Jørgen Erik Skeel

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Underretsprokurator

Jørgen blev gift med Abrahamine Christiane Budde cirka 1815. Abrahamine blev født den 16 maj 1798; døde den 28 nov. 1852 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Cand. jur., godsejer. Indenrigsminister i Estrups regering, medlem af Landstinget. Ejer af Dronninglund.

Skeel, Erik Vilhelm Robert, 1818-84, Minister, Godsejer, fødtes 22. Febr. 1818 i Rørby Præstegaard ved Kalundborg, i sin Morfaders, Sognepræst Robert Buddes, Hjem, til hvilket hans Moder, Abrahamine Christiane f. B., var tyet hen, efter at hans Fader, Underretsprokurator Jørgen Erik S., før Drengens Fødsel var afgaaet ved Døden. I Rørby Præstegaard var da hans Barndomshjem, og endnu i hans Ministertid mindedes ældre Folk paa Kalundborgegnen den raske, viltre Dreng, den selvskrevne Anfører i alle Landsbydrengenes Spilopper.

Da den Tid kom, hvor Skoleuddannelsen stillede større Krav, blev S. optaget i Huset hos Fr. Blilow, den senere Sejerherre ved Fredericia; 1835 blev nan Student og 1841 juridisk Kandidat. 4 Dage efterat han havde bestaaet Examen, indgik han Ægteskab (i. Nov. 1841) med Cathrine Sophie Nehammer (f. 6. Juli 1816), Datter af Farver N. i Holbæk, et Parti, der ikke havde hans Families Bifald, men fra hvilket det mindst af alt laa i hans Karakter at lade sig afholde ved den Art Modstand. S. A. havde hans Moder indgaaet nyt Ægteskab, med sin første Mands Brodersøn, ndfr. nævnte Kammerherre Vilh. Sam.S. En Tid var S. nu Volontær paa Sjællands Stiftamts Kontor, men allerede 1844 omplantede han sig til jysk Grund. Ved Hjælp af et Laan paa 50000 Rdl. fra det Skeelske Fideikommis kjøbte han Hovedgaarden Dronninglund i Vendsyssel. Med Iver kastede han sig nu over Gaardens Drift og Godsets Forbedring, og en dygtig Hjælper som Landmand, Handelsmand og Selskabsmand havde han i sin nærboende SlægtningJørgen Erik Fred. Skeel til Birkelse (s. ndfr.). I Begyndelsen vare Midlerne dog knappe, og det var egentlig først, efter at S. i sit andet Ægteskab havde faaet en betydelig Formue, ;at han fuldt ud hævede Dronninglund til en Mønstergaard. Skjønt født paa Sjælland blev S. en Type paa en jysk Godsejer af de bedste. Hans lidt firskaarne, velvoxne Skikkelse med den korte Hals, det regelmæssige, friske Ansigt og det spidse Hageskjæg førte Tanken hen paa en af hans gamle Aner. Han havde dernæst i sit Væsen og i sin Gjerning det støtte, sindige, tilsyneladende flegmatiske, bag hvilket der dog laa enagtpaagivende Aand og en vaagen Tanke. Og han havde en Fasthed og Sejhed i Karakteren, der kunde udarte til Stædighed, og en Jævnhed og Frihed for Forfængelighed i det smaa, der kom ham til gode baadesom Godsejer og Politiker. Men som særegent for S. bør det ikke glemmes at nævne en Hjærtensgodhed, der strakte sig baade til Mennesker og Dyr. Hans Godsbeboere hang ved ham, og -- en sælsom Grille for en fremskreden jysk Landmand -- han var en Modstander af Kraftfodringen, fordi den efter hans Mening indeholdt et Misbrug af Dyrene.

