| |
 ca. 1096 - 1131 (35 år)
-
| Navn |
Hertug Knud Lavard |
| Fødsel |
ca. 1096 |
| Køn |
Mand |
| Link |
https://www.wikiwand.com/da/Knud_Lavard |
| Død |
7 jan. 1131 |
Haraldsted Skov, Haraldsted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark  |
| Begravelse |
 |
Hertug Knud Lavard
Oversættelse af KNUD LAVARDS gravsten i Ringsted Kirke:
KNUD. Søn af Danernes konge, ERIK EJEGOD. Hertug i Slesvig, af Slavenland og Venderland, udnævnt og kronet konge over Abotriterne af Kejser LOTHER, kaldes i baghold for mistanke angående kongeværdigheden i Danmark af sin fætter MAGNUS, søn af den regerende danekonge NIELS, under foregivende af en hemmelig og venskabelig samtale, og nedhuggedes skammeligt den 7. januar 1131 i den nærliggende skov, Haraldsted skov, hvorfra han føres bort og begraves her, men han blev henført til helgernes tal, og modtog guddommelig dyrkelse og ære i året 1170, idet sønnen VALDEMAR den første udbad sig dette af Paven i Rom. |
| Notater |
- Knud Lavard, o. 1096-1131, Hertug, Søn af Erik Ejegod og Dronning Bodil, blev født i Roskilde kort efter, at Faderen var bleven Konge, vistnok 12. Marts (maaske i. April) 1096. Forældrene vilde kalde ham Hugo; men Bonden Aslak fra Balstrup paastod, at han i Følge en Aabenbaring af Knud den hellige skulde hedde Knud, og dette blev i alt Fald hans Navn. Da Erik og Bodil droge ud paa Pilegrimsfærd (1102), lode de den mægtige sjællandske Jarl Skjalm Hvide opfostre Drengen. Ved Kongevalget 1104 skulle enkelte have ønsket den lille K. til Konge. Senere blev han sendt til Sachserhertugen Lothar, der blev hans anden Fosterfader. Det fleraarige Ophold i Udlandet udvidede K.s Blik og gav ham Sans for fremmed og mere vidtskreden Kultur. Ved sin Hjemkomst fandt K. sørgelige Forhold i Danmark. Kong Niels, der manglede Evne til at styre Landet, havde tilmed forholdt sin Søstersøn, Venderfyrsten Henrik, hans Mødrenearv, hvorpaa Henrik hærgede Grænseegnene og sendte vendiske Vikinger til de danske Farvande. Ulykken gik ogsaa ud over K., da nogle Skippere under Vendernes Efterstræbelser maatte sænke hans Skatte i Havet; Tabet gjorde dog ikke Indtryk paa den frejdige K., men des mere ærgrede det den pengekjære Niels. K. deltog nu i et uheldigt Tog mod Henrik; i Kampen ved Ljutka segnede han saaret til Jorden, men blev reddet ved en af sine Mænds Snarraadighed. Efter sin Sejer voldgjæstede Henrik end mere de danske Grænselande, hvor alt kom i fuldstændig Opløsning; men Landets Modgang æggede blot K. til ret at prøve sine Kræfter, og hos sin Farbroder Niels opnaaede han omsider det sønderjyske Jarledømme, som ingen anden vovede at overtage (1115).
Med største Kraft tog K. fat paa sin vanskelige Opgave som Grænsevogter. Han satte sig for at sikre Ejendom og Fred og gjorde Jagt paa de mange Tyve og Røvere, som vilde udnytte den almindelige Uorden. Skaanselløst øvede han Retfærdighed. Ogsaa en højbyrdig Mand, der længe havde drevet Røverfærd, blev dømt til Døden, og da Manden over for K. vilde gjøre Frændskab gjældende, haanede K. blot hans høje Byrd ved at lade ham klynge op i en højere Galge. Faa den Maade vare snart de indre Fjender udryddede. Endnu større Ry vandt K. samtidig som Kriger. Fjenderne slog han tilbage, og Slesvig, der var hans sædvanlige Opholdssted, omgav han med saa stærke Volde og Grave, at Byen kort efter hans Død en hel Vinter igjennem kunde modstaa en mægtig Hær. Foruden denne Bybefæstning, som den Gang var noget enestaaende i Norden, opførte han flere faste Taarne til Værn for Slien og er saaledes i Danmark bleven banebrydende for Udviklingen af Forsvaret. Men ogsaa paa et andet Omraade af Krigsvæsenet har K. faaet største Betydning for Eftertiden: han udviklede et sluttet og samlet Rytteri. Det gjaldt nemlig om – i Modsætning til de danskes sædvanlige Sendrægtighed – at rette hurtige og uforudsete Stød mod den farlige Venderfyrste, og dette lod sig kun udføre ved raske Ryttere. Nu overrumplede K. Fjenden ved sine lynsnare Strejftog. En Gang undslap Henrik kun ved at svømme over Ejder, og hans Grænseborg blev ødelagt. Venderfyrstens Overmod forvandledes derfor til Skræk, og da K. tilbød Fred, tog han med Glæde derimod. Her gav K.s Ridderlighed sig et smukt Udslag: skjønt han var den sejrende, skaffede han dog Henrik Værdien af hans Mødrenearv. Fra den Tid var der Venskab mellem dem, og det siges, at baade K. og andre danske kunde færdes i Henriks Land som i deres eget. Intet Under da, at man ærede K. som Danmarks Redningsmand og gav ham Tilnavnet «Lavard»; Ordet er af angelsaxisk Oprindelse (nyengelsk «Lord») og betyder Herre. For øvrigt ombyttede K. sit nordiske Jarlenavn med den evropæiske Hertugtitel, optraadte i statelig tysk Dragt og indførte Udlandets finere Hofskik. Trods sin Myndighed var han i høj Grad afholdt, og han viste sin Sans for Folkets Interesser ved at lade sig vælge til Oldermand for Slesvig Borgeres Gilde, det saakaldte «Edslag». Som Præstestandens Ven udstyrede K. Kirkerne med Bøger og Alterkar, og de faste Kirker af Granit og rhinsk Tuf begyndte i Sønderjylland at afløse de gamle Trækapeller. Tillige holdt han strængt sine Klerke til Orden og Tugt og gjorde et Korstog til det endnu hedenske Smaaland. Endelig var K. saa gavmild imod fattige, at han endog skal have skjænket en Tigger sin Overkjortel.
