| |
Match 851 til 900 fra 11,350
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 851 |
Byggede "Aldershvile" i Søllinge, hvor de levede til deres død. | Familie: Hans Frederik Jacobsen / Margrethe Christence Schjær (F28341)
|
| 852 |
Bygningstegner. (CJP/HHK). I mange år ansat på professor Rosens
tegnestue. (HHK) | Pape, Agnes Visby (I14808)
|
| 853 |
Bürge bei dem Vergleich des Erzbisch. Gerhard von Bremenund Herzogs Albrecht v. Braunschweig | Heimbruch, Ludolfus von (I411)
|
| 854 |
Bürgermeister in Apenrade | Hagensen, Carsten (I7119)
|
| 855 |
C.P.T. Rosenørn-Teilmann
Kultusminister 6/11 1865 - 4/9 1867
Christian Peder Theodor Rosenørn-Teilmann (1817-79) var embedsmand og godsejer. Han blev
cand.jur. 1841
borgmester i Fredericia 1851
herredsfoged i Skads Herred 1853-59
medlem af Landstinget 1859-66
overtog stamhuset Nørholm 1861
medlem af Rigsrådet 1861-66
kultusminister 1865-67
justitsminister 1866-68
kongevalgt landstingsmedlem 1868-79
Han tilsluttede sig de nationale godsejere og var i opposition til de nationalliberale. | Rosenørn-Teilmann, Christian Peder Theodor (I12413)
|
| 856 |
can't read the exact birth year | Schaffalitzky de Muckadell, Wilh. Theod. Fr. (I11398)
|
| 857 |
Cand + Exam Jur | Suenson, Anine (I19662)
|
| 858 |
Cand jur. Politiassistent i København. 31juli 1900 byfoged og
politimester i Aalborg. Han utgav i 1876 "Ludvig Bødtcher's sidste
digte". Han samlede og udgav en del Ludvig Bødtcher-manuskripter. Den
bekendte revuvise "Stop nu lidt Smit. Du går for vidt Smit" handler om
ham, i anledning af at han lod foretage indhug på et socialdemokratisk
mødes deltagere på fælleden. (HHK)
1869 student
1875 cand.jur.
1898 Debut i bogform: Bornholm. Skitse for turister
1900 Debut i bogform: Sabel og plov. Fortælling (roman) | Smit, Thorvald (I13303)
|
| 859 |
Cand theol 1745. Sogneprest og provst. (EC) | Calundan, Frederik (I9631)
|
| 860 |
Cand. jur., godsejer. Indenrigsminister i Estrups regering, medlem af Landstinget. Ejer af Dronninglund.
Skeel, Erik Vilhelm Robert, 1818-84, Minister, Godsejer, fødtes 22. Febr. 1818 i Rørby Præstegaard ved Kalundborg, i sin Morfaders, Sognepræst Robert Buddes, Hjem, til hvilket hans Moder, Abrahamine Christiane f. B., var tyet hen, efter at hans Fader, Underretsprokurator Jørgen Erik S., før Drengens Fødsel var afgaaet ved Døden. I Rørby Præstegaard var da hans Barndomshjem, og endnu i hans Ministertid mindedes ældre Folk paa Kalundborgegnen den raske, viltre Dreng, den selvskrevne Anfører i alle Landsbydrengenes Spilopper.
Da den Tid kom, hvor Skoleuddannelsen stillede større Krav, blev S. optaget i Huset hos Fr. Blilow, den senere Sejerherre ved Fredericia; 1835 blev nan Student og 1841 juridisk Kandidat. 4 Dage efterat han havde bestaaet Examen, indgik han Ægteskab (i. Nov. 1841) med Cathrine Sophie Nehammer (f. 6. Juli 1816), Datter af Farver N. i Holbæk, et Parti, der ikke havde hans Families Bifald, men fra hvilket det mindst af alt laa i hans Karakter at lade sig afholde ved den Art Modstand. S. A. havde hans Moder indgaaet nyt Ægteskab, med sin første Mands Brodersøn, ndfr. nævnte Kammerherre Vilh. Sam.S. En Tid var S. nu Volontær paa Sjællands Stiftamts Kontor, men allerede 1844 omplantede han sig til jysk Grund. Ved Hjælp af et Laan paa 50000 Rdl. fra det Skeelske Fideikommis kjøbte han Hovedgaarden Dronninglund i Vendsyssel. Med Iver kastede han sig nu over Gaardens Drift og Godsets Forbedring, og en dygtig Hjælper som Landmand, Handelsmand og Selskabsmand havde han i sin nærboende SlægtningJørgen Erik Fred. Skeel til Birkelse (s. ndfr.). I Begyndelsen vare Midlerne dog knappe, og det var egentlig først, efter at S. i sit andet Ægteskab havde faaet en betydelig Formue, ;at han fuldt ud hævede Dronninglund til en Mønstergaard. Skjønt født paa Sjælland blev S. en Type paa en jysk Godsejer af de bedste. Hans lidt firskaarne, velvoxne Skikkelse med den korte Hals, det regelmæssige, friske Ansigt og det spidse Hageskjæg førte Tanken hen paa en af hans gamle Aner. Han havde dernæst i sit Væsen og i sin Gjerning det støtte, sindige, tilsyneladende flegmatiske, bag hvilket der dog laa enagtpaagivende Aand og en vaagen Tanke. Og han havde en Fasthed og Sejhed i Karakteren, der kunde udarte til Stædighed, og en Jævnhed og Frihed for Forfængelighed i det smaa, der kom ham til gode baadesom Godsejer og Politiker. Men som særegent for S. bør det ikke glemmes at nævne en Hjærtensgodhed, der strakte sig baade til Mennesker og Dyr. Hans Godsbeboere hang ved ham, og -- en sælsom Grille for en fremskreden jysk Landmand -- han var en Modstander af Kraftfodringen, fordi den efter hans Mening indeholdt et Misbrug af Dyrene.
Halvtredserne bragte en tung Tid for S. i hans Familieliv, og i 1858 skiltes han fra sin Hustru. Aaret efter ægtede han sin foran omtalte ældre Ungdomsven J. E. F. Skeels Enke, Charlotte Adelaide f. Komtesse Ahlefeldt-Laurwigen (f. 11. Avg. 1810), der allerede 6 Aar senere (24. Sept. 1865) afgik ved Døden. Paa dette Tidspunkt var det, at S. traadte ind i det politiske Liv. Han, som allerede havdebeklædt de stedlige Tillidshverv, der følge med Hartkorn og Popularitet, lod sig i 1859 vælge ind i Landstinget og beholdt Sæde her indtil sin Død; i 1864-66 var han tillige Medlem af Rigsraadets Landsting. S. holdt sig noget tilbage som Landstingsmand; han hørte til de lidet talende og lidet foretagsomme, men hans praktiske Blik og faste Karakter gave ham Anseelse, og han blev baade Viceformand iTinget og Medlem af Rigsretten. Ogsaa var han Medlem af den i 1866 nedsatte Kommission angaaende Forsvarsvæsenet, og Antallet paa hans Tillidsposter ude i Befolkningen steg. Særlig kan nævnes, at hanvar Præsident for den 13. danske Landmandsforsamling (1875), og at han indtog betroede Poster i det kongl. Landhusholdningsselskabs og Landbygningernes almindelige Brandforsikrings Bestyrelser. Patronfor Roskilde adelige Jomfrukloster blev han først 1880.
I Ministeriet Estrup optoges S. som Kabinettets første Indenrigsminister (n. Juni 1875). Mange antoge, at S., om han end havde Karakter og Erfaring nok, vilde staa for meget tilbage i de formelle Evner, i Veltalenhed og Behændighed og, hvad der ellers hører til for en Minister for at begaa sig under urolige forhold. Helt sikker var man heller ikke paa, at den 5yaarige Godsejer vilde til fulde kunne sætte sig ind i den store Del af de talrige indenrigsministerielle Forretninger, der hidtil laa ham fjærnt. Frygten var ugrundet. Sorn Landstingets Formand efter hans Død udtalte om ham: S. tog fatmed stor Energi baade under Forhandlingerne i Rigsdagens Sale, i Udvalgsværelserne, i Ministerialbygningen og sikkert ogsaa i sit hjemlige Arbejdsværelse, og Meningsfæller og Modstandere maatte erkjende, at han gjorde Fyldest i sin Plads. Helt ringe blev Udbyttet heller ikke trods de ugunstige politiske Forhold: i hans Tid fremkom Husmandskreditforeningsloven, Sparekasseloven, Vand-løbsloven og Varemærkeloven-, de sjællandske Jærnbaner erhvervedes for Staten; Kjøbenhavns Havnebane anlagdes; Limfjordsbroen blev bygget, og Jærnbaner anlagdes, særlig i Jylland. I den store Strid om Forbudet mod Udførsel af Kvæg fra Sjælland og imod Indførsel af Kvæg fra Sverige (Rigsdagssamlingerne 1881-82 og 1882-83) traadte S.s Fortrin og Fejl frem med Klarhed, og samtidig med at hans Holdning i denne Sag skabte ham mange Modstandere, bidrog den til at slaa fast i den almindelige Bevidsthed ude og hjemme, at han var en Personlighed, med hvis Vilje og Evner der maatte regnes.
Modstandere skortede det overhovedet ikke S. paa, ikke blot selvfølgelig i politisk Henseende, men ogsaa i saglig; Børsen i Kjøbenhavn var ham ikke god, og han var i det hele mere Landbrugets end Handelens Minister. Den indenrigsministerielle Portefeuille, hvis Indhold senere er fordelt paa 3 Medlemmer af Kabinettet, var en tung Byrde for en. enkelt Mand, især for en saadan, der ikke var udrustetmed usædvanlige Aandsgaver og ikke tidlig var indlevet i Forretningerne. Dette maatte baade S. og hans nærmeste Eftermænd paa denne Post sande. I 1884 viste det sig da, at S.s Kraft var udtømt. I MajMaaned blev han ramt af et apoplektisk Anfald, og 29. Avg. s. A. tog han sin Afsked. Han, der i 1859 var bleven Kammerherre, i 1875 Kommandør af Danebrog af 2. Grad, i 1876 Kommandør af i. Grad og i 1878 havde erholdt Storkorset, blev ved sin Afskedigelse udnævnt til Gehejmekonferensraad. Natten til 6. Nov. s. A., nøjagtig et halvt Aar efter sit første Sygdomsanfald, døde han. | Skeel, Erik Wilhelm Robert (I12652)
|
| 861 |
Cand. phil., Assistent i Finansministeriets 3. Revisionsdepartement. | Krag-Juel-Vind-Frijs, Emil Einar (I14213)
|
| 862 |
Cand. polyt. 1914. Ingeniør ved Københavns Vandforsyning. (CJP) Skrev
flere avhandlinger om vann, gass og andre kjemiske forekomster i naturen.