Halvtredserne bragte en tung Tid for S. i hans Familieliv, og i 1858 skiltes han fra sin Hustru. Aaret efter ægtede han sin foran omtalte ældre Ungdomsven J. E. F. Skeels Enke, Charlotte Adelaide f. Komtesse Ahlefeldt-Laurwigen (f. 11. Avg. 1810), der allerede 6 Aar senere (24. Sept. 1865) afgik ved Døden. Paa dette Tidspunkt var det, at S. traadte ind i det politiske Liv. Han, som allerede havdebeklædt de stedlige Tillidshverv, der følge med Hartkorn og Popularitet, lod sig i 1859 vælge ind i Landstinget og beholdt Sæde her indtil sin Død; i 1864-66 var han tillige Medlem af Rigsraadets Landsting. S. holdt sig noget tilbage som Landstingsmand; han hørte til de lidet talende og lidet foretagsomme, men hans praktiske Blik og faste Karakter gave ham Anseelse, og han blev baade Viceformand iTinget og Medlem af Rigsretten. Ogsaa var han Medlem af den i 1866 nedsatte Kommission angaaende Forsvarsvæsenet, og Antallet paa hans Tillidsposter ude i Befolkningen steg. Særlig kan nævnes, at hanvar Præsident for den 13. danske Landmandsforsamling (1875), og at han indtog betroede Poster i det kongl. Landhusholdningsselskabs og Landbygningernes almindelige Brandforsikrings Bestyrelser. Patronfor Roskilde adelige Jomfrukloster blev han først 1880.

I Ministeriet Estrup optoges S. som Kabinettets første Indenrigsminister (n. Juni 1875). Mange antoge, at S., om han end havde Karakter og Erfaring nok, vilde staa for meget tilbage i de formelle Evner, i Veltalenhed og Behændighed og, hvad der ellers hører til for en Minister for at begaa sig under urolige forhold. Helt sikker var man heller ikke paa, at den 5yaarige Godsejer vilde til fulde kunne sætte sig ind i den store Del af de talrige indenrigsministerielle Forretninger, der hidtil laa ham fjærnt. Frygten var ugrundet. Sorn Landstingets Formand efter hans Død udtalte om ham: S. tog fatmed stor Energi baade under Forhandlingerne i Rigsdagens Sale, i Udvalgsværelserne, i Ministerialbygningen og sikkert ogsaa i sit hjemlige Arbejdsværelse, og Meningsfæller og Modstandere maatte erkjende, at han gjorde Fyldest i sin Plads. Helt ringe blev Udbyttet heller ikke trods de ugunstige politiske Forhold: i hans Tid fremkom Husmandskreditforeningsloven, Sparekasseloven, Vand-løbsloven og Varemærkeloven-, de sjællandske Jærnbaner erhvervedes for Staten; Kjøbenhavns Havnebane anlagdes; Limfjordsbroen blev bygget, og Jærnbaner anlagdes, særlig i Jylland. I den store Strid om Forbudet mod Udførsel af Kvæg fra Sjælland og imod Indførsel af Kvæg fra Sverige (Rigsdagssamlingerne 1881-82 og 1882-83) traadte S.s Fortrin og Fejl frem med Klarhed, og samtidig med at hans Holdning i denne Sag skabte ham mange Modstandere, bidrog den til at slaa fast i den almindelige Bevidsthed ude og hjemme, at han var en Personlighed, med hvis Vilje og Evner der maatte regnes.

Modstandere skortede det overhovedet ikke S. paa, ikke blot selvfølgelig i politisk Henseende, men ogsaa i saglig; Børsen i Kjøbenhavn var ham ikke god, og han var i det hele mere Landbrugets end Handelens Minister. Den indenrigsministerielle Portefeuille, hvis Indhold senere er fordelt paa 3 Medlemmer af Kabinettet, var en tung Byrde for en. enkelt Mand, især for en saadan, der ikke var udrustetmed usædvanlige Aandsgaver og ikke tidlig var indlevet i Forretningerne. Dette maatte baade S. og hans nærmeste Eftermænd paa denne Post sande. I 1884 viste det sig da, at S.s Kraft var udtømt. I MajMaaned blev han ramt af et apoplektisk Anfald, og 29. Avg. s. A. tog han sin Afsked. Han, der i 1859 var bleven Kammerherre, i 1875 Kommandør af Danebrog af 2. Grad, i 1876 Kommandør af i. Grad og i 1878 havde erholdt Storkorset, blev ved sin Afskedigelse udnævnt til Gehejmekonferensraad. Natten til 6. Nov. s. A., nøjagtig et halvt Aar efter sit første Sygdomsanfald, døde han.

Erik blev gift med Charlotte Adelaide Ahlefeldt-Laurvigen den 2 dec. 1859. Charlotte (datter af Vilhelm Carl Ferdinand Ahlefeldt-Laurvigen og Claudine Bang) blev født den 11 aug. 1810 i Taarnholm, Korsør, Danmark; døde den 24 sep. 1865 i Birkelse, Åbybro, Aalborg, Danmark; blev begravet i Kapellet Aaby Kirke, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]