Portrætter

Slægten Reventlow:

Johan Otto Reventlow
(1917 - 1977)

fra venstre: Einar, Johan Otto, Claus, Iven og Ludvig


Andre slægter:

Carl Emil Bardenfleth
(1844 - 1886)



Slotte og Herregårde


Clausholm
Clausholm

Clausholm tilhørte i 1300-tallet den danske adelsslægt Panter. Herregården blev belejret og ødelagt i 1359 i forbindelse med stridigheder i de jyske adelsmænds opstand mod Valdemar Atterdag (1320-1375).

I begyndelsen af 1500-tallet var Clausholm ejet af Mogens Gøye, en af landets rigeste og mest indflydelsesrige adelsmænd. Ved hans død i 1544 blev Clausholm delt mellem børnene, Albrecht og Ellen Gøye. Som det ofte skete i 1500-tallet, blev også hovedbygningen delt, således at de flyttede ind med deres familier i hver sin del af bygningen. Det førte til stridigheder, som kulminerede med, at Ellen Gøye opførte en ny bygning så tæt ved broderens del af gården, at vinduerne ikke kunne åbnes.

Efter en kompliceret arvesag overtog Conrad Reventlow (1644-1708) rettighederne til Clausholm ved en højesteretsdom i 1686. Reventlow blev senere storkansler, der var et af hoffets højeste embeder. Han rev de gamle bygninger ned og opførte i stedet en ny hovedbygning, der stod færdig i 1699, og som er et af de bedst bevarede eksempler på herregårde i barokstil fra slutningen af 1600-tallet.

Slottet var indrettet sådan, at storkansleren selv boede i stueetagen, mens etagen ovenover var beregnet til kongeligt besøg. Førstesalen er derfor finere med højere til loftet og mere stuk. Både slot og park er et af de første og mest helstøbte barokanlæg i Danmark.

Conrad Reventlow døde i 1708 og Clausholm blev derefter ejet af enken, Sophie Amalie Hahn.

Parrets datter, Anne Sophie Reventlow, knytter sig til den næste periode af Clausholms liv. Kun 19 år gammel blev hun i 1712 bortført af kong Frederik IV (1671-1733). Kongen giftede sig med Anne Sophie til venstre hånd og udnævnte hende til fyrstinde af Slesvig.

I 1718 købte Frederik IV Clausholm og opførte, i perioden mellem 1722 og 1723, de mindre sidefløje mod syd. Efter dronning Louises død i 1721, giftede Frederik IV sig med Anne Sophie til højre hånd og kronede hende efterfølgende til dronning.

Frederik IV døde i 1730 og Christian VI (1699 - 1746), der ikke var venligt stemt mod sin stedmor, forviste dronning Anne Sophie til Clausholm, hvor hun levede til sin død omgivet af en stor hofstab. Dronningen døde i 1743, hofstaben og hendes ejendele blev spredt, mens Clausholm i 1758 overgik til nordmanden Mathias Vilhelm Huitfeldt.

Yderligere oplysninger: Danske Herregårde



Heraldik


Exlibris
Exlibris

Spejlmonogram for Lucie-Marie Reventlow. (1910)


Gravsten og epitafier


Christian Ditlev Frederik Reventlow
Christian Ditlev Frederik Reventlow

Inskription på gravstenen på Horslunde Kirkegård.
Herunder hviler det, som tilhører Jorden af Christian Ditlev Frederik, Greve af Reventlow, født 11. Marts 1748, død 11. Oktober 1827.
Levende følte han sin Svaghed og sine Mangler, men Gud styrkede ham og gav ham Helbred, Kraft og godt Mod til med Troskab, Iver og Held at tjene Konge og Fædreland, og til i en Række af Aar, understøttet af mange ædle Medarbejdere, at udrette meget til Guds Alre og Danmarks Tarv.
I 48 Aar var han lykkelig gift med F. L. S. C. von Beulwitz, der var gudfrygtig, fornuftig og blid.
Deres Ægteskab velsignedes med 12 Børn, af hvilke 9 overlevede dem. - De elskede Gud og Menneskene, de hadede ingen. Levede og døde i Haabet om en glad Opstandelse ved Jesus Christus vor Frelser. — Du ogsaa, som læser dette, aager med det Pund, Gud betror dig, og giv Gud Æren.
De ovenfor staaende af den hensovede nedskrevne Ord forefandtes efter hans Død.
Velsignet være Fader dit Minde! Fulgt være dit Eksempel!
   

Notater


Match 301 til 350 fra 11,373

      «Forrige «1 ... 3 4 5 6 7 8 9 10 11 ... 228» Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
301
A stained glass window in the Cathedral of St John, Parramatta, New South Wales reads:
"Blessed are the pure in heart" In memory of Sigismunda Broun (1837-1903) of "Brislington", Parramatta.