(HHK) | Pape, Carl Holger Visby (I16972)
|
| 863 |
cand. theol, prof. i phil. v. KBH UNI | Stampe, Henrik (I9805)
|
| 864 |
Cand.jur. 1892, prokurator ved Islands Landsoverret 1898,syssel- mand i Rangvar Sy s s e l 1 9 0 4 - 07, forfatter ogoversætter. | Benedictsson, Einar (I19807)
|
| 865 |
Cand.pharm. 1892, købmand og fabrikant i Odense 1896,byrådsmedlem 1906-09, 1917- 2 5 o g 1 9 2 9 - 3 3, lettiskvicekonsul 1929. | Kruuse, Peder Abraham (I14491)
|
| 866 |
Cand.philol. 1883, adjunkt i Reykjavik 1884, overlærersamme sted 1905, rektor sa m m e s t e d 1 9 1 3. To børn iægteskabet. | Zoëga, Geir Tomasson (I14098)
|
| 867 |
Cand.theol. 1771, sognepræst i Gundslev 1781-1805, provst1797. | Blicher, Diderik Nicolai (I10241)
|
| 868 |
Cand.theol. 1856, lærer 1856-1879, sognepræst på Drejø fra1879. | Thurah, Christian Henrik de (I13129)
|
| 869 |
Cand.theol. 9/6 1721. Sognepræst i Korup-Ubberud 1722-61."havde først været Kjøbma n d s k a r l ; v ar grundærlig; havdemegen Erfaring og et godt Bibl." (Wiberg) | Holm, Wulf Godske Christensen (I9307)
|
| 870 |
Carl Diederich Schimmelmann, f 10. Sept. 1742 i Gross-Luckow, ansat ved Lotteriet i Altona, udnævnt 1769, 6. Marts, til dansk Agent (med Justitsraads Rang) i Hamborg. | Schimmelmann, Carl Diedrich (I9218)
|
| 871 |
Carl Ludvig von Ellbrecht, f. 6/9 1796, †27/3 1869, Commandeur i Søetaten, gift 21/4 1827 med Cathrine v. Deurs, Datter af Kammerherre v. Deurs til Frydendal.
Han havde 2 Døttre, hvoraf den ældste er gift med Commandeur Gottlieb og den anden med Commandeur Meldal, Adjudant hos Hs. Maj. Kongen, og 2 Sønner, hvoraf den ældste, Eberhardt E., f. 28/11 1833, blev gift 18/2 1861 med Emilie Grothusen, Datter af Conferentsraad Grothusen. Han gjorde tjeneste som Premierlieutenant i Husarerne indtil 1865 og traadte af ved Reductionen (Afkom). Den anden Søn, Victor E., f. 23/6 1835, Kammerjunker, til Christinetorp i Sverrig, blev gift 17/7 1868 med Baronesse J. Løvenskjold, Datter af Kammerherre, Baron C. Løvenskjold. (Ej Afkom) | Ellbrecht, Carl Ludvig von (I12080)
|
| 872 |
Carl William greve Ahlefeldt-Laurvig (også stavet -Laurvigen) (2. maj 1860 på Tranekær Slot, Langeland – 29. november 1923 i København), var en dansk politiker og diplomat.
Ahlefeldt-Laurvig var greve, søn af lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvig og Marie Albertine Mathilde Schulin. Han blev student 1878; cand.polit. 1883; var legationssekretær i Paris og London 1887-1897; gesandt i Wien 1897-1908, direktør for Det Classenske Fideikommis fra 1909 og ejer af Eriksholm.
Han blev udenrigsminister i Ministeriet Neergaard I i 1908-09, i Ministeriet Holstein-Ledreborg og igen i Ministeriet Berntsen i 1910-13.
Han var Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen og Dannebrogsmand.
Ahlefeldt-Laurvig giftede sig med Elisabeth Danneskiold-Samsøe (1866-1950), med hvem han fik døtrene Mathilde Wanda Elisabeth Ahlefeldt-Laurvig (1888-1963)og Elisabeth (1889-1954) og sønnen Kai Frederik Sophus (1890-1973). | Ahlefeldt-Laurvig, Carl William Greve (I13964)
|
| 873 |
Caroline Adelaide, født 1778, viet 7. Juli 1797 i Christiansborg Slotskirke til preussisk Gesandt i Kjøbenhavn Adam Frederik Baron Senfft v. Pilsach. | Schimmelmann, Karoline Adelheid Louise von (I9477)
|
| 874 |
Caroline Amalie (1796-1881):
Dansk dronning; datter af hertug Frederik Christian af Augustenborg og Louise Augusta af Danmark, datter af dronning Caroline Mathilde og Struensee. Ægtede 1815 den senere Christian 8.
Stærk og initiativrig personlighed; oprettede asyler for fattige børn. I øvrigt medlem af Vartovs menighed; stod i nær personlig forbindelse med Grundtvig.
___________________________
Caroline Amalie blev dronning af Danmark i 1839. Hun var datter af hertug Friedrich Christian af Augustenborg og prinsesse Louise Augusta. Hun blev gift med prins Christian Frederik, den senere Christian 8., i 1815. Caroline Amalie var meget optaget af forskellige sociale og humanitære spørgsmål, og hun stod bag oprettelsen af bl.a. flere hjem for forældreløse børn. På grund af sine augustenborgske rødder blev hun af mange danske betragtet med en vis mistro under de nationale konflikter i Slesvig-Holsten, men i løbet af den senere del af sit liv opnåede hun stor folkelig popularitet. CarolineAmalie interesserede sig for religiøse spørgsmål og blev en vigtig støtte for den grundtvigianske bevægelse. Ægteskabet mellem Caroline Amalie og Christian 8. var lykkeligt, men parret fik aldrig nogen børn. Tronfølgeren Frederik var således fra Christians første bryllup med Charlotte Frederikke. | Augustenborg, Caroline Amalie af (I12485)
|
| 875 |
Caveau à Versailles
Chevalier de la Légion d'honneur
Croix de guerre | Sauville de la Presle, Jacques de (I15498)
|
| 876 |
Charles of Hesse (Danish: Carl af Hessen; German: Karl von Hessen-Kassel) (Kassel 19 December 1744 – Luisenlund 17 August 1836) was born in Kassel as the second surviving son of Kassel's then hereditary prince, the future Frederick II, Landgrave of Hesse-Kassel and his first wife Princess Mary of Great Britain. His mother was a daughter of King George II of Great Britain and Caroline of Ansbach.
His father, the future landgrave (who reigned from 1760 and died in 1785) had left the family in 1747 and soon converted to Catholicism, and in 1755 formally ended the marriage. The grandfather, William VIII, Landgrave of Hesse, granted the county of Hanau and its revenues to Mary and her sons. The young prince Charles and his two brothers were with their mother, the landgravine Mary, and were fostered by Protestant relatives since 1747. In 1756, they moved to Danmark, to care for Mary's late sister's Louise's underage children. In 1763, his elder brother married a Danish princess, a first cousin to both. Charles followed suit on 30 August 1766 — his wife was Louise of Danmark.
Charles made a military career in Danmark. When the young regent and crown prince, Frederick (1766–1839) had in 1790 become Charles' son-in-law, he made several unsuccessful attempts at substantiallyinfluencing decisions of the government and the regent.
Charles was a remarkable patron of theater and opera. He had his own court theater in Slesvig, and he involved himself extensively in its operations.
For most of his life, Charles lived in Gottorp Castle with his family. For several years, he was royal governor and commanding general of the twin duchies Schleswig-Holstein.
In 1768, Charles purchased the landed property and village of Offenbach-Rumpenheim from the Edelsheim family. In 1771 he had the manor expanded into a castle and princely seat.
In 1790, Charles obtained the property of Gereby near Kappeln; in 1807, property in Schlei in Carlsburg, Schwansen.
On January 25, 1805, Charles was granted the title "Landgrave of Hesse" by his elder brother, who had assumed the higher dignity and titulary of Imperial Prince-Elector.
He named the Luisenlund castle in Slesvig province in honor of his wife.
They remained in Danmark, becoming its important lords and royal functionaries. Only his eldest brother returned to Hesse, in 1785, when ascending the landgraviate.
Prince Charles of Hesse acted as royal governor of Schleswig-Holstein on behalf of the government of his brother-in-law, King Christian VII of Danmark and Norway.
On 30 August 1766, Charles married Princess Louise of Danmark and Norway, his first cousin, the youngest daughter of King Frederick V of Danmark and Norway, who died the same year. The couple had thefollowing children:
Marie Sophie, Princess of Hesse (20 October 1767–21 March 1852), married on 31 July 1790 her first cousin the future King Frederick VI of Danmark and Norway
Wilhelm, Prince of Hesse (15 January 1769–14 July 1772)
Prince Frederik of Hesse (24 May 1771–24 February 1845), a general, married only morganatically Klara von Brockdorff. He was a Danish general and royal governor.
Juliane, Princess of Hesse (19 January 1773–11 March 1860), protestant Abbess of Itzehoe
Prince Christian of Hesse (14 August 1776–14 November 1814)
Princess Louise Caroline of Hesse (28 September 1789–13 March 1867), married on 28 January 1810 Wilhelm, Duke of Glücksburg
Prince Charles died in castle Luisenlund in Güby, Schleswig. | Hessen-Kassel, Karl af (I11086)
|
| 877 |
Charlotte Amalie blev dronning af Danmark i 1670. Hun var datter af landgrev Wilhelm 6. af Hessen-Kassel. I 1667 blev hun gift med Christian (5.), med hvem hun fik bl.a. sønnen Frederik (4.) og datteren Sophie Hedevig.
Charlotte Amalie var opdraget i den reformerte tro, som hun også holdt fast ved, efter at hun var blevet gift med Christian. Hun var en populær dronning, og populariteten blev ikke mindre, da hun i 1700 deltog i organiseringen af Københavns forsvar efter at Sveriges konge Carl 12. havde gjort landgang på Sjælland.
Charlotte Amalie ejede adskillige godser rundt om i landet, og hun administrerede dem med dygtighed. Efter at Christian 5. var død i 1699, bosatte Charlotte Amalie sig i det palæ, hun havde købt: Charlottenborg på Kongens Nytorv i København, hvor hun boede fra 1700 til sin død. Palæet, der har sit navn efter hende, har siden 1754 rummet Det Kongelige Danske Kunstakademi. | Hessen-Kassel, Charlotte Amalie af (I7514)
|
| 878 |
Charlotte Pauline Else zu Reventlow, geb. Reimann, (* 3. Februar 1897 in Elbing; † 11. September 1984 in München) war eine deutsche Lehrerin, Frauenrechtlerin, Sozialdemokratin und Redakteurin.
