| |
Match 9,951 til 10,000 fra 11,390
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 9951 |
Opretter Grevskabet Christiansholm (16-04-1734) | Levetzow, Emerentzia von (I8488)
|
| 9952 |
Oprindelig begravet i krypten under Auning Kirke, men i 1889 overført til et familiegravsted på Gammel Estrup, jvf Trap: http://runeberg.org/trap/3-4/0975.html | Pind, Christiane (I11611)
|
| 9953 |
optaget 21.aug 1651 i Rigsgrevestanden | Rantzau, Christopher (I6983)
|
| 9954 |
Optaget I Det Umiddelbare Rhinske Adelskab | Eyben, Hulderich Edler von (I7073)
|
| 9955 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Plovgaard, Erik (I24373)
|
| 9956 |
Optoges 1887 i den russiske arveadel og fik ved kejserlig ukas tilladelse til i Rusland at føre grevelig titel og våben. | Ahlefeldt-Laurvigen, Emil (I12860)
|
| 9957 |
Opvokset hos Birgitte Gøye, der var halvsøster til Berte Seefelds mormor, Ide Gøye | Seefeld, Birgitte (Berte) (I4084)
|
| 9958 |
Ordenskansler, Overdirektør for Gisselfeld | Danneskiold-Samsøe, Christian Frederik (I13608)
|
| 9959 |
Ordensskatmester, Chef for den kongelige militaire Höiskole og for Landkadetkorpset | Bardenfleth, Frederik Løvenørn (I11529)
|
| 9960 |
Organist | Gilberg, Ellen (I15903)
|
| 9961 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Rosenborg, Christian, Greve af (I19516)
|
| 9962 |
Orlogskaptajn, Søværnet, Lieutenant-Commander i de engelske flaadestyrkerstyrker | Konow, Carl Frederik Sophus Vilhelm (I15337)
|
| 9963 |
Otte Holgersen Rosenkrantz, d. 6.10.1525, til Boller m.m., rigsråd. Død i Lübeck, begravet i Lübeck domk., siden ført til Uth og til sidst til Hornslet k.
R. blev' gennem sin mor arving til umådelige godser i Norge, på Færøerne og Shetlandsøerne, især da hans mormors søster, gamle fru Inger Erlandsdatter, enke efter rigsråd Arild Kane, tildelte ham sin store arv der dog først faldt i hans børns besiddelse efter hendes død (1526) og medførte store arvestridigheder. Det hele ansloges til en fireogtyvendedel af al skyldsat jord i Norge.
Allerede 1508 forekommer han i Norge i den unge Christian (II)s følge og havde vistnok allerede dengang overtaget en stor del af den norske arv. Ca. 1509 overtog han sin fædrene arv Boller m.m. og senere erhvervede han, efter en strid med Torben Oxe, Næsbyholm.
1514 var R. høvedsmand på Akershus, fra 1517 på Torning i Slesvig. 1519 forstrakte han Christian II med den for en enkelt mand meget store sum af 12 000 mark lübsk (8000 gylden), og året efter gik han i borgen for et stort lån på 39 000 mark lübsk til kongen af slesvigske og holstenske adelsmænd hvorved disse fik underpant i Torning slot.
Ved oprørets udbrud 1523 kom R. derfor i en meget farlig stilling; Frederik I anerkendte dog gældsfordringen hvorpå R. sluttede sig til ham, blev optaget i rigsrådet, forlenedes med Ålholm slot og opgav Torning; ridder blev han ved Frederik Is kroning 1524. I slutningen af året da der førtes underhandlinger om Frederik Is norske håndfæstning, var der stærkt tale om at gøre R. til lensmand på Akershus og desuden forlene ham med Helgeland (Nordlandene) hvor størstedelen af hans norske arv lå. Vincens Lunge fik det dog afværget. Han var ikke alene R.s politiske rival, men også på sin hustrus vegne hans medbejler til fru Inger Erlandsdatters store godser. 1525 deltog R. i kampen mod Søren Norby. Han døde af pest under et familiebesøg i Lübeck.
