| |
Match 9,901 til 9,950 fra 11,390
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 9901 |
Oberstløjtnant og fløjadjudant hos Kong Georg V af Hannover | Heimbruch, Karl Johann Christian von (I21943)
|
| 9902 |
Oberstløjtnant, Hæren | Ahlefeldt, Christian Anton Greve (I8300)
|
| 9903 |
Oberstløjtnant, K2? | Schaffalitzky de Muckadell, Ludvig Bernhard M Baron (I13904)
|
| 9904 |
Oberstløjtnant, Kammerherre | Schaffalitzky de Muckadell, Emil Erik (I13016)
|
| 9905 |
Obervogt I Sabergau, Oberstl., Friherre | Schaffalitzky von Mukodel, Ludvig (I5209)
|
| 9906 |
Obervogt I Veihingen, Geheimeraad, Overstaldmester | Schaffalitzky von Mukodel, (Georg) Bernhard, Greve (I7414)
|
| 9907 |
Obervogt I Zabergau Og Besigheim, Herz Württ., Rath., F. | Schaffalitzky von Mukodel, Conrad (I5558)
|
| 9908 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Lester, Wanda Elizabeth (I25102)
|
| 9909 |
Occupation: Unpaid domestic duties | Rosenbaum, Hylda Joanna (I18797)
|
| 9910 |
Odense latinskole 1884 | Schjær, Charles Mouritz David (I14274)
|
| 9911 |
Oest, Johann Friederich, 1755-1815, Skolemand, var født Dec. 1755 i Nykirke i Angel og Søn af Sognepræst Nicolaus O. Da Embedet var lille og Børneflokken stor, holdt Faderen Kostskole, oversatte danske Skolebøger paa Tysk og forberedte selv Sønnen til Kjøbenhavns Universitet.
1773 blev han Student og maatte til Dels ernære sig ved Privatundervisning. Foruden Theologi studerede han Pædagogik og Naturvidenskab, men fik ingen Embedsexamen. 1779 forlod han Kjøbenhavn og blev Huslærer, først hos en Kjøbmandsenke i Angel og siden i 7 Aar hos Kammerherre Ahlefeldt paa Damp i Holsten. Her kom han i Forbindelse med Basedow og Campe og skrev nogle Afhandlinger til sidstnævntes Revisionsværk. Senere skrev han i Christianis «Beyträge» og i «Egeria».
1788 blev han Huslærer paa Brahetrolleborg for Grev L. Reventlows Søn Ditlev, men opgav denne Plads 1793 ved sit Ægteskab med Dorothea Marie Petersen (f. 27. Marts 1761 d. 26. Nov. 1843), Datter af Stadssekretær i Rensborg, Hofraad Johan P. og Marie Johanne f. Stolle, en Professordatter fra Jena.
O. underviste ved den Pigeskole, hans Hustru havde i Lyksborg, men efter at Grev Reventlow havde skaffet ham offentlig Understøttelse til en pædagogisk Rejse i Tyskland, blev han 1795 Førstelærer ved det nyoprettede Seminarium paa Brahetrolleborg og beklædte denne Plads til sin Død 14. Jan. 1815. Professortitel fik han 1803.
Hans omfattende Kundskaber, grundige pædagogiske Indsigt og udmærkede Lærergaver gjorde ham efter Samtidens Dom til en Pryd for Seminariet, ligesom han ved Elskværdighed, Vid og digterisk Begavelse blev afholdt i en vid Kreds. Men hans rationalistiske Livsopfattelse og hans Overvurdering af formel Dannelse paa Bekostning af grundige Kundskaber hos Eleverne førte Seminarieundervisningen i en uheldig Retning, der senere maatte ændres. For den nationale Side af Opdragelsen havde han ikke Sans.
Paa hans Grav rejstes et Æreminde med den for hin Tid betegnende Indskrift: «Synker end Stenen i Grus, som her skal bevare dit Minde, dette forsvinder dog ej, stedse end lever din Daad.»
Lit. Tid. 1815, Nr. 11.
Manthey, Ridderes Levned.
Kirkeh. Saml. 4. R., VI.
