| |
Match 201 til 250 fra 11,373
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 201 |
10 Generationer med rod i Marsken (ISBN 87-985296-0-2/bind1-3) 6 børn og efterko m m e r e k e n d t til 12. generation. | Larsen, Lycke Marie (I10746)
|
| 202 |
10 Generationer med rod i Marsken (ISBN 87-985296-0-2/bind1-3) 6 børn og efterko m m e r e k e n d t til 12. generation. | Brammer, Claus Johannes Christian (I10693)
|
| 203 |
10 Generationer med rod i Marsken (ISBN 87-985296-0-2/bind1-3) 7 børn og efterko m m e r e k e n d t til 15. generation. | Brammer, Frederik Carl Gram (I11035)
|
| 204 |
10 Generationer med rod i Marsken (ISBN 87-985296-0-2/bind1-3) 7 børn og efterko m m e r e k e n d t til 15. generation. | Schmidt, Marie Elisabeth (I11304)
|
| 205 |
10 Generationer med rod i Marsken (ISBN 87-985296-0-2/bind1-3) 9 børn og efterko m m e r e k e n d t til 13. generation. | Galberg, Sophie Hedevig (I11175)
|
| 206 |
10 Generationer med rod i Marsken (ISBN 87-985296-0-2/bind1-3) Kongelig boGhold e r p å F r e d e r iksværk; 4 børn ogefterkommere kendt til 17. generation. | Schulmeister, Peter Christian (I10863)
|
| 207 |
10 Generationer med rod i Marsken (ISBN 87-985296-0-2/bind1-3) sognepræst i Nø r h å , s e n e r e i Sorø; 9 børn og efterkommere kendt til 13. generation. | Brammer, Bolle Frederik Plum (I10529)
|
| 208 |
10 Generationer med rod i Marsken (ISBN 87-985296-0-2/bind1-3) ugift | Brammer, Gerhard Peter (I9975)
|
| 209 |
11 september 1288 var han medlem av riksrådet. Skall ha dragit ut på pilgrimsfärd år 1289. Ånyo verksam som lagman år 1291-år 1292. Han uppges död år 1294.
Sigill: ett upprest åt höger gående lejon över tre balkar | Magnusson, Bengt (I516)
|
| 210 |
11/2 år gammel. | Buch, Peter Jørgen (I11988)
|
| 211 |
12 børn - se Wahls slægtebog (og i et særtryk fra denne)
(Kilde: Danmarks Adels Aarbog 1974: Finn Andersen: Obelitz)
Sognepræst til Gudum 1748-65 | Jelstrup, Lars Johan (I9874)
|
| 212 |
1318 medlover for Kong Eriks forlig med Niels Olufsen Bild
1313 besegl. den af Kong Erik Menved og Fyrst Henrik indg.fred med Markgreve Vald . a f B r a n d e n burg | Plessen, Reimar von (I705)
|
| 213 |
1355 beseglede skøde til Kong Valdemar | Nielsen, Erik (I21951)
|
| 214 |
1365 Kongens kansler | Nielsen, Kansler Esbern (I1159)
|
| 215 |
1366 medlover hos hertug Albrecht | Plessen, Helmold von (I1146)
|
| 216 |
1385 ærkedegn i Roskilde, magister, 1409 biskop i Ribe, 1418 ærkebiskop i Lund | Lykke, Ærkebiskop Peder (I1688)
|
| 217 |
1387 kannik i Roskilde og Århus, 1409 ærkedegn i Roskilde | Bille, Ærkedegn Niels (I1625)
|
| 218 |
1393 medudsteder af et vidne på Hvbiding Herredsting. 1397tilstede på Urnehoved Ting. | Eriksen, Peder (I1549)
|
| 219 |
1395 lensmand paa Brorup, 1418 lensmand paa Bvling | Bille, Bent Jonsen (I1733)
|
| 220 |
14 børn
TITEL: Dame de l'union parfaite
1745 Hofmesterinde for kronprins Frederiks børn, 1751overhofmesterinde for kongens børn | Juel, Margrethe Helvig (I8671)
|
| 221 |
1417 forlover for hr Truid Has. Tilskrives Støvring 1429 og1432 | Holck, Lyder (I1719)
|
| 222 |
1438 Hertug Adolfs Råd | Pogwisch, Hans (I1911)
|
| 223 |
1450 Erbgesessener in Esmark. Nis Petersen blev stamfader til slægten Esmarck | Petersen, Nis (I18251)
|
| 224 |
1465 Hofsinde hos dronning Dorothea, Amtmand over Segeberg,Gottorp | Ahlefeldt, Peter von (I2155)
|
| 225 |
1490-1558, til Lyngsgaard, Raabelev, Vandaas, Allinde og flere Godser.
Var Søn af Steen Bille Basse til Lyngsgaard (d. 1519) og dennes anden Hustru og Broder til Ærkebispen i Lund, Torbern B.