Familie
Forældre: rigsråd Holger Eriksen R. (død 1496, gift 2. gang med Anne Meinstrup, ca. 1475–1535) og Margrethe Bosdatter Flemming. Gift ca. 1516 med Margrethe Gans, død 29.9.1525 i Lübeck, d. af brandenburgsk hofmarskal Jesper G. til Putlitz og Anna Maltzan. – Far til Anne R., Erik Ottesen R. (1519–75), Holger R. (1517–75) og Jørgen R. (1523–96). Halvbror til Holger Holgersen R. | Rosenkrantz, Otte Holgersen (I2687)
|
| 9964 |
OTTE NIELSEN (ROSENKRANTZ)
Otte Nielsen var en dansk adelsmand, der levede i 1400-tallet. Han var ud af den jyske adelsslægt, som i 1500-tallet antog slægtsnavnet Rosenkrantz. Otte Nielsen var en af sin tids mægtigste herremænd.
Slægt
Otte Nielsen blev født ca. 1395 og døde 1477. Han var søn af ridderen Niels Jensen, som tilhørte den nørrejyske linje af den adelige slægt, som først i 1500-tallet begyndte at kalde sig ved slægtsnavnet Rosenkrantz. For nemheds skyld bruger historikere også dette slægtsnavn om slægtens ældre led. Slægten kan spores tilbage til første halvdel af 1300-tallet, men steg først op i den øverste elite i 1400-tallet. Denne opstigen skyldtes i høj grad Otte Nielsens personlige indsats og navnlig hans nære tilknytning til kongemagten kombineret med et indbringende giftermål.
Gods
Otte Nielsens arvegods bestod af en andel i hovedgården Hevringholm på Djursland med tilhørende bøndergods. Det gods, han kunne råde over, forøgedes meget betydeligt ved ægteskabet (senest 1426) med den betydeligt ældre Else Holgersdatter (Krognos). Hun var enke efter et medlem af Hvideslægten og indbragte Otte Nielsen en andel i denne slægts hovedsæde, Bjørnholm (nuværende Høgholm) ved Tirstrup, og store godsbesiddelser på Djursland. Otte Nielsen forøgede selv disse ejendomme med omfattende godserhvervelser, især i områder, hvor han som kongelig lensmand stod stærkt. I 1450’erne opkøbte han f.eks. godset Skjern mellem Randers og Viborg fra en række lavadelige godsejere, og i 1449 skødede Christian 1. ham Hassens Birk, Ebeltoft og øen Hjelm, dog med genkøbsret for kronen. En del af dette omfattende gods blev allerede i Otte Nielsens levetid overdraget til parrets eneste overlevende barn, Erik Ottesen, og resten af godset gik efter Otte Nielsens død i arv til samme søn.
Politisk karriere
Første gang, man hører om Otte Nielsen, er, da han ca. 1420 såres under et slag i Erik af Pommerns krig om Sønderjylland. Otte Nielsen synes at have tjent sig op under denne konge, men deltog siden i hans afsættelse og var blandt mændene bag indkaldelsen af Christoffer af Bayern i 1438. Otte Nielsen var senest 1436 (måske allerede 1434/35) medlem af rigsrådet, og senest 1444 blev han udnævnt til rigshofmester, som var det højeste politiske embede i Danmark næst efter kongens. Christoffer af Bayern forlenede ham endvidere med Kalø Slot og Len i 1439. Da Christoffer af Bayern døde barnløs i 1448 var Otte Nielsen blandt hovedaktørerne i indkaldelsen af Christian 1. til den danske trone. Det nære forhold til Christian 1. fremgår bl.a. af de usædvanligt vidtgående personlige privilegier, Otte Nielsen modtog af kongen. I 1452 måtte kongen pga. et skifte i unionspolitikken afskedige Otte Nielsen som rigshofmester, men embedet blev i 1456 givet til Otte Nielsens søn, Erik Ottesen, og Otte Nielsen selv bevarede sit sæde i rigsrådet og forblev en af Christian 1.s mest betroede mænd.
Fejder
Otte Nielsens magt- og godsudvidelse bragte ham på kant med konkurrerende jyske stormænd. Det førte til en række konflikter, hvoraf nogle blev løst ved rettergang, mens andre brød ud i åbne fejder. I 1454 opstod fjendskab med biskoppen af Aarhus, Jens Iversen (Lange), som følge af stridigheder om bl.a. kirkelige afgifter og rettigheder. Fejden, der kostede menneskeliv på begge sider og førte til voldelige opgør i Aarhus’ gader, var udslag af en mere generel magtkamp mellem kongemagt og kirke, hvor Otte Nielsen uofficielt repræsenterede kongemagten. Kongens støtte til Otte Nielsen var baggrunden for, at rigsrådet i 1458 ved et forligsmøde gav Otte Nielsen medhold i de fleste af hans klagepunkter, og at Århusbispen i 1459 blev fradømt de kongelige rettigheder i Aarhus, hvilket i realiteten gav Otte Nielsen sejren i fejden. Året efter, i 1460, kom Otte Nielsen og broderen Stygge Nielsen i fejde med herremanden Lage Brok af Gl. Estrup. Denne meget voldsomme strid, der bl.a. drejede sig om rettigheder til agrare ressourcer, men også havde politiske implikationer, varede helt til 1475. På det tidspunkt havde sønnen Erik Ottesen dog overtaget Otte Nielsens rolle som Lage Broks argeste fjende. Undervejs i fejden havde Otte Nielsen i 1466/67, da Lage Broks parti en overgang nød kongens gunst, mistet forleningen med Kalø som følge af anklager om embedsmisbrug.
