Magdalene Charlotte Hedevig Schubart

1757 - 1816  (59 år)

• Billeder » Lysbilledshow	4 Billeder

  
  

• Navn	Magdalene Charlotte Hedevig Schubart
  Fødsel	10 aug. 1757	Fossum, Oslo, Norge
  Dåb	19 aug. 1757	Gjerpen Kirke, Skien, Norge
  Køn	Kvinde
  Død	2 dec. 1816	København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark
  Begravelse	Skt. Petri kirke, København, Danmark
  Notater	Magdalene Charlotte Hedevig lensgrevinde Schimmelmann, født Schubart (10. august 1757 på Fossum eller Borrestad i Norge – 2. december 1816) var en dansk adelsdame. Hun var datter af oberstløjtnant Carl Rudolf Schubart og Inger født Løvenskiold og blev grevinde efter sit ægteskab. Kun to år gammel mistede Charlotte faren, men fik trods morens små kår en fortræffelig opdragelse, især under tilsyn af sin gudmoder, den udmærkede gehejmerådinde M.C.H. Løvenskiold, født Numsen, på Løvenborg. Her oplevede hun for første gang det elegante liv og fulgte årets gang på et stort gods. Fru Løvenskiold var belæst, dannet og velinformeret, hvorimod hendes mand Severin Løvenskiold var enbondsk storgodsejer. Familien Løvenskiold var norsk og havde tjent formuer på tømmerhandel, som den bl.a. investerede i et af palæerne på Amalienborg. Familien Løvenskiold opfattede Charlottes mors ægteskab med den forarmede Schubart som en kolossal og tragisk mesalliance. Den tog sig af børnene, gav dem en uddannelse, men overvejede åbenbart aldrig at tilbyde døtrene en egentlig medgift. Søsteren Sybille blev af ren inklination gift med Johan Ludvig Reventlow til Brahetrolleborg. Sybille var familiens skønhed, mens Charlotte var dens skønånd. Charlotte opfattedes som den kloge af søstrene, og det virker som om hun levede som en slags skyggetante i sin søsters nye familie. En lidt skarp, mager kvinde. Hun ægtede 25. maj 1782 grev Ernst Heinrich Schimmelmann. Hans far skatmesteren var blevet forfærdet ved tanken om, at hans sværmeriske søn ønskede at gifte sig med dette sære kvindemenneske, som hani øvrigt slet ikke kendte. Men han døde, Ernst ægtede Charlotte og blev minister efter kronprinsens statskup. Opfyldt af en ualmindelig kundskabstrang, udrustet af naturen med fremragende evner og udprægede interesser i æstetisk, filosofisk og politisk retning udfyldte grevinden sin plads på glimrende måde. Ibegyndelsen fungerede hun ved Schimmelmanns side, men som årene gik, tog hun mere og mere over. Palæet i Bredgade, nu Odd Fellow Palæet, og landstedet Seelust, nu Sølyst, ved Klampenborg, dannede rammerne om et internationalt liv i den overdådigt rige overklasse. Charlotte blev salonværtinde og samlede eliten inden for politik, økonomi, diplomati og kunst på en i Danmark hidtil uset måde. Danmark havde ingen kulturminister, så Ernst Schimmelmann havde påtaget sig at hjælpe og lede danske kunstnere overalt i verden. Charlotte kappedes med ham om at støtte lovende begavelser. Med sin "Trang til at protegere" havde hun altid tanken henvendt på at "gjøre Erobringer for sit Fædreland i Aandens Verden". Således understøttede familien Schimmelmann via statsmidler den tyske digter Friedrich Schiller i flere år. Understøttelsen førte til et varmt venskab med Schiller, som efter hans død overførtes til hans enke. Charlotte var i høj grad følsom og modtagelig, og som Schiller sagde om hende liberal i sin sentimentalitet, fordomsfri og vidtskuende i religiøs og politisk henseende, utrættelig i sin higen efter det gode og nyttige. Hendes navn er knyttet til Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, Steffens, Schiller