förutom många av sunnerbodragonerna även den danske befälhavaren Knud Ulfeld.
| Ulfeldt, Knud (I5808)
|
| 11167 |
Underløjtnant i de svenske landstyrker | Ramel, Hans Friherre (I23742)
|
| 11168 |
Ung | Reventlow, Johanne (I18135)
|
| 11169 |
Ungpige, tjenerinde på Hjedsbæk gård | Madsdatter, Troelsine (I13378)
|
| 11170 |
United States Census, 1930
Name: Gudrun M Reventlow
Event Type: Census
Event Date: 1930
Event Place: Brooklyn (Districts 0001-0250), Kings, New York, United States
Gender: Female
Age: 28
Marital Status: Married
Race: White
Birth Year (Estimated): 1902
Birthplace: Denmark
Immigration Year: 1922
Father's Birthplace: Denmark
Mother's Birthplace: Denmark
Relationship to Head of Household: Wife
Relationship to Head of Household (Original): Wife
Sheet Letter: A
Sheet Number: 1
Record Number: 5813
Household Role Sex Age Birthplace
Foster W Reventlow Head Male 27 Denmark
Gudrun M Reventlow Wife Female 28 Denmark
George Reventlow Son Male 6 New York
| Andersen, Gudrun M. (I14189)
|
| 11171 |
University of Sydney | Brown, Judith Macarthur (I22399)
|
| 11172 |
Unter Johann IV. († 1422), dem Neffen, und Albrecht V. († 1423), dem Sohn Albrechts III., gelangte mit Nikolaus Reventlow wiederum eine Persönlichkeit an die Spitze der Kanzlei, welche alle für das Kanzleramt erforderlichen Eigenschaften besessen zu haben scheint.
Schon bevor er in den mecklenburgischen Hofdienst eintrat, befand er sich in der geachteten Stellung eines officialis generalis, iudex und subconservator der Schweriner Kirche.
Mindestens 23 Jahre, von 1415 bis 1438, hat Nikolaus Reventlow das Kanzleramt am Schweriner Hofe bekleidet und überstand zweimal den Regierungswechsel, im Jahre 1423, als die Herzogin Katharina für ihre unmündigen Söhne die Regierung übernahm, und 1436, nachdem Katharinas Sohn Heinrich IV. großjährig geworden war.
Seine wissenschaftliche Ausbildung hat er vermutlich an der Erfurter Universität genossen. Er war nicht nur theologisch gebildet (Magister), sondern scheint auch über umfangreiche Rechtskenntnisse verfügt zu haben.
Im Februar 1434 wurde er an der Rostocker Universität unter dem Titel Licentiatus in iure canonico cancellarius principis terre ehrenhalber immatrikuliert, eine Ehrung, welche in dieser Zeit nicht einzigartig dasteht, aber immer eine geachtete Stellung voraussetzt.
Nikolaus Reventlow ist also vielleicht der erste juristisch geschulte Kanzler in Mecklenburg gewesen. Die Gewohnheit, Juristen zu Leitern der Kanzlei zu bestellen, bürgerte sich jedoch erst seit Ende des 15. Jahrhunderts in Mecklenburg ein.
Reventlow gehörte zu den einflußreichsten Räten der mecklenburgischen Herzöge und wurde mit Vorliebe in den Urkunden an die Spitze der Zeugenliste gestellt. Das Kanzleramt in den Händen dieses gelehrten Mannes scheint das erste und wichtigste Hofamt gewesen zu sein. Seit etwa 1422 ist der Kanzler wieder in nähere Beziehungen zur Kirche getreten.
