Reventlow, der var Søn af nedennævnte tyske Kansler Ditlev Reventlow (d. 1664), fødtes 21. April 1644 i København, besøgte Akademiet i Sorø og studerede derpå ved fremmede Universiteter (i Orleans 1662). Hjemvendt var han en kort Tid Kammerjunker hos den unge Hertug August Frederik, den senere Biskop af Lybæk. 1665 udnævntes han til Hofjunker og Kammerherre ved det danske Hof. 1667 blev han Hof- og Kancelliråd i det tyske Kancelli og søgte efter Th. Lentes Død i Febr. året efter at blive Kansler i dennes Sted. 1669 sendtes han til Gottorp med Hertug Christian Albrechts Medgift. Som Christoffer Gabels Svigersøn og Tilhænger fjernedes han fra Hoffet efter Christian V’s Tronbestigelse af Gyldenløve, Ahlefeldt og Schumacher i Forening og udnævntes i Nov. 1670 til Amtmand i Haderslev. 1672 blev han Landråd i Slesvig og Holsten. I de vidtløftige Forhandlinger om Erhvervelsen af Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst 1667-73 spillede Reventlow en fremtrædende Rolle. 1672 udsendtes han for at tage Butjadinger By og Land til Len af Hertugen af Brunsvig-Lyneborg; samme Aar fik han det hvide Bånd, og 1673 ophøjedes han i Grevestanden. 1672 tituleres han i officielle Skrivelser Baron, men hans Udnævnelse hertil kendes ikke.

Som militær fandt Reventlow rig Lejlighed til at udmærke sig under den skånske Krig. I Maj 1675 erholdt han Patent på at hverve et Regiment og udnævntes til Oberst. Han oprettede det såkaldte Reventlowske Dragonregiment, som han Året efter afstod til Oberst Ramsted. Om Efteråret blev han Chef for 2. fynske nationale Rytterregiment, deltog 1676 i Generalmajor Meerheims Ekspedition over Keflinge Å,hvor de danske opbrændte Pontus de la Gardies Herresæde Skarhult. Han deltog i Slaget ved Lund 4. Dec. og fik samme Dag overdraget den faldne Henrik Sehesteds Regiment, det holstenske (slesvigske) Rytterregiment, der udmærkede sig ved gode Soldater og ypperlig Disciplin. I Forsommeren 1677, da han lå i Garnison i Hertugdømmerne, fik han Ordre til at støde til Armeen i Skåne, men nåede næppe at komme tids nok til at tage Del i Belejringen og Stormen på Malmø. I Juli lå han med sine Kompagnier i Lejren ved Landskrone, deltog i Aug. i Kavalkaden til Christiansstad samt i Ekspeditionen til Rügen iSept. og samlede med Generalmajor Levetzow det til samme Øjemed bestemte Rytteri på Møen. I Nov. var han Chef for Rytteriet på Rügen, men afløstes kort efter af Bibow. I Dec. lå han med sit Regiment iHaderslev. I Aug. 1678 ansøgte han om Orlov fra Tjenesten, da hans Hustru var uhelbredelig syg, og han som Følge heraf var så nedbøjet, at han måtte foretage en Rejse til Italien. I Sept. sendtes hantil Münster for at bevæge Fyrstebiskoppen til at lade sine Hjælpetropper i dansk Tjeneste blive Vinteren over her. I Nov. var Reventlow i Kurfyrst Frederik Vilhelms Hovedkvarter i Dobberan for at formå denne til at forlægge det med Kongen af Danmark planlagte Møde til Wismar, hvor Christian V opholdt sig, men han opnåede intet.

Ved Svigerfaderen Vincents Hahns Død udnævntes han 1680 til Gehejmeråd samt Overjægermester, hvilket Embede han beklædte indtil 1699, blev 1681 Ridder af Elefanten samt Patron for Universitetet i København og ses allerede i Aug. samme Aar at have været Medlem af Konseillet. Han tog sig ivrig af Statssagerne, særlig den udenrigske Politik, men var alt for afhængig af dygtige Underembedsmænd, blandthvilke særlig må nævnes Th. B. v. Jessen (VIII, 484), der efter Chr. Sigfr. v. Plessens Udsagn ganske havde ham i sin Magt. Reventlow sluttede sig til den af Ehrenschild, Vibe og Brandt dannede Kamarilla (), der i Firserne udøvede en så stor Indflydelse på Statsstyrelsen. Til et Forbund med Frankrig og Brandenburg knyttede man Håbet om at genvinde de til Sverige tabte Lande, at kunne tugte den troløse Hertug af Gottorp samt at opnå Besiddelsen af Elbtolden og Lenshøjheden over Hamborg. I Marts 1682 afsluttede Reventlow sammen med Gyldenløve og Ehrenschild en Traktat med Frankrig, i Følge hvilken Danmark mod store årlige Subsidier tilsagde Frankrig Bistand i Krigstilfælde. Kongen var 1683 stemt for Krig med Sverige og støttedes heri af Reventlow og Ehrenschild, medens den forsigtige Storkansler Fr. Ahlefeldt modsatte sig et overilet Fredsbrud. Kejserens Sejer over Tyrkerne i Sept. forandrede pludselig Situationen. Om Reventlows politiske Sympatier ytrer Molesworth, at hans Tilbøjelighedfor Frankrig før 1690 ikke var stor, da han indså, at Danmarks Venskab med Ludvig XIV var til Skade for Landet. Efter den Tid udsonede han sig derimod med Frankrig.