og Niebuhr, og hun underholdt dem med en mangeårig brevveksling, der vidner om hendes rige, varme hjerte og den forbavsende mangfoldighed af interesser, der beskæftigede hendes tanker. Charlotte og Ernst Schimmelmann, Lotte og Ernst, fungerede som et ubrydeligt makkerpar. De nød hinandens fuldkomne fortrolighed. Charlotte blev af sin mand indviet i statssager af enhver art og udnyttede sin enestående position til at udøve indflydelse i regeringsanliggender. Fra en udelt beundring for den franske revolution nåede hun med årene over en bestyrtet undren til en helhjertet afvisning. Hun forstod at vinde de fremmede gesandters tillid og at aflokke dem hemmeligheder. At de stolede på hende, ses af deres indberetninger. Hertug Frederik Christian II af Augustenborg og hans hustru Louise Augusta, kongens søster, var hendes fortrolige, og under den splittelse, der herskede i Statsrådet i de skæbnesvangre dage omkring Slaget på Reden, gennemførte hun en forsoning mellem Schimmelmannog Christian Bernstorff, "saa at Fornuftens Stemme atter kunde gøre sig gjældende, inden det var for sent". Ihærdigt, men forgæves arbejdede hun med sit glødende had til Napoleon og Frankrig på en udsoning med England efter 1807 og en tilslutning til Preussen, men hun opnåede kun at fjerne sin ægtefælle mere og mere fra Frederik 6.. Jens Baggesen kaldte hende for "kamæleonen", fordi hun hele tiden skiftede sind og holdninger. Hun formåede at opretholde venskabet med hertugen af Augustenborg samtidig med, at hun modtog hans fjende, romantikeren Steffens. Hun forsøgte gentagne gange at gribe ind i andre menneskers liv. Også som en Kirsten Giftekniv: hun forsøgte at afsætte sin unge søsterdatter til enfremmed lykkejæger. I hendes senere leveår hjemsøgtes hun af svagelighed. Nu sås de mindre behagelige sider af hendes karakter tydeligere: påståelighed, pirrelighed og omskiftelighed, som Jacob Peter Mynster og HeinrichSteffens omtaler. Hun brød sig hverken om udvikling eller politik. Hendes mand havde en stor del af skylden for statsbankerotten, og familiens sorgløse liv sluttede i 1813. Dens formue var tjent på sukker, slaver og våben, så indtægterne sank brat. Ernst Schimmelmann var ikke længere minister, Danmark havde tabt krigen, Norge blev en del af det svenske rige, og det glansfulde salonliv sluttede. Fra nu af var det Bakkehuset og Kamma Rahbeks borgerlige tevandssalon, som blev norm og ideal. Charlottes helbred blev gradvist nedbrudt. Hun døde 2. december 1816. Schack von Staffeldt skrev et følt digt til minde om "de danske Skjaldes Moder". Hun, som engang havde åbnet sit hus for tusindvisaf mennesker, blev fulgt af en håndfuld til Sankt Petris tyske kirke, hvor hendes kiste står ved siden af Ernst og hans første hustru Emilie Rantzau. Der er ingen kristne symboler på kisten. Hun skrev til Louise Stolberg om Marezolls prædikener, og hun sendte Frederik den 6.'s dronning Marie et eksemplar. Charlotte og Ernst fik ingen børn sammen, men adopterede to døtre, der blev opdragetsom medlemmer af familien. En del af hendes korrespondance er bevaret, men størstedelen gik vist tabt, da Odd Fellow Ordenen overtog det schimmelmannske palæ og ryddede loftet. _________________________ Charlotte Schimmelmann (1757 – 1816) Den 10. august 1757 blev Magdalene Charlotte Hedevig Schubart født i Borgestad i Norge. Hendes herkomst rummede potentialet til, at hun ville komme til at færdes i de førende kredse, samt at hun villeudvikle et åbent sind over for kunst og politik. Hendes far, den tyske oberstløjtnant