J. Larsen, Bidrag til den danske Folkesk. Hist. 1784-1818.
Joakim Larsen. | Oest, Johann Friedrich (I25471)
|
| 9912 |
Officer | Rantzau, Josias (I5592)
|
| 9913 |
Officer | Friis, Christian (I5812)
|
| 9914 |
Officer | Holstein-Holsteinborg, Friederich Conrad (I8591)
|
| 9915 |
Officer | Haxthausen, Clemens August Baron (I9890)
|
| 9916 |
Officer i de italienske landtyrker | Giglioli, Augustus Lawrie Lewis (I23838)
|
| 9917 |
Officer i den engelske marine, Vinhandler i Helsingør | Fenwick, David (I9091)
|
| 9918 |
Officer i russisk tjeneste | Knuth, Carl Emil Greve (I11852)
|
| 9919 |
Officer og Statholder | Ahlefeldt, Frederik von (I7353)
|
| 9920 |
Officer, diplomat | Reventlow, Greve Christian Ditlev (I8265)
|
| 9921 |
Officer, Diplomat | Schubart, Herman (I10958)
|
| 9922 |
Officer, General af infanteriet | Rantzau, Schack Carl von (I9800)
|
| 9923 |
Officer, Generalløjtnant, 1662 Amtmand på Bornholm | Løvenhielm, Hans Schrøder von (I7064)
|
| 9924 |
officer, greve, tegner | Baudissin, Otto Friedrich Magnus (I11944)
|
| 9925 |
Officier d'artillerie | Portalis, Etienne Edouard Guillaume Joseph (I13614)
|
| 9926 |
officier de cavalerie | Portalis, Sextius (I14533)
|
| 9927 |
Officier de cavalerie, chef d'escadron | Portalis, Edouard Fréderic Joseph (I13579)
|
| 9928 |
Officier supérieur d'infanterie | Portalis, Henri Waldemar (I14319)
|
| 9929 |
Officier, Commandant parachutiste | Portalis, Jacques Jean-Marie Casimir (I15449)
|
| 9930 |
Offiser og embetsmann.
Foreldre: Generalmajor Frederik Christoph de Cicignon (ca. 1667–1719; se NBL1, bd. 3) og Karen Hausmann (1682–1744).
Gift 14.8.1733 på Fyn med Nicoline Antoinette Brüggemann (14.7.1717–april 1759), datter av oberstløytnant Gotske Hans Brüggemann og Margrethe Wilhelmine Hausmann. Sønnesønn av Johan Caspar de Cicignon (ca. 1625–1696); dattersønn av Caspar Herman von Hausmann (1653–1718); svigerfar til Fredrik Georg Adeler (1736–1810).
Ulrik Frederik de Cicignon var stiftamtmann i Bergen 1749–66 og gjorde en betydelig innsats for byen. Hans opptreden under “strilekrigen” 1765 var sterkt omdiskutert, men han fikk likevel avskjed i nåde.
Etter å ha studert ved det franske Académie des Chevaliers i Strasbourg og det hertuglige Académie de Lorraine i Nancy, ble Cicignon 1718 premierløytnant i Søndenfjeldske gevorbne infanteriregiment. Han ble kaptein 1720 og steg deretter i gradene til han 1746 var oberst og sjef for 2. Vesterlenske nasjonale infanteriregiment, som han kjøpte av generalmajor J. F. von der Lühe for 6500 riksdaler. Han stod som regimentssjef til januar 1750, men høsten 1749 var han blitt utnevnt til stiftamtmann i Bergen. Han ble ridder av Dannebrogordenen 1754 og fikk tittel av generalmajor og ble geheimeråd 1764.
En av Cicignons regimentssjefer betegnet ham som en offiser av “middelmaadig Statur, dog af en smuk Exterieur. Aldeles ikke til laster hengiven, men til det, som roesværdigt og dydig være kan. Er af en meget hurtig og god Begreb, applicerer sig med al optænkelig Flid paa Tjenesten, hvorfor han og kan vente fuldkommen Fremgang og Progress ...”. En annen av han sjefer uttalte “... joli homme, har rejst meget, gode Studia, overflødig Ambition”. Han har derfor sikkert vært en utmerket offiser, men det ble ikke der han kom til å sette spor etter seg.
Som stiftamtmann la han betydelige administrative evner for dagen. Både som embetsmann og privatmann utførte han en samfunnsgagnlig virksomhet som gav ham et hedret navn. Han fikk mudret opp Bergen havn. Samtidig ble det anlagt ny havn ved tollboden, og det ble oppført ny tollbod. Han fikk også bygd opp igjen Nykirken etter den store brannen 1756. Av egen kasse betalte han utbedringer og forskjønnelse av byens rådhus og skjenket 1754 nye klokker til Domkirken. Han var også meget godgjørende mot dem som trengte hjelp i sykdom og nød. Han omtales som “denne roesværdige Mand, som i saa mange Ting haver gjort sig saa højt fortjent for Bergens By”.
Likevel ble han 18. april 1765, under den såkalte “strilekrigen”, angrepet og mishandlet av allmuen. Årsaken til opptøyene var en ekstraskatt (til dekning av utgiftene ved krigen i Holstein) som fra 1762 var pålagt alle innbyggere, og som ble inndrevet med til dels ganske hardhendte metoder. Folk klaget til stiftamtmannen, som i mars 1765 lovte å ta saken opp med myndighetene i København. Da det i april samme år ble kunngjort en del selektive lettelser i skatten, samlet en stor folkemengde seg i Bergen og lot sin vrede over forskjellsbehandlingen gå ut over stiftamtmannen, som gav ordre om at en del skattytere skulle få sine penger tilbake. En kommisjon som ble nedsatt for å granske hendelsen kritiserte Cicignon for hans opptreden. Men de som hadde skrevet ut ekstraskatten uten tanke på hvor vanskelige forholdene var i Norge på den tiden, kan også kritiseres. Myndighetene kom da også senere på andre tanker; 1772 ble ekstraskatten opphevet.