K. indtog en mægtig Stilling i sit Fædreland. Som Grænsevogter havde han Styrelsen af Sønderjylland, men forestod ogsaa ellers Landets Forsvar og kunde derfor sætte sin Broder Erik (Emune) til at værne Øerne mod Vendervikinger. Efter sin Fader havde han betydelige Godser, og da han ægtede den russiske Fyrstedatter Ingeborg (VIII, 282), gav hendes Moster Dronning Margrethe hende store Dele af sine vestgøtiske Ejendomme i Medgift. Senere forøgedes hans Magt yderligere. Efter at Henrik og hans Slægt efterhaanden vare omkomne, tilkjøbte K. sig af sin Fosterfader Lothar, der nu var tysk Konge, Fyrsteværdigheden over de vestlige Vender og blev af sin nye Lensherre kronet som Vendernes Konge eller «Knés» (1129). Obotriterne og Vagirerne rejste sig dog imod ham; men da han havde tvunget deres Høvdinger Niklot og Pribizlav til Underkastelse, havde han sikret sig Herredømmet og befæstede det ved at støtte «Vendernes Apostel» Vicelin i hans Missionsbestræbelser og ved at opføre Borgen Alberg (senere kaldet Segeberg), der dog atter blev nedbrudt af Holsterne. Ved sine udmærkede Egenskaber og ved sin Magt stod han nu højt over alle sine Landsmænd. Hans ranke og smukke Skikkelse, hans statelige og ridderlige Fremtræden, hans Veltalenhed, Mod og Krigersnille vakte almindelig Beundring, og det var, som Lykken fulgte ham i alt; under en Hungersnød havde han Overflod, saa at han kunde hjælpe de nødlidende. Saa stor var hans Myndighed i hele Riget, at han kunde stævne sine stridende Brødre Harald Kesja og Erik for sin Domstol og med Hærens Bifald udfri Pomrerfyrsten Vratislav, da Kong Niels ved Forræderi havde taget ham til Fange. Saaledes kunde den svage Konge slet ikke gjøre sig gjældende ved Siden af sin Brodersøn, og dette vakte Avind, især hos Niels’ heftige Søn Magnus, hvis Udsigt til Tronen under disse Forhold blev højst tvivlsom, og hos Fætteren, den hadefulde Henrik Skadelaar (VII, 360). Dronning Margrethe Fredkulla havde øjnet Faren, og hun havde søgt at afværge den ved at være K. som en Moder, end videre ved at lade ham, skjønt endnu Barn, staa Fadder til Magnus og ved at udstyre hans Brud saa rigt; men efter hendes Død trak Uvejret alligevel op. Henrik Skadelaar, hvis ondskabsfulde Stiklerier kun havde paadraget ham K.s overlegne Spot, var ivrigst for at komme K. til Livs, og K., der havde en yderst vanskelig Stilling paa én Gang som dansk Hertug og som Venderfyrste under sachsisk Overhøjhed, har vistnok været uforsigtig nok til at give sig enkelte Blottelser; paa et Møde i Slesvig, altsaa inden for Danmarks Grænser, skal han endog være optraadt som Venderkonge og have stillet sig lige med Niels. Ophidset af K.s Misundere bebrejdede Niels ham da paa et Møde i Ribe, at han havde antaget Kongenavn og egenmægtig indført ny Skik. K. svarede, at han ikke var Konge, men «Knés», og med Stolthed hævdede han, at den nye Skik, han havde indført, var Fred og Ro i Modsætning til den fordums Usikkerhed. Dermed havde han afvæbnet sine Fjender. Ogsaa Magnus var nødt til at holde gode Miner med K., hvem han tidligere havde svoret Broderskab; tilsyneladende knyttedes Baandet endog fastere imellem dem, i det K. stod Fadder til Magnus’ Datter. Men snart fik Henrik Skadelaar ligefrem dannet en Sammensværgelse mod K.; hans Fæller vare Magnus, Niels’ Svigersøn Ubbe og dennes Søn Hakon Skaaning, i Begyndelsen ogsaa K.s egen Svoger Hakon Jyde (VI, 489).