Religiøsitet og alderdom
Otte Nielsen organiserede og finansierede en række kirkebyggerier, dels af ægte religiøs interesse, dels fordi det var med til at styrke hans image som from herremand. Inden 1458 havde han ladet rydde skov ved Ryomgård og bygget Marie Magdalene Kirke fra grunden. Omkring 1465 nedrev og genopbyggede han Tirstrup Kirke, og han og/eller Erik Ottesen stod bag en omfattende udbygning af Dråby Kirke ved Ebeltoft. I en sen tradition omtales han som en af Mariager Klosters stiftere, både han og sønnen var i hvert fald med sikkerhed klosterets verdslige beskyttere, og Otte Nielsens hustru, Else Holgersdatter, skænkede gods til det. Efter Otte Nielsens tilbagetræden fra sine politiske og administrative hverv omkring 1466 synes han hovedsageligt optaget af religiøse spørgsmål frem til sin død 1477. Otte Nielsen og Else Holgersdatter, der var død 1470, blev begravet i et kapel i Franciskanerkirken i Randers, som de selv havde bekostet.
kilde: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/otte-nielsen-rosenkrantz/ | Nielsen, Otte (I2085)
|
| 9965 |
Otte Rud var søn af Knud Rud (død 1554). Otte Rud blev født på sin fædrenegård Vedby. Ved dåben blev han opkaldt efter sin afdøde farbror, og blandt fadderne var foruden bl.a. flere helgener også biskoppen i Roskilde Lage Urne. Hvilket forklarer, at da samme biskop i 1529 gav hans forældre et livsbrev på Venslev Len, kom dette også til at gælde for gudsønnens levetid, dette len tiltrådte Otte Rud i 1554 ved faderens død, som ved reformationen var blevet en kronlen, men Otte Rud mistede det igen i 1558.
Otte Rud fik sin første undervisning i Sorø Kloster, tjente derefter grev Just af Mansfeld som lille dreng og kom så til greven af Schwarzburg, der i hans 18. år gav ham ret til at bære våben, hvorefter han deltog i biskoppen af ministers krig mod Gjendøberne. Ved denne tid i 1539 havde han det uheld at blive sat fast i Hamborg, for at begå drab, men da kong Christian 3. gik i forbøn for ham, kom han fri igen. I alt fald var han snart efter i saksisk tjeneste og deltog først som rytter, siden som landsknægt i krigen mod Brunsvig frem til 1543, hvor han så drog hjem til sit fødeland. Her tog han straks tjeneste blandt Hofsinderne og var i det store følge, der i 1548 ledsagede frøken Anna til Meissen. Året efter fik han sin første forlening, Dragsholm, og giftede sig samtidig med den i saarige Pernille Oxe, søster til den senere så berømte statsmand Peder Oxe; i dette ægteskab blev han far til fem sønner og tre døtre. I 1551 blev han forflyttet fra Dragsholm til Gotland, men her gav hans lensstyrelse snart anledning til en række klager, navnlig fra Visby borgere, der mente, at slottets tjenere gjorde indgreb i deres borgerlige næring. Kongen gav for så vidt klagerne medhold, som han i 1555 udfærdigede nye privilegier for borgerne, og da klagerne vedblev, men nu over, at Otte Rud ikke overholdt disse privilegier, mistede han i 1557 lenet efter et par skarpe påmindelser. Selv efter den tid forfulgtes han med processer af enkelte af øens beboer, men ligesom disse processer ikke faldt ud til hans skade, da den menige almue gav ham på øens landsting det bedste vidnesbyrd som lensmand. Han opnåede da også snart anden forlening, nemlig 1559-62 Odensegård, 1562 Korsør og 1565 Ranes gods i Kalø Len. Selv besad han, foruden sin fædrenearv Møgelkjær, Sæbygaard i Vendsyssel, som han i 1560 havde tilbyttet sig fra kronen.
