• Den sidste lensgreve er død – den store fortæller er væk
  
  Kammerherre, lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig kom fra en betydelig og historisk slægt, hvilket formede hans liv og indsats. Han blev Langelands sidste lensgreve.
  
  Få mennesker magter at gøre historien levende.
  
  Det gjorde kammerherre Preben Vilhelm Gustav lensgreve Ahlefeldt-Laurvig, som døde 14. november, 89 år gammel. Det er i sig selv et stykke historie, der nu er væk.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig var Langelands sidste lensgreve i den slægt, som siden 1659 regerede på Tranekær Slot.
  
  Mange kender slottet, fordi de har kørt turen op gennem Langeland og passeret den markante okseblodsfarvede bygning på toppen af hatbakken, midt i smukke Tranekær; Danmarks ældste verdslige og beboede hus. med en fortid som kongelig middelalderborg.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig havde vidtfavnende evner.
  
  Han fik som ældste søn pligten at drive Tranekær Slot. Det gjorde han fra 1964, indtil han i 1995 overdrog gården til sin ældste søn, greve Christian.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig var et menneske, som kunne handle, når han skulle. Ingen ved det bedre end lensgrevinde Brita Ahlefeldt-Laurvig. De mødtes som unge til et bryllup på Fyn, hvorfra Brita Ahlefeldt-Laurvig kunne rejse hjem til Oslo og fortælle, at hun var blevet forlovet. De fik over 62 år sammen. Preben Ahlefeldt-Laurvig var et stort familiemenneske.
  
  Der lå i ansvaret for gården og for slægten også, at Preben Ahlefeldt-Laurvig hele livet gik op i sit omgivende samfund, om det var Langeland, kongeriget eller verden. Det var også en pligt.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig kom fra en betydelig og historisk slægt, hvilket formede hele hans liv og indsats. Lensafløsningen fra 1920 bestemte, at indehaveren af Tranekær Slot kun i tre generationer kunne beholde titlen lensgreve. Preben Ahlefeldt-Laurvig var den tredje og dermed sidste lensgreve.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig, som var premierløjtnant ved Den Kongelige Livgarde, var blandt andet kompagnichef for Langelands hjemmeværn, formand for Patriotisk Selskab og for Det Sydfyenske Dampskibsselskab og selskabets fond samt formand for Dansk Møbelindustri.
  
  Som formand for Dansk Møbelindustri ansatte han den senere konservative erhvervsminister Anne Birgitte Lundholt som direktør.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig sad også i bestyrelsen for Le Klint fra 2003-2020. Han var tillige medlem af bestyrelsen for kunstmuseet Trapholt i en årrække.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvigs omhu med at være én i kæden og at føre familiens historie videre var tydelig i alle dele af hans liv. Han skrev selv bogen »Træk af slægten Ahlefeldts Historie« fra 2011. Historien blev igen sprællevende i alle de år, hvor han hver sommer viste rundt og fortalte turisterne om Tranekærs lange historie. Preben Ahlefeldt-Laurvig interesserede sig for at kunne tale med alle.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig var et begavet og engageret menneske med en stor personlighed og stor humoristisk sans. Hele Preben Ahlefeldt-Laurvigs slægt med de nære og fjerne forgreninger kendte hans enorme viden; slægtens historier blev altid fortalt på en måde, der fremkaldte smil, latter og eftertanke. Her funklede Preben Ahlefeldt-Laurvig også.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig insisterede hele sit liv på at være en værdig repræsentant for sin familie, sin gård og sin historie. Heri lå en dyb ærbødighed for Kongehuset og for Hendes Majestæt Dronning Margrethe samt også for det norske kongehus; hele livet havde lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig og norskfødte lensgrevinde Brita Ahlefeldt-Laurvig tætte forbindelser til Hans Majestæt Kong Harald og Hendes Majestæt Dronning Sonja.
  