Han var et af de mest fremragende Medlemmer af den Skaanske Adel paa Frederik I's og Christian III's Tid, saa vel paa Grund af sine store Godser og uhyre Rigdom som paa Grund af sin retskafne, dygtigeog energiske Karakter. Han efterfulgte Faderen i de fleste af dennes Skaanske Forleninger, deltog i Kong Christian II's Tog til Sverige 1520 og var en af de 4 danske Adelsmænd, som i Marts Maaned afsluttede Upsalaforliget med det svenske Rigsraad, ligesom han efter Stockholms Erobring blev sat til Slotsloven paa Stockholm Slot sammen med Otte Krumpen og Niels Lykke, da Kong Christian drog tilbagetil Danmark. Ved Kongens Kroning 4. Nov. 1520 blev han slaaet til Ridder, og i de følgende Dage spillede han en vigtig Rolle som den, der i Forening med Søren Norby fIndflydelse som ingen anden Slægti Danmark, og C. B. fik ogsaa sin Part deraf. Han deltog i Kampen mod Søren Norby og de oprørske Skaaninger og erhvervede sig en Del af Niels Brahes Gods, deriblandt Vandaas, som i over et Aarhundredeskulde blive en af hans Slægts Hovedgaarde. Han giftede sig 1524 med Lisbet Ulfstand, Datter af Jens Holgersen U., og blev derved nøje knyttet til en af Tidens mægtigste Slægter.
1528 blev han forlenet med Baahus Slot, blev Medlem af det norske Rigsraad og inden Kong Frederiks Død ogsaa af det danske. Til disse Æresposter gjorde han sig fortjent ved den Dygtighed, hvormed han1532 optraadte under Christian II's Angreb paa Norge, og ved de store Ofre, han bragte ved at udbetale den Sum, hvorfor Kong Gustav samme Aar tilbagegav Vigen, som han siden 1523 havde siddet inde med. Det blev da ogsaa ham, hvem det vanskelige Hverv betroedes -- i Forening med Svogeren Truid Ulfstand og Biskop Hans Reff af Oslo -- at bringe Orden i de opløste Forhold, hvori Norge befandt sig. Dette lykkedes ogsaa til Dels, i det det norske Rigsraad paa et Møde i Throndhjem 7. Nov. 1532 underskrev den saakaldte , som paa ny fastslog Danmarks og Norges Forening. Kort efter C. B.s Hjemkomst tilDanmark døde Kong Frederik, og paa den bekjendte Herredag i Kjøbenhavn i Juni Maaned 1533, hvor Bille-Slægten spillede en saa afgjørende Rolle saa vel i Reformationssagen som i Tronfølgesagen, var C.B. tilstede og støttede sin Slægts Politik.
Under Grevefejden sad han i god Behold paa det stærke Baahus Slot; han var en af de faa østdanske Rigsraader, som ikke hyldede Grev Christoffer, og han blev derved en Støtte og Hovedmand for det Parti, som i Tilslutning til Svenskerne arbejdede for Hertug Christians Valg til dansk Konge. Han har i disse Krigens Aar ført et særdeles virksomt og indholdsrigt Liv; vi finde ham snart i Norge og Skaane, snart i Jylland og Fyn, deltagende i de store Kampe, som afgjorde Rigets og Folkets Skæbne, og forhandlende snart med Kong Gustav, snart med det norske søndenfjældske Raad, som han formaaede til athylde Kong Christian. I Okt. 1535 sendtes han til det nordenfjældske Norge for at underhandle med Ærkebispen og Raadet om Kongens Valg og om Paalæggelsen af en Skat. Det var en farefuld Expedition, thi ingensteds vare Modsætningerne og Hadet mellem de ledende Personer større end her. C. B. medtog Vincents Lunge og Biskop Hans Reff, da han 10. Dec. 1535 fra Oslo begav sig til Throndhjem.
Begge disse Mænd vare Ærkebispens gamle og bitre Fjender. Ikke desto mindre bleve de modtagne venlig, og Ærkebispen samtykkede i alt, hvad Kongens Sendebud forlangte. Men 3. Jan. 1536 udbrød blandt den i Throndhjem forsamlede Almue et Oprør, Ærkebispen gav efter for Folkebevægelsen, og Mængden stormede løs paa de danske Sendebuds Herberg: Vincents Lunge blev dræbt, og de to andre undgik kun med Nød og næppe Døden. Tillige med Eske Bille (s. ndfr.) bleve de satte i Forvaring i Klosteret paa Tuterøen, og her blev nu C. B. siddende Vinteren over, medens Ærkebispen rejste Folket for Pfalzgrev Frederiks Sag. Da imidlertid Erobringen af Norges Hovedfæstninger, Bergenhus, Akershus og Baahus, hvor Fru Lisbet Ulfstand ledede Modstanden, mislykkedes, forhandlede Ærkebispen paa ny med Fangerne paa Tuterøen, og i Begyndelsen af April slap de fri, efter at C. B. havde forpligtet sig til ikke at hævne Oprøret og Fængslingen i Throndhjem og til at holde Baahus og Vigen til Ærkebispens og det norske Rigsraads Haand, indtil Kongevalget havde fundet Sted. I Maj Maaned vendte C. B. atter tilbage til Danmark efter sin mislykkede Sendelse.
