| |
Match 901 til 950 fra 11,350
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 901 |
Christoffer II's medkonge fra 1324. "Krigsfange"1326-29. Giftede sig 1330 med Gre v G e r t s s ø s t er, Elisabeth af Holsten, som var enke efter hertug Johan 2 af Sachsen-La uenb ur g . B le v fo rsku dt 1331. | Danmark, Erik Christoffersøn af (I802)
|
| 902 |
Citat fra: http://www.thorshoj.dk/carl_og_sophie_hedvig.htm
Allerede som barn blev Sophie Hedevig forlovet med sin fætter, den senere kurprins Johan Georg IV af Sachsen. Forlovelsen blev imidlertid ophævet 1691 af Christian V, da kurprinsen fik interesser tilanden side og lod hoffet i København meddele, at "han ikke kunne elske prinsessen".
Nye forhandlinger om andre partier kom snart på bane bl.a. til endnu en fætter, nemlig den kommende Karl XII af Sverige, som imidlertid absolut ikke havde lyst til at gifte sig med nogen som helst, ogmed den senere tysk-romerske kejser Josef I. Ingen af disse forhandlinger førte dog til ægteskab, - den sidstnævnte mulighed, fordi prinsessen ikke ville gå med til et tysk krav om, at hun skulle konvertere til katolicismen, som det blev krævet af hende fra tysk side som betingelse for, at ægteskabet kunne indgås. For den religiøst optagede prinsesse, som delte sin bror, Prins Carls betydelige interesse for tidens pietistiske strømning, var et sådant krav om at svigte sin lutherske tro imidlertid ganske utænkeligt. Prinsesse Sophie Hedevig forblev ugift til sin død.
Så længe moderen, dronning Sophie Amalie, levede, boede prinsesse Sophie Hedevig hos hende og efter hendes død i 1714 ved selve hoffet. Da broderen, Frederik IV, indgik ægteskab med Anna Sophie Reventlow, som kort efter blev kronet som dronning efter at have været "gift til venstre hånd" med kongen i en årrække, kom det til et brud mellem kongen og hans yngre bror, Prins Carl.
Prinsesse Sophie Hedevig valgte at følge prins Carl, da han vendte hoffet i København ryggen, og fulgte med ham til godset Vemmetofte, hvor de begge tog ophold. På Vemmetofte holdt søskendeparret et ret anseligt hof på 70 personer. Prinsessen blev stort set boende på Vemmetofte resten af sit liv. Her knyttede hun sig efterhånden også stærkt til prinsens gode ven siden ungdommen, overkammerherre Carl Adolf von Plessen, så denne, der ligesom prinsesse Sophie Hedevig forblev ugift hele sit liv, efterhånden ligefrem blev opfattet som prinsessens uofficielle mand. Et senere rygte om, at de to enddaskulle have indgået hemmeligt "samvittighedsægteskab", kan ikke verificeres. "Samvittighedsægteskaber" var ellers ret almindelige i de europæiske fyrstehuse på den tid, når rangforskellen var for stormellem parterne. Et sådant ægteskab var ikke retsgyldigt, men satte parret i "en Gud velbehagelig stand". Det kan have været vigtigt for både prinsesse Sophie Hedevig og for Carl Adolf von Plessen, som begge var dybt religiøse og tog tidens pietistiske livssyn meget alvorligt.
Som prins Carl var også prinsesse Sophie Hedevig tilsyneladende et både venligt og godgørende menneske, og også hun kom til at interessere sig levende for skolebyggeri på sine godser. Utvivlsomt underpåvirkning af Carl Adolf von Plessen, som selv havde opført skoler på sine godser nord for Næstved, de såkaldte greveskoler, og som i høj grad også havde været drivkraften bag de skoler, - prinseskolerne, som prins Carl lod bygge på sine godser, Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris, lod også prinsesse Sophie Hedevig 5 skoler, - prinsesseskolerne, opføre på sine godser Dronninglund med den nu forsvundne Dronninggård og Frederiksdal, som Christian VI sammen med Sorgenfri Slot skænkede hende ved sin tronbestigelse i 1730.
Efter sin moder havde prinsessen arvet Gjorslev og Erikstrup på Stevns, men i 1716 måtte hun dog mageskifte disse godser med kongen for Dronninggård og Børglum kloster i Jylland. Frederik IV havde brug for Gjorslev gods i forbindelse med oprettelsen af Tryggevælde rytterdistrikt, så prinsesse Sophie Hedevig måtte opgive sin plan om at bosætte sig på Gjorslev, som hun ellers var godt i gang med atlade indrette som bolig og valgte i stedet at flytte ind hos prins Carl på Vemmetofte. Ved prins Carls død i 1729 arvede prinsesse Sophie Hedevig også dennes godser Vemmetofte og Højstrup samt Charlottenborg i København og "Prins Carls Hauge" med Blågården nord for byen.
Prinsesse Sophie Hedevig overtog imidlertid ikke kun prins Carls ejendomme. Hun overtog også hans betydelige gæld, som hun i øvrigt betalte af på resten af sit liv med så stor pligtopfyldelse - bl.a.ved at sælge godset Dronninglund i Jylland -, at broderens gæld stort set var bragt ud af verden, da hun selv døde 6 år senere på Vemmetofte efter i nogle år at have været meget svagelig. Som sine forældre og sine søskende ligger prinsesse Sophie Hedevig begravet i Roskilde Domkirke.
Udover sin interesse for tidens religiøse strømninger og det nævnte skolebyggeri, som udsprang af denne interesse, havde prinsesse Sophie Hedevig også som allerede nævnt en betydelig sans for musik ogfor malerkunst, som hun også selv dyrkede. Hendes samling af håndskrifter blev efter hendes død skænket til universitetsbiblioteket i København. Sophie Hedevig, som tydeligvis havde arvet sin moders gode begavelse og tiltalende menneskelige egenskaber, efterlod sig et på alle måder smukt eftermæle.
I overensstemmelse med moderen, dronning Charlotte Amalie´s oprindelige ønske oprettede prinsesse Sophie Hedevig ved sit testamente et adeligt jomfrukloster af Vemmetofte og Højstrup med tilliggende gods. Prinsessens gode ven, Carl Adolf vonPlessen, blev den første kurator på Vemmetofte adelige Jomfrukloster og bidrog selv med egne økonomiske midler til, at klosteret klarede sig gennem de første økonomisk meget vanskelige år. | Danmark, Prinsesse Sophie Hedvig af (I8157)
|
| 903 |
Citat fra: http://www.thorshoj.dk/carl_og_sophie_hedvig.htm
Prins Carl var søn af Christian V og dronning Charlotte Amalie og således broder til Frederik IV og prinsesse Sophie Hedevig. Som skik var blev ansvaret for prinsens opdragelse overladt til andre bl.a. gehejmeråd Christian Sigfred von Plessen og ikke overraskende kom tysk til at spille en hovedrolle i undervisningen. Som tilfældet også var med prins Carls bror, Frederik IV, blev tysk livet igennemhans foretrukne sprog.