  I alle årene lagde Kongehuset, ikke mindst dronning Margrethe og prinsesse Benedikte, ofte vejen forbi Tranekær, og i de seneste år på Korsebølle, for Preben Ahlefeldt-Laurvig var hele livet en nær, trofast og loyal ven af Kongehuset. Dronning Margrethe var gudmor til Preben Ahlefeldt-Laurvigs ældste søn.
  
  Ud over lensgrevinde Brita Ahlefeldt-Laurvig efterlader Preben Ahlefeldt-Laurvig sig sønnerne Christian greve Ahlefeldt-Laurvig og Ditlev greve Ahlefeldt-Laurvig, svigerdøtrene grevinde Mette og grevinde Christina samt fem børnebørn.
  
  Nekrolog i Berlingske Tidende d 18. november 2025
  Thomas Bernt Henriksen
  Erhvervskommentator, cand. polit.

Kilde: Sandbjerg Gods Historie - Grevskabet Reventlow - Sandbjerg Sandbjerg Slot kan spores tilbage til 1500-tallet. Omkring år 1500 nævnes Sandbjerggaard første gang, og i 1564 overdrog Kong Frederik II en trediedel af den kongelige del af hertugdømmerne til sin bror Hertug Hans den Yngre (1545-1622), der således kom i besiddelse af Ærø, Als og Sundeved i hertugdømmet Slesvig. Hertugen lod bygge den dæmning ud mod Alssund, som endnu findes. Herved blev en vig af sundet omdannet til Møllesøen. Hans vandmølle, hvis rester endnu kan ses, var i drift, til den brændte i 1916. Ved Hertug Hans' død i 1622 tilfaldt Sandbjerg hans efterkommere af den sønderborgske linie. Da en af disse, Hertug Christian Adolf, i 1667 gik konkurs, overgik Sandbjerg til kronen. Godset blev få år efter, i 1673, solgt til amtmand – senere storkansler – Conrad Reventlow (1644-1708) i Haderslev. Han fik kongens tilladelse til at oprette et len af Sandbjerg og sine øvrige besiddelser i Sundeved, grevskabet Reventlow-Sandbjerg. Hertug Hans' Sandbjerg lå, hvor Sandbjerggaard nu ligger – på den anden side af Møllesøen. I 1788 lod Conrad Georg Reventlow opføre et palæ på pynten ud til Alssund. Bygmester var Christian August Bohlsmann fra Sønderborg. Forpagterboligen, der opførtes i 1783, indgår sammen med Palæet, de øvrige økonomibygninger og parken i et samlet anlæg mellem Møllesøen og Alssund – det nuværende Sandbjerg Gods. Slægten Reventlow ejede Sandbjerg helt frem til 1930. 1787-88 gennemførte Conrad Georg Reventlow Sandbjerggårds udparcellering, hvorved 300 tdr. af hovmarken blev solgt til bønderne i 14 parceller. Husmændene fik godt 100 tdr., og resten, ca. 186 tdr.. Skovene og Møllesøen blev liggende som stamparcel under hovedgården. Den nuværende hovedbygning, Palæet, er opført fra 1787 til 1788 efter tegninger af Christian August Bohlsmann og fredet. I årene fra 1864 til 1920 førte stedet en ret omskiftelig tilværelse som højskole, husholdningsskole og hestestutteri. Ved lensafløsningen i 1924 overgik Sandbjerg til fri ejendom, og efter Christian-Einar Reventlows død i 1929 blev Sandbjerg solgt til den københavnske overretssagfører Knud Dahl og hans hustru, Ellen Dahl, født Dinesen. Ellen Dahls søster var Karen Blixen. Efter Knud Dahls død åbnede hun Sandbjerg for kulturpersonligheder og videnskabsmænd, og i 1954 skænkede hun godset til Aarhus Universitet. Ved hendes død i 1959 overtog universitetet den fulde dispositionsret over Sandbjerg Gods.