C. B. var tilstede paa Rigsdagen i Kjøbenhavn 1536, og han har underskrevet Recessen og Haandfæstningen, vistnok med Uvilje som saa mange af det gamle katholske Rigsraad. Men han fandt sig hurtig tilrette i den nye Tingenes Orden, og som en praktisk, dygtig og forstandig Mand blev han i de følgende Aar stærkt benyttet. Hans Kjendskab til norske Forhold og hans Stilling som Lensmand paa Baahus sikrede ham en betydelig Indflydelse paa Norges indre Anliggender. Det var ham, som i Forening med Truid Ulfstand udarbejdede den norske Reces 1539, der blev Grundlaget for den norske Lovgivning, indtilChristian V's Lov indførtes. Og da den unge Prins Frederik 1548 blev sendt til Norge for at hyldes som sin Faders Eftermand, var Hr. Claus selvskreven til at være hans vigtigste Ledsager og Raadgiverpaa denne Rejse. Som Grænsevogter mod Sverige laa han i stadig Strid med Kong Gustav og den svenske Adel, især i Vestergøtland. Gjentagne Grelserne om ham fra dansk Side, og især har Lyskander i og isin Fortegnelse over danske lærde sikret ham et smukt Efterdømme. Hans trofaste og modige Hustru døde allerede 1540 efter at have født ham 4 Sønner og 7 Døtre; selv døde C. B. 4. Jan. 1558 paa Lyngsgaard i Skaane, efterladende sig en uhyre Rigdom, saa vel i Jordegods og Kjøbstadgods som i rede Penge. Han ligger med sin Hustru begravet i Vram Kirke.
F. Carlsen, Efterretn. om Gammelkjøgegaard S. 61 ff. Rørdam, Lyskanders Levned S. 211 f. Skånska Herregårdar, under Råbelöf og Vanås. | Bille, Claus Steensen (I3278)
|
| 226 |
15.8.1792 tog borgerskab som skomager i Randers
FT 1801:
Samtlige personer i husstanden
Randers, Støvring, Randers Købstad, Randers Købstad, , , 65, FT-1801
Der vises flg. felter:
Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested
Johan Christian Reventlov, 32, Gift, Husbonde, Skomager,
Karen Marie Sørensdatter, 42, Gift, Hans kone, ,
Erhardt, 7, Ugift, Deres barn, ,
Søren, 6, Ugift, Deres barn, ,
Jens Hansen, 19, Ugift, Læredreng,
Christian Kuchenmæster, 37, Ugift, Logerende, Slagter,
Johan Georg Winger, 38, Ugift, Logerende, Slagter, | Reventlov, Johan Christian (I10201)
|
| 227 |
1502 korsfarer til det hellige land | Bille, Mogens (I2872)
|
| 228 |
1534 ritmester for adelens rustning i Skaane
1523 Sluttede sig til Frederik I
1526 En af anførerne i krigen mod Hr. Søren Nordby
Sluttede sig nødtvunget til Grev Christopher
1537 Bar scepteret ved Kong Christians III kroning
1540 deltager i forhandlingerne med Sverige
Axel Axelsen Brahe, (o. 1480-23. februar 1551), til Krogholm og Vidskøvle, var en dansk ridder, en af de bekendteste skånske rigsråder på reformationstiden, søn af Axel Pedersen Brahe og Maren Lunge.
Brahe forekommer allerede 1501 som lensmand på Haraldsborg ved Roskilde, 1505 på Lykå i Bleking, senere på Lindholm Slot i Skåne, svor i begyndelsen af 1523 Christian 2. fornyet troskab på Lunde Landsting, men sluttede sig, straks efter at kongen havde forladt landet, til Frederik I, indtog med magt Børringe Kloster fra den bekendte Hans Mikkelsens familie, fik det i forlening og optoges i rigsrådet.
Da Søren Norby 1525 rejste den skånske bondeopstand, gik Brahes gård op i luer. Straffen over de frafaldne overdroges ham i forening med rigsmarsken Tyge Krabbe; ved denne lejlighed kom hans fætter Niels Brahes gård Vidskøvle, hvori han selv havde andel, og mere gods i hans hænder.
Under hele Frederik I's tid indtog Brahe en betydelig stilling, sendtes flere gange i diplomatiske sendelser til Sverige og fik 1531, da Christian II ventedes, tillige med Tyge Krabbe den øverste magti Skåne. Under herredagen 1533 efter kongens død beseglede han recessen af 3. juli, hvorved man søgte at give biskopperne deres fulde magt tilbage, men deltog ikke i det katolske partis mere yderliggående skridt og nævnes heller ikke blandt Hans Tausens dommere.
Af samtidige forfattere betegnes han også som en af de første adelsmænd, der ligesom Mogens Gjøe og Erik Banner sluttede sig til den nye lære. Under grevefejden, da oprøret i Malmø udbrød, søgte man at gribe ham, hvilket dog mislykkedes. Ligesom den øvrige skånske adel sluttede han sig kort efter til grev Christoffer; men da svensk hjælp nærmede sig, gik han tillige med den øvrige adel over til hertug Christian og var den skånske adels fører i slaget ved Helsingborg i januar 1535, hvor Marcus Mejer og flere af lybekkernes førere fangedes. Som statholder i Skåne ledede han derpå belejringerne af Landskrone og Malmø.
Efter Københavns overgivelse 1536 måtte han udstede revers om ikke at modsætte sig bispemagtens afskaffelse, sendtes 1537 i diplomatisk sendelse til Sverige, ledsagede 1538 Christian III til fyrstemødet i Brunsvig og var i det hele taget den betydeligste mand i Skåne lige til sin død. , siges om ham i en gammel optegnelse.