Nach dem Besuch von Mädchenmittelschule, Lyzeum und Oberlyzeum absolvierte sie 1916 das Abitur und 1917 die Lehramtsprüfung. Sie erhielt ihre erste Anstellung an der Knabenmittelschule in Hameln.
Seit Oktober 1918 Mitglied der SPD, absolvierte Else Reimann ein Volontariat bei der Fränkischen Tagespost und wurde Zeugin einer der ersten öffentlichen nationalsozialistischen Versammlungen auf deutschem Boden.
Noch im selben Jahr schrieb sich Else Reimann in Jena für ein Studium der Nationalökonomie ein, ihr Interesse galt allerdings weniger den Studieninhalten als dem Aufbau der sozialistischen Studentengruppe, zudem nahm sie als jüngste Delegierte am ersten sozialistischen Frauenkongress in Jena teil. Reimann begann im folgenden Jahr in München Literaturgeschichte, Kunstgeschichte und Theaterwissenschaften zu studieren, engagierte sich auch hier wieder in der Studentenbewegung. Während der Auseinandersetzungen zwischen völkischen Studenten und Republikanischem Studentenbund in Folge der ErmordungWalther Rathenaus verließ sie nach dem Sturm auf das Hotel Grünwald im Januar 1923 die Stadt und folgte ihrem Mann, dem Fotografen Rolf Reventlow, den sie am 1. März 1921 geheiratet hatte, nach Berlin. Sie wurde Vorsitzende der sozialistischen Studentengruppe, was zur Verweigerung eines Stipendiums führte und den Studienabschluss unmöglich machte.
Else Reventlow finanzierte ihren Lebensunterhalt mit Übersetzungsarbeiten und Sprachkursen, bereitete außerdem die Herausgabe der Werke ihrer Schwiegermutter Franziska zu Reventlow vor. 1925 zogen dieReventlows nach Heidelberg, wo Rolf Reventlow als Gewerkschaftssekretär der freien Angestelltenverbände arbeitete. Am 20. Dezember 1926 wurde Tochter Beatrice in München geboren. Im selben Jahr erschienen die Gesammelten Werke Franziska zu Reventlows, 1928 gab Else Reventlow auch deren Briefe heraus. Da allerdings im Jahre 1935 der Albert-Langen-Verlag ganz in die Hände der NSDAP überging, konntesie keinerlei Einkünfte mehr aus den veröffentlichten Büchern verbuchen, zumal auch die Lizenz vom Verlag nicht herausgegeben wurde.
In den Jahren 1927 bis 1933 arbeiteten Else und Rolf Reventlow bei der Volkswacht in Breslau. Else Reventlow war hier zunächst als Kulturkritikerin tätig, dann als Redakteurin und Korrespondentin. Dazu übernahm sie die Redaktion der Schlesischen Provinzkorrespondenz und arbeitete für diverse andere Publikationen. Im September 1929 zog Else Reventlow für ein Jahr nach Ascona.
Mit Übernahme der Regierung durch die Nationalsozialisten verließen die Reventlows das Land. Während Rolf Reventlow in die Tschechoslowakei reiste, floh Else Reventlow mit ihrer Tochter in die Schweiz. In Ascona arbeitete sie als Lehrerin im Auftrag des „Comité suisse d'aide aux enfants d’émigrés“. In den Jahren von 1937 bis 1940 studierte sie darüber hinaus an der Universität Genf und der Universität Basel Französisch, Englisch und Russisch. In Genf legte sie das französische Staatsexamen ab. Vom Februar 1938 bis Mai 1940 lebte sie in Basel. Reventlow hatte ihre Tochter im LanderziehungsheimPaul Geheebs untergebracht.
Sie reichte die Scheidung von dem inzwischen in Oran lebenden Rolf Reventlow ein, am 20. Dezember 1939 erfolgte in Basel das Scheidungsurteil.
Im April 1940 wurde Else, Rolf und Beatrice Reventlow in Abwesenheit die deutsche Staatsbürgerschaft aberkannt.
Dessen ungeachtet kehrte Else Reventlow Anfang Juni 1940 nach Deutschland zurück und wurde sofort verhaftet. Nach vierzehn Tagen Haft am 19. Juni 1940 wieder entlassen, blieb Reventlow unter der Aufsicht der Gestapo. Sie musste sich zunächst wöchentlich, dann monatlich vorstellen. Durch den Verlust der Staatsbürgerschaft hatte sie keinerlei Aussicht, eine Arbeit zugewiesen zu bekommen. Da ihre beiden Brüder aber an der Front waren, durfte sie offiziell als Geschäftsführerin das Möbelgeschäft in Elbing leiten, nachdem dieses als "kriegswichtig" eingestuft worden war.
Als sowjetische Truppen einmarschierten, machte sich Reventlow mit ihrer Tochter im Januar 1945 auf die Flucht nach Preetz. Im Frühjahr ging sie nach Marquartstein in Oberbayern, im August nach München.
Hier arbeitete sie von Oktober 1945 bis Ende 1948 als Redakteurin bei der gerade von den Amerikanern gegründeten Neuen Zeitung. Da sie seit 1946 auch Beiträge für Radio Munich geliefert hatte, wurde sie auf Betreiben Walter von Cubes am 1. Januar 1949 offiziell vom Bayerischen Rundfunk eingestellt. In der Politischen Redaktion verfasste sie Kurzkommentare und „Mittwochskommentare“. Anfang 1950 verließ sie die politische Abteilung und wechselte als stellvertretende Leiterin in die Nachrichtenabteilung des Bayerischen Rundfunks.
Von September 1952 bis Januar 1953 führte eine Studienreise sie in die Vereinigten Staaten. Nach dem Erreichen des Rentenalters schied Else Reventlow am 31. Juli 1962 aus dem Bayerischen Rundfunk aus,widmete sich der Familie und ihren ehrenamtlichen Aktivitäten.
Seit der Nachkriegszeit gehörte Else Reventlow dem Vorstand des Bayerischen Journalistenverbandes an und war von 1948 bis 1968 Vorsitzende des Prüfungsausschusses des Verbandes sowie Mitglied in dessen Ehrengericht.
Darüber hinaus war sie zunächst als Vorsitzenden des Süddeutschen Frauenarbeitskreises aktiv, den sie von 1945 bis zu seiner Auflösung im Jahre 1953 leitete. Sie gehörte zwischen 1950 und 1962 der Arbeitsgemeinschaft der Wählerinnen an, übernahm auch hier organisatorische Aufgaben. Else Reventlow war auf regionaler Ebene in der SPD aktiv im Ortsverein Bogenhausen und im Unterbezirk München.
Im Juli 1949 trat Reventlow, zunächst nur in der Absicht, Ilse Weitsch auf der Konstituierenden-Versammlung zu vertreten, in den Deutschen Rat Europäischer Bewegung ein. Sie war Mitglied verschiedenerVerbände wie der IG Druck und Papier, der Arbeiterwohlfahrt. Sie gehörte der Deutschen Gesellschaft für die Vereinten Nationen an und engagierte sich als Mitglied des Kuratoriums der Gesellschaft fürAuslandskunde, der sie beinahe 30 Jahre angehörte.
Seit den 1970er Jahren erschienen wiederum im Albert-Langen-Verlag die Werke Franziska zu Reventlows. Else Reventlow, die sich im übrigen auch schon für die früher publizierten Lizenzausgaben andererVerlage stark gemacht hatte, gab erneut die Tagebücher, aber auch Novellen und Skizzen, Briefe, so auch 1975 die Briefe Franziska zu Reventlows an Emanuel Fehling, heraus. | Reimann, Charlotte Pauline Else (I15615)
|
| 879 |
Chef for sjællandske landsdragoner, falden 1710 ved Helsingborg. | Sprengel, Frantz Heinrich von (I7398)
|
| 880 |
Chef for Vesterlenske regiment i Norge | Deichman, Vilhelm (I10047)
|
| 881 |
Cheryl Holdridge, former Mouseketeer, dies at 64
The Associated Press
Published: Friday, Jan. 09, 2009
LOS ANGELES -- Cheryl Holdridge, the beautiful blond with a winning smile who joined "The Mickey Mouse Club" as a Mouseketeer in the 1950s, has died. She was 64.
Holdridge died Tuesday at her Santa Monica home following a two-year battle with lung cancer, Doreen Tracey, another former Mouseketeer, told the Los Angeles Times.
Born Cheryl Lynn Phelps on June 20, 1944, in New Orleans, Holdridge moved to Los Angeles when she was 2 and became a Mouseketeer in 1956 at the start of the second season of the "The Mickey Mouse Club." Aged 11, she was one of 24 talented singing and dancing youngsters.
"She was a good technical dancer, but I think she was picked mostly because she had this angelic look and a great smile; she's known for her smile," Tracey said. "We used to try to keep her quiet whenshe started singing because she sang off key."
Holdridge soon became a core part of the group, which appeared on the Mouseketeer roll call at the start of each show. The roll call also featured the likes of Tracey, Annette Funicello, Tommy Cole, Cubby O'Brien, Sharon Baird, Bobby Burgess, Karen Pendleton, Lonnie Burr and Darlene Gillespie.
Another reason Holdridge was kept in the core group was because she had got large amounts of fan mail, Tracey said.
"Annette had the highest rating, but Cheryl came pretty close," Tracey said.
Holdridge found it easy transitioning to working in television after hanging up her mouse ears - she went on to appear as Wally Cleaver's girlfriend for two seasons in "Leave It to Beaver," and she had guest roles on shows such as "Bewitched" and "The Dick Van Dyke Show."
She left the television business in 1964 when she married Woolworth heiress Barbara Hutton's son Lance Reventlow.
"Because that's what you did then. You married and stayed home," Holdridge told the Chicago Tribune in 2001.
Reventlow was killed in a plane crash in 1972. Holdridge married Manning Post, a prominent West Coast Democratic Party fundraiser and adviser, in 1994. He died in 2000.
"She certainly was a very pretty blond and just had a very winning personality," said Lorraine Santoli, author of "The Official Mickey Mouse Club Book" and a former Disney publicist.
"Cheryl was the most joyous person, is the best way I can put it," Santoli said. "She saw the positive side of everything."
Fellow former Mousketeer Tommy Cole remembered his friend fondly.
"Being one of the prettiest girls on the set, I always considered her Miss Sunshine," Cole said. "She'd walk into the room and this ray of sunshine would happen every time she smiled." | Phelps, Cheryl Lynn (I15909)
|
| 882 |
Chr. Güldencrone (d. 1746), der besad baroniet i
henved 50 år, huskes især for, at han sammen
med sin kone, Amalie Margrethe Moth, fik
indrettet et gravkapel i Malling Kirke, hvor
familiens medlemmer blev begravet indtil
1824.