Carl Rudolf Schubart (1714-1759), døde, da hun kun var to år gammel. Derfor besluttede hendes mor, den norske komtesse Inger Løvenskjold (1732-1808), at det var bedre, hvis hun og de tre børn flyttede til familien på Løvenborg gods i nærheden af Holbæk. Der fik Charlotte en uddannelse af ypperste kvalitet, således at hun senere beherskede tysk, fransk og dansk og derudover kunne læse bøger på flere europæiske sprog. Uddannelsen må også have ægget hendes intellektuelle nysgerrighed og diskussionslyst. Den 25. maj 1782 giftede hun sig med enkemanden Grev Heinrich Ernst Schimmelmann. Deres hjem, det Schimmelmannske Palæ i Bredgade (i dag Odd Fellow Palæet) og landstedet Sølyst i Klampenborg, blev kærkomne mødesteder for datidens danske kulturelite. På forbilledlig vis støttede Charlotte Schimmelmann Oehlenschläger, Baggesen, Ingemann, H.C. Ørsted, Thorvaldsen og Schack Staffeldt i deres karriere,idet hun skabte rammerne med en salonkultur i bedste europæisk tradition. I en lang årrække korresponderede Charlotte Schimmelmann med sin navnesøster, den tyske digter Friedrich Schillers hustru, og Schiller døbte sin anden søn Ernst - opkaldt efter hans gudfar Ernst Schimmelmann. Dette kan udlægges som en tak for den ikke uvæsentlige økonomiske hjælp fra mæcenerne i København, ægteparret Schimmelmann. Det er ligeledes tankevækkende, at Schillers udredninger om menneskehedens æstetiske opdragelse, hvor pligt og tilbøjelighed er i samklang, var en rød tråd i Charlotte Schimmelmanns opdragelse af parrets to plejedøtre, Louise og Josephine. Under Napoleonskrigene valgte Charlotte Schimmelmann side til fordel for England, selv om den danske konges officielle udenrigspolitik urokkeligt støttede Napoleon. Men som Danoise de coeur, dansker af hjertet, var hun af den faste overbevisning, at denne politik ikke gavnede Danmarks sag – hun fik ret. Charlotte Schimmelmann døde som 59-årig den 2. december 1816. Og til trods for at hendes livsstil havde været ret så storslået og udadvendt, blev hendes bisættelse efter hendes eget ønske holdt i en meget lille kreds. Hendes kiste, beklædt med sort fløjl, står i Sankt Petri Kirkes Gravkapeller. Tekst: Claudia Hoffmann Dose _____________________ Kvindebiografisk Leksikon: 1757-1816, grevinde, salonværtinde. *10.8.1757 på Fossum ved Skien, Norge, †2.12.1816 i Kbh. Forældre: oberstløjtnant, deputeret Carl Rudolph Schubart (1714-59) og Inger Løvenskiold (1732-1808). ~24.5.1782 med gehejmestatsminister, greve ◊Heinrich Ernst S., *4.12.1747 i Dresden, Tyskland, †9.2.1831 i Kbh., s. af minister, greve ◊Heinrich Carl S. og Caroline Tugendreich Friedeborn. Plejebørn: Louise (1790), Josephine (1790). CS var et barn af 1700-tallets enevældige helstat, der omfattede Danmark, Norge og Slesvig-Holsten. På mødrene side var hun ud af nyadlet norsk købmandsfamilie, mens faderen stammede fra en tysk militær embedsfamilie med tjeneste i Danmark. Efter faderens tidlige død blev CS og søsteren Sybilla (g. Reventlow) sendt til gehejmerådinde •Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold på familiegodset for atfå en passende opdragelse. Det var deres held, for her fik de to unge piger en omfattende dannelse, ligesom de omgikkes de højeste cirkler, herunder den Bernstorff-Reventlow-Schimmelmannske kreds, somde begge giftede sig ind i. Da CS i 1782 ægtede finans- og statsmanden, greve Ernst S., blev hun det naturlige centrum for denne indflydelsesrige kreds. Efter statskuppet i 1784, hvor den 16-årige kronprins, den senere ◊Frederik6., fik overdraget