Also:

Sigismunda Brown, wife of above bornCopenhagen Danmark 9 March 1837. Died at Parramatta 27 December 1903 aged 66 VG" 
Brown, Sigismunda (I13271)
 
302
Abitur in Flensburg, Student in Kopenhagen 1662, Pastor in Dagebüll 1668-1698.
Vermutlich Sohn des Pastors Enevold Lauredsen und Katharina Praetorius in
Bülderup. 
Ewald, Laurentius (I7043)
 
303
Adam Gottlob Moltke blev født i 1710 og døde i 1792.

Fik 31 marts 1750 patent som greve af Bregentved.

Dansk lensgreve og statsmand. Moltke stammede fra en Mecklenburgsk officerslægt og kom til Danmark i 1722, for at komme i tjeneste hos hoffet.

I 1743 blev Moltke udnævnt til hofmarskal for kronprins Frederik (5.). Tre år senere blev han efter Frederik 5.s indsættelse udnævnt til overhofmarskal og medlem af Gehejmekonseilet. Som den enevældige Frederik 5.s personlige ven og rådgiver, blev Moltke i 1763 regeringens egentlige leder.

Da Frederik 5. døde i 1766 blev Moltke frataget alle sine embeder, men genindtrådte et par år senere atter i Gehejmerådet – dog uden tidligere tiders indflydelse.

Efter Struensee's overtagelse af magten i 1770, trak Moltke sig tilbage og passede sine godser. Han tilbragte hovedsageligt resten af sine dage på godset Bregentved, som Frederik 5. havde skænket hami 1746.

___________________

Adam Gottlob Moltke, greve og overhofmarskal, var ud af en gammel adelsslægt, og som 12-årig blev han page for kronprins Christian (6.). Senere blev han opdrager for dennes søn Frederik (5.), som knyttede sig tæt til ham. Det nære tillidsforhold var baggrunden for, at Moltke i 1743 blev udnævnt til hofmarskal; ved Frederik 5.s tronbestigelse i 1746 udnævntes han til overhofmarskal og blev regeringens ledende personlighed. Efter kongens død i 1766 mistede Moltke meget af sin indflydelse. Han blev en af Danmarks mest velhavende godsejere med bl.a. Bregentved, hvor han gennemførte flere reformer.Perioden med Moltke som rigets egentlige hersker var en økonomisk opgangstid, der bl.a. blev markeret med anlæggelsen afFrederiksstaden i København. Her byggede man ikke mindst Amalienborg, hvor Moltke selv lod ét af de fire palæer, det nuværende Christian 7.s Palæ, opføre. 
Moltke-Bregentved, Adam Gottlob (I9877)
 
304
Adelheid Lucy Fredine Henriette Gabrielle 4.5.1897
This is Kurt's sister who was known as Gabrielle-probably for the single reason that that was also her mother's name. 
Haugwitz-Hardenberg-Reventlow, Adelheid Lucy Fredine Henriette Gabriele (I21625)
 
305
Adelsårbogen og Obelitz-bogen mener hun er fra 1819.
Til sin 15 års fødselsdag fik hun et klaver af sine forældre.
Det findes idag på Københavns Bymuseum.
(Kilde: Historiske meddelelser om København 1965 s 193)
Selvom hun var indskrevet i Vemmetofte (hvorfra hun fik pension),
tilbragte hun sin alderdom hos sin datter, bispekonen i Reykjavík,
vistnok fra ca 1880, og dér ligger hun begravet.

(Kilde: Danmarks Adels Aarbog 1974: Finn Andersen: Obelitz)
( heri forkert fødeår)
(Kilde: B Obelitz: Begyndelse..slægten Obelitz. Manuskript 1963 (Frb.Bibl))
( heri forkert fødeår)
(Kilde: Vagn Bruhn: Peter Johansen til Petersgård ... slægtsregister. 1920)
Fra Steen Thomsens database dec 1997 
Obelitz, Louise Elisabeth Augusta von (I12935)
 
306
Adjunkt i Jevenstedt 1642, sognepræst samme sted 1644-68. 
Jessen, Andreas (I6132)
 
307
Adlet Tuxen 21 mar 1749 
Jørgensen, Christiane Elisabeth (I9990)
 
308
adopteret af Axel Reventlow 25.1.1946.

