Henrik Wiehe f. 9 feb. 1927 Frederiksberg, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark d. 1 jul. 1987: Slægten Reventlow

Portrætter

Slægten Reventlow:

Eduard Vilhelm Reventlow(1810 - 1868)

Andre slægter:

Augusta Wilhelmine von Hellfried(1775 - 1861)

Slotte og Herregårde

Støvringgård

Støvringgård er en herregård i Østjylland beliggende 2 km øst for Støvring By i Støvring Sogn, Støvring Herred, Randers Kommune. Den nævnes allerede i 1319, hvor den ejedes af Palne Jensen Juul, der førte Lille-Juul'ernes Våben. Hovedbygningen er opført i 1600-1622-1630 og ombygget i 1740-1750. Støvringgård blev i 1735 omdannet til Støvringgård Kloster da gehejmerådinde Christine Harboe (født baronesse Fuiren) i sit testamente bestemte det til et jomfrukloster for en priorinde og tolv jomfruer. Ligeledes fulgte bøndergods og tiender samt en del kapital med bestemmelsen. Bestyrelsen blev overdraget stiftsøvrigheden i Aarhus.

Heraldik

Doso von Reventlow

Segl 1347 Se mere om personen her....

Gravsten og epitafier

Heimbruch, Johanna Amalie Magdalene Elisabeth (1824-1911)

    


Grevinde Helene Reventlow  født v. Heimbruch gift med Greve Eduard Vilhelm Reventlow Født den 21 juli 1824 Død den 16 januar 1911.
Selvopofrende, en sand Moder, et fast 
samlende Kærlighedsbaand imellem sine! 

 Træt af dage, mer end Mennesker saa, 
 længtes du mod Gjenforening med Ham 
 hvis Folk blev dit, hvis Ungdoms Brud, 
 hvis stærke trofaste Hustru du blev! 

 Ydmygt bad du Gud i Jesu Navn 
om 
Hjemlov til de evige Boliger!

1927 - 1987 (60 år)

Search using:

Udvid alle | Fold alle sammen

Personlige oplysninger | Medie | Begivenhedskort | Alle | PDF

Navn Henrik Wiehe

Køn Mand

Fødsel 9 feb. 1927 Frederiksberg, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark

Død 1 jul. 1987

Begravelse Vestre Kirkegård, København, Danmark

Søskende 1 bror

+	1. Erik Wiehe
	2. Henrik Wiehe f. 9 feb. 1927, Frederiksberg, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark d. 1 jul. 1987 (Alder 60 år)

Notater

skuespiller bl.a Det ny Teater, Allescenen og Fiolteatretsamt en række filmkomedier.

Henrik Rosing Wiehe læste hos Holger Gabrielsen og Hans Egede Budtz og var elev ved Århus Teater 1946-1949, hvor han bl.a. spillede den unge sabotør Jørgen i "Silkeborg". Derefter havde han engagementi København ved Det ny Teater og Folketeatret 1949-50, Det ny Teater 1950-55, ABC-Teatret og Det ny Scala 1955-56 og Allé-Scenen 1956-57. Desuden havde han engagementer på Aveny Teatret og på Fiol Teatret. Han havde succes i forestillingen "En duft af honning" og havde i 1960erne mange teaterroller primært i lystspil og revyer, bl.a. medvirkede han i farcen "Ælskov" og i "Det lille thehus". Han medvirkede bl.a. i filmene "Blændværk", "Vi, der går køkkenvejen", "Færgekroen" og "Mig og min lillebror". Han havde talrige TV- og radioroller. Han dannede i begyndelsen af 1960erne par med skuespillerinden Ghita Nørby og var senere gift med skuespillerinden Lene Vasegaard.

________

Uddannet på Aarhus Teaters elevskole 1946-49. Kom herefter til København og var engageret ved skiftende teatre i hovestaden, overvejende i lystspil- og revyroller.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Med et ansigt som på samme tid var filmstjernesmukt og mærkeligt skævt - når han åbnede munden og afslørede et voluminøst overbid - fik Henrik Wiehe pæn succes i 1950'erne og 1960'erne som både renskuret romantisk helt og, oftere, anløben charmør eller direkte skurk. Der kan klæbe et præg af forkælet overklasse til ham, og allerbedst illuderer han som døgenigt i blå blazer og med silketørklæde inden for skjortekraven.

Han har småroller som fræk ung mand i "Det gælder livet" og Erik Ballings "Vi som går køkkenvejen" (begge 1953), men fik en heltehovedrolle i Johan Jacobsens politiske drama "Blændværk" (1955) som den unge forbitrede arbejder, der forelsker sig hvalpet i Mimi Heinrich - en rolle, der ligger lige fjernt fra hans type og hans udtryksformåen.

Biroller blev derpå Henrik Wiehes felt: sleben håndlanger i "Færgekroen" (1956); filmfrikadellen, der charmerer Søs i "Far til fire på Bornholm" (1959); skurkindens vege søn, der forelsker sig i Ghita Nørby i "Baronessen fra benzintanken" (1960); Ghitas udkårne i "Min kone fra Paris" (1961); og Junker Rud i "Dronningens vagtmester" (1963).

Han er sjov og velspillende som en pomadiseret parodi på en rutineret skørtejæger i "Det støver stadig" (1962), og i 1970 får han sin karrieres bedste rolle som den afdankede turnéskuespiller med knas i både karriere og ægteskab i Edward Flemings "- og så er der bal bagefter". Denne næsten selvbiografiske rolle skulle også blive hans sidste større indsats.

Han tillægges udsagnet: "Først går man så grueligt meget igennem, og så bliver man glemt." [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Person-ID I15678 Reventlow | EjAdelGeorg, Efterkommer efter Conrad Reventlow

Sidst ændret 25 jan. 2015