Brahe var gift 1. med Anne Lavesdatter Brock fra Vemmetofte, død 1524, og havde med hende 6 børn, 2. med den højt ansete Sophie Rosenkrantz, datter af Holger Eriksen Rosenkrantz og den bekendte fru Anne Meinstrup, død 13. november 1558. Med hende havde han ingen børn, men blev plejefader for hendes broderbørn, de i Frederik II's tid så bekendte brødre Holger, Erik Ottesen Rosenkrantz og Jørgen Rosenkrantz. | Brahe, Axel (I3121)
|
| 229 |
1541 Gidsel Ved Bremsebro, 1563 Anfører | Brahe, Lave Axelsson (I3513)
|
| 230 |
1558-71 forlenet med Gislev (Jærestads H.) 1561 med Sørby (Vemmingshøg H.) og Barkager (S. As bo H.) 1562 landsdommer i Slåne, 1566-67 lensmand på Landskrone. Død 1571 som sidste mand a f slægten. | Tidemand, Jørgen (I3584)
|
| 231 |
1560-62 Hofsinde tjente 1564 til lands og 1565 til søs. Chef for "Papegøjen" | Reventlow, Knud (I3494)
|
| 232 |
1564 Førte Arken I Herluf Trolles Flaade | Brahe, Jørgen (I3465)
|
| 233 |
1587 Retsskriver og notar i Jever, senere krigsråd ogkommandant smst. | Ellebracht, Conrad Eberhard von (I5221)
|
| 234 |
1590 Amtmand i Flensborg, 1600 Statholder i Hertugdømmerne,1611 Feltmarskal, 1612 Øverst b e f a l ende
1578-81 rejser Tyrkiet, Palæstina og Italien | Rantzau, Gert (I4938)
|
| 235 |
1593 Amtmand i Tremsbüttel, 1595 i Kiel og Bordesholm,1606 i Åbenrå, 1611 Provst i Preetz kloster
v. Qualen, Otto, 1566-1620, holstensk Landraad, Søn af ovennævnte Josias v. Q. (d. 1586), er født 13. April 1566. Han kom tidlig til Hertug Adolfs Hof paa Gottorp, opdroges sammen med Hertugens SønnerFrederik og Philip og fulgte disse paa deres Udenlandsrejse.
1595 gjorde Enkehertuginde Christine ham til Amtmand paa sit Enkesæde i Kiel, og 1596 ledsagede han Hertug Johan Adolf ved hans Tilstedeværelse ved Christian IV's Kroning. 1603 blev han Hertugens Raad, 1604 hans Amtmand i Tremsbüttel og 1606 i Aabenraa; tillige blev han 1609 valgt til Provst for det adelige Stift i Preetz. Men Aaret efter faldt han i Unaade hos Johan Adolf og vendte sig derpaa tilChristian IV, hvis Raad han blev 1611; 1616 fik han Flensborg Amt.
Kongens Gunst imod ham viste sig ogsaa ved flere Sendelser, saaledes 1612 og 1617 til Kejseren og 1614 til de brunsvigske Hertuger. 1587 havde han ægtet Dorothea Rantzau, Datter af Henrik R. til Schmool og Hedvig Blome. Sit Fædrenegods Koselau solgte han, men kjøbte til Gjengjæld 1618 Klein-Nordsee og Bossee. Som sine fleste Standsfæller havde han talrige Processer og tabte flere af disse for Landretten i Haderslev 1618. Han døde 2. Dec. 1620; hans Enke overlevede ham kun til Aaret efter.
Nordalbing. Studien III, 120 ff.
J. A. Fredericia. | Qualen, Otto von (I4767)
|
| 236 |
1611-12 Dowager County Sheriff Ellen Marsvin of Odensegård, Danmark
1620-39 County Sheriff of Dalumkloster
1626-38 Dowager County Sheriff of Davinde
Fru Ellen Marsvin was of high noble family and one of the biggest landowners of her time Fru means Mrs but at the time the title was only used for noble ladies. Her daughter, Kirsten Munk, was marriedto King Christian IV. The local administration and juridical system was in the hand of royal appointed lensmænd (fiefholders) who each administered a len (fief). It was normally the local manor-owner,and if that was an unmarried woman she was in some cases appointed Lensmand in her own right, in other cases she administered the len after her husband's death. She lived (1572-1649).
_______________________
Adelsdamen Ellen Marsvin var mor til Christian 4.s anden hustru, Kirsten Munk. Hun var en af sin tids største danske godsejere; hun blev enke for anden gang som 39-årig og koncentrerede sig herefter om at administrere sine mange ejendomme. Ellen Marsvins datter, Kirsten Munk, blev i 1615 gift med Christian 4. Han havde et godt forhold til svigermoderen og beundrede hendes økonomiske evner; hun fikbl.a. ansvar for opdragelsen af parrets børn. Selv efter kongens reelle skilsmisse fra Kirsten Munk i 1630 forblev forholdet til Ellen Marsvin godt; hun arrangerede ligefrem forholdet mellem kongen oghans nye elskerinde, Vibeke Kruse. Senere forværredes forholdet til Christian 4., og hun støttede sig nu i høj grad til de indflydelsesrige ægtemænd til Kirsten Munks døtre med kongen. I midten af 1640’erne trak hun sig tilbage til herregården Ellensborg, det nuværende Holckenhavn, på Østfyn | Marsvin, Ellen (I5563)
|
| 237 |
1612 Bürger, 1637-1654 Bürgermeister von Tondern. Seine Frau war die Tochter
des Amtsschreibers Lucas Preuss in Tondern (vorher 1607 in Trittau) und der
Margarethe Iwersen, eine Tochter des Stallers über Eiderstedt, Everschop und
Utholm,Iwer Iwersen und der Anna Fürbringer aus Kopenhagen. Anna Preuss
heiratete nach dem Tod ihres 1. Mannes den Hausvogt in Apenrade, Hans
Kallesen. | Andersen, Thomas (I5703)
|
| 238 |
1623 havde eneret på handel på Øsel med fransk og spansk salt og vin. Bestalling som øverste toldskriver i 1628 dog på betingelse af at han ophørte med denne handel 1629.