Valborg Søbøtger-Rasmussens søn af 1. ægteskab. 
Reventlow, John (I18206)
 
309
adopteret af Borgmester i Slesvig Otto Heinrich Böhne 1731og antog hans navn 
Nissen, Ulrica Antonietta (I9771)
 
310
Adopteret ved kgl brev af 23 dec. 1811 med ret til af føre de Giedders navn og skjoldemærke 
Nully, Nancy Cathrine Sophie de (I11190)
 
311 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Reventlov Sørensen, Peter (I21598)
 
312 Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. Reventlov Husted, Poul (I21599)
 
313
Advokat, 1776 Justitsråd, 1783 Generalfiskal. Forsvarer for Dronning Caroline Mathilde i sage n vedr. Struensee

________________________

Peter Uldall (29. juni 1743 – 11. november 1798) var en dansk advokat og generalfiskal.
Uddannelse og tidlig karriere
Peter Uldall var født i Assens. Hans fader, Hans Pedersen Uldall fra Uldal (Skrydstrup Sogn, Gram Herred), havde fået embederne som borgmester og byfoged i Assens samt herredsfoged i Baag og Vends Herreder efter ansøgning af hans forlovede, senere hustru, Kirstine Hansdatter (Hougaard), der havde tjent ved hoffet som kokkepige og vaskepige i 11 år. Allerede som 12-årig dreng blev Uldall 1755 student og tog efter sin faders ønske, men meget mod sit eget, teologisk attestats 1759, hvorefter han tilbragte 2 i mange måder ubehagelige år i sit hjem, inden han 1761 tog tilbage til København for at læse til juridisk embedseksamen, som han absolverede 1763. Ved Balthasar Gebhard von Obelitz’ og Jens Schielderup Sneedorffs godhed fik han samme år plads på Elers Kollegium, hvor han lå i 3 år og forøvrigt havde det småt nok, i det han indtil 1765 kun tjente 20 rigsdaler som fuldmægtig ved en kommission og for resten levede af kollegiets stipendium.
I taknemmelig erindring af, hvad han skyldte kollegiet, stiftede han 1791 et legat for en af dets alumner. Imidlertid lysnede det for ham; Frederik Christian Sevel havde som notarius overværet Uldallseksamen og anbefalede ham nu (1765) til sin ven, daværende højesteretsadvokat Johan Joachim Anchersen, som antog ham til fuldmægtig. Han havde nu fundet sin rette plads, og efter knap 4 års forløb blev han 1769 efter aflagt prøve udnævnt til advokat ved højesteret; han forblev dog i Anchersens hus til sommeren 1770, efter at denne var bleven assessor i retten.
Caroline Mathildes og Struensees forsvarer
Og meget hurtig må Uldall ved sine fremragende evner og sin fortrinlige veltalenhed have skaffet sig et navn som advokat; thi efter hofrevolutionen 1772 begærede dronning Caroline Mathilde ham til sinforsvarer, ligesom det snart efter blev ham befalet at føre Johann Friedrich Struensees Sag for kommissionen. Fra begge disse vanskelige sager skilte han sig med stor takt og dygtighed, som kongen anerkendte ved at lade overrække ham en kostbar dåse. For Struensee havde Uldall personlig kun ringe sympati, om han end med sin liberale tænkemåde anerkendte de gode sider ved hans styrelse.
Efter at være bleven justitsråd 1776 udnævntes Uldall 1783 til generalfiskal og desuden 1788 til viceborgmester i København. Da han, som han selv siger, havde fået "et anstændigt Levebrød, og man varsikker for de Bouleversements, Struensees Forandresyge truede med", holdt han 23. september 1772 bryllup med sin ungdoms elskede Antoinette Hansen (født 2. oktober 1741 død 4. juni 1804), datter af generalkrigskommissær Stephen Hansen til Frydendal.
Giftermål og sidste år
Med hende fik han over 20000 rigsdaler, og ved sin virksomhed tjente han meget betydelig, så han 1796 kunne købe godserne Høvdingshus (nu Høvdingsgaard) og Lilliendal med Østergaard, som det var hanstanke at få oprettede til et baroni for en af sine sønner. Men en pludselig død hindrede hans planer; allerede 1788 havde han for sit helbreds skyld brugt badene i Pyrmont; 11. november 1798 gjorde etslagtilfælde ende på hans liv. Hans enke afhændede begge godserne.
Foruden et par juridiske disputatser på Elers’ Kollegium har Uldall kun ladet trykke nogle få indlæg i forskellige sager, deriblandt nogle pjecer angående det asiatiske Kompagnis forhold, bl.a. betræffende den store bedragerisag i Kompagniet 1783, i hvilken Uldall var aktionærernes talsmand. Han var en i høj grad litterært interesseret mand, der med megen bogkendskab samlede et særdeles smukt bibliotek, væsentlig af juridisk og nordisk historisk indhold, hvilket solgtes ved auktion 1803; derimod blev hans værdifulde håndskriftssamling af en af hans sønner skænket til Det Kongelige Bibliotek. Fra 1781 var han medlem af det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie. 
Uldall, Peter (I10040)
 