magten, blev hendes mand først finans- og siden også gehejmestatsminister i den nye regering. CS blev nu også det fejrede midtpunkt for en strålende selskabelighed, der omfattede gæster fra alle verdensdele, og som der gik ry af langt ud over landets grænser. Hun samlede adel, storfinans og embedsstand, men også diplomater, lærde og kunstnere fra hele Europa omkring sig og holdtsalon efter fransk mønster. Her diskuteredes politiske, filosofiske og litterære strømninger fra Oplysningstiden og Den Franske Revolution til følsomhedens epoke og den tidlige, tyske romantik; her demonstreredes tidens nyeste naturvidenskabelige resultater, og her udfoldedes en levende kunstnerisk interesse og mæcenvirksomhed med litteraturen og musikken i centrum. Som det fremgår af CSs ret omfattende brevvekslinger, delvist tilgængelige i ◊Louis Bobés Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds 1770-1827, så betragtede hun selv sin virksomhed som salonværtinde som en slags uofficielt hverv, der dels var et supplement til ægtemandens embede, dels var en selvgyldig æstetisk virksomhed. I overensstemmelse hermed førtes der om vinteren en repræsentativ selskabelighed i palæet i Bredgade, mens hun om sommeren holdt mere uformelle sammenkomster for slægt og venner på landstedet Sølyst nord for Kbh. Blandt de kulturpersonligheder, som bidrog til at give hendes salon dens europæiske præg, er den tyske filosof J.G. Fichte, den schweiziske præst og teolog J.C. Lavater og den franske forfatter M.M.C.B. Vanderbourg, foruden en lang række andre størreog mindre ånder. ◊Henrich Steffens, ◊Schack Staffeldt, ◊Jens Baggesen, ◊Adam Oehlenschläger og ◊B.S. Ingemann var nogle af de guldalderdigtere, som ægteparret Schimmelmann hjalp frem. Også komponisten◊J.A.P. Schulz, fysikeren ◊H.C. Ørsted, naturforskeren ◊Joachim Frederik Schouw og arkæologen ◊P.O. Brøndsted hørte til blandt dem, der fik både pekuniær og menneskelig støtte hos mæcenægteparret, ligesom de inddrog biskop ◊J.P. Mynster og billedhuggeren ◊Bertel Thorvaldsen i deres kreds. Salonaftnerne i palæet i Bredgade kunne være prægtige. Som regel indledte man med en diner med udsøgte, eksotiske retter. Dineren varede i nogle timer, hvorefter gæsterne delvist skiftedes ud, og der fulgte en souper. Mellem eller efter serveringerne fandt aftenens højdepunkt sted i form af en kunstnerisk begivenhed, fx en dramatisk opførelse eller en koncert. Ofte afsluttedes denne del af arrangementet med et bal, og herefter kunne CS så trække sig tilbage til egne gemakker til te og litterær diskussioneller højtlæsning sammen med nogle få udvalgte. Men selskabeligheden kunne også tage helt andre former og bestå i såvel en alvorlig fordybelse i filosofi som en letbenet selskabsleg, hvor de store spørgsmål om det gode, det sande og det skønne droges ned på jorden, ført an af Jens Baggesen med hans satiriske lune. CS og hendes mand supplerede i 1700-tallets sidste årtier hinanden som landets førende par. Den dannede selskabelighed i hendes salon skabte en ideel baggrund for hans politiske embede og økonomiske virksomhed, der omvendt udgjorde grundlaget for hendes position som skønånd. Som del af det øverste embedsaristokrati udgjorde familierne Bernstorff, Reventlow og Schimmelmann et magtcentrum i helstatens metropol Kbh., og de kom efterhånden til at inkarnere det reformorienterede styre under kronprinsen. Under indtryk af de økonomiske opgangstider og Den Franske Revolutions frihedsidéer kom de til at stå for en aristokratisk humanisme i en særegen