Mehrfach tritt er uns als Schweriner Domherr in den herzoglichen Urkunden entgegen und übt als solcher 1424 Patronatsrechte an der Vikarei der Kröpeliner Pfarrkirche aus. Um 1431 war er Archidiakon in Waren. Den Kanzlerposten hatte er 1438 noch inne. Bald darauf wird er gestorben sein, da am 14. Mai 1440 sein Nachfolger im Kanzleramt, Henning Karutze, zu ewigem Gedächtnis seines Vorgängers dem Schweriner Kapitel eine Stiftung machte.
https://mvdok.lbmv.de/mjbrenderer?id=mvdok_document_00003590 | Reventlow, Nikolaus von (I25562)
|
| 11173 |
Urmager | Marcussen, Anders Jensen (I13893)
|
| 11174 |
Urmager | Christiansen, Detlef Peter (I14341)
|
| 11175 |
Urmager | Frank, Niels Hansen (I12358)
|
| 11176 |
Urne, Claus, –1562, til Bæltebjærg og Valsø, var Søn af den enøjede Lage U. til Bæltebjærg og Sidsel Ribbing til Boserup.
Sikkert under Paavirkning af sin berømte Farbroder Bisp Lage U. bestemtes han for den gejstlige Stand, studerede 1520 i Wittenberg, tog Magistergraden, og skjønt han 1524 var bleven Domprovst i Lund, ja fra 1529 endog Rektor ved Kjøbenhavns Universitet, synes han at have fortsat eller gjenoptaget sine egne Studier i Udlandet, thi ved Nytaarstid 1533 var han ligesom Fætteren Axel U. i Paris. For øvrigt vedblev han, selv efter at have fratraadt Rektoratet, at staa i Forbindelse med Kjøbenhavns Universitet, bl. a. som Opkræver af de Studie- og Bibelpenge, der tilkom det i Skaane. Men ellers kuldkastede naturligvis Reformationen alle til den katholske Kirke knyttede Forventninger; dog beholdt C. U. sit Provsti, 1537 fik han af Kongen nyt Brev derpaa, og et Vikarie i Roskilde havde han ogsaa, men for øvrigt sluttede han sig til den nye Lære og traadte helt over i verdslig Stand.
Han blev 1537 benyttet ved Forhandlingerne i Halmstad med de svenske og var 1547 nærværende ved et Grænsemøde i Varberg. Aaret efter ledsagede han Hertug Frederik til Norge, og 1549 blev han sin Broder Jørgens Eftermand som Landsdommer i Skaane og fik Sæde i Rigens Raad. 1546 havde han faaet et lille skaansk Len, Espholt, nu fik han Tilladelse til fra Broderen at indløse Barkager Len; men det mistede han atter 1555, og siden fik han, besynderlig nok, ikke noget andet eller større verdsligt Len. Og dog vedblev han at være en meget benyttet Mand. Han var 1554 Sendebud til Grænsemødet i Elfsborg, sendtes 1558 i Gesandtskab til Rusland for at tale Liflændernes Sag og maatte atter 1560, saa nødig han vilde, ledsage Hertug Magnus dertil, men fik snart Tilladelse til paa Grund af Sygdom at vende hjem.
Rimeligvis have disse anstrængende Rejser ganske nedbrudt hans Helbred, thi han synes at være traadt ud af Rigsraadet og døde allerede 1562, mellem 11. Marts og 8. Sept.
C. U. berømmes for sin Lærdom; bl. a. stod han i Forbindelse med Botanikeren Henrik Smith, der har dediceret ham og hans 1. Hustru, Margrethe Jacobsdatter Trolle (f. 22. Sept. 1511 d. 1551), flere af sine Bøger, særlig sin , der blev til i Anledning af, at Ægteparret havde raadspurgt Henrik Smith ved Anlæggelsen af en ved Bæltebjærg.
Efter sin 1. Hustrus Død ægtede C. U. 28. Juni 1556 en af Dronningens Jomfruer Anne Sivertsdatter Grubbe.
Thiset. | Urne, Claus Lavesen (I3363)
|
| 11177 |
Urtekræmmer | Lemming, Hans Peter (I12216)
|
| 11178 |
Usikkerhed på fødselsår, da sidste ciffer ikke er opgivet.
| Weiser, Phillippus (I25480)
|
| 11179 |
Usikkerhed på fødselsåret - 1544,1549 eller 1550. | Genner, Jacob Andreasen (I25488)
|
| 11180 |
Uægte søn af hr. Niels Lange til Kjærgård. Oprettede Bramminge til hovedgård. Studerede i Wittenberg, siden i Paris. Var 1561 sekretær i kancelliet. Samme år kannik i Ribe. I 1565 udnævnt til kantor. I 1569 stiftsskriver i Ribe stift.