314
af Bavelse 
Hvidsdatter, Inger (I21376)
 
315
Af Dansk biografisk leksikon bind 24, 1943 fremgår at Gert Minkwitz skulle have ha f t s ø n n e r n e Jacob Gertsen (Ærkebiskop i Lund) og Henrik Gertsen (ridder). Forbindels e n ka n d o g if l g DB L ikke påvises. 
Ulfstand, Gert Minckwitz (I15938)
 
316
af de Vinranke-Munkers yngre linie - af Hambrogaard i Himmersyssel 
Munk, Peder (I3231)
 
317
af den med Reventlow'erne våbenbeslægtede familie.Dosenrode = Dosos ryd

medbragt arvegods beliggende ved Ejderen 
Dosenrode, Catharina (I17045)
 
318
af en storbondeslægt i det vestlige Slesvig 
Paysen, Christina (I20330)
 
319
Af første ægteskab 
Rantzau, Claus (I2162)
 
320
Af heldige Stjernetydere i Norden var der to, hvis Ry langt overgik andres. Det var den holstenske Adelsmand Ditlev Reventlov og den danske Tyge Brahe. Ditlev Reventlov forudsagde, endnu medens Christian den Anden herskede, baade Frederik den Første og Christian den Tredje, at de skulde engang blive Konger i Danmark og Norge, samt opgav dem forskellige Sejre, som de skulde vinde. Ligeledes angav han med Hensyn til deres Børn, straks efter disses Undfangelse, rigtigt baade af hvad Køn, de vilde blive, samt paa hvilken Dag, de skulde fødes. I det Ranzauske Bibliotek paa Breitenburg gemtes som Relikvie Ditlev Reventlovs egenhændigt nedskrevne Horoskop for Andreas von Barby. Heri var forudsagt saavel, at denne skulde blive Biskop i Lybæk, som rette Aar, Maaned, tilligemed Sygdomsaarsag, hvorafhan skulde dø. En af Reventlovs sidste rigtige Spaadomme var, da han forudsagde Kejser Carl den Femte det uventede Udfald, som hans, i Begyndelsen sejrrige Kamp mod Protestanterne skulde faa.

Kilde:

Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIII Bog. Livsbelysning side 185 af Tr. Fr. Troels-Lund 
Reventlow, Ditlev (I3031)
 
321
Af huset Bourbon 
Orleans, Marie, Prinsesse af (I13458)
 
322
af huset Dambech 
Freyberg, Anna von (I21567)
 
323
af huset Herzfelde i Mark Brandenburg 
Wultzke, Anna (I21571)
 
324
af huset Zatzingen i Mark Brandenburg 
Lepel, Sophia von (I21568)
 
325
af linjen Ahlefeldt Eskildsmark 
Ahlefeldt, Conrad von (I9703)
 
326
Af linjen Siggen.

Iflg DAA 1930 er forbindelsen til den ældre del af slægten Rantzau usikker.

Det vides, at Schack Rantzaus fader hed Volf Rantzau. Dennes fader var muligvis den Volf Rantzau, der 1344 var medlem af det af kong Valdemarudstedte brev angående voldgiftsmænd i str id en mellem hamog de holstenske grever.

Denne Volf Rantzau var muligvis broder til Eler Rantzau og søn af slægten Rantzaus stamfader Johan af Rantzau 
Rantzau, Schack (I2483)
 
327
Af Nidda 
Willich, Caroline Mathilde Marie (I19402)
 
328
af Pilegaard i Solbjerg (Løve H.), fik denne gård med sin hustru, men mageskiftede den 1358 til Sorø Kloster for klostrets gods i Oreby i Flakkebjerg H. 
Rud, Niels Jakobsen (I1004)
 
329
af Senckenborg 
Wetke, Sophie Marie Agnese von (I10797)
 
330
Afsluttede 1428 et forlig med hertugerne Adolf og Gerhard, hvorved de, for det tilfælde , at hans gods Gjelting skulle blive ødelagt af fjenderne, lovede ham skadeserstatning i sognet Kampen ved Rendsborg. Bevidner 1439 at have solgt Breideke Rantzau gården Hoe ( Hodorf ved Heiligenstedten), som han havde arvet efter Mette Osterstede (medlovere var: Otto, Henrik og Volf, " mine kindere").

