Lensgreve til grevskabet Reventlow (Sandbjerg), besidder af baroniet Brahetrolleborg samt stamhusene Krenkerup og Frisenvold m.m.  

Var 1751 (3 Maj) m. Hovmester Kratzenstein paa Sorø Akademi; rejste 1753 til Geneve, Var fra 1755—57 på uddannelsesrejse i Italien, Paris og London, 1758 (31 Marts) Kammerherre og samme år auskultant i Rentekammeret. Døde som kun 25 årig som følge af småkopper.

Ved Christian Ditlev Reventlows død var ægtefællen Ida Lucie Reventlow f. Scheel von Plessen gravid og det var afgørende for arvegangen vedr. godsbesiddelserne om det blev en søn eller ej. Barnet var imidlertid dødfødt og derfor gik de Reventlowske godser til farbroderen Christian Ditlev Reventlow (1710-1775), hvorimod de øvrige godsbesiddelser, der stammede fra farmoderen Benedicte Margrethe Brockdorffs bodel (Krenkerup på Lolland mfl) gik til datteren Juliane Frederikke Christiane Reventlow.

Symbolum: Cum Deo et Tempore

    Herunder hviler det forgjængelige af

Luise Frederike Reventlow
En Søster til C. D. F. Reventlow

Hun levede et langt og kjærligt Ægteskab med
Grev Christian Stolberg som hun overlevede
og døde i Aaret 1824 i sit 80ende Aar paa Peder
strup, hvor hun tilbragte sine sidste Leveaar
hos Broderen.

Hendes Aand var prydet med de sjældneste 
Livets Gaver thi hun forenede med en udmærket
Forstand og Christelige anskuelser af Fornuftens
evige Sandheder en utrættelige Villie der
med bramfri Virksomhed ikke alene iagttog de
hende nærmest paaliggende Pligter men vidste
saavel ved Læsning som Omgang og Brevvexling
med mange aandrige Mænd og Qvinder at vedlige
holde og udvide den interesse hun stedse 
nærede for den menneskelige Tænknings højeste 
Gjenstande.

Didhen sig hendes Længsler freidigt hæved
op til det sande evige Fædreland
der hendes Aand i ædel stræben leved
skjøndt hendes Flugt her ydmygt følte Støvets Baand

Dog hist hvor Seierspalmen evigt grønnes
de kjære sig i Kjærlighedens Land henrykte møde
der opstod Livets Dag de Dyd skal lønnes
langt over det som Jordeliv formåes at vide

Den Stjerne som for eders svage Øie
forsvandt bag større Lys i Himlens Klarheds Væld
Den straaler useet ned til Trøst og Nøie
For den som kjærligt mindes den i trofast Sjæl