Da krigen med Sverige udbrød i 1563, blev der naturligvis særlig brug for en fra ungdommen, så den krigserfaren mand som Otte Rud blev i september sendt op til Elfsborg som kommissær hos Daniel Rantzau, og i november udmærkede han sig for kongens øjne i kampen ved Mared ved Halmstad, – og så blev det dog til søs, at han gjorde sit navn udødeligt. Allerede under opholdet i Halmstad beskikkede kongen ham til chef for orlogsskibet «Byens Løve», og næste forår fulgte han med dette skib Herluf Trolles flåde. I to dages slaget 30.-31. maj i farvandet mellem Gotland og Øland udmærkede han sig i høj grad, i det han og Jørgen Brahe den første dag tappert bistod Herluf Trolles skib i den ulige kamp med det store svenske admiralskib «Mars», kaldet «Makalös», og syv andre skibe, og dagen derpå var det Otte Rud, der sønderskød roret på «Makalös» og kastede sine dræg om bord i det store skib, som han derpå, understøttet af to lybske skibe, entrede, og det ville sikkert være blevet taget, hvis der ikke var stukket ild i skibet, som så sprang i luften. I en senere træfning, den 14. august, blev «Byens Løve» taget af de svenske, men da var Otte Rud, uvist af hvilken årsag, ikke om bord. Formodentlig har kongen haft brug andetsteds for den uforfærdede kriger; i december fik han i alt fald befaling at møde med sine heste og harnisk i Skåne, men i februar 1565 kom ny ordre til ham om også dette år at tjene til søs. Da Herluf Trolle i maj løb ud, fulgte Otte Rud ham, nu som chef på et tidligere erobret svensk skib, «Krabat», og i slaget ved Rødesand den 4. juni, hvor Herluf fik sit banesår, var han en af de fem danske skibschefer, som udmærkede sig ved trofast at støtte admiralen. Efter slaget søgte flåden til København, hvor Herluf Trolle nedlagde kommandoen, der blev overdraget til Otte Rud, med broderen Erik Rud som underadmiral. Ved efterretningen om sin eftermands udnævnelse skal Herluf Trolle have ytret, at han ingen kendte i Danmark, som ville være en bedre admiral end Otte Rud; han ville sige god for denne, at han ikke skulle sky sin fjende, – og dette skudsmål gjorde Otte Rud visselig ikke til skamme.
Med admiralens flag vajende på «Jægermesteren» forlod den forenede dansk-lybske flåde den 2. juli København, og fem dage efter traf den svenske flåde under Clas Christersson Horn i farvandet mellem Nydyb og Bornholm, hvor det blodigste søslag i hele denne krig blev udkæmpet - søslaget mellem Rygen og Bornholm. Skønt der i den svenske flåde var 13 skibe mere end ved de forenede flåder, angreb Otte Rud den dog uden betænkning om morgenen. Otte Rud søgte det svenske Admiralskib «St. Erik», der understøttedes af to-tre svenske skibe, mens Otte Rud fik undsætning af sin bror på «Jomfruen». Under den voldsomme ild fra begge af brødrenes skibe faldt den største del af besætningen på «St. Erik» og «Forgylda Lejonet», mens et tredje svensk skib, «Gripen», blev skudt i sænk, men andre svenske skibe kom til, og da vinden bar fra «Lejonet», som var kommet i brand, hen på «Jomfruen», der også antændtes, måtte Erik Rud med besvær drage sit skib ud af kampen, da kun 1/10 af besætningen var kampdygtig. Imidlertid rasede kampen stadigt omkring «Jægermesteren», der nu havde hele den svenske flåde om sig. Forgæves sendte Otte Rud bud efter sine skibschefer om at komme til undsætning, – dels skortede det dem på evne, i det det brændende «Lejonet» til dels havde isoleret det danske admiralskib, dels skortede det på god vilje. Kun to danske skibe og to lybske søgte at undsætte deres admiral, men uden held, og efter det heltemodige forsvar var Otte Rud nødtvunget, selv såret, til ved solnedgang at overgive sit synkefærdige skib og de tiloversblevne 100 mand af de i alt 1050, der udgjorde den oprindelige besætning, til sin ikke mindre tapre fjende mod løfte om ærefuldt fængsel, et løfte, der ikke blev holdt. Fangerne blev nemlig ført til Stockholm, hvor de blev lænkede sammen to og to, og måtte gå i det triumftog kong Erik lod anstille. Otte Rud blev desuden ført til Skara og fremstillet for kong Erik, der overfusede ham med grove ord for hans hårdnakkede forsvar, og da Otte Rud frejdig svarede igen, hindrede kun Clas Christerssons mellemkomst den forbitrede konge i at støde den lænkede og værgeløse fange ned.