Adlet 17. juni 1572. | Lange, Christen (I4355)
|
| 11181 |
v. d. Kuhla, Arent, 1599-1658, af en gammel bremisk Slægt, var Søn af Benedict v. d. K. til Kuhla og Hedevig v. Issendorf og blev født paa sin Fædrenegaard 2. Febr. 1599.
1611 kom han som Edelknabe til det oldenborgske Hof (til 1615), blev derpaa Page hos Fyrsten af Anhalt og tjente siden fra 1618-21 Ærkebispen af Bremen, Hertug Johan Frederik, først som Edelknabe og siden som Hofjunker. Efter en længere Rejse i de tyske Lande, Italien og Frankrig traadte han 1625 atter i sin sidste Herres Tjeneste, nu som Staldmester, men forlod denne Stilling 2 Aar efter for at overtage en Plads som Kammerjunker hos den danske Prins Frederik (senere Frederik III), med hvem han derefter berejste Holland og Frankrig.
1632 udnævnte Kong Christian IV A. v. d. K. til sin Staldmester, og denne Stilling beklædte han til Kongens Død. Desuden brugtes han til flere udenlandske Sendelser, og 1645 beordredes han som Marskal til Grænsemødet med de svenske. Han havde forskjellige Forleninger: Vesteraalen og Lofoten i Norge 1638-42, Dalum i Fyn 1642-45 og Kronborg, Frederiksborg og Abrahamstrup fra 1645, de 2 sidste til 1648, men Kronborg til sin Død, som indtraf sammesteds 14. Febr. 1658.
Kongen havde 1643-47 betroet ham Tilsynet med Ulrik Chr. Gyldenløves Gaarde Ulriksholm, Trellerup og Østergaard. A. v. d. K., som 2. Okt. 1642 havde ægtet Anne Iversdatter Vind (f. 1622, levede endnu 1674), blev 1643 naturaliseret som dansk Adelsmand, men Slægten uddøde her i Landet alt med hans Sønnedatter. Han ejede Løjtved i Fyn, som han 1652 havde kjøbt af Fru Karen Krabbe.
J. D. Barsker, Ligpræd. ov. A. v. d. K.
Thiset. | Kuhla, Arent Von Der (I5836)
|
| 11182 |
v. Holsten, Godske Ditlev, 1674-1745, Officer, Godsejer, født 23. Febr. 1674, Søn af ovennævnte Adolf Hans v. H. i 2. Ægteskab.
Han blev i sit 16. Aar Soldat, 1694 Fændrik i Prins Georgs Regiment, 1697 Sekondlieutenant og 1700 Premierlieutenant. Aaret efter kjøbte han et Kompagni i sjællandske hvervede Regiment og deltog med dette i den spanske Arvefølgekrig. Han udmærkede sig ved flere Lejligheder, navnlig ved Stormen paa Trarbach 1704, hvor han bl. a. gjorde en stor Vinkjælder til Bytte. Den betydelige Formue, han bragte ud heraf, benyttede han siden til at udløse sine Medarvinger af Familiegodserne, og desuden blev hans udviste Tapperhed belønnet med hans Forfremmelse til Major. 1709 tog han Afsked som Oberstlieutenant og vendte hjem. 8 Aar senere udnævnte Kongen ham til Oberst og skal have villet give ham et Regiment i Norge, men H. ønskede ikke mere at «befatte sig med militære Sager».
Han havde allerede ved Moderens Død 1700 tiltraadt Langesø, og efter sin Broder Christian Adolf (f. 1669), der faldt i Slaget ved Helsingborg 1710 som Oberst for Livregiment Dragoner, arvede han Findstrup. Denne Gaard kaldte han Holstenshus og oprettede den til et Stamhus, hvorunder han ogsaa inddrog Langesø det er senere ophøjet til Baroni. H. efterlod sine Godser i god Stand og omtales i øvrigt som en myndig, men til Tider temmelig voldsom Herremand; han havde mange Processer og var en lidenskabelig Jæger.