I Maj 1684 inddroges den hertugelige Del af Slesvig. Sikkert have Reventlow og hans Parti, der fik tildelt Amtmandsposterne i det nys indvundne Land -- selv fik han Gottorp Amt --, tilskyndet Kongen til dette Skridt, der, som Følgerne viste, ikke var vel overvejet. Ved Ahlefeldts Død 1686 gættede mange på, at Reventlow vilde blive hans Efterfølger som Storkansler, men Reventlow, der siges at havehindret Griffenfelds Løsladelse af Frygt for, at denne skulde genvinde sin Stilling, opnåede dog ikke denne Værdighed, så længe Christian V levede. Til Trods for den Gunst, i hvilken Reventlow stod hos Kongen, var hans Position ingenlunde sikker, og han var mere end nogen anden Minister anfægtet af det Rænke- og Intrigespil, der stadig skiftede ved den vægelsindede og let påvirkelige Konges Hof. Atter og atter berette samtidige, at Reventlow er faldet i Unåde og hans Fald nær forestående, men Stormen drev over, og han styrede indtil Kongens Død som første Minister begge Kancellierne. I 1686 var Reventlow ved Hamborgs Belejring i Kongens Følge og forhandlede dels her og dels senere på Gottorp sammen med Jens Juel og Ehrenschild med de mæglende Magters Sendebud. 1689 vare Reventlow, Brandt og Jessen Medlemmer af Kommissionen i Anledning af de om Jever opståede Stridigheder, og han afsluttede i Aug. sammen med Jessen Alliancetraktaten med England, i Følge hvilken Danmark overlod Vilhelm III et Hjælpekorps på 7000 Mand. 1691 afsluttede Reventlow sammen med flere mellem Frankrig og Danmark en hemmelig Traktat, i hvilken Christian V forpligtede sig til ikke at yde Frankrigs Fjender nogenBistand og ikke at forøge Troppekorpset i Irland.

1693 undertegnede Reventlow en Traktat, hvorved Danmark og Frankrig sluttede sig til det af flere nordtyske Fyrster, deriblandt Hertugen af Brunsvig-Wolfenbüttel, dannede Forbund, som modsatte sig Oprettelsen af den 9. Kur. Efter Ratzeburgs Erobring var Reventlow tilstede ved de påfølgende diplomatiske Forhandlinger i Pinneberg og Hamborg, hvor der afsluttedes et Venskabsforbund mellem Danmark ogBrunsvig-Lyneborg. Hertugerne forpligtede sig til at sløjfe Fæstningsværkerne ved Ratzeburg, og Danmark afgav Løfte om at drage sine Tropper tilbage fra de brunsvigske Lande og afholde sig fra enhverIndblanding i den lauenborgske Arvefølgesag.

Dagen efter Kong Christian V’s Død udnævntes Reventlow 26. Aug. 1699 til Storkansler. 1692 var han bleven Patron for det ridderlige Akademi. Reventlow synes at have været den ledende Mand for de 1690-1705 i Rådstuen for Slottet afholdte Kommissioner, der afgjorde en stor Del Sager af den forskjelligste Art. Han var lige fra Begyndelsen Medlem af næsten alle Kommissionerne, og de ophøre ved hans Udtræden få År før hans Død. I Juni 1690 fik Reventlow Ordre til at overtage Præsidiet for Højesteret i Forbindelse med Etatsråd V. Worm som Justitiarius og med Forpligtelse til flittig at konferere medOversekretær Moth.

I April 1700 afsluttede Reventlow på Frederik IV’s Vegne en hemmelig Traktat med Kurfyrsten af Brandenburg. Umiddelbart efter Carl XII’s Landgang i Sjælland samme År sendtes han af Kongen, som opholdtsig i Holsten, hvor Belejringen af Fæstningen Tønning var begyndt på Tilråd af Reventlow, til København for at bøde på Kommandantens Rådvildhed, der i Forbindelse med det spændte Forhold mellem Militæret og Borgerskabet havde lammet Modstandsevnen. Vel kom Reventlow for sent til Hovedstaden, men det lykkedes ham dog at forebygge værre Følger.