Det bør også nævnes, at han under sin
dannelsesrejse gennem det meste af Europa i
1690'erne skrev en minutiøs og særdeles informativ
dagbog, der kunne tjene som guide til
datidens lande. | Güldencrone, Christian (I8491)
|
| 883 |
Christen Bollesen, f. omk. 1615 Fiskbæk, Viborg, d. 1669, g. omk. 1642 Fiskbæk, Viborg, Maren Staphrophski, f. omk. 1615 Magleby, Præstø, d. 1689, datter af Superintendent på Gulland, Magiser Oluf Fochsen Staphrophski, af russisk Adel (set; 1646 var han forpagter af Abrahamstrup, det senere Jægerspris, og blev 1651 forstander på Herlufsholm. | Bollesen, Christen (I6162)
|
| 884 |
Christen de Linde erhvervede på auktion 1747 Landting, hvortil der lå et par andre store gårde og adskilligt bøndergods. Ligesom så mange andre af de tidligere ejere opholdt Christen de Linde sig sjældent på Landting. Han ejede tillige Tirsbæk, og her var hans hovedopholdssted. Han døde 1756. | Linde, Christen de (I8787)
|
| 885 |
Christen Juel til Bækmark, Udstrup og Østergård deltog i flere søslag i Den nordiske syvårskrig (1563-70) under ledelse af Peder Skram og Otto Rud.
Han døde barnløs. | Juel, Christen (I3882)
|
| 886 |
Christen Pedersen, g. Kirsten Bollesdatter, d. 1588, de fik to sønner Bolle og Peder.
Christen var bonde på Løgstrupgård, Fiskbæk Sogn, Nørlyng Herred, Viborg | Pedersen, Christen (I22960)
|
| 887 |
Christen Skeel (1603-1659) var en af adelsvældens trofaste forsvarere, og både som landkommissær i 1640'erne og som rigsråd i 1650'erne indtog han en central position blandt sine konservative standsfæller. Fra
sin optagelse i rigsrådet i 1649 og frem til sin død førte Skeel en dagbog, som er en vigtig kilde til datidens politiske historie. Optegnelserne belyser Skeel som den konservative adelsmand, han var,men også som en mand med en oprigtig vilje til at hjælpe sit betrængte fædreland.
Christen Albretsen Skeel blev født den 27. juli 1603 i Ribe. I ligprædikenen fra 1659, hvor der berettes om hans liv og levned, opregnedes alle anerne, men kun tilbage til oldeforældrene, »efterdi detherforuden såvel de bedste som de fleste her udi riget fuld vel vitterligt er ham både på fædrene og mødrene slægt af meget ædel, fornem og gammel dansk adel at være kommen«. Hans forældre var AlbretSkeel, lensmand på Riberhus, og Birte Friis.Albret Skeel tilhørte kredsen af storgodsejere. Han blev i 1616 optaget i rigsrådet og samtidig udnævnt til rigsadmiral. Christens farfar Christen Skeel havde også været rigsråd, og 1627 blev Christens farbrødre Otte og Jørgen Skeel optaget i rigsrådet.
Vel hjemkommet efter den obligatoriske udlandsrejse håbede den unge Skeel på et offentligt embede, men først i 1638 opnåede Skeel embede, da han blev valgt tillandkommissær for Sjælland. Landkommissærinstitutionen var blevet oprettet samme år på foranledning af vrede, unge adelsmænd, der vendte sig mod statsmagtens stadig stigende indgreb i og regulering af samfundet og derfor ønskede at beskyttevelerhvervede adelsrettigheder. De 12 landkommissærer kom til at spille en betydelig rolle i 1640'erne, fordi de kontrollerede den finansielle forvaltning af militæret.
Venteperioden benyttede Skeel til at stifte familie og samle gods. I 1630 giftede han sig med Birgitte Rud. Samme år døde Skeels far, og han overtog godserne Fussingø og Holbækgård. I 1639 arvede Birgitte halvdelen afVallø, og senere købte Skeel den anden halvdel. Med kone nr. to, Margrethe Lunge, fik han herregårdene Odden og Stensbæk. Hertil kom GI. Kge af Christian 4.s egenmægtige optræden blev kongemagtens magt begrænset i 1648, da Frederik 3. besteg tronen. Kongen skulle nu indhente rigsrådets samtykke, hvis han ville udskrive skatter, ændre toldsatser, erklære krig, afslutte traktatereller ændre vilkårene for lensmændene. Samtidig blev også kongens frie ret til at vælge rigsrådet indskrænket. Da den nye håndfæstning forhøjede antallet af rigsråder, skulle der vælges fem nye medlemmer. Ved valget i juli 1648 fik Skeel det største antal stemmer: 107, og hans popularitet ses af, at han høstede mange stemmer i alle landsdele. Rigsrådet indstillede han derfor til kongen, der i juli 1649 udnævnte ham til rigsråd. Samtidig blev han lensmand på Tryggevælde, der lå belejligt tæt på hans gods Vallø.
______________________
Skeel, Christen (Albertsen), 1603-59, til Fussingø, Rigsraad, Søn af den ovfr. nævnte Rigsadmiral Albert Skeel (f 1639), er født paa Riberhus 27. Juli 1603. Han blev en Del af sin Barndom opdraget hossin Farmoder, Margrethe Brahe, paa Fussingø og sendtes senere, 1619, til Tyskland, hvor han studerede ved Universitetet i Giessen og navnlig ved Akademiet i Tiibingen. 1623 kom han tilbage til Danmark, men rejste s. A. atter ud, nu til Nederlandene, England, Frankrig og Italien, hvor han 1626 immatrikuleredes ved Universitetet i Padua. Efter sin Hjemkomst til Fædrelandet 1627 gjorde han Tjeneste iHoffanen, uden dog, som det synes, at være bleven egentlig Hofjunker, var med i Kansleren Christian Friis' Følge ved hans Sendelse til Sverige i Vinteren 1627--28 og ligeledes Page hos Fredskommissærerne i Lybek 1629. 12. Sept. 1630 ægtede han i Odense Birgitte Rud, Datter af Corfits R. til Fuglsang (XIV, 396). 2 Aar efter blev han Lieutenant ved den jyske Rostjeneste, men først 1638 begyndte hanspolitiske Virksomhed, i det han da blev valgt til sjællandsk Landkommissær, hvilken Stilling han beklædte i de følgende Aar og fik stadfæstet i dens ny Form 1645. 25. Maj s. A. mistede han sin Hustruog forblev Enkemand, indtil han 28. Okt. 1649 holdt Bryllup paa Vallø med Margrethe Lunge, Datter af Rigsmarsken Jørgen L. og Enke efter Mogens Bille.
I Juni 1649 var nan bleven Medlem af Rigsraadet, og som saadan har han efterladt et mærkeligt Bidrag til Tidens Historie, i det han ved Siden af den officielle Protokol, det var paalagt ham at føre over Propositionerne til Rigsraadet og dettes Indlæg, forfattede en Dagbog over Forhandlingerne i Raadet, der giver særdeles vigtige Oplysninger. Det er ogsaa af den og andre Kilder muligt at danne sigen nogenlunde klar Forestilling om hans Stilling til de betydeligste Spørgsmaal og om hans Anskuelser og Karakter i det hele. En varmtfølende og personlig offerberedvillig Patriot, en til Ængstelighedforsigtig Statsmand, tilbøjelig til visse smaa Reformer, men i alle større baade politiske og sociale Spørgsmaal strængt konservativ, mere egnet til at give sig sine pessimistiske Stemninger i Vold end til at gribe ind med daadkraftig Handling, kort sagt en Mand, skabt til at vække Sympathi, men ikke i Stand til at være Leder under de vanskelige Forhold, det er det Billede, som frembyder sig af C.S. Meget træffende fremhævede Hans Svane i Ligprædikenen over ham Ligheden mellem ham og Christian Thomesen Sehested. Tro imod sin Fortid var han en Modstander af Anders Billes Plan om at ophæve Landkommissariatsinstitutionen, men kunde gaa sammen med Rigsmarsken imod Hannibal Sehesteds Bestræbelser for at opnaa en selvstændig Stilling for sig og Norge. Villig til selv at ofre sin Accisefrihed varhan imod en Konsumtionsskat som skikket til at volde Misfornøjelse. Forbitret over Hannibal Sehesteds og Corfits Ulfeldts Egennytte var han stemt for deres Fald, men paa en saa lemfældig Maade som muligt. Forudseende en Krig var han ivrig for Besparelser og for Indøvelse af Militsen, men imod en større hvervet Hær og navnlig ængstelig for enhver Handling, der kunde udfordre Sverige. Hovedsagen vardog, at han maatte komme i bestemt Opposition til Kongen og hans Raadgivere, fordi han i enhver Henseende vilde opretholde den bestaaende Forfatning; kun i Hævdelsen af Rigsraadets gamle Stilling saahan Muligheden for Danmarks Frelse. Det viste sig allerede 1650 ved Spørgsmaalet om Prins Christians Arveret til Norge, og det kom i hans sidste Aar til at vise sig endnu i langt højere Grad. Det er ogsaa først i disse sidste Aar, at han, der 1650 havde faaet Tryggevælde Len og s. A. havde været sendt til Bornholm for at undersøge Ebbe Ulfeldts Lensstyrelse, 1652 havde været til Herredag i Bergen,1653: var bleven udnævnt til Generalkommissær og 1656 havde ledsaget Kongen til Norge, kom til at spille en større Rolle.
Han havde gjort sit baade 1656 og 1657 for at modstaa Kongens Tilbøjelighed til Krig, og Begivenhederne gave snart hans Modstand Ret. I høj Grad kom han ogsaa personlig til at føle Ulykkerne, ikke alene ved at hans jyske Godser bleve besatte af Fjenden, men ogsaa ved de Hverv, der bleve ham overdragne. Paa Odensemødet i Febr. 1657 var han bleven en af de Kommissarier, der skulde have det vanskelige Tilsyn med de vedtagne Bevillinger, og i Juli blev han tillige Medlem af det staaende Rigsraadsudvalg, der ikke alene skulde sørge for hele Udrustningen, men som en Slags kollegial Institution ledehele Forvaltningen, Denne Virksomhed blev overordentlig byrdefuld paa Grund af den store Pengemangel og de Lidelser, som Riget kom til at udstaa, og hans og hans Fællers Indlæg fra den følgende Tid bleve til en Række Fortvivlelsens Udbrud. Ulykkeligvis havde han desuagtet ikke tilstrækkelig Følelsen af den truende Fare; i Jan. 1658 var det ham, som gav Ordre til, at Bøndernes Strandvagter maatte trækkes bort fra Laalands Kyst, hvorved Svenskernes Angreb paa de sydlige Øer i alt Fald lettedes. Umiddelbart efter overdroges det ham og Joachim Gersdorff at standse Carl Gustavs Fremmarche ved Freds-tilbud. Saaledes kom han til at deltage i de sørgelige Forhandlinger, først i Vordingborg, senere i Taastrup og endelig i Roskilde, der endte med Freden i denne By 26. Febr. 1658.