Var 1448 vidne ved en grænsestridighed om Stubbe i Svansø (medlovere var hans sønner Henrik og Otto). Levede endnu 1469, da hans sønner Otto, Volf, Henrik og Claus "Olde Clawes sone" ) beseglede adelsforbundet. 
Wisch, Claus Von Der (I1993)
 
331
afstod 1541 sammen med søsteren Abel deres andel i Bürau 
Brockdorff, Margrethe (I22598)
 
332
Afstod Roest til sønnen Asmus omkring 1562. Boede på Dyttebøl 1540-70.Optræder 1512 som vi d n e . Hyldede 1523 hertug Frederik på Gottorp. Medbeseglede 1533 forbundet mellem Danmar k o g he rtug dømmerne. Var 1540 på Landdagen i Rendsburg blandt dem,der bekendte sig til de n gam le læ re. I 1551 blev der i Slesvig brændt to hekse, fordi de b l . a . havde forvold t ham e n skad e ved skulderen, så at han måtte holde sig et årti l seng s .I samme år ble v kantoren s hustr u og fire andre hekse i Kappel brændt, fordi de havde forhekset ham og han s hustru, s å de hav de måtte holde sengen i etår, og man ikke kunne få hverken mælk eller s mør på gårde n. Han ov erlod 1557 med sin hustrus billigelse, Eibe Sehested (søster til Jespe r Sehested ti l Runtoft) , sine sønne r Asmu s og Schack Rumohr og sine døtre: Anna (Bartholo mæus von Ahlef eldts hustr u) og fru Hese (Jørgen S ures enke) al arvedel, der måtte tilkomm e Henneke Rumohr på hustru s vegne i Runtofts tilliggende. 
Rumohr, Henneke (I3552)
 
333
After JohnÕs death Charlotte travelled to England where she is listed in the 1881 British Census at Wimbourne Oaksey in Holdenhurst, Hampshire, England. She is listed as a boarder at the home of Isabella Blake. 
Dowling, Charlotte (I12503)
 
334
After the death of her first husband, Jens Nielsen Kaas, she was acting Lensmand (County Sheriff) until a successor was appointed. Afterwards married to Knud Brahe (1555-1615). She died 1622. 
Lange, Margrethe (I4796)
 
335
Agnes von Meissen
Landgräfin von Thüringen 
Wettin, Agnes (I811)
 
336
aka Ernst Ludwig von Gemmingen-Bonfeld.
See http://worldroots.com/ged/andreae/@I06287@.html 
Gemmingen Guttenberg, Ernst Ludvig von (I12474)
 
337
Albert eller Albrecht Mogensen Gøye eller Gjøe (død 24. juni 1558)

Han var søn af rigshofmester Mogens Gøye (død 1544) og Mette Bydelsbak.

Han var i 1531 hofsinde og deltog siden i Slaget ved Svenstrup, hvor han blev såret og taget til fange.

I 1532 blev han trolovet med den den gang 10-årige Anne Ottesdatter Rosenkrantz, der var en af arvingerne til betydelig ejendom i Norge. På den baggrund søgte hans far at skaffe ham Bergenhus Len efter Eske Bille; men det dette mislykkedes, ligesom også senere Alberts forsøg på at skaffe sig selv den norske arvs. I 1538 blev han gift med Anne Rosenkrantz.

Mens faderen var i live, synes han at have fået overdraget Gunderslevholm, og ved faderens død fik han part i de fleste af dennes mange hovedgårde: Krænkerup, Torbenfeld, Clausholm, Avnsbjerg og Græse, hvorimod Gunderslevholm tilfaldt hans broder Eskil. Han købte sin medarving Herluf Trolle ud af Krænkerup, ligesom enken samlede Torbenfeld.

Albert, der i 1535 var kongens fodermarsk, havde flere betydelige forleninger og synes at have været den mest fremtrædende af Mogens Gøyes sønner. I perioden 1535-40 var han lensmand på Stege og i 1540 en kort tid på Dragsholm. Efter sin far arvede han pantelenet Tordrup, som i 1548 blev ombyttet med Gjerlev og Nørhald Herreder, som indløstes i 1552, da han blev lensmand på Skanderborg, hvor han døde 1558 
Gøye, Albrecht (I3282)
 
338
Albert Skeel, f. CA. 1550, (søn af Herman Skeel og Kirsten Knudsdatter Rud) stilling gårdejer, d. 27 Jan 1609, Horsens torv, begravet Junget kirke.