Allerede som barn var prins Carl sygelig, og i 1696-1699 blev han derfor sendt på et længere udenlandsophold til varmere egne i Frankrig og Italien. På denne rejse blev han ledsaget af gehejmerådens søn, Carl Adolf von Plessen , som kun var et par år ældre end den unge prins. Der udviklede sig et varmt venskab mellem prins Carl og Carl Adolf von Plessen, - et venskab, som holdt sig resten af livet, også da Carl Adolf von Plessen blev hofmester og senere (1708) overkammerherre hos Prinsen.
1703 skænkede storebror, Frederik IV, godset Jægerspris på livstid til prins Carl. Herfra havde prinsen mulighed for at deltage i jagt og ridning, som han var en stor ynder af, og få opstaldet sin kostbare samling af rideheste. Prins Carl havde tydeligvis arvet sin far, Christian V´s store begejstring for jagt, fest og farver, og så længe hans svagelige helbred tillod det, deltog Prins Carl med stor begejstring i den mere festlige del af hoflivet. Statssager interesserede ham til gengæld ikke det mindste.
På Jægerspris gods lod prins Carl opføre 3 skolehuse; ved Landerslev, ved Krabbedammen og i Gerlev. Ingen af disse skolebygninger er bevaret i dag, men fra fundatsen, som minder meget om fundatsen tilprinseskolerne på Vemmetofte, ved vi alligevel ganske nøje, hvordan de så ud.
Oprindelig blev Blågårdsarealerne i København, som ligger dér, hvor vore dages Slotsgade løber ud i Nørrebrogade, kaldt for Teglgårdsvangen efter de mange lergrave og den deraf opståede teglindustri.Den første gård på stedet blev opført i 1661 af Frederik d. 3´s statholder, Christoffer Gabel, men storhedstiden for området kom, da den livsglade prins Carl købte gården i 1707 og omdannede det til et lyststed. Som allerede nævnt var prinsen en stor ynder af ofte kostbare fester ved hoffet og ønskede sig et sted dels med en stor have, som kunne være velegnet til at holde fester i, og dels med etkomplet guldmagerværksted, så han kunne dyrke sin store interesse for alkymi. (Ikke helt overraskende efterlod prins Carl sig da også en betydelig gæld ved sin død.)
Området blev snart kendt som "Prins Carls Hauge" efter den pragtfuldt anlagte barokhave i fransk stil med fornemme springvandsanlæg, snorlige alléer af symmetrisk klippede træer, fiskedamme og små listige, intime pavilloner. Gabels oprindelige bygning blev naturligvis hurtigt alt for lille og for gammeldags til prinsen, som derfor nogen tid efter lod opførte en helt ny hovedbygning, Blågården, derfik navn efter de kostbare blå tegltage.
Den nye bygning havde blandt andet en stor havestue, som var udsmykket med pragtfulde kunstgenstande, og fra stuen var der en rigtig fin udsigt ind over søerne mod København gennem de store glasdøre.
Ved prinsens død i 1729 overgik ejendommen til hans søster, prinsesse Sophie Hedevig, og efter hendes død 1735 arvede Carl Adolf von Plessen "Haven".
Prins Carl tog aldrig del i rigets statsforretninger, men var til gengæld meget opmærksom på forholdene på sine godser. Bøndernes vilkår lå ham meget på sinde, og prins Carl hjalp gerne sine bønder ogvar med sit pietistiske livssyn også meget interesseret i at fremme undervisningen bland dem. Under påvirkning af sin gode ven og medarbejder, overkammerherre Carl Adolf von Plessen, lod han således en række skoler, de såkaldte Prinseskoler, opføre på sine godser Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris. Af disse tidlige skoler er i dag kun Prins Carls Skole i Store Torøje ved Vemmetofte bevaret.
Da broderen, Frederik IV, lod sin ´hustru til venstre hånd´, Anna Sophie Reventlow, krone til dronning i 1721 få uger efter dronning Louises begravelse, kom det til et brud både med kronprinsen, den senere Christian VI, som da heller ikke forsømte lejligheden til at hævne sig på stedmoderen, da han selv blev konge, og til prins Carl, som sammen med den ugifte søster, prinsesse Sophie Hedevig, valgte at vende hoffet i København ryggen og i stedet tage fast ophold på Vemmetofte.
Så længe hans svagelige natur tillod det, tog prinsen ivrig del i jagt og ridning på hestene fra hans kostbare stald. Prins Carl, som foruden sit svagelige helbred efterhånden også blev meget tunghør,var uden tvivl et både venligt og godgørende menneske, som har glædet mange, men nogen stor personlighed synes han dog ikke at have været.
Forholdet mellem prins Carl og Frederik IV blev bedre med tiden, og prins Carl gik endog ind på at stå fadder til et af kongens børn med dronning Anna Sophie. Med Anne Sophie fik kongen syv børn, somdog alle døde som spæde eller små.
Prins Carl døde i 1729 på Vemmetofte og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han efterlod sine besiddelser, herunder bl.a. Vemmetofte, og sin betydelige gæld til prinsesse Sophie Hedevig, som hun i øvrigt betalte af på resten af sit liv med så stor pligtopfyldelse, at broderens gæld stort set var bragt ud af verden, da hun selv døde 6 år senere. | Danmark, Prins Carl af (I7975)
|
| 904 |
Citeret fra http://www.oleroemer.dk/denukendtetycho/tychoomsophie.html
Tycho Brahe om sin søster Sophie:
På Tychos tid var kvinden meget langt fra ligestilling. Men hans søster Sophie kunne hævde sig, og Tycho beundrede hende meget. Det er ikke for meget at sige, at han betragtede hende som sin jævnbyrdige. I 1590'erne skriver han om sit forhold til søsteren. Her et uddrag oversat fra latin:
"Jeg har en søster, der hedder Sophie; det er nu seks år siden, at hun blev enke efter en brav adelsmand, men hun er dog endnu temmelig ung, og hun har et eneste barn, nemlig en søn. Da hun i disse år, hvor hun har været enke, sådan som det så let sker, har haft en del sorger og bekymringer, så har hun søgt på forskellig måde og efter evne at mildne sorgen. Først har hun ved sin gård Eriksholm, der ligger i Skåne og er bygget som en befæstet borg, anlagt en meget smuk have, hvis lige næppe findes i Norden. Den har, om ikke andet, kostet hende store anstrengelser og meget arbejde og er anlagt særdeles hensigtsmæssigt, idet den med beplantning af træer af forskellig slags og dyrkning af haveurter, og hvad der ellers hører til, er indrettet på passende måde på et sted, hvor der tidligere ikkefandtes noget sådan.