Efter et 14 dages ophold i Stockholm blev Otte Rud sammen med flere fanger ført til Svartsjø Slot i Mälaren på grund af pesten. Men også her ramte pesten og bortrev hurtig hans fæller, så han til sidst selv måtte rede sin seng, tænde ild på osv. Endelig angreb smitten også ham, og den 11. oktober 1565 befriede døden ham fra fængslet. Først et par år efter nåede efterretningen om heltens død Danmark, hans enkes anstrengelser for tidligere at komme i forbindelse med ham var spildte. Derimod lykkedes det hende i 1571 efter fredsslutningen at få hans lig, der imidlertid havde henstået i Svartsjøs Kirke, til Danmark. Det førtes til Dragør af et mindre orlogsskib og blev herefter kongelig befaling modtaget af Otte Ruds gamle, ved freden tilbagegivne admiralskib, «Jægermesteren», der førte det ind til København. Men da fru Pernille over hans grav i Vor Frue Kirke i København lod indrette en, som det synes, overjordisk begravelse «paa Fyrsters og Herrers Vis», blev kongen fortørnet. Et skarpt kongebrev til hende i 1576 påbød dens forandring, og da hun nølede med at adlyde, udgik en ikke mindre bestemt ordre til Københavns Universitet og Kirkeværgerne. Fru Pernille, der i sin enkestand havde opført nye hovedbygninger både på Møgelkjær og på Sæbygård og til 1574 havde beholdt Korsør Len og Ranes Gods, var formodentlig alt den gang selv dødssyg, thi hun døde 26. oktober 1576.
Kilder angivet i DBL
Niels Hemmingsen, Ligprædiken over Otte Rud (1571).
Vedel Simonsen, De danske Ruder II, 86 ff.
A. Larsen, Dansk-norske Heltehistorier, 1536-1618 S. 93 ff.
Thiset (forfatter i DBL) | Rud, Otte (I3472)
|
| 9966 |
Otto Christian Jacob Jørgen Brønnum Scavenius (10. december 1875 på Basnæs – 10. september 1945 i København) var en dansk kammerherre, departementschef, diplomat og kortvarigt udenrigsminister i ministeriet M.P. Friis april-maj 1920 i kølvandet på Påskekrisen.
Han var søn af kammerherre Otto Scavenius og hustru Christiane f. komtesse Scheel. Han blev student 1893 og cand.mag. 1897 og blev volontør i Udenrigsministeriet samme år. Han blev assistent to år senere og var fungerende legationssekretær i Berlin oktober-november, blev attaché i Paris 1899-1900, fungerende legationssekretær i Stockholm oktober-december 1900, i Berlin og Paris oktober-december 1901, legationssekretær i Berlin 1903, i Paris 1903-08, legationsråd 1908, gesandt i Sankt Petersborg fra 1909 og i Stockholm 1912-19. Han var chef for Udenrigsministeriets 1. departement 1919-21 og direktør for ministeriet 1921-22.
Scavenius havde også andre tillidsposter, bl.a. var han direktør i Det Store Nordiske Telegraf-Selskab og medlem af sammes bestyrelse, bestyrelsesformand for A/S Gasaccumulator, Det private Investment Co., næstformand i kontrolkomiteen for livforsikringsselskabet Hafnia, bestyrelsesmedlem i A/S Det Forenede Olie Kompagni og A/S Dampskibsselskabet Orient. Han var formand for Foreningen til den ædle Hesteavls Fremme, Ridder af Dannebrog 1907, kammerherre 1909, Dannebrogsmand 1912. Kommandør af 2. grad 1917, af 1. grad 1930 og ridder af mange udenlandske ordner, bl.a. Æreslegionen. | Scavenius, Otto Christian Jacob Jørgen Brønnum (I14654)
|
| 9967 |
Otto Ditlev Kaas (14. juni 1719 – 6. juli 1778 på Nedergård) var en dansk officer og godsejer.