blanding af absolutisme, revolutionsbegejstring og centralstatslig vilje. En af skyggesiderne var, at der ikke altid blev skelnet skarpt mellem landets og ministrenes private interesser, og indtil Danmark blev inddraget i Napoleonskrigene i 1807, tjente såvel staten som bl.a. Ernst S. fx godt på både den såkaldte trekanthandel og handelen med det krigsførende Europa. Denne magtfulde kreds blev af samtiden identificeret med CSs salon, og salonens glansperiode som sin tids kulturcenter faldt da også sammen med opgangstiden for reformstyret og for Ernst S.s embedsvirksomhed, der kulminerede ved indgangen til det nye århundrede. Sammen med brødrene Reventlow stod Ernst S. bag regeringens bonde- og skolereformer, og han gik selv foran med en realisering af dem på sine egne godser Gudumlund og Lindenborg for at fremvise et eksempel på den fornuftsbegrundede modernisering, han mente var påkrævet. Han anlagde en lang række fabrikker, og i tilknytning til både disse og godserne oprettede han skoler for arbejdere og bønder. Skolerne stod under CSs beskyttelse, som det hed, og hun fulgte ivrigt denne nye virksomhed. En anden af hendes mærkesager var slavernes forhold. Også i dette spørgsmål var hun på linie med sin ægtefælle, der som den første statsmand i Europa i 1792 fremsatte en lov om forbud mod nye slaveopkøb. Forbudet blev dog vedtaget med en tiårig overgangsperiode og fik derfor ikke umiddelbart konsekvenser for det eksisterende slaveri på bl.a. hans egne plantager i Dansk Vestindien. CSs egentlige engagement lå i den æstetiske opdragelse. Den blev formuleret som idé af Schiller og vedrørte kroppens, sansernes og følelsernes dannelse. Det var hendes ambition at praktisere den bådei sin salon og over for sine plejebørn, især niecen Josephine S. og håndværkerdatteren Louise Wesselhöft, kaldet Louison, som ægteparret senere adopterede. I opdragelsen af de to plejedøtre anvendte CS den attitudekunst, som var udbredt i salonerne og gjorde den purunge ◊•Ida de Bombelles berømt. Opdragelsen af plejedøtrene er bl.a. omtalt i breve til Schillers hustru, udgivet i Charlotte Schillerund ihre Freunde. Korrespondancen blev indledt, efter at Ernst S. og hertugen af Augustenborg i 1792 havde tildelt Schiller en treårig understøttelse, som han på sin side kvitterede for ved at tilegnemæcenerne sine senere så berømte æstetiske breve, hvori han gør rede for sit begreb om den æstetiske opdragelse. Bobé har som kredsens biograf og udgiver karakteriseret CS som “en nordisk Leonore d’Este”. Dermed sætter han hende fortjent ind i en lang europæisk salontradition med rødder i bl.a. den italienske renæssance, som også omfattede samtidige salonværtinder som ◊•Friederike Brun, ◊•Julie Reventlow og ◊•Louise Stolberg. Mal. fra 1789 af E. Pauelsen i Ahrensburg Slotsmuseum, Tyskland, kopi på Sølyst. Pastel fra 1817 af P. Copmann. Mal. fra ca.1862 af H.J. Hammer i Fr.borgmus. Anne Scott Sørensen (red.): Nordisk salonkultur, 1998. Meddelelser fra Historisk-Topografisk Selskab for Gjentofte Kommune 1/1924. Optaget i Dansk Biografisk Leksikon. ______________________ Familien Schimmelmann En af de fremtrædende familier inden for den tysksindede kreds var Schimmelmann. Grev Heinrich Ernst Schimmelmann havde rejst meget i sin ungdom i hele Europa. Han interesserede sig entusiastisk for videnskab og kunst, men virkede fra 1773 som embedsmand i den økonomiske sektor. Ved det danske statskup i 1784, da kronprins Frederik VI kom på tronen, deltog Schimmelmann på kronprinsens side, og hanblev hurtigt dybt