Et halvt Aar efter var Freden brudt, og atter blev det C. S.r der sammen med Mogens Høg, 7. Avg., sendtes ud for at forsøge at standse Carl Gustav ved Fredsforhandlinger. De traf ham i Ringsted og mødte ogsaa her deres gamle Fælle og Modstander Hannibal Sehested, men udrettede, som bekjendt, intet, hørte kun Beskyldningerne slyngede ud af Svenskekongen mod Frederik III og Grev Schlippenbachs haanende Ord om det ligegyldige i Kongens Navn. Han kom tilbage til Kjøbenhavn for at gjennemleve en Del af Belejringens Tid. Man faar af de forholdsvis faa Optegnelser i hans Dagbog fra denne Tid mere Indtrykket af Blik for Forholdenes uheldige Sider end af Glæde over den Modstand, det i sidste Øjeblik havde været muligt at rejse imod Fjenden; men det maa herved erindres, at han allerede fra Begyndelsen af 1658 havde været sygelig. Hvad der dog mest formørkede hans Sind, var Udviklingen af de indre politiske Forhold. Allerede tidligere havde han maaske i højere Grad end nogen anden lidt ved Rigsraadets Tilsidesættelse og Afmagt, ved Kongens fremmede Raadgivere, de forskjellige Krænkelser af den gjældende Forfatning og af Adelens Privilegier, ved det, som han kaldte det meget ny, som begynder iDanmark og Norge. Og under Belejringen følte han, hvorledes alt dette udviklede sig. 6. Nov. 1658 var det sidste Gang, at han deltog i et Rigsraadsmøde; han var syg og maatte holde sig inde. Men 24. Nov. samlede han sig til en Skrivelse til sine Embedsbrødre, hvori han i varmtfølte Ord skildrede den ulykkelige indre Tilstand og den Forsmædelse, som det var for Raadet at blive tilsidesat af de fremmede; han opfordrede dem til et sidste kraftigt Indlæg til Kongen derimod. Opfordringen blev ikke fulgt. Da bestemte han sig til at fri sin Samvittighed. I Febr. 1659 dikterede han sin lille Søn Mogens en Skrivelse til Kongen, hvori han anmodede denne om Afsked fra sin Rigsraads-stilling, men tillige sagde ham drøje Ord om hans Foragt for Raadet og den danske Nation og Tillid til de fremmede, derkrænkede Loven og vilde blive Kongen og alle Undersaatter til Ødelæggelse. Om Skrivelsen er kommet Kongen i Hænde, vides ikke. Men hans Sygdom tog Overhaand, og 30. Marts 1659 døde han. Ved hans Bisættelse i Helligaandskirken holdtes den meget rosende Tale af Biskoppen Hans Svane. Hans Hustru var allerede død 7. Okt. 1653.
C. S. hørte til Landets mest velstaaende Adelsmænd og ejede en betydelig Mængde Godser, især Fussingø og Holbækgaard, som han havde arvet efter sin Fader, samt Odden, som han havde faaet ved sit andetÆgteskab, alle i Jylland, end videre Gjelskov paa Fyn og Vallø, som han havde faaet dels ved sit første Ægteskab, dels ved Kjøb, og Gammel Kjøgegaard, som han havde tilkjøbt sig, paa Sjælland. Han havde megen Interesse for sine Godsers Drift og udvidede dem ved Tilkjøb. Foruden andre Legater stiftede han det Skeelske Stipendium for studerende ved Universitetet. | Skeel, Christen (I5872)
|
| 888 |
Christence Lykke (14. april 1636 på Gisselfeld - 31. juli 1667) var datter af den rige Frands Lykke og Elisabeth Brok, altså
en søster til den bekendte, ulykkelige Cai Lykke.
Hun havde i sin barndom af Christian 4 været udset til brud for hans søn Ulrik Christian Gyldenløve, men blev den 9. september 1655 gift med Frants Brockenhuus til Sebber Kloster, der døde i 1660. Skønt den unge enke straks måtte sælge en del af sine store ejendomme, var hun dog et godt parti for den fremmede officer, Friedrich von Arenstorff, der søgte sin lykke og fandt den ved sit giftermål medhende den 4. november 1661. Hun ejede Svanholm i Horns Herred og Overgård ved Mariager, som hendes nye ægtemand opbyggede. Hun var gift med ham til hendes død den 31. juli 1667.
Hun blev begravet i København, men blev senere flyttet til St. Mortens kirke i Randers. | Lykke, Christence (I6120)
|
| 889 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Rosenborg, Christian, Greve af (I19516)
|
| 890 |
Christian 1. blev født i 1426 og døde i 1481.
I 1448 døde Christoffer af Bayern og da han ikke efterlod sig nogen børn benyttede det svenske rigsråd lejligheden til at vælge den tidligere rigsforstander Karl Knutsson til konge i Sverige, ligesomdet lykkedes dem også at få ham anbragt i den norske trone.
Kalmarunionen – den nordiske union fra Christoffer af Bayerns tid var i realiteten gået i opløsning, for var der noget danskerne ikke ønskede, var det at fmen hele Slesvig-Holsten til riget – menden 47-årige hertug mente han var for gammel, betakkede sig og pegede i stedet på sin nevø, den unge grev Christian af Oldenborg.
Efter at hertug Adolf fik Christian til at forpligte sig til aldrig at forene Danmark og Sønderjylland under én herre, og rigsrådet fik den 18-årige enke til Christoffer, Dorothea af Brandenburg, giftmed den kun fire år ældre Christian af Oldenborg, var vejen banet for at han kunne hyldes som konge. Christian 1. blev valgt på Viborg landsting den 28. september 1448 og året efter kunne han og enkedronning Dorothea lade sig krone i Frue Kirke i København.
Ved et stort dansk-svensk rigsrådsmøde i Halmstad i 1450 om genoprettelse af unionen, gik Christian 1. ind på de betingelser adelen stillede. Aftalen blev at Karl Knutsson fortsat skulle være konge iSverige, men måtte opgive kravet på Norge. Christian 1. skulle være konge i Danmark og Norge – og den l i 1457 nok. Kong Karl blev afsat, måtte flygte til Danzig og Christian 1. blev hyldet som konge i den genopståede union.
I 1459 døde hertug Adolf 8. og adelen i Slesvig-Holsten pegede på Christian 1. som efterfølger mod et løfte om, at hertugdømmerne skulle forblive sammen evig udelte. Den kompensation kongen måtte udrede for udvidelsen af riget, oversteg langt hans økonomiske formåen. Størsteparten af de len Christian 1.s riger bestod af, ejedes af nogle få magtfulde adelsslægter der ikke betalte kongen skat. Den økonomiske nødsituation i hertugdømmerne tvang den efterhånden noget fattige Christian 1. til at optage store lån og øge skattetrykket i de len der skulle aflevere indtægter til kongen.
I 1464 kom det til endnu et oprør i Sverige. Denne gang var det Christian 1.s tur til at blive afsat. Den landflygtige Knut Knutsson var var ikke sen til at gribe chancen og vendte i 1467 tilbage tilden svenske trone. Samtidige hjemlige problemer med højadelen kom til udtryk ved, at kongen i nogle tilfælde rettede hårde slag mod adelen.
Den mægtige Thott adelsslægt fik konfiskeret deres godser, da gotlandske og skånske dele af slægten allierede sig med svenskerne. Konfiskationerne rettede lidt op på Christian 1.s skrantende økonomi og var med til at befæste kongemagten.
Som en følge af disse begivenheder sammenkalder Christian 1. i 1468 danmarkshistoriens første stændermøde.
I 1470 døde Karl Knutsson og Christian 1. øjnede straks en mulighed for atter at blive svensk konge. Året efter fik han, trods sin dårlige økonomi, samlet en flådestyrke på 70 skibe, og sejlede med 3.000 mand ombord mod Stockholm. I slaget ved Brunkeberg uden for Stockholm den 10. oktober led han et knusende nederlag og undgik med nød og næppe selv at blive hugget ned. Ved den efterfølgende fredsslutning blev det bestemt, at man ved voldgift skulle finde ud af hvordan Christian 1. kunne genindsættes som svensk konge. Det skete aldrig – i stedet valgte det svenske rigsråd Sten Sture som rigsforstander.
I et forsøg på yderlige at underminere adelens magt, rejste Christian 1. 1474 til Rom, hvor han indgik en aftale med Paven, der gav ham ret til at besætte de højeste kirkeembeder i Danmark og Sverigesamt åbne et universitet i København. Det lykkedes ham også senere at få sat skik på den holstenske adel og få eftergivet en større del af den gæld han havde til hertugdømmerne, så mod slutningen af hans regeringsperiode stod kongemagten forholdsvis stærkt.
Christian 1. døde i 1481 og blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn, Hans. | Danmark, Christian 1, Konge af (I2132)
|
| 891 |
Christian 3. blev født i 1503 på Gottorp Slot og døde i 1559 på Koldinghus. Han var ældste søn af hertugen af Gottorp, den senere kong Frederik 1., og Anna af Brandenburg.
I 1520 blev den unge Hertug sendt ud på en større rejse til udlandet under ledsagelse af Johan Ranzau. På rejsen deltog han i den berømte rigsdag i Worms i 1521, og mødet med Martin Luther gjorde et uudsletteligt indtryk på Christian. Både han og Johan Ranzau vendte hjem til hertugdømmerne som glødende lutheranere.
Det, at faderen i 1523 blev dansk konge, medførte ikke de store forandringer i Hertug Christians liv. I 1525 gifter han sig med den kun 14-årige Dorothea af Sachsen-Lauenburg, og parret bosætter sig på Haderslevhus.
Det er tænkeligt, at Christians stærkt protestantiske holdning meget tidligt bringer ham i modsætningsforhold til det katolsk dominerede Rigsråd. I hvert fald modsatte Rigsrådet sig Frederik I's ønskeom at indsætte Hertug Christian som statholder i Danmark.
I et brev, umiddelbart efter Frederik 1.s død i januar 1533, skriver Christian, at han hellere ville gå barfodet som en tigger bort fra sine riger, end lade sig aftvinge den mindste indrømmelse mod lutherdommen. Et betænkeligt Rigsråd udsatte kongevalget til året efter, og Danmark var i den efterfølgende periode uden konge. Christians egen uvillighed til at overtage kongemagten blev først overvundet, da Rigsrådet nødtvungent anmoder han om at overtage den ledige kongetrone efter Lübecks angreb på Danmark i 1534.
Under påskud om at ville genindsætte Christian 2. som konge besatte Lübeck, under ledelse af Grev Christoffer af Oldenburg, hele den østlige del af Danmark. Christian 3. og hans tilhængere havde endnukun magten i Jylland, og dermed var der lagt op til den krig, der senere blev kendt under navnet Grevens Fejde.