1636 sluttede han - sammen med to borgere i København - kontrakt med kongen om opførelse af 100 bådsmandsboliger ved St. Anne Bro. | Rosenvinge, Willum Mortensen (I5205)
|
| 239 |
1627-58 Titular Countess Kirsten Munk of Slesvig and Holsten, Danmark
She married King Christian 4. of Danmark to the "left hand" in 1615 and had 12 children with him (who had a total of 24 children with his two wifes and a number of mistresses). In 1627 she and her daughters were given the title of Countess, but in 1630 she was banned to her estates Boller and Rosenvold, which she had inherited from her mother, Ellen Marsvin, because of an affaire with Count Otto Ludwig zu Salm. One of her daughters was Leonora Christine. Kirsten Munk lived (1598-1658).
____________
Kirsten Munk blev i 1615 Christian 4.s anden hustru. Hun var datter af Ludvig Munk og Ellen Marsvin. Sammen med kongen fik hun tolv børn, hvoraf otte overlevede. Kirsten Munk havde et tæt forhold tilChristian 4, og hun beskrives som en både intelligent og selvstændig personlighed. I 1626 indledte hun imidlertid et forhold til rhingreve Otto Ludwig af Salm, og hun og kongen fjernede sig mere og mere fra hinanden; i 1630 forlod hun hoffet og boede fra da af på sine jyske godser Boller og Rosenvold, hvor hun i nogle perioder reelt var i husarrest. Fem af Kirsten Munks døtre, heriblandt Leonora Christina, blev gift med magtfulde danske adelsmænd, som kom til at spille politiske hovedroller i det danske rigsråd. Man taler ligefrem om â€svigersønnepartietâ€, som efter Christian 4.s død i 1648og frem til 1651 i mange henseender besad den reelle magt i Danmark. | Munk, Kirsten (I5843)
|
| 240 |
1643 imm. i rostock, 1647-48 i Sorø, 1668 domdekan for højstiftet Lübeck og dekan for ko l l e g i arkirken i Eutin, Officialis og ecclesiasticus samt fyrstskoppelig amtmand på Kalte nh o d , 16 9 9 domprovst, 1701 danske gehejmeråd | Rantzau, Joachim (I7127)
|
| 241 |
1646-47 Acting County Sheriff Anne Jørgensdatter Lunge of the Countyof Kalø with the Shire of Mols, Nørre and Sønderhals and Østerlisbjerg, Danmark
After the death of her husband, Jost Høg til Gjorslev (or Just Høeg), she administred the the tenantcy until the accounts had been settled with the King and the a new Lensmand could be appointed. Shewas daughter of Jørgen Lunge and Sophie Steensdatter Brahe. | Lunge, Anne (I5652)
|
| 242 |
1647 verarmt. | Alteneck, Lorenz (I18284)
|
| 243 |
1651-61 County Sheriff Anne Predbjørndsatter Gyldenstierne of the County of Hagenskov, Danmark
Anne Gyldenstierne was married to Jørgen Brahe to Hvedholm (1585-1661), she was daughter of Predbjørn Gyldenstierne (1548-1616) and Mette Hardenberg (1569-1629), mother of a number of children, and lived (1596-1677). | Gyldenstierne, Anne (I6446)
|
| 244 |
1655 underskriver på Dragsholm. 1672 bestalling som rådmandi Nykøbing Sjælland. In t e t v i d s t e s om sønnen da han døde(Pers. 6.IV.173) | Galskyt, Thomas Sørensen (I6708)
|
| 245 |
1657 Kornet i Henrik Sehesteds hvervede rytterregiment,1660 Ritmester | Qualen, Hans (I6539)
|
| 246 |
1661 Forseglede suverenitetsakten | Brahe, Preben (I7350)
|
| 247 |
1672-1757, lensgrevinde, salonværtinde.
*30.10.1672 i Haderslev, †27.6.1757 på Fyrendal, Fyrendal sg.
Forældre: storkansler, greve Conrad Reventlow (1644-1708) og Anna Margrethe Gabel (1651-78).
~14.9.1688 med godsejer, greve Niels Friis, *22.6.1665, †9.2.1699 i Haag, Holland, s. af gehejmeråd, greve Mogens Friis og Anne Marie von Offenberg.
~24.12.1700 med storkansler, lensgreve Ulrik Adolph H., *14.4.1664 på Futterkamp, Holsten, †23.8.1737 på Holsteinborg, Holsteinborg sg., s. af oberst Adam Christopher von H. og Cathrine Christine Reventlow.
Børn: Frederik Ludvig (1691), Christian (1691), Charlotte Amalie (1692), Frederik Ludvig (1698), Conradine Christine (1699), Frederikke Louise (1703), Anna Cathrine Ulrica (1703), Frederik (1704), Adam Christoph (1706), Christian Ditlev (1707), Ulrik Adolph (1708).