involveret i arbejdet med reformer som bl.a. leder af landets økonomiske politik, senere - i 1789 - som statsminister. Også hans kone Charlotte Schimmelmann var en meget veluddannetog interesseret person, der både kunne medvirke ved politiske diskussioner og deltage i mere kunstneriske udfoldelser. Tilmed var hun meget franskinteresseret. Der udspillede sig i årene omkring 1800 en omfattende selskabelighed hos H.E. Schimmelman og fru Charlotte i form af middagsselskaber, opførelser af skuespil og musikalske aktiviteter. Fruen i huset holdt ofte salon, hvor medlemmer af kongefamilien, udenlandske diplomater, aristokrater, indflydelsesrige borgere samt kunstnere og litterater hyggede sig med at læse højt, konversere, musicere og hørede seneste nyheder. Blandt de udøvende gæster var Christian VIII's første kone Charlotte Frederikke, som sang og spillede harpe, den unge Oehlenschläger, som sang og spillede klaver og Schimmelmanns plejedatter Louison, der også medvirkede på harpe. _______________________ Artikel: Danmarkshistorien.dk CHARLOTTE SCHIMMELMANN 1757-1816 Charlotte Schimmelmann var en af Danmarks førende salonværtinder i de sidste årtier af 1700-tallet. Hun var fra 1782 gift med gehejmestatsministeren og plantageejeren Ernst Schimmelmann (1747-1831), og hendes salon blev besøgt af  kongelige, kunstnere, videnskabsmænd, politiske personligheder og udenlandske ambassadører. Familieforhold og netværk Charlotte Magdalene Hedevig Schimmelmann blev født i Odense som datter af Helstaten (Danmark, Norge og Slesvig-Holsten); hendes mor var norsk komtesse, mens hendes far var tysk officer. Forældrene døde tidligt, og Charlotte og hendes søster, Sybille, blev opdraget hos en af moderens slægtninge på godset Løvenborg på Sjælland. De to søstre fik en god uddannelse og giftede sig opad. Deres ægtemænd,C. D. F. Reventlow og Ernst Schimmelmann, tilhørte begge den kreds af unge adelsmænd, der i 1784 støttede kronprinsen, Frederik (6.) i at begå et paladskup og overtage magten til at regere på sin fars, den sindslidende kong Christian 7.s, vegne. Da hendes mand, Ernst Schimmelmann, kom til magten som rådgiver og minister for kronprins Frederik (6.) blev Charlotte derfor også én af landets førende kvinder, og hun begyndte at holde salon. Salonkulturen Salonkulturen opstod i Frankrig i 1600-tallet, hvor hoffets adelsdamer begyndte at holde selskaber i deres private byhuse, væk fra hoffets strenge etikette. Gæsterne var ofte forfattere eller kunstnere, og idealet for salonerne blev derfor den dannede, interessante samtale. Efterhånden udviklede salonerne sig i en mere filosofisk og borgerlig retning. Filosofferne bag den franske encyklopædi, Diderot, d’Alembert og Montesquieu var gæster i Madame Tencin og Madame de Geoffrins saloner, Voltaire skrev breve med en tredje salonværtinde, Madame du Deffand og salonværtinderne støttede encyklopædisternes udgivelser økonomisk. Under den franske revolution og Napoleons efterfølgende magtovertagelse måtte flere af salonværtinderne flygte fra Paris, og den mest berømte af dem, Madame de Staël, oprettede en slags salon i eksilpå sit landsted Coppet i Schweiz. I Tyskland udviklede salonkulturen sig til en romantisk, litterær kulturform, hvor salonernes værtinder dyrkede beundringen for forfattere som Goethe og Schiller. Den romantiske skønånd Både Charlotte og Ernst Schimmelmann var interesserede i kunst og kultur, og gennem Charlottes salon støttede de som mæcener musikere, forfattere og videnskabsmænd. Charlotte Schimmelmann er kendt fori