Da hun endelig havde fået den færdig, var hun dog endnu ikke tilstrækkelig befriet for de trykkende bekymringer, og derfor lagde hun sig også efter at tilberede kemiske præparater, for så vidt de angik spagyriske lægemidler, og dette er lykkedes hende godt, ja idet hun ikke blot uddelte dem til sine venner og velstående folk, når det var fornødent, men også gratis gav dem til fattigfolk. På dennemåde gavnede hun alle parter. Endelig, da hun endnu ikke på denne måde havde kunnet tilfredsstille trangen i sit sind, der satte sig flere og højere mål, kastede hun sig endog med iver over astrologiske forudsigelser og gav sig til at stille folks horoskoper, hvadenten det skyldtes hendes skarpsindige ånd og en genius, der stadigt ansporer hende til at tage fat på større opgaver, eller fordi hendes køn har en tilbøjelighed til videbegærlig undersøgelse af det fremtidige, måske heller ikke uden en vis overtro.
Mens jeg i hendes først nævnte foretagender havde hjulpet hende med forskrifter og vejledninger, for så vidt som hun ønskede det, dog mere på det kemiske område end med hensyn til havevæsenet, hvor hun selv havde tilstrækkelig indsigt, har jeg alvorligt frarådet hende at beskæftige sig med astrologiske spekulationer og at give sig af med så dunkle ting, der ligger langt over en kvindes horisont. Alligevel har hun, som har en ubøjelig karakter og en så stor selvtillid, at hun ikke engang vil stå tilbage for mændene i begavelse, så meget desto ivrigere kastet sig over disse studier, og hun har på kort tid ved den hende ejendommelige energi tilegnet sig astrologiens begyndelsesgrunde, dels gennem latinske forfatteres skrifter, som hun på egen bekostning har ladet oversætte på modersmålet, dels gennem tyske skrifter, der omhandler disse ting; tysk er hun nemlig ret kyndig i. Da jeg nu fik tydelige beviser for dette, gjorde jeg ikke så megen modstand som tidligere, men rådede hende blot tilikke at forfalde til overdrivelse. Og jeg kunne med så megen større glæde tillade det, fordi jeg vidste, at hun derved følte en ikke ringe trøst i sine enkesorger, og hvad dermed følger; hendes tankerblev dermed på en passende måde ledt hen på andre mere ophøjede forestillinger.
Jeg håbede ikke desto mindre, at hun ikke ville gå alt for vidt i disse undersøgelser, men at hun af sig selv ville blive træt af det, når hun til gavns havde indset, hvor vanskeligt det var. Da hun havde gættet min tanke - klog er hun - sendte hun mig et temmelig langt brev, i hvilket hun bl.a. klart gør rede for sine fremskridt i astrologien, og påberP | Brahe, Sophia Ottesdatter (I5375)
|
| 905 |
Civilingeniør i Indonesien senere i Jylland
Student 1905 fra Borgerdydsskolen i København, 1911 cand polyt.
1912 ingeniør i Nederlandsk Indien (Indonesien)
ved Statens tekniske Departement,
1919 stadsingeniør i Maccassar på Celebes,
1931 leder af den civile tekniske tjeneste på Sumatras vestkyst,
1933 leder af Vest Javas irrigationskontor (overrisling) i Batavia,
1934 overingeniør,
1935 afsked.
1936 leder af entreprenørfirmaet C G Jensens Jyllandskontor.
(Kilde: Danmarks Adels Aarbog 1974: Finn Andersen: Obelitz)
(Kilde: Einar Andersen: Østre Borgerdydsskole 1787-1937. 1937. Student 1082)
Fra Steen Thomsens database dec 1997 | Obelitz, Axel Bredo Michael von (I15344)
|
| 906 |
CJP kaller henne Marie Severine Hastrup??? | Hastrup, Martha Schurmann (I11429)
|
| 907 |
Claude est noté sur l'arbre synthétique | Portalis, Suzanne (I15473)
|
| 908 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Brabourne, John Knatchbull Ulick, Lord (I17258)
|
| 909 |
Colstoun
They lived in Inverell, then 3 years in Moree, then moved to Dungog. Three years after his wife's death (1915) Walterus retired and went to live in Chatswood. | Brown, Walterus le Brun (I14089)
|
| 910 |
Commandeur de la Légion d'honneur | Moisson de Vaux, Gaston Albert Joseph Marie (I14872)
|
| 911 |
comte d`Etampes og de Beaumont-le-Roger (1298). | D`évreux, Louis (I694)
|
| 912 |
comte d'Aumale, vicomte de Chatellerault, seigneur d'Elbeuf og de Lillebonne | D'Harcourt, Jean VII (I1842)
|
| 913 |
comte d'Auxonne, comte de Chalon (1237), seigneur de Charolais (1239), roi titulaire de Thessalonique (1266-1272) | Bourgogne, Hugues IV de (I396)
|
| 914 |
comte de Chartres (20. maj 1314), comte du Perche (1325-omkring 1326), comte de Porhoët (14. april 1328), comte de Joigny (Charles de Valois) | Valois, Charles II de (I910)
|
| 915 |
comte de Luxembourg (1346-1353), roi de Germanie (1346-1378), König von Böhmen (Charles Ier, 1346-1378), anti-roi des Romains (1346), roi des Romains (1347-1376) | Luxembourg, Charles IV de (I1161)
|
| 916 |
comte de Montpensier | Berry, Charles de (I1193)
|
| 917 |
comte de Ponthieu, seigneur de Montagu en Combrailles, de Condé og de Carency. Connétable de France en 1354. | Bourbon, Jacques I de (I1029)
|
| 918 |
comte de Vertus (1361-1387), signore di Milano (1378), duca di Milano (1395) | Visconti, Giangaleazzo (I1374)
|
| 919 |
comte titulaire d`Angoulême (omkring 1400-1407), duc d`Orléans (1407), duc de Valois (1406-1465), comte de Blois (1407), duc de Milan, seigneur de Coucy | D`orléans, Charles (I1953)
|
| 920 |
comtesse de Gleichen á Tonna | Gleichen, Anna, Grevinde af (I2131)
|
| 921 |
comtesse de Hainaut, de Hollande og de Zélande (1345) | D`avesnes, Margaretha (I987)
|
| 922 |
comtesse de Penthièvre (1331), comtesse d'Avaugour, de Tréguier og de Guigamp, comtesse du Goëllo (1327), vicomtesse de Limoges og de Dinanhref | Penthièvre, Jeanne de (I1215)
|
| 923 |
Comtesse til Rydhave, Besidderinde af det greveligeHolstein-Marpalu'ske Fideikommis.
Det Grevelige Holstein-Marpaluske Fideikommis | Holstein-Ledreborg, Eugenie Frederikke Charlotte Clara Comtesse (I14029)
|
| 924 |
Constance de Hauteville Costanza d`Altavilla Regina di Sicilia (1189), impératrice de l`empire Romain germanique (1191) | Hauteville, Constance de (I181)
|
| 925 |
Could this record be Herbert Brown:
BROWN, Trooper Herbert, No. 457, C Squadron.