At Cicignon etter dette ville søke seg bort fra Bergen er vel rimelig nok. Men først etter at det var blitt rolige forhold igjen, søkte han og fikk avskjed i mai 1766. Han flyttet til Sønderborg på Als, hvor han døde 1772.
Cicignon skal ha interessert seg for bergverksdrift. Sammen med sin bror og en del andre danske og norske var han medinteressent i malmverkene i Jarlsberg, Konnerudkollen ved Drammen og flere andre gruver i Eiker prestegjeld.
Slekten Cicignon var gammel adel fra Luxembourg, hvor de mannlige medlemmer av slekten valgte offisersyrket. Ulrik Frederik var selv utdannet offiser, men må ha vært en fredens mann. Da hans farfar ble ridder av Dannebrogordenen, valgte han et krigersk valgspråk, hvor siste linje lyder: “Conduite sans courage. Est un pauvre personnage” ('dannelse uten mot, er en ynkelig person'). Ulrik Frederiks motto som dannebrogsridder var mer på det jevne: “Middelvey fejler ey”.
Kilder og litteratur
H. J. Huitfeldt-Kaas: biografi i DBL1, bd. 3, 1889
O. von Munthe af Morgenstierne: “En udenlandsk Adelsslægt i Danmark og Norge: de Cicignon”, i PHT, rk. 7, bd. 5, 1921, s. 230–239
S. H. Finne-Grønn: biografi i NBL1, bd. 3, 1926
S. Steen i NFLH, bd. 6, 1932, s. 131 og 390–408
biografi i Ovenstad, bd. 1, 1948, s. 210
A. Coldevin: Enevoldstiden, bd. 5 i A. Coldevin m.fl. (red.): Vårt folks historie, 1963, s. 326–331
O. Feldbæk: Nærhed og adskillelse 1720–1814, bd. 4 i Danmark-Norge 1380–1814, Oslo/København 1998, s. 100–103
H. Nissen: “Johan Caspar Cicignon of Oberwampach. A Luxembourg immigrant in Norway”, i Association Luxembourgeoise de Généalogie et d'Héraldique. Annuaire 1995, 1999, s. 73–90
kilde: Harald Nissen. (2009, 13. februar). Ulrik Frederik De Cicignon. I Norsk biografisk leksikon. Hentet 26. juni 2018 fra https://nbl.snl.no/Ulrik_Frederik_De_Cicignon. | Cicignon, Ulrik Frederik (I9301)
|
| 9931 |
også kendt som: Bondio-Reventlow, Beatrice del | Reventlow, Beatrice (I15856)
|
| 9932 |
Ol I Garden Til Hest, Gm Af Kavalleriet | Schaffalitzky de Muckadell, Jacob Frederik (I9424)
|
| 9933 |
Olaf Dalsgaard-Olsen is a Danish film producer who was nominated for the Academy Award for Best Foreign Language Film in 1956 for his film Qivitoq.
| Dalsgaard-Olsen, Olaf (I18898)
|
| 9934 |
oldenburgischer Regierungspräsident; hannoverischer Gesandter; Offizier | Hammerstein-Loxten, Hans Detlev von (I10792)
|
| 9935 |
Ole Thyge Plannthin skriver i mail af 17.05.2016:
I forbindelse med efterforskning af egne aner og blandt dem gren af Buch-familien har jeg fundet en del oplysninger i anetavle udarbejdet af John Helt Green. se http://www.370.dk/PhPGedView/media/Greens_Anetavle.pdf
På side 234 om Jep Nielsen Buch finder jeg denne oplysning: "1/6 1468 er “Iwer Nielsen og Jep Buck, brødre af Nagbil” sammen med nogle væbnere tingsvidner ved salg af væbner Lawy Snobs gods i Malt herred til ridder Tellef Rewentlow. (Danmarks breve fra middelalderen)".
Jeg antager det drejer sig om Ditlev Reventlow.
Iver og Jep Nielsen Buch er brødre i Nagbøl, Skanderup Sogn.
| Reventlow, Ditlev (Thillef) (I2062)
|
| 9936 |
Oluf Axelsen (Thott) til Vallø og Hjulebjerg studerede i Leipzig.
1438 var han rigsråd og beseglede den fornyede Kalmarunion.
1439 beseglede han opsigelsen af kong Erik af Pommern
og indkaldelsen af kong Christoffer.