Han døde 25. Nov. 1745 og havde 1709 ægtet Elisabeth Sophie Knuth (d. 1742), Datter af Etatsraad Eggert Christoffer K. til Aasmarke.
K. Hansen, Danske Ridderborge (1876). Rasmussen Søkilde, Holstenshus og Nakkebølle S. 182 ff.
H. W. Harbou
| Holsten, Godske Ditlev von (I8474)
|
| 11183 |
v. Lente, Johan Hugo, 1640-1716, Diplomat, Kansler.
Fødtes i Bremervørde, besøgte til 1658 Skolen i Lüneburg, hvorfra han dimitteredes til Universitetet i Helmstedt, og tiltraadte 1662 sammen med Broderen Frederik (f. 1639, d. 1677 som Regeringsraad i Gluckstadt) sin Udenlandsrejse til Frankrig, Italien og Nederlandene. 1664 vendte han tilbage til Danmark og udnævntes i 1666 til Kammersekretær hos den nygifte Kurprinsesse Anna Sophie af Sachsen, hvis Brevvexling med Faderen, Kong Frederik III, han en Tid lang førte. 1673 blev han Raad og Resident i Lybek, 1676 i Regensburg, 1679 i Frankfurt a. M. samt var 1682-84 Gesandt hos de rhinske Kurfyrster, særlig i Køln.
I Foraaret 1685 sendtes han, udnævnt til kongl. Vicekansler paa Gottorp, som overordentlig Gesandt til det brandenborgske Hof. De 2 første Aar af hans Ophold i Berlin optoges væsentlig af Forhandlingerne med Kurfyrsten vedrørende dennes Stilling til Hamborg. 1687 forhandlede han med den hollandske Gesandt i Berlin om Gjenoptagelsen af Handelen paa Norge og fornyede den med Holland 1682 afsluttede defensive Alliance med Danmark. Nytaarsdag 1689 udnævntes han til Gesandt i Dresden, opholdt sig ud paa Sommeren paa Krigsskuepladsen ved Rhinen og overværede Belejringen af Mainz. Efter at have vundet Kurfyrsten af Sachsen for Danmarks Interesser i Elbtoldsagen vendte han tilbage til Berlin og hjemkaldtes der fra 1691.
Hans Haab at blive Wibes Efterfølger som Kronprinsens Opdrager gik ikke i Opfyldelse, men han udnævntes s. A. til Vicekansler i Glückstadt. 1695 blev han hvid Ridder, havde 1691-96 Sæde i Kancelliet og blev sidstnævnte Aar Gehejmeraad.1698 var han Medlem af Fredskongressen i Pinneberg og udnævntes s. A. ved Ehrenschilds Død til Landdrost sammesteds. Som befuldmægtiget Minister var han tilstede ved Fredsforhandlingerne i Traventhal 1700, blev s. A. Kansler i Hertugdømmerne og Amtmand i Segeberg og afsluttede 1701 i Hamborg paa dansk Side Forliget med Gottorp.
L. døde 16. Jan. 1716. Han var gift med Margarethe v. Bornefeldt († 1715), Datter af Raadsherre Matthias v. B. i Lybek. Begge ere begravne i Lybek.
Louis Bobé. | Lente, Johan Hugo von (I23086)
|
| 11184 |
v. Winterfeldt, Helmuth Otto, 1617-94, Gehejmeraad.
Han var søn af Caspar von Winterfeld til Wardow og Cobrow og Sophie f. von Leisten. Han tilbragte sin ungdom ved Christian 4.'s hof og tog derefter tjeneste hos ærkebisp Frederik af Bremen (den senere Frederik 3.). Efter at have deltaget i flere felttog vendte han 1648 tilbage til Mecklenburg og blev hofmarskal hos hertug Gustav Adolph af Mecklenburg-Güstrow, en stilling han fratrådte før 1663.