Age at enlistment: 23. Religion: CE. Single. Farrier, of unstated location.
Next of kin: None, of unstated location.
Source: Original, joined Regiment 04 Nov 1914. Trooper - Trooper.
Discharged 30 Dec 1914.
This comes from 5th Light Horse Regiment - Australian Imperial Force.
http://balder.prohosting.com/anzacs/5LHR/pages/5lhrmembersb1.html | Broun, Herbert Harrington (I22278)
|
| 926 |
Countess of Champagne 1274-1305. Queen of Navarre 1274-1305. Joan was patron of the arts and founded the college of Navarre. Joan died in childbirth.
Stammtafeln zur Geschichte der Europaeischen Staaten, 4 vol, Marburg, 1953,1975, by W.K. Prinz von Isenburg. *Burke`s Guide to the Royal Family*, London, 1973. *Gens Nostra*, Amsterdam. *The CompletePeerage*, 1936, by H.A. Doubleday & Lord Howard de Walden. *Europaeische Stammtafeln*, J.A. Stargardt Verlag, Marburg. | Champagne, Jeanne I de (I577)
|
| 927 |
Croix de guerre, Chevalier de la Légion d'Honneur | Portalis, Henri Waldemar (I14319)
|
| 928 |
Croix de Guerre, Chevalier de la Légion d'honneur | Le Chanoine du Manoir de Juaye, Hubert (I15363)
|
| 929 |
Croix de Guerre, Compagnon de la Libération | Moisson de Vaux, Etienne Louis Joseph Marie (I14655)
|
| 930 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Grækenland Oldenburg, Irene af (I17081)
|
| 931 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Bourke, Anthony Richard Ulick (I22390)
|
| 932 |
d'Almaforte. Ved patent af 1856 udnævnt til dansk greve mednavnet Almaforte-Hardenber g - R e v e n t low | Almaforte-Hardenberg-Reventlow, Simone Dominici (I11917)
|
| 933 |
Da Birgitte Rosenkrantz var død i Aaret 1677, var Sønnen, Jørgen Skeel, Arving til hendes Part i de lollandske Godser, men han færdedes i disse Aar meget omkring i Udlandet, og tog først blivende Ophold i Hjemmet efter Faderens Død, en halv Snes Aar senere.
Jørgen Skeel var Landets rigeste Godsejer; foruden af de mange jyske Herregaarde blev han ogsaa Ejer af Krænkerup, hvor han efterhaanden udkøbte de andre Arvinger. Denne Gaard havde med Rosenlund og det tilhørende Bøndergods over 1000 Tønder Hartkorn, hvoraf 70 Tønder var selve Krænkerups Hovedgaardstakst; af Radsted Sogns 63 Gaarde og 22 Huse besad den ikke mindre end de 58 Gaarde og alle Huseneundtagen Degnebolet, og desuden meget spredt Bøndergods i de omliggende Sogne; 201 Tønder Land var under Plov under Hovedgaarden, og aarlig høstedes over 200 Læs Hø. En Ildsvaade hærgede i Slutningenaf Aaret 1689 Hovedbygningen, hvorved den søndre Fløj ganske lagdes øde, og den er siden aldrig bleven genrejst.
Jørgen Skeel har ofte opholdt sig paa sin lollandske Gaard; det morsomme Vægbillede, der siden var at se i et Lysthus i Parken, stammede utvivlsomt fra hans Tid og skyldtes hans Stemning overfor de Forhold, der herskede efter Enevældens Indførelse. Det kaldtes Harernes Triumf og gav en humoristisk Fremstilling af, hvorledes Harerne nu regerede over Hundene, sad til Bords og spiste Hundekød, lod sig opvarte af Hundene og red paa deres Ryg, ja to Harer, der sad paa en Triumfvogn, som blev trukket af Hunde, skal endog have været en temmelig nærgaaende Satire over meget højtstaaende Personer. Saaledes illustrerede Jørgen Skeel sin Opfattelse af den nye tyske Hofadel og Kongens Favorisering af fremmede Lykkejægere og borgerlige Indfødte paa den gamle danske Adels Bekostning.
I høj Gunst var han heller ikke hos Kongen, Christian V, der var forbitret over, at han ikke af sine store Godser vilde oprette noget Grevskab eller Baroni; hans adelige Selvfølelse forbød ham at tagesine Ejendomme til Len af Kongen, og denne skal have søgt at straffe hans Hovmod ved at afvise hans Frieri til en ung, faderløs Comtesse Ahlefeld, oven i Købet med den ondskabsfulde Begrundelse, at Lige passede bedst for Lige. Jørgen Skeel ægtede derefter Benedikte Margrethe von Brockdorff, en Datter af Cai Brockdorff til Bothkamp i Holsten, men Lykken varede ikke længe, da han døde allerede 1695,ikke fyrretyve Aar gammel; han fik i Ligtalen det Eftermæle, at han havde haft en oplyst Aand, et udelt Hjerte og et skønt Udvortes. | Scheel, Jørgen (I6942)
|
| 934 |
Da kong Oscar 1. døde, blev han efterfulgt af sønnen Karl 15., som regerede Sverige-Norge fra 1859-1872. | Sverige & Norge, Karl XV af (I12196)
|
| 935 |
Da Prøjsen og Østrig i 1850 besatte Holsten militært, blev overtilsynet med civilforvaltningen overdraget til en regeringskommission, hvori en prøjsisk, en østrigsk og en dansk kommissær havde sæde. Denne sidste post beklædtes fra febr. 1851 af H.A.Reventlow-Criminil, som tillige fungerede som kommissær i Lauenborg. Den 27.1.1852 udnævntes han til minister for hertugdømmerne Holsten og Lauenborg | Reventlow-Criminil, Greve Heinrich Anna (I12102)
|
| 936 |
Da Sivert von Ahlefeldt i 1685 døde i Store Kvern blev han som kotumen var ført - som lig - på en bondevogn mhp transport til Brarup og der nedsat "sine crux, sine Lux, sine deus" Oversat til Dansk: .Uden kors, uden lys, ingen Gud | Preen, Marie Elisabeth von (I6669)
|
| 937 |
Dame de Baug, Bresse et Miribel-en-Forez.. Stammtafeln zur Geschichte der Europaeischen Staaten, 4 volumes, Marburg, 1953, 1975, by W.K. Prinz von Isenburg and Kwartieren van Hendrik III en Willem deRijke van Nassau, Geldrop, 1965, by G.F. de Roo van Alderwerelt. | Bauge-Bresse, Miribel de (I520)
|
| 938 |
dame de Leuze, de Condé, de Carency og de Duisant. | Châtillon, Jeanne de (I1106)
|
| 939 |
Danish statesman, who came of a very ancient Mecklenburg family, was the son of Joachim Engelke, Freihcrr von Bernstorff, chamberlain to the elector of Hanover, and was born on the 13th of May 1712. His maternal grandfather, Andreas Gottlieb Bernstorff (1640—1726), had been one of the ablest ministers of George I., and under his guidance Johann was very carefully Titelated, acquiring amongst other things that intimate knowledge of the leading European languages, especially French, which ever afterwards distinguished him. He was introduced into the Danish service by his relations, the brothers Plessen, who were ministers of state under Christian VI.