Han var den sidste af sin slægt, der ejede Jungetgaard, Viborg amt. Han måtte på grund af sin voldsomme adfærd bøde med livet; i året 1600 13/5 havde han på pinsemarkedet i Aalborg dræbt Niels Juul til Kongstedlund og måtte derfor udrede en mandebod af 2000 Rdlr. Efterat han senere på Viborg landsting havde ihjelstukket fogden på Brandholm (en stokkemand Niels Jensen af Varde), blev han henrettet27 januar 1609, på Horsens torv. (Trap. Danm. V. p. 367) En stokkemand er en Foged. Niels Jensen blev dræbt uden for domhuset.
______________________

Dansk biografisk Lexikon (1887-1905):

Skeel, Albert, -1609, til Jungetgaard (ved Limfjorden), var Søn af ndfr. nævnte Herman S. Han studerede i Udlandet (1573 i Leipzig), ansattes 1576 for kortere Tid ved det danske Hof og var 1586-96 forlenet med Mandals Len i Norge. Han var en voldsom Natur med Værget siddende løst i Skeden, og det er alene dette, som har gjort hans Navn bekjendt. Paa Pinsemarke- det i Aalborg 1600 kom han i Klammeri med Niels Juul til Kongstedlund, hvem han gav Banesaar. Han flygtede ud af Riget, men det lykkedes at tilfredsstille den dræbtes Slægt, som fik en stor Sone, og han slap for videre Tiltale. Men da han i Okt. 1608 i Viborg paa Vejen fra Landstinget, hvor han var mødt i en Retssag, tilføjede sin Modpart, Fogeden paa Brandholm, Ulivssaar, undgik han ikke sin Straf, da Drabet maatte betragtes som overlagt. Herredagen i Horsens dømte ham 25. Jan. 1609 fra Livet, og 2 Dage efter fuldbyrdedes Dommen paa Torvet i Horsens. - A. S. var gift med Anne Kaas, en Datter af Bjørn K. 
Skeel, Albert (I4446)
 
339
Allerede fra sin barndom, var Jørgen Rosenkrantz, der var søn fra Rosenholm, bestemt for en militære løbebane. Han blev sekondløjtnant i infanteriet, da han var syv år. Gammel officersstillingerne købtes jo nemlig dengang, og faderen har åbenbart herved villet give ham en god ballast på rejsen gennem livet en 10- 12 års anciennitet som officer. I 1786, blev han kadet på Landkadetakademiet, som officersskolen dengang hed. Han var da 12 år gammel. Landkadetakademiet fungerede både som officersskole og på samme tid tillige som almindelig skole for de vordende officerer. Allerede i 1794, blev Jørgen Rosenkrantz imidlertid afskediget for en disciplinær forseelse. Så drog han ud i verden på eventyr. Det passede ham godt, vild og opfarende af temperament som han var. En tid tjente han som løjtnant ved et hessisk jægerkorps, og i 1808 indlod han sig på en sammensværgelse mod Napoleon "Rosenkreuntzerne". Sammensværgelsen opdagedes, og Rosenkrantz blev dømt til døden, men det lykkedes ham at slippe væk. Kort tid efter træffer vi ham i Danmark. Han slog sig ned på Vedø, som han først forpagtede og senere købte. I 1821 overtog han Sophiendal, og blev nu boende her til sin død i 1831. 
Rosenkrantz, Jørgen (I10950)
 
340
also known as Borrgreve af Podivin 
Tverdise (I21763)
 
341
Also Lord of Cremona, Lodi, Bologna 
Visconti, Barnabo Di' (I1219)
 
342
alt death 27 jan 1943 
Tillisch, Cathrine Marie Louise Henriette (I14042)
 
343
Although the Counts of Brittany had used the title *Duke* since the time of Alan I in the 10. century, John was the first to have the title Duke of Brittany formally bestowed on him, by Philip IV of France in 1297. 
Dreux, Jean II de (I587)
 
344
Am 1. September 1897 wird ihr Sohn Rolf (genannt "Bubi") geboren. Den Namen des Vaters gibt sie nicht an. Die gesetzlich geforderte Benennung eines Vormunds zögert sie einige Jahre hinaus, bis schließlich Ludwig Klages die Rolle übernimmt.

Forfatter, Journalist. Har udgivet:
"Spanien in diesem Jahrhundert - Bürgerkrieg, Vorgeschichte und Auswirkungen", Rolf Reventlow, Europa Verlag Wien, Frankfurt, Zürich.