CSH tilhørte fra fødslen det allerhøjeste aristokrati i Danmark. Som kun 16-årig blev hun gift med en af landets store godsbesiddere, greve Niels Friis til Frijsenborg. Efter hans tidlige død i 1699 bevarede hun indtægterne af godserne Boller og Møgelkær ved Horsens. Hertil kom, at hendes fader 1707 testamentarisk tillagde hende Seekamp i Slesvig som arveligt len. Efter et års enkestand ægtede huni 1700 fætteren U.A. H., der stod Frederik 4. nær, og kom til at tilhøre den danske magtelite. 1708 gjorde kongen ham til lensgreve og ophøjede hans gods til grevskabet Holsteinborg, 1719 fik han sædei Gehejmekonseillet, og to år senere blev han storkansler. CSH spillede en betydningsfuld rolle, ikke mindst efter kongens alliance i 1712 med hendes halvsøster, den senere dronning Anna Sophie. Samtidige udsagn understreger således den indflydelse, “madame la grande chancellière” øvede på både sin mand og sin søster. Og da Anna Sophies ord vejede tungt hos Frederik 4., påvirkede CSH således indirekte kongens beslutninger. I det Holsteinske Palæ på Kongens Nytorv, hvor det nuværende Magasin du Nord ligger, havde CSH landets førende salon. Den var samlingssted for alle af betydning, danskere som udlændinge. Det fremgår klart af de fremmede ambassadørers rapporter, at man holdt det for vigtigt at stå på god fod med hende, og det er næppe forkert at antage, at det var “grosskanslerindens” salon, frem for Kbh.s Slot, der var politisk magtcenter i det meste af Frederik 4.s regeringstid.
CSH prægede også sin yngre halvsøster Conradine Revenfeld, som hun tog i huset. Conradine blev gift med den senere oversekretær i Danske Kancelli Frederik Rostgaard, der sammen med lensgreveparret virkede stærkt for oprettelsen af Den danske Skueplads i Lille Grønnegade. Straks efter tronskiftet 1730 afskedigede Christian 6. U.A. H. fra alle poster. Årsagen var den nære tilknytning til dronning Anna Sophie, kongens stedmoder, der nu blev forvist fra hoffet. Hverken han eller CSH faldt dog mere i unåde, end at de begge deltog i ceremoniellet ved det nye kongepars salving i 1731. Derefter forsvandt de fra det offentlige liv. Da havde CSH været en af de betydeligste og mest magtfulde kvinder i Danmark i næsten et kvart århundrede. Ved hendes mands død i 1737 gik grevskabet over til sønnen Frederik, og Fyrendal mellem Skælskør og Næstved kom de følgende tyve år til at fungere som enkesæde for CSH. Her oprettede hun 1743 et legat for sognets fattige. Hun beboede dog stadig i perioder palæeti Kbh., hvor hun nu som en “patriark” samlede slægten om sig.
Kilde: http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/371/origin/170/
__________________________
Magasin du Nord, Kongens Nytorv 13, ligger på en grund med megen historie. Her rejstes 1721 et fornemt palæ for storkansler greve U. A. Holstein, som året tidligere havde erhvervet en ældre ejendom sammesteds fra generalløjtnant Gregers Juel. Storkanslerens gemalinde, Christine Sophie Reventlow, var levende interesseret i skuespilkunsten og det må antages, at hun havde indflydelse på oprettelsen af Den danske Skueplads 19. januar 1722 i Lille Grønnegade (nuværende Ny Adelgade).
I 1748 blev Holsteins Palæ genopbygget i mere beskeden skikkelse og bygningen skiftede hyppigt ejer. Da traktør Ernst Møller havde overtaget ejendommen, indrettede han 1796 bygningen til "Hotel du grand Nord". Han havde tidligere drevet "Vildanden" på Østergade.
Kilde: http://www.kobenhavnshistorie.dk/bog/kko/m/kko_m-1.html | Reventlow, Komtesse Christine Sophie (I8823)
|
| 248 |
1674 Kornschreiber des Amtes Gottorp, Bürgermeister in Tondern 1681-1692.
Ein Bild von ihm und seiner Frau, gemalt von Jürgen Ovens, hängt in der
Christkirche zu Tondern. Er war Besitzer des Hauses, in dem heute die
"Tønder Bank" untergebracht ist (Storegade 22). | Andersen, Lucas (I6858)
|
| 249 |
1688 Kammerjunker og 1690 - 95 Hofmester for Prin ChristianAugust
Kom hjem fra Holland 1684. | Qualen, Henrik von (I7315)
|
| 250 |
17.4.1885 i Rungsted, Hørsholm sg., †7.9.1962 smst.
Forældre: forfatter, godsejer Wilhelm Dinesen (1845-95) og Ingeborg Westenholz (1856-1939).
~14.1.1914 med plantagedirektør, baron Bror Frederik Blixen-Finecke, *25.7.1886 på Näsbyholm, Sverige, †4.3.1946 i Lund, Sverige, s. af baron Frederik Theodor Hans Anna Christian Wolfgang B.-F. og Clara Alvilde Benedicte Krag-Juel-Vind-Frijs. Ægteskabet opløst 1925.
KB voksede op på Rungstedlund nord for Kbh. som den nom hun identificerede sig med, tilhørte en konservativ, konge- og kirketro gammel herregårdsslægt med forbindelse til den danske adel; en familie som ikke følte nogen forpligtelse til at sætte sig spor, men som besad en aristokratisk tiltro til sin egen placering i verden. KBs moder stammede fra en slægt af storborgerlige forretningsmænd og jordbesiddere, kendetegnet ved en høj moral og idealer som mådehold, opofrelse og pligt. Både moderen og hendes søstre tilhørte unitarismen, en trosretning, der ikke anerkender forestillingen om frelse ved Kristi offerdød og understreger menneskets direkte ansvar over for Gud. KB er tydeligvis blevet præget af dette syn i sin modvilje mod kristelig ydmyghed og selvudslettelse, ligesom hendes skæbnebegreb utvivlsomt er påvirket af det unitariske gudsbegreb.