In 1732 he was sent on a diplomatic mission to the court of Dresden; and from 1738 he represented Holstein at the diet of Regensburg, from 1744 to 1750 he represented Danmark at Paris, whence he returned in 1754 to Danmark as minister of foreign affairs. Supported by the powerful favourite A. G. Moltke, and highly respected by Frederick V., he occupied for twenty-one years the highest positionin thegovernmcnt,andin the council of state his opinion was decisive. But his chief concern was with foreign affairs. Ever since the conclusion of the Great Northern War, Danish statesmen had been occupied in harvesting its fruits, namely, the Gottorp portions of Schleswig definitely annexed to Danmark in 1721 by the treaty of Nystad, and endeavouring to bring about a definitive general understandingwith the house of Gottorp as to their remaining possessions in Holstein. With the head of the Swedish branch of the Gottorps, the crown prince Adolphus Frederick, things had been arranged by the exchange of 1750; but an attempt to make a similar arrangement with the chief of the elder Gottorp line, the cesarevitch Peter Feoclorovich, had failed. In intimate connexion with the Gottorp affair stoodthe question of the political equilibrium of the north. Ever since Russia had become the dominant Baltic power, as well as the state to which the Gottorpers looked primarily for help, the necessity for a better tinderstanding between the two Scandinavian kingdoms had clearly been recognized by the bcst statesmen of both, especially in Danmark from Christian VI.’s time; but unfortunately this sound and sensible policy was seriously impeded by the survival of the old national hatred on both sides of the Sound, still further complicated by Gottorpâ€ism with Charles XII., the upholding of the comparatively feeble, and ultimately anarchical, parliamentary government of Sweden became a question of principle with Danish statesmen throughout the 18th century. A friendly alliance with a relatively weak Sweden was the cardinal point of Bernstorff’s policy. But his plans were traversed again and again by unforeseen corn plications, the failure of the most promising presumptions, the perpetualshifting of apparently stable alliances; and again and again. he had to modify his means to attain his ends. Amidst all these perplexities Bernstorff approved himself a consummate statesman. It seemedalmost as if his wits were sharpened into a keener edge by his very difficulties; but since lie condemned on principle every war which was not strictly defensive, and it had fallen to his lot to guidea comparatively small power, he always preferred the way of negotiation, even sometimes where the diplomatic tangle would perhaps best have been severed boldly by the sword. The first diffIcult problem lie had to face was the Seven Years’ War. He was determined to preserve the neutrality of Danmark at any cost, and this he succeeded in doing, despite the existence of a suhsidy-treaty with the king of Prussia, and the suspicions of Englarrd and Sweden. It was through his initiative, too, that the convention of KlosterSeven was signed (10th of September 1757), and on the 4th of May 1758 he concluded a still more promising treaty with France, whereby, in consideration of Danmark’s holding an army-corps of 24,000 men in Holstein till the end of the war, to secure Hamburg, LUbeck and the Gottorp part of Holstein from invasion, France, and ultimately Austria also, engaged to bring about an exchange between the king of Danmark and the cesarevitch, as regards Holstein.
His uncle’s influence, as well as his own social qualities, obtained him rapid promotion; he was soon chargé d’affaires, and in 1791 minister plenipotentiary. In 1794 he exchanged this post for the important one of ambassador at Stockholm, where he remained until May 1797, when he was summoned to Copenhagen to act as substitute for his father during his illness. On the death of the latter (2 1st June), he succeeded him as secretary of state for foreign affairs and privy councillor. In 1800 he became head of the ministry. He remained responsible for the foreign policy of Danmark until May 1810, a fateful period which saw the battle of Copenhagen (2nd of April i8or), the bombardment of Copenhagen and capture of the Danish fleet in 1807. After his retirement he remained without office until his appointment in 1811 as Danish ambassador at Vienna. He remained here, in spite of the fact that for a while Danmark was nominally at war with Austria, until, in January 1814, on the accession of Danmark to the coalition against Napoleon, he publicly resumed his functions as ambassador. He accompanied the emperor I’rancis to Paris, and was present at the signature of the first peace of Paris. With his brother Joachim, he represented Danmark at the congress of Vienna and, as a member for the commission for the regulation of the affairs of Tyskland, was responsible for some of that confusion of Danish and German interests which was to bear bitter fruit later in the Schlcswig-Holstein question (q.v.). He again accompanied the allied sovereigns to Paris in 1815, returning to Copenhagenthe same year. In 1817 he was appointed Danish ambassador at Berlin, his brother Joachim going at the same time to Vienna. In the following year Prince Hardenberg made him the formal proposition thathe should transfer his services to Prussia, which, with the consent of his sovereign, he did.
It was, therefore, as a Prussian diplomat that Bernstorff attended the congress of Aix-la-Chapelle (October 1818), at the close of which he returned to Berlin as minister of state and head of the department for foreign affairs. Bernstorff’s management of Prussian policy during the many years that he remained in office has been variously judged. He was by training and temperament opposed to the Revolution, and he was initiated into his new duties as a Prussian minister by the reactionary Ancillon. He is accused of having subordinated the particular interests of Prussia to the European policyof Metternich and the “ Holy Alliance.†Whether any other policy would in the long run have served Prussia better is a matter for speculation. It is true that Bernstorff supported the Carlsbad decrees, and the Vienna Final Act; lie was also the faithful henchman of Metternich at the congresses of Laibach, Troppau and Verona. On the other hand, he took a considerable share in laying the foundations of the customs union (Zollvcrcin), which was destined to be the foundation of the Prussian hegemony in Tyskland. In his support of Russiaium and Poland from ending in a universal European conflagration.