Han tilhørte Sparre-Kaas'erne og var søn af Rudbek Kaas (1679 – 20. marts 1731) og Sophie Charlotte Ditlevsdatter von Brockdorff (1695 – 28. oktober 1768), blev 1738 kornet ved 3. jydske Rytter-Regiment, 1740 løjtnant, 1744 ritmester, 1756 karakteriseret major, 1758 sekondmajor, 1764 premiermajor, 1766 oberstløjtnant, 1770 dimitteret med obersts karakter og 1774 karakteriseret generalmajor. Kaas erigerede 1775 stamhuset Nedergaard.
15. juli 1745 ægtede han på Vemmetofte Sofie Dorothea von Eickstedt. Parret fik kun døtre, så stamhuset gik over til Frederik Christian Kaas (af Mur-Kaas-slægten), der var gift med en af døtrene.
Han døde 1778 som sidste mand af sin slægt og er begravet i Bøstrup Kirke. | Kaas, Otto Ditlev (I9481)
|
| 9968 |
Otto Joachim Vilhelm greve Moltke (9. september 1828 på Grønholt – 17. februar 1868 på Espe) var en dansk godsejer,
Han var søn af Adam Gottlob greve Moltke og Rosalie født Hennings og arvede 1863 Espe og Bonderup. Han var dansk hofjægermester og ritmester i de østrigske landstyrker.
H.C. Andersen opholdt sig på Espe fem gange i årene 1848, 1856, 1865 og 1871. I den forbindelse havde han en korrespondance med grev Moltke.
10. maj 1864 ægtede han i Herrested Kirke Georgine Charlotte Sophie Sehestedt Juul (13. februar 1845 på Ravnholt – 25. december 1899), datter af Christian Sehestedt Juul og og Agnes født rigsgrevinde Platen-Hallermund. Hun ægtede 2. gang lensgreve Carl Frederik Rantzau. Børn:
Rosalie komtesse Moltke (6. juni 1866 på Espe – 9. oktober 1924 i Preetz)
Adam Gottlob greve Moltke (1868-1958)
Han er begravet på Boeslunde Kirkegård. | Moltke, Greve Otto Joachim Vilhelm (I181760)
|
| 9969 |
Otto til Schinkel (1577); 1580-81 dansk Hofjkr., hyldede 1580, 88, 90 og 1616 ved Hertug Joh. Adolfs Ligbegængelse; gift m. Dorothea Buchwald til Schinkel, der levede som Enke i Kiel 1618 og 1626 død 1638, begr. 31 Marts i Kiel.
| Rantzau, Otto (I4653)
|
| 9970 |
Otto til Schöneweide (1561 ved Lodtrækning), Stocksee, Waterneverstorf ved Lütjenburg (1592 købt af Henneke Rantzau), Lammershagen (1592 købt af Svogeren Henrik Rantzaus Kreditorer), Wittenberg (1592 købt af Christopher Rantzau og Ditlev Brockdorff) og Futterkamp (1602 købt af Jesper Rantzau).
Betalte 1577 Tyrkerskat af Stocksee og Schöneweide, hyldede 1580 (til Stocksee), skrives 1587 til Stocksee, hyldede 1593 (til Neverstorf), 1596 ved Kroningen i Kbhvn. ( t i l Stocksee), delte 1606 sine Godser med Sønnerne Bertram og Iven til Lammershagen, klagede 1611 til Kongen i Anledning af Sønnen Bertrams »bösliche Entleibung«,
Boede 1612 paa Lammershagen, tilsagt 1616 til Hertug Frederik III af Gottorps Hylding, undskyldt med Svaghed død 27 Marts 1618. Gift 1581 m. Dorothea von Ahlefeldt (F.: Bertram v. A. og Dorothea Rantzau) t 1635.
Deres Ægteskab var ikke lykkeligt, gentagne Gange klagede Ægtefællerne over hinanden til Kongen, men forligtes omsider, og Otto indsatte i sit Testamente Hustruen til Arving og tillagde hende forskellige Oppebørsler.