1440, 1449 var han høvedsmand på Ålholm, 1447 rigsmarsk.
1449 førte han som admiral en flåde til Gotland, som han fik i len.
1452 førte han en flåde til Stockholm og
deltog 1456 i Bornholms belejring.
1459 var han rigsadmiral.
Han blev kaldt ”den onde” eller ”den uretfærdige”.
Med Karen Falk fik han 1 datter.
Med Anne Present fik han 6 børn, hvoraf 4 døde som små.
Derudover havde han en uægte søn: Jørgen Olsen.
| Thott, Oluf Axelsen (I1946)
|
| 9937 |
Oluf Axelsen Thott (død 16. september 1464 på Gulland) var en dansk rigsmarsk og en af de mægtige Axel-sønner.
Han var søn af Axel Pedersen Thott og dennes første hustru, og han blev 1414 immatrikuleret ved Leipzig Universitet. I 1419 lovede Henning Podebusk at udlægge ham den ene halvdel af Vallø med tilliggende gods, mens Henning samtidig pantsatte til hans far den anden halvdel (som Axel Pedersen senere overdrog Oluf), og Oluf har således sikkert allerede da været gift eller trolovet med Karen, datter af den forrige ejer af Vallø, Jens Eskilsen Falk, og søster til Henning Podebusks hustru.
Oluf Axelsen var medbesegler af et brev fra kongen til svenskerne i Stockholm 1434 og nævnes i det følgende år som rigsråd.
I Erik af Pommerns sidste regeringstid er der imidlertid øjensynlig opstået et spændt forhold mellem Oluf og kongen. I 1439 taler kongen om, at rigsrådet havde skullet skaffe ham lejde af Oluf, men ikke havde gjort det, så at kongen ikke har anset sig for sikker på liv og gods. Oluf er da også, i modsætning til sin far, blandt de rigsråder, der i 1438 henvendte sig til Christoffer af Bayern, og blandt dem der ved et brev af 1439 opsagde kongen sin troskab.
Han opnåede da også hurtigt betydelige begunstigelser under den ny regering. Ridderslaget fik han formentlig ved kong Christoffers kroning i Sverige i 1441. I 1442 var han lensmand på Vordingborg, og ligeledes var han under Christoffer af Bayern blevet lensmand på Ålholm, en stilling, han beklædte endnu i september 1448. Og 1443 var han marsk og beholdt også dette embede efter kongens død, om end der i 1449 nævnes en anden indehaver. Oluf var blandt dem, som kong Christoffer i sit testamente indsatte til sine eksekutorer.
I 1448 foretog den ny svenske konge, Carl Knutsson, et angreb på Gulland. Men kong Erik på Visborg satte sig i forbindelse med Christian 1., og straks efter påske 1449 ankom kong Eriks tidligere fjende Oluf med en del danske skibe til øen; han trængte ikke ind i Visby havn, der var spærret af svenskerne, men kom ad en hemmelig vej i forbindelse med slottet, som nu fik dansk besætning, mens kong Erik sejlede bort. Midt i juli 1449 sluttede Oluf, der ved denne lejlighed kalder sig høvedsmand på Visborg, en overenskomst med den svenske høvedsmand på Gulland, Magnus Gren, om, at hver af parterne skulle beholde, hvad de havde, indtil en domstol af danske og svenske rigsråder afgjorde, om hele øen tilkom Danmark eller Sverige. Men snart efter ankom Christian 1. med den danske hovedstyrke, og skønt Oluf skal have udtalt til svenskerne, at han ville lade sig dræbe for kongens fødder, førend denne skulle bryde det indgåede forlig, forsøgte de danske ved overrumpling at få magt over Visby stad. Forsøget mislykkedes, men alligevel sluttedes der en ny overenskomst, i følge hvilken spørgsmålet om retten til øen ganske vist, ligesom tidligere bestemt, skulle afgøres ved en dom, men indtil da skulle de danske råde over hele øen, idet de svenske straks skulle forlade den.
Den dom, som skulle fældes, blev imidlertid aldrig afsagt, og de danske var altså nu atter i besiddelse af Gulland. Oluf blev indtil sin død siddende som lensmand på Gulland, som han, uvist hvornår, fik i pant, og som en følge af øens beliggenhed midt i Østersøen kom han til at spille en fremtrædende rolle i Danmarks forhold til Sverige, men næsten endnu mere til Hansestæderne. Allerede i slutningen af 1451 lod han hærge på de svenske kyster, i 1452 var han tillige med Magnus Gren anfører for en dansk flåde, der foretog et mislykket angreb på Stockholm og det østlige Sverige, og i 1457, efter ærkebiskop Jøns Bengtssons oprør, ankom han med en flåde for Stockholm længe før Christian 1. selv.