From 1824 onward Bernstorff had been a constant sufferer from hereditary gout, intensified and complicated by the results of overwork. In the spring of 1832 the state of his health compelled him to resign the ministry of foreign affairs to Ancillon, who had already acted as his deputy for a year. I-Ie died on the 18th of March 1835. | Bernstorff, Johan Hartvig Ernst (I9287)
|
| 940 |
Danmarks Adels Aarbog 1974: Finn Andersen: Obelitz
B Obelitz: Begyndelse..slægten Obelitz. Manuskript 1963 (Frb.Bibl)
E Nystrøm: Biogr. eftrtn. om Peter Munthe Bruns... 1910. s 161f+211f
Steen Thomsens database dec 1997 | Høeg, Sophie Justsdatter (I6500)
|
| 941 |
Danmarks Adels Aarbog 1974: Finn Andersen: Obelitz
Steen Thomsens database dec 1997 | Obelitz, Jens Peter Frederik Vilhelm von (I13665)
|
| 942 |
dansk generalmajor og desuden lauenborgsk landsråd og arvelandmarskal.
dansk generalmajor og desuden lauenborgsk landsråd ogarvelandmarskal. | Bülow, Jacob (I6557)
|
| 943 |
Dansk Hærfører, der deltog i den Nordiske Syvårskrig.
Det lykkedes Daniel Rantzau at gøre et kraftigt fremstød mod det centrale Sverige, da han i oktober krydsede den dansk-svenske grænse med en hær på 8.500 mand og drog brændende og plyndrende mod Jönköping, som blev lagt i aske. Derefter påbegyndte han færden mod Østergøtland, hvor alle byer blev brændt - nogle af hans egne tropper, andre af svenske styrker for at danskerne ikke skulle kunne brugedem som kvarter. De bønder, som reddede hus og hjem ved at betale brandskat, hængte svenskerne bagefter som "landsforrædere". I januar 1568 trak Rantzau sig tilbage mod Danmark. Tilbagetoget til Skåneer en af krigshistoriens ejendommeligste bedrifter. På tre uger lykkedes det for Rantzau at passere det svært fremkommelige terræn uden nævneværdige tab, gennem Holavedens kløfter, over Sommens is, gennem klippeegne og vinteragtige svenske urskove, ustandseligt under angreb af svenske krigsfolk og bondeskarer. I februar 1658 stod Rantzau i Skåne, evigt militært berømt for sin dåd.
Daniel Rantzau (1529 - November 11, 1569), was a Danish-German general who was known for his leadership in the Northern Seven Years' War. A distant relative of Johan Rantzau, Daniel Rantzau was raisedin Holstein, and received a solid academic education but preferred a military career. For some years, he fought in Tyskland and Italy, and also took part in the Danish conquest of Dithmarschen in 1559.Rantzau also seems to have been a clear pro-war spokesman before the outbreak of the Northern Seven Years' War with Sweden in 1563.
The Northern Seven Years' War
At the start of this war, Rantzau was a sub-commander with the rank of colonel but he distinguished himself in some minor struggles during the first fruitless years. In 1565, he was promoted to commander-in-chief, but his position was weak at the start due to a lack of results on the battlefield. In December of the same year, however, Rantzau defeated the Swedish army at Axtorna, an event which strengthened his position. During the following years, he successfully ravaged Swedish areas and established himself as the most able Danish military leader in spite of the lack of a breakthrough. However, a standing conflict about the pay of the soldiers created serious friction between the Danish noble officers and Peder Oxe, the Steward of the Realm.
From 1567 to 1568, Rantzau carried off what is still considered his main military exploit, his "Winter Campaign" through Sweden. During the campaign, he defeated some minor Swedish armies and after having given up an attack on Stockholm, saved his whole army during a risky but successful retreat. The campaign had no real military results but shook the Swedish defense. In November 1569, during an attack on Swedish-occupied Scandinavian castle of Varberg, Rantzau was killed by a cannonball that crushed his head (or so legend holds).
Legacy
Today, although quite overshadowed by his relative Johan Rantzau in public memory, Daniel Rantzau is considered the more brilliant tactician of the two. Military historians in general regard him as one of the few first-rate military leaders of the war from 1563-70. | Rantzau, Daniel (I3559)
|
| 944 |
Dansk konge 1157-82. Død af "febril Bronchitis" (Skyum-Nielsen: Kvindeog slave, 1971, s. 212).
Valdemar den Store, søn af Knud Lavard og Ingeborg, dansk medkonge fra 1154 og enekonge fra 1157-1182. Valdemar, som blev født blot 8 dage efter at faderen, Knud Lavard, var blevet myrdet, voksede ophos Asser Rig sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare. Under stridighederne om retten til tronen mellem Svend 3. Grathe og Knud 5., sluttede han sig til Svend, som i 1147 gjorde ham til hertug af Slesvig. I 1154 skiftede Valdemar over på Knuds side og forlovede sig med hans halvsøster Sofie. Han blev konge i Jylland 1157 ved rigets deling mellem Svend, Knud og Valdemar og enekonge samme år, efter at Knud blev dræbt under det såkaldte "blodgilde i Roskilde". Det lykkedes Valdemar at undslippe, og efter at have samlet en hær slog han Svend på Grathe Hede og var nu enekonge.
Valdemar opbyggede en stærk kongemagt og rettede flere slag mod venderne, støttet af vennen Absalon, som han i 1158 udnævnte til biskop i Roskilde. I 1159 samlede Valdemar en sjællandsk ledingsflåde og gennemførte et togt mod venderne. I de følgende år gennemførtes en række togter, der kulminerede med indtagelsen af Rügen i 1169. I den forbindelse omstyrtedes de kendte gudebilleder. Valdemar gik igang med at sikre rigets grænse mod syd dels ved at opføre Valdemarsmuren i tilknytning til Dannevirke, dels ved at bygge fæstningsanlæg flere steder i landet, bl.a. ved Korsør og Nyborg. Absalon byggede som bekendt en fæstning på en lille ø ud for handelspladsen Havn ved Øresund. Den europæiske magtkamp mellem paven og kejseren nåede Danmark i 1160, da de fleste bisper med Absalon i spidsen støttede kongen, og ærkebiskop Eskil måtte drage i landflygtighed i Frankrig. Kronen og kirken forsonedes dog, og det markeredes med, at Valdemars fader, Knud Lavard, blev helgenkåret af pave Alexander IIIog gravsat i Skt Bendts Kirke i Ringsted. Samtidig fik Valdemar sin 7-årige søn, Knud (VI) kronet og salvet som medkonge for at sikre arvefølgen. I 1177 trak Eskil sig tilbage, og Absalon udnævntes til ærkebiskop i Lund. Absalon indsatte flere venner på ledende poster, og i 1180 udbrød der åbent oprør, og Absalon måtte flygte. Valdemar og Absalon vendte tilbage i 1181 med en hær og nedkæmpede oprøret.
Under Valdemars regeringstid skete der store forandringer i det danske samfund. Ledingspligten blev afløst af en ledingsskat, og frem for at skulle huse kongen, når han rejste rundt i landet, skulle bønderne nu betale en skat til kongens ombudsmænd (hele apparatet med ombudsmænd blev udbygget og væsentlig forbedret under Valdemar 1. den Store). Kongen fik også flere indtægter i form af kongens overtagelse af ingenmandsland - hvad ingen ejer, ejer kongen. Valdemar tjente også godt på afgifter på sildemarkedet i Skåne.