Mordplanen fremskyndedes, da K. trods Ingeborgs Bøn modtog Niels’ Indbydelse til Julegilde i Roskilde (1130). I Juledagene søgte Magnus gjentagne Gange Lejlighed til at myrde K., men stedse forgjæves. Han lod da, som om han agtede sig paa Pilegrimsfærd og bad K. om et hemmeligt Møde, hvor de kunde forhandle om Styrelsen af hans Sager under hans Fravær, og K. gik ind derpaa. Niels kjendte de sammensvornes Plan og fik ved Afskeden i Roskilde K. til at bytte Ring med ham, fordi han troede, at der i K.s Ring var skjult en Talisman. K. opholdt sig nogle Dage i Ringstedegnen, først i Balstrup, dernæst i Haraldsted hos sin Frænke Cæcilia (IV, 124) og hendes Mand, Erik Jarl. Her blev han om Morgenen 7. Jan. 1131 vækket af den tyske Sanger Sivard, der var sendt af Magnus for at hente ham ud i Skoven til det aftalte Møde. Hans Mænd advarede ham og bade om at maatte følge ham; men efter Aftalen med Magnus tog han blot 2 Hirdmænd med sig, og han væbnede sig kun med sit Sværd. Sivard, der havde Medynk med K., søgte hemmelig at vare ham, bl. a. ved at nynne Sangen om Grimhilds Frændesvig; men K. afviste al Mistanke. I Skoven ventede Magnus, tilsyneladende ene, og K. gik ham derfor ogsaa i Møde uden Følge. Magnus tog venlig imod ham; men da han havde draget ham længere bort fra Vejen og var sikker paa at have ham i sin Magt, udbrød han pludselig: «Hvem tilhører Danmark?» Ved dette Spørgsmaal veg K. forbavset tilbage; samtidig drog Magnus sit Sværd, og hans Mænd brøde frem af Krattet, hvor de havde ligget paa Lur. Forgjæves fór K. nu med Haanden til sit Sværdhæfte; Magnus havde faaet Forspring, greb ham i Kappehætten og kløvede hans Hoved, hvorpaa Henrik Skadelaar og de andre løb til og joge deres Spyd i hans Bryst. Dette Mord blev Indledningen til blodige Tronkampe, der bragte Danmark i dyb Fornedrelse, indtil der med K.s Søn Valdemar gryede en ny Tid for Land og Folk. – Paa Erik Jarls Foranstaltning blev K.s Lig først jordet i Haraldsted Kirke, men snart efter flyttet til Ringsted Klosterkirke. Medlidenheden med den myrdede og dertil hans Hævneres vel beregnede Politik gjorde snart den ridderlige Verdensmand til en kirkelig Martyr. Man saa Jærtegn ved hans Grav, en Kilde sagdes at være fremsprudlet i Nærheden af Drabsstedet, og ved den rejstes et Kapel. Efter at Valdemar I’s Magt var voxet ved Sejre udad til og ved Udsoning med Ærkebiskop Eskil, fik han sin Fader kanoniseret (1169) og hans Helgenben højtidelig skrinlagte i Ringsted (1170). Her udarbejdedes der ved denne Tid en Levnedstegning af Helgenen; men allerede under Erik Emune havde en engelsk Munk, Robert fra Ely, skildret K.s Liv og Martyrdød.
K. var en sympathetisk Personlighed, glimrende i sin Optræden, aaben og kjæk, ganske vist ærgjerrig og stolt, men altid ædel. Paa flere Maader har han hævet Danmark, og som Banebryder for højere Kultur peger han ud over sin snæversynte Samtid. – Med Ingeborg havde han 3 Døtre, Margrethe, gift med Stig Hvide (VIII, 195), Kirsten (ovfr. S. 188) og Cathrine, der vistnok blev gift med Venderfyrsten Prizlav. 8 Dage efter K.s Drab, og rimeligvis inden Tidenden var naaet til Slesvig, fødtes Sønnen Valdemar.
Monumenta Germaniæ, Script. XXIX.
H. Olrik, K.s Liv og Gærning (1888).
Jahrbb. f. d. Landesk. Schlesw., Holst. u. Lauenb. X.
Danske Helgeners Levned, ved H. Olrik.
Hans Olrik.
|
| Person-ID |
I133 |
Reventlow | Ancestor to Christian Ditlev Reventlow |
| Sidst ændret |
23 maj 2024 |
-
| Begivenhedskort |
|
 | Død - 7 jan. 1131 - Haraldsted Skov, Haraldsted Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark |
 |
|
-
|
.jpg "Conrad Reventlow")