I dansk tjeneste udnævntes han 1664 til overskænk og overstaldmester, 1667 blev han amtmand over Frederiksborg og Esrom Amter, fra 1672 tillige over Kronborg Amt. Han nedlagde 1678 disse poster, men overtog året efter embedet som stiftamtmand over Fyn og Langeland samt amtmand over Odense, Dalum og Skt. Knuds Amter og forblev i denne stilling til sin død. Winterfeld stod i høj gunst hos kong Frederik III og dennes efterfølger på tronen. I juli 1670 udnævntes han til overhofmarskal (indtil 1679), optoges året efter i friherrestanden og fik det hvide bånd. Af Utterslevgård på Lolland og Sæbygård, som han erhvervede 1673, oprettede han baroniet Wintersborg. 1679 udnævntes han til gehejmeråd. Winterfeld døde 17. februar 1694 i Odense, men hans lig førtes til Wustrow i Mecklenburg.
Han kaldes til Wustrow og Neuenfeld og havde fra 1686 Odense Ladegård i forpagtning. Winterfeld berømmes som en af sin tids ypperste ryttere og skal have gjort sig fortjent af stutterivæsenet i Danmark, særlig af stutteriet på Frederiksborg Slot. Han var 2 gange gift: 1. gang (1647) med Gertrud Anna von Schult (1628-1651), datter af Didrik von Schult til Esteburg og Anna f. von Schult; 2. gang (1652) med Helene Juliane friherreinde Ulfsparre (1638-1683), datter af svensk guvernør Erik friherre Ulfsparre og Sophie f. von Budde. Med sin 2. hustru fik han Wustrow.
Personalhist. Tidsskr. 4. R. I, 157 f.
Louis Bobé.
| Winterfeldt, Helmuth Otto von (I6904)
|
| 11185 |
v.Holsten, Adolf Hans, 1630-94, Godsejer, var Søn af Major Claus v. H. til Bøtternhofen i Holsten af en oprindelig frankisk Adelsslægt og Elisabeth v. Hønen og fødtes i Lybek 16. Juli 1630.
Sin Barndom tilbragte han dels hos Amtmand Ditlev Rantzau paa Panker, dels hos sine Forældre og sendtes endelig, efter at hans Fader var dræbt af Thorstensons Krigere 1643, til Ridderakademiet i Sorø; sine Studier fortsatte han i Helmstedt og Wittenberg, hvorfra han 1650 sluttede sig til Grev Christian Rantzaus Følge paa Ambassaden til Wien; i flere Aar færdedes han nu i Udlandet, indtil han modtog en Post som Raad og Hofmester for den unge Hertug Christian August af Slesvig-Holsten-Nordborg, hvem han derefter fulgte i en Aarrække, først under Hertugens Studieophold i Sorø og siden paa vidtløftige Rejser gjennem Syd- og Vestevropa indtil 1663. Det følgende Aar forlod han Hoffet paa Nordborg og fik af Kongen Titel af Hofraad, hvorefter han giftede sig med Anna Margrethe Pudewels, Datter af Dionysius P. til Gram; hun døde alt 1665, og H. rejste atter til Udlandet. 1667 kjøbte han Gjelskov i Fyn og ægtede 1668 Ide Rathlow, Datter af Wolf Sivert R. til Gereby i Slesvig og Bertha Cathrine Rumohr. 1677 havde H. det Hverv at indrullere Søfolk i Fyns Stift; 3 Aar var han Amtmand over Tønder, Aabenraa og Løgumkloster Amter, og 1682 var han Regeringens Kommissær ved Opmaalinger i Koldinghus og Stjærnholms Amter i Anledning af den nye Matrikkel; 1686 fik han Justitsraads Titel. H., der som Kreditor efter Bendix Hans Buchwald af dennes Dødsbo fik sig Langesø Gaard og Gods udlagt (1688), døde 2. Jan. 1694. Hans Enke, der skaffede sig et daarligt Eftermæle for sin Gjerrighed, Trættesyge og Ondskab, døde 7 Aar efter, 24. Dec. 1700.
Danske Herregaarde VI: Langesø. K. Hansen, Danske Ridderborge (1876) S. 174 ff. Rasmussen Søkilde og Jørgensen, Hillerslev og Østerhæsinge Sogne S. 47 ff.