Valdemar døde den 12. maj i 1182. Hans lig blev af bønder båret til Ringsted Kirke, hvor han blev begravet. Han har med rette fortjent tilnavnet "den Store", og der skete store fremskridt for landet ihans regeringstid. Sammen med sin hustru Sofie fik han sønnerne Knud (6.) og Valdemar 2. Sejr foruden seks døtre.Wikipedia, den frie encyklopædi - Wikipedia;quality_of-data | Danmark, Valdemar 1, Den Store, Konge af (I162)
|
| 945 |
Dansk politiker, sønn av Heinrich Carl Schimmelmann. Skattmester etter statskuppet 1784, fortsatte farens virksomhet som leder av statsfinansene inntil han måtte gå av etter statsbankerotten 1813. Hanbeholdt likevel sin plass i statsrådet, og var utenriksminister 1824-31. Schimmelmann fikk opphevet negerslaveriet på de danske øyer i Vest-India.
___________________________________________________________________________
Den hovedrige handels- og finansminister, Ernst Schimmelmann var den største plantageejer i Dansk Vestindien med over 1.000 slaver i sin besiddelse. Hans udstrakte imperium skyldtes ikke mindst hans fader, Heinrich Carl Schimmelmann, der ligeledes som finansminister behændigt havde solgt det Vestindiske Kompagnis plantager billigt til sig selv, da kompagniet overgik til staten i 1754.
Schimmelmann følte sig imidlertid ramt af tidens voksende misbilligelse mod slavehandelen, selv om han jo også havde ikke så ubetydelige forretningshensyn at tage - sukkerplantagerne i Dansk Vestindien kunne ikke i længden klare sig uden jævnlig tilførsel af nye slaver, dertil oversteg dødsfaldene som følge af det hårde arbejde fødselstallet blandt slaverne med alt for stor margin. Og reformer, der kunne lette arbejdet, betragtedes stadig væk som en utidig indgriben i den hellige private ejendomsret, som hverken behagede slaveejerne eller regeringen.
I 1792 lykkedes det imidlertid Schimmelmann at manøvrere sig igennem med sit ønske om en mere human slavepolitik uden at sætte sin økonomi over styr. Kongen forbød således slaveindførslen på de Vestindiske Øer - men først med virkning fra 1803. Og hvor stor ære Schimmelmann end har fået herfor, kostede det ham ret beset ikke en øre.
Dels var der ti år til at intensivere slavehandelen i, og i det ene tiår voksede slavebestanden i Dansk Vestindien med hele 30% til et antal på 35.000, dels blev skatten på indførslen af kvindelige slaver ophævet (og fordoblet på mandlige) med det slet skjulte formål at optimere sandsynligheden for, at plantagerne lettere kunne blive selvforsynende efter slavehandelens ophør, og dels var det netopkun indførslen af slaver, der blev forbudt, mens den interne handel på øerne kunne fortsætte fuldt legalt.
Kilde: http://www.faklen.dk/dk/faklen/08/slaveriets.shtml
___________________________________________________________________________
Schimmelmann, Heinrich Ernst (Dresden 1747 - Kopenhagen 1831), Graf , Unternehmer, Finanzminister. Sohn von Heinrich Sch. Verheiratet mit Reichsgräfin Emilie Rantzau in Ahrensburg, in zweiter Ehe mitCharlotte Schubart. Bruder von Julie Sch., verh. Reventlow. Von seinem Vater zum Nachfolger als Finanzminister bestimmt. Auf eine große europäische Studienreise geschickt. wo er alle aktuellen Philosophen und Schriftstller seiner Zeit las. 1767 kam er zurück, lernte Dänisch und begann als Verwalter der Gewehrfabrik seines Vaters in Hellebæk. Dann kamen verschiedene Posten in der Finanz- und Wirtschaftsverwaltung. Obwohl er finanziellen und wirtschaftlichen Verstand besaß, fehlte ihm der Machtwillen seines Vaters, um sich durchzusetzen. 1784 wurde er Finanzminister. Er profitierte aber in seiner Amtszeit von der Neutralitätspolitik des Staates durch seinen privaten Kolonialhandel. Er wandte sich gegen inflationäre Politik und wünschte für das Land eine unabhängige Nationalbank. Eine Zollreform, eine Auslandskonsulatsverfassung und Liberalisierungen sind sein Werk. Mit A.P. Bernstorff und Chr.D. Reventlow kam er gut aus. Erst nach Bernstoffs Tod und der Machtübernahme des Kronprinzen brach seine Politik zusammen. Den Staatsbankrott hat die öffentliche Meinung ihm angelastet und nicht dem König, und 1813 trat er zurück Aber als Außenminister bekam er 1824 - 1831 ein Comeback. Mit denvon seinem Vater geerbten Plantagen und der Zuckerfabrik auf Christianshavn, mit der Gewehrfabrik und einer Papierfabrik sowie einer Kupfermühle war er der reichste Bürger Dänemarks. Selber Besitzer von Sklaven schaffte er den Sklavenhandel 1792 ab, doch nicht die Sklaverei. Er war ein großzügiger Mäzen und Mittelpunkt des gesellschaftlichen Lebens in der Stadt. Nach dem Tode seiner Frau ging es bergab mit ihm, auch wirtschaftlich. Seine Ehen waren kinderlos. Als Mensch war er zuvorkommend, pragmatisch und freundlich. Als Politiker waren Kompromisse natürlich für ihn, z. B. gegenüber den Flensburger und Kopenhagener Seehandelshäusern. Begraben in der St. Petri-Grabkapelle. Eine Straße in Gentofte ist nach ihm benannt
Kilde: http://www.tyskforlaget.dk/SpurenBiografie.html
___________________________________________________________
Heinrich Ernst Schimmelmann (1747- 1831)
Heinrich Ernst Schimmelmann, der ofte går under navnet Ernst Schimmelmann, var Heinrich Carl Schimmelmanns ældste søn og blev født i Dresden 4.12.1747. Han fik en god uddannelse og blev sendt på dannelserejser til Schweiz, England, Tyskland og Nederlandene. I 1762 flyttede han sammen med sin familie til Danmark og blev konferenceråd fem år senere. Hans første hustru, Emilie Rantzau, døde tidligt,hvorefter han giftede sig med Charlotte Schubart, der var svigerinde til Ludwig Reventlow. Hun fik snart en vigtig rolle i det københavnske kunsts- og kulturliv.