Efter faderens selvmord i 1895 ændredes ligevægten i den påvirkning, KB modtog, og hun følte sig mere eller mindre prisgivet det westenholzske kvindelige regimente. De unge Dinesendøtre blev i modsætning til sønnerne undervist hjemme, dels af en ansat lærerinde og dels af deres mormoder og moderens ene søster ◊•Mary B. Westenholz, kaldet moster Bess. Hun øvede livet igennem en stor indflydelse påKB, og de debatterede ofte livligt i breve og samtaler, ikke mindst om kvinders rettigheder og forholdet mellem kønnene. Således kan flere af KBs essays, bl.a. En båltale med 14 års forsinkelse, 1953,ses som indlæg i diskussionen med mosteren.
Sammen med sine søstre var KB i 1898-99 på en dannelsesrejse til Schweiz. I 1902 blev hun optaget på Charlotte Sodes tegneskole, og 1903-06 var hun elev på Kunstakademiets malerskole, hvor hun bl.a. havde ningen.” Det blev ikke til den karriere som kunstmaler, hun selv på det tidspunkt troede på, men det blev til en livslang beskæftigelse med maleriet, og hun understregede siden, at hun altid havde haft svært ved at se, hvad “et Landskab egentlig lignede”, medmindre hun havde fået nøglen til det af en kunstmaler.
KBs tidligste digteriske arbejder daterer sig til de hårrejsende, gotiske godnathistorier, hun fortalte som barn med den yngre søster som tilhører. Blandt de lidt senere ungdomsværker hører den ironiske marionetkomedie Sandhedens Hævn, som KB skrev, da hun var omkring 20, til de vigtigste. Ved ◊Georg Brandes’ mellemkomst udkom den 1924 i tidsskriftet Tilskueren og er siden også opført flere gange,sidst i 1998 af Det Kgl. Teater. Allerede i 1907 havde hun haft sin officielle debut med fortællingerne Pløjeren og Eneboerne, der kom i Gads Danske Magasin, og to år efter blev Familien de Cats trykti Tilskueren, alle udgivet under pseudonymet Osceola. Efter endnu et par rastløse år, som bl.a. inkluderede udenlandsrejser til Paris, London og Rom, var tiden ved at løbe ud for den nu 27-årige KB. Som ung pige havde hun tilbragt mange ferier hos familien på fædrene side, og hos Blixen-Finecke i Skåne havde hun tabt sit hjerte til sin halvfætter Hans, som hun ikke fik. Samtidig stiftede hun bekendtskab med hans tvillingebroder baron Bror Blixen-Finecke. Hun forelskede sig modstræbende i ham, og halvt i trods og til familiens slet skjulte skepsis deklamerede hun i 1912 deres forlovelse. På familiens anbefaling besluttede det unge par at friste en tilværelse langt væk fra det miljø, som ingen af dem rigtigt kunne finde sig til rette i. Deres fælles onkel ◊Aage Westenholz anbefalede Kenya, og ligesom sin søster indskød han 150.000 kr. i foretagendet, så de kunne købe sig en farm. De besluttede sig for at sætte pengene i kaffeproduktion, men det sted, Blixen-Finecke havde udset til farmen, lå for højt til at egne sig for kaffedyrkning, hvilket endte med at få fatale konsekvenser. Karen Coffee Company blev imidlertid etableret, og begge familierne Dinesen og Westenholz støttede vedblivende farmen indtil den endelige ruin i 1931.
Mødet med det afrikanske landskab og folk gjorde straks et umådeligt stort indtryk på KB, og hun kastede sig med stor entusiasme ud i det nye liv. Men forholdet til ægtefællen udviklede sig snart i enuheldig retning. Han viste sig hurtigt uduelig som farmer, foretrak at gå på safari, og efterhånden blev hans fravær i forhold til det daglige arbejde påfaldende. Året efter at være ankommet til Kenyafik KB konstateret syfilis, hvilket påførte hende lange sygdomsperioder og efterfølgende behandlinger i Danmark over mange måneder. Trods sygdommen overtog hun selv ansvaret for driften af farmen, definitivt fra 1921, da hun var blevet separeret. I 1918 havde KB mødt englænderen D.G. Finch Hatton, som hun kom til at elske, efter at forholdet til Blixen-Finecke var gået endeligt i stykker. I lan- ge perioder slog Finch Hatton sig ned på farmen, men boede der aldrig fast, selvom hun gerne havde set ham knyttet tættere til sig. Ligesom KBs broder ◊Thomas Dinesen opmuntrede han hende til at holdefast i sine litterære ambitioner, han lyttede til hendes fortællinger og kritiserede dem under tilblivelsen. Således blev et par af hendes senere udgivne Syv fantastiske Fortællinger til på farmen. Etpar år før hans død ved et flystyrt i 1931 ophørte deres kærlighedsforhold. Samtidig måtte hun til stadighed kæmpe for at holde farmen flydende. I et fortvivlet brev fra 1926 til Thomas Dinesen, der var hendes fortrolige, reflekterede hun over sin skæbne og skrev om lykkens begreb: “Jeg har læst sand Religiøsitet defineret som det: at elske sin Skæbne betingelsesløst, – og der er no- get deri. Detvil jeg sige: jeg tror på en Maade at denne ‘religiøsitet’ er betingelsen for virkelig Lykke.” Det var linier, der senere skulle vise sig at rumme én af nøglerne til forståelse af hendes forfatterskab