G. L. Wad.
| Holsten, Adolph Hans von (I6901)
|
| 11186 |
Valdemar Hvidt (født den 25. juni 1881 i København, død den 27. maj 1963 i Aarhus, begravet i Fraugde) var stiftamtmand i Aarhus i 1926-1951.
Søn af højesteretsformand Edvard Hvidt (1850-1917) og hustru Elise Cathrine Franziska Rothe.
Gift i 1924 med Ellen Bille-Brahe, datter af baron Preben Bille-Brahe.
Valdemar Hvidt blev uddannet cand.jur. i 1905. Efter en række forskellige ansættelser blev han kontorchef i Indenrigsministeriet i 1920, og i perioden 1920-1924 var han ligeledes ad flere omgange konstitueret som stiftamtmand over Aarhus Stift og amtmand over Aarhus Amt og Skanderborg Amt.
Hvidt blev i 1926 officielt udnævnt som både stiftamtmand og amtmand. Han blev i embedet indtil den 31. marts 1942, hvorefter han flyttede til Aarhus og alene fortsatte som stiftamtmand i den jyske hovedstad, da Aarhus og Skanderborg amter igen fik hver sin amtmand. Han fortsatte som stiftamtmand for Aarhus Stift til 1951.
Var formand for Overlandvæsenskommissionen i Aarhus og Skanderborg Amtsrådskredse, formand for Egnsplansudvalget for Aarhus og omliggende Kommuner, formand for Byudviklingsudvalget for Aarhus-Egnen, og blev Æresmedlem af Aarhus Amts Sogneraadsforening.
I hans embedstid skete udbygning af vejvæsenet, og han medvirkede til, at det nye amtssygehus i Tage-Hansens Gade i Aarhus blev bygget.
Valdemar Hvidt blev tildelt Kommandør af Dannebrogsordenen af 1. grad og blev kammerherre.
Kilde: https://aarhuswiki.dk/wiki/Valdemar_Hvidt_%281881-1963%29 | Hvidt, Valdemar (I15109)
|
| 11187 |
Vandinspektør, Direktør hos Kongens Bryghus ( Carlsberg - Tuborg ) | Poulsen, Vigfus Emanuel (I12629)
|
| 11188 |
Var 12 år gammel smådreng hos kong Hans og deltog i dennes togt mod Iver Axelsen Thott og fik senere kongens hunde at passe. Fulgte 1495 kongen til rigsmødet i Kalmar og 1497 til Sverigestoget og deltog i slaget ved Rødebro. Var 1501 lensmand på Københavns slot .
I 1503 ridder. Deltog i de følgende år i krigstogene i Sverige. Blev i 1507 forlenet med Helsingborg slot. Samlede 1510 den skånske adel mod Åke Hansson Thott's svenske rytterstyrke og tilføjede ham ved Fantehullet et nederlag. Kort efter udnævnt til rigsråd. Deltog 1512 i et rigsrådsmøde i Halmstad og fredsmødet i Malmø. Var ved krigens udbrud med Sverige 1518 betroet med hærens proviantering. Fik 1520 pant i Helsingborg mod et lån til kongen , som fratog ham det samme år. Trak sig derefter krænket tilbage til Bustrup og var en af hovedmændene i rejsningen mod kong Christian II . Blev 26. marts 1523, ved kong Frederik I.' s hyldning, udnævnt til rigsmarsk og fik kort efter Helsingborg tilbage .
Var fra nu af det katolske rigsrådspartis hovedfører. Dæmpede 1524-25 bondeopstande i Skåne og slog bønderne ved Lund (28. april 1525) og Bunketoftelund. Kæmpede 1526 sejrrigt i Bleking mod Søren Norbys folk. Tog i 1531 i København del i forhandlingerne om den fangne kong Christian II.'s skæbne og var en af de fire danske rigsråder, over for hvem kong Frederik I. måtte forpligte sig til at holde kongen fangen på livstid.