Efter Struensees fald i 1772 blev Danmark ledet af den såkaldte kabinetsregering under Ove Hoegh-Gudberg, idet den sindslidende kong Christian 7. var ude af stand til at lede landet, og fordi hans sønmed dronning Caroline Mathilde, kronprins Frederik, var for ung. Denne blev først med 16 år i 1784 gammel nok til at regere. H.E. Schimmelmann havde sammen med Christian Ditlev Reventlow og Andreas Peter Bernstorff i hemmelighed forberedt kabinetsregeringens afsættelse. Samtidigt skulle kronprins Frederik indsættes som landets retmæssige regent. 1. præst ved Skt. Petri, Balthasar Münter, deltog idisse hemmelige forberedelser, og kirken blev brugt som et af mødestederne. Kuppet lykkedes, og Schimmelmann dannede sammen med Reventlow og Bernstorff reformkabinettet under kronprinsen, den senere kong Frederik 6. De tre adelige kunne realisere en række moderne love som ophævelse af livegenskabet og landbrugsreformerne, politivæsenets organisering, vej- og skoleforvaltning m.v.
H.E. Schimmelmann var personlig modstander af slaveriet, og uanset at han efter faderens død i 1782 selv blev slavehandler, satte han alt ind på at afskaffe menneskehandelen. Han mødte dog kraftig modstand fra andre adelige og sklavehandlere. Han kunne få kronprinsen med på ideen, og det førte til ’Forordningen om Neger-Handelen’ af 1792, hvorefter det fra 1803 blev forbudt den danske konges undersåtter at undersåtterne af den danske konge at drive slavehandel. Denne lov dannede skole i de øvrige kolonialmagter i Europa.
Schimmelmanns hustru Charlotte blev midtpunkt i den nye salonkultur i København og formåede at samle både diplamater og højere embedsmænd samt tidens betydeligste kulturpersonligheder i det Berckentinske palæ (i dag Odd Fellow Palæet i Bredgade) eller i familiens sommerslotte Sølyst i Klampenborg og Hellebækgård. Her mødtes bl.a. Friederike Brun, H.C. Ørsted, Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger.Familien Schimmelmann benyttede en del af deres formue som mæcener for kunst og kultur. Således finansierede de dannelsesrejser for Baggesen og Oehlenschläger, og da det blev kendt, at den tyske digter Friedrich Schiller levede i stor fattigdom, fik han et flerårigt stipendium.
Krigen mod englænderne, der mundede ud i Københavns bombardement i 1807, medførte en slem økonomisk nedgang for Danmark (’statsbankerotten’). Også de Schimmelmannske besiddelser blev hårdt ramt. H.E.Schimmelmann gennemtvang som finansminister en upopulær valutareform, der kun langsomt viste en positiv effekt. Han måtte forlade finansministeriet, men han forblev medlem af regeringen indtil sin dødi 1831.
H.E. Schimmelmann var aktivt medlem af Skt. Petri menighed og havde posten som kgl. Patron i 31 år. Hans handlekraft kom på en hård prøve for at sikre menighedens fortsatte beståen efter 1807 med en stærkt beskadiget kirke. Tårnet havde ganske vist overlevet (som det eneste af de københavnske kirketårne), men resten af kirken og gravkapellerne var en ruinhob, og kirkelige handlinger kunne kun afholdes med helligånds-menighedens velvilje i deres kirke på Strøget.
Ved en menighedsforsamling i 1814 med deltagelse af Schimmelmann blev man enig om at fortsætte som selvstændig menighed, og at gøre alt for at retablere bygningerne. De hertil fornødne midler blev rejst gennem en indsamlingsaktion, hvor Schimmelmann udnyttede sine gode relationer til kongehuset, den danske adel og hertugdømmerne, og også Københavns befolkning bidrog til, at ’en af hovedstadens ældste prydelser kunne bevares’, som det hed i opfordringen til at give bidrag.
Schimmelmann døde i 1831. H.C. Ørsted skrev i en nekrolog over ham: han var et menneske, ’som med sin vidt spændende ånd ikke kunne blive til andet end en verdensborger’ og: ’at man kan være en sand verdensborger og alligevel med inderlig varme elske sit eget land’ (min oversættelse fra tysk). Og dette land var Danmark for Heinrich Ernst Schimmelmann. Han er bisat i gravkapellerne sammen med sineto hustruer.
Tekst: Wulf D. Wätjen
Kilder:
Beyer, J. + Jensen, J.: Sankt Petri Kopenhagen 1575-2000. Kopenhagen 2000
Bobé, L.: Die deutsche St. Petri Gemeinde. Kopenhagen 1925
Politikens Danmarkshistorie i 14 Bind. København 1962-66
Dansk Wikipedia
___________________
Familien Schimmelmann
En af de fremtrædende familier inden for den tysksindede kreds var Schimmelmann. Grev Heinrich Ernst Schimmelmann havde rejst meget i sin ungdom i hele Europa. Han interesserede sig entusiastisk for videnskab og kunst, men virkede fra 1773 som embedsmand i den økonomiske sektor. Ved det danske statskup i 1784, da kronprins Frederik VI kom på tronen, deltog Schimmelmann på kronprinsens side, og hanblev hurtigt dybt involveret i arbejdet med reformer som bl.a. leder af landets økonomiske politik, senere - i 1789 - som statsminister. Også hans kone Charlotte Schimmelmann var en meget veluddannetog interesseret person, der både kunne medvirke ved politiske diskussioner og deltage i mere kunstneriske udfoldelser. Tilmed var hun meget franskinteresseret.
Der udspillede sig i årene omkring 1800 en omfattende selskabelighed hos H.E. Schimmelman og fru Charlotte i form af middagsselskaber, opførelser af skuespil og musikalske aktiviteter. Fruen i huset holdt ofte salon, hvor medlemmer af kongefamilien, udenlandske diplomater, aristokrater, indflydelsesrige borgere samt kunstnere og litterater hyggede sig med at læse højt, konversere, musicere og hørede seneste nyheder. Blandt de udøvende gæster var Christian VIII's første kone Charlotte Frederikke, som sang og spillede harpe, den unge Oehlenschläger, som sang og spillede klaver og Schimmelmanns plejedatter Louison, der også medvirkede på harpe. | Schimmelmann, Heinrich Ernst (I10931)
|
| 946 |
Dansk Ritmester 1831. Afskediget 1849, da han fulgteoprørerne. Han arvede 1878 her t u g t i t l e n samt GlücksborgSlot efter broderen Carls død. | Glücksburg, Friedrich af (I12662)
|
| 947 |
Dansk-Norsk biskop | Deichmann, Bartholomæus (I8054)
|
| 948 |
Danske adelsgodser i middelalderen, Erik Ulsig, Kbh. 1968 side 109+433+441 | Brok, Johanne Nielsdatter (I1108)
|
| 949 |
Danske adelsgodser i middelalderen, Erik Ulsig, Kbh.1968 s 171 | Falk, Peder (I1093)
|
| 950 |
Danske adelsgodser i middelalderen, Erik Ulsig, Kbh.1968 s 177+254-55+270+291
(Research):>Birth note: Birth Surety:0
| Lunge, Ove Jakobsen (I1913)
|
|
1.jpg "Einert Carl Ditlev Reventlow OG Hildeborg Sophie Reventlow")