Nach einer Fehlgeburt 1894 wurde der Sohn Rolf am 1.9.1897 unehelich geboren, von Walter Lübke war sie seit 1986 wegen Untreue schuldig geschieden. Den Vater "A." hat sie, auch im Tagebuch, niemals genannt; es war eine flüchtige Beziehung und sie war froh, ihn nie wiederzusehen, bekam auch keinerlei finanzielle Unterstützung für das Kind, - immerhin ein illegitimer dänischer Thronfolger. Zum Amtsvormund wurde der Autor (und spätere Begründer einer recht willkürlichen psychologischen Typenlehre) Ludwig Klages bestellt, der auch sonst im Leben der Reventlow etwas Ordnung zu schaffen versuchte. Fanny Reventlow spottete zu Theodor Lessing über diesen "Rettertyp" und "wichtigsten Mann in meinem Leben", daß Klages sie "übermächtigen, sie geistig beherrschen und durch seine geistige Persönlichkeit erreichen wollte, was doch dem Mann in ihm versagt blieb." (H.Fritz S.63 /S.77: Klages seinerseits giftete zurück: "Übrigens kann nicht verschwiegen werden, ihre Sehnsucht nach sinnlich-seelischem Rausch war größer als als ihre Fähigkeit dazu." - Offenbar ist sie bei ihm nie richtig gekommen.)

Rolf Reventlow (ohne Adelstitel) wuchs in München auf, wo Franziska sie mit umfangreichen Übersetzungen aus dem Französischen über Wasser hielt, aber manchmal auch in einem Bordell bei "Madame X." verkehrte, um die Milch für ihn bezahlen zu können. 1910 übersiedelten sie nach Ascona in der Schweiz. Franziska entführte ihn 1917 aus der deutschen Armee, wohin er geraten war, weil er Krieg für ein Indianerspiel hielt. 1918 starb Franziska, Rolf wurde nach Deutschland abgeschoben, führte ein abenteuerliches Wanderleben, lernte Fotograf, Filmkopierer, landete endlich politisch erwacht bei der USPDund 1936 im spanischen Bürgerkrieg, floh vor Franco, schrieb ein Buch über Spanien, blieb 15 Jahre im Exil in Algerien, kam 1953 in die BRD zurück, wurde Gewerkschaftsredakteur und bis zuletzt in derMünchener SPD ein linker Gegner von Oberbürgermeister Vogel. Er war sein Leben lang Rebell und solidarisch mit der Arbeiterbewegung, offenbar hat Franziskas übergroße Mutterliebe seinen Charakter nicht verbogen und ihn auch nicht verweichlichen lassen. 1981 starb er kinderlos.

In dem schon mehrfach zitierten Buch von Helmut Fritz ist ein launiges Interview mit Rolf Reventlow aus dem Jahre 1979 abgedruckt, von dem ich einige Antworten auszugweise wiedergebe (H.Fritz S.117ff)
"Ich war der Sohn, den sie vergöttert hat. Das ist sehr angenehm für Söhne. Zum Beispiel war sie der Auffassung, daß das arme Kind doch nicht in den Schulzwang eingefügt werden sollte. Das hat mir denDrill erspart und manche Paukerei. Sie war ja ausgebildete Lehrererin und konnte mich selbst unterrichten. Sie hat mir viel aus dem Homer vorgelesen, die griechischen Götter sind mir heute noch ein Begriff. Übrigrens hat sie mich nicht nur wegen ihrer teilweise anarchistischen Auffassungen vom Schulzwang befreien lassen, sondern da war auch ein Rest von aristokratischem Hochmut im Spiel: daß man das Kind nicht in die Massenschule schicken kann.

Die Aristokraten konnte sie überhaupt nicht leiden. sie nannte sie immer "die Aristokratenbande". Das war aber mehr eine Opposition gegen die Enge des Milieus, besonders gegen die Vorstellung, daß einjunges Mädchen aus "höherem Haus" dies und das nicht machen darf. Sie war auch gegen alles Offiziersmäßige, gegen den Kommiß, gegen den Krieg -- aber das war bei ihr rein impulsiv und entsprach keinertheoretischen oder sonstigen Überlegung.
Die Frauenbewegung lehnte sie ab, die war ihr zu dogmatisch... Sie glaubte, daß sie auch ohne Stimmrecht emanzipiert genug sei.... Sie war eine sehr scharfe Kritikerin dieser Leute um Klages, Schulerund George, sie sah sehr genau die abstrusen und lächerlichen Vorstellungen, bei denen das Wort BLUT verdächtig oft vorkam. Damals hat sie immer mit einem Revolver unterm Kopfkissen geschlafen...

Meine Mutter war ein unpolitischer Mensch. Den Krieg hat sie nur wahrgenommen als Bedrohung, daß man ihr den Sohn wegnehmnen könnte. Sie war antimilitaristisch von Grund auf, sie bekam Lachanfälle, wenn sie Soldaten die Wache ablösen sah....

Typisch war ihre Beziehung zum Geld. Sie hatte eine Gewohnheit: Wenn sie Geld bekam, von irgendwoher, ein Honorar, dann hat sie die Zehn-Mark-Stücke,- damals gab es noch Zehn-Mark-Stücke in Gold - diehat sie dann in der Wohnung herumgeschmissen und sich später gefreut, wenn sie wieder in der Not eins gefunden hat in irgendeiner Ecke..."