I september rejste Skipper Clement borgere og bønder til oprør i det nordlige Jylland – men først i december blev Christian 3. i stand til at sende en hær af landsknægte, under ledelse af Johan Ranzau, op gennem Jylland for at nedkæmpe oprøret. Bondeoprøret blev slået ned, og Clement flygtede fra Aalborg med Ranzaus tropper i hælene. Han blev kort tid efter fanget, da en bonde forrådte ham.
I foråret 1535 kunne hæren sættes over til Fyn, hvor Johan Ranzau vandt den afgørende sejr over Lübeckerne i slaget ved Øksnebjerg den 11. juni. På omtrent samme tid sejrede en dansk-svensk-preussiskflådestyrke, under ledelse af Peder Skram, over Lübeck's flåde ved Svendborgsund. Disse to sejre blev afgørende for udfaldet af Grevens Fejde – men først da den 33-årige Christian året efter indtogKøbenhavn den 29. juli 1536, blev Danmark igen ét rige.
Efter kongens indtog i København gik tyske officerer fra begge sider i forbøn for Grev Christoffer, der slap med at blive landsforvist og måtte love aldrig igen at sætte foden på dansk jord.
Skipper Clement slap knap så nådigt. Han blev halshugget i Viborg den 9. september, liget blev parteret, lagt på fire stejler og på hans afhuggede hoved satte man en bly-krone.
Den 12. august 1536 blev landets katolske biskopper arresteret. Der er flere årsager til at Christian 3. tager dette dramatiske skridt: Han ville fjerne enhver modstand mod reformationen, han ønskedeat styrke kongemagten. Biskopperne havde modsat sig hans udnævnelse til konge, og konfiskationen af biskoppernes anseelige formuer kunne bruges til at betale gælden til den store hær af landsknægte.
Martin Luther lykønskede kongen med ordene: Bisperne ville ikke være ophørt med at forfølge Guds ord og forvirre det verdslige regimente. Reformationen var hermed indført i Danmark.
Efterfølgende bragte Christian 3. fredelige tider til Danmark. Han foretrak at samarbejde med Rigsrådet og den loyale danske adel indtil sin død på Koldinghus den 1. januar 1559. Rigsrådet og adelen bevarede til gengæld sin magt og indflydelse.
Christian den 3. blev begravet i Roskilde Domkirke, der lige siden har dannet ramme om danske kongers begravelser.
_________________
Christian 3. fødtes 1503 på Gottorp som ældste søn af hertug Frederik, senere kong Frederik 1., og hans første hustru Anna af Brandenburg. 1521 foretog han sammen med sin hofmester Johan Rantzau en længere rejse i Tyskland. Her overværede han bl.a. Rigsdagen i Worms, hvor Martin Luther forsvarede sine teser mod pavestolen, en oplevelse der påvirkede Christian for resten af livet. Da han blev gifti 1525, fik han og Dorothea Haderslev og Tørning len til underhold, og her gennemførte han straks reformationen, hvilket øgede den antipati mod ham, som det overvejende katolske rigsråd nærede.
Ved Frederik 1.s død i 1533 var rigsrådet forpligtet til at vælge en af hans sønner til konge. Den katolske del af rigsrådet var imod Christian, men en fløj med rigshofmesteren Mogens Gøye i spidsen gik ind for ham. Yderligere kompliceredes kongevalget af, at hertugdømmerne og Norge formelt var arvelande, medens Danmark var et valgrige. I den situation tog Christian kontrollen over hertugdømmerne,hvor han på egne og sine brødres vegne modtog arvehyldning.
En herredag i København skulle afgøre kongevalget, men endte med at udskyde valget et år; i mellemtiden skulle rigsrådet regere. Den lutherske adel med Mogens Gøye i spidsen forenede sig med det luthersksindede borgerskab i København og Malmø og tilbød Christian kronen, men han afslog; en dansk kongemagt på det foreliggende grundlag ville få meget svært ved at hævde sig mod rigsrådets og adelens flertal.
I sommeren 1534 angreb Lübeck hertugdømmerne og grev Christopher af Oldenburg Sjælland, formelt i Christian 2.s navn. Nu accepterede Christian et fornyet tilbud. I de følgende år afgjordes borgerkrigen (n ny herredag i København i oktober 1536 skulle ordne de tunge problemer: religionsspørgsmålet, forholdet mellem konge og rigsråd, kronens finanser, tronfølgespørgsmålet og forholdene mellem Danmark på den ene side og hertugdømmerne og Norge på den anden. Men allerede natten mellem 11. og 12. august fængsledes de katolske bisper, og i dagene derefter blev bispegodset overalt i landet konfiskeret. Vejen var banet for indførelse af den lutherske kirkeordning, ligesom der åbnedes mulighed for beskatning af kirken, der næsten helt havde undgået krigens hårde skattepålæg.
Herredagen i oktober afsluttedes med udstedelse af en reces, en håndfæstning og et valgbrev for Christians toårige søn Frederik (2.) som tronfølger. Herredagens resultater blev et klogt kompromis på grundlag af de realpolitiske muligheder; man søgte at sikre de bedst mulige betingelser for en fredelig og harmonisk genopbygning af riget, samtidig med at man forbedrede kronens økonomi gennem inddragelse af bispe- og efterhånden også klostergodset. Tronfølgespørgsmålet ordnedes lang tid frem, uden at princippet om Danmark som valgrige ændredes. Rigsrådet sikredes andel i statsstyrelsen, bl.a. vedat kongens kansler, der hidtil havde været i kongens personlige tjeneste, nu skulle være født medlem af rigsrådet som dets fornemste medlem efter rigshofmesteren. Kun i religionsspørgsmålet gik herredagen radikalt til værks.
Fængslingen og afsættelsen af bisperne og bispegodsets konfiskation godkendtes, og man afstak rammerne for den lutherske nyordning af kirken. Med herredagen i København havde kongemagt og adel forsonet sig med hinanden. Taberne i borgerkrigen blev de svage *stænder, borgerne og bønderne.
I religionsspørgsmålet lagde herredagen rammerne, og i de følgende år udarbejdedes detaljerne i kirkeordningen, kirkeordinansen, der blev rent evangelisk. Den udarbejdedes af de danske evangeliske prædikanter og blev i foråret 1537 sendt til gennemsyn hos Luther i Wittenberg. Medens det religiøse indhold betegnede et radikalt brud med fortiden, så var kirkens fysiske rammer og organisation stort set uændret. Biskopperne erstattedes af superintendenter og verdslige stiftslensmænd, men sognegrænser bibeholdtes ligesom de hidtidige katolske sognepræster stort set fortsatte i deres kald. De katolske bisper blev efterhånden løsladt og pensioneredes med passende forleninger. Kun roskildebispen Joachim Rønnow nægtede at godkende forandringen og døde i sit fængsel.
Kronens økonomi søgtes forbedret gennem en lensreform. Det inddragne bispe- og klostergods indordnedes under det almindelige lenssystem. Den endelige lensreform af 1557 betød en enorm fordel for kronen; taberne var adelen som helhed. Når kongemagten alligevel kunne gennemføre reformen skyldtes det, at højadelen gennem medlemsskabet af rigsrådet fik faktisk forret til de store og vellønnede len, som var reformens resultat. De virkelige tabere var lavadelen, der på grund af lenenes færre antal mistede indtægtsmuligheder.
Christians forhold til halvbrødrene ordnedes i 1544 ved at hertugdømmerne deltes mellem Christian og brødrene Hans og Adolf på en sådan måde, at den formelle samhørighed mellem kongerige og hertugdømmer bibeholdtes. Udenrigspolitisk stabiliseredes situationen, i 1541 med Brömsebrotraktaten med Sverige, og i 1544 med den tyske kejser Karl 5. med Freden i Speyer: Christian måtte opgive alle forbundmed kejserens fjender, indrømme nederlænderne handelsrettigheder i Danmark og lempe øresundstolden for dem; på sin side opnåede Christian kejserens anerkendelse som dansk konge og et løfte om, at kejseren ikke ville støtte sin svoger Christian 2.s arvinger militært. I takt med den udenrigspolitiske afspænding kunne man nu gennemføre reduktioner af militæret, kun flådemagten blev opretholdt pelt karakteriseres Christian 3.s regeringstid som en periode præget af betydelige reformer på en lang række områder og af en konsekvent gennemført politik med kongen placeret centralt i beslutningsprocessen. Ikke med urette fremhæver kongens ligprædiken arbejdsomhed, handlekraft, forudseenhed og forhandlingsevner og retfærdighedssans som hans væsentligste karaktertræk.
Christian 3. døde 1. januar 1559 på Koldinghus og ligger begravet i Roskilde domkirke. | Danmark, Christian 3, Konge af (I3306)
|
| 892 |
Christian 4. · Konge af Danmark · Norge fra 1588-1648
Christian 4. blev født i 1577 og døde i 1648. Han var søn af Frederik 2. og dronning Sophie af Mecklenburg.
Efter Frederik 2. døde i 1588 blev Danmark ledet af en formynder regering, og i 1596 blev den kun nittenårige Christian kronet til konge.
Nogen lærd mand blev Christian 4. aldrig. Han var mere optaget af tilværelsens praktiske sider. Han kunne sagtens deltage i teologiske diskussioner og holde foredrag – men hans viden havde han merefået gennem samtaler end ved studier.
Christian var mere praktisk orienteret. Han elskede fra barndommen de tekniske fag: mekanik, skibsbygning, navigation og arkitektur, og det må have været en stor oplevelse for ham som femtenårig at besøge den danske astronom Tycho Brahe på øen Hven og se alle hans besynderlige opfindelser.
Christian 4. var en stor mand, og med årene voksede han også en del i bredden, men han bevarede sin rørlighed til langt op i årene.
Man sagde om kongen, at ingen kunne bestige og tilride en utæmmet hest som han, og at heller ingen ville gå ombord på et skib midt i en storm og betro sig til vinden og bølgerne.
Både i ridning, jagt og ringridning var han en stor mester, og hans ilrejser gennem landet var berømte. I juli 1619 red han således fra Bredsted til København på 36 timer.
Det var også utroligt hvad han kunne klare af våde varer. Allerede som ung kunne kun få følge med han i denne retning – og som ældre slog hans konsumeringsevne fremmede iagttagere med forfærdelse. I1632 beværtede han den engelske gesandt Lord Leicester ved et gilde i Glückstadt, hvor han tømte 35 skåle. Selvom han til sidst måtte bæres bort i sin stol, red han imidlertid ved første daggry ud påjagt. Leicester måtte indrømme, at skønt han ofte ses drukken »med Omhu varetager sine ForretningerTrefoldigheden«. Slaget varede i ti timer og endte med en kneben dansk sejr.