Hjemvendt i 1931 til Rungstedlund, hvor moderen fortsat boede, tog KB de fortællinger frem, som hun var begyndt på i Kenya. Efter flere forgæves forlagshenvendelser lykkedes det at få det amerikanskeforlag Harrison Smith & Robert Hass i tale, og i 1934 udkom Seven Gothic Tales i USA under pseudonymet Isak Dinesen. Bogen blev en opsigtsvækkende succes, udnævnt til Book-of-the-Month, og udkom i løbet af få måneder i 100.000 eksemplarer. Den blev udgivet i England og Sverige samme år, en dansk udgivelse lod derimod vente på sig. Til slut besluttede KB selv at gendigte historierne, der det følgende år udkom som Syv fantastiske Fortællinger. Med disse fortællinger inviterede hun sine læsere ind i en fabelagtig fantastisk verden. Hun genoplivede den klassiske fortælling med sin bevidst arkaiserende fortællemåde og sine mildt usandsynlige personer og handlingsforløb. Fortællingerne udgør en smeltedigel af litterære referencer: Bibelen er med overalt, men også Tusind og én nats eventyr og Boccacios Decameron. De græske tragedier genfinder man i KBs store patos, og Shakespeares verden udgør et bagtæppe for flere af fortællingerne. ◊Steen Steensen Blicher og ◊H.C. Andersen spiller med, nårdet gælder persontegningen, ligesom 1800-tallets guvernanteromaner synes at have udøvet en uimodståelig tiltrækningskraft med hensyn til konstruktionen af intrigerne. Der er tale om en art maskepi, idet fortællingerne nærmest gør en dyd ud af at demonstrere, at de er et resultat af litterære konstruktioner og iscenesættelser, der er sammensatte af stilelementer hentet fra flere forskellige perioder. Men det gælder for alle hendes fortællinger, også de senere, at figurerne kæmper med det eksistentielle spørgsmål par excellence: Hvem er jeg?, og at svaret netop er at finde i fortællingens labyrintiske struktur.
KBs næste bog Den afrikanske Farm, 1937, blev skrevet samtidig på dansk og engelsk, Out of Africa. Den er ofte blevet lnnem bogen til noget andet: historien om den afrikanske farm. Der berettes om etAfrika, som for fortælleren bliver ved med at fremstå som en gåde, og som hun aldrig for alvor bliver en del af. Historierne i hendes tredje bog Vinter-Eventyr, 1942, kan umiddelbart forekomme mere enkle end de fantastiske fortællinger. Men man skal ikke lade sig narre. Nok er de mere lavmælte, men også de har noget sært knirkende og lettere manieret over sig. Under den Shakespearske titel fortejeunder pseudonymet Pierre Andrézel, en underholdende roman, hvor ensomt liggende huse, klostre, uægte præster og uskyldige unge piger er indsat i et dramatisk handlingsforløb, skåret efter den gotiskeromantraditions skabeloner. I slutningen af 1940’erne kom KB i forbindelse med forfatterne omkring tidsskriftet Heretica, og i rollen skiftevis som sibylle, heks og fortællersken Sheherazade samlede hun en kreds af håbefulde, mandlige talenter omkring sig, heriblandt lyrikeren Thorkild Bjørnvig og litteraturforskeren Aage Henriksen, som hun udviklede et passioneret litterært forhold til. Andre gæster i hendes litterære salon var digterne Jørgen Gustava Brandt og Ole Wivel og skuespilleren Erling Schroeder.
I 1957 udkom Sidste Fortællinger og året efter Skæbne-Anekdoter. Den første indledes med syv kapitler til en ufuldendt roman ved navn Albondocani, heriblandt fortællingerne Kardinalens første historieog Det ubeskrevne blad, som hver isd og Den udødelige historie. Posthumt er bl.a. udgivet et bind Efterladte fortællinger, der rummer flere af hendes ungdomsarbejder samt et udvalg af hendes Breve fraAfrika. KB var i sine sidste leveår stærkt svækket af den rygmarvstr fortsat holder deres møder på Rungstedlund. Da KB døde i sit fødehjem i 1962, blev der sat punktum for et forfatterskab, der med enstor og lettere ironisk gestus kalder den klassiske forfatter ind på scenen. Men der er tale om et genoplivningsforsøg af en særegen tvetydighed. Litteraturhistoriske tider genoplives, men sættes indi nye kulisser, og i modsætning til den klassiske fortælling fremstår selve det at fortælle som ét af forfatterskabets hovedtemaer.
Mal. fra 1955 af Kay Christensen på Fr.borgmus. Livsmaske fra ca. 1940 af Holger Winther smst. Foto i KB, Rungstedlundfondens arkiv.
Tone Selboe: Kunst & erfaring, 1996. Susan Hardy Aiken: Isak Dinesen and the Engendering of Narrative, 1990. Judith Thurman: Karen Blixen, 1983. Marianne Juhl: Dianas hævn, 1981. Robert Langbaum: Mulm, stråler og latter, 1964.
Optaget i Dansk Biografisk Leksikon. | Dinesen, Karen Christentze (I15085)
|
|
.jpg "Reventlow, Christian Ditlev 1671-1738")