Tilsvor grev Christopher af Oldenburg ved dennes landing 1534 troskab på kong Christians vegne og sad som grevens høvedsmand på Helsingborg slot, hvorfra han bidrog til Lybekkernes nederlag 15 . januar 1535. Blev under kong Christian III. statsholder i Skåne, men fjernedes kort efter i unåde. Beholdt eller fik efter Københavns overgivelse i juli1536 titlen som rigs marsk tilbage, men måtte afstå Helsingborg slot til sin svigersøn, Peder Skram. Deltog endnu i spidsen for den skånske adel i forliget 1539 med Jørgen Kok.
| Krabbe, Tyge (I2934)
|
| 11189 |
Var 1251 ridder og nævnes sammen med sine brødre, nævnes atter 1255 sammen med sin broder hr. Detlevus og var 1256 vidne med bispen af Lübeck.
| Buchwald, Sifridus de (I335)
|
| 11190 |
Var 1257 Ridder, da han i Lubeck (Hartvicus de Revetlo) var Vidne for Greverne Johan og Gerhard, var 1258 i Lubeck til Vitterlighed for Greve Johan, skænkede 1261 sammen med Broderen Henrik (Hartwicus et Heinricus de Reuetlo milites) med Samtykke af Fader og Moder, Brødre og Sønner til Domkapitlet i Lübeck tre Gaarde i Innien (S. 2) til Sjælefred for deres Broder Ywan, der laa begravet i Domkirken i Lübeck, og ved hvis Bisættelse Hertug Albert af Braunschweig var nærværende; 1259 Vidne for Greverne Johan og Gerhard, 1270 Vidne for Grev Gerhard i Hamborg, beseglede 1272 del i Grevesmuhlen af Hertug Erik af Sønderjylland til hans Svogre Hr. Nicolaus af Werle og dennes Søn Henrik givne Løftebrev om at bistaa Grev Gunzelin af Schwerin og Hr. Valdemar af Rostock mod ethvert Angreb særlig fra Kong Eriks Side.
s. A. Præfekt hos Greverne Johan og Gerhard; overdrog s. A. paa Dransau sammen med Broderen Henrik (Hartwicus et Hynricus fratres de Reuetlo) og deres Broders Frue Bekes og hendes Sønner samt Johan af Walstorp, deres cognatus, til de Fattige i Itzehoe Jordegods, der hidtil havde tilhøre St. Peters Kapel, beliggende i Osterode.
| Reventlow, Hartvig (I543)
|
| 11191 |
Var 1396 til stede ved lenshandlingen i Assens. Kvitterede 1398 dronning Margrethe med faderen og brødrene for pantsummen for Grimstrup slot. Medbeseglede 1417 våbentilstanden mellem kong Erik og greverne af Holsten. Bekræftede 1423 den af hertugerne af Holsten udstedte erklæring om at ville stille afgørelsen af deres trætte med kong Erik til kejser Sigismunds voldgift . Afgav 1424 vidnesbyrd om hertugdømmet Slesvigs udstrækning og dets lensforhold til Danmark. Skænkede samme år døbefonten i Gettorp kirke, hvor ligstenen over ham og hans hustru endnu kan ses foran alteret. | Ahlefeldt, Volf von (I1600)
|
| 11192 |
Var 1407 Ridder (Paulus Breide miles), da han udstedte en Kvittering på Hr. Erik Ummereises Vegne. 1411 ved Forliget i Kolding blandt Hertuginde Elisabeths Forlovere, havde efter Faderen Byen og Fogderiet Oldenburg i Pant, af hvilket han i 1413 forskrev Domkapitlet i Lübeck en Rente af 40 Mk. for en Kapital af 500 Mk., kaldes 1416 "capitanus in Oldenburg", da han deltog i Tilbageerobringen af Øen Femern, som indehaves af Kong Erik, var død 1420.
| Breide, Povl (I1565)
|
| 11193 |
var 1460 Medlover for Kong Christierns Gældsforskrivning til Otto Split.