Men Torstenssonkrigen tabte han, og ved Brömsebrofreden i 1645 måtte Danmark-Norge afstå landområder til Sverige og blev tvungent til at nedsætte Øresundstolden og den norske told. Hermed ophørte denmangeårige danske dominans og førerstilling i Norden, og Christian 4. måtte herefter i større udstrækning rette sig efter Rigsrådet.
I 1647 kunne det mærkes på Christian 4., at han havde levet sine snart 72 år uden at spare sit helbred hverken i felten eller ved bordet. Han overvandt aldrig helt sårene fra Kolberger Heide og pådrogsig nu også en mavelidelse. Den 28. februar 1648 døde han, på sit elskede Rosenborg, og efterfulgtes af sin søn Frederik 3. Christian 4. ligger begravet i Roskilde Domkirke. | Danmark, Christian 4, Konge af (I5531)
|
| 893 |
Christian 5. blev født i 1646 og døde i 1699. Han var ældste søn af Frederik 3. og dronning Sophie Amalie.
Da Frederik 3. døde i 1670 trådte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24 årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmarks anden enevældige konge og sætte kronen på eget hoved.
I 1667 giftede Christian sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel og fire år senere installerede han sin 16 årige elskerinde, den officielle maitresse Sophie Amalie Moth, kun et stenkast fra Københavns Slot. Dronning Charlotte Amalie fødte kong Christian syv børn og med maitressen fik han fem børn, som han offentligt vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie senere udnævnt til grevinde af Samsø,som rigskansler Griffenfeld mistede efter at være blevet styrtet.
For at styrke enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse, greve- og friherrestanden. Uanset tidligere stand kunne enhver der besad jord nok, erhverve sig grevetitlen, eller, hvis man var i besiddelse af knap så meget jord, nøjes med at kalde sig friherre. Friherretitlen fortrængtes med tiden af den samtidigt indførte titel, baron. To år senere udsentes Danske Lov.
Blandt den gruppe mænd der stod bag kongen, samledes mere og mere magt hos Peder Griffenfeld, der i 1673 udnævnes til rigskansler. Griffenfelds voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham ogsåmange fjender.
Det blev Griffenfelds fredspolitik der førte til hans fald i 1676. Året forinden lod kongen sig overtale til at erklære Sverige den krig, der senere er kaldt Den Skånske Krig. Målet med krigen var atgenerobre de gamle danske landområder, som Frederik 3. havde mistet ved Roskildefreden i 1658.
Svenskerne var på dette tidspunkt desværre allieret med stormagten Frankrig, og Griffenfelds politiske hensigter var at undgå enhver konfrontation med Frankrig. Da Griffenfelds forbindelser med franskmændende blev afsløret under krigen, lod kongen ham arrestere og anklage for højforræderi. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til skafottet – men i sidste øjeblik benådede kongen sin gamle ven og rigskansler til livsvarigt fængsel – en straf som han til sin død i 1698 afsonede på en ø ud for Trondhjem i Norge.
I juni 1676 gik hæren og Christian 5. i land i Skåne. Begivenheden er skildret på denne måde:
Ret som kongen stigede i land, løb skibsfolkene op udi taklerne og råbte udi hverandres mund: »Kongen til lykke! Kongen til lykke!« Hans majestæt vendte sig udi største hast og blev underlig ved dennestore råben. Omsider, dér kongen hørte, hvad det var, tog han også sin hat af og sprang nogle gange meget glad omkring.
Det kom til voldsomme kampe i Skåne, og kongen deltog personligt i slagene ved Lund og Landskrona – men nogen afgørelse på krigen kom der aldrig, trods sejre som Niels Juels i Køge Bugt og en vis dansk militær overlegenhed hen imod afslutningen af krigen.
Krigen endte med at Frankrig dikterede en fred i 1679, hvorefter situationen stort set var som før krigens udbrud.
Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme og den gottorpske hertug havde under svenskekrigene allieret sig med Sverige.
I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog svogeren, hertug Christian Albrecht, til fange – men ved afslutningen af Den skånske Krig blev Gottorp, igen på fransk diktat, frigjort fra den danske krone
I 1684 forsøgte kongen endnu engang at indlemme Gottorp i riget – men allerede i 1689 måtte han ved Altonaforliget, hårdt presset af de europæiske stormagter, opgive indlemmelsen.
Maskerader og ringridning hørte til nogen af kong Christians yndlingsbeskæftigelser. Han var et udpræget friluftsmenneske der rejste meget rundt i landet, og med årene blev han også optaget af parforcejagten, som han havde lært at kende i Frankrig. En efterårsdag i Dyrehaven blev kongen såret af en anskudt hjort. Den i forvejen noget sygdomsplagede konge, holdt sig gående et årstid endnu – indtil hans liv rindede ud i august 1699.
Christian 5. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Frederik 4.
___________________
Christian 5. var konge af Danmark-Norge fra 1670; søn af Frederik 3. og Sophie Amalie. Han blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel i 1667; i tfulde Griffenfeld. Det lykkedes alligevel at sikreden endnu ret unge danske enevælde i hans regeringstid, og der fandt et omfattende lovgivningsarbejde sted, f. eks. Danske Lov fra 1683. Christian 5. indledte Skånske Krig (1675-1679) mod Sverige forat genvinde Skånelandene, men pga. de europæiske stormagters interesser lykkedes det ikke. Christian 5. var interesseret i jagt og ridning og besad en folkelighed, der gjorde ham særdeles vellidt blandt undersåtterne. Han var ikke nogen stor begavelse som statsmand, men han var flittig og samvittighedsfuld, og under krigen mod Sverige udviste han personligt mod. | Danmark, Christian 5, Konge af (I7076)
|
| 894 |
Christian 6. · Konge af Danmark · Norge fra 1730-1746
Christian 6. blev født i 1699 og døde i 1746. Han var søn af Frederik 4. og Louise af Mecklenburg-Güstrow. I 1721 giftede han sig med Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach.
I modsætning til sin rejselystne fader holdt den tungsindige og religiøse Christian 6. sig stort set hjemme. Bortset fra et enkelt besøg i Norge og hertugdømmerne holdt han sig for det meste til sit arbejdsbord. Han var en sky og indesluttet natur, der holdt sig på afstand af offentligheden, og med tiden stivnede hoflivet da også i kedsommelig ensformighed. Musikken ved hoffet var religiøs, man dansede ikke, og Christian 6. deltog, af både helbredsmæssige og religiøse grunde, kun sjældent i de traditionelle kongelige jagter.
Christian 6.s forargelse over over Frederik 4.s kvindeglade og bigamistiske levned førte til, at han, som en af sine første regeringshandlinger, omstødte faderens testamente. Kongen fratog enkedronning Anna Sofie, Frederik 4.s anden hustru, en stor del af den formue hun arvede og forviste hende til Clausholm, hvorfra Frederik 4. i sin tid lod hende bortføre.
Kongen blev aldrig særlig populær, på grund af den pietistiske fromhed han havde fået gennem sin stærkt religiøse opdragelse. En fromhed der bl.a. gav sig udslag i forbud mod enhver form for forlystelse om søndagen.
I 1735 udstedte Christian 6. den berygtede helligdagsforordning om tvungen kirkegang, og i 1736 indførte han obligatorisk konfirmation.
For at hævde enevældens værdighed holdt Christian 6. et dyrt hof og gennemførte kostbare slotsbyggerier, som det første Christiansborg, Hirchholm Slot og Eremitagen.
Disse kostbare slotsbyggerier financieredes af partikulærkassen, hvis midler hovedsageligt stammede fra Øresundstolden. De store prestigebyggerier, der fandt sted i en tid med økonomisk krise, vakte en del forargelse i befolkningen, og bragte kongehuset ud i økonomiske vanskeligheder.
Christian 6.s regeringstid var præget af økonomisk tilbagegang. Landbruget led under misvækst og kvægpest, og de dårlige økonomiske tider medvirkede i 1730 til landmilitsens ophævelse. Så længe bønderne stod opført i lægdsrullen til militsen, måtte de ikke forlade deres gods, så nu benyttede masser af bønder den ny frihed til at flygte til byerne eller andre landsdele for, at slippe for det umenneskelige hoveriarbejde under tyranniske herremænd.
Under hårdt pres fra godsejerne, der mistede arbejdskraft, blev stavnsbåndet indført i 1733. Stavnsbåndet forhindrede bøndernes flugt fra det kriseramte landbrug ved at forbyde bønder mellem 14 og 36år at forlade det gods, de var født på. Det forhadte og undertrykkende stavsbånd slap bønderne først af med 55 år senere.
Den juridiske embedseksamen blev indført i 1736, da Christian 6. ønskede at oprette en dansk embedsmandsstand. Samme år oprettedes Kurantbanken - en seddeludstedende bank, der var forløber for den nuværende Nationalbank.
Christian 6. var kun 46 år gammel, da han døde den 6. august 1746. Han blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn,Frederik 5. | Danmark, Christian 6, Konge af (I8502)
|
| 895 |
Christian 7. blev født i 1749 og døde i 1808. Han var søn af Frederik 5. og Louise af Storbritannien. Kort tid efter sin kroning i 1766, indgik han i et traditionelt arrangeret pligtægteskab, med denkun 15-årige Caroline Mathilde af Storbritannien. Som sekstenårig fødte hun Christian 7. deres eneste barn, den senere Frederik 6.
Christian 7. var knap nok blevet 17 år, da han efterfulgte Frederik 5. på den dansk-norske trone.
Ret tidligt stod det klart, at den unge konge ikke var helt normal. Han led af den alvorlige sindssygdom, skizofreni – en sygdom der gjorde ham mere og mere utilregnelig, og med årene satte ham heltud af spillet som regent.
Kort tid efter overtagelsen af kronen, kunne man opleve den 17-årige konge på natlige drukture med den 21-årige prostituerede, Støvlet-Cathrine. De to og deres kumpaner yndede at hærge byens bordeller, tæve pigerne og rasere inventaret.
Med den største fornøjelse slog de ruder ind, slog løs på folk de mødte, slog løs på hinanden og pryglede de stakkels vægtere, der skulle sørge for nattero. Det hændte også, at det var kongen der havde fået så mange tæsk, at han måtte ligge brak dagen efter.
Til sidst blev det vægterne for meget. De klagede deres nød til hoffet, og enden på historien blev, at Støvlet-Cathrine blev forvist fra byen.
I 1768 skulle Christian 7. ud på en større udlandsrejse, og under et ophold i Slesvig, antog man den 31-årige Johan Friederich Struensee som rejselæge. Struensee havde tilsyneladende en god indflydelse på kongen og fik efter hjemkomsten ansættelse hos hoffet.
Struensee's hastige karriere ved hoffet gik gennem Caroline Mathildes seng. Han blev den kun 19-årige dronnings elsker og skaffede sig gennem forholdet til hende, og sin store indflydelse på kongen, en stadig større magt.