mange år at have skrevet breve med den tyske digter Schillers hustru, der også hed Charlotte, mens hun støttede udgivelsen af hans værker økonomisk. Digterne Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger blev også understøttet af Schimmelmann-parret og var gæster i salonen. Salonaftenerne bestod typisk af en større middag med indlagte selskabslege, efterfulgt af digtoplæsning, musik eller diskussion af filosoffer som Rousseau og Kant for en mindre kreds. Også videnskabsmanden H. C. Ørsted fik økonomisk støtte til sine forsøg fra gehejmestatsministerens kone. Salonen blev holdt i Bredgade i København – lige overfor konkurrenten Friederike Bruns salon. Om sommeren flyttede salonen med familien Schimmelmann til landstedet Sølyst ved Klampenborg. Den politiske salonværtinde Mens Friederike Brun, der var mere borgerlig og desuden selv komponerede musik og digtede, havde større held end Charlotte Schimmelmann med at tiltrække kunstnere og forfattere til sin salon, var gehejmestatsministerens kone Charlotte en naturlig magnet for udenlandske diplomater og politiske personligheder. Da Christiansborg brændte i 1794 boede flere medlemmer af kongehuset hos hende, og under Napoleonskrigene tog hun imod diplomater fra begge krigens lejre, Frankrig og England, samt udsendinge fra stormagter som Østrig og Rusland. Omkring år 1800 begyndte kronprinsen, den kommende Frederik 6., at regere mere og mere uden om det statsråd, som Charlotte Schimmelmanns mand var en del af. Efter kong Christian 7.s død i 1808 satte Frederik 6. statsrådet ud af kraft. Da hendes mands indflydelse mindskedes, faldt også salonens tiltrækningskraft, og Charlotte Schimmelmanns salon døde efterhånden ud. Statsbankerotten i 1813, der fandt sted med Ernst Schimmelmann som finansminister, gik hårdt ud over parrets økonomi, og få år efter døde Charlotte Schimmelmann.
  Person-ID	I10552	Reventlow
  Sidst ændret	15 jan. 2018

  
  

  Far	Carl Rudolph Schubart,   f. 23 sep. 1714, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark d. 9 okt. 1759, Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark (Alder 45 år)
  Mor	Inger Hedvig de Løvenskiold,   f. 2 sep. 1732, Borrestad Gård, Gjerpen, Skien, Norge d. 20 dec. 1808, Brahetrolleborg, (Rantzausholm), Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark (Alder 76 år)
  Ægteskab	1751	Gjerpen Kirke, Skien, Norge
  Familie-ID	F26614	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie	Heinrich Ernst Schimmelmann,   f. 4 dec. 1747, Dresden, Sachsen, Tyskland d. 9 feb. 1831, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark (Alder 83 år)
  Ægteskab	24 maj 1782	Skt. Petri kirke, København, Danmark
  Børn	1. Frederikke Louise Wesselhöft,   f. 1790   d. 1844 (Alder 54 år)  [Adopteret]   2. Komtesse Charlotte Dorothea Josephine Christiane Schimmelmann,   f. 12 mar. 1790   d. 3 apr. 1852, Brahetrolleborg, (Rantzausholm), Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark (Alder 62 år)  [Adopteret]
  Familie-ID	F26957	Gruppeskema  |  Familietavle
  Sidst ændret	27 okt. 2019

  
  

• Begivenhedskort		Fødsel - 10 aug. 1757 - Fossum, Oslo, Norge Dåb - 19 aug. 1757 - Gjerpen Kirke, Skien, Norge Ægteskab - 24 maj 1782 - Skt. Petri kirke, København, Danmark Død - 2 dec. 1816 - København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark Begravelse - - Skt. Petri kirke, København, Danmark  = Link til Google Earth
  Kort forklaring	: Adresse       : Beliggenhed       : By       : Sogn       : Amt/Region       : Land       : Ikke indstillet