Det prægtige Gravmæle over Ægteparret i Lütjenburg Kirke er et af de betydeligste Mindesmærker i Hertugdømmerne. Paa Sarkofagen ses begges Skikkelser, udhugne i fuld Størrelse i Marmor, knælende, med Ansigterne vendte mod hinanden; bag ved Manden Sønnerne Iven og Bertram, bag ved Hustruen Døtrene Dorothea og Margrethe.
| Reventlow, Otto von (I4709)
|
| 9971 |
Otto til Wittenberg (afstaaet til Broderen), f. 1683;
imm. 1703 i Kiel, død 1755 i Lübeck, bgr. 23 Maj i Hamberge, Senior for Domkapitlet i Lübeck; g. m. Hedwig Ida von Sala død 28. Aug. 1767, bgr. i Hamberge. | Reventlow, Otto (I8747)
|
| 9972 |
Ove Holgersen Vind (også stavet Wind) (født 16. september 1665 på Næsbyholm i Danmark, død 14. april 1722 i Fredrikstad) var av dansk adel, generalmajor, 1718-1722 kommandant på Fredrikstad festning og ridder av Dannebrogsordenen. Han var syvende barn av visekansler, geheimeråd Holger Vind og Margrethe Ovesdatter Gedde.
Vind var av gammel dansk adelsslekt, der de fleste menn var militære eller høyere embetsmenn. Hans far var altså geheimeråd (statsråd), og hans farfar var riksadmiral. Trolig var Ove Vind først fenrik ved Smålenske nasjonale infanteriregiment i 1682-1684, deretter ble han ble fenrik ved Marineregimentet i 1685, kaptein ved Dronningens livregiment 1687 og major ved Oplandske nasjonale infanteriregiment fra 14. mars 1696.
Han ble karakterisert oberstløytnant 7. august 1697 og virkelig oberstløytnant 8. mai 1700. Den 10. mai 1707 ble han oberst og sjef for Akershusiske nasjonale infanteriregiment, 17. oktober 1710 ble han brigader, og 29. november 1716 ble han generalmajor. Han var sjef for et av grenseområdene i Sør-Norge fra januar 1717 til 21. mars 1718, da han ble kommandant i Fredrikstad. Han tiltrådte imidlertid ikke før i august, og i mellomtiden fungerte altså flere interimskommandanter. I hans tid som kommandant ble det blant annet satt opp en ny vollportbro. Han var kommandant til han døde i Fredrikstad 14. april 1722. Han ble først bisatt i Fredrikstad 21. april 1722, 13. mai samme år hensatt i Vor Frue kirke i København, og til sist bisatt i Sønderup kirke i Danmark.
Vind lå lenge i konflikt med magistraten i Fredrikstad om eiendomsretten til Kommandantløkkene, som han til slutt fikk godkjent at tilhørte kommandantembedet. Han fikk også oppleve et kort kongebesøk i sin kommandanttid, idet kong Fredrik IV var innom byen den 7. juni 1719 på vei til felttoget i Båhuslen.
Han ble gift 4. september 1691 i Glückstadt med Alette Margrethe Dorn fra Holsten, datter av kongelig råd dr. Christian Martinus Dorn og hustru Sophie Amalie von Helm. Hun var født 26. oktober 1671, og døde 11. desember 1749. Hun levde den siste tiden som enke i Danmark. De hadde 7 barn, hvorav sønnen Holger Christian var kompanisjef i Smålenske regiment fra 1716 til 1718, senere ble han oberstløytnant. | Vind, Ove (I7768)
|
| 9973 |
Ove til Wittenberg (solgt 1592 til Otto Reventlow) og Salzau (testamenteret ham 1556 af hans Adoptivfader Andreas Rantzau til Salzau, skrives 1564 til S., som 1588 blev solgt til Daniel Rantzau), f. 1530; 1564 beskikket til kgl. Tjener, 1577-80 hert. gottorpsk Raad og Amtmand paa Gottorp, 1581 i Kiel, var død 1585.