Struensee fik indsat sin gamle ven Enevold Brandt som kongens forlystelsesråd, og fik efterh med sig selv i rollen som kongens eneste minister.
Sommeren 1771 tilranede Struensee sig diktatoriske magtbeføjelser ved at udnævne sig selv til geheimekabinetsminister. Udnævnelsen betød at han kunne udstede kabinetsordrer på egen hånd, og da kongenssindssygdom forværredes, var Struensees magt reelt uindskrænket.
Struensee gennemførte hastigt en række reformer. Offentlige ansættelser skulle udelukkende ske efter kvalifikationer, statens bureaukrati skulle forenkles og godsejernes indflydelse mindskes. Helt i oplysningstidens ånd, afskaffede Struensee censuren – men liberaliseringen af trykkefriheden førte efterfølgende til en hetz mod regeringen og Struensee selv.
For at få befolkningen til at arbejde noget mere, afskaffede han en række hævdvundne helligdage.
Han skar ned på tildelingen af ordener og forbød anvendelse af tortur inden for retsvæsenet osv.
De mange hastigt gennemførte reformer mødte imidlertid modstand. Tiden var tilsyneladende ikke moden til så omfattende forandringer, og reformiveren skaffede Struensee mange fjender.
Ved et paladskup i midten af januar 1772 blev Struensee og vennen Enevold Brandt arresteret – natten efter et maskebal i hofteatret. I spidsen af kuppet stod enkedronning Juliane Marie, Frederik 5.sanden hustru, og hendes søn, arveprins Frederik.
Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug, og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for bl.a. ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse, og Christian 7. underskrev dødsdommen.
Tusinder af københavnere strømmede til Øster Fælled den 28. april for at overvære den makabre begivenhed, da dommen blev eksekveret. Struensee og Brandt fik begge først hugget højre hånd af, og kort tid efter kunne bødlen holde de afhuggede hoveder op for folkemængden. Kroppene blev herefter parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoved og hånd blev sat på en stage.
Dronning Caroline Mathilde tilstod sit forhold til Struensee, ægteskabet med kongen blev ophævet, og dronningen deporteret til Celle i Hannover. Hun så aldrig siden sine børn – hverken kronarvingenFrederik eller datteren, Louisa Augusta, som Struensee var far til. Caroline Mathilde døde under en epidemi af skarlagensfeber i 1775. Kongens kommenterede dødsfaldet på denne måde: Det var synd – hun havde gode lægge.
Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik fik plads i det indsatte statsråd – men den største indflydelse fik en af hovedmændene bag kuppet, teolog og professor i veltalenhed Ove Høegh-Guldberg. Han udnævntes til kabinetssekretær og blev efterhånden regeringens egentlige leder. Regeringen med Høegh-Guldberg afskaffede stort set de reformer, Struensee havde gennemført, og satte udviklingenmere eller mindre i stå. Høegh-Guldberg blev selv offer for et paladskup i 1784, da kronprins Frederik, den senere Frederik 6., overtog regeringsmagten. Formelt var den stadig mere sindsforvirrede Christian 7. stadig enevældig hersker – men hans rolle var rTiteleret til, at underskrive de beslutninger statsrådet vedtog.
Christian7. døde af et slagtilfælde den 13. marts 1808 og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Frederik 6. | Danmark, Christian 7, Konge af (I10305)
|
| 896 |
Christian 8. blev født i 1786 og døde i 1848. Han var søn af arveprins Frederik, der var halvbroder til den sindssyge Christian 7. Arveprins Frederik spillede en fremtrædende rolle i det statsråd derregerede under Christian 7., indtil arveprinsen blev skubbet til side ved kronprins Frederiks kup i 1784.
Da Frederik 6. ikke efterlod sig sønner var arveprinsens søn, Christian Frederik, ifølge Kongeloven den nærmeste arving til tronen.
I 1806 giftede Christian Frederik sig med sin kusine Charlotte Frederikke, men deres ægteskab blev aldrig lykkeligt. Charlotte Frederikke fødte i 1808 en søn, den senere Frederik 7. Året efter erfarede prins Christian Frederik at prinsessen havde et intimt forhold til sin sanglærer, komponisten Edouard du Puy. Ægteskabet blev ophævet, Charlotte Frederikke forvistes til Horsens og fik forbud mod nogensinde at se sønnen igen.
Danmark var i 1807 trådt ind i Napoleonskrigene på fransk side, og i 1812 krævede Sverige, at Norge skulle overdrages til svenskerne, som betingelse for deres deltagelse i kampen mod franskmændene. Idenne alvorlige situation sendte Frederik 6. prins Christian Frederik til Norge året efter, og udnævnte ham til statholder.
Prins Christian Frederik sluttede sig til den norske uafhængighedsbevægelse og underskrev den 17. maj 1814 en norsk fri forfatning, Eidsvoll-forfatningen. Christian Frederik blev herefter udnævnt somkonge i Norge, men måtte den 4. november samme år abdicere da Sverige under krigstrussel gennemførte den svensk-norsk union de havde fået tildelt ved Freden i Kiel den 14. januar.
Det var en skuffet prins Christian Frederik der vendte tilbage til Danmark. Han giftede sig i 1815 med Caroline Amalie og blev året efter udnævnt til guvernør over Fyn og Langeland. Fra 1818-22 var parret på en længere udlandsrejse og under rejsen fik han lejlighed til træffe Europas førende statsmænd og pleje sine videnskabelige og kunstneriske interesser
En mistænksom Frederik 6. havde længe haft et noget køligt forhold til Christian Frederik og hans liberale sympatier, men i længden kunne han ikke holde tronfølgeren uden for politisk indflydelse.
I 1831 blev Christian Frederik medlem af statsrådet, hvor han ikke gjorde sig specielt gældende. Som tronfølger og medlem af statsrådet viste Christian Frederik stor forståelse for De Nationalliberaleog den vågnende danskhed i Hertugdømmerne. Et af de vigtigste spørgsmål han skulle tage stilling til, var den nye rådgivende stænderforfatning, som Frederik 6. ville indføre, og prinsen var klar overat dette var det første skridt mod en fri forfatning.
Efter Frederik 6.s død i 1839 arvede den 53-årige prins Christian Frederik tronen. Som Christian 8. kunne han, ved den sidste kroning i Danmarks historie, sætte kronen på eget hoved. Danske liberale huskede endnu kongens indsats for en norsk fri forfatning 25 år tidligere, men efter tronbestigelsen ønskede Christian 8. dog at bevare Helstatsforfatningen. Kongen anså en fri forfatning for en fjernmulighed der foreløbig ikke var praktisk politik, og skuffede således de liberale forventninger. Den liberale opposition mod enevælden voksede de følgende år mens bønderne samledes om det i 1846 oprettede Bondevennernes Selskab.
Den 20. januar 1848 døde Christian 8. af en blodforgiftning han havde pådraget sig, som følgeaf en åreladning hans livlæge havde ordineret. Han blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sinsøn Frederik 7. | Danmark, Christian 8, Konge af (I11387)
|
| 897 |
Christian Barnekow søn af H.B. og M.O., bror til J.B.* 1556 død 1612
1574-91 ophold og studier i udlandet Jena, Padua, Basel, Siena, Tyrkiet, Græskenland, Syrien, Ægypten. 1594-1612 kongens sendebud hvor han bl.a rejste til Skotland, England, Nederlandene og Polen. 1598 gift med Margrethe Brahe *- død 1617.
Christian Barnekow faldt den 21. februar 1612 på Skellinge hede i Halland, hvor han efter sagnet ofrede sit liv for Christian den 4. Det siges at Chrstian Barnekow overlod sin hest til kongen, der havde mistet sin egen, med følgende ord:" Kongen giver jeg min hest, Fædrelandet mit liv og Gud min Sjæl". Christian Barnekow blev derefter nedsablet af fjenden mens kongen flygtede bort på Christian Barnekows hest. | Barnekow, Christian (I4530)
|
| 898 |
Christian og Caroline boede Østerskov Skole, Humble, Langeland. Han fik "præstesyge", bevilget afsked og flyttede til Platanvej 36, Odense i 1901 | Familie: Christian Nielsen Jensen / Caroline Munk (F29071)
|
| 899 |
Christoffer Gøye (+1584) til Avnsbjerg, Clausholm, Gunderslevholm, Bregentved og Bollerup var 1544-60 lensmand på Seilstrup.
1546-50 var han hofsinde og 1548 var han med i brudefølget til Sachsen. Han deltog 1564-65 i Den store nordiskeKrig mod Sverige. | Gøye, Christoffer (I3870)
|
| 900 |
Christoffer II (1276 1332), Konge af Danmark (1320-26 og 1329-32), søn af Erik V, Hertug af Estland 1303 og af Halland 1306 under broderen Erik Menveds regering, mod hvem C. gentagne gange konspirerede, til han 1315 måtte gå i landflygtighed. Måtte, for at blive konge, 1320 underskrive en håndfæstning, der på væsentlige punkter indskrænkede hans magt. C. brød dog snart håndfæstningen, fortsatte Erik Menved's kostbare udenrigspolitik, pålagde nye trykkende skatter og viste sig ganske uordholdende. Da Fyrst Vitslav III af Rügen og Hertug Erik II af Sønderjylland døde 1325, forsøgte C. at indlemre begge Len, men veg tilbage for Grev Gerhard III af Holsten's energiske optræden på Erik II's umyndige søn Valdemar's vegne. Stormændene i Danmark trådte i forbindelse med Greven, og et oprør 1326 tvang C. og hans søn og Medkonge Erik (VII) til at forlade landet, medens Valdemar (III) blev konge under Grev Gerhard's formynderskab. Tre år senere lykkedes det C. at få sit rige igen ved Grev Johan III af Holsten's hjælp og Grev Gerhard's passivitet, men størstedelen af riget gik som pantelen til greverne og forskellige andre stormænd, C. havde måttet vinde. Et forsøg på, i forbund med Grev Johan, at bekæmpe Grev Gerhard, førte til C.'s fuldstændige nederlag på Lo Hede 1331, hvor Erik faldt og C.'s næstældste søn Otto blev fanget. C. tilbragte sit sidste år på Grev Johan's besiddelser på Lolland. C. var gift med Eufemia af Pommern, havde sønnerne Erik, Otto og Valdemar, samt datteren Margrethe, der ægtede Kejser Ludwig's søn Markgreve Ludwig af Brandenburg.
C. havde med en adelsdame af slægt Lunge to børn: Datteren "Frøken" Regitze og sønnen Erik.
Se
>Løvenbalk, Erik Christoffersen b. 1285 d. 1328
>Løvenbalk, Regitze Christoffersdatter b. 1310 d. | Danmark, Christoffer 2, Konge af (I806)
|
|