| Reventlow, Hartvig (I1915)
|
| 11194 |
var 1472 i klosterskolen i Preetz og havde da alt begyndt at nedskrive en højst fortjenstfuld bog om klostrets daglige liv, indretning, stiftelser etc, hvormed hun vedblev efter 1484 at være bleven priorinde og til hun 1508 nedlagde sin værdighed. | Buchwald, Anna von (I2378)
|
| 11195 |
Var 1506-12 i hertug Frederiks hoftjeneste, i 1508 som hofjunker og 1512 udnævnt til husfoged på Gottorp, hyldede 1523, skrives 1533 ved beseglingen af Unionen til Koselau, levede 1549 men var død 1558.
| Qualen, Otto (I3269)
|
| 11196 |
Var 1521 page på Gottorp, udeblev 1523 ved hyldningen, var 1524 kgl. råd, beseglede 1533 forbundet i Rendsburg,
samme år høvedsmand ved Københavns belejring, boede 1535 i Aabenraa, 1538-49 (umiddelbart efter
reformationen) forlenet med Halsted kloster (Halsted sgn.,Lollands Nørre hrd., Maribo amt) med forpligtelse
til at yde munkene klæde og føde, skriver sig 1539 "thor Lindowe", 1549 Sørup len. Det må være Otto von
Rathlou, der ved det 16. århundredes midte opførte det hus på Lindau, der i hovedsagen er uændret bevaret som
en del af den nuværende hovedbygning, og som giver et fremragende indblik i de omgivelser, hvori den lavere
adel har levet i det 16. århundrede. I det ydre tager bygningen sig meget beskeden ud, og adskiller sig med
sit stråtag og mønningen med de typiske angelske kragetræer næppe væsentligt fra et bondehus. Et ganske andet
indtryk giver dog husets indre, helt behersket af riddersalen, der optager hele det oprindelige hus fra den
ene ende til den anden, et stateligt rum med svært bjælkeloft og en grundflade på 13 gange 6Ù meter.
Det forekommer rimeligt at tænke sig, at denne bygning oprindeligt kun har været bygget som salshus, og først
senere har fået tilbygninger på næsten alle sider. Trods disse udvidelser fremtræder Lindau dog end nu som et
udpræget arkaisk bygningsværk, det hele er stadig tækket med strå. Fra salen er der nu gennem en rundbuet dør
adgang til en tværfløj, der oprindeligt synes at have haft en åben arkade - de udskårne træsøjler sidder endnu
med regelmæssigt mellemrum i ydervæggen. Vi træffer hans hustru, Abel Brockdorff, sidste gang , måske nær de
90 år, i forbindelse med soningen af det mord, som Frederik Brockdorff på Bürau begik på Gerhard Rantzau til
Bothkamp. I 1588 måtte brockdorff'erne med 36 medlemmer af slægten - 12 fruer, 12 jomfruer og 12 mænd - sværge
soningseden. Og som den første aflagde den gamle frue, her kaldt "Apollonia Brocktorffen til Barn" (hvermed
der sikkert menes sognet Boren), den højtidlige ed. | Rathlou, Otto von (I3123)
|
| 11197 |
var 1525 Verbitter for klosteret Reinfeld,havde før 1533 Heiligenhafen og Grossenbrode i pant. | Rantzau, Schack (I3011)
|
| 11198 |
var 1549 blandt den myrdede Ditlev Rathlaus Frændskab, 1550 paa sin Hustrus Vegne bl. Arvingerne efter dem som lovede for Hans og Henrik v. Ahlefeldt til Marianerne i Flensborg, betalte 1558 Romertog af Neverstorf, død 8 Jan. 1570. | Rantzau, Markvard (I3569)
|
| 11199 |
var 1568 til Stede ved Dronning Sophies Ligfærd, klagede s. A. med Brødrene Claus og Henning over, at Tremsbüttel var bleven forskrevet til Balth. v. Ahlefeldt, betalte 1577 Tyrkerskat af Maslev, 1588 ved Hertug Philips Flylding, hyldede 1590, 92, 93 (til M.) | Pogwisch, Hans (I4265)
|
| 11200 |
var 1716 Maanedsltnt., s. A. (30 Nov.) Kaptltnt. i Aarstjeneste, 1718—19 Chef for Fregatten »Fortuna« | Reventlow, Henning Friederich (I7677)
|
|