| Rantzau, Ove von (I3844)
|
| 9974 |
Overbetjent | Bybjerg, Harald Vagn (I15541)
|
| 9975 |
Overceremonimester | Gersdorff, Frederik (I6840)
|
| 9976 |
Overdirektør | Danneskiold-Samsøe, Aage Conrad (I14669)
|
| 9977 |
Overdirektør i Gisselfeld, Godsejer | Danneskiold-Samsøe, Lensgreve Frederik Christian (I12091)
|
| 9978 |
Overdirektør, | Danneskiold-Samsøe, Aage Conrad (I14669)
|
| 9979 |
Overfhofmesterinde | Evers, Fanny (I15437)
|
| 9980 |
Overforstmester | Stolle, Johan Vilhelm von (I10775)
|
| 9981 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Castenskiold, Tove Gulle Elisabeth (I23487)
|
| 9982 |
Overhofmarskal hos Kong Frederik VIII | Brockenhuus-Schack, Frands Axel Vilhelm (I14740)
|
| 9983 |
Overhofmarskal, Kammerherre, Lensgreve | Moltke-Bregentved, Adam Gottlob (I9877)
|
| 9984 |
Overhofmester Hertuginde Albertine Frederikke Af Holsten-Gottorp | Eyben, Christian August von (I9668)
|
| 9985 |
Overhofmester hos Dronning Sophia Magdelena, Amtmand i Husum og Svavested | Reventlow, Frederik (I8666)
|
| 9986 |
Overhofmester hos Dronning Sophie Magdalene | Raben, Christian Frederik von (I9319)
|
| 9987 |
Overhofmesterinde | Schleinitz, Christiane Henriette Louise von (I8792)
|
| 9988 |
Overhofmesterinde | Rantzau, Benedicte Øllegaard (I8806)
|
| 9989 |
Overhofmesterinde hos de danske dronninger Louise af Hessen-Kassel og Louise af Sverige-Norge | Hochschild, Louise Frederikke Gustava (I13464)
|
| 9990 |
Overhofmesterinde hos Prins Christian | Stöcken, Abigael Marie von (I7508)
|
| 9991 |
Overhofmesterinde ved dronning Ingrids hof 1947-77.
Politiken skrev 11.02.1977:
"Overhofmesterinde, lensgrevinde Fanny Danneskiold-Samsøe er død på Usserød Sygehus en måned før sin 88 års fødselsdag."
"Formodentlig blir hun Danmarks sidste overhofmesterinde, en kuriøs titel, der fuldt korrekt lader forstå, at indehaveren af stillingen kun træder i funktion ved store, ceremonielle og udadvendte arrangementer ved hoffet. Dronning Margrethe udnævnte ikke nogen overhofmesterinde ved tronskiftet, og lensgrevinde Danneskiold-Samsøe tilhørte dronning Ingrids hof. Hun deltog i prinsesse Margarethas begravelse for kun et par uger siden."
"Men overhofmesterinden var mere end en imponerende titel. Hun var et meget levende, meget varmt og klogt iagttagende menneske, og hun var i sig selv et stykke kulturhistorie, hvilket Nationalmuseet havde øje for i tide. For nogle år siden fik man hende til at fortælle bl.a. om dansk herregårdsliv i svundne tider, og disse selvoplevede beretninger findes nu i båndarkivet. "
"Overhofmesterinden var en både imponerende og morsom skikkelse at iagttage, når hun skred frem under det gamle kongepars statsbesøg eller ved store fester og meget menneskelig. Som en kompliment og ikke som en indiskretion i vide kredse blev hun altid omtalt ved kælenavnet, tante Fanny."
"Det siger noget om Danmark i dag, at overhofmesterinden boede i kollektivhus i Hørsholm i Breelte-parken, som Ensomme Gamles Værn har bygget med A. P. Møller-fondens støtte. Og inden alderen gjorde en sådan bolig rimelig, boede hun ret beskedent i en lejlighed i Bredgade..."
| Evers, Fanny (I15437)
|
| 9992 |
Overjægermester | Gram, Carl Christian von (I9526)
|
| 9993 |
Overkammerherre | Lühe, Volrath August Von Der (I9463)
|
| 9994 |
Overkammerherre, Generalløjtnant ( Hæren - Forsvaret ), Gesandt ( Ambassadør ), Overhofmarkal ( Hoffet ) | Oxholm, Valdemar Tully (I12339)
|
| 9995 |
Overkammerherre, Hofjægermester, Cand.polit., Gesandt (Ambassadør), Ceremonimester og Hofmarskal ( Hoffet ) | Oxholm, Oscar Siegfred Christian O'Neill (I14033)
|
| 9996 |
Overkammerherre, hofmarskal hos kong Chr. IX | Oxholm, Oscar Siegfred Christian O'Neill (I14033)
|
| 9997 |
Overkammerherre, Premierløjtnant ( Hæren - Forsvaret ), Godsejer, Kurator for Vallø adelige Stift | Moltke, Lensgreve August Adam Wilhelm (I11892)
|
| 9998 |
Overkrigskommissær | Jessen, Friedrich Christian (I10646)
|
| 9999 |
Overkrigskommisær, Politimester | Brown, George (I10605)
|
| 10000 |
Overkrigssekretær i Søetaten | Danneskiold-Samsøe, Frederik (I9225)
|
|
.jpg "Reventlow, Christian Ditlev Frederik 1746-1827")