Der Sohn war offenbar wirklich das Sonnenscheinchen, das Franziska sich erträumt und erhofft hatte. Das Tagebuch ist voll von rührenden mütterlichen Glücksbekundungen, wie dreckig ihr es auch sonst immer gerade ergehen mochte. Nun erst meinte sie ihren Lebenszweck gefunden zu haben. Sie war süchtig nach dem Zusammensein mit dem Kind wie vorher nach Feten und Vergnügungen. Sie lebte für ihr Kind.

Die Quelle dieser Affenliebe ist leicht zu finden, es ist die ungeheure Enttäuschung über die Kälte ihrer eigenen Mutter. Franziska versuchte an ihrem eigenen Kind die Verbrechen gutzumachen, die an ihr als Kind begangen wurden. Die alte Gräfin Rantzau sah entsprechend preußischer Erziehungs-Tradition in ihrem vierten Kind nur den zu brechenden Willen und die zu fordernde Unterwerfung unter die Beschränktheit und Rückständigkeit ihrer Kaste, damit sie an einen passenden Ehemann verheiratet werden konnte - wahrlich eine Horrorvorstellung für jede junge Frau, noch dazu eine, die vor Ironie, Lebenslust und Wahrheitsdrang förmlich platzte wie die quirlige Franziska. Statt stolz zu sein auf diese außergewöhnliche Tochter, empfand die Mutter nur Angst: Angst, das Kind könnte sie blamieren und inder feinen Gesellschaft "unmöglich" machen, Angst vor "Gerede" und "Unordnung"... und Angst sicher auch im Unbewußten, wo ihr die Jugend vorf. Sie hat sie eingesperrt und geschlagen, in ein fürchterliches Gefängnis-Internat gesteckt, sie angeschrien und verstoßen, ihr weder Freundlichkeit noch Liebe geschenkt, sie in Einsamkeiten nicht getröstet, sie nicht aufgeklärt, ihr keine Intimsphäre gewährt. Sie brach mit Gewalt in Franziskas Geheimnisse ein, hat ihre Post gelesen, ihre Bekannten vertrieben, ihr nicht verziehn, sie enterbt und aus dem Haus gejagt, die anderen Familienmitglieder gegen sie aufgehetzt und mit Druckmitteln aller Art den Umgang verboten. Sie hat - die widerlichste Untat - der freigeistigen intelligenten Franziska die dumpfen lübschen Pfaffen an den Hals gehext, um sie "zur Umkehr zu bewegen". Sie hat sie aus ihrer Heimat vertrieben. Sie hat ihren Enkel verschmäht und nie sehen wollen, sie hat sich mit der Gewalt preussischer Artillerie die schönsten Oma-Gefühle aus der mächtigen Brust gerissen. Sie hat, die reiche Schloßherrin in Samt und Seide, ihren Enkelsohn mitleidlos hungern und im Elend hausen und die eigene Tochter im Bordell anschaffen lassen. Eine mögliche Versöhnung mit dem Vater hat sie hintertrieben: selbst an sein Sterbebett in Lübeck durfte Franziska nicht zurück; erst als er tot lag, konnte sie unter Bewachung durch den Pfarrer ein paar Minutenlang die Leiche beweinen. Franziskas kleine Novelle "Der Vater" gibt ein herzzerreißendes Abbild dieser Situation. (Autobiografisches S.78, sh. Anhang.)

Kilde: http://user.berlin.de/~dr.seltsam/frauen.html 
Reventlow, Rolf (I15530)
 
345
Amelia officially opened the Prince Alfred Bridge on the Murrumbudgee River in 1867. 
Shelley, Amelia Mathilda (I13918)
 
346
Amerikansk. (HHK) 
X, ? (I16991)
 
347
Amtforvalter av adelig slekt. 
Brüggemann, Nicolaus von (I16885)
 
348
Amtmand over Jomfruland og Gimsø kloster i Norge. 
Adeler, Nils (I18559)
 
349
Amtmann i Holsten. 
Compoteller, Hans (I16884)
 
350
Amtmann i Smaalenene 1700-1703, senere amtmann over Møens amt i Danmark.
Han var hofjunker, etatsråd og medlem av generalpostdirektionen og en av
kong Frederik IV's yndlinger, som ofte fikk besøk av kongen på Møen.
(NSHT XXV-4 s332) 
Moltke, Caspar Gottlob (I7960)
 

      «Forrige «1 ... 3 4 5 6 7 8 9 10 11 ... 228» Næste»