I de påfølgende Fredsår mærker man kun lidet til Reventlows Indflydelse på Danmarks ydre og indre Politik. Den unge Christian Gyldenløve og Carl Ahlefeldt havde en Tid lang fortrinsvis Kongens Øre. Reventlow bevarede dog Kongens Gunst lige til sin Død. I sine sidste Leveår betegnes han af Hojer, skønt han kun stod i Begyndelsen af Tresserne, som en udlevet Olding.

Reventlow var en af de største Jordegodsejere i Danmark på hin Tid. Efter Faderen arvede han Futterkamp (ved Lütjenburg), som han afhændede 1672. Af Svigerfaderen Gabels Bo erhvervede han 1675-76 Segeberg Kalkbjerg med Gischenhagen, som han 1684 afstod til Kongen for 80.000 Rdl. I Holsten ejede han desuden Øen Krautsand (Wedeler-Sand). Ved den sønderborgske Konkurs kom han i Besiddelse af Sandbjerg i Sundeved, som han 1672 vilde oprette til et Baroni, men som 1681 erigeredes til et Grevskab med Navnet Reventlow. Med sin anden Hustru fik han Seekamp ved Friedrichsort. 1684 erhvervede han Frisenvold og Løjstrup til Dels som Ækvivalent for Segeberg Kalkbjerg. 1686 købte han Clausholm, nedrev her den af Mogens Gjøe opførte Bygning og byggede den nuværende Hovedfløj. Et Par Mil nord for Hovedstaden opførte han Gården Frydenlund. Endelig ejede han Hovedgården Kalø samt Kollerup (Galten Herred) og Øen Turø (til 1674). Skønt Reventlow desuden var kommet i Besiddelse af store Pengemidler, varehans finansielle Forhold ingenlunde særlig glimrende. Bortset fra den betydelige Fædrene- og Mødrenearv fik han med sin første Gemalinde en Medgift af 28.000 Rdl. og med sin anden Hustru T Tønde Guld.Allerede 1678 angiver han sin Gæld til 50.000 Rdl. og senere til det dobbelte, men ved hans Død var den dog bragt ned til 25.000 Rdl. Vist er det, at Reventlow også jævnlig forstrakte Kongen med betydelige Summer, og i Forbindelse hermed omtales hans . Ved sine glimrende Fester, prægtige Baller og Maskerader vidste han at sikre sig den forlystelseselskende Konges Gunst. Reventlow skildres almindelig som en hæderlig og retsindig Personlighed uden synderlig fremragende Evner. Skønt Molesworth var hans diplomatiske Modstander, roser han Reventlow som en Mand, der oprindelig kun havde tarvelig Indsigt i Statssager, men som ved Flid og Arbejdsomhed efterhånden havde gjort sig værdig til at beklæde sin fremskudte og betydningsfulde Stilling. En anden Diplomat betegner ham som en svag, men af alle agtet Personlighed, en blid, men lidet energisk Karakter, der kun havde det ydre Skin af Magten, imponerende ved sit kølige, beherskede Væsen. Han var en stor Ynder af Bordets og særlig Vinens Glæder, men næppe mere umådelig i Nydelsen end de fleste Hofmænd på hin Tid.

Reventlow døde 21. Juli 1708 på Clausholm og ligger med sine 2 Hustruer bisat i prægtige, af Qvellinus forfærdigede Sarkofager i Slesvig Domkirke. I sin selvforfattede Gravskrift gav han sig det selvtilfredse Vidnesbyrd, der må udfordre Dommen over ham: Reventlow var, som tidligere nævnt, 2 Gange gift: 1. (21. Juli 1667) med Anna Margrethe Gabel (f. 6. Juli 1651 d. 26. Aug. 1678), Datter af Frederik III’s Yndling Christoffer G. (V, 512); 2. (1. Maj 1681) med Sophie Amalie Hahn (f. 25. Marts 1664 d. 29. Marts 1722), Datter af Overjægermester Vincents Joachim Hahn. (VI, 485). Med sin anden Gemalindes Kammerpige Anna Cathrine Hågensen, Datter af Borgmester Carsten Hågensen. i Åbenrå, havde han 3 Børn, der 1695 optoges i den danske Adelstand under Navnet Revenfeld.

Louis Bobé.




Nytaarsønske til Grev Reventlou

Høybaarne hr Gros Kanßeller,

Naadige Græve,

Mægtige Patron,

Saa fuldte Tiden det forgangne Aar til Senge

Forleden Afften, og lod Nattens Teppe henge

For ald dets Tidegang, og hen i M