I hans stilling som lensmand på Gulland var det ikke blot hans optræden over for skibbrudne, der fremkaldte vrede hos hanseaterne; det samme galdt hans hindringer for handel på Sverige, så snart der var fjendskab i forhold til Danmark. Et forlig mellem Christian 1. og Hansestæderne i Flensborg 1455 indeholdt endog en særlig bestemmelse om, at kongen skulle få Oluf Axelsen til at ophøre med sine kaperier; men da hanseaterne samtidig i følge kongens fremstilling lovede at afholde sig fra al handel på Sverige og Preussen, kan det ikke undre, at Oluf og andre danske stormænd samme sommer med et antal skibe er ved Estlands kyst for at hindre denne handel. En del år senere, i 1462, tog han tillige med sine brødre Åge og Erik del i en strid om Øsel stift, idet han med våbenmagt hjalp den ene af kandidaterne til bispestolen.
Foruden Gulland havde Oluf ved sin død også Stevns og Bjæverskov Herreder i pant. Hans vigtigste ejendom var Vallø, som han skrives til endnu i sine senere år; derimod havde han afstået sin ret i gården Hjuleberg til broderen Åge. I 1451 fik han Skullerupholm i Voldborg Herred i pant af Steen Basses enke, Eline Johansdatter Bjørn, hvis værge han var, ligesom han fik Lykkesholm i Vinding Herred overdraget af hende; men om disse to ejendomme kom han i strid med andre, til hvem han måtte afstå forskellige dele.
Med sin første hustru, Karen Jensdatter Falk, havde han datteren Birgitte. Om Karens forhold til Oluf hedder det i slægtsbøger, at «hendes Vis befaldt hannem ikke», og at han derefter sad ugift i 22 år, hvilket sidste dog sikkert er urigtigt; i alt fald var han i 1430 gift på ny, med Johanne Nielsdatter Brock af Vemmetofte, der vistnok levede 1445, hvorimod hun var død 1456. Efter hende giftede han sig med Anne Jensdatter Present, der ved mandens død overtog styret af Gulland sammen med hans halvbror Philippus, men dog allerede det følgende år havde forladt øen. Af hendes og Olufs børn er det mest kendte en anden datter Birgitte, som senere giftede sig med Niels Eriksen Rosenkrantz. Anne Jensdatter levede 1485, men var død 28. marts 1487. | Thott, Oluf Axelsen (I1946)
|
| 9938 |
Oluf Nielsen Rosenkrantz (omkring 1490 – 8. november 1545 på Vallø) var en dansk rigsråd.
Han var søn af rigshofmester Niels Eriksen Rosenkrantz (død 1516). Allerede i kong Hans' tid blev han forlenet med Vordingborg som kongeligt regnskabslen (1512-17) og fik efter faderens død brev på at beholde Koldinghus og Len som et frit pant i 30 år (1517).
Ved oprøret mod Christian 2. sluttede Rosenkrantz sig til Mogens Gøye og søgte at mægle; han deltog således i et frugtesløst møde i Særslev Kirke og skal have givet kongen det råd at tage til København for at se tiden an.
Koldinghus blev derpå samlingssted for de adelsmænd, der endnu var kongen tro, mens hertug Frederik med sine tropper og de oprørske adelsmænd lå i Kolding by. Da slottet ikke kunne holdes ved en længere belejring, holdt Rosenkrantz sig her, men da hertug Frederik og oprørerne kort efter truede ham på livet, hvis han ikke sluttede sig til hertugen, sendte Rosenkrantz 17. marts kongen besked herom. Han skriver, at han gerne ville begive sig til kongen, men ikke turde af frygt for Sigbrit, der truede ham og hans venner på livet, og som også havde været årsag til, at han og hans moder havde mistet gods i Vallø og 2 gårde i København.
Han deltog derpå i Frederik 1.’s hylding i Viborg 26. marts 1523 og blev optaget i rigsrådet. Valløgodset blev givet tilbage, og Rosenkrantz indtog i den følgende tid sammen med sine 2 svogre, Tyge Krabbe og Erik Eriksen Banner, en meget betydende position under Frederik 1.'s regering. I stedet for Koldinghus fik han Abrahamstrup som pantelen på livstid.
Han deltog i Københavns belejring og skal have haft stor del i, at Henrik Gøye lod sig overtale til overgivelse. En tid havde han under belejringen været blandt de medlemmer af rigsrådet, der som statholdere styrede Sjælland under kongens ophold i hertugdømmerne, og ved kongens kroning 8. august 1524 blev han slå til ridder.
Efter moderens død i 1528 havde han overtaget Vallø helt, og 7. februar 1529 giftede han sig med Ide Munk, datter af rigsråd og landsdommer i Jylland Mogens Munk. Han deltog i de følgende år i de vigtigste regeringshandlinger under Frederik 1.
Rosenkrantz var katolsk, men ikke så udpræget en fjende af Luthers lære som sin svoger Tyge Krabbe. Han var blandt de rigsråder, som, efter at Frue Kirke i København på grund af billedstormen i julen 1530 en tid havde været lukket, atter skaffede katolikkerne adgang til kirken, hvorpå den under stor højtidelighed blev taget i brug 15. november 1531.
I dette efterår ventede man Christian 2.’s ankomst og mente i begyndelsen, at angrebet ville være rettet mod Sjælland og København. Rosenkrantz og Anders Bentsen Bille havde befalingen på Sjælland og havde travlt med forsvarsforanstaltninger. Mens han i januar 1532 opholdt sig i København, udbrød et mytteri blandt landsknægtene, som det lykkedes at få bekæmpet. Kort efter blev Rosenkrantz hofmester for Frederik 1.'s næstældste søn, hertug Hans, som det katolsksindede parti ønskede til konge efter faderens død. Der blev derfor indrettet en hofadministration på Nyborg Slot for den unge hertug under Rosenkrantz' opsyn. Ved herredagen i København efter Frederik 1.’s død arbejdede Rosenkrantz for hertug Hans’ valg. Han medbeseglede derfor også det brev, hvorved kongevalget blev udsat et år af hensyn til Norge, idet man ved de norske biskoppers hjælp ventede at kunne få Hans til konge. Ligeledes har beseglede han den såkaldte reces af 3. juli, hvor man søgte at stopper for den lutherske lære, og han deltog også i dommen over Hans Tausen.
Derimod beseglede han ikke det såkaldte enighedsbrev, hvorved biskopperne søgte at binde rigsrådets medlemmer indbyrdes til ikke at støttee nogen til konge uden hele rigsrådets enighed. Tvært imod nedlagde han sammen med Mogens Gøye og Erik Banner protest mod rigsrådets handlinger i den kongeløse tid, formentlig især mod enighedsbrevet, og forlod derpå ligesom Mogens Gøye, Erik Banner og flere katolske adelsmænd København. At Rosenkrantz ikke besejlede dette brev, kom ham senere til gode, idet brevet blev hovedanklagen fra Christian 3. mod biskopperne og deres tilhængere.
Som hofmester for hertug Hans begav Rosenkrantz sig efter herredagen til Nyborg Slot, som han nu var blevet forlenet. Da grev Christoffer af Oldenborg i maj 1534 som Lübecks krigsfører gjorde indfald i Holsten, sendte Rosenkrantz straks fra Nyborg 50 landsknægte til Sønderborg for at forstærke slottet, hvor Christian 2. sad fanget; men han blottede herved sin egen fæstning. Ved den fynske adels møde 9. juli i Hjallese ved Odense, hvor den fynske adel, ligesom tidligere den jyske, sluttede sig til hertug Christian (senere Christian 3.), deltog Rosenkrantz ikke. Men da hele Sjælland og Fyn rejste sig til fordel for Christian 2., frygtede han hertug Hans’ sikkerhed og førte ham og hans tjenere forklædte som bønder til Sønderborg. Selv begav han sig tilbage til Nyborg, som da også senere blev belejret af de grevelige, og Rosenkrantz måtte overgive slottet og blev fanget i august 1534; han blev ligesom de øvrige fangne adelsmænd ført til København.
Da hertug Hans’ sag var tab, idet det vestlige Danmark havde sluttet sig til hertug Christian og det østlige til grev Christoffer, opsagde Rosenkrantz 16. august sin tjeneste og sluttede sig til grev Christoffer, ligesom den øvrige skånske og sjællandske adel havde gjort, hvorpå greven frigav hans hustru og børn, der ellers sad som fanger på Nyborg.
I den følgende tid opholdt Rosenkrantz sig på Vallø; men i januar 1535 blev han af grev Christoffer til kaldt til herredag i København. Imidlertid besluttede lybekkerne og Borgerpartiet at fængsle de vigtigste rigsråder og adelsmænd og at indtage deres borge. Rosenkrantz blev da kastet i Blåtårn, mens Sebastian von Jessen indtog Vallø. Ved Københavns overgivelse i 1536 kom han i Christian 3.’s magt; men da han kun nødtvungent havde måttet anerkende grev Christoffer, og da han ikke havde deltaget i de mest yderliggående skridt under herredagen i 1533, slap han let. Han beholdt sit sæde i rigsrådet og fik kort efter Abrahamstrup Len tilbage på livstid; de store pantesummer, som han havde stående deri, synes derimod at være ansete som tabte.
Han indtog under Christian 3.’s regering en meget betynde position i rigsrådet og fik adskillige hverv, deriblandt flere gange statholderskabet i København og på Sjælland. Var hertug Hans blevet konge, var han formentlig blevet rigshofmester, ligesom hans far, Niels Eriksen, hans farfar, Erik Ottesen Rosenkrantz, og oldefar, Otte Nielsen Rosenkrantz, havde været.
Han døde på Vallø 1545. Hans enke, Ide Munk, overlevede ham med mange år. Da de ingen sønner efterlod sig, gik Vallø til deres 2 døtre, Birgitte, gift med Peder Bille til Svanholm og Mette Rosenkrantz. | Rosenkrantz, Oluf Nielsen (I3008)
|
| 9939 |
Om natten ved Langesø kan man møde, måske, en karosse med sort firspand. Så er det klogt at komme af vejen i en fart, for så er det nok fru Ide fra Langesø, hvor hun havde regeret med hård hånd over bønderne, indtil hun i døde år 1700. I de næste mange år herefter kunne man møde fru Ides karosse på egnens veje ved nattetid, og til sidst måtte man have fat i den navnkundige præst Rasmus Balslev. Han mødte en midnatsstund karossen ved den såkaldte Sorte-mose, og her stod der en voldsom dyst mellem ham og fru Ides gespenst. Det endte dog med, at præsten fik magten, og det besværlige damespøgelse sank ned i sumpen, hvor der rammedes en svær egepæl igennem hende. I lange tider sås denne manepæl, men den er nu væk.
| Rathlou, Ide von (I7113)
|
| 9940 |
Omkom med mand og børn ved Dampskibet Austrias undergang | Kaas, Helene (I11734)
|
| 9941 |
Omkring 1725 levede der i Egernførde en initiativrig købmand Christian Otte, der slog sig op ved handel med korn og vin. Han havde flere små skibe i søen og dreven omfattende rederivirksom- hed. Han havde sin store lagerbygning i Langebrogade. Bygningen eksisterer den dag idag og bærer i gavlen ud mod gaden initialerne CO og EO (Christian og Elsabe Otte) samt årstallet 1723. I 1741 skænkede familien en kapital til byen, således at der kunne indrettes et nyt fattighus, der til at begynde med kunne modtage 8, senere 9 ældre mennesker. Ifølge fundatsen var det familien, der skulle ad- ministrere stiftelsen, men magistrat og sognepræst førte et vist tilsyn. Stiftelsen indrettedes i den gade, der dengang hed »Neue Wohnung«, idag omdøbt til Otte-gade.
Christian Otte havde dygtige børn, bl.a. to sønner, der førte fade- rens virksomhed videre og bragte handelshuset til stor velstand. Den betydeligste af brødrene var nok kancelliråd Fred. Wilh. Otte, der ejede godset Binebæk i Svans. Han var gift med Dorothea Charlotte Reventlow, og deres ældste datter (Margrethe Dorothea) blev i 1765 gift med den noget ældre københavnske storkøbmand Niels Ryberg, med hvem huset Otte gennem længere tid havde haft snævre økono- miske forbindelser. Bl.a. havde man deltaget i Rybergs handel på Vestindien. En yngre broder til Margarethe Dorothea bosatte sig senere i København og blev kompagnon med Ryberg. Fred. Wilhelm Otte døde allerede i 1766. Den anden broder Johan Nic. Otte ejede ligeledes gods i Svans, nemlig gården Kriseby. Han levede endnu omkring 1780, men på det tidspunkt var de otteske virksomheder forlængst sygnet hen.
Kancelliråd Otte fungerede en vis periode som byens borgmester og udnævntes ligeledes til æresborger. Han optrådte ved forskellige lejligheder som mæcen, idet han skænkede kirken et nyt orgel, og betalte indretningen af et nyt kirkeloft. | Otte, Kancelliråd Frederich Wilhelm (I9115)
|
| 9942 |
omkring 1890 ført til Ludwigsburg | Ahlefeldt, Godske von (I5380)
|
| 9943 |
Omtale af brylluppet i Politiken d 28. april 1915 (uddrag):
Stort Bryllup i Frederikskirken.
Frk. Ada Howard Grøn og Premierløjtnant Grev Otto Reventlow
Foraaret er de store Brylluppers Tid. Efter den Bramsen-Blom'ske Alliance for nylig i Frue Kirke fejredes i Gaar en celeber Forbindelse mellem Embedsstand og Adel, mellem Stiftamtmandens Datter fra Viborg, Frøken Ada Grøn, og den unge Grev Otto Reventlow, en søn fra Rudbjerggaard.
Det var et meget fint Selskab, der var samlet i Kirken: Mange Grever Reventlow, både med og uden Len, de ældre med, de yngre uden Grevinder, der var Bech'er og Fruer i en lang Kæde, Grøn'er og Tuxen'er og Hansen'er - af de "rigtige"med eller uden Grut - Westenholz'er og Sehested'er og mange andre gode og fine Navne med klingende Tidler, straalende Ordner, i Uniformer og røde Kjoler.
| Familie: Greve Otto Carl Ferdinand Reventlow / Ada Jessie Howard Grøn (F27533)
|
| 9944 |
Omtales i DAA 1946 p79 vedr. HENRIK SPLIT, hvoraf følgende fremgår:
Henrik, gav 1391 sammen med sin Hustru Elsabe (vel Datter af Segebod Krummendiek) Afkald paa alle Arverettigheder, som de maatte have i Runtoft og al dertil liggende Gods samt i Skoven i Gjelting til Erik Krummendiek og dennes rette Arvinger, hvorimod Henrik Split og hans Hustru skulde have Grødersby. Han oplod 1392 til sin Hustru Fru Elsebes Broder Erik Krummendiek al den Rettighed, der var tilfalden hende i Løgismose.
Som deres Arvingernævnes Hartvig Split (s. o.) og Henrik Reventlow anders geheten Grove, medforseglet af Claus Split. | Reventlow, Henrik Grove (I1466)
|
| 9945 |
Omtalt i familien som "Skomagerens den store Rasmine"
| Jørgensen, Johanne Rasmine (I24424)
|
| 9946 |
Opholdt sig hos sin svoger, Baron Stampe, Viufgård.
se
https://www.danishfamilysearch.dk/sogn1849/churchbook/source28462/opslag5720578
| Bardenfleth, Carl Emil (I12722)
|
| 9947 |
ophøjet 4 maj 1759 i adelig stand | Stampe, Henrik (I9805)
|
| 9948 |
opkaldt efter Moderen, der antagelig er død i Barselseng) f. 17 Dec. 1530; g. m. Volt Sehested til Sarlhusen d. 1571. | Reventlow, Anna von (I18166)
|
| 9949 |
Oprettede forskningsfonden GBHF.
Fonden blev oprettet i 1977 af grosserer Godfred Birkedal Hartmann.
Forskningsfondens almennyttige formål søges opfyldt ved:
at yde støtte til forskning inden for gartneri-, landbrugs- og skovbrugserhvervet.
at yde støtte til institutioner med botaniske haver, aboreter m.v.
at yde støtte til, genopretning og vedligeholdelse af natur og grønne arealer af særlig landskabelig værdi.
at yde støtte til den danske kulturarv, f.eks. ved at bidrage til genopretning af grønne områder og parkanlæg på danske slotte og herregårde.
se iøvrigt: http://www.gbhf.dk/ | Hartmann, Godfred Birkedal (I20016)
|
| 9950 |
Oprettede sammen med søsteren Susanne Brahe og etatsråd Fr. Hein af Hvedholm, Østrupgård og Steensgård stamhuset Hvedholm 1751 med Damsbo 1758, som overgik til hans fætter Henrik Bille Brahe.
__________
Preben Brahe (9. januar 1711 på Engelsholm – 17. august 1786 på Fyn) var en dansk godsejer og sidste mand (i Danmark) af adelsslægten Brahe.
Han var søn af Henrik Brahe til Hvedholm og Henrikke Sophie, født Bille, blev 1732 fændrik og 1737 karakteriseret løjtnant af infanteriet, 1738 sekondløjtnant i Fodgarden og 1743 kaptajn ved det Fynske nationale Infanteriregiment, men afgik 1754 fra militæretaten med oberstløjtnants karakter.
Ved en overenskomst 1739 mellem ham og hans dalevende tre søstre om arven efter deres forældre, deres bror Jørgen Brahe og faster Karen Brahe blev han eneejer af Hvedholm. Efterhånden kom han til stor rigdom, idet hans mange søskende døde før han; af disse var især søsteren Susanne Brahe (1700-1760) meget rig, da hun havde fået Østrupgård ifølge testamente, Stensgård ved sit ægteskab med etatsråd Frederik Hein og havde købt Damsbo.
Disse to søskende oprettede 1751 af deres tre godser: Hvedholm, Stensgård og Østrup, et stamhus med agnatisk-kognatisk succession, hvilket etatsrådinden ved gavebrev 1758 forøgede med Damsbo. Stamhuset var dog sådan indrettet, at enhver foreløbig skulle beholde sit, og Preben Brahe først tiltræde det i "fuldkommen Possession" efter svogerens og søsterens død, hvilket skete 1760. Yderligere arvede han efter hende Grubbesholm gård og gods, som han dog straks solgte til fæstebønderne. Han var dog generelt ikke nogen fremmer af udskiftningen.
Preben Brahe døde ugift på Fyn 1786 som den sidste mand af slægten (den svenske gren af slægten uddøde 1930). Hans store ejendomme tilfaldt for størstedelen familien Bille, som derfor ændrede navn til Bille-Brahe. Han er begravet i Horne Kirke. Der findes portrætmalerier af "C.F.K." (1756) og af Per Krafft den ældre. | Brahe, Preben (I9720)
|
|
