PortrætterSlægten Reventlow:
.jpg) Conrad Detlev Cay Reventlow(1785 - 1840)
* m. Hanne Caroline Rosenkilde (1806-1994)
Andre slægter:
 Mathias Hans Rosenørn(1814 - 1902)
Slotte og Herregårde
 Vindeholme
I 1891 erhvervede grev Ludvig Reventlow, Rudbjerggaard med tilhørende skove og jordtilliggender.
Hans bror grev Ferdinand Reventlow, der i mange år havde tjent som diplomat, senest som gesandt i Paris, havde længe ønsket sig at finde sig et sted, hvor han kunne trække sig tilbage. Grev Ferdinand var barnefødt på Lolland, og brøderne blev enige om, at han købte en del af Rudbjerggaard, så han kunne bygge Vindeholme hovedbygning og avlsgård.
Vindeholme blev således udstykket i 1910 fra Rudbjerggård til Ferdinand Reventlow, som anvendte gården som landsted og otium efter en lang karriere. Gården ligger i Tillitse sogn, Lollands Sønder herred, Lolland kommune. Hovedbygningen er opført i 1913 efter tegninger af H.C. Amberg, mens avlsbygningerne er opført 1909. Grev Ferdinand valgte at bygge bag diget, hvortil venderne (heraf vendernes holm = Vindeholme) antagelig ikke kunne sejle længere.
På trods af grev Ferdinand Reventlows ellers beskedne livsstil, blev slottet bygget særdeles smukt og præsentabelt, og det var hans ønske, at man fra stuerne på beletage kunne se ud over Østersøen.
I 1926 arvede nevøen grev Frederik Reventlow Vindeholme og boede der permanent fra 1960 til 1972 hvorefter hans nevø grev Einar Reventlow arvede Vindeholme.
Heraldik
 Alliancevåben Reventlow-Rumohr
Gravsten og epitafier
 Mindetavle i Jordløse Kirke
Mindetavlen over de sidste Reventlow’er på Søbo
Teksten på tavlen, der ses herunder lyder:
Ærlig og velbyrdig mand Anders Reventlow til Søbo blev slagen for Assens af rigens fjender i grev Christoffers fejde
år 1535.
Hans kære hustru ærlig og velbyrdig fru Sissel Lange døde på Søbo år 1555.
Begge deres kiære børn, som ere:
Erlig og velbyrdig Jacob Reventlow til Søbo som var udi can- cellari døde udi Københafn 1564.
E: W: Knud Reventlow til Søbo som var kgl. majestæt capethien drukknit St. Olufs nat under Gulland met mange flere af adelen 1566.
E: W: Niels Reventlow døde udi sin ungdom
E: W: Jomfru Beritthe Reventlow døde på Steensgård 1564.
E: W: Jomfru Anne Reventlow som besad Søbo i 21 år døde der anno 88.
E: W: Jomfru Hanne Reventlow døde udi sin ungdom.
E: W: Jomfru Elline Reventlow hedensof udi sin ungdom.
E: W: Anders Holck som var udi Kong Fredericks den 2. tjeneste døde udi Svinborrig år 1595.
E: W: Thyge Krabbe døde hos hans mormoder i sit 4. år anno 1547.
Disse forne undertage salig Knud Reventlow, som blef begrafen på Gulland, ligger her under denne sten, som E: W: Sissel Lange til Søbo lod bekoste år 35.
E: W: Fru Margrethe hr. Eric Krabbe og fru Magdalene Hendrik Holckis, de sidste Reventlower, begge til Søbo, lod denne sten udhugge og opsætte til en amindelse efter deres fader og moder, syskende og børn som her forskrevet står. Gud gifve dennem alle at findes i himmerigs glæde og herlighed og der tilsammen at beholde æreskrone til evig tid. Ammen
Anno 1597 blev denne sten fuldkommen.
E: W: = Ærlig og Welbyrdig.
|
|
| |
 1810 -
-
| Navn |
Wolfgang von Haffner |
| Fødsel |
9 okt. 1810 |
| Køn |
Mand |
| Beskæftigelse |
Egholm Slot, Sæby Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt, Danmark  |
- Kammerherre, General à la Suite ( Hæren - Forsvaret ), Godsejer
|
| Beskæftigelse |
- Landstingsmedlem ( Rigstinget ). Krigsminister ( Regeringen )
|
| Bopæl |
Stamhuset Egholm |
| Notater |
- Wolfgang (von) Haffner (10. september 1810 i Valby – 28. april 1887 i København) var en dansk politiker, krigs- og marine- og indenrigsminister.
Haffner var søn af general Johan Wolfgang Reinhold Haffner. I Haffners liv træder både det militære og det politiske element stadig i forgrunden. Men medens hans hovedinteresse lå på det militære felt, er det som politiker, han har sin betydning i Danmarks historie. 15 år gammel trådte han ind i militæretaten som sekondløjtnant à la suite ved Livregimentet Kyrasserer, hvorfra han 3 år senere, efter i mellemtiden at være blevet kammerjunker, gik over til Hestgarden i samme stilling. Længere end til ritmesterchargen nåede Haffner dog ikke, da bestyrelsen af Stamhuset Egholm kaldte ham bort fra officersbanen. Han tog sig med iver af godsets administration og afløste i årene 1844-49 hoveriet, altså før dettes afløsning ved lovene af 1850 blev genstand for lovordning. Samtidig var han et virksomt medlem af stedets kommunale råd, i hvilke han bevarede sit sæde i en lang årrække, efter at han havde fået en videre arbejdsmark i regering og Rigsdag, uden at målestokken fra ministerialbygningen og Christiansborg Slot syntes i hans øjne at trykke forholdene i Sæby Kommune og gamle Roskilde Amt ned til mindre dimensioner end tilforn. I den 1. slesvigske krig deltog Haffner som frivillig i egenskab af anfører for en eskadron herregårdsskytter. I det politiske liv trådte han i denne periode kun for så vidt op, som han fra 1840 var suppleant til Roskilde Stænderforsamling og senere medlem af bestyrelsen for den godsejerlige grundejerforening. Først efter grundlovsrevisionen 1866 gik Haffner ind i Rigsdagen, i det han i oktober 1866 valgtes som Landstingsmand for 2. kreds, hvilket hverv han fastholdt indtil sin død. Da Estrup 22. september 1869 gik af fra Indenrigsministeriet, overtog Haffner denne post i svogeren grev C.E. Frijs' kabinet, men var knap kommet ret til sæde i denne vidt forgrenede administration, før Ministeriet Frijs opløstes (28. maj 1870). Haffner gik da som krigs- og marineminister over i Ministeriet Holstein-Holsteinborg. Store ting fik Haffner dog ikke udrettet. Han fik vel lagt grunden til de forsvarsplaner, som senere bragtes frem, og som i forskellig skikkelse havde været stridsemner her i landet i 20 år, men før sagen var moden til at forelægges for rigsdagen, var Haffner trådt ud af ministeriet (23. december 1872) på grund af stærk personlig uenighed med sin slægtning, finansminister A.F. Krieger. Ved Ministeriet Estrups dannelse 11. juni 1875 overtog Haffner atter de 2 militære porteføljer. Uden held søgte Haffner nu at gennemføre forsvarsplanerne, og i reformeringen af den militære retspleje, som dannede en anden væsentlig opgave for hans ministerier, nåede han heller ikke ud over forsøgenes stadium, i samlingen 1876-77 fremtrådte der i denne sag en principiel uenighed imellem ham og Landstingsudvalget, der ikke ville gå ind på det af ministeren ønskede omfattende fællesskab i straffelovgivningen for hæren og flåden. Samtidig havde Haffners helbredstilstand og navnlig hans åndelige friskhed vist en – som det senere sås, dog kun forbigående – tilbagegang, som hos indviede fremkaldte betænkeligheder. 28. juli 1877 tog han sin afsked. Først efter dette tidspunkt har Haffners hovedbetydning gjort sig gældende. Han har haft det til fælles med sine 2 svogre Frijs og Krieger, at den indflydelse, som de have udøvet uden for de øverste ledende stillinger, har været større end det arbejde, som de have udført i disse. I den halve snes år, som gik hen siden Haffners sidste demission, stod han i første linje iblandt Rigsdagens ledende politikere, og i Landstinget var han vel hverken mere eller mindre end tingets første mand. Hans sociale stilling, politiske fortid og personlige egenskaber forenede sig om at hæve ham til en sådan position. Ikke at Haffner var et lyst hoved, udrustet med en talentfuld parlamentarikers blændende egenskaber. Tvært imod, der var noget tungt, tørt og træet over hans optræden og tale. Men han var grundig, moralsk og intellektuelt vederhæftig som få, gennem-nobel og en diametral modsætning til alt, hvad der hedder uklarhed og forvrøvlethed. Bag det tillukkede ydre boede der også et temperament, som kunde slå ud i flamme, når den rette lejlighed var der. Og den rette lejlighed var for Haffner landets forsvar og den skandinaviske tankes fremgang. For en mand med Haffners egenskaber af ydre og indre art var der god brug i denne nydannelsens periode, da højre organiserede sig i og uden for Rigsdagen. Haffner blev både formand for Landstingets Højregruppe og for Højres repræsentantskab, og begge stillinger udfyldte han ikke blot af navn, men af gavn.
Haffner udnævntes 1877 til Storkors af Dannebrog; kammerherre var han siden 1847, 1871 blev han general à la suite, og 1880 tillagdes der ham rang i 1. rangklasse. Han døde 28. april 1887 i København. 8. november 1832 indgik han ægteskab med Sophie Wilhelmine Caroline Krieger (21. december 1807 – 26. august 1889), datter af kommandørkaptajn Johan Krieger.
Referencer
Ikke en del af navnet, men fra ca. 1770 og indtil 1860 havde danske officerer i hæren lov til at sætte et von foran deres familienavn.
Kilder
Dansk Biografisk Lexikon
Illustreret Tidende XXVIII, Nr. 32.
Nutiden, nr. 555.
Henrik Wulff, Den danske Rigsdag.
Swalin, Det danske Statsråd 1800-81.
|
| Person-ID |
I23703 |
Reventlow |
| Sidst ændret |
25 jan. 2015 |
| Far |
Johan Wolfgang Reinholdt von Haffner, f. 24 jan. 1770, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark d. 1829, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark (Alder 58 år) |
| Mor |
Anna Margrethe Kaasbøl, f. jul. 1789, Hvedstrup, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark d. 22 jul. 1849, Nykøbing Sjælland, , (Alder 60 år) |
| Familie-ID |
F31715 |
Gruppeskema | Familietavle |
-
| Begivenhedskort |
|
 | Beskæftigelse - - Egholm Slot, Sæby Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt, Danmark |